H.C. Andersen centret

(Bibliografisk kilde: HCAH 1985/120)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indhold.

Prolog p. 1
(se Nr. 3).
Gjenfærdet ved Palnatokes Grav, original Fortælling p. 5
(se Nr. 4).
Alfsol, original Tragedie i fem Acter p. 49
(se Nr. 5).
Om Bogen se nærmere under Nr. 2.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/78)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Ved Mad. A. K. Spendrups Grav.

"Hustrue! Moder! Du har os forladt!"
Saa klage Dine i den mørke Nat.
Armod græder ved Dit kolde Leer,
"Moder! ak! vor Moder er ei meer!?"

Venskab planter Blomster paa Din Grav;
Om os alle trøstende du svæver;
Aanden ei forgaaer i Tidens Hav,
Støvet døer kun, evig Aanden lever.

Livet svinder, som en Drøm saa brat,
- Stjerneskud i Evighedens Nat?
Men vi gaae til Livets Morgenrøde
Christ og alle Gode der at møde.

C.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/368)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/368)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/1683)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/369)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/370)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-44)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-167, 1971/672)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/1680)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/1680)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/429)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/372)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/298)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-45, 2000/375)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/334)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-730a)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/334, anm.: A-320, A-674a, 1971/452 2000/752, 2000/779)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/2)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-12)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-13)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-14)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/334)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/35, 2000/255, 2000/822, anm.: III-4, 2000/762, 2000/763, 2000/777, 2000/778)

(Bibliografisk kilde: HCAH III-2)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH III-30, III-37)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH III-31)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-731a)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-731a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/755, 2000/776)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727a)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-23)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/38)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727b)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Denne lille digtkreds, der udkom før Andersens første egentlige digtsamling, Digte (1830), bestod af digtene "Moderen med Barnet. (Hist hvor Veien slaaer en Bugt)", "Graat Veir. (Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By)", "Det syge Hjerte. (Kjære Piger! vil I vide)", "Trøst. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare)" og "Oldtids huuslige Liv. (Ak hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen)". Se BFN 38.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727c)

”Tæt ved Bakken gaaer Veien til Skoven og her holder derfor Vogne om Søndagen der bringer Folk ud i det Grønne; det Hele er et Slags Charlottenlund Tour i det smaae. – Veien vrimler i godt Veier af Spadserende og snart kommer man forbi det smukke Anlæg: Baggatellen til Landsbyen Hunderup hvis Bønder vistnok ere de rigeste i Fyen. Rundt om seer man smukke, velvedligeholdte Gaarde med rødmalet Træværk, og pyntelige Hauger. Humleranker snoe sig hen af Gjærdet og paa Grøfterne voxe Hyld og vilde Roser.
I Skoven har man Musik og et Telt med Forfriskninger; Byens Folk tage derfor herud og da gjøres sædvanlig en lille Udflugt til Christiansdals Skov, der ogsaa kaldes “Fruens Bøge” og kun skilles fra Hunderup Skov ved Aaen der bugter sig der imellem.
Hvor mangen deilig Sommer-Eftermiddag hoppede jeg ikke her omkring da jeg var lille og samlede mig Jordbær paa et langt Græsstraae; da spillede den blinde Mand paa Violin i Skoven og fra Byen kom der fornemme Folke seilende op ad Aaen i en Baad hvorfra der hang et stort rødt Flag.”

(Bibliografisk kilde: HCAH XXII-A-4)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/2)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/38)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/772)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/38)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/754)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/753)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727d)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-674b, 1971/453)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257, anm.: Kjøbenhavns-Posten: A-727e)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-539a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727f)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-729g)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-143)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-731b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-731a)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-731c)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/297, 1981/58, 2000/376)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/296, 1981/59, 2000/377)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734b)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/60, 2000/378)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/61, 2000/379)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/299)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/299)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/38)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-378a)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-378a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/62, A-730b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-378b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-539b)

Paa det 1. Træ. (Den som mig plantede, var selv en Børneven).
Paa det 2. Træ. (Naar Vaaren pynter Eng og Skov og Krat).
Paa det 3. Træ. (Naar Heden trykker i den snevre By).
Paa det 4. Træ. (Han, som os satte, alt som spæde Smaae).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-539b, 1971/362)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/63, 2000/380)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-730b)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/295, 1981/64, 2000/381)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/295, 1981/64)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/295, 1981/64)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-378c)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/758: no 140, 20.9.; 2000/759: no 148, 5.10; 2000/756: no 145, 1.10; 2000/775: no 159 26.10.)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-16)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-15a)

(Bibliografisk kilde: HCAH III-32)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/757)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734d)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-725a, 1981/65, 2000/382)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-725a, 1981/65)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-730d)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727h, A-727i)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-742a)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-742a)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

... Det behøver jeg da ei heller at sige Dem, at, naar De nu og da, midt under Aandens Arbeiden med en Idee, eller midt under Phantasiens Arbeiden med dens Udførelse, føler Trang til et Soutient, at De da blot behøver at tage een af de store Mestere saavel i Poesie, som i Talen om Poesie, ned af Deres Boghylder, for at finde en Kritik over deres Arbeider af den Art, som nu engang vore Kritikere ikke forstaae sig paa at yde os, da de ellers vist skulle have udfundet f.Ex. Andersens eiendommelige Livsthema. Hvor meget ønskede jeg, at Nogen maatte forstaae sig paa at styrke denne Forfatters Sjæl, ved at glæde den ved en Berømmelse, som kunde bringe ham til en intensivere Følelse af sit inderste Væsen, medens den bragte ham til at føle de Mangler, man tillige bestandigen monne vise ham, som lette at afstreife, fordi man havde bragt ham til at see dem som retarderende for hans egentlige Existents."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/101)

Digtkredsen "Studier efter Naturen" I-III er en del af digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1831, s. 124-127, BFN 109):

Digtkredsen "Hjertets Melodier" I-VIII er en del af digtsamlingen Phantasier og Skizzer (1831, s. 113-117, BFN 109):

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734e)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-522, 1971/479)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-17)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-541)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-18)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-742b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-742b)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727j, 1971/455)

"Et Børne-Eventyr" kalder HCA den lille fortælling, han i rejsebogen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831 (udkom 19. september 1831) fortæller sig selv for at berolige sig efter at have set skuespillet "Drei Tage aus dem Leben eines Spielers" i Braunschweig. Teksten optræder som en del af 4. kapitel, s. 33-35 i Danske Klassikere-udgaven af Skyggebilleder v. Dansk Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, Kbh. 1986.

H.C. Andersen nævner eventyret i Mit livs eventyr (1855, her citeres fra Gyldendals udg. 1975, bd. 1, side 288):

I "Harzreisen" [Skyggebilleder] findes egenlig mit første "Eventyr" under Afdelingen Braunschweig, hvor det fremtræder ironiserende med Dramaet "drei Tage aus dem Leben eines Spielers"

Teksten er online her på H.C. Andersen-Centrets netsted.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734f)

Neppe vil Nogen troe, at en ængstelig Censor har udslettet dette Digt af et berlinsk Blad, fordi det "udtrykker et Haab, man under vor Tids Storme ikke tør nære, men allermindst offentlig yttre!" Og dog er det sandt! Digtet er, med hiin Censur-Notice, indført i Mgbl. F. geb. Sta. August d.A. og citeres der som "en Toast, Chamisso, ved en lille literair Fest, bragte sine Venner."

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727-k)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727-0012)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734g)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734h)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-742c)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/403)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727m, Matthias Winther: 2000/295)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/295)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727n)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727p)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727o, A-730e, A-657a)

Kjøbenhavns-Posten.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/312, anm.: A-727q)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727r)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734i)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734i)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734i)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-312)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734k)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727s)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/309)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734j, A-1066)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/52)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/52)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/52)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/52)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/52)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/259, 2000/257 anm.: A-727t)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-759)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-734-0012, 2000/389)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/292, A-734-0013)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2012/3)

(Bibliografisk kilde: HCAH avistryk: 1969/194, lejlighedstryk: 1971/478)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1964/105, anm.: A-728a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/74)

Det infame Digt i Kjøbenhavnsposten, underskrevet Ingeborg, refe­rerer sig til et ikke videre fortræffeligt Afskedsqvad til Dem, underskrevet Frithiof; den sentimentale Tone deri mishagede Folk med Rette, men det sidste Digt har naturligviis mishaget endnu mere. I Anledning af det Skete har jeg i Kjøbenhavnsposten ladet indrykke følgende Annonce:
»Vor Landsmand, H. C. Andersen, som med Kongelig Understøt­telse reiser udenlands, er i Maii Maaned d. A. ankommen til Paris, hvor han for det Første agter at opholde sig. At han ved sin Ankomst der har modtaget et ufrankeret Brev, eller rettere en Convolut med det Nid­digt, som stod indført i Kjøbenhavnsposten N° 93, saadant maa, skjøndt paa heel forskjellig Maade, interessere Andersens Venner og Digtets Forfatter at erfare

Da et temmelig almindeligt Rygte har tillagtmig den tvetydige Ære, at have skrevet det parodiske Afskedsdigt til H.C. Andersen, som,undertegnet Ingeborg, for kort Tid sisdenlæstesi Kjøbenahvnsposten, maa jeg herved offentlig fralæggemig dette Forfatterskab.
Sorøe, d 30te Mai 1833.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/385, 2000/386, 2004/035, 2004/036, A-728)

(Bibliografisk kilde: HCAH = genoptryk)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1955/16, anm.: A-728a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2012/4)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728f)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/387)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/85)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/55)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-810, 2000/50)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-793)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-789)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1978/208)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-165)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-D-2)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/400)

Improvisatoren. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1835.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/356, anm.: A-738a, 1971/457, 2000/316, II-26)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-911)

Indhold.

Med dette Hæfte begynder Udgivelsen af en Serie Eventyr bestaaende af 2 Bind betitlet: Eventyr fortalte for Børn, som udkom ialt i 6 Hæfter. Af praktiske Grunde skal her gives en Oversigt over Udgivelsen af alle Hæfterne, idet det dog skal bemærkes, at de enkelte Hæfter vil blive beskrevet under de Aar, i hvilke de er udkomne.
Serien bestaar af følgende Hæfter:

De 3 førstnævnte Hæfter danner 1. Bind, og med Udgivelsen af 3. Hæfte 1837 medfulgte: 1) nyt Titelblad (fælles for de 3 Hæfter). 2) Forord (med Overskriften: Til de ældre Læsere) VIII Sider samt 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter. De 3 sidstnævnte Hæfter (Ny Samling) danner 2. Bind og paa samme Maade som med 1. Bind medfulgte med Udgivelsen af 3. Hæfte i 1842: 1) nyt Titelblad med Betegnelsen Andet Bind. 2) Blad med Tilegnelse til Fru Heiberg (den samme Tilegnelse som findes i 2. Hæfte 1839). 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter.
Med Afslutningen af 3. Hæfte 1842 udgav nu Forlaget 1. og 2. Bind til en Pris af 72 Sk. pr. Bind. 2. Oplag af 1. Bind kom i 1846, og 2. Oplag af 2. Bind i 1847.
De forskellige Oplag af Hæfterne er meget ofte sammenblandede i de forekommende Eksemplarer, og da Hæfterne jo har Fællestitelblade til 1. og 2. Bind, er de enkelte Hæfters Titelblade ofte fjernede ved Indbindingen; da der imidlertid findes mange Afvigelser i Ortografien, Tegnsætningen etc. imellem de forskellige Oplag, vil man, hvis man skal undersøge et saadant Eksemplar, ved at benytte nedenstaaende Skema hurtigt kunne bestemme fra hvilke Oplag de paagældende Hæfter stammer.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/85, 1971/86, anm.: A-675, A-738b, 1971/456)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2002/32)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/54)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-810, 2000/50)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728g)

(Bibliografisk kilde: HCAH II-26)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1983/325)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2002/43)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-712a, s. 16 og 20, 2000/190)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-712a)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728h)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-200, A-34, 2000/388)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-728i)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-8)

Anden Afdeling: / Fem og tyve Aar derefter. / Vaudeville i een Act. / - / Personerne: (6 Tekstlinier.).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/258)

O. T. / original Roman i to Dele, / af / H. C. Andersen, / - / Anden Deel. / - / Kjøbenhavn 1836. / Paa Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-200)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-790)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: DgG: HCAH 2000/314, T: 2000/313, Dedfst: 2000/312, A-185a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/47)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/53)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-739, 1969/90)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/457)

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2007/103)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/442)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Improvisatoren. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Andet Oplag. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets- Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/344)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH a-728-j)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris, Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 (AaJ 1338).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède, 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975, hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Kun en Spillemand. / Original Roman / i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitets - Boghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

Kun en Spillemand. / Original Roman / i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Deel. / - / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitets-Boghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-9-a, 1971/348, 1971/353, 2006/69, III 39b, A-713b, A-726-0002)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-200c)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/47)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/47)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-40, A-888)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1970/190, 1969/78)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/383)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-d-4)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1957/17, A-743-a)

(Bibliografisk kilde HCAH: 1855-udgaven: A-543, 1856-udgaven: 1971/262, )

(Bibliografisk kilde: HCAH A-200-e)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1956/58)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/477)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/476)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-200-d)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

Digteren Adalbert von Chamisso & Dem Dichter Adalbert von Chamisso. In deutscher Uebersetzung von Gaudy.

Off. i bogudgivelsen: Leben und Briefe von Adalbert von Chamisso. Herausgegeben durch Julius Eduard Hitzig. Zweiter Band. Leipzig, Weidmann'sche Buchhandlung. 1839. S. 288-29.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-412)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-792-a)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/430)

[Tilføjelse: "Festen den 28de Mai 1839 paa den kongelige Skydebane. De valgte Præsidenter: Professor Dr. Clausen (for Professor Dr. Schouw.) Grosserer H.P. Hansen. Bankdirecteur, Etatsraad Hvidt. / Udbragte Skaaler.
I. Hs. Majestæt Kongen: Sang. Mel. Danmark, deilig Vang og Vænge. "I den festlige Stemning, der her forsamler os, er Glæde over den vigtigste Foranstaltning til et friere Folkelivs Udvikling, som Fædrelandets Aarbøger have at fremvise, sammensmeltet med Erkjendtligheden mod Den, dette Fremskridt skyldes. Og vi vide det, at det er ikke blot Danmarks Regjering, men navnlig Danmarks Konge, vi have at takke for denne Foranstaltning, som for saamange andre tidligere, sigtende til Borgerfrihed og Borgerlykke. Denne Tak, bragt af fædrelandsksindede Mænd, er en værdig Hylding, der ydes en Konge af hans Folk; thi den vidner om, baade at Folket søger hos sin Konge Tillid til Folket, Agtelse for Folkets Stemme, for Overbeviisningens frimodige Sprog, og at det finder hos sin Konge, hvad det søger. Denne Hylding bringe vi her ved et Længe leve Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge!."
Prof. Dr. Clausen.
Forudgående arbejde om sangen, se og .]

(Bibliografisk kilde: HCAH )

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

Nu er det Høst, nu er det Vandre-Tiden
nu flyver Storken bort til Pyramiden;
Der Farvepragten svinder,
Snart Skyen ryster Snee,
men da i skjønne Minder
Det Svundne vi gjensee
Fyrste-Par! I mindes Sommer-Glandsen,
Gisselfeldt staar med som Blomst i Krandsen,
Gisselfeldt!

Fyrstinde! Du med Tanken gjæster Øen,
Seer Hjemmet, Dine kjære hist bag Søen,
Der hvor Din Vugge gynged',
Hvor Englen hos Dig stod,
Hans Arm da fast omslynged'
En Søster skjøn og god.
Uskylds Smaae steeg ned til Fyrstens Datter,
Uskylds Smaae paa Jord du søger atter,
Uskylds Smaae!

Vi veed,o Prinds! At Giselfeldt gjenkommer
I Minde hos Dig skjønnest denne Sommer,
Thi her var Eders Møde,
Her samledes I fro,
Trofaste Hjerter bøde
Velkommen Eder to.
Snillets ven! Hjerternes Fyrstinde!
Gjennem Aar den Dag i Dag vi minde,
Gjennem Aar!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-680-a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

Trykt i Portefeuillen for 1839. 4. Bind, 45. Hæfte, 10.11.,134.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1964/106, 2000/259 )

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-32)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/339, A-680-b, anm.: 2000/324)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-792-b)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-I-C, 1971/341, 2000/105)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445, 2000/397)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1964/107)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/273)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/393)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-650, 1971/399)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/321, 1958/31, 1971/712)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/31, 1971/712)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445, 2000/392)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/322, 2003/166, A-319)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/394)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/283)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/35, A-697c, 1971/295, 1971/304, 1981/173, anm.: A-200g, A-700c, A-687-0012, A-700r, A-697r, 2000/323)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/395)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/396)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/315, 2013/38)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-697e)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XIX-15-c, 1991/35, 2000/148)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/384)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dybt fra Hjertets Grund fremspringer
Sangen, som en Blomst;
Konge, Dig vi Sangen bringer,
Ved din Atterkomst!
Hurtigt visner Sangens Lilie,
men vort Hjertes rene Villie
Rigt et Blomster-Flor dig sender,
Det ei Løvfald kjender.

Dronning, Borgens lave Stuer
Hjemmet der Du veed,
uforandret Alt Du skuer,
Selv vor Kjærlighed!
Meer end før den ei kan flamme,
Som Naturen er den samme,
Maatte det herinde blive,
Meer vi ei kan give!

Konge, som Du trykt kan blunde
Her hvor Du kom hen,
i hver Hytte Du det kunde,
Tryg, som Hyttens Ven!
Gid i Drømme kun Du skue
Sorger Dig og Danmark true,
Men at vaagen Lykken trives,
Som dit Danmark gives!

Hvad en lille Kreds der beder,
Beder Folket med:
Konge-Par! Gud følge Eder!
Gud, hver Tid, hvert Sted!
Hver Gang Skoven her er grønnest,
Denne Dag blandt alle skjønnest
Blev os, da vi her vor Droning
Saae med Danmarks Konning!

H.C. Andersen.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/288)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/288)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/44, A-378)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/260, Anm.: A-697f, A-728k)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-227)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-4)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1952/29, 1971/711, 1952/29)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-45, 1971/475, 2000/284)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/34, anm.: A-227c, A-659, 1981/312,)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-2, 1971/343, 2000/106)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/445, 2000/399)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-1)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-2)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/448)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-662-2)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-43, 2000/45)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-352)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH1971/474)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/397, 2000/19)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/87)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/448, Anm: A-728-0012)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/710)

[originalmanus på KB:]
Paa Nordens Himmel i Stjernernes Flok
Tycho Brahe har skrevet sit Minde,
Og Thorvaldsen hug udi Fjeldets Blok
Sit Navn, det vil aldrig forsvinde,
Du sang af dit hjerte og Norden har hørt
Ved dig sine største Bedrifter,
Dybt Hjertets Sange har Hjerterne rørt,
Din Storhed ei Tiden henvifter.
I Hjerterne, veed jeg, staar ogsaa Een,
En yngre Slægt høit jubler for sandt.
Tre Riger i Norden din Lyre forbandt,
De kjendte hinanden, og Hadet forsvandt!
H.C. Andersen

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/82)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-551)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/710)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/325, A-371)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-a-31, 2000/261)

Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1842.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1964/104, Anm.: A-713a, A-661 a-b, A698z, 1981/311, 2000/305)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1951/51)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-521)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-6)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-792c)

HCA fik i denne anledning den 26. juni 1842 brev fra Cosmus Bræstrup fra Skydeselskabet:

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/473)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-661c, A-698b, A-711a)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/326)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/320)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-713-b)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-195)

s.16:
Andersen (Hans Christian), f.d. 2den April 1805 i Odense, hvor hans Fader var Skomager. Kom paa Theatrets Dandse- og Syngeskole iblandt Eleverne, og blev i sit 18de Aar sat i Slagelse lærde Skole; 1838 privat dimitteret til Universitetet, og tog det følgende Aar Examen philologicum og philosophicum med bedste Characteer. Reise i Sommeren 1831 til Harzen og "det sachsiske Schweiz", og tiltraadte, med kongelige Understøttelse, i April 1844 en Reise til Tydskland, Frankrig, Schweiz og Italien, hvorfra han kom tilbage i Begyndelsen af August 1834; foretog i Sommeren 1837 en Reise gjennem Sverrig, og tiltraadte i October 1840 en Reise til Tydskland, Italien, Grækenland og Tyrkiet) – (Biographi, foran G.F. v. Jenssens tydske Oversættelse af Andersens: ”Kun en Spillemand” se: se: 11963 ; Conversations-Lexicon der Gegenwart, 1stes Heft, 1838; Revue de Paris, Octbr. 1837 (af Marmier; Marmier: historie de la littérature en Danemark & Suéde; Kbhvns Morgenblad 1838 Nr. 25-26. se: se: 10969 – Portrait, malet af C.A. Jensen, lithogr. 1847; ogsaa foran Holsts Nytaarsgave fra danske Digtere; i Portefeuillen 1837, Bd. II; og i Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave for 1840).
Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Kbh. 1829. se: 22 (Prøver heraf iforvejen indf. I Kbh. flyv. Post. 1828. Nr. 90-95. se: se: 21 Rec. L.T. 1829. Nr. 4, S. 61-64; M.f.L. I. 169-72, af J.L. Heiberg). anmeldelse 2det forøgede Oplag. Kbh. 1829. 3die Udgave. Ibd. 1839.
Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret? Heroisk Veaudeville i een Act. Kbh. 1839. (r. af C.N. David. I M.f.L. I, 543-52). anmeldelse
Digte. Kbh. 1830. se: 51 (L.T. 1830 Nr. 6, S. 81-88. M.f.L. III. 162-72. R. af C. Molbech) anmeldelse
Phantasier og Skizzer. Kbh. 1831. se: 109 (M.f.L. VI. 126-32) anmeldelse
Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz, c. i Sommeren 1831. Kbh. 1831.162 (R. af C. Molbech i M.f.L. VI. 483-92). Paa Tydsk overs.; udg. af F.W.Genthe, Breslau 1836 se: 15996
Skibet Vaudeville i een Act. Bearbejdet efter Scribes og Mazères "la Quarantaine". Kbh. 1831. se: 166
Vignetter til danske Digtere. Kbh. 1832. se: 174 (Udtogsviis og frit overs. paa Tydsk af A. Martini i Thaarups Kopnh. Børsenhalle. II. 1832. Nr. 25). se: 15989
Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter. Kbh. 1832. se: 183 (M.f.L. IX. 191-95), r. af C. Wilster. Skilderiet 1832 Nr. 94). anmeldelse
Ravnen, eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr). Kbh. 1832. se: 196 (Mf.L. IX 195-97, r. af C. Wilster)anmeldelse
Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen.se: 199 Kbh. 1833. (M.f.L. X. 870-79, r. af C. Molbech). anmeldelse
s. 17:
Samlede Digte. Kbh. 1833. se: 224 (M.f.L. X. 879-82, r. af C. Molbech; Kbhpost. 1833, Nr. 169.
Dronningen paa sexten Aar. Drama i to Acter; overs. efter Bayards "La reine de seize ans." Kbh. 1833. se: 222 (Udgjør Nr. 47 af det kgl. Theaters Repertoire).
Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt. Kbh. 1834. se: 250 (M.f.L. XII. 109-117, anm. af D.G. Monrad). anmeldelse
Improvisatoren. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1835. 2det Oplag. ibd. 1837. se: 264 (L.T. 1835, Nr. 17-18, S. 261-65; 282-91; M.f.L. XVIII. 61-79; J.N.Høst's Dannora I. 60-74; Dagen 1835, Nr. 119, 131). anmeldelse Oversat paa Tydsk af L. Kruse. I.-II. Theil. Hamburg. 1835. se: 15995 Ogsaa overs. paa Fransk. se: 16577
Eventyr, fortalte for Børn. I-II. Bd. 2det Hefte. Kbh. 1835-1839. se: 266 (L.T. 1836 Nr.1, S. 10-14; J.N. Høst's Dannora I. 74-76). anmeldelse Overs. paa Tydsk af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1839 se: 16007 u. 1840. m. Kupf.; se: 16009 og paa Svensk. se: 13620
O.T. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1836. se: 292 (M.f.L. XVIII. 79-87). Overs. paa Tydsk af W. Christiani. Leipzig, 1837; se: 15999 paa Svensk, 1840. se: 17355
Sangene i "Festen paa Kenilworth". Kbh. 1836. se: 285
Skilles og mødes. Original dramatisk Digtning i to Afdelinger. Første Afdeling: Spanierne i Odense; Vaudeville i een Act. Anden Afdeling: Fem og tyve Aar derefter; Vaudeville i een Act. Kbh. 17836 (Udgjør Nr. 76 af det kgl. Theaters Repertoire). se: 291
Kun en Spillemand. Original-Roman i 3 Dele. Kbh. 1837. se: 308 Paa Tydsk. overs. af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1838; se: 16002 paa Svensk, 1838. se: 12019
Tre Digtninger Kbh. 1838. (T.f.L. v. K. II. 73-79) se: 320
Den Usynlige paa Sprogø, dramatisk Spøg i een Act. Kbh. 1839. (Udgiør Nr. 113 af det kongl. Theaters Repertoire.) se: 359
Mulatten. Originalt, romantisk Drama i fem Acter. Kbh. 1840 (Fædrel. I. 1840, Nr. 70). Andet Oplag. ibid. eod. se: 368 Oversat paa Svensk af Djurstrøm, 1840. se: 17356
Billedbog uden Billeder Kbh. 1840. se: 360 (Fædrel. I. 1840, Nr. 78, S. 507-8). Oversat paa Tydsk. se: 16030
Cantate ved Sørgefesten i Studenterforeningen for Kong Frederik VI. Kbh. 1840. se: 367
En Comedie i det Grønne Vaudeville i een Act. kbh. 1840. se: 390
Maurerpigen. Original Tragoedie i fem Acter. Kbh. 1840. se: 393 (Fædrel. I. 1840, Nr. 385.

Af ham findes Bidrag i forskjellige Tidsskrifter, saasom i Harpen (f.Ex. Scene af Røverne i Vissenberg i Fyen, et dram. Digt; 1822 Nr. 32); Flyveposten 1828. 1830; Kjøbenhavnsposten 1829 o. ff.; Elmquist's Læsefrugter Bd. 43, 46, 49, 50, 52; Liunges Hertha Aarg. 2; Valkyrien I. og III. (heri S. 255-60; Fornuftgiftermaalet Nr. 2, en dramatisk Drøm paa Skagens Rev); Repertorium f. Moerskabslæsning; F.J. Hansens Læsning f.d. fine Verden 1829; Lahdes Nornen; Skandinavisk Nytaarsgave; Nytaarsgaverne fra danske Digtere; Holst's Søndagsblad 1835 (f.Ex: Blade af min Dagbog, Nr. 1-3; italiensk Musik, Sang og Theatervæsen, Nr. 7); dansk Folkelblad 2den Aarg. (Smaahistorier, efter det Tydske, S. 139, 143-44, 160); Ursins Almeenlæsning 1836; Kbhvns. Morgenblad 1838; Klubvisebogen 1838; Portefeuillen 1839. 1840; J.H. Hansens Maigave 1839; Hjorts danske Børneven; Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave f 1840; Salonen Bd. I. (Mikkels Kjærlighedshistorie, Vaudevillemonolog). Forord til J. H. Hansens gyldne Alphabet, 1840.
s. 18:
Af hans Digte ere endeel oversatte paa Tydsk af Chamisso, Gaudy, Gähler og af Thomsen i hans "Harfe der Skalden"; nogle af disse tydske Oversættelser i Thaarups Mittheil.a.d.N.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/446)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/446)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698d-e)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-711b)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/156)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/101, Anm.: A-713c, A-698f, 2000/327 )

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/472)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/330)

Til Peter Fredrik Wulffs Børn. Af H. C. Andersen.
Det var som Hiemmet ei var Hiemmet meer,
Thi den I elsked meest, er lagt i Graven!
Uhyggeligt det er hvor Øiet seer,
Kun Snee og nøgne Træer i Haven,
Her, hvor han planted hver en Blomst, der groer,
Hvor Duft og Farvepragt ham sødt fornøied,
hvor han opelskede sit Rosenflor,
Saae Blomsten, som den sees med Digter-Øiet.

Snart er det Vaar, da straaler jo Guds Sol, [= BFN 511]
De nøgne Træer skal grønne Grene bære!
Den første, friske, duftende Viol,
Den vil et Smil fra Eders Fader være!
Da skal I see det rige Rosen-Flor,
Som han opelsked, det vil da udspringe!
En Foraars Hilsen i hver Rose boer,
De kjære Børn den skal hans Hilsen bringe!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/150)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/303, anm.: a-662a, A-666d, A-711c, A-713d)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/271, 1981/286, 1981/287, 2000/286, A-698g, XXI-a-47)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/285, A-377)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/285)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1951/56)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-48, 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-A-49, 1971/447)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-657b)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395, A-191)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395, A-191)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-191)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/101, 1971/439, 2000/126, Anm.: A-680c)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1968/36)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-557)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/296)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH XIX-16-c, 1968/32, Anm.: A-663d, A-671a, A-680d)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/106, Anm.: A-671b)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/218, 2000/16)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/311, 1971/440, 1981/285)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-663-1)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-663-2)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-663-3)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/271, XXI-c-5)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/438)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/451)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/287)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-552)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1984/134, 1971/458)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698h)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/316)

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p. 440)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/287)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2003/171)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/263)

Hele digtet blev oprindelig trykt i "Poetiske Arbeider", se: 16984

Digtkredsen "Italien" er en del af digtsamlingen Digte, gamle og nye (1847, s. 85-90, BFN 488), bestående af fire digte:

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/574, A-878)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-317)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1972/93)

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff)

Indhold.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/107)

Herr Andersen, the Danish poet, has left us on a visit of a few weeks to Scotland. Previous to his departure for York, Edinburgh, and Tweedside, where stands the abode and rest the remains of Scott, he was honoured by an invitation from Prince Albert for Osborne house, which has been graciously exchanged for her Majesty's highland retreat, on Loch Laggan, to which we trust our much admired contemporary will find his way, and pay his grateful respects to the royalty of England, in a scene of nature so well calculated to excite his sympathies and enthusiasm. We believe that another interesting and princely Scottish site has also counted on his presence, Lord and Lady Willoughby having asked him to sojourn at Drummond Castle, on his Highland tour. No doubt, as in London, he will be overwhelmed with the hospitalities of a land so competent to appreciate his genius; and, we rejoice in fancying, so likely to awaken it by its natural beauties, the fuits of which we may hereafter hope to see.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/328)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-664a, 2000/306, 1981/309)

(Bibliografisk kilde: HCAH a-664b og 2000/307)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/42)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-673, 2000/48)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-673)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-673)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-673)

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/288, 1971/301, Anm.: 1981/308, A-665a, A-733a, )

(Bibliografisk kilde: HCAH A-698j)

Digtkredsen "Thorvaldsen" er en del af digtsamlingen Digte, gamle og nye (1847, s. 51-58, BFN 488), bestående af fire digte:

(Bibliografisk kilde: HCAH XXI-c-46)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/394)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff)

(Bibliografisk kilde: HCAH eng: XVIII-E-51)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/58)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/178)

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/15)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-657d)