H.C. Andersen centret

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: HCAH)