Niels Oxenvads indledning til H.C. Andersens brevveksling med familien Melchior, 2006, er tilrettelagt som HTML af Lars Bo Jensen, 4. april 2015. Indledningen udgives online posthumt, men i overensstemmelse med Niels Oxenvads ønske.

Niels Oxenvad udarbejdede brevsamlingen gennem flere år på H.C. Andersen-Centret i Odense, i nært samarbejde med især Solveig Brunholm, der samtidig arbejdede på brevbasen, den store online-samling af H.C. Andersen-breve. Samarbejdet forenede kompetencer og ressourcer fra universitet, museum og samlinger (især Det kongelige Bibliotek) og berigede begge parter.

Rettighederne til billederne i indledningen tilhører Odense Bys Museer.

PRINT: Billederne på denne side hentes først, når man ruller ned ad siden og nærmer sig dem. Hvis du vil printe siden inklusive billederne, anbefaler vi at rulle ned over hele siden først.

I

I slutningen af 1924 udsendte skuespilleren og forfatteren Elith Reumert sin bog om “H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem”. Måske har bogen været ment som et bidrag til markeringen af 50-året for H.C. Andersens død, i 1925. I betragtning af, at H.C. Andersen døde som gæst hos Melchiorerne på Rolighed, ville en bog om hans venskab med netop denne familie være på sin plads. Drivkraften har imidlertid nok så meget været den at stille Andersens venskab med Melchior-familien op som et værdigt sidestykke til hans venskab med familien Collin — og Reumerts bog som et sidestykke til Edvard Collins “H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1882. Reumerts bog blev vel modtaget af kritikere og anmeldere, og den solgtes endda så godt, at den året efter kom i et 2. oplag. Siden da har bogen været det værk, man brugte og henviste til, når man i den omfattende Andersen-litteratur har beskæftiget sig med dette for ham såre værdifulde venskab og med Andersens liv og levned i hans sidste 10-15 år.

Reumerts fremstilling hviler i sin helhed på to væsentlige kilder, Andersens dagbøger og hans breve til og fra familien Melchior. Bogens tekst er tilvejebragt som en mosaik af dagbogsuddrag og brevcitater, ledsaget af forbindende tekster. Dagbøgerne er jo siden udgivet i deres helhed, men for brevenes vedkommende har man kun Reumerts udvalg — og uddrag af de udvalgte breve — at henvise til. Retfærdigvis må det indrømmes, at Reumerts bog ikke primært var tænkt som en brevudgivelse og da slet ikke som det, man i dag forstår ved en kritisk, videnskabelig kildeudgivelse. Der skulle gå endnu 8 år, før en H.C. Andersen-brevudgivelse af den art så dagens lys, ved udgivelsen af Andersens breve til den anden jødiske vennefamilie fra digterens sidste år, Henriques-familien. Denne brevudgivelse var iøvrigt den første af H. Topsøe-Jensens mange Andersen-udgivelser.

Det stod Reumert helt klart, at hans Melchior-bog kun kunne blive til noget, hvis familien Melchior, d.v.s. de endnu levende børn af Morits G. og Dorothea Melchior, ville give ham adgang til det materiale, som familien lå inde med. Det var så heldigt, at Andersens dagbøger fra 1863 og fremefter var gået i arv til Melchiors, og såvidt man kan skønne, var også de allerfleste af brevene dengang endnu i familiens værge.

Takket være en velbevaret korrespondance mellem Elith Reumert og Louise Melchior (af Louise Melchior testamenteret til H.C. Andersens Hus) kan vi følge Reumert i hans arbejde med bogen, kigge ham over skulderen.

Af ægteparret Melchiors børn levede i 1920'erne endnu den ugifte datter Louise Melchior (1849-1934) og den gifte søn Carl H. Melchior (1855-1931) men det ser ud til, at Carl Melchior har overladt det til sin ældre søster at forhandle med Reumert, på begges vegne. Dagbøger og breve har formentlig beroet i hendes bolig, lejligheden på Højbroplads nr. 21, hvor hendes forældre havde boet indtil deres død i henholdsvis 1884 og 1885 og hvor Louise Melchior blev boende til sin død. Det må her betones, at familien i allerhøjeste grad støttede Reumert i hans arbejde, men det var langtfra, at familien gjorde dette for derigennem at lade Melchiorerne fremtræde som H.C. Andersens velgørere. Det var dem tværtimod meget om at gøre, at deres forældres indsats ikke måtte fordunkle, hvad Andersen igennem langt flere år havde modtaget fra familien Collin. På dette punkt var Reumert ingenlunde enig med de to Melchior-søskende, men han bøjede sig, og i et brev, dat. 13/12 1924 forsikrer han, at “Alt hvad der muligvis kunde føre til Kontroverser og Opgør med den Collinske Slægt. skal blive undgaaet”, og hans bog, hvis arbejdstitel havde været “H.C. Andersen og det Melchiorske Hus” — jvf. Edvard Collins “H.C. Andersen og det Collinske Huus” fra 1882 — fik i den endelige titel “Hus” ændret til “Hjem”.

Vi kan ikke i dag — mere end 80 år efter — i detailler angive, hvilke breve Reumert har haft til sin rådighed og hvilke der ikke har stået til hans disposition. Men det drejer sig i hvert fald om størsteparten af brevene fra Andersen til ægteparret Melchior og om Dorothea Melchiors breve til ham, hvorimod Moritz G. Melchiors breve til Andersen tilsyneladende ikke længere forefandtes. Man må formode, at de allerede er blevet tilintetgjort, da Melchior i sin tid fik sine egne breve retur, efter færdigbehandlingen af boet efter H.C. Andersen. Ligeledes må det formodes, at Reumert ikke har haft adgang til de breve, som H.C. Andersen i sin tid udvekslede med den ældste datter, Johanne. Hun døde i 1911, og intet tyder på, at Reumert har søgt kontakt med hendes arvinger.

Straks efter modtagelsen af de mange breve gik Reumert i gang med afskrivning af dem, eller i hvert fald afskrivning af de breve, han udvalgte til at skulle medtages i hans bog. At dømme efter hans afskrifter, som Holger Laage-Petersen senere erhvervede og indlemmede i sin H.C. Andersen-samling (nu i Det kgl. Bibliotek)1, sammenholdt med de i bogen aftrykte breve, har han først foretaget en udvælgelse og dermed også en fravælgelse — hvorefter han har afskrevet de udvalgte breves tekst. Og derefter har han inden for de udvalgte og afskrevne breve foretaget yderligere en fravælgelse af hele passager. Resultatet blev derefter 226 breve, deraf 142 breve fra H.C. Andersens hånd, langt de fleste stilet til Dorothea Melchior, men også nogle breve til Moritz G. Melchior og et enkelt til datteren Louise. Men det hører absolut til undtagelsen, at han aftrykker et brevs fulde tekst. Der blev forkortet i stor stil, og hårdest er det gået ud over Dorothea Melchiors breve.

Der vil siden blive gjort nærmere rede for Reumerts håndtering af brevvekslingen, men det turde være helt klart, at som brevudgave er hans bog alt andet end tilfredsstillende. Kun ved en nyudgivelse — af alle tilgængelige breve — vil Melchior-brevvekslingen kunne sidestilles med de andre, allerede udgivne større Andersen-korrespondancer.

I betragtning af, at H.C. Andersen som ven af ægteparret Melchior blev inddraget i hele den store Melchior-familie med alle dens forgreninger, har udgiveren fundet det rimeligt ikke at nøjes med hans breve til og fra Dorothea Melchior, men har medtaget, hvad der er bevaret af breve til og fra den øvrige familie. “Familien Melchior” forstås her som Dorothea og Moritz G. Melchior, ægteparrets børn og børnebørn, samt Moritz G. Melchiors søskende. Der er ganske vist kun bevaret meget få H.C. Andersen-breve til “den øvrige familie” — og så godt som ingen fra den til ham — men som det fremgår af den udarbejdede fortegnelse over savnede breve (III s. 292), har der eksisteret ganske mange.

II

H.C. Andersens venskab med familien Melchior — og den deraf affødte brevveksling — kom først i stand på et sent tidspunkt af hans liv. Det opstod ikke pludseligt og voldsomt, men udviklede sig langsomt og harmonisk fra at være et bekendtskab, et blandt mange andre, til et grundfæstet og solidt venskab. Så nært blev venskabet, at Andersen på det nærmeste betragtede sig — og også af Melchiorerne blev betragtet — som et medlem af familien.

Andersen og Melchiorerne lærte hinanden at kende sidst i 1850'erne, men der skulle gå 5-6 år, før venskabet havde vokset sig stærkt. Til gengæld kom netop dette venskab til på det nærmeste til at overskygge alle hans øvrige venskaber i det sidste 10-år af hans liv, venskabet med familien Collin ikke undtaget.

I årene omkring 1860 tyndede det unægtelig ud i Andersens nærmeste venneskare. I 1858 omkom hans nære veninde fra ungdomsårene, Henriette Wulff, på tragisk vis ved en skibsbrand på Atlanterhavet. I 1861 døde hans faderlige ven og velgører, den gamle geheimekonferensråd Jonas Collin, hvorefter familie-kollektivet omkring ham i Amaliegade 9 gik i opløsning. Og få måneder efter Jonas Collins død mistede han endnu en ven fra gamle dage, digteren B. S. Ingemann. Dette tab af nære venner, kombineret med den depression, der greb ham efter nederlaget 1864, bevirkede at han med taknemlighed modtog de tilbud om venskab, som udgik fra de to nærtbeslægtede jødiske familier Henriques og Melchior.

Familierne skal nævnes i rækkefølgen Henriques efterfulgt af Melchior. Vekselmægler Martin Ruben Henriques og hans hustru, Therese H., f. Abrahamson, var de første til at åbne døren for den familieløse digter, og det var i deres gæstfri hjem, H.C. Andersen lærte Melchiorerne at kende. Følgen blev, at H.C. Andersen — med bibeholdelse af Henriques-venskabet — blev endnu stærkere knyttet til Melchior-familien. I sin indledning til udgaven af H.C. Andersens breve til Therese og Martin R. Henriques udtrykte Paul V. Rubow det således om overgangen fra den ene til den anden familie: “Fra først af holder han mest til hos de Henriques'er, senere erobrer Melchiors hans Fane. Overgangen finder Sted ganske uden Gnidninger. Forholdet til det ene Søskende-Dynasti er lige saa hjerteligt efter Overflytningen til det andet, som før”2. I familien Henriques omtalte man overgangen lidt mere bramfrit, idet man om Melchiors sagde, at “først røvede de ham, siden myrdede de ham”3, det sidste ment som en spøgefuld hentydning til, at Andersen jo døde under ophold hos Melchiors på Rolighed.

Som det fremgår af det tidligste brev i Melchior-brevvekslingen (brev nr. 1, var det fru Melchior der tog initiativet, ved tilsendelse af sin nydelige lille gave til Andersen som kvittering for en oplæsning i 1859, en oplæsning som efter alt at dømme fandt sted hos hendes broder, Martin R. Henriques og dennes hustru. Og det var også hende, som et par år senere tog tråden op ved uopfordret at skrive til Andersen, mens han var på rejse i Spanien, med henvisning til at Andersen i en rejsemeddelelse, trykt i “Berlingske Tidende”, havde beklaget, at han så sjældent hørte noget hjemmefra. Fru Melchior skrev og H.C. Andersen svarede. Sådan var det i begyndelsen, siden skulle det blive omvendt. Da var det Andersen som skrev, i forventning om at få svar igen. Og det gerne lidt hurtigt!

Portræt af H.C. Andersen i træsnit, efter tegning af Henrik Olrik. Illustreret Tidende, julenummeret 1859

“Illustreret Tidende” bragte i 1. årgangs julenummer (1859) en fyldig biografi af HCA, ledsaget af et portræt i træsnit, efter tegning af Henrik Olrik. HCA, som dette år tilbragte en stille jul på Basnæs, kunne derfra skrive til Edvard Collin! “… nu imorgen kommer paa Juledagen, illustreret Tidende med mit Portræt, af Olrik, det være min Juleglæde, og den er da ikke ringe!”

Såvel dagsbogsnotater som de relativt få breve fra årene efter den første kontakt tyder på en vis tilbageholdenhed fra begge sider. Hertil kommer, at der for begge parters vedkommende lå visse praktiske hindringer i vejen for opbygning og konsolidering af et nyt venskab, ved jævnligt samkvem i København. I 1860 fødte Dorothea Melchior sit 8. og sidste barn, datteren Thea, hvad der vel nok for en tid gjorde hende mindre egnet til at udfolde nogen større selskabelighed og ved indbydelser drage Andersen ind i deres vennekreds. Samme år, om sommeren, var Andersen på en længerevarende rejse til Tyskland og Schweiz, og det påfølgende år var han igen afsted sydpå, denne gang så langt som til Rom og med lange ophold i Schweiz og Tyskland på tilbageturen. I 1862 tog ægteparret for sit vedkommende på en rejse over Hamborg til London (til verdensudstillingen smst.), det øvrige England og Skotland, hvorefter Andersen 24/7 s.å. tog afsted på sin Spaniensrejse, med hjemkomst til Danmark 30/3 1863. Lidt senere på året tog familien Melchior, d.v.s. ægteparret ledsaget af deres to ældste døtre, Johanne og Louise, ud på en rejse, som udmærket kan betegnes som familiens “grand tour”. De tog afsted i slutningen af august 1863 og vendte først hjem i midten af maj 1864, efter at have besøgt Tyskland, Schweiz og Italien, med en afstikker til Ægypten, efterfulgt af et nyt besøg i Italien med et månedlangt ophold i Rom. Der var altså i disse år nok af grunde til, at de to parter, digteren og grosserer-parret, ikke kunne se meget til hinanden. Det er egentlig først fra og med året 1865, at Andersen jævnligt var gæst hos Melchiors. I dette år blev han — for første gang — draget ind i deres store familie, ved sin deltagelse i en større familie-sammenkomst på Dorothea Melchiors fødselsdag (16. februar), som samtidig var en afskedsfest for en nevø af familien, som skulle afsted på en længere rejse. I denne dobbelte anledning arrangerede man en serie “tableaux vivants” over ordet FARVEL, hvortil Andersen havde bidraget med en prolog, som han lod Fortuna fremsige og hvor det næstsidste bogstav illustreredes ved hans Eventyroplæsning4. Det er betegnende for Melchior-familiens lyst til at have Andersen som gæst, at den sidst på sommeren, under familiens ophold på Rolighed, indbød ham til at komme som gæst på Rolighed “i nogle Dage”. Under et senere besøg på Rolighed fik han endda at vide, at “der staaer to smukke Værelser for mig hvor jeg faaer Udsigt til Malmø”5. På grund af Andersens rejse til Sverige i efteråret samme år blev besøget nu ikke til noget i denne omgang, men indbydelsen stod ved magt, til senere opfyldelse. Det skete året efter, ved Andersens hjemkomst fra Portugal-rejsen.

Portræt-fotografi af H.C. Andersen. Franz Hanfstaengl i juli 1860

Den fremragende portrætfotograf Franz Hanfstaengl i München er mester for dette portræt af HCA. Det blev optaget i juli 1860 — på fotografens opfordring — og senere på året udgivet i hans billedværk “Album der Zeitgenossen”. Her kom HCA i celebert selskab med bl.a. komponisterne Franz Liszt og Richard Wagner, med maleren Wilhelm von Kaulbach og andre fremtrædende personligheder fra den tysktalende verden. HCA var selv meget tilfreds med billedet. “Aldrig har jeg seet et saa smukt og dog lignende Portræt af mig”, berettede han til Henriette Collin.

Henimod årsskiftet 1865-66 ser det ud til, at familien Melchior definitivt har “erobret hans Fane”, som Paul V. Rubow udtrykte det, og der blev den stående i resten af hans levetid. Ved udgangen af året 1865 sendte H.C. Andersen ægteparret sin “inderligste Tak… for Deres vedvarende Godhed, ja Venskab … for mig” (brev nr. 12), hvortil fru Melchior i sit svarbrev giver udtryk for sin påskønnelse af det “Venskab De beviser os ved at gjeste vort Huus”. Disse gensidige taksigelser skulle der komme mange flere af i årene fremover.

I det hele taget ser det ud til, at det var her i midten af 1860'erne, at familien Melchior for alvor åbnede hjemmets døre for ikke alene familien, men også en stor vennekreds, med H.C. Andersen som den centrale figur i kredsen. Det var i hvert fald på samme tid, maleren Carl Bloch blev fast gæst i det Melchiorske hjem, og det samme gælder redaktør C. Bille og hans hustru, samt maleren F.C. Lund og dennes hustru. Fru Melchior havde åbenbart både lyst, vilje og evne til at udfolde den gæstfrihed, som lå så naturligt for hende. Og hendes mand, der af natur var mere tilbageholdende, bakkede hende loyalt op. Dog måtte fru Melchior på et tidspunkt indrømme, at “vor Omgangskreds er saa stor, at vi næsten til alle Tider modtager Besøg, eller ere nødt til at see til vores Venner og Slægtninge igjen” (brev nr. 21). De fysiske rammer var imidlertid i orden, en rummelig lejlighed i bymidten og et større landsted uden for voldene, og familiens rigdom muliggjorde denne livsførelse.

Forfatterinden Axelline Lund, gift med genre-, historie- og portrætmaleren F.C. Lund, gjorde omtrent samtidig med H.C. Andersen familiens bekendtskab, og ligesom det blev tilfældet med digteren udviklede også dette bekendtskab sig til et livslangt venskab. I sine “Spredte Erindringer” fra 1917 har hun ikke lovord nok tilovers for det gæstfri ægtepar: Til de “sjældent ædle og gode Mennesker”, som fru Lund i sit liv har glædet sig ved at kende, hørte “i første Række Etatsraad Melchior og hans smukke, elskværdige Hustru Dorothea, f. Henriques. Forstaaelse, Interesse, Godhed, Medfølelse i Forening med Rigdom gjorde dem i Aaringer til Centrum for Intelligensen og Aandens Repræsentanter og skabte for disse Hygge, Samvær, Velvære, ja Luksus, den næsten alle Kunstnere sætter Pris paa. Det var ikke alene H.C. Andersen, der her fik Hjem og følte sig elsket og skattet, men mange andre fik Del heri … Om end ikke deres egne Navne glimrer mellem Aandens Tjenere paa Fremtidens Firmament, skal det siges med taknemlige Lovord, at de hørte til de bedste og ædleste Mennesker, hvis Tab aldrig vil kunne glemmes af deres Samtidige”6.

Lad gå, at den gode fru Lund ikke sparer på lovord og superlativer i sin omtale af ægteparret Melchior, skrevet ca. 30 år efter begges død. Men hendes udsagn bekræftes af en af Andersens samtidige, balletmesteren August Bournonville, som — lidt mere nøgternt — giver udtryk for, hvad H.C. Andersen modtog fra ægteparret Melchior. “Som gammel Ungkarl maatte han [H.C. Andersen] savne Huus- og Familielivets Glæder og Hygge, som dog hans Venner søgte at erstatte ham ved en exemplarisk Gjæstfrihed, saavel paa de adelige Herresæder, som i ansete Borgerhuse blev han pleiet, beundret, ja endog forkjælet, idet man bar over med hans Særheder, der tiltog med Alderens Svaghed; men øverst blandt disse kjærlige Venner stod, i de sidste Aar af hans Liv Familien Melchior, der omgav ham med søsterlig og broderlig Omhue og i hvis Arme han døde”7. Bournonville var en god ven af Henriques-familien, i hvis hjem musikkens og teatrets folk samledes, og det var jo i dette hjem, at Andersen — som allerede nævnt — gjorde Melchiors' bekendtskab.

I 1865 var H.C. Andersen blevet 60 år — uden at denne runde fødselsdag dog havde givet anledning til større festiviteter. Sådanne kom senere, i 1867, 1869 og 1875. 60 års fødselsdagen blev fejret under private former ved en middag hos familien Henriques, hvor også Melchiors var til stede. Hans nye venner, Melchiors, var væsentlig yngre, Moritz G. Melchior var i 1865 49 år og fru Dorothea 42 år. Omkring sig havde de en børneflok på 7, 5 døtre og 2 sønner, nemlig døtrene Johanne (f. 1848), Louise (f. 1849), Harriet (f. 1852) og Anna (f. 1853), efterfulgt af sønnerne Carl (f. 1855) og Emil (f. 1857), samt den førnævnte datter Thea, som blev født i 1860. Deres ældste barn, en søn ved navn William (f. 1847) døde allerede i 1856, altså et par år før H.C. Andersen gjorde sin entre i familien.

Portrætmaleri af Dorothea Melchior. August Schiøtt 1855.

August Schiøtt har malet dette smukke portræt af Dorothea Melchior i 1855. På daværende tidspunkt var hun 32 år gammel, havde været gift i 9 år og havde bragt 5 børn til verden. Et maleri kan ganske vist bedrage, men efter alt at dømme har hun på daværende tidspunkt været en kvinde i fuld blomstring, i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Aug. Schiøtt har malet talrige portrætter af personer, der hørte hjemme på tilværelsens solside, personer fra kongehuset, adelen eller det højere borgerskab.

I betragtning af, at denne brevveksling først og fremmest indeholder breve fra og til Dorothea Melchior, vil det være rimeligt at præsentere hende før hendes mand og børn.

Dorothea Melchior blev født 16. februar 1823 som datter af vekselerer Ruben Henriques (1771-1846), hvis slægt hørte til de portugisiske jøder. Slægten stammede fra Altona og var via Nakskov kommet til København, hvor Dorotheas fader i 1801 grundlagde det siden meget ansete vekselererfirma R. Henriques jun., som efter grundlæggerens død i næste generation blev videreført af sønnerne Aron Ruben og Martin Ruben Henriques. Alle Ruben Henriques' sønner førte deres faders fornavn som mellemnavn. Ialt fik Ruben Henriques 18 børn i sine to ægteskaber. Dorothea Henriques var nr. 15 i flokken, født i faderens andet ægteskab, med Joricha Melchior (1784-1857). Joricha var en søster til Moritz G. Melchiors fader, så de senere ægtefolk var også fætter og kusine, hvilket dengang var såre almindeligt i jødiske familier.

Dorothea Melchior voksede op i et velhavende — og altså også børnerigt hjem i hjertet af det gamle København, i den store ejendom, Amagertorv nr. 6, som fejlagtigt gik under betegnelsen “Dyvekes gård”, skønt gården først blev opført ca. 100 år efter Christian II's elskerindes død.

Egentlig vides der meget lidt om Dorotheas barndom og første ungdom. Det vides, at hjemmet var strengt jødisk-ortodokst. Hver lørdag blev synagogen i Krystalgade besøgt af Ruben Henriques og hans ti sønner. Når de var på vej, sagde man i København: “Der kommer jødekongen med alle sine sønner”. l hjemmet iagttog man strengt alle jødiske adfærds- og spiseregler, men disse kom dog ikke til at sætte sit præg på de hjem, som datteren Dorothea og hendes søskende sidenhen opbyggede.

Dorothea har sikkert fået en god undervisning i hjemmet, ved privatlærerinder. Den jødiske pigeskole, Carolineskolen, eksisterede ganske vist i hendes barndom, men det ser ikke ud til, at hun har frekventeret denne skole. Den blev fortrinsvis frekventeret af fattige jødiske piger, næppe af piger på Henriques-døtrenes niveau. I sit voksenliv demonstrerede hun gode sprogkundskaber, beherskede både tysk, engelsk og fransk. Hun var belæst, interesserede sig meget for litteratur og billedkunst — og musik. I sine yngre år modtog hun undervisning i klaver spillet af pianisterne — og komponisterne — Adolph Nathan og Anton Ree, men om hun senerehen i større udstrækning udfoldede sig ved klaveret, får stå hen. Hun drog omsorg for, at hendes døtre alle lærte at spille. Også de to sønner var musikalske og musikudøvende, Emil ved klaveret og Carl på violinen. Og som det til overflod demonstreres af hendes breve til H.C. Andersen, var hun et ivrigt medlem af Musikforeningen. Hun var nærmest storforbruger af musik, forsømte nødigt nogen af foreningens koncerter. Dernæst var hun også en ivrig og interesseret teatergænger. l musikken og teatrets kunst havde hun og H.C. Andersen en stor fælles interesse, hvorfor hun meget naturligt i sine breve fra København til den fraværende Andersen beretter indgående om sine oplevelser i Musikforeningen, i Det kgl. Teater og på Casino.

At H.C. Andersen satte den allerstørste pris på Dorothea Melchiors fine personlighed — og hendes store godhed mod ham selv — fremgår af næsten hvert eneste af de her gengivne breve, hvorfor der ikke er nogen grund til at gentage det her. Og som han tænkte og følte, gjorde alle andre i hendes store familie- og venskabskreds. Det er meget svært overhovedet at finde negative udsagn om hende. Måske ligger der en lille kritik i, hvad hendes brodersøn, Gustav Aron Henriques har fundet for godt at skrive om hende i sit erindringsværk “Efteraarsløv”8: “Tante Dorthe var sød og god, hjertensgod, dertil smuk, men — ved hendes Fødsel skød man med Kanoner. Overordentlig venlig og elskværdig var hun mod sine Gæster, hvoraf Tallet var 'legio', men hendes Presenter til os unge gik for at være noget 'second hand' og således risikerede man til sin Konfirmation at faa Bøger der ikke kunne byttes, fordi de var købt 'paa Bazar'. Det ser ud som om Tante Dorthe havde købt dem billigt paa en Bazar …”. Ifølge en familieanekdote er det engang blevet sagt om et nyforlovet par, som var ude at danse og som åbenbart forekom en betragter at klæde hinanden ualmindelig dårligt: “De ligner s'gu noget, Tante Dorthe har købt paa en Bazar”9. G. A. Henriques var født i 1859 og var altså ved Dorothea Melchiors død 26 år gammel, så han har haft mulighed for at kende sin tante godt. De faldne udtalelser kan tolkes derhen, at fru Melchior — trods sine gode kår — forekom den næste generation at være noget påholdende. Det er svært nu at be- eller afkræfte rigtigheden af dette udsagn, men givet er det, at Dorothea Melchior ganske enkelt var nødt til at købe allehånde sager på de bazarer, som hun selv organiserede eller var parthaver i (jvf. bemærkning af fru Hall i brev nr. 300), i velgørende øjemed. Og så kan vel ingen fortænke hende i efterfølgende at anvende de indkøbte sager som gaver til andre. Omvendt kan ingen heller fortænke et ungt menneske i at ønske sig noget ganske andet til sin “bar Mitzvah”, noget som eventuelt kunne byttes!

22 år gammel var Dorothea Henriques i 1846 blevet gift med sin fætter Moritz Melchior. Det var absolut et inklinationsparti. Som fætter og kusine og som genboer på Amagertorv havde de kendt hinanden, fra de var børn. Hendes fader døde et halvt års tid efter deres bryllup, men moderen videreførte i den første tid firmaet med bistand af sønnerne Aron og Martin. Ejendommeligt nok skete der præcis det samme i familien Melchior omtrent på samme tidspunkt. Moritz' fader, Gerson Melchior, døde i 1845, hvorefter hans enke, Birgitte Melchior, f. Israel, i ca. 10 år videreførte firmaet, med bistand af sønnen Moritz.

Slægten Melchior havde knap så lang tilknytning til Danmark som slægten Henriques. Moritz G. Melchiors farfar, Moses Melchior (1736-1817) var den første Melchior i Danmark. Han var omkring 1750 som fattig knøs indvandret fra Hamborg, men arbejdede sig så hurtigt op, at han i 1761 kunne grundlægge eget firma som grosserer, et firma som i 1790, nærmest ved et tilfælde, fik det ejendommelige navn “Moses & Søn G. Melchior”, med foranstillet “Søn” i stedet for efterstillet. Iøvrigt beholdt dette bundsolide firma navnet lige til sit ophør i 1974. Firmaet kom godt igennem de vanskelige kriseår under og efter napoleonskrigene, og under sønnen Gerson (1771-1845) placerede firmaet sig smukt blandt hovedstadens bedste handelshuse. Samtidig supplerede man handelen med rederivirksomhed. Den samlede virksomhed, handel og skibsfart, tog i særlig grad sigte mod de dansk-vestindiske øer, specielt øen St. Croix, hvorfra man bl.a. hjemtog store partier af sukker og rom, til forbrug i Danmark og til videreeksport til Østersøområdet. Så stor var handelen på St. Croix, at man dér etablerede et datterselskab, ved navn Melchior & Co., St. Croix, med fast bestyrer (manager) på stedet. I brevvekslingen optræder flere personer, som deltog i husets handels- og rederivirksomhed på de dansk-vestindiske øer. I ca. 10 år (1853-62) drev firmaet endvidere handel på Australien — som parthaver i et i samme anledning grundlagt firma Melchior & Co. og senere — i årene omkring 1870 — tog firmaet initiativ til etablering af “Det danske Fiskeriselskab”, som skulle drive hval- og sælfangst i farvandet øst og nord for Island. Dette initiativ bar dog ikke frugt, og virksomheden nedlagdes. På et endnu senere tidspunkt, efter H.C. Andersens død, blev huset Moses & Søn G. Melchior parthaver i firmaet Melchior, Armstrong & Dessau i New York, så firmaet viste flaget — ovenikøbet et splitflag — næsten overalt på jordkloden10.

Portræt af Moritz G. Melchior, malet af F.C. Lund 1865

Moritz G. Melchiors portræt, som ses her, er malet i 1865 af F.C. Lund, som familien havde lært at kende under opholdet i Rom først på året 1864. F.C. Lund og hans kone, Axelline Lund, blev fremover husvenner i det Melchiorske hjem, hvorved de også blev nære venner af HCA. På portrættet bøjer MGM hovedet let forover, hvilken kan være en karakteristisk hovedstilling for ham, der tidligt blev noget døv. Ordensbåndet i venstre revers karakteriserer ham som ridder af dannebrogsordenen, hvilket han blev i 1862.

Moritz G. Melchior var ligesom Dorothea Henriques rundet af en talstærk familie. I sine to ægteskaber fik Gerson Melchior ialt 16 børn, 4 i første og 12 i andet ægteskab. Moritz var nr. 10 af alle disse børn.

Moritz G. Melchior fik som barn en god privatundervisning af en jurist ved navn A.K. Bang (1805-97), der endte som kontorchef i finansministeriet og justitsråd. Mange år senere, ved Melchiors' sølvbryllup i 1871, holdt han tale for sin tidligere elev og bidrog også på anden måde til underholdningen ved sølvbrylluppet11. Ved samme lejlighed gjorde H.C. Andersen sin værts tidligere lærers bekendtskab. Den unge Moritz blev som sin senere hustru tidligt fortrolig med fremmedsprog. Hans dygtige moder, Birgitte Israel, var meget belæst, og hun sørgede for at indgive sine børn åndelige interesser ved bl.a. at tage dem med til H.C. Ørsteds offentligt tilgængelige forelæsninger, der efterfølgende lagde grunden til hans store værk, “Aanden i Naturen” (1850-51).

Det lå ingenlunde i kortene, at Moritz skulle efterfølge sin fader som leder af familiens firma, men af hans ældre brødre døde 2 tidligt, en tredie broder valgte at tage en akademisk uddannelse som læge og en fjerde broder slog sig ned med eget firma i Hamborg, med tråde tilbage til det fædrene firma i København. Det blev i sidste ende Moritz der kom til at tage over, efter forudgående købmandsuddannelse i firmaet, suppleret med ansættelser i Amsterdam og Hamborg. Han var efter alt at dømme velskikket til at videreføre firmaet efter faderens død, i de første år sammen med moderen, senere med en yngre broder, Moses Melchior, som kompagnon. Sidstnævnte var efter fleres udsagn en bedre købmand end storebroderen, hvilket dog ikke forhindrede, at de to brødre arbejdede fortræffeligt sammen. I en kortere årrække var også den yngste broder, Israel B. Melchior, med i ledelsen, indtil han i 1874 etablerede sig med en papirfabrik i Køge. Denne broder blev iøvrigt også hans svigersøn, idet han i 1867 giftede sig med sin niece, Moritz og Dorotheas ældste datter Johanne.

Ved moderens død i 1855 flyttedes firmaets domicil fra Amagertorv 11 til Højbroplads 21, hvor ægteparret Moritz og Dorothea Melchior samtidig installerede sig i en meget herskabelig bolig på 2. sal. Et par år senere, i 1858, købtes landstedet Rolighed på Østerbro, beliggende på Gl. Kalkbrænderivej, tæt ved Øresundskysten og i hvad der dengang endnu var udpræget landlige omgivelser. Her boede familien i sommertiden, normalt fra midten af maj til sidst i oktober, og det var ikke mindst herude, man udfoldede en helt utrolig gæstfrihed over for venner og slægtninge fra nær og fjern. Til en gæstfrihed af dette omfang blev det oprindelige Rolighed (fra ca. 1790) for lille, hvorfor det i vinteren 1869-70 blev ombygget og kraftigt udvidet12.

Moritz G. Melchiors position inden for den københavnske handelsstand, kombineret med hans sympatiske fremtræden og tillidvækkende væsen, bevirkede, at han hen over årene fik overdraget adskillige tillidshverv. Han blev på et tidligt tidspunkt medlem af Grosserer-Societetets komite, fra 1873 til sin død i 1884 var han komiteens formand. Selvsagt gjorde man også brug af ham i det mosaiske trossamfund, hvor han i nogle år sad som medlem af repræsentantskabet. I mangfoldige år, 1851-69, var han medlem af Københavns borgerrepræsentation, og i en kortere årrække, 1866-74, var han tillige medlem af rigsdagens landsting, hvor han sluttede sig til de nationalliberale, som i de år var godt på vej over i højrepartiet, en politisk drejning som Moritz G. Melchior ingenlunde billigede. Nogen egentlig lyst til politisk arbejde havde han nok ikke, han betragtede sikkert sit politiske arbejde som et borgerligt ombud. Hans talegaver var begrænsede, og i en politisk diskussion gjorde han ikke nogen god figur. Som politiker — og som taler og debattør — kunne han slet ikke måle sig med sin nære ven, C. St. A. Bille, der var redaktør af datidens førende hovedstadsavis, “Dagbladet”, og tillige medlem af rigsdagens folketing. Endelig skal det nævnes, at Moritz G. Melchior i 1857 var med til at stifte Privatbanken, ligesom han på bestyrelsesniveau deltog i ledelsen af flere af de selskaber, som C.F. Tietgen fik oprettet. Noget nært forhold til Tietgen ser han imidlertid ikke ud til at have haft13.

Ved siden af sin ledelse af familiefirmaet og varetagelsen af diverse poster i det offentlige liv videreførte han, meget i det skjulte, en filantropisk virksomhed af betydeligt omfang. I al sin rigdom så han sig i stand til — og følte sig forpligtet til — at hjælpe mindre heldigt stillede landsmænd, jødiske trosfæller såvel som andre danske medborgere, og han ydede i mange tilfælde en ganske rundhåndet støtte til velgørende formål. Endelig betænkte han i sit testamente en hel række institutioner og foreninger med rundelige beløb14.

At drive filantropisk virksomhed var en gammel tradition i familien Melchior. Hans moder, Birgitte Melchior f. Israel, havde gjort det15, og en lignende virksomhed blev udøvet af hans ældre søster, den ugifte Henriette Melchior. En endnu større filantrop var hans yngre broder Moses Melchior, der var den drivende kraft i bl.a. Central-Komiteen og i Arbejdernes Byggeforening, men til forskel fra Moritz G. Melchior unddrog Moses sig alle udmærkelser såsom ridderkorset o. lign. Moses Melchior fremtræder her i brevvekslingen som den person i familien, som fremfor nogen søgte at gøre noget for H.C. Andersens fynske navnebroder, en ung mand ved navn Hans Christian Jørgensen, der i sin nød havde søgt H.C. Andersens bistand16.

Med al sin udadvendte virksomhed var Moritz G. Melchior dog først og fremmest “hjemmets mand”, der befandt sig bedst i sit — eller rettere sagt sine to — hjem, omgivet af en elsket kone og en større børneflok — og så et større eller mindre antal slægtninge og venner, til hvem der både var hjerte- og husrum.

Ægteparret Moritz G. og Dorothea Melchior med børn, ca. 1859

Gruppebilledet viser ægteparret Melchior med den børneflok, som det havde i året 1859 eller deromkring, altså på det tidspunkt, hvor HCA gjorde familiens bekendtskab. Det ældste barn, sønnen William M. var da død (i 1856) og det yngste barn, datteren Thea M. (f. 1860) var endnu ikke kommet til verden. Fotografens navn kendes ikke. Personerne er fra venstre mod højre: Harriet M. (f. 1851), MGM m. Carl M. (f. 1855) på skødet, Johanne M. (f. 1848) og Anna M. (f. 1853), DM med Emil M. (f. 1857) på skødet og Louise M. (f. 1849).

I et helt årti var H.C. Andersen husven nr. 1. Det blev efterhånden en sædvane, at H.C. Andersen kom til middag hos Melchiors om torsdagen, den ugedag som tidligere havde været reserveret gamle Jonas Collin og dennes hjem i Amaliegade. Som bekendt havde Andersen hele sit københavnske liv igennem, fra 1827 og frem til døden, inddelt sin uge i faste “dage”, hvor man ventede ham i hans vennekreds, dersom ikke andet var aftalt. Hos Melchiors blev det torsdag, hos Martin og Therese Henriques søndag. Da først denne ugedag var fastlagt, blev det sædvane, at også andre husvenner dukkede op samme dag, somme tider efter indbydelse, men ofte uindbudt. Dagen blev simpelthen kaldt “venne-dagen”. Blandt de første husvenner kan nævnes den unge maler Carl Bloch, som familien Melchior havde lært at kende under opholdet i Rom 1864. Carl Bloch blev også Andersens nære ven, og Andersen fulgte — som fru Melchior — Blochs kunstneriske arbejde på nærmeste hold. Han var med, da Carl Blochs store maleri “Scene fra et romersk osteri” blev ophængt i Højbroplads-lejlighedens største stue, kaldet “salen”, og han gav med vægt sit besyv med, da Bloch på sit staffeli havde et stort billede med historisk motiv, “Niels Ebbesen og grev Gert”. Andersen plæderede — kulturhistorisk korrekt — for en nøgen grev Gert, hvor andre i kredsen ville foretrække, at greven blev afbildet mere sømmeligt, iført en form for natskjorte. Også efter sit giftermål med den smukke Alma Trepka kom Bloch jævnlig til Melchiors som torsdagsgæst, omend ikke så ofte som før. Maleren F. C. Lund og hans kone Axelline Lund hørte også til husvennernes kreds, og det samme gjorde digteren og museumsmanden Carl Andersen, som i dag måske huskes som Niels W. Gades foretrukne tekstforfatter, men hvis øvrige digtning nu er glemt. En meget nær og kær ven var den allerede omtalte redaktør C. St. A. Bille, “Dagbladet”, og hans både slagfærdige og energiske kone, Louise Bille. Andre repræsentanter for dagspressen var den unge journalist og forfatter Robert Watt, der først var redaktør af ugebladet “Figaro”, siden af avisen “Dagens Nyheder”, og P. Hansen, som under pseudonymet Cabiro gav bidrag til “Dagbladet” og som senere hen blev kommitteret og censor ved Det kgl. Teater. Lejlighedsvis så man også redaktøren af dagbladet “Fædrelandet”, Carl Ploug, i kredsen. Denne havde omkring 1863 afkøbt Moritz G. Melchior den store ejendom Højbroplads 21, hvor Ploug flyttede ind på 3. sal, ovenover familien Melchior, som blev boende på 2. salen. Komponisten Niels W. Gade, som var husven hos familien Henriques, var lejlighedsvis også torsdagsgæst hos Melchiors, men nok så meget så man der hans unge elev, den svenske pianist og komponist J. A. Hägg, der i lighed med H.C. Andersen blev som en “søn af huset” og i længere perioder, i 1870-71 og igen i 1874, også boede på Rolighed.

Firmaet Moses & Søn G. Melchior i København

Firmaet Moses & Søn G. Melchior havde sit domicil og dets hovedindehaver, MGM, sin bolig i den statelige hjørneejendom til venstre i billedet, på hjørnet af Højbroplads og Fortunstræde/Vingårdsstræde med facader mod syd og vest. Familien disponerede over en meget stor og herskabelig lejlighed på 2. sal, med balkon i hjørnefaget og med udsigt til bl.a. Børsen, hvor MGM som grosserer og medlem af grosserersocietets komité (bestyrelse) havde sin daglige gang.

Torsdagsmiddagene blev afholdt året rundt, om vinteren på Højbroplads og om sommeren på Rolighed. I sommermånederne ændrede Andersens samvær med Melchiors imidlertid i nogen grad karakter, idet han nu også blev familiens “liggende gæst”. Han var gerne i forsommer og det tidlige efterår på herregårdsbesøg, i disse år på Basnæs eller Holsteinborg, lejlighedsvis på Glorup og Frijsenborg, og hans udenlandsrejser fandt også fortrinsvis sted i sommerhalvåret. Så måtte han af gode grunde svigte Melchiors og torsdagene, men var han i København i sommertiden, tog han med kyshånd imod tilbud om ophold på Rolighed, som beboer af de to værelser på 1. sal, som altid stod til hans disposition. Han havde en stue og et soveværelse, med udsigt ud over Øresund til den svenske kyst.

Tegning af København

Tegneren, der er mester for dette billede, har anbragt sig på det kullede tårn, som var eneste rest af den i 1795 nedbrændte Nikolaj kirke. Udsigten herfra var prægtig, til Christiansborg slot (nedbrændt 1884), slotskirken og Thorvaldsens Museum og — til venstre — et kig over til Børsen og ministerialbygningerne. I forgrunden til højre ser man bagsiden af den hjørneejendom, hvor familien Melchior boede, og på den modsatte side af Fortunstræde ligger Hotel Royal, som dengang var et af Københavns bedste hoteller.

Takket være Andersens omhyggeligt førte dagbøger kan man sætte tal på de døgn, han tilbragte under familiens tag. Det blev til ialt ca. 650 døgn, heri dog medregnet 70 døgn, hvor Andersen i familiens fravær (i 1870, i Algier og på hjemrejsen fra Algier) beboede den lejlighed på Højbroplads, som familien Melchior midlertidigt havde forladt. Altså i gennemsnit godt 2 måneder pr. år.

Det har nok ikke været ganske nemt for værtsfamilien at have ham som gæst så længe, år efter år. Som Bournonville sagde det helt klart, udviklede Andersen sine særheder, som ikke blev mindre med årene. Og dog lyser det ud af brevene fra Melchiors, efter afslutningen af et Rolighed-ophold, hvor glade man har været for at have ham som gæst og hvorledes man allerede glæder sig til hans næste besøg. Efter at H.C. Andersen i 3 år har tilbragt lange sommerophold på Rolighed tilstår fru Melchior, at “det for os altid bliver betragtet som Glandspunktet af Sommeren, den Tid vi tæller Dem i vor Midte” (brev nr. 104), og der er ingen tvivl om, at hendes udsagn er ærligt og oprigtigt ment.

Landstedet Rolighed på Østerbro, København. Maleri ca. 1870

I sommermånederne, ja faktisk det meste af sommerhalvåret boede familien Melchior på landstedet “Rolighed” på Østerbro, på Gl. Kalkbrænderivej. Gouachen, som er malet af DM.s broder, Sally Henriques, viser huset, som det tog sig ud ca. 1870, d.v.s. efter den ombygning og udvidelse, som MGM foretog i vinteren 1869-70, mens hans kone og tre døtre opholdt sig i Algier. På Rolighed var HCA “liggende gæst” i lange perioder i årene fra 1866 og frem til sin død på Rolighed i 1875.

Sammenlignet med de mange og lange besøg på Rolighed var hans besøg på familiens Henriques' landsted, Petershøj, færre og af kortere varighed. Petershøj var en tidligere lærerbolig til den nedlagte skole ved Hvidøre, en af rytterskolerne. Petershøj lå på Strandvejen, ved udløbet af Damsgårdsvej, mellem Sølyst og Hvidøre. Herfra var der den dejligste udsigt over Øresund. På Petershøj blev det til 5 ophold i årene 1869-72, med en samlet varighed på 42 døgn. “Hjertelaget” var det samme på Petershøj som på Rolighed, forsikrede H.C. Andersen, men det er tydeligt, at han på Petershøj savnede sin gode seng på Rolighed og — tør man formode — den større luksus, som prægede livet på Rolighed.

På Rolighed levede han med familien, dag efter dag og uge efter uge, og familien med ham. Bare denne daglige nærhed har uundgåeligt givet ham “familiær status”. Og samtidig med at han var gæst på Rolighed modtog Melchiors besøg af slægtninge fra Hamborg og Altona, fra Holland og England og Sverige. Helt automatisk blev Andersen derved draget ind i en endnu større familiekreds og fik del i det tætte familiesammenhold, som var og vel stadig er karakteristisk for jødiske familier. Når familierne var så store som tilfældet var, både på Melchior- og Henriques-siden, var der selvsagt større kontakt og hyppigere samkvem med nogle slægtsmedlemmer end med andre. Både på Rolighed og i byen havde Dorothea og Moritz G. Melchior en nær kontakt til hans to ugifte søskende, Henriette og Moses Melchior, som havde fælles husførelse og som om sommeren havde en lejet sommerbolig på en bondegård, Teglgården, nord for Charlottenlund skov. H.C. Andersen satte stor pris på Henriette Melchior, “tante Jette”, ligesom han værdsatte broderen, “onkel Mose” højt. Men det fremgår klart af brevene — og ikke mindst af HCA.s dagbogsnotater — at han havde lidt svært ved at omgåes Moses Melchior på en naturlig måde. Andersens udtalte lovprisninger af dennes velkendte godgørenhed og store hjælpsomhed var den filantropisk sindede grosserer imod. De irriterede ham. Den slags skulle der ikke tales om, men Andersen var ikke fri for at opfatte Moses' afvisende holdning som en form for arrogance og lukkethed. Moses Melchior har vist ikke selv været klar over Andersens problem i omgangen med ham. Ellers havde han næppe foreslået, at de to skulle følges ad på en rejse til Amerika, Moses Melchior på forretningens vegne, HCA som oplæser af egne værker. Det blev nu ved forslaget, længere kom man ikke. Et andet medlem af familien Melchior, som Andersen satte stor pris på, var MGM.s broderdatter, Sophie Melchior, datter af øjenlægen Nathan G. Melchior. Hun var eneste pige i sin søskendeflok, og da hun var jævngammel med de ældste Melchior-døtre, Johanne og Louise, var hun hver eneste sommer gæst på Rolighed, helst på det tidspunkt, hvor også Andersen var gæst der.

Kontakten til Therese og Martin R. Henriques på Petershøj var ligeså livlig og stadig på Rolighed som den var om vinteren inde i København. Nær kontakt havde man — og også HCA — med MGM.s svigerinde, fru Emilie Melchior (kaldet tante Mille), som åbenbart har været noget af en “humørbombe” med kvikke og rammende bemærkninger, som også Andersen forstod at værdsætte. Endelig var der de fjernereboende, men stadig nære slægtninge, som var bosat udenlands og som Andersen normalt kun så, når også de var sommergæster på Rolighed. Det gælder f.eks. MGM.s svigerinde i Hamborg, en anden fru Emilie Melchior, enke efter den tidligere nævnte broder Sally Melchior, der havde nedsat sig som selvstændig grosserer i Hamborg, med forretningsmæssige forbindelser til huset Melchior i København. Hende satte Andersen stor pris på og følte sig straks på bølgelængde med, da han gjorde hendes bekendtskab. Søsteren Galathea og dennes mand, L. N. Marcus, var bosat i Altona, hvor sidstnævnte, der var praktiserende læge, var Andersen til megen nytte og glæde under hans sygeophold i Altona 1868. Endelig skal også DM.s yngste broder, Simon R. Henriques, nævnes. Han var som bankier bosat i Hamborg. Både dernede, når Andersen passerede Hamborg på gennemrejse, og under Simon R. Henriques' besøg i København havde de to kontakt med hinanden. Og bortset fra problemerne i omgangen med Moses Melchior var Andersens forhold til hans værtsfolks talrige slægtninge præget af varme og hjertelighed.

Husvennerne fra vinterens torsdagsmiddage dukkede også lejlighedsvis op ude på Rolighed, forsåvidt de ikke også selv “lå på landet”, andetsteds. Og endelig hændte det ikke sjældent, at H.C. Andersen, under sine ophold på Rolighed, blev opsøgt af sine venner fra udlandet, som ikke havde forefundet ham inde i byen og som vidste at de ville kunne finde ham på Rolighed. Hans ven fra Le Locle, urfabrikanten Jules Jürgensen, kom jævnligt på besøg i København og blev som den største selvfølge inviteret til at deltage i Melchior-familiens middag på Rolighed. Det samme gjaldt de to venner fra Holland, forfatteren J. Kneppelhout og dommeren — og oversætteren — C. J. N. Nieuwenhuis, samt vennen Carlos O'Neill fra Setubal i Portugal, som kom med kone og søn. For slet ikke at tale om hans tyske veninde Clara Heinke fra Berlin, som med sin søster og en veninde kom til København i sommeren 1874, udelukkende for at besøge H.C. Andersen, på et tidspunkt hvor Andersens helbredstilstand var alt andet end tilfredsstillende17. Også her måtte fru Melchior og Rolighed træde hjælpende til. Og da en ung tilrejsende engelsk litterat, Edmond Gosse, ytrede ønske om at træffe den verdensberømte danske digter under sit ophold i Danmark, fremskaffede hans københavnske vært (provst Fog, Holmens provst) skam også en indbydelse til Rolighed18.

Det er i dag nærmest uforståeligt, hvordan Dorothea Melchior bar sig ad med at bestyre en sådan husholdning, med stor familie og mange gæster. Tilmed gæster, der som H.C. Andersen, J. A. Hägg og tilrejsende slægtninge var liggende gæster. Andre gæster dukkede op — som beskrevet ovenfor — mere eller mindre uventet. Det hjalp selvfølgelig, at familien var velhavende og havde råd til at føre stort hus19. Og fru Melchior havde god hjælp i køkken, hus og have. En husjomfru, 2-3 piger, tjener, kusk og gårdskarl, foruden — på Rolighed — en fast gartner og løsere hjælp til havens — også en stor køkkenhaves — pleje og pasning20.

Efter alt at dømme var H.C. Andersen på en og samme gang en besværlig og nem gæst at have. Han havde sine særheder, og de blev som sagt hverken færre eller mindre med årene, men han lå ikke familien til byrde. Han kunne udmærket underholde sig selv, hvad han jo også var vant til, når han boede for sig selv inde i byen.

Han gik ture i den nærmeste omegn, ofte ind i det nyudstykkede villakvarter Rosenvænget, hvor han kunne gå på visit hos familien Drewsen, Jonas Collins datter og svigersøn. Rosenvængets berømteste beboer, skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, besøgte han derimod kun yderst sjældent, når han var gæst på Rolighed. Måske har han vidst, at fru Heiberg, der dog havde en jødisk mor og derfor selv var halvjøde, ejendommeligt nok var fanatisk antisemit og derfor næppe har delt Andersens begejstring for hans jødiske værtsfamilie. Endelig skete det jævnligt, at han aflagde besøg inde i byen, bl.a. for at blive barberet eller for at besøge venner, som tilbragte sommeren i byen.

Meget af hans tid på Rolighed gik med litterært arbejde. Hans stue på 1. sal var et udmærket arbejdsværelse, og mangt et litterært arbejde fra den sidste fase af hans digterliv har fået sin endelige udformning på Rolighed. Inspirationen fik han som regel andetsteds, når hans “Musa” der aflagde ham et af sine med årene alt for få besøg, og det første udkast kom så straks på papiret. Men den sidste oppudsning, deres “Opdragelse”, et udtryk han brugte om romanen “Lykke-Peer”, fandt sted på Rolighed. Det er med god grund, at hans sidste eventyrsamling, den fra 1872, indledtes med et dedikationsdigt til Rolighed, hvor de afsluttende linjer lyder således:

Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!

Når han på Rolighed blandede sig med familiens yngre medlemmer, husets børn og deres venner og veninder, samt tilrejsende yngre slægtninge, kunne det ske ved deltagelse i ungdommens kroketspil, sågar også ved deltagelse i billardspillet i den dertil indrettede stue. Og her som i andre vennekredse underholdt han med fremstilling af sine berømte papirklip, ligesom han forfattede vers på opgivne enderim, de såkaldte “bouts-rimés”, lavede gåder og anden form for selskabsleg. Hans talent for at binde buketter kom også til fuld udfoldelse på Rolighed, hvor han både i prydhaven og en stor køkkenhave fandt tilstrækkeligt med emner til sine interessante og utraditionelle buketter. Hans væsentligste bidrag til alles underholdning var imidlertid hans oplæsninger, oplæsning af både egne og andres værker. Vi har en beskrivelse ved husvennen Axelline Lund, maleren F. C. Lunds hustru, af Andersen som oplæser i den Melchiorske kreds. Den hidrører fra 1905 og står trykt et sted, hvor de færreste vil finde den — i Husmoderens Blad. “I dette dejlige Hjem, hvor Hjerte, Rigdom og Interesser for alt skønt og godt var til Huse, hvor Vid og Skæmt fløj som Fjerbold over Bordet fra Mund til Mund, hvor Digteren altid var den hædrede og kærkomne Gæst tidt i Uger og Maaneder, her hørte jeg ham for første gang læse sine Eventyr op, noget jeg senere hørte de utallige Gange. Naar Kaffe og Cigarer var nydt, kom Tjeneren med en Karaffel Vand og Glas paa en Sølvbakke, som blev sat foran Hjørnesofaen, og saa tog Andersen Plads. Først saa han sig om i Kredsen, idet han pudsede sine Briller, for, efter hvad jeg har ham mistænkt for, at lægge Mærke til, hvem der var til Stede af Gæsterne, og derpaa sagde han gerne et Par indledende Ord. Vil man bedømme hans Oplæsning i vor Tid, hvor dette er bleven en Kunst for sig, vilde han vel næppe komme frem i første Række efter Kunstens Regler, og dog — har man hørt ham selv læse — kan ingen gøre dette saa originalt og fængslende. Undertiden i en stille Pause, medens han drak en Mundfuld Vand, kunde han saa sende et dybt undersøgende Blik rundt om for at vejre og nyde Betagetheden og Stemningen hos Tilhørerne. Særlig var det vel Kvinderne, der var de mest begejstrede, men ogsaa Mændene, navnlig Carl Bloch, var tidt højst interesseret”21. Og det skete i det mindste en gang om året, at han underholdt hele husstanden, inklusive tjenestefolkene, ved oplæsning i dagtimerne. Vi har sønnen Carl Melchiors beskrivelse af en sådan underholdning under den årlige ærtebælgning. Da samledes alle — familiens medlemmer, tilrejsende gæster og hele tyendet fra husjomfruen og nedefter, inclusive de folk, som tog sig af havens pleje — i strygestuen, ved siden af køkkenet i kælderetagen, og bælgede et bjerg af ærter, mens H.C. Andersen forkortede tiden ved sin oplæsning22.

Rolighed i Trap Danmark, 1879

Et kort i 2. udgave af “Trap Danmark” (1879) viser Roligheds beliggenhed på det indre Østerbro. Bebyggelsen er endnu sparsom, takket være bl.a. de store områder, som stadig tilhørte det Classenske Fideikommis. Den store ejendom Rosendal nord herfor er imidlertid allerede blevet udstykket til villakvarteret Rosenvænget. Lidt længere mod nord lå Rolighed, med adgang fra Gl. Kalkbrænderivej og med en stor have syd for huset. Strandpromenaden (nu Strandboulevarden ) var dengang kun var for spadserende. Mod syd var promenadevejen forbundet med Langelinie, som førte ind til den indre by.

Udsigt fra Rolighed mod Øresund. Maleri af Sally Henriques.

Maleren Sally Henriques har her placeret sig øst for den kalkbrænderigård, som var nærmeste nabo til Rolighed, for at fastholde den smukke udsigt over strandengen til Øresund, med Trekroner-fortet i baggrunden., Endnu på daværende tidspunkt (ca. 1870) var Roligheds næromgivelser nogenlunde uforstyrret af den seneste tids nybyggeri i området.

III

At skrive breve og modtage breve var på det nærmeste en livsnødvendighed for H.C. Andersen. Brevveksling var en af hans måder at fastholde venskaber på. Selvom han tit og ofte klager over sin store “brevgæld”, så er det lidt en klage på skrømt. For han vidste udmærket, at han selv var skyld i, at han var kommet i denne gæld, og han arbejdede ihærdigt på at komme ud af den. Ellers kunne han jo ikke gøre sig håb om at få svar igen. Og han frydede sig, når svarbrevet indløb, gerne ligeså indholdsrigt som det, han havde afsendt.

Også i forholdet til de nye venner i familierne Henriques og Melchior tjente brevene til at holde fast i venskabet. Som regel henvendte han sig til fruen i vennefamilien, men i forholdet til Henriques-familien oplevede han den skuffelse, at Therese Henriques ikke var så god til at “levere Breve”. Hun fandt sine egne breve kedelige og uinteressante og bad gerne sin mand skrive for sig. Og han forstod sig til gengæld på kunsten at skrive breve, ofte meget morsomme breve23.

Heldigvis stillede det sig anderledes i forholdet til Melchiors. I Dorothea Melchior havde han fundet en korrespondent, der elskede at skrive breve og trods sine mange andre gøremål gav sig tid til at skrive mange, ofte meget lange breve. Også selvom brevskrivningen måtte finde sted sent om aftenen eller ud på natten, når alle andre i husstanden sov sødeligt. Og hun havde endda — ligesom Andersen — mange at skrive til. Under sit lange ophold i Algier 1869-70 havde hun på et vist tidspunkt oparbejdet en så stor brevgæld, at hun var på randen af en konkurs, som hun udtrykte det. Blandt hendes korrespondenter, som rangerede på linje med H.C. Andersen, var først og fremmest de hjemmeværende slægtninge — når hun selv var ude — og de flere gange fraværende døtre, som på grund af datteren Annas brystsygdom (astmatisk bronchitis) tilbragte vintermånederne under mildere himmelstrøg, en vinter på St. Croix og to vintre i Torquay på den engelske sydkyst.

Fru Melchior kunne lide at skrive breve, og hun forstod at give sine breve indhold. Derved blev hendes breve — som alt nævnt — ofte meget lange. Hendes mand og børn drillede hende med de lange breve. I forholdet til H.C. Andersen gjorde brevlængden nu ikke noget. Tværtimod. Han kunne ikke få dem lange nok. Hans egne breve var normalt ikke på mere end 4 sider, men så blev siderne også fyldt godt ud. For fru Melchior hændte det, at brevene kom op på 8-10 sider, men som H.C. Andersen engang sagde til hende, at “De har jo aldrig Tid til at gjøre dem korte”.

Andersens breve er normalt skrevet, når han har fjernet sig fra København, hvad enten han var taget på herregårdsophold eller på en udenlandsrejse. For rejsernes vedkommende drejer det sig i dette tidsrum om Spaniensrejsen 1862-63, rejsen til Holland og Portugal i 1866, de to rejser til Paris under verdensudstillingen smst. 1867, den ene rejse suppleret med en tur til Schweiz, rejsen i 1868 til Holland og Paris, Schweiz og Tyskland, hvor han på hjemrejsen var så uheldig at komme til skade med sit ben, endda hele to gange, med mange beklagelser og et sygeophold hos den jødiske familie Warburg i Altona til følge. Hans rejse sydpå 1869-70 skulle efter planen være afsluttet med et ophold ved juletid på den franske riviera sammen med fru Melchior og tre af hendes døtre. Men planen blev kuldkastet, i og med at fru Melchior — for datteren Annas skyld — blev nødt til at fortsætte rejsen til den anden side af Middelhavet, til Algier, som siden 1830 havde været fransk koloni. Hun forsøgte at få Andersen til også at krydse Middelhavet. Han turde imidlertid ikke begive sig ud på sørejser, så han blev på den nordlige side af Middelhavet, i Nizza (nu Nice), følte sig ensom og ærgrede sig over den mislykkede rejse. Men mange breve krydsede Middelhavet, og her bærer fru Melchiors breve prisen som de mest interessante. Hun er glimrende til at beskrive den helt anderledes natur og det brogede folkeliv, som hun oplevede i Algier. Andersens breve fra denne vinterrejse giver mestendels udtryk for hans ærgrelse og ensomhed. Så er der mere indhold i hans beretninger pr. brev fra Norgesrejsen 1871, denne den sidste af hans “triumfrejser”, og fra de to rejser til Schweiz i henholdsvis 1872 (med William Bloch som ledsager) og 1873 (med Nicolai Bøgh som ledsager). Blandt Andersens korrespondenter er Dorothea Melchior nok den, der får mest og bedst besked om disse tre rejser.

Teglgaarden nord for Charlottenlund

MGM.s ældre søster, Henriette Melchior, i familien kaldet “tante Jette”, blev tidligt bekendt med HCA. I det mindste sender han allerede i et af sine første breve til DM en særlig hilsen til svigerinden Henriette Melchior. Hun var ugift og førte hus for sin ligeledes ugifte broder Moses Melchior, om vinteren i en lejlighed i hjertet af København og om sommeren på Teglgården nord for Charlottenlund. Det er sommerboligen, man ser på dette fotografi fra 1867, og damen i forgrunden er Henriette Melchior.

Når begge parter var på rejse, gjorde man sig store anstrengelser for at meddele den anden part, hvortil svarbrevet helst skulle adresseres — som regel sendt “poste restante” — men disse anstrengelser bar ikke altid frugt. Enkelte breve nåede ikke frem til modtageren, hvad der ærgrede ikke mindst H.C. Andersen. Det skete i 1867, hvor ægteparret Melchior var på rejse rundt i Schweiz, med kun korte ophold på de enkelte “destinationer”, mens Andersen skrev fra Paris. Og noget lignende skete under den mislykkede rejse 1869-70, hvad der i og for sig ikke kan undre.

Fotografi af Moses Melchior

Moses Melchior var 9 år yngre end MGm, men blev tidligt medindehaver af familiefirmaet Moses og Søn G. Melchior. Han var efter sigende en fremragende købmand og den, der repræsenterede firmaet ved rejser til bl.a. de dansk-vestindiske øer og til Island. Han var samtidig n stor filantrop. HCA vidste udmærket besked med hans filantropiske virksomhed, følte trang til at udtale sin beundring herfor, men det brød “Onkel Mose” sig ikke om. Hvilket lejlighedsvis gjorde forholdet mellem de to vanskeligt.

Fru Melchior stod i henseende til rejseaktivitet ikke meget tilbage for H.C. Andersen. I løbet af den korte årrække, som deres korrespondance dækker, blev det til ialt 6 rejser, nemlig en tur til London (med dette års verdensudstilling smst.), England og Skotland i 1862, fulgt op af en kortere tur til Hamborg s.å. 1863-64 kom så den lange og langvarige rejse sydpå, med Italien som hovedmål og med afstikker til Ægypten, en kortere tur til Stockholm i udstillingssommeren 1866, den allerede nævnte langvarige rejse til Schweiz i 1867, i begyndelsen sammen med ægteparret Bille, og så den længste af hendes rejser, rejsen sydpå 1869-70 med den syge datter Anna, hvor rejsen endte med et mere end 6 måneder langt ophold i Algier. Den sidste af hendes rejser, i hvert fald i tiden før 1875, fandt sted i 1873, denne gang kun ledsaget af Moritz G. Melchior, hvor rejsen gik til badebyen Ostende, efterfulgt af endnu et besøg i London. For at afrunde billedet af hendes og hendes mands rejseaktivitet skal det tilføjes, at de tidligere sammen havde besøgt London 2 gange før besøget i 1862, og som det fremgår af denne brevveksling havde hun også tidligere besøgt Paris. Hun var kort sagt en meget berejst dame. Det har helt åbenlyst moret de to korrespondenter at kunne fortælle hinanden om oplevelser, de hver for sig har haft de samme steder. Men det er også åbenlyst, at Dorothea Melchior anså sig for at være en ringe forfatter af rejsebreve. I hvert fald ringere end hendes med-korrespondent. Denne beskedenhed er nu i nogen grad uberettiget.

Også Moritz G. Melchior var ofte på rejse, men hans rejser var normalt rene forretningsrejser. Årligt besøgte han London for at deltage i de store the-auktioner, som var de førende i Europa. Rejser til fjernere destinationer som f.eks. Vestindien og Island overlod han — der jo både var ægtemand og familiefader — til sin ugifte lillebror, Moses Melchior. Det var også sidstnævnte, der i sin tid på stedet (Melbourne i Australien) stod for oprettelsen af filialen Melchior & Co24.

Langt de fleste af fru Melchiors breve er dog forfattet i København, hvor hun fra sin position på Højbroplads eller på Rolighed beretter om stort og småt i “det kjere Kjøbenhavn”. Når hun sætter sig til skrivebordet, sker det også for at “passiare” lidt med den fraværende ven, om hvem hun vidste, at han også havde lyst til at lytte til hendes “passiar”. Det er helt evident, at hun under vennens fravær savner sine næsten daglige samtaler med Andersen. Og indholdet af hendes “passiar pr. korrespondance” giver indirekte et indtryk af, hvad de to havde at fortælle hinanden, når han i København dukkede op i hendes hjem og fik en god passiar med hende.

Den unge Jonas Collin bemærker i et brev til H.C. Andersen, at “Jeg antager, at Du fra Dine andre Venner bliver saa overdænget med Nyheder angaaende Forlovelser, Bryllupper, Dødsfald, Theatret og Litteraturen, at Du er kjed af at faae flere…” 25. Bemærkningen om de “andre Venner” tager måske sigte på fru Melchior, idet vi netop gennem hendes breve følger familien og vennerne i al deres færden, ligesom vi får berettet om oplevelser i Musikforeningen eller teateropførelser på Kongens Nytorv eller i Amaliegade (Casino). Vurderinger af de dramatiske kunstneres præstationer fylder godt op, og detailler i de samme kunstneres privatliv forbigås heller ikke i tavshed. Alt hvad der vedgår det nye kongehus, det glücksborgske, er set med fru Melchiors øjne meget interessant, og man kan roligt gå ud fra, at H.C. Andersen har fundet det lige så interessant. Hendes beretninger fra sin deltagelse i “hoflivet” har givet også interesseret ham, al den stund han selv ville have været deltager, dersom han havde været hjemme. I sine rapporter fra København medtager hun også omtale af de bazarer, hun var med til at organisere. Velgørenhedsbazarer var jo en af de måder, hvorpå det bedrestillede borgerskab skaffede penge til de medborgere, der levede på livets skyggeside og havde hjælp behov, hvad enten det drejede sig om enlige mødre, “syjomfruer” (Andersens udtryk) eller gamle sømænd og sømænds enker. Fru Melchior var ikke den der holdt sig tilbage. Filantropi var — som før nævnt — en uafviselig pligt for medlemmer af slægten Melchior.

Fotografi af Sophie Melchior

Et medlem af familien Melchior, som ofte var gæst på Rolighed samtidig med HCA, var MGM.s niece, Sophie Melchior, en datter af hans broder, professor Nathan G. Melchior, der var en anset øjenlæge. Sophie Melchior var ene pige i sin søskendeflok, hvorfor hun gerne søgte fællesskab med sine jævnaldrende kusiner på Højbroplads og Rolighed. For HCA var hun “min blide Veninde, som aldrig driller mig” (formentlig i kroketspillet), hvilket lader én formode, at de andre unge piger — trods al respekt for “etatsråden” — godt kunne tillade sig lidt venskabeligt drilleri.

Andersen blev via Dorothea Melchiors breve orienteret om de mange mennesker, som af den ene eller anden grund gik ind og ud ad Melchior-hjemmets døre, bl. a. også om Melchiors politiker-kolleger, som blev indbudt til “rigsdagsgilde” i hans hjem, gilder som H.C. Andersen normalt også deltog i, når han ellers var hjemme. Politik havde som bekendt ikke Andersens store interesse, men dette udelukkede ikke, at han kunne hygge sig i politikeres selskab. En hyppigt forekommende gæst, der dog som regel kom alene, ikke som deltager i større selskaber, var Andersens ven fra Glorup, grev A. G. Moltke-Huitfeldt. Han levede tilsyneladende ret ensomt på hotel i København, når rigsdagsarbejdet kaldte ham til hovedstaden, og han har nydt sine samtaler med den smukke og kloge fru Melchior. Som på sin side gerne delagtiggjorde H.C. Andersen i, hvad hun og greven havde talt om.

Det er nærliggende at spørge, hvad der ikke berettes, men som hun sådan set godt kunne have fortalt H.C. Andersen. Hendes mand var jo en meget fremtrædende forretningsmand, men det er egentlig meget lidt, man hører om og fra denne side af hans vidtforgrenede virksomhed. Man skal næsten gætte sig til et eventuelt forretningsmæssigt formål med dette eller hint middagsselskab, ved en slags “analyse” af gæsternes kreds. De hyppigt forekommende “vestindianere”, forskellige søofficerer og koffardikaptajner dokumenterer, at firmaet har vigtige handels- og skibsfartforbindelser med denne fjerne danske koloni. Det skete jævnligt, at unge søofficerer for en tid trådte ud af marinetjenesten for at forsøge sig som koffardikaptajner, gerne i det velrenommerede Melchiorske handelshus med tilknyttet rederi, og derfor traf H.C. Andersen ofte sammen med søofficerer i det Melchiorske hjem. Når en personkreds med tilknytning til Island er indbudt, giver det én en fornemmelse af, at nu drejer det sig om “Det danske Fiskeriselskab” og dets fangstvirksomhed i det nordlige Ishav ud for Island. Men det bliver ved disse antydninger. Måske har man i det Melchiorske hjem fulgt den engelske skik, at forretninger talte man ikke om, når man var trådt over hjemmets tærskel. Politiske problemer ser heller ikke ud til at være diskuteret i større omfang, omend Dorothea Melchiors tavshed på dette punkt kan skyldes, at hun udmærket var klar over, at H.C. Andersen betragtede politik som liggende uden for sit gebet. Selv deltog familien Melchior f.eks. jævnligt i de velbesøgte grundlovsmøder på Eremitagesletten, var altså politisk engageret, på den nationalliberale fløj. Men trods opfordringer lykkedes det hende aldrig at lokke Andersen med, end ikke hin 5. juni 1869, hvor deres fælles meget gode ven, C. St. A. Bille, var hovedtaleren ved grundlovens 20 års jubilæum. Og samme redaktør Bille betragtedes endda som en af tidens bedste talere, en oratorisk begavelse.

Fotografi af Emilie Melchior

Emilie Melchior, i familien kaldet “Tante Mille”, var enke til en forlængst afdød bror til MGM. Hun boede som de øvrige familiemedlemmer i det indre København om vinteren, men havde sin sommerbolig i et “bomhus” på Strandvejen nord for hovedstaden. Hun var familiens spøgefugl, altid i godt humør og parat med en rammende bemærkning. HCA omtalte hende som “det gode humør i Skovshoved”. Dertil var hun meget hjælpsom, når nogen i familien havde hjælp behov.

Selv tillagde fru Melchior ikke sine orienteringer større betydning eller interesse. For hende var de “i Smag med hvad der staaer med smaat Tryk i Dagbladet” (brev nr. 21), men hendes “fortrolige Pludren” — Paul V. Rubows udtryk om Henriques-brevene — har den værdi, at de utvivlsomt afspejler de samtaler, de to korrespondenter normalt havde hjemme i København, face to face, samtaler hvis indhold H.C. Andersen ikke har referet i sin dagbog. Som fru Melchior udtrykte det i sit brev til Andersen under hans ophold i Holland 1868: “Jeg savner Deres venlige Formiddags Passiar og min Frokost smager mig slet ikke ret, fordi jeg ikke kan dele Brød med Dem, som jeg jo har taget mig den Frihed at gjøre” (brev nr. 75).

For god ordens skyld skal det nævnes, at intet i brevvekslingen røber, at H.C. Andersen i den Melchiorske kreds var omgivet af jøder i et omfang, som han aldrig i sit tidligere liv havde oplevet det. Familierne Melchior og Henriques var som jøder alle medlemmer af det mosaiske trossamfund, Moritz G. Melchior endda i en periode formand for trossamfundets repræsentantskab, men dette har åbenbart ikke spillet den helt store rolle for dem i dagligdagen. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at disse jøder var ligeså pæredanske som H.C. Andersen selv. I Andersens dagbøger kan man hist og her spore iagttagelser, som han har gjort vedrørende jøders fejring af livets og årets højtider, men i brevene spiller disse ting ingensomhelst rolle. Og man kan rigtignok undre sig over, at H.C. Andersen i et brev fra 1870 kan opfordre Moritz Melchior at lægge vejen omkring Oberammergau, hvor den — i princippet — kristne H.C. Andersen selv havde været 10 år tidligere. At opfordre jøden Melchior til at se stedets passionsskuespil, hvor tilhørerne / tilskuerne genoplever Kristi lidelseshistorie og død på korset og i hvilket jøderne er skurkene, forekommer nærmest taktløst. Måske er forklaringen den, at H.C. Andersen under skrivningen af dette brev helt har glemt, at hans gode ven jo selv var jøde.

IV

Brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Melchior består af ialt 415 bevarede breve — eller rettere sagt: 415 breve, hvis tekst man kender, enten i original eller i en pålidelig afskrift. Dertil kommer 156 savnede breve, d.v.s. breve om hvilke man ved, at de er blevet skrevet, afsendt og/ eller modtaget, hvor man kender afsenderen eller modtageren, men hvor brevenes tekst eller indhold ikke kendes, hverken i original eller som afskrift, al den stund det ikke er lykkedes at finde frem til hverken en original eller en afskrift. En fortegnelse over disse savnede breve er trykt i bind III (s. 292).

Med disse ca. 570 breve, udvekslet over et tidsrum på kun 10-15 år, bliver Melchior-brevvekslingen en af de fyldigste blandt samtlige Andersen-korrespondancer. For tidsrummet 1860-75 kan kun brevene fra og til familien Collin komme op på så stort et antal, ja større. Med familien Collin, her forstået som Edvard og Henriette Collin og deres børn, Edvard Collins søskende og deres børn og børnebørn, har Andersen udvekslet ialt ca. 700 breve i samme tidsrum. Andersens brevveksling med Henriques-familien kan slet ikke komme op på et tilsvarende omfang. Henriques-korrespondancens omfang kan ganske vist ikke angives præcist. Den trykte brevudgave har 126 breve, alle fra Andersen til medlemmer af Henriques-familien, og hertil kan føjes 50 breve, han modtog fra Martin R. Henriques, men som ikke er udgivet. Vi ved desværre ikke, hvor mange breve han ialt modtog fra Henriques-familien. Brevene fra Therese Henriques og fra børnene savnes. I Andersen-korrespondancerne er det imidlertid et almindeligt træk, at antallet af breve fra Andersen overstiger antallet af breve til ham. Skønsmæssigt kan Henriques-korrespondancen som helhed anslås til ca. 225 breve, altså under halvdelen af Melchior-brevvekslingen.

Den bevarede Melchior-brevveksling omfatter som sagt 415 breve, 293 breve fra H.C. Andersen til Melchiorerne (deraf langt de fleste til Dorothea Melchior) og 122 breve, fra dem til ham (igen de allerfleste fra Dorothea Melchior). Men dertil kan man som nævnt lægge 156 breve, som indtil videre må betragtes som ikke-bevarede eller savnede. I denne kategori er der 43 breve fra H.C. Andersen og 113 breve, som forskellige medlemmer af Melchior-familien har sendt til ham. Man kan altså roligt konstatere, at eftertiden har skøttet bedre på breve fra ham end på breve til ham. Hvad der i og for sig ikke er spor underligt.

Det forholdsvis store antal savnede breve kræver en nærmere forklaring. Den fortegnelse over savnede breve, som er bragt i bind III, er udarbejdet efter nærlæsning af H.C. Andersens dagbøger og — naturligvis — selve de bevarede breve, hvori andre, nu savnede breve er omtalt som afsendt eller modtaget — eller efterlyst som ikke-modtaget. Fra 1860 og frem til sin død skrev Andersen fuldstændige dagbøger, både når han var på rejse og når han var hjemme. Og som regel noterer han omhyggeligt i dagbøgerne, hvem han har fået brev fra og hvem han har skrevet til. Dog ikke altid. Der er adskillige undtagelser fra denne regel. Disse notater, sammenholdt med oplysninger, der kan uddrages af selve brevstoffet, tillader en beregning af en relativt stor “tabsprocent” i Melchior-brevvekslingen, ca. 27%. Dette kan skyldes flere faktorer: Enkelte breve er måske slet ikke nået frem til modtageren, hvilket kunne ske, når både afsender og modtager befandt sig på rejse i udlandet og hvor man var henvist til at sende brevene “poste restante” til den by, hvor afsenderen formodede at modtageren opholdt sig og ville efterspørge brev. Andre breve kan udmærket endnu være bevaret og befinde sig på steder, som det ikke har været udgiveren muligt at finde frem til.

De fleste savnede breve må imidlertid formodes at være gået tabt, enten ved uagtsomhed hos modtageren eller dennes arvinger, eller — snarere — ved en bevidst tilintetgørelse. Det sidste gælder efter al sandsynlighed de breve, som Moritz G. Melchior og andre medlemmer af familien Melchior havde sendt til Andersen og som de efter hans død fik retur. Man har betragtet egne breve som værende uden interesse for eftertiden.

Det er symptomatisk for familien Melchiors stilling til værdien af H.C. Andersens breve versus egne breve, at Dorothea Melchior i 1867 kunne skrive til ham: “Jeg tror det er overflødigt at gjentage for Dem … hvor stor Priis jeg sætter paa Deres hjertelige Breve, der blive opbevarede som en Skat” (brev nr. 51), hvorimod hun om sine egne breve skriver, at “De er vel saa elskværdig at tilintetgjøre alle mine Skrivelser som kun er beregnet paa at give Dem lidt Underretning i min snevre Kreds!” (brev nr. 255). Brevene fra H.C. Andersen passede man godt på — og heldigvis også størsteparten af Dorothea Melchiors breve til ham — hvorimod Moritz G. Melchior og de øvrige familiemedlemmer formentlig har tilintetgjort de breve, de havde sendt til H.C. Andersen, som værende uden interesse.

Ved Andersens død var alle hans Melchior-korrespondenter i live, og i henhold til det princip, som Edvard Collin, hans universalarving og den ene af boets to eksekutorer (Moritz G. Melchior var den anden), fulgte i behandlingen af Andersens bo, herunder de mange papirer, skulle de brevafsendere, som endnu var i live, have deres egne breve retur. Dorothea Melchior har selvsagt fået sine mange breve retur og har lykkeligvis undladt at tilintetgøre dem. Hvorledes hendes mand og deres børn, samt hendes mands søskende — og deres børn — har behandlet deres breve, kan vi kun gisne om, men sandsynligheden taler for, at de er blevet tilintetgjort. Sådan er det gået med flere Andersen-korrespondancer, som derfor kun er “halve” korrespondancer, eksempelvis de breve, han modtog fra Henriette Scavenius på Basnæs. Det samme gælder brevene til ham fra forlæggeren Carl B. Lorck i Leipzig, og flere kunne nævnes.

Ganske vist ved vi ikke i detailler, hvorledes man har håndteret tilbageleveringen til Melchiorerne, i tiden efter 1875. Inden denne tilbagelevering kunne afvikles helt, skulle H.C. Andersens nære venner fra de senere og sidste år, C. St. A. Bille og Nicolai Bøgh, have adgang til at udvælge breve til offentliggørelse i en samling breve til og fra H. C. Andersen. Det første bind, “Breve til H.C. Andersen” kom først fra hånden og forelå allerede i 1877, iøvrigt uden et eneste brev fra familien Melchior. Til den næste samling, “Breve fra H.C. Andersen”, som udkom i 2 bind i 1878, bidrog familien Melchior med ialt 32 breve, 24 til Dorothea Melchior, 1 til Moritz G. Melchior, ialt 4 breve til døtrene Johanne, Louise og Anna, samt 1 brev til hvert af børnebørnene William, Sally og Charlotte.

(Louise og Harriet) Melchiors lejlighed på Højbroplads

Efter MGM og DM. s død i henholdsvis 1884 og 1885 blev de to ugifte døtre Louise og Harriet boende i forældrenes lejlighed på Højbroplads, og efter Harriets død i 1917 boede Louise der alene til sin død i 1934. Det var i disse omgivelser, fyldt med Andersenske “memorabilia” (bl.a. hans portræt i baggrunden og skærmbrættet t.h.), Louise Melchior i 1922 modtog Elith Reumert, der kom for at forelægge hende sin plan for en bog om venskabet mellem H.C. Andersen og familien Melchior.

Man må regne med, at Edvard Collin, efter at Bille og Bøgh har udvalgt og afskrevet de breve, som de ønskede medtaget i deres brevudgave, har sørget for, at alle de breve, som Andersen i tidens løb havde modtaget fra familien Melchior, kom tilbage til familien. På det tidspunkt var den ældste Melchior-datter, Johanne, gift og havde forladt hjemmet, så hun har sikkert fået overladt både sine egne og sine børns breve. Men alle de øvrige breve, både fra og til Andersen, er formentlig forblevet samlet i hjemmet på Højbroplads, med forbehold for de breve, man straks har tilintetgjort. Her forblev de som en slags “fælleseje” for børnene, efter forældrenes død i henholdsvis 1884 og 85. Inden da var arvingernes antal endda blevet betydeligt reduceret, idet døtrene Anna og Thea samt sønnen Emil døde, alle ugifte, før forældrene. Af de ialt 8 børn, som fru Melchior havde født, overlevede kun halvdelen hende.

Brevene var således stort set samlet endnu på det tidspunkt, 1922-23, hvor Elith Reumert lånte dem til brug for sin bog, og først ved den længstlevende arving, Louise Melchiors død i 1934, kom det til en deling mellem de fire da levende efterkommere af Moritz G. og Dorothea Melchior, fire børnebørn, nemlig datteren Johanne Melchiors datter Helga Melchior (1881-1961) og sønnen Carl H. Melchiors 3 børn, sønnerne Ralph (1890-1952) og Harald (1896-1973) og datteren Helga Carla Melchior (1893-1977). Ved delingen, som først fandt sted året efter, i 1935, noteredes det, hvilke breve de enkelte arvinger overtog, den fortegnelse som her er betegnet “M-fortegnelsen”26. Man synes at have fulgt det princip, at hver af arvingerne på skift fik en “årgang” af brevene, men for at regnestykket kunne gå op og fordelingen kunne blive ligelig og retfærdig, er der også foretaget afvigelser fra denne hovedregel. En god del af de tre fjerdedele, som gik til Carl H. Melchiors børn, er stadig på private hænder, i familieeje, mens den sidste fjerdedel, datterdatteren Helga Melchiors part, har været udsat for en ikke ringe splittelse. Hvorledes det i detailler er gået til, er det i dag umuligt at udrede, og det er forsåvidt også ligegyldigt. Men et faktum er det, at de breve, som ved auktionskøb, ved køb hos “udarvinger” eller som gaver er indgået i H.C. Andersens Hus' samlinger, hidrører stort set allesammen fra denne Helga Melchiors arvepart. Hérfra, fra Helga Melchiors arvepart, kan der stadig eksistere breve, som det ikke har været muligt at efterspore.

Hermed er historien om brevenes senere skæbne imidlertid ikke udtømt. På trods af at familien har gjort sit til at holde flest mulige HCA-breve samlet på familiens hænder, er bestanden fra tid til anden blevet noget reduceret, omend i beskedent omfang. Det er sket ved, at man har foræret breve væk til venner, til institutioner og til velgørende formål. H.C. Andersens Hus fik således i medfør af Louise Melchiors testamente foræret en hel del breve, og andre breve har forladt “samlingen” på anden vis, bl.a. som gaver til Elith Reumert (ialt 3 breve) og til skuespilleren og HCA-oplæseren Jacob Texière. Eller man har givet dem til auktioner, hvis provenu skulle gå til velgørende formål. Således blev et vigtigt brev bortauktioneret til fordel for sultende russere 1922, et andet skulle senere komme Finlandshjælpen i 1940 til gode.

Elith Reumert

Elith Reumert, som i perioden 1876-1912 havde virket som skuespiller ved Det kgl. Teater og Folketeatret, gav sig i sine ældre år af med oplæsninger, gerne med værker af HCA på programmet og tilmed også på turneer i England og U.S.A.. Samtidig var han virksom som skønlitterær forfatter og forfatter til personal- og teaterhistoriske værker, herunder to bøger om HCA. I 1924 udkom hans “H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem” og året efter “H.C. Andersen som han var”.

Heldigvis har man i familien draget omsorg for at afskrive de fleste af brevene, først og fremmest de breve, man forærede væk, men også de mangfoldige breve, som endnu var og stadig er i familieeje, er i vid udstrækning blevet skrevet af. Disse maskinskrevne afskrifter, som formentlig er foretaget af Clara Melchior f. Raphael (1866-1945), gift med sin fætter Carl H. Melchior. Hun var invalid og bundet til en kørestol, så brevafskrivningen har været hende en god beskæftigelsesforanstaltning. De kan imidlertid også være afskrevet af deres datter Helga C. Melchior (1893-1961). Hun var den mest HCA-interesserede i sin generation, hvilket udgiveren kan bevidne, fra sine besøg hos denne elskelige dame i hendes hjem på Høstvej i Charlottenlund. Hun var dertil en fortræffelig fortæller, idet hun livfuldt videregav, hvad hendes faster Louise før sin død i 1934 havde fortalt hende27. Disse afskrifter eksisterer i stort tal, og ved hjælp af dem er man i stand til at udfylde “huller” i brevvekslingen, der hvor de originale breve ikke forefindes. Afskrifterne foreligger i så stort tal (i familieeje, i Det kgl. Bibliotek og i H.C. Andersens Hus), at man får det indtryk, at hensigten har været den at give hver af de fire arvinger, fra arvedelingen 1934-35, en “hel” brevsamling, bestående af 1/4 originalbreve og 3/4 afskrifter. Dog er dette kun et gætteri fra udgiverens side!

Imidlertid er der en lille portion breve, hvis indhold kun kendes gennem Bille & Bøghs brevudgave, hvori der vitterligt er foretaget forkortelser. Det drejer sig om 2 ½ brev fra H.C. Andersen, nemlig brev fra Frijsenborg 23-24/8 1868 til fru Melchior (Bf A nr. 398, her brev nr. 105, hvor der i første halvdel af brevet er foretaget forkortelser, mens sidste halvdel (dat. 24/8) kendes i original. Brev nr. 107 (Bf A nr. 399), Frijsenborg 27/8 1868, til (sted)barnebarnet William, er næppe forkortet, hvorimod dette er tilfældet med brev nr. 205 (Bf A nr. 418, Basnæs 19/5 1871) til Dorothea Melchior. Til de øvrige Melchior-breve, som Bille & Bøgh medtog i deres udgave, er originalerne lykkeligvis bevaret, så at hullerne i de aftrykte, men forkortede breve let har kunnet udfyldes. Bille & Bøghs forkortelser er tilkendegivet ved 3 tankestreger (— — —) på de relevante steder. Normalt er forkortelserne gået ud over de hilsener, som HCA sendte til medlemmer af familie- og vennekredsen, og de kan undværes. Kun i et fåtal af brevene er der foretaget mere omfattende forkortelser. Det gælder brevene nr. 183, 258, 269, 299, 460 og 463 i Bille & Bøgh-udgaven. I forordet til deres udgave af breve fra H.C. Andersen skriver Bille og Bøgh ganske vist, at “i selve de aftrykte Breve er der bortskaaret og udeladt efter en stor Maalestok”, men det ser heldigvis ikke ud til at være gået hårdt ud over Melchior-brevene.

Det samme kan desværre ikke siges om de breve, som Elith Reumert fandt det rimeligt at medtage i sin bog. Inden hans forkortelser og hele brevbehandling skal beskrives nærmere, skal det nævnes, at han på forhånd har fravalgt ikke så få breve. Af de 415 breve, som udgiveren har kunnet finde frem til og som her er gengivet i deres helhed, optræder 226 breve også i Reumerts bog, der gengivet i større og navnlig mindre omfang. Ved simpel subtraktion bliver det så til 189 breve, som Reumert har fravalgt. Han har dog næppe har haft adgang til alle de breve, som i sin tid stod til Bille og Bøghs rådighed. Som det allerede er nævnt, må nogle af brevene være tilgået den gifte datter, Johanne Melchior, og disse breve er sikkert efter hendes død 1911 gået videre til hendes arvinger, og det ser ikke ud til, at Reumert har henvendt sig til disse. Reumerts “fravalgsprocent” må derfor retfærdigvis reduceres noget. Ifølge hans forord har han haft “over 300 Breve” til sin rådighed, et antal som lyder rimeligt nok.

Om sine forkortelser skriver Reumert i forordet, at “jeg har maattet foretage omfangsrige Forkortelser i den store Samling af Manuskripter, og jeg har fulgt det Princip kun at bibeholde først og fremmest Alt, der kunde tjene til at belyse de to Korrespondenters Livsførelse og Personlighed, dernæst, saa vidt gørligt, Alt, der angaar vigtige Begivenheder og fremtrædende Mennesker i deres Samtid”. Og han vedgår, at det først og fremmest er gået ud over fru Melchiors ofte meget lange breve, ligesom det er gået ud over Andersens oplysninger om helbred, vejr og vind — og endelig er også udeladt “de mod Slutningen af alle hans Breve trofast opmarscherende Hilsner, der for ham var en Samvittighedssag af uhyre Betydning, men som ved den idelige Gentagelse virker trættende”.

Som det er at vente, har problemet forkortelser været genstand for drøftelse mellem Louise Melchior og Elith Reumert. Mens Reumert arbejdede med sin bog og efter færdiggørelsen af manuskriptet, lod han loyalt Louise Melchior gennemlæse, hvad han havde skrevet. I et brev, som desværre ikke er bevaret i den korrespondance, som tidligere har været omtalt og som er tilgået H.C. Andersens Hus, har Louise Melchior åbenbart beklaget omfanget af de mange forkortelser, foruden at hun har ønsket en fyldigere illustrering af bogen end Reumert havde forestillet sig. Det fremgår af korrespondancen, at hun har drøftet problemet med “Professor Nyrup”. Selvom hverken hun eller Reumert har forsynet denne professor med noget fornavn, kan der kun være tale om en, nemlig romanisten Kristoffer Nyrup, som åbenbart har støttet Louise Melchior i hendes synspunkt. Hun går endda så vidt, at hun antyder muligheden for at forsøge en delvis finansiering af bogen ved udefra kommende midler, for at undgå for mange forkortelser og tilvejebringe en rigere illustrering. I sit svarbrev, dateret 6/8 1924, reagerer Reumert skarpt. Han takker for hendes brev, men “tilstaar, at det hensatte mig i en nervøs Stemning, og først iaften er jeg rolig nok til at kunne svare Dem, uden at jeg frygter for at forløbe mig — f.Ex. i Anledning af Prof. Nyrups velvillige Indblanding. Hans [d.v.s. Nyrups] strengt videnskabelige Produktion maa ses under en helt anden Synsvinkel end en æsthetisk. Dog — jeg vil ikke prøve paa at imødegaa hans Ræsonnement, der har ærgret mig betydeligt. — Jeg beder blot Dem, kære Frk. Melchior, om at bevare den Tillid, De hidtil, til min store Glæde har vist mig. Mangt og meget kunde jeg have at sige til de enkelte Passus i Deres Brev, men jeg indskrænker mig til Hovedsagen. Udgivelsen af Skriftet om Andersen og Deres Forældre er i den Grad lidt afhængig af Pengespørgsmaalet, at Forlaget har givet mig fuldkomment frie Hænder med Hensyn til baade dens Størrelse og Illustrationernes Antal. Derfor maa Deres Tanke om at skyde Penge til udefra komme mig saa ganske overraskende. De Forkortelser, jeg har foretaget i Brevene, anser jeg for absolut nødvendige. Det gælder om, at Læserne holdes fangne. Alt overflødigt Stof, det, der ikke belyser eller belærer, maa holdes borte”28. Hvorefter Reumert går over til at drøfte illustrationerne, hvad der i denne sammenhæng er mindre væsentligt.

I sit svarbrev, dat. 7/8 1924, trækker frøkenen i land, men forsvarer dog professor Nyrups “velvillige Indblanding” og indrømmer, at hun med hensyn til forkortelserne i moderens breve, “ikke kan se uhildet herpaa”. Udgangen på denne lille kontrovers — unægtelig i 11. time, lige før bogen gik i trykken — blev imidlertid den, at der ikke blev ændret i manuskriptet, og Elith Reumerts forkortelser blev der heller ikke rørt ved.

Reumert foretog mange og undertiden ret drastiske forkortelser. Og det hører absolut til undtagelsen, at han i sin tekst angiver, at han har foretaget forkortelser. Det er klart, at man ikke både kan foretage forkortelser og samtidig tilvejebringe en brevtekst, som hænger rimeligt sammen og bliver læselig. For at undgå sådanne “brud” i teksten foretog han i adskillige tilfælde omformuleringer, som til tider nærmer sig rene tildigtninger. Som et eksempel herpå skal gengives et brev, som Andersen fra København sendte til Dorothea Melchior, som på daværende tidspunkt befandt sig i Algier. Først brevteksten, som Reumert gengav den på s. 149:

Kjøbenhavn den 1ste Mai 1870.

Kjære Fru Melchior!

Tak for Deres prægtige Brev og Tak for Blomsterne De lagde i Brevet! Henved en Maaned er gaaet, siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem. — Alt hvad De har fortalt mig om Algier fylder mig med Længsel efter at komme der! hvor det var ilde, at jeg ikke betids følte Trang dertil, ja, næsten maa jeg tilstaae, Skræk derfor. Jeg syntes, der forestod mig noget ondt. Kan der være en Anelse om Sligt, da har jeg følt den og saaledes fulgt “høieste Villie”! mon jeg der et kommende Aar skal samles med Dem, Deres Mand og Børn? Ja, det er som at vilde tyde Begivenheder i Maanen. Jeg har ikke for Øieblikket Lyst til at reise, og dog har jeg en Længsel efter at komme afsted, men jeg veed ikke hvorhen, ud i Solskinnet, ind under grønne Træer, fornæmme Foraaret rundt om mig. Gid jeg var hos Dem! ja gid jeg mødte Dem i Schweiz! — dog Vaaren kommer vel snart til Danmark, og De og Deres kommer, naar der “rides Sommer i By”. — Jeg bliver til ind i Mai her paa Høibroplads, da der synes ikke at være Hindring derfor; saa flyver jeg, maaskee den 12te til Espe, Basnæs, Holsteinborg — ja, kommer der en Guldregn fra Lotteriet, saa flyver jeg Dem imøde, ellers bliver jeg i Hjemmet og nedskriver hvad min Musa fortæller mig. Paa Høibroplads har hun hyppigt forundt mig Vesit, og jeg har at læse for Dem “Hvad hele Familien sagde”, “Oldefaer”, “Lysene” og “det Utroligste”. Igaar begyndte jeg et nyt Eventyr: “Lykke-Peer”. — I Fredags er Professor Høyen død, han laa otte Dage tilsengs men leed ikke. Det er underligt at mærke, hvorledes Rækken af betydende Mænd fortyndes, hvilken Skare har jeg dog kjendt, som Alle ere flyvne hen — “som Skyen der ikke kommer tilbage!” — Jo nærmere man selv staaer for Tour til Reise ind i “det ubekjendte Land”, des oftere kommer det Een i Tanken: hvor og hvorledes? og ligemeget vide de Viseste og Eenfoldigste. Lille Marie spurgte forleden sin Moder i stor Alvor: Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen, eller ligger hun i Guds?” Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hiinsides, men er vor stort klogere? — Nu, jeg stoler paa: “det bedste skeer!”. — Med mit legemlige Befindende er det i de sidste Dage godt, jeg generes ikke længere af de kunstige Tænder, men da to af de naturlige under alle Prøvelser ere ifærd med at gaae deres Vei, frygter jeg for at en ny Tour forestaaer. De seer altsaa, hvor ung jeg igrunden er. “Jeg skifter Tænder”. Igaar opførtes Wagners “Lohengrin” første Gang og tog sig godt ud. Dette Brev haaber jeg kommer til Dem, før De forlader det foraarsskjønne Algier.

Deres takn. hengivne
H.C. Andersen.

Efterfølgende gengives så det samme brev efter originalbrevet (denne brevudgaves nr. 181), hvor Reumerts udeladelser er fremhævet med fed skrift og hvor hans ændrede formuleringer er sat i skarp parentes:

Kjøbenhavn den lste Mai 1870.

Kjære Fru Melchior!

I forgaars modtog jeg [Tak for] Deres prægtige, riigholdige Brev, det jeg meget længtes efter, henved en Maaned var gaaet siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem, stilet til mig selv. [og] Tak for Blomsterne De lagde i Brevet, dog endnu mere frisk og duftende havde De lagt een endnu som mine Tanker løftede ud og saa blomstre, det deilige bøgestore Orangetræ med sin Blomstersnee og de gule Roser som slyngede sig op om Stammen. Jeg fornam selve Duften; jeg sad under Træet og legede med det lille nødebrune Barn; jeg fortalte lille Marie om hende, da jeg senere besøgte Henriques; Deres Svigerinde Fru Therese talte med saa megen Kjærlighed om Dem, længtes saa inderligt efter et Par Ord fra Dem; beklagede saa meget at hun var saa lidt skikket til at skrive Breve, ikke havde Stemningen men hele Hjertelaget; hendes Mand skulde skrive og give Halvdelen fra dem hver. De som er saa hjertens god, glæd hende med en lille, ganske lille Skrivelse. Læg den som en Blomst, et Blad, ind i et af de første Breve De sender hjem og jeg veed De skaffer hende en stor Glæde. [Henved en Maaned er gaaet, siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem.] — Alt hvad De fortæller [har fortalt] mig om Landets Deilighed [d.v.s. Algier], om Folkelivet og det skjønne Foraarsveir fylder mig, med Længsel efter at komme der! hvor det dog var ilde at jeg slet ikke betids følte Trang dertil, ja næsten maa jeg tilstaae, Skræk derfor. Jeg syntes der forestod mig noget ondt. Kan der være en Anelse om Sligt, da har jeg følt den og faaet den og saaledes fulgt “høieste Villie! mon jeg skulde komme til Algier? mon jeg der et kommende Aar skulde samles med Dem, Deres Mand og Børn? Ja det er næsten som at vilde [ville] tyde Begivenheder i Maanen. Jeg har ikke for Øieblikket Lyst [til] at reise, og dog har jeg atter en Længsel efter at komme afsted, men jeg veed [ei/ikke] hvorhen, det er alene ud i Solskinnet, ind under grønne Træer, fornemme [fornæmme] Foraaret rundt om mig. De har det nu i hele dets rige Fylde og i Sydfrankrige vil det jo ogsaa nu blomstre, jeg saae det i Cannes, hvor jeg paa Hjemreise blev i to Dage. Den første Dag jeg var der med Jonas Collin, blæste ikke en Vind, Solen skinnede varmt, Paaskelillier og Primulaer blomstrede, Mandeltræernes Knopper svulmede store; det var den eneste sollyse Dag paa hele min Reise, Dagen derpaa var det regnfuldt og Middelhavet væltede svære Bølger. Nu er De snart i den lille venlige By, er der, jeg formoder det, ogsaa med Deres Mand, som vel ikke flyver mod Danmark, naar De er naaet Marseille. Gid jeg var hos Dem! ja gid jeg mødte Dem i Schweiz! — dog Vaaren kommer vel snart til Danmark og De og Deres kommer naar der “rides Sommer i By”! — Jeg bliver til ind i Mai her paa Høibroplads, da det [der] synes ikke at være Hindring derfor; saa flyver jeg, maaskee den 12 til Espe, til Basnæs, til Holsteinborg, eller — ja kommer der en Guldregn fra Lotteriet, eller fra ukjendt Stormand i England eller Amerika, der indsætter mig til Universal-Arving, ja saa flyver jeg Dem imøde, ellers — og det er ogsaa godt, saa faar jeg noget bestilt, bliver jeg i Hjemmet og nedskriver det Meget [hvad] min Musa fortæller mig. Paa Høibroplads har hun hyppigt forundt mig Vesit og jeg har at læse for Dem “Hvad hele Familien sagde”, “Oldefaer”, “Lysene” og “det Utroligste”. Igaar begyndte jeg et nyt Eventyr: “Lykke-Peer”. — Fra Bloch og hans Frue har jeg mange Hilsner til Dem, han er i forgaars blevet Professsor. For Tiden maler han paa “Korsfæstelsen”, man seer Christus ophængt paa Korset, Marie ligger besvimet, Marie Magdalene hensjunken i Smerte og Arimathia staaer deeltagende hos dem. — I Fredags er Professor Høyen død, han laae en otte Dage tilsengs men leed ikke. Det er underligt at mærke hvorledes Rækkerne af betydende Mænd fortyndes, hvilken Skare har jeg dog kjendt som Alle ere flyvne hen — “som Skyen der ikke kommer tilbage!” — Jo nærmere man selv staaer for Tour til Reise ind i “det ubekjendte Land”, des oftere kommer det Een i Tanken: hvor og hvorledes? og ligemeget vide de Viseste og de Eenfoldigste. Lille Marie Henriques spurgte forleden sin Moder i stor Alvor: Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen eller ligger hun i den gode Guds.” Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hinsides, men er vor stort klogere? — Nu, jeg stoler paa: “det bedste skeer!” — Med mit legemlige Befindende er det i de sidste fire, fem Dage godt, jeg generes ikke længer[e] af de kunstige Tænder, men da to af de naturlige under alle Prøvelser ere ifærd med at gaae deres Vei, frygter jeg for at en ny Tour forestaaer, men efter denne er det vel heelt overstaaet. De seer altsaa hvor ung jeg igrunden er: “jeg skifter Tænder”, som det jo kaldes. Igaar tilbragte jeg Middagen hos Deres Svoger Hr Moses Melchior, den unge forældreløse Hollænderinde, som nu er kommet her til, var netop indtruffet ledsaget af den unge Hr Dehn fra Hamborg; hun saae ganske quik ud. Deres Datter Fru Johanne var livlig og glad ved Eventyret: det Utroligste. Idag har Frøken Jette Melchior sit store Børne-Selskab. Igaar gik jeg tidlig fra Familiekredsen for at faae en Plads i Theatret hvor [opførtes] Wagners Opera “Lohengrin” første Gang blev opført og tog sig godt ud; den gjorde Lykke, Frøken Pfeil og Choret bidrog især hertil. Det nye Drama: et rigt Parti af Fru Magdalene Thoresen er meget beslægtet med “De Nygifte”, men i dette kommer Aandrigheden indenfra, her synes den hængt paa udenfra, det er et bredt tungt Arbeide, der neppe holder sig paa Scenen, dog vidner det om en begavet Forfatterinde, kun ikke for Theatret. Dette Brev haaber jeg kommer til Dem før De forlader det foraarsskjønne Algier. Hils Deres Mand og Døttre paa det hjerteligste.

Deres taknemligt hengivne
H.C. Andersen.

Det ville være en nem sag at gå videre ad denne vej og påvise talrige udeladelser og drastiske omformuleringer i mange breve, men det ville føre alt for vidt. Det her gennemgåede brev må stå som et eksempel blandt mange. I denne sammenhæng fristes man til at citere H. Topsøe-Jensen, vor fremmeste udgiver af HCA-korrespondancer, der som en sidebemærkning til sin kritik af Edvard Collins behandling af HCA-tekster, får affyret denne salve mod Elith Reumerts do.: “At denne forkastelige Fremgangsmaaade endnu i vore Dage har haft sine Tilhængere, beviser Elith Reumerts Bog 'H.C. Andersen og det Melchiorske Hjem' (1924), et afskrækkende Eksempel paa uforsvarlig Dilettantisme”29. Så kan det vist ikke siges tydeligere!

I de år, hvor nærværende udgiver har haft denne brevudgave i arbejde, er adskillige breve dukket op på auktioner. Hver gang kunne antallet af breve, som hidtil kun kendtes gennem Reumerts afskrifter, glædeligvis reduceres, idet udgiveren har haft mulighed for tage de udbudte breve i øjesyn. Og hver gang har det vist sig, at der var adskillige afskriverfejl — bevidste eller ubevidste — at korrigere, ligesom et ikke ringe antal passager, som Reumert havde udeladt, da har kunnet indføjes på rette sted.

For god ordens — eller fuldstændighedens — skyld skal det også anføres, at Reumert undertiden blander brevteksterne sammen, samler dele fra to breve til et brev. Som et eksempel herpå kan tages et brev fra DM til HCA, dateret Kbh. 9/5 1872 (ER s. 177, her brevene nr. 253 og 250, fra henh. 9. og 3. maj 1872). I det sidste af disse breve kommenterer DM den “knappenålshistorie”, som HCA har fortalt om i brev nr. 252, hvorefter hun fortsætter med at berette om en koncert, hvor Hartmanns “Vølvens Spaadom” uropførtes i Musikforeningen, samt om de af Georg Brandes genoptagne forelæsninger, hvilket altsammen udgør en del af hendes brev af 3. maj (brev nr. 250). Sidstnævnte brev er et af de breve, som Reumert har fravalgt. Men desværre har han også, i sin gengivelse af DM.s 9/5 1872-brev (nr. 253) undladt at medtage DM.s beretning om det berømte af socialister og militær plus politi netop udkæmpede “slag på Fælleden”, som hun selvsagt ikke var øjenvidne til, men hvor hun fint gengiver den uhyggestemning, der bredte sig i København, sådan som denne stemning oplevedes af en bourgeoisifrue, der i de samme dage var travlt beskæftiget med afvikling af en velgørenhedsbasar, hvis provenu skulle komme ubemidlede medborgere til gode! Her må man erindre, at samme bourgeoisifrue året før i danske aviser havde kunnet læse alarmerende beretninger om kommunardopstanden i Paris, om befolkningens sult under de to belejringer af den franske hovedstad, efterfulgt af regeringshærens blodige nedkæmpning af opstanden. Det virker på denne dystre baggrund helt absurd, at fru Melchiors største bekymring i denne situation gik ud på, at den unge kronprinsesse havde undladt at melde afbud til et arrangeret “preview” af hendes sømandsbasar, forinden den åbnedes for publikum.

Det er tidligere i denne indledning nævnt, at adskillige brevtekster kender vi stadigvæk kun i Reumerts gengivelse af dem. De netop omtalte mangler, som de fleste af hans brev gengivelser er behæftet med, maner til forsigtighed ved brugen af hans bog.

V

Der er unægtelig i det foregående fremsat mange kritiske bemærkninger om Elith Reumert og hans tekstbehandling af brevene i Melchior-bogen, men — som det flere gange er understreget — så var det hans primære hensigt at skrive en bog om venskabet mellem H.C. Andersen og familien Melchior, ikke at udsende en brevudgivelse. Vel også af den grund har han forsynet sin bog med “forbindende tekster” eller “mellemtekster”, som udfylder tomrum i brevvekslingen, forårsaget af begge parters samtidige nærværelse i København og deraf følgende manglende behov for at udveksle breve. Lige bortset fra den allersidste sygdomsmærkede periode i digterens liv, hvor fodposten eller et eller andet bud måtte bringe besked til Melchiors om en aftale der ikke kunne holdes. Disse forbindende teksters indhold har Reumert fortrinsvis hentet i digterens dagbøger, som Louise Melchior udlånte til ham sammen med brevene. Derfor kan hans bog — stadigvæk — læses i sammenhæng og give god besked om dette venskab, dets forløb og karakter.

Andre brevudgivelser — som er ment som brevudgivelser — har fulgt samme princip, således at mellemtekster binder de forskellige grupper af breve sammen. Det gælder eksempelvis H. Topsøe-Jensens udgivelse af brevvekslingen med Henriette Wulff (1959) og Kirsten Dreyers udgivelse af de breve, der udveksledes mellem H.C. Andersen og henholdsvis Jonas Collin d. yngre (2001) og Signe Læssøe og hendes kreds (2005). I andre brevudgivelser har man nøjedes med at lade brevteksterne stå alene, blot placeret i kronologisk rækkefølge. Det er f.eks. tilfældet med Carl Behrend og H. Topsøe-Jensens store udgivelse af brevvekslingen med Henriette og Edvard Collin (1933-37), med Topsøe-Jensens udgave af brevvekslingen med Jonas Collin d. Ældre (1945-48) og det gælder også Kirsten Dreyers udgivelse af brevene til og fra Lucie og B. S. Ingemann.

Nærværende udgiver — som det så formelt hedder — har valgt at udsende brevene som ren tekst og altså uden forbindende tekster. Dels er de mellemliggende tidsrum, som ikke dækkes af breve, ikke af særlig lang varighed, dels er de ofte dækket godt ind af brevteksterne selv, som i mange tilfælde indeholder passager om, hvad der er passeret og hvad der fremover forventes at skulle ske. Og kommentarerne må også, i kraft af deres fylde, i nogen grad kunne råde bod på manglende forbindende tekster.

Endelig er der nutildags — først som sidst — den fine, fuldstændige og helt uundværlige udgivelse af H.C. Andersens dagbøger at gribe til, dersom man gerne vil have alt med. Udgiveren erkender villigt og gerne sin store gæld til dagbogsudgivelsen. I den har han kunnet hente utallige af de informationer, som fylder godt op i kommentarbindet.

Som det fremgår af de s. 405 og s. 408 givne gengivelser af et originalbrev fra henh. H.C. Andersen og Dorothea Melchior er den skrift, de benyttede sig af, ikke just svær at “dechiffrere”, forudsat at man da er fortrolig med læsning af gotisk skrift. Andersens skrift blev med årene noget sjusket, hvilket i ikke ringe grad satte sig præg på endelserne i hans ord. Det kan ikke altid afgøres med sikkerhed, om et ord ender på -e, -en, -er eller endog -erne o.s.v., men disse problemer kan som regel klares ved at betragte det “tvivlsomme” ord i sin sammenhæng med de omkringliggende ord. For bogstaverne c og k kan det i mangfoldige tilfælde ikke afgøres, om Andersen har villet skrive det ene eller det andet, ligesom det kan være svært at afgøre, om han har villet benytte lille eller stort bogstav. Også for bogstaverne d og D er det ofte umuligt at afgøre, om Andersen har villet skrive lille eller stort begyndelsesbogstav. I mange tilfælde har han jo benyttet lille begyndelsesbogstav, hvor vi ville forvente et stort, ved substantiver. Alt dette er imidlertid kun petitesser, som udgiveren stilfærdigt har tilladt sig at tyde efter den tids sprogbrug og den retskrivning, som Andersen — og hans samtid — normalt benyttede sig af.

Manglende bogstaver eller ord er anført i [ ], og hvor der ligefrem er tale om huller i papiret, er det også forsøgt at rekonstruere, hvad der ud fra sammenhængen kan formodes at skulle stå, i nogle tilfælde med brug af Andersens egen stavemåde. I [ ] har udgiveren også meddelt, hvad der måtte være en overstregning, tilføjelse over / under linjen eller i margenen. I [ ] har udgiveren ligeledes anført en eventuel udskrift, der så er anført i betragtelig afstand fra teksten, f.eks. en adresseangivelse. Dem er der nu ikke mange af, for i langt de fleste tilfælde blev brevene fremsendt i kuverter.

Kuverter er iøvrigt er bevaret i betragteligt antal (i privateje), desværre løsrevet fra de breve, som kuverterne i sin tid har “transporteret” fra afsender til modtager. Det kunne være fristende at “genforene” kuvert og brev, men kuverternes stempler er undertiden så utydelige, at man kan gå galt i byen i sine genforeningsforsøg. Det er iøvrigt morsomt at se, hvorledes kuverterne undertiden er forsynet med poststempler fra adskillige byer. Igennem disse kan man så at sige følge brevene på deres vej, i deres “jagt” på modtageren, som normalt i den by, han eller hun forlod, efterlod besked på posthuset eller andet sted, med angivelse af, hvortil eventuelle breve kunne eftersendes.

Kun i ganske få tilfælde har det været nødvendigt at “korrigere brevskriverne” og anføre det eller de ord, som de rettelig burde have anvendt, såfremt læserne ret skal kunne forstå, hvad de har villet udtrykke. Og som hovedregel gælder det i denne brevveksling, at den gengivne retskrivning og tegnsætning (ortografi og interpunktion) er brevskrivernes. Sligt er der ikke ændret på, heller ikke i tilfælde, hvor det for en udgiver kunne være fristende at gøre det, til fremme af forståelsen. I denne sammenhæng skal det ikke glemmes, at samtiden havde et ret så afslappet forhold til den rette stavemåde og den korrekte tegnsætning.

Understregede ord gengives her i kursiv, og glemte “halve” citationstegn eller parenteser er stilfærdigt indsat, uden udgiveranmærkning herom.

Til slut må det endnu en gang betones, at både H.C. Andersen og Dorothea Melchior havde en endog meget stor korrespondance at tage vare på. Afviklingen af denne og af deres “brevgæld” — ikke til hinanden, men til andre af deres korrespondenter — var konstant et problem for dem. Ikke så underligt, at der undervejs indsneg sig både graverende stavefejl og forunderlige tegnsætninger.

Noter

1. Holger Laage-Petersens Samling, mss. 676-80, KB. tilbage

2. Paul V. Rubow, i BHenriques, s. 13. tilbage

3. Iflg. mundtlig medd. fra Kristian Hvidt (oldebarn af ægteparret Henriques). tilbage

4. Dagbøger VI, 189. tilbage

5. Dagbøger VI, 280. tilbage

6. Axelline Lund: Spredte Erindringer, s. 99.f. tilbage

7. A Bournonville: Mit Theaterliv, III s. 253. tilbage

8. Gustav Aron Henriques: Efteraarsløv. Løse blade samlede i 1919 af Gustav Aron Henriques, s. 29 f. (utrykt, privateje). tilbage

9. Ifølge mundtlig meddelelse af oldebarnet Carl H Melchior 2005. tilbage

10. Moses & Søn G. Melchior 1761-1961 (jubilæumsskrift, redaktion: Povl Martin-Meyer). Kbh. 1961. tilbage

11. Sophie Melchior: Lejlighedsting (håndskrift, forfattet 1875 af den ofte i brevvekslingen forekommende Sophie Melchior, kusine til M.-børnene, og foræret Augusta Melchior til hendes konfirmation, nu tilh. The Cotson Children& s Library, Princeton University). tilbage

12. Rolighed ejedes i 1. halvdel af 1800-tallet af ægteparret general J. H. Hegermann og forfatterinden Louise Lindencrone (sen. Hegermann-Lindencrone). Om sommeren samlede de omkring sig en kreds af “skønånder” såsom Steffens, brødrene Ørsted, Oehlenschläger, Ingemann, Mynster og Sibbern foruden fru Gyllembourg og Carl Bernhard. – De første år efter erhvervelsen bibeholdt familien M. huset som det var, men 1869-70 (mens DM var med 3 af døtrene i Algier og familien på det nærmeste var splittet for alle vinde) blev det meget udvidet og kraftigt ombygget, hvorved det fik en stil, som man vil kalde “Rosenborg-stil”. Efter ægteparret M.s død (1884-85) beholdt de længstlevende børn Rolighed indtil ind i 1890'erne. Da var omgivelserne forandret til ukendelighed. Boligkomplekser og industribygninger skød op rundt om, og ved anlæggelsen af Kystbanen og Frihavnen ville Rolighed blive afskåret fra enhver forbindelse med Øresund. På initiativ af den franskfødte, danskgifte billedkunstner Joseph Aneelin opsattes 4/8 1927 en mindeplade på ejd. Gl. Kalkbrænderivej 16, som oplyser, at her lå det Rolighed, hvor H.C. Andersen døde, ligesom slutningslinjerne fra HCAs digt “Rolighed” citeres. tilbage

13. Ole Lange: Stormogulen (C.F. Tietgen) s. 76 og s. 329. tilbage

14. Familieminder tilegnet vore Efterkommere, 1915, s. 50. tilbage

15. L.I. Brandes: Mine Arbejders Historie, s. 55 f. tilbage

16. Å. Petersen: H.C. Andersens protegé, 1967. tilbage

17. Clara Heinke: Etwas von Andersen. Allgemeine conservative Monatsschrift für das christliche Deutschland, 1882, s. 269 f. tilbage

18. Edmund Gosse: To Besøg i Danmark, s. 86 ff. tilbage

19. Ifølge skattebøger for København blev MGM i årene omkring 1870 beskattet af en indkomst på 35.000 rdl, hvilket var en betydelig indkomst, men han var ikke – hvad man sommetider ser angivet i HCA-litteraturen — Københavns rigeste mand. Denne position havde på dette tidspunkt lensgreve og konseilspræsident e. E. Frijs med en årlig indkomst på 250.000 rdl., og blandt rigmændene figurerer også grosserer Ole B. Suhr, fra det Suhrske handelshus (100.000 rdl.). Brødrene Moses og Israel B. Melchior, der var medindehavere (kaldet associés) af firmaet Moses & Søn G. Melchior, havde indkomster på henh. 18.000 og 13.000 rdl, og DM.s broder Martin beskattedes af en indtægt på 12.000 rdl. – Til sammenligning: H.C. Andersens skattepligtige indkomst var sat til 2.000 rdl., hvilket dog var vel lavt ansat, idet han foruden den årlige statslige forfatterunderstøttelse på 1.000 rdl. gennemsnitligt fik 1.400 rdl. pr. år i honorarer fra C.A. Reitzels forlag. Måske skulle også MGM.s indkomst sættes noget højere end de nævnte 35.000 rdl.? tilbage

20. Folkeholdets størrelse fremgår af de såkaldte politimandtaller, som “husfædrene” indsendte hvert år maj og november. Som “tyende” opførte MGM 7-8 personer, anført af husjomfruen, jomfru Stenholdt. Sammenlignet med “overboen” redaktør Carl Ploug og “underboen” grosserer Heinrich Hirschsprung er familien M.s folkehold nærmest dobbelt så stort som disses. tilbage

21. Axelline Lund, Erindringer om H.C. Andersen, i Husmoderens Blad (10. årg. nr. 14, 1905). tilbage

22. Interview med sønnen Carl H Melchior, som bragtes i "Nationaltidende" 30/3 1930 i anledning af 125 året for HC. Andersens fødsel. tilbage

23. Martin R. Henriques' breve til H.C. Andersen er tilgået Det kgl. Bibliotek, hvor de er opbevaret sammen med Andersens breve til familien (Ny kgl. Samling, 4681, 4). tilbage

24. Vagn Dybdahl: Et dansk handelshus i Australien. Melchior & Co. 1853-62, i Erhvervshist. Årbog IV, 1952. tilbage

25. BJonas Collin s. 158. 26. En af de bevarede fortegnelser har påskriften 1935, og i betragtning af, at Louise Melchior døde 15/11 1934, er det meget rimeligt, at hendes bo ikke var færdigbehandlet før i løbet af 1935. tilbage

26. En af arvingerne, broderdatteren Helga Carla Melchior, har givet en malende beskrivelse af sin oprydning i lejligheden på Højbroplads efter fasterens død, jvf. “Tante Helga fortæller”, 1973-74, s. 3. tilbage

27. Tante Helga fortæller — før sin 80 års dag den 22. maj 1973. tilbage

28. Udg. af denne brevveksling må da indrømme, at der i de her fuldstændigt udgivne breve er en betragtelig mængde “small talk”, som hverken “belyser eller belærer”, men også denne “small talk” er dog med til at tegne et billede af det milieu og den tid, brevene hidrører fra. Og det kan diskuteres, om man med fordel kunne have udeladt denne eller hin meddelelse fra kredsen omkring familien Melchior eller nogen af de mange hilsener, som viderebringes fra brevskriveren til -modtageren. Det gjorde selv H. Topsøe-Jensen og Carl Behrend i deres store udgave af Andersens brevveksling med Edvard og Henriette Collin (BEC VI s. 9), men netop ud fra det synspunkt, at Dorothea Melchior var overbevist om, at også slige meddelelser — og hver en hilsen — ville interessere H.C. Andersen, har udg. undladt at foretage nogensomhelst form for forkortelser. tilbage

29. H. Topsøe-Jensen: Mit eget Eventyr uden Digtning (disputats), Kbh. 1940, s. 119. tilbage