Debuten og de tidlige år (1822 - 1835)

1822 var året, H.C. Andersen den 9. august første gang fik trykt sit navn som forfatter, under en scene af dramaet "Røverne i Vissenbjerg i Fyen" i A.P. Liunges tidsskrift Harpen. Allerede i juni 1822 (foromtale i avisen Dagen d. 12. juni) udgav han under pseudonymet Villiam Christian Walther (navnet dannet af digternavnene William Shakespeare, Andersens eget navn (han kaldtes Christian, ikke Hans) og Walter Scott) sin første bog Ungdoms-Forsøg. Der blev ikke solgt en eneste. En boghandler forsøgte at sælge den igen med et andet titelblad i 1827, men det lykkedes heller ikke da.

H.C. Andersen fik sit afgørende gennembrud med det smukke og sentimentale digt "Det døende Barn". Digtet blev trykt i A.P. Liunges avis Kjøbenhavnsposten d. 25. september 1827 sammen med en tysk oversættelse ved Ludolph Schley. Forinden, i sommeren 1827, havde denne oversættelse uden Andersens vidende været trykt i en avis i Libau i Østpreussen.

Den egentlige debut som digter fik H.C. Andersen den 2. januar 1829 med den ironiske, vittige og forbløffende moderne Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Han udgav bogen på eget forlag, fordi Reitzels Forlag ikke ville betale ham hvad han forlangte. Førsteoplaget på 500 eksemplarer blev hurtigt udsolgt, og C.A. Reitzel købte rettighederne til andet oplag af Andersen for den pris, han havde forlangt for bogen - 100 rigsdaler.

De følgende år slog Andersen især igennem som lyriker. Han udgav 4 digtsamlinger fra Digte (1830) til Aarets tolv Maaneder (1832) og udgav sine Samlede Digte allerede i 1833!

Sideløbende med at slå sit navn fast som lyriker omkring starten af 1830'erne skrev H.C. Andersen en del dramatiske værker, der blev opført på Det Kongelige Teater, bl.a. Kjærlighed paa Nicolai Taarn (1829), Ravnen (1832) og Dronningen paa 16 Aar (1833).

Romanerne (1835 - 1870)

Romaner var i starten af 1830'erne en ny og næsten uprøvet genre i Danmark. Kun B.S. Ingemann havde skrevet historiske romaner. H.C. Andersen havde udgivet to større prosaværker, Fodreise, der ikke er en rejsebeskrivelse, men nærmere en roman, og rejsebogen Skyggebilleder (1831).

Selvom debutbogen Fodreise kan betegnes som en roman, regnede H.C. Andersen Improvisatoren (9. april 1835) for sin egentlige og storslåede romandebut. Improvisatoren og de to følgende romaner O.T. (1836) og Kun en Spillemand (1837) grundlagde H.C. Andersens berømmelse i Europa.

Andersen skrev foruden de tre ungdomsromaner De to Baronesser (1848), At være eller ikke være (1857) og Lykke-Peer (1870).

Eventyr (1835 - 1872)

Kort efter romandebuten udkom det første hæfte med Eventyr, fortalte for Børn (8. maj 1835). Hæftet indeholdt eventyrene "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus", "Prinsessen på ærten" og "Den lille Idas blomster".

H.C. Andersen anså i begyndelsen ikke eventyrene for sin primære genre. Han mente, romanerne var hans egentlige felt og at de skulle skaffe ham størst berømmelse. H.C. Andersens ven, naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, var den første til at erkende formatet af Andersens eventyrdigtning og skrev til Andersen, at hvis romanerne gjorde ham berømt, ville eventyrene gøre ham udødelig. Det mente Andersen ikke, men det skulle vise sig at være sandt.

Forfatterskabet som helhed

H.C. Andersens forfatterskab som helhed havde, ligesom i de første år, der er skitseret her, stor bredde. Efter 1835, hvor H.C. Andersen havde etableret sit navn, fulgte i en ubrudt strøm og sideløbende resten af livet romaner, digte, eventyr, skuespil, rejseskildringer og selvbiografier. I de tidlige år dominerede lyrikken, i de senere eventyr og historier.

Med den voksende succes fulgte naturligvis berømmelse og velstand. H.C. Andersen forblev meget opmærksom på sine pengesager hele livet og følelsen af at være den grimme ælling i andegården forlod ham aldrig helt. Han higede efter anerkendelse, men selv da han fik den, kunne han på den ene side ikke helt undslippe den bitre og ydmyge følelse af at være den fattige opkomling fra provinsen og bevarede på den anden side et klarsyn på, hvad berømmelse og status er værd. Trods sin ubændige ambition og opstigningen fra fattigdom til de højeste sociale lag i samfundet bevarede H.C. Andersen hele livet respekt og varme for sit sociale ophav - de jævne eller ligefrem fattige folk.