H.C. Andersen centret

på kommende auktion hos Bruun Rasmussen er der en sølv saucekande med greb formet som et løvehoved og udført af A. Michelsen. Indgraveret i gaven: "H.C. Andersen, den 2. februar 1850. Til Jonna fra din ældste Ven."

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Johan Ludvig Heiberg anmeldte H.C. Andersens debutbog, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 , rosende i sit tidsskrift Maanedskrift for Litteratur , bd. 1, 1829, s. 169-172.
Heibergs førende position i datidens københavnske kulturelite gav hans ord vægt, og den positive anmeldelse af Fodreise har været med til at grundlægge Andersens succes, også selvom Heiberg og Andersen senere kom på kollisionskurs (jvf. bl.a. Kritik af H. C. Andersen ).
HCA udgav Fodreise på eget forlag, fordi Reitzel ikke ville betale de 100 rigsdaler, HCA havde forlangt. Oplaget (500 eksemplarer à 1 rdl.) blev hurtigt udsolgt. C.A. Reitzel købte derefter retten til at udgive 2. oplag af HCA og måtte betale de forlangte 100 rdl.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/334)

Aar 1829, Tirsdag, 24de November. No 174. Christian Iversens til Forsendelse med Brevposten i de kongelige danske Stater kongelig alene autoriserede Fyens Stifts Avis, og Avertissementstidende, forlagt, trykt og udgivet ved Kirstine Marie sal. Iversens.
På side 3: Hr. H. C. Andersen vil til Nytaar, paa eget Forlag, udgive en Samling i et Bind af sine i forskjellige Tidsskrifter adspredte Digte i Forening med endeel ikke før publicerede Smaastykker og et humoristisk Eventyr: "Dødningen". Denne Samling vil blive trykt paa Velinpapir og leveres Subskribenterne, heftet i smukt Omslag, for 1 Rbn.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/754)

Trykt i Christian Iversens Kgl. alene priviligerede Fyens Stifts Avis og Avertissements-Tidende 20. 9. 1830, Nr. 140.
På side 1: Subskriptionsplan. Phantasier og Skizzer af H. C. Andersen. Under ovennævnte Titel vil til Nytaar 1831 paa mit eget Forlag udkomme en Samling af Poesie og Prosa, en Art af danske Reisebileder, blandede med andre Digte og Capriccier f Ex Badens latinske Grammatik, behandlet som en claurensk Novelle, m. m., hvoraf kun lidet hidtil er bekjendt. / Bogen, trykt paa fiint Velin og heftet i smukt Omslag, vil for Subskribenterne ikke overstige 1 rbdr Sedler. / Subskribentsamlerne tilstaaes paa Exempl. det 9de frit. De paategnede Planer ønskes i det seneste i Slutningen af November Maanede tilbageleverede i store Kongensgade No. 33. / Kjøbenhavn, d. 11te September 1830. / H. C. Andersen. / Subskription modtages i den Iversenske Avisexpedition.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/758: no 140, 20.9.; 2000/759: no 148, 5.10; 2000/756: no 145, 1.10; 2000/775: no 159 26.10.)

Aar 1830, Fredag, 29de Oktober. No 160. Christian Iversens til Forsendelse med Brevposten i de kongelige danske Stater kongelig alene autoriserede Fyens Stifs Avis, og Avertissementstidende, forlagt, trykt og udgivet ved Kirstine Marie sal. Iversens. [På bagsiden: Redigeret af J. Hanck].
På side 4: Hr. H. C. Andersens romantiske Opera: "Ravnen", der er antaget til Opførelse paa det kgl. Theater, er givet Hr. Sekretair Hartmann at komponere. Denne unge Komponist, som allerede ved flere gehaltrige Arbeider har lagt sin Dygtighed for Dagen, vil udentivl med Ære skille sig fra denne sin første komposition for Theatret.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/757)

"Et Børne-Eventyr" kalder HCA den lille fortælling, han i rejsebogen Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831 (udkom 19. september 1831) fortæller sig selv for at berolige sig efter at have set skuespillet "Drei Tage aus dem Leben eines Spielers" i Braunschweig. Teksten optræder som en del af 4. kapitel, s. 33-35 i Danske Klassikere-udgaven af Skyggebilleder v. Dansk Sprog- og Litteraturselskab, Borgen, Kbh. 1986.

H.C. Andersen nævner eventyret i Mit livs eventyr (1855, her citeres fra Gyldendals udg. 1975, bd. 1, side 288):

I "Harzreisen" [ Skyggebilleder ] findes egenlig mit første "Eventyr" under Afdelingen Braunschweig , hvor det fremtræder ironiserende med Dramaet "drei Tage aus dem Leben eines Spielers"

Teksten er online her på H.C. Andersen-Centrets netsted .

Smudstitelblad Eventyr. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). Tekst: 61 Sider. - Indholdsfortegnelse. S. [62]. - 8vo - Pris 24 Sk. (Udkom 8. 5. 1835).

Indhold.

267. Fyrtøiet
(Saml. Skr. XIII, 1). p. 1
268. Lille Claus og store Claus
(Saml. Skr. XIII, 9). p. 17
269. Prindsessen paa Ærten
(Saml. Skr. XIII, 21). p. 42
270. Den lille Idas Blomster
(Saml. Skr. XIII, 22). p. 45

Med dette Hæfte begynder Udgivelsen af en Serie Eventyr bestaaende af 2 Bind betitlet: Eventyr fortalte for Børn, som udkom ialt i 6 Hæfter. Af praktiske Grunde skal her gives en Oversigt over Udgivelsen af alle Hæfterne, idet det dog skal bemærkes, at de enkelte Hæfter vil blive beskrevet under de Aar, i hvilke de er udkomne.
Serien bestaar af følgende Hæfter:

Eventyr fortalte for Børn:
			1. Oplag.	2. Oplag	3. Oplag
1.	Hæfte	(61 Sider).	1835.	1842.	1845.
2.		(76 ).	1835.	1843.
3.		(60 ).	1837.	1846.

Eventyr fortalte for Børn. Ny Samling:
			1. Oplag.	2. Oplag
1.	Hæfte	(58 Sider).	1838.	1846.
2.		(53 ).	1839.	1847.
3.		(49 ).	1842.	1847.

De 3 førstnævnte Hæfter danner 1. Bind, og med Udgivelsen af 3. Hæfte 1837 medfulgte: 1) nyt Titelblad (fælles for de 3 Hæfter). 2) Forord (med Overskriften: Til de ældre Læsere) VIII Sider samt 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter. De 3 sidstnævnte Hæfter (Ny Samling) danner 2. Bind og paa samme Maade som med 1. Bind medfulgte med Udgivelsen af 3. Hæfte i 1842: 1) nyt Titelblad med Betegnelsen Andet Bind. 2) Blad med Tilegnelse til Fru Heiberg (den samme Tilegnelse som findes i 2. Hæfte 1839). 3) Indholdsfortegnelse over alle 3 Hæfter.
Med Afslutningen af 3. Hæfte 1842 udgav nu Forlaget 1. og 2. Bind til en Pris af 72 Sk. pr. Bind. 2. Oplag af 1. Bind kom i 1846, og 2. Oplag af 2. Bind i 1847.
De forskellige Oplag af Hæfterne er meget ofte sammenblandede i de forekommende Eksemplarer, og da Hæfterne jo har Fællestitelblade til 1. og 2. Bind, er de enkelte Hæfters Titelblade ofte fjernede ved Indbindingen; da der imidlertid findes mange Afvigelser i Ortografien, Tegnsætningen etc. imellem de forskellige Oplag, vil man, hvis man skal undersøge et saadant Eksemplar, ved at benytte nedenstaaende Skema hurtigt kunne bestemme fra hvilke Oplag de paagældende Hæfter stammer.

1. Bind.			1. Oplag.		2. Oplag
1. Hæfte,	2,	Lin.	7 f. o.	kan heise Dig	- kan heise dig
	8,		7 f. n.	Cavalier	- Cavaleer
	10,		4 f. n.	bare et lille Øieblik	- bare et Øieblik
2. Hæfte,	5,		4 f. n.	groer	- groe
	33,		2 f. n.	kjender Du ham! veed	- kjender Du ham og veed
	34,		1 f. n.	stakkels	- stalkes
3. Hæfte,	6,		5 f. n.	Rosenblad	-Nosenblad
	6,		5 f. n.	blaa	- blaae
2. bind
1. Hæfte,	7,		6 f. o.	lille Gaaseurt	- unge Gaaseurt
	17,		6 f. o.	saadant	- saadan
2. Hæfte,	9,		1 f. n.	rigtig nok	- rigtignok
	52,		8 f. o.	Bøster	- Søster
3. Hæfte,	17,		2 f. n.	Tinsoldaterne	- Tindsoldaterne
	33,		8 f. o.	han (første Ord)	- ham

"Fra Pressen er udkommet: Æventyr, fortalte for Børn af H.C. Andersen, 1ste Hefte, Heft 24 Sk. C.A. Reitzel". Berlingske politiske og Avertissements-Tidende. 21.5.835.
Anmeldelser af Eventyr fortalte for Børn: Dannora, 1836, 74. - Dansk Literaturtidende, 1836, Nr. 1, 10 - Kjøbenhavnsposten 18. 7. 1837, Nr. 196, 795-96. - Søndagsbladet, Nr. 20, 17. 5. 1835, 320.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/85, 1971/86, anm.: A-675, A-738b, 1971/456)

Indbydelsesskrivt til den offentlige Examen i Odense Kathedralskole ved Adjunkt J. H. Trüzschler Hanck. Odense 1837. Trykt i det Hempelske Officin.
Med titelblad: Frontispice/Gravminde over Oluf Bager, [som nu befinder sig i Sankt Hans Kirke.] Epitafiet blev reddet af bogtrykker Iversen [ nedstammede i kvindelig linje fra Oluf Bager] ved Gråbrødre klosters nedbrydning.. Den egebjælke der er omtalt på side 1 findes i Møntergaarden. [H.C. Andersen omtaler epitafiet i "Brudstykke af en Rejse ... Sommeren 1829-30"].

(Bibliografisk kilde: HCAH 2007/103)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Portefeuillen 2. hefte: "'Eventyr for Børn' udkommet på tydsk og svensk". Indgående omtale af den tyske udgave fra Vieweg med 'nydelige Kobbere'.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

N. Lilja: "Til H. C. Andersen med hans porträt, på Oscarsdagen 1839. Portefeuillen, I, 5. hefte.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/394)

romantiskt skåd. på vers 5 a. af H. C. Anndersen [Mulatten), fritt öfr. af E. W. Djurström: O. 22 mars 1841 — 7 apr. 1842 . Förteckning öfver svenska skådespel uppförda på Stockholms theatrar 1737-1863 och Kongl. theatrarnes personal 1773-1863, med flera anteckningar

Corsaren, no 38 fredag den 23. Juli 1841. Ansvarshavende redacteur,udgiver og forlægger: R. p. Morthensen, cand.philos. På næstsidste side: Under overskriften "En Samtale" - - Stakkels H. C. Andersen, som har lidt så frygteligt i Grækenland og Tyrkiet (see O. Th's. A.)! - Og hvad har han da lidt? - "Ingen Ubehageligheder," men en forfærdelig "Uvished om de insurgerede Provindser", som varede hele fire Dage, indtil den femte, da han fik at vide, at Alt var roligt - hvorpaa han reiste: "Vi ville haabe, at Digteren fra denne Reise hjembringer et rigt Udbytte for hans Aand og Phantasie, og at Frugten deraf vil vise sig i nye Arbeider, der ville blive ham selv til Ære og hans og hans Muses talrige Venner og Velyndere til sand Glæde." (O. Th.'s A.)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-1)

Corsaren no 40 Fredagen den 6te August 1841. Heri på næstsidste side under overskriften: Scene i Odense: - Ifølge Breve fra Fyen reiste Digteren Andersen derigjennem, iført en fuldstændig græsk Dragt, hvorved især udmærkede sig en Hue med en stor forgyldt Kvast, der hang ned paa Digterens Skulder. Denne Kvast gjorde en saadan Opsigt paa Øen, at Folk endog stode stille paa Landeveien, naar han kjørte forbi, og sagde: Nei, see bare hans Kvast.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-660-2)

Album der Tiedge-Stiftung. Gaben deutscher Schriftsteller gesammelt und herausgegeben von dem Comité der Tiedge-Stiftung zu Dresden. Erster Band. Dresden. [august] 1843. 228 s.
Med bidrag af tyske forfattere - og H. C. Andersen som den eneste udlænding "in Copenhagen". Side 10 er digtet gengivet på dansk og side 11 på tysk: "Des Dichters letztes Lied. Nach dem Schwedischen[!] des H. L.[!] Andersen von C.O. Sternau [pseudonym for Otto Inkermann].
BFN har som første danske gengivelse BFN 459, 1844 i Gæa
HCA sender digtet med brev:

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Professor Carsten Hauch : "Nogle Bemærkninger med Hensyn til Digteren H. C. Andersens Poesie ", Dansk Ugeskrift nr. 197, anden række, den 30. januar 1846. Denne afhandling om H.C. Andersens digtning (det angår ikke kun digte) blev skrevet på opfordring af B.S. Ingemann som et dementi af en litterær karikatur af H. C. Andersen i Hauchs roman Slottet ved Rhinen (1845). Læs mere om anmeldelsens historie .

(Bibliografisk kilde: HCAH 1984/134, 1971/458)

Mit eget Eventyr uden Digtning (først udgivet på dansk af Helge Topsøe-Jensen, Nyt Nordisk Forlag / Arnold Busck, København 1942) udkom på tysk som bind 1 og 2 af den tyske udgave af H.C. Andersens samlede værker, Gesammelte Werke , under titlen Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung , januar-februar 1847 hos Carl B. Lorck, Leipzig. Gesammelte Werke var kontraktligt planlagt til 30 bind, men rummer med senere supplementer ialt 50.
Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung er Andersens første offentliggjorte selvbiografi. Den blev oversat til engelsk af Mary Howitt: The True Story of My Life . Denne oversættelse udkom sommeren 1847 under Andersens besøg i England, og samme år i en amerikansk piratudgave i Boston.
Brudstykker af Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung blev trykt i dansk oversættelse i Flyveposten d. 15., 16., 18., 19., 22. og 27. februar, hhv. nr. 38, 39, 41, 42, 44 og 49.

Billedbog uden Billeder udkom i flere omgange med et stigende antal aftener (afsnit). Det endelige antal var 33. Denne komplette form, der også er den første udgivelse af 32. og 33. aften, blev først offentliggjort på tysk på Lorcks forlag i Leipzig:

Bilderbuch ohne Bilder von H.C. Andersen. Leipzig, Verlag von Carl B. Lorck. 1847. Sonderausgabe von Andersen: Gesammelte Werke, 1847-72. Bd. 16.

En tilsvarende samlet dansk udgave af Billedbog uden Billeder udkom først i 1854 i bd. 7 af Samlede Skrifter . 32. og 33. Aften udkom dog på dansk i december 1847 i "Dansk Folkekalender for 1848", udgivet af grosserer M. L. Nathanson, jvf. BFN 523 .

Helsingfors, Finska Litteratur-Sällskapets Tryckeri, 1850. Heri s. 117-23: Rese-Anteckningar. 1833. Köpenhamn. [bl.a. besøg hos H.C. Ørsted og Oehlenschläger]. Specifikt den 20 februar 1833, s. 122 om HCA.

Den märkligaste figur i sällskapet ägdes i sitt slag otvifvelaktigt dock af poeten Andersen. Man taler om menneisor, hvilka hafva djurhamn; men aldrig har jag maken sett. Han hade till krop, ben, gång, ögon och hela ansigtet den fullkomligaste likhet med - en trana. Då jag såg honom, undrade jag, hvar jag hade sett någotbeslägtadt förr i min lefnad. Jag trodde först, att det varit någon menniska; men på en gång uppgick får mig ett ljus - det hade varit en trana. Det var så gifvet. Det enda skiljaktiga var, att tranan, oaktadt den vacklande gången, ändock har hållning på sjelfva kroppen; men den, som säger det om den hederlige Andersen, - ja den vill jag se i synen. Den långa, magra, smala figuren tycktes ej allenast gå af för hvart steg den tog, utan jag är fullt öfvertygad, at den efter ett eller annat års vinkande i sjelfa verket en vacker dag knäcks och går af. Det var verkligen plågsamt att se hans vandrande på golfvet. Vid hvart steg trodde jag, at han skulle ramla. För övrigt är han en snillrik och talentfull man. Kanske vi komma att göra sällskap med hvarandra mot södern; ty han har hopp om understöd till en sådan resa, ehuruväl Regeringen egentligen icke à l'ordinaire består ett sådant åt mer "än skald i sender", och en Hertz nuförtiden njuter det.

- Omtalt i: Dagens Nyheder, 11.3.1955 og Husmandshjem 29.3.1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Det er i den senere Tid blevet mere og mere sædvanligt, at en Forfatter, saasnart han har vundet nogen Berømmelse, begynder at samle sine Værker og besørger, som det hedder, en samlet Udgave. Imod denne Skik lader der sig en Del sige.
Vi skulle ikke lægge særdeles megen Vægt paa, at Mange have faaet de tidligere Udgaver kjære; det var igjennem dem, at Digteren vandt sin Berømmelse, og den Kjærlighed,man har knyttet til Indholdet, er gaaet over til den ydre Form; det er i alt Fald en Smagssag, skjønt vi godt kunne forstaae, at Følelsen berøres ubehageligt ved at see hine Udgaver forsvinde eller i alt Fald kun føre et Eneboerliv paa Bibliothekerne. Denne Samlen har imidlertid tidt en skadelig Indflydelse paa Digteren selv. Han bringes let til at optage mindre gode eller vel endog forfeilede Sager for at complettere Samlingen. Det er jo meget ofte Tilfælde, at Forældre elske mest netop deres vanskabte Børn, og det skulde være en usædvanlig begavet og heldig Digter, i hvis Lod det ikke var faldet at bringe adskillige saadanne til Verden. Hvis de ikke vare blevne optagne i Samlingen, vilde deres egne Feil efterhaanden have slaaet dem ihjel, medens de nu faae en længere Fremtid, end ønskeligt, og derved ofte virke forstyrrende paa det Indtryk, Eftertiden søger at danne sig af Forfatterens Virksomhed.
De "samlede Værker" indeholde en Opfordring for Publicum til at gjennemlæse Forfatteren under Eet. Er det nu Tilfældet, at en Forfatter enten altid har skrevet i samme Genre eller i samme Tone, eller har visse gjennemgaaende Eiendommeligheder, som langtfra at støde, endogsaa behage i de enkelte Værker, vil en fortsat, uafbrudt Læsning virke slappende, tilsidst kjedes man ved hvad der før behagede. Vi skulle anføre et Exempel. Igjennem alle H.C. Andersens Productioner gaaer der en eiendommelig Naivitet, som tiltaler og vækker Deltagelse i hvert enkelt Værk af ham; men man prøve paa at gjennemlæse de 22 vordende Bind af den samlede Udgave af hans Skrifter eller blot de allerede udkomne 14, og vi frygte meget for, at hint Indtryk ved Slutningen vil være svækket.
Men, siger man, det beror jo paa Læseren selv, han kan lade være, vælge et eller andet Stykke og læse det alene, uden Sammenhæng med de andre. Ganske vist, det kan man; men for det Første indeholder netop den Omstændighed, at det er en Samling, en Opfordring til det Modsatte, dernæst er det ingelunde saaledes, at den chronologiske Orden er fulgt, og den maatte man vel fortrinsvis tage Hensyn til ved Valget; i flere af vore Forfatteres samlede Værker er der ikke angivet Tiden for de enkelte Afdelinger, og man famler aldeles i Blinde, naar man ikke er Literairhistoriker ex professo [på fagets vegne] hvad den mindste Del af Publicum er. Saaledes findes hverken i Hverdagshistorierne eller i Heibergs poetiske Skrifter noget chronoligsk Datum. - - - -
Pr Fædrelandet, 11. November 1854.

Caroline von Göhren [Caroline von Zöllner]. Leipzig 1857. 130 S. [HCA omtaler bogen i brev . Niels Oxenvads resumé af bogen:

Christian Wohlgemuth oder der innere Beruf. Af Caroline von Göhren (= Caroline von Zöllner). Leipzig 1857. Det er for så vidt rigtigt – som HCA selv udtrykker det – at han syntes at læse sin egen livshistorie i denne lille bog på 130 oktavsider), men der er også forskelle. Det er helt evident, at forfatterinden har læst ”Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung” Den mest betydningsfulde lighed er den, at såvel HCA som CW sprængte de rammer, som deres omgivelser havde udstukket for deres liv efter barndommen. For dem begge lykkedes det at realisere en drøm om at blive selvstændig forfatter/digter, for HCAs vedkommende fortrinsvis ved egen kraft, for CWs vedkommende fortrinsvis ved tilfældighedernes spil og omgivelsernes hjælp. Såvel HCA som CW er skildret som sønner af fattigfolk, i begges tilfælde som søn af en lappeskomager og en mor, der virkede som vaskekone (HCA) eller sypige (CW). CW var imidlertid 1 ud af en søskendeflok på opr. 5, som dog ved en epidemi reduceres til 2, nemlig CW og søsteren Dorchen (Dora), hvis liv imidlertid ikke kan sammenlignes med det liv, som blev HCA.s halvsøster Karen Marie til del. Til forskel fra MEEuD og MLE førte skomagerfamilien ikke nogen isoleret tilværelse. Den havde en stadig og livlig kontakt med en nabofamilie, en velstående tømrermester, dennes kone og 3 sønner og 1 datter. Sidstnævnte døde dog som offer for den ovennævnte epidemi. De to familier foretog som regel en fælles skovtur en søndag i maj. Under en sådan fælles skovtur støder en lidt ældre præstesøn fra de to håndværkerfamiliers naboskab til selskabet. Denne bliver budt på kaffe og tilbyder til gengæld at underholde børnene og deres forældre med et eventyr, kaldet ”Der Rangstreit im Walde”. Efterfølgende udspørger han børnene om, hvilket af de i eventyret optrædende træer, de synes bedst om. Da turen tilsidst kommer til CW vælger han – til forskel fra de andre børn – ikke noget bestemt træ, men skovens træer som helhed og priser dem for deres evne til at overleve et stormfuldt uvejr og derpå forskønne naturen. Præstesønnen roser CW for hans fantasi og spår ham et fremtid som digter.
År hengår, og CW kommer lejlighedsvis på et greveligt slot uden for byen, og under et af disse besøg opdager han – mens han venter på, at en af tømrermesterens sønner skal dukke op - et eksemplar af ”Eines Dichters Bazar” af Andersen (sic) og bliver fuldstændig opslugt at dette værk. Senere bliver han også bekendt med såvel brødrene Grimms som A.s ”Märchen”, samt A.s digte og dramatiske værker, sidstnævnte i al hemmelighed og via tømrersønnen Karls hjælp udlånt fra en lærd hr. Hohfelds privatbibliotek. Hr. Hohfeld bliver derefter CW.s første velgører, sørger bl.a. for at han får en ordentlig skolegang, først i byens højere borgerskole, siden i et gymnasium. Efter endt studentereksamen drager CW – stadig på hr. Hohfelds foranledning – videre til universitetet i Heidelberg, hvor gode mennesker giver ham ”Freitische” flere gange om ugen og han finder et billigt tagværelse, hvor månen fortæller ham historier, jfr. HCAs ”Billedbog uden Billeder”. Pengene til et egentligt universitetsstudium har han imidlertid ikke, og han er på nippet til lade sig uddanne til lærer på et af de netop oprettede seminarier, med henblik på et senere virke i den tids folkeskole. Tilfældigt bliver en medstudent i Heidelberg opmærksom på CW.s nød og fortæller det videre til en anden student, som viser sig at være en søn af det grevepar, hvor CW i sin barndom var blevet bekendt med Andersens værker. Grevesønnen tilbyder CW at blive hans manuduktør, og uden at gå videre i detaillen ender romanen med, at CW får opført sit første dramatiske arbejde på Heidelbergs teater. CW havde ikke mod til at overvære premieren på stykket (jfr. HCA og ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”), men grevesønnen kan ved sin hjemkomst fra teatret berette om stykkets succes.

Trykt i Folkekalender for Danmark. 1859. 8. Aargang, 121-136. Med 6 Illustrationer af V. Pedersen. (Udkom December 1858). (Saml. Skr. XIV, 116). På tysk: 15.1.1859: se: 16590

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/126)

Tegnet af Fr. Visby og S. Simonsen. Trykte i Th. Bergs lithog. Institut. dec. 1863
1: Tegning af gravhøje og grublende Fr. VII. Du danske friske Strand, - / Plovjernet Guldhorn finder / Gud gav Dig fremtid, som han gav Dig minder; Dig elsker jeg! - Danmark mit Fædreland. / H.C. Andersen.
2: Tegning af Fr. VII på rytterstatue på kampesten: Forlkets Kjærlighed min Styrke. 1848. Hil ham som villig valgte / At styre frie Mænd, / Som holdt det Ord,han talte / Og Intet tog igjen. / Hil hver en ædel Stemme /Som var hans Villies Tolk! / Hil Friheden herhjemme! / Hil Kongen og hans Folk. / C. Ploug.
3: Over tegningen: Mindet raaber fra hver Plet / Der hvor Slaget stod. / Hvisker fra hver Tue /Som vandet blev med Blod. C. Ploug.
Tegning af gratier, på hvis skjolde står Dybbøl, Slesvig, Fredericia, Idsted, Frederiksstad, Oversee. Slot.
Under tegningen: Vel mødt igjen Kon Frederik ved Hæren! / Til Kamp beredt den venter kun dit Bud. / Hvor Stævnet blodigst var vi frelste Æren. - / Lad os da trøstig fegte Striden ud. - / H.P. Holst.
4: tre gratier over landskab m. kirke, stork, aks og mindesten: 5te Juni 1849.
Under tegn.: Loven blev til, hvormed Landet skal bygges, / Træet er sat, hvoraf Slægter skal skygges, / Marv er i Stammen og sund er dens Rod!. / C. Ploug.
5: Tegning af tre nordiske faner m.v.
De rakte hinanden Kongehaand, / Forenet var Norden i deres Aand. / A. Munck.
6: Tegning: sørgende gratier.
Tv.: Den 6te October 1808. Th.: Den 15 November 1863.
Under tegningen: Bring Kongens Liig til den gamle Stad / Hvor Kilderne grædende rinde, / Men i Folkets Bryst og paa Krønikens blad / Boer Frederik den Danskes Minde.
7: Tegning af kisten.
Træd sagte hid og græd kun tyst / Farvel vor Stolthed og vor Lyst / Hyl dig i Sorg, o Fædreland, / Ak Ingen elsked dig som han / H.P. Holst.
Under tegningen: Kong Frederik stander høit i Sky / Og fryder sig ved Kampens Gny / Staa fast og værg om Slesvigs Jord; Der var det han til Himlen foer!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1969/196)

Hollandsk avis med biografi over H.C. Andersen på grund af besøget. signeret J.K.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Digtet "Juletid (“Halleluja”! sang englehæren)" er efter de tre første linier identisk med "Julekantate i Garnisonskirken (På sorgens hav jeg øjner arken)", der udkom i Maigave fra Danmarks Digterhave for 1838 (1838), udgivet af J. H. Hansen, p. 51-52. (Saml. Skr. XII, 360). "Juletid" udkom i Kjendte og glemte Digte (1867) (følgende er citeret fra Birger Frank Nielsen: Digterens danske Værker 1822-1875 (1942)):

Kjendte og glemte Digte / (1823-1867) / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1867. Smudstitelblad: Kjendte og glemte Digte af H. C. Andersen - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Fru Dorothea Melchior. - Indholdsfortegnelse VII-XIV. Tekst: 378 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (indbundet 2 Rbd. 72 Sk.). Paa Omslaget Digterens Portræt i Relief. Indbundet hos Bogbinder Clement. (Udkom 12. 12. 1867). Anm. Berlingske Tidende 10. 12. 1867, Nr. 288. - Dagbladet 16. 12. 1867, Nr. 292. - Dags-Telegrafen 11. 12. 1867, Nr.336. - Figaro, Nr. 90, 15. 12. 1867. - Folkets Avis 13. 12. 1867, Nr. 290. - Fædrelandet 10. 12. 1867, Nr. 287. - Illustreret Tidende , Nr. 429, 15. 12. 1867.

Illustrated. Indeholder 13 historier, hvoraf 6 er af Andersen. J.E. Tilton & Co, Boston 1868. Stereotyped by C.J.Peters and Son, 13 Washington Street, Boston. Press of Geo. C.Rand & Avery.
[Udgør bind III i en serie på 4 med numrene 1954/108, 1954/109, 1954/110].
Oversætter ikke angivet, men H.W.Dulcken.
Ek23, Ek29, Ek31, Ek44, Ek45, Ek49

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/111, 1951/18)

The Naughty Boy and Other Stories. Tr.: Dulcken. Ill: Bayes. J.E. Tilton, Boston. 128 s.
[Udgør bind II i en serie på 4 med numrene: 1954/108, 1954/109, 1954/111]
Oversætter ikke angivet, men H.W.Dulcken.
Ek3, Ek6, Ek7, Ek8, Ek9, Ek22, Ek111.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/110)

'The Wild Swans', and Other Stories. J.E. Tilton & Co, Boston. 128 s.
Udgør bind IV i en serie på 4 med numrene 1954/108, 1954/110, 1954/111.
Oversætter ikke angivet, men H.W.Dulcken.
Ek13, Ek16, Ek17, Ek33, Ek35, Ek38, Ek41, Ek46, Ek52, Ek54, Ek58, Ek60, Ek67, Ek90

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/109)

'The Darning Needle', and Other Stories by Hans Christian Andersen and others. Illustreret. J.E. Tilton & Co, Boston, 1868. 128 s.
Udgør bind I i en serie på 4 med numrene 1954/109, 1954/110, 1954/111.
Oversætter ikke angivet, men H.W.Dulcken.
Ek20, Ek26, Ek27, Ek28, Ek36, Ek64

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/108)

opført på Det kongelige Theater, med Fru Zinck og Hr. Christophersen i rollerne. Illustreret Tidende pp. 69-70. 21. november 1869. - Anm. (meget rosende): Musiker-Foreningens Tidende 2, 1869, sp. 3.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-189a)

Sämmtliche Märchen. Einzige vollständige vom Verfasser besorgte Ausgabe.Elfte, vermehrte und verbesserte Ausgabe. Mit Illustrationen nach Originalzeichnungen von L. Hutschenreuter. Johann Friedrich Hartknoch. Leipzig. 1870.
På indersiden af omslaget klip med teaterscene 'Ballett-Vorstellung für die kleine Maria Geibel. H.C. Andersen. Nizza, 1. januar 1870'
Desuden brev til 'Liebe, kleine Freundin Maria
Ek1, Ek2, Ek3, Ek4, Ek5, Ek6, Ek7, Ek8, Ek9, Ek10, Ek11, Ek12, Ek13, Ek14, Ek15, Ek16, Ek17, Ek18, Ek19, Ek20, Ek21, Ek22, Ek23, Ek24, Ek25, Ek26, Ek27, Ek28, Ek29, Ek30, Ek31, Ek32, Ek33 ,Ek34, Ek35, Ek36, Ek37, Ek38, Ek39, Ek40, Ek41, Ek42, Ek43, Ek44, Ek45, Ek46, Ek47, Ek48, Ek49, Ek50, Ek51, Ek52, Ek53, Ek54, Ek55, Ek56, Ek57, Ek58, Ek59, Ek60, Ek61, Ek62, Ek63, Ek64, Ek65, Ek66, Ek67, Ek68, Ek69, Ek70, Ek71, Ek72, Ek73, Ek74, Ek76, Ek77, Ek78, Ek79, Ek80, Ek81, Ek83, Ek84, Ek85 ,Ek86, Ek87, Ek88, Ek89, Ek90, Ek91, Ek92, Ek93, Ek94, Ek95, Ek96, Ek97, Ek98, Ek99, Ek100, Ek101, Ek102, Ek103, Ek104, Ek105, Ek106, Ek107, Ek108, Ek109, Ek110, Ek111, Ek112, Ek113, Ek114, Ek115, Ek116, Ek117, Ek118, Ek119, Ek120, Ek121, Ek122, Ek123, Ek124, Ek125, Ek126, Ek127, Ek134, Die Schweine.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/699)

Dagbogsoptegnelse ved Louise Melchior: HCAs tale om Ørsted og Tietgen ved middagsselskab på Rolighed den 26. juli 1872.
HCAs dagbog om samme:

26.juli 1872: Stor Middag her paa »Rolighed« egentlig for Garde som er blevet Gouvernør i Vestindien. Grev Holstein fra Holsteinborg var her første Gang. Jeg førte Etatsraad Tietchen tilbords Bords og udbragte hans Skaal, at jeg om Morgenen havde gaaet under Telegraphtraaden ved Strandpromenaden og at den da havde sendt Hilsen fra H. C. Ørsted, til Tietchen som første Gang kom paa »Rolighed«, hvor Ørsted havde boet. Jeg fortalte mit Forhold til Telegraphtraaden, min Anmældelse om den i Kjøbenhavnsposten [Anmeldelsen] da jeg var ung Student, opfordret af Ørsted. — Melchior hilsede med Skaaler ...

(Bibliografisk kilde: HCAH 1979/141)

Meyer, Johann: "Den gode, gamle Digter". Et Eventyr til Digteren H. C. Andersens 70-aarige Fødselsdag den 2den April 1875 af Johann Meyer, paa Dansk ved Dora Enking f. Klewing. Hele Indtægten tilfalder Digteren H.C. Andersens Børnehjem. Kjøbenhavn. Bernh. Wennstrøms Bogtrykkeri. 1875. Samtidig på tysk: "Der gute alte Dichter" i Deutsche Jungend , sechster Band, Leipzig 1875. [med indledning genudgivet i 1905, se nr. : 1635 ndf.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH VIII-36)

H.C. Andersens "Samlede Skrifter" er udgivet i to danske udgaver (men udkom før på tysk: Gesammelte Werke fra 1847, inklusive supplementer 50 bind!): Samlede Skrifter bd. 1-33, 1853 (påtrykt årstallet 1854) - 1879 og Samlede Skrifter. Anden Udgave bd. 1-12, 1876-1880. Birger Frank Nielsen henviser konsekvent til andenudgaven af Samlede Skrifter , når han henviser til trykte versioner af tekster, han omtaler i H.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875 (1942). Henvisningerne er en hjælp til den læser, der vil finde og læse en tekst, og en del tekster, især lejlighedsdigte, er da heller ikke til at finde andre steder (eller var det ikke før udgivelsen af Johan de Mylius (udgiver): H.C. Andersen. Samlede digte , Aschehoug, Kbh. 2000). Det er standard at henvise til andenudgaven af Samlede Skrifter fremfor førsteudgaven, og det må skyldes forskellen i overskuelighed. Førsteudgaven er en lidt sær og rodet udgivelse, idet den indeholder førsteudgivelser af flere af de større værker, der hen ad vejen blev indlemmet i Samlede Skrifter i stedet for at trykkes som selvstændige publikationer: romanen At Være eller ikke være (1857, SS bd. 23) og rejsebøgerne I Spanien (1863, SS bd. 24) og Et Besøg i Portugal (1868, SS bd. 28). Det sidste bind i førsteudgaven, bd. 33: Digte. Tillæg (1879), supplerer bd. 15 og 16 (1854). Det udkom (nogenlunde) samtidig med andenudgavens eneste digtbind, bd. 12, der således samler digtene, der fylder tre bind i førsteudgaven.

Birger Frank Nielsen beskriver førsteudgaven nærmere i sin bibliografi, se http://www.andersen.sdu.dk/forskning/bib/bfn/vis.html?p=634&show=1 , og Gesammelte Werke beskrives yderligere her: http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/register/info.html?vid=801 . Andenudgaven beskrives nedenfor:

1. Bind.

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Første Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Mit Livs Eventyr s. 1 - 554

Indbundet i samme bind, men udkommet senere, nemlig maj 1877: Mit Livs Eventyr. / af H.C. Andersen. / Fortsættelse / (1855-1867). / Udgivet af / Jonas Collin. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877.

2. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Andet Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

Improvisatoren s. 3 - 343

3. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tredie Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1876

Indhold

O.T. s. 1 - 283

4. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjerde Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Kun en Spillemand s. 1 - 304

5. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

De to Baronesser s. 3 - 259

At være eller ikke være s. 263 - 508

6. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Sjette Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

Billedbog uden Billeder (1.-33. aften) s. 1
Lykke-Peer s. 41

Biographiske Skizzer s. 123

1. En Periode af Ole Bulls Liv s. 125
2. Henriette Hanck s. 128
3. Jens Adolph Jerichau og Elisabeth Jerichau, født Baumann s. 130
4. Johan Peter Emilius Hartmann s. 141
5. Bernhard Severin Ingemann s. 147
6. Bertel Thorvaldsen s. 149

Fodreise fra Holmens Canal til østpynten af Amager s. 161
Reiseskizzer s. 271
Silkeborg s. 273
I Schweiz (Ragaz, Løven i Luzern) s. 283
Festen i Obergammerau s. 292
Charles Dickens s. 299
I Danmark, (Skagen, Vænø og Glænø) s. 328
Jura Bjergene s. 343
Nürnberg s. 347

7. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Syvende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1877

Indhold

En Digters Bazar s. 3 - 385

8. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc. i Sommeren 1831 s. 3
I Sverrig s. 123
I Spanien s. 255
Et Besøg i Portugal s. 483

9. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ottende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret s. 1
Fire Aarstider s. 37
Festen paa Kenilworth s. 69
Skilles og mødes s. 169
En rigtig Soldat s. 245
Den Usynlige paa Sprogø s. 271
Mulatten s. 303
Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris s. 391
En Comedie i det Grønne s. 399

10. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tiende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Maurerpigen s. 1
Vandring gjennem Operagalleriet s. 83
Fuglen i Pæretræet s. 99
Kongen drømmer s. 133
Lykkens Blomst s. 167
Den nye Barselstue s. 237
Liden Kirsten s. 271
Kunstens Dannevirke s. 297
Bryllupet ved Como-Søen s. 311
En Nat i Roskilde s. 367
Meer end Perler og Guld s. 393

11. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Ellevte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1878

Indhold

Ole Lukøie s. 1
Hyldemoer s. 77
Nøkken s. 123
Indledning til Carnevalet s. 157
Paa Langebro s. 169
Han er ikke født s. 255
Da Spanierne varher s. 317
Ravnen s. 385
I Vetturinens Vogn s. 425
Kong Saul s. 435
Agnete og Havmanden s. 467
Ahasverus s. 549

12. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Tolvte Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[digte]

13. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Trettende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1879

Indhold

[eventyr/historier] - i bd. 13-15 i en rækkefølge, der ligger tæt på teksternes oprindelige udgivelseshistorie.

14. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Fjortende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

15. Bind

Titelblad: H. C. Andersens / Samlede Skrifter. / Femtende Bind. / - / Anden Udgave. / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1880

Indhold

[eventyr/historier]

Une mère. Conte de Hans Christian Andersen en vingt-deux langues. [Historien om en Moder på 22 sprog. Polyglot] Edité par P. EM. HANSEN. S. M. Nicolaieff, S.-Petersbourg. VIII, 144 pp.
Også med russisk titelblad. - SJM Pg 2. I: Danois
II: Russe: Traduit: P. Hansen.
III: Petit-russien. Traduit D.l. Mordovtzev.
IV: Polonais. Traduit: F. H. Levestam.
V: Tchèque. B. Peska a I M. Boleslavsky.
VI: Slovaque. Traduit: A. Sytniansky.
VII: Serbe
VIII: Islandais. Traduit: Páll Sveinsson.
IX: Suédois. Traduit: Karl Johan Backman.
X: Allemand. Traduit: ?
XI: Bas-allemand. Traduit: Dr. Struwe.
XII: Hollandais. Traduit: C. de Iong.
XIII: Anglais. Traduit: Oscar Sommer.
XIV: Francais. Traduit: Victor Molard.
XV: Espagnol. Traduit: J. Roca y Roca.
XVI: Italien. Traduit: Virgile Narducci.
XVII: Néo-grec. Traduit: Jean Pio.
XVIII: Arménien. Traduit: Siméon Goulamiriantz.
XIX: Finnois. Traduit: Julius Krohn.
XX: Madjar [Ungarsk] Traduit: Czanyuga József.
XXI: Tatare. Traduit: Ataoul Bajazitov.
XXII Hebreux. Traduit: Buki-Ben-Iogli (pseudonyme).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/2149)

Odense Bys Bog om H. C. Andersen. Udgivet af SOPHIE BREUM. Hempelske Boghandel, Odense. 92 pp.
Indhold: [a:] Sophus Bauditz, H. C. Andersen. Et Foredrag holdt ved Odense Bys Fest paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel, pp. 15-37; [b:] Vilh. Andersen, Barndomshjemmet, pp. 39-53; [c:] P. A. Rosenberg, H. C. Andersens Ungdoms-Kjærlighed [ : Riborg Voigt], pp. 55-59; [d:] Sophie Breum, Hans Livs skønneste Fest, pp. 61-77; [e:] S. Br. [Sophie Breum], Byen og Æresborgeren, pp. 79-87; endvidere Ernst v. d. Reckes kantate ved Odense bys fest på hundredårsdagen, Sophus Michaëlis' digt H. C. Andersen og HCA's digt Du kære, gamle Fødeby. - a) Også separattrykt, med paginering [1]-25 (Gyldendal, København); tysk oversættelse, se nr. 207 ndf. [HCAs brev til Odense Kommunalbestyrelse er gengivet i facsimile: ].
Separattryk: Ernst v.d. Reckes Cantate ved Odense Kommunes Fest i Fyens Forsamlingshus paa hundredeaarsdagen for Digteren H.C. Andersens Fødsel 2. april 1905. Musikken af P.E. Lange-Müller.

(Bibliografisk kilde: HCAH IX-27, 1999/133, 1971/495)

OLSON, CARL, Ett litterärt fynd i Portugal. Maneten. Årsskrift utgifven af Konstnärskretsen i Göteborg , pp. 15-20.
Om et møde med HCA's værtinde på landstedet Quinta dos Bonecos. - Pp. 19-20: facsimile af HCA's manuskript til Henriette Wulff-digtet.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1969/80)

Illustreret Tidende XLVI:27 [= pp. 377-404]: Til H. C. Andersens 100-Aarige Fødselsdag.
Indhold: [a:] Nicolaj Bøgh, H. C. Andersen i det daglige Liv, pp. 380-87; [b:] Edgard Collin, Hans Christian Andersen. Paa Hundredaarsdagen for hans Fødsel, pp. 387-88; [c:] Alfred Ipsen, H. C. Andersen. Et Mindeblad til Hundredaarsdagen, pp. 389-90 (med 3 breve fra HCA til AI); [d:] Rigmor Stampe (f. Bendix), H. C. Andersen som Børneven, pp. 396-97; [e:] Sophie Breum, H. C. Andersen paa Rejse, pp. 397-402. Endvidere: Nicolaj Bøgh, Prolog ved Hundredaarsfesten for H. C. Andersen; facsimiler af HCA's henvendelse på sin 16-års fødselsdag til J. Collin, manuskriptet til digtet Rigmor og manuskriptet til Prindsessen paa Ærten; tre eventyr (Springfyrene, Elverhøi og Boghveden, - illustreret af hhv. Hans Tegner, Louis Moe og Vilhelm Pedersen). - d) Svensk oversættelse: Hans Christian Andersen som barnvän, Varia. Illustrerad månadskrift VIII, pp. 203-10; engelsk oversættelse (forkortet): Hans Christian Andersen. His Methods of Amusing Children, The Strand Magazine XXIX (jan.-jun.), pp. 714-15. - Cf. Illustreret Tidende XLVI:28, p. 409: H. C. Andersen-Festen i Odense.

(Bibliografisk kilde: HCAH II-11)

Ugebladet "Klods-Hans", red. Chr. Flor (udk. hver Søndag og koster 2 Kr. i Kvartalet) Tegneserie-prøver på: Ole Lukøje, Svinedrengen, Den lille Idas Blomster, Prinsessen paa Ærten, Skyggen, Holger Danske, Nattergalen, Venskabspagten, Den uartige Dreng, Den lille Pige med Svovlstikkerne, Den standhaftige Tinsoldat, Gudfaders Billedbog, Hvad Fatter gør, er altid det rigtige, Sneglen og Rosenhækken. Klods-Hans 6te Aargang. No. 27.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

K.M.: Biografisk artikel med portræt. E. Mildred Sellon: "Hans Andersen". K.M.: "Af Breve til H.C. Andersen". F.D.: "Et Minde om H.C. Andersen" (om en blyantspåtegning af HCA på orgelet i Skt. Knuds Kirke). "H.C. Andersen Festen Søndagen den 2den April 1905 Kl. 8 .... H.C. Andersens Statue i bengalsk og elektrisk Belysning." Fyens Stiftstidende 1.4.1905.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Billedbog med Billeder af H. C. Andersen. 1805 - 2. April - 1905. Winkel & Magnussens Kunstforlag, København. 30 pl.
Med tekst på dansk, engelsk, tysk og fransk. - Anm.: Der Zirkel , Wien nr. 27-28. 1905.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1996/104)

Billedbog med Billeder af H.C. Andersen. 1805-1905 2. april.
Fremstillet af Louise Melchior Til fordel for et københavnsk Børnehjem. 30 løse ark i mappe, Titelblad af A.Malmstrøm, Ramme tegnet af hans Tegner.
I avisartikel Politiken 6.3.1922 oplyses det, at bogen blev udgivet af Louise Melchior sammen med sin dalevende søster - hvilket kan være Johanne eller Harriet.
Planche 1: P. Nordahl Groves litografi af fødehjemmet
Planche 2: BO17
Planche 3: Elisabeth Jerichau Baumanns maleri af HCA, (Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg)
Planche 4: Fire fotografier af HCA (bo49, i HCAs fotoalbum; BO137, Danmarks Fotomuseum; BO32; BO156)
Planche 5: Udsnit fra Agnete Lind Billledbog V (HCA/XXIII-c-5-27)
Planche 6: Klip møllemand og to Ole Lukøier påskrift: 'Til Frøken Anna fra H.C. Andersen' (Melchior-familien)
Planche 7: Klip (HCA/XXIII-B-7 - Axeline Lund)
Planche 8: Klip pierrotter på svaner palme med engle (ukendt eje; Uttenreitter s. 75)
Planche 9: Klip krands med svaner, nisser dansere, storke. Påskrevet med romerske bogstaver: 'Hans Christian Andersen 1870' (ukendt eje)
Planche 10: Klip (HCA/XXIII-B-5-C, Louise Drewsen)
Planche 11: Klip (Melchior)
Planche 12: Frijsenborgklippet (HCA/2004/b-143, privateje)
Planche 13: Klip (Melchior)
Planche 14: Klip (HCA/2011/B-42; ukendt eje; Uttenreitter s. 29)
Planche 15: Klip (HCA/1988/38, Melchior)
Planche 16: Klip, påskrift: 'Storken har faaet Beenet i Halsen og ikke paa det rette Sted - H.C. Andersen' (ukendt eje; Uttenreitter s. 49)
Planche 17: Udsnit af Agnete Linds Billedbog V (HCA/XXIII-c-5-73)
Planche18: Udsnit fra Agnete Linds Billedbog I (HCA/XXIII-C-1-0005)
Planche 19: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 5)
Planche 20: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 22)
Planche 21: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 23)
Planche 22: Udsnit af Marie Henriques' Billedbog (s. 24)
Planche 23: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.1)
Planche 24: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.3)
Planche 25: Udsnit af Charlotte Melchiors Billedbog (HCA/2001/1, s.31)
Planche 26-29: HCAs skærm (HCA/A-234; Melchior)
Planche 30: Rolighed, fotografi

(Bibliografisk kilde: HCAH 1966/40)

KIERKEGAARD, SØREN, Af en endnu Levendes Papirer. I hans: Samlede Værker , XIII. Udgivne af A. B. Drachmann, J. L. Heiberg og H. O. Lange. Gyldendal, København og Kristiania. Pp. [43]-92.
Oprindelig offentliggjort som selvstændigt skrift 1838. - Undertitlen, Om Andersen som Romandigter, med stadigt Hensyn til hans sidste Værk, 'Kun en Spillemand', findes ikke anført på titelbladet. - Påny trykt i Samlede Værker 's 2. udg., XIII, 1930, pp. [47] - 100, med noter pp. 15-21 i tillægget, - og i 3. udg., ved Peter P. Rohde, I, 1962, pp. 11-57, med noter pp. 333-41. 2. opl., 1978; 3. opl., 1982. - Skriftet er omtalt adskillige steder i SK-litteraturen; spec. henvises til Emanuel Hirsch, Kierkegaard-Studien , I, Gütersloh 1933, pp. 5-60, og til Gregor Malantschuk, Dialektik og Eksistens hos Søren Kierkegaard , København 1968, pp. 176-81. - Tysk oversættelse, se nr. 1917a ndf.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1972/215 = 1838-udgaven.)

BRANDES, GEORG, Sa Majesté l'Enfant: Hans Christian Andersen et ses Contes. La Revue XCVII (jul.-aug.), pp. 18-32.
På engelsk, med et par uvæsentlige udeladelser, i The Bookman (New York) XXXVI (sep.-feb.) 1912-13, pp. 404-09 (Hans Christian Andersen and his Tales).

(Bibliografisk kilde: HCAH eng: 1958/60)

Zahrtmann, Kr.: "Soranerliv" pp. 14-23, og "Arbejdsaar". Tilskueren . 1912 pp. 152-161, 315-26 og 413-21: om samvær med Ingemann og HCA i 1860 i Sorø og ophold med HCA på Holsteinborg i 1874 og et besøg hos HCA i Nyhavn i april 1875.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Harald Bing (26.2.1848-3.6.1924, s.a. Jacob Herman Bing) fortæller om mødet med H.C. Andersen, når familien boede på Odinshøj i Aalsgaarde. Han oplyser, at HCA var hans Gudfar. [det kan ikke passe, da familien var mosaisk]. Mit Hjem, 1912.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

LEHMANN, EDV., Nils Holgerssons første rejse. Edda I, pp. 394-406.
Om I Sverrig, med særligt henblik på fugleridt-motivet.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Helge Hostrup. Biografi. Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn. 1916. Heri s. 91-95, 122-23 og 245-46, om Hostrups syn på "Mer end Perler og Guld". s. 92: Om Hostrups "Genboerne" med hentydninger til HCA, s. 123 om HCA hos Familien Wulff.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

STRINDBERG, AUGUST, H. C. Andersen. I hans: Samlade Skrifter , LIV (= Suppl. I): Efterslåtter. Albert Bonnier, Stockholm. Pp. 443-45.
Oprindelig offentliggjort i Politiken 2. apr. 1905 (signeret: August Strindberg, elev av H. C. Andersen).

August Strindberg H. C. Andersen. Till Andersen-jubileet 2 april 1905. I Sverige säga vi inte ens H. C., vi säga Andersen rätt och slätt, ty vi känna endast en Andersen, och det är Andersen. Det är vår och våra föräldrars, vår barndoms, vår mannaålders och vår ålderdoms. När jag som barn fick fatt i en julkalender, hoppade jag alltid över verserna, ty de föreföllo mig så konstlade och prosaiska. Då så Andersens sagor föllo mig i händerna, frågade jag en äldre sakkunnig, om inte detta var poesi. “Nej, det är prosa!” svarade den vise mannen. - “Är detta prosa?” Så minnes jag det lilla kvartformatet med frakturstilen, jag kommer ihåg träsnitten, pilträdet som hörde till “Elddonet”, “Bollen och snurran”, “Tennsoldaten”, “John Blund” (Ole Luikø je), “Snödrottningen” och alla de andra. Och när jag läste och hade läst, blev livet mig så surt. Detta förfärliga vardagsliv med dess småaktighet och orättfärdighet, detta trista enformiga liv i en barnkammare, där vi plantor stodo för tätt och trängdes, kivades om maten och gunsten, blev mig outhärdligt, ty jag hade i Andersens sagovärld fått visshet om tillvaron i en annan värld, en guldålder, i vilken det fanns rättvisa och barmhärtighet, i vilken föräldrarna verkligen smekte sina barn och inte b a r a drogo dem i håret, i vilken något för mig absolut okänt kastade ett rosenskimmer även över fattigdomen och förödmjukelsen, det skimmer som med ett nu oanvändbart ord kallas: kärleken. Också om Orfeus erinrade han, denna skald, som sjöng på prosa, så att ej blott djuren, växterna och stenarna lyssnade och rördes, utan så att leksakerna fingo liv, tomtar och troll blevo verkliga, skolböckerna, dessa fasans ting, blevo poetiska, ja han gav hela Danmarks geografi på fyra sidor! Det var en häxmästare! Så skildes våra vägar. Men vid tjugufem års ålder skulle jag en dag åt en förläggare översätta “Andsersens sista sagor”. Jag märkte nog att tiden gått fram över både honom och mig. Utilismen och nationalekonomien hade då sin tid, och det var inget ont i det, men Pegasus hade blivit spänd för plogen. Dessa sagor vore litet prosaiska, men en av dem var rolig; den hette “Den stora sjöormen”och handlade om telegrafkabeln i Atlanten och om fiskarnas grubblande över denna nya fisk, “som det inte var något slut på”. Det var bra påhittat, och det minns jag ännu. Då jag blev trettio år, skulle min vän Carl Larsson illustrera Andersen, och då förnyade jag bekantskapen, men då hade jag den glädjen att kunna sätta boken i händerna på m i n a barn. Och som de voro barn av sin tid, så frågade de mig, om “det var sant allt det där”. Jag minns inte vad jag svarade! Det var nämligen omkring 1880, då alla gamla sanningar vore satta under diskussion. Jag blev fyrtio år och upptäckte Andersens romaner, på tyska. Jag förundrade mig över den orättfärdighet, varmed man behandlat Andersens romaner. “Bara en spelman” är ju en stor saga, och en av de bästa, och att en roman är poetisk, kan inte längre anses som ett fel! Jag blev femtio år och kom till danska kusten. Cavling kommer ihåg det. Jag bodde i ett lusthus medrankor på väggen; jag strövade omkring i bokskogen och simmade i Öresund, och så lånade jag på lånbiblioteket Andersens Eventyr. Nu ska vi se, om de ha hållit sig! De hade hållit sig! - Elddonet gav ännu gnistor, pilträdet grönskade, tennsoldaten skyldrade gevär, fastän han varit i beröring med rännstenen, och detta år 1900, sedan utilismen och nationalekonomien rullat fram med sina ångvältar. Det var en stark karl! Om lördag fyller min yngsta dotter fyra år, och då skall hon få Andersens sagor, på danska, i vart fall för att hon må titta på bilderna. Kanske hon också kan läsa sagorna, fast jag inte vet det; hon är ju ett underbarn, och hennes mormor var danska, från Odense. Andersen håller sig, och Anbdersen följer mig! Politiken frågar slutligen vad jag har Andersen att tacka för. Jag svarar: Läs mina enkla S a g o r av 1903, och se själv var jag har gått i lära! Många lärare har jag haft: Schiller och Goethe, Victor Hugo och Dickens, Zola och Peladan, men jag vill lika fullt underteckna denna intervju med August Strindberg,
Elev av H. C. Andersen.
(Politiken 2 april 1905, omtryck i Samlade skrifter, femtiofjärde delen: Efterslåtter, 1920) = aaj267

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/121)