Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
19.10.1869 dagbogsuddrag : Gik hjem før fire, maatte strax tænde Lys og sidder nu og skriver til Fru Serre
(BrevID 22418 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.10.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 25 st Octbr 1869.
Theuerster Freund!
Vorüber sind die lieben Tage, wo wir Ihre liebe Stimme hörten, und noch klingt jedes Wort in unsrer Seele nach! Möchte Ihr Besuch ein gesegneter Anfang gewesen sein, zu öftern Kommen! Daß Sie sich fremd in Wien fühlen, begreife ich, wie vieles ändert sich, in 7-8 Jahren, Freunde und Bekannte sterben ab, und selbst die äußere Form lebloser Gegenstände, nimmt eine andere Gestalt – so bildet die neue Ringstraße, ein neues Wien, und wird eine großartige Residenz, während die alte gemüthliche Stadt – ./. verschwunden! – So ändern Sie Ihren Reiseplan – und meine Gedanken können Sie nicht mehr, an die bezeichneten Orte finden! – Immer kommt Alles Anders als man denkt.
Heute erhielt ich einen langen, lieben Brief vom Großherzog* v. Weimar, Er freut sich sehr, daß Sie mich wieder aufgesucht – und läßt Ihnen sagen, wenn Sie ihn recht bald wieder in Weimar besuchten, würden Sie von ihm und den Seinen herzlich begrüßt werden, Von der Dryade, die ich ihm schickte, schreibt er, "Sie hätten sie mit Vergnügen gelesen, es sey eine rührende Grazie über das Ganze ausgegosßen".
An Gräfin Mimi von Holsteinburg* habe ich bereits geschrieben, und von ./. Ihnen erzählt. –
In Maxen ist der Winter eingekehrt – Es friert des Morgens, eine dicke Eisrinde auf dem Wasser, und hat bereits öfters etwas geschneit. Margaret* ist in der Stadt – die Wohnung in Ordnung bringen zu laßen, denn ich denke gegen Mitte Novbr, nach der Stadt zu ziehen. Bis jetzt habe ich noch immer angenehmen Hausbesuch – doch sind die Abende lang! -
Auch Clara Heinke* schrieb mir voll Dank daß ich sie aufgefordert, mit Ihnen in Maxen zu sein – und entzückt von diesen Tagen!
Ich aber habe viel unangenehm Geschäftliches durch zu kämpfen – und fühle schmerzlich, daß ich allein stehe, und auf eignen Füßen! –
Siegwald Dahl* ist zurück. Gräfin Moltke* bleibt aber bis Ende Octbr, auf den Alpen. Sie ist doch wunderbar, was sie für ihre ./. Gesundheit vornimmt!
Ich hoffe die liebenswürdigen Beaulieus* * oft im Winter zu sehen. Jetzt sucht der Gr. Herzog* einen neuen Direktor fürs Museum, ob er an ihn denkt, oder an Wolf v. Goethe* dabey? – und diese Stelle passend für Einen oder dem Andern ist? – und begehrt von ihnen? –
Ich eile diese Zeilen nach Wien zu senden – damit sie noch in Ihre Hände kommen!
Es grüßt Sie in Treue und Ergebenheit
Ihre Fr. Serre
Maxen, den 25. oktober 1869.
Min dyrebareste ven!
Dagene er forbi, hvor jeg hørte Deres kære stemme, og endnu klinger hvert ord i vore sjæle! Gid Deres besøg er en velsignet begyndelse til at komme oftere! Jeg begriber, at De føler Dem fremmed i Wien, hvor meget ændrer sig på 7-8 år, venner og bekendte dør og selv den ydre form af livløse genstande tager en anden form – således danner den nye ringgade et nyt Wien – og bliver en storartet residens, mens den gamle hyggelige by – er forsvundet! Så ændrer De deres rejseplan – og mine tanker kan De ikke mere finde på de betegnede steder! – Det hele bliver hele tiden anderledes end planlagt.
I dag modtog jeg et langt, kært brev fra storhertugen* af Weimar. Han glæder sig meget over, at De igen har besøgt mig – og lader meddele, at hvis De ret snart besøger ham i Weimar, vil De blive hilst hjerteligt af ham og alle i familien . Om Dryaden, som jeg sendte ham, skriver han: "De kunne læse den med fornøjelse, der er en rørende ynde over det hele".
Til grevinde Mimi Holstein* har jeg allerede skrevet og fortalt om Dem.
Vinteren er kommet til Maxen – det fryser om morgenen, et tykt islag på vandet – og det har allerede sneet flere gange. Margaret* er i byen – for at lade boligen bringe i orden, for jeg planlægger at flytte til byen henimod midten af november. Til nu har jeg stadig behagelige besøg i huset – men aftenerne er lange.
Også Clara Heinke* skrev, og takkede mig for at jeg havde opfordret hende til at være sammen med Dem i Maxen – og at hun var henrykt over disse dage!
Men jeg har en del ubehagelige forretningsanliggender, jeg skal kæmpe mig igennem – og føler smerteligt, at jeg står alene og på egne ben!
Siegwald Dahl* er tilbage. Men grevinde Moltke* bliver i Alperne til slutningen af oktober. Hun er dog utrolig – alt det hun gør for sin sundhed!
Jeg håber at se de elskværdige Beaulieus* * ofte i vinter. Nu søger storhertugen* en ny direktør til museet, mon han tænker på ham – eller på Wolf v. Goethe* i den forbindelse? – og vil denne stilling være passende for den ene eller den anden? – og ønsker de den?
Jeg skynder mig at sende disse linier til Wien – så De får dem i hånden!
Jeg hilser Dem i troskab og hengivenhed
Deres Fr. Serre.
BrevID 19081: FrS-brev af 25/10 1869 (Collin XI, 19/270, billedid 5505-08).
an Gräfin Mimi von Holsteinburg* habe ich bereits geschrieben: ved sin afrejse fra Holsteinborg 22/9 medgav denne HCA “et Brev til Fru Serre, som hun ikke kjender, hvad mon det indeholder?" dagbog [1869-10-05] . Brevet viste sig at indeholde en opfordring til FrS, "om hun vilde skaffe mig Een at reise med, eller en paalidelig Tjener! Tak det er vist godt meent, men underligt arangert". Og HCA fortsatte rejsen alene.
einen neuen Direktor fürs Museum: det nyopførte museum i Weimar (åbnet 1869 som "Das großherzogliche Museum", nu hedder det "Neues Museum") fik hverken den tidl. hofmarskal og teaterintendant i Weimar C. O. von Beaulieu-Marconnay* eller Goethes* sønnesøn Wolfgang von Goethe* som direktør. Den første museumsdirektør var maleren og kunsthistorikeren Albert von Zahn* (1836-73).
Lieben Beaulieus* * : Carl Olivier* og hustruen Anna Beaulieu-Marconnay* jf. BrevID 6515
08.12.1869 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22419 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
14.12.1869 Brevid 19100
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 14. Dcbr.[18]69.
Theurer Freund!
Ihr langes Schweigen erfüllte mich mit Sorge und Angst, ich fürchtete Sie wären unterwegs krank geworden und gab Gräfin Holstein* Recht, daß sie so unzufrieden war, daß Sie keinen Reisebegleiter mitgenommen! Ach,wie oft denke ich, wären Sie doch diesen Winter bey uns geblieben!!
Mir und meinen Kindern* * ist der große Schmerz geworden, den jüngsten Knaben* von 10 Jahren an den Masern, im Institut, zu verlieren! Die Ältern* * sind trostlos und ich beweine meinen Liebling schmerzlich. Es trübt meinen Winter Aufenthalt und trennt mich von der Geselligkeit. Wie oft denke ich des schönen Gedichtes aus Ihrer Seele entfloßen, der Engel! und Kaulbachs* Bild, welches ./. auch in meinem Zimmer hängt. Wer erlebte nicht solche Trauerstunden am Bette, des kranken Kindes, wem wäre es nicht Trost wenn der Engel es hinüberträgt und es zur Mutter sagt! Wie schön ist es dort! –
Sie werden meine geistreiche edle Freundin Frau von Schwanenfeld* kennen gelernt haben, die leider von einem Schlag betroffen der ihr die Sprache und den Arm gelähmt; wie konnte ich sie mehr erfreuen, als durch Ihre Dryade mit Ihrer Handschrift, zumal da ich noch ein 2tes Exemplar hatte! Welch wunderbarer Zufall ./. daß Sie nach Nizza kommen, und es wieder dadurch vor Ihre Augen trat! – Es mag herrlich in Nizza sein, während hier Stürme heulen.
Denken Sie vor 8 Tagen brach Feuer in Mühlbach aus, die Fortsetzung von Maxen, herunter nach dem Thal und 11 Gehöfte brannten nieder und 22 Familien wurden brodlos, und obdachlos! Da habe ich wieder zu sorgen! – Es wird ein trauriges Weihnachtsfest werden! –
Es ist sehr schwierig und sehr theuer, Bücher nach Nizza zu schicken, man muß den Werth, den Inhalt angeben und die Drÿade kostete 1 rh. 14 gr Transport allein. -
Herr von Beaulieu* hat sich mit seiner Familie in die große ./. Welt gestürzt und ist daher weniger erreichbar. Man wünscht sehr, daß er anstatt Graf Platen* Theater Indentant wird, doch der Hof protegirt Platen* zu sehr und scheut die 3000 rh. pension die er bekommen müßte. Für diesen Winter spielt man in der großen Bretterbude, und ist noch nicht einig auf dem Platz, wohin das neue Theater gebaut werden soll. Giorgine Schubert* ist für 3 Monate engagirt. Von Gräfin Moltke* erhielt ich keine erfreuende Nachricht, sie ist kränklich, hat Sorge mit Haralds* Verschwendungstrieb, und gibt die Hoffnung vielleicht bald auf einige Zeit nach Dresden zu kommen. Der Graf* soll menschenfeindlich sein! Von Clara* gute Nachrichten.
[fortsættes i margenen:] Mit Treue und Verehrung Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Ich bitte Frau von Schwanenfeld* herzlich von mir zu grüßen schenken Sie ihr die Wohlhtat, des Almosens Ihres Vorlesens, sie ist edel, geistreich und krank.
Dresden, den14. Dec.[18]69.
Dyrebare ven!
Deres lange tavshed fylder mig med bekymring og angst, jeg frygtede, at De var blevet syg på turen og gav grevinde Holstein* ret i at være så utilfreds med, at De ikke havde taget en rejseledsager med! Ak, hvor ofte tænker jeg på, om De bare var blevet her hos os i vinter!
For mig og mine børn* * har det været et stort tab, at den yngste dreng* på 10 år døde af mæslinger på sygehuset! Forældrene* * er utrøstelige og jeg begræder dybt tabet af min yndling. Det tynger mit vinterophold og fjerner mig fra selskabelighed. Hvor ofte tænker jeg på det smukke digt, som kom fra Deres sjæl, Engelen! Og Kaulbachs* billede, som også hænger i min stue. Hvem har ikke oplevet sådanne sørgestunder ved sengen, det syge barn, hvem ville det ikke have trøstet, når Engelen bærer det videre og siger det til moderen! Hvor skønt er der der!
De vil have lært min åndrige, ædle veninde fru von Schwanenfeld* at kende, men hun blev desværre ramt af et slagtilfælde, som tog hendes sprog og lammede armen; Hvorledes kunne jeg glæde hende mere, end ved at sende hende Deres Dryade med Deres håndskrift, ydermere da jeg endnu havde et eksemplar! Hvilket vidunderligt tilfælde, at De kommer til Nice, så De igen får hende at se! – Der skal være herligt i Nice, medens stormene hyler her.
Tænk Dem, for 8 dage siden brød ilden ud i Mühlbach, fortsættelsen af Maxen, ned mod dalen og 11 avlsgårde brændte ned og 22 familier blev brød- og hjemløse! Det skal jeg igen sørge for! – Det bliver en sørgelig julefest!
Det er meget vanskeligt, og meget dyrt at sende bøger til Nice, man må angivet værdien og indholdet, og Dryaden kostede 1 rh. 14 gr alene i transport.
Hr von Beaulieu* har styrtet sig ud i den store verden med sin familie og er derfor vanskeligere at nå. Man ønsker, at han i stedet for grev Platen* bliver teaterintendant, men hoffet beskytter Platen* for meget og kvier sig ved at give ham de 3000 rh i pension, som han skulle have. I vinter spiller man i det store “bræddeskur", og er endnu ikke enig om stedet, hvor det nye teater skal bygges. Georgine Schubert* er engageret for 3 måneder. Fra grevinde Moltke* modtog jeg ikke nogen glade efterretninger, hun er sygelig, har bekymringer med Haralds* trang til ødselhed, og opgiver håbet om måske snart at komme til Dresden et stykke tid. Greven* skal være blevet menneskesky! Fra Clara* gode efterretninger.
Med tro og ære, Deres Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Jeg beder Dem hilse fru von Schwanenfeld* hjerteligt fra mig, skænk hende den velgerning at læse højt for hende, hun er ædel, åndrig og syg.
BrevID 19100: FrS-brev af 14/12 1869 (Collin XI, 19/271, billedid 5509-12).
der große Schmerz … den jüngsten Knaben … zu verlieren: sønnesønnen Karl Serre* (1859-69).
der Engel: eventyret "Engelen", som udkom i "Nye Eventyr", 1. samling (1843) s. m. Nattergalen", "Kjærestefolkene" og "Den grimme Ælling".
Frau von Schwanenfeld* : Emma v. Schwanenfeld* .[HCA besøgte hende 23.12.1869: Dagbogen: gik til Fru Schwanenfeldt* i pension royal, hun syntes meget glad for Besøget, raadede mig fra at tage til Mentone for at blive jeg saae der kun Grave og Syge. Da jeg kom hjem stod til mig en stor smuk Rose og paa Vesitkortet: Die Weinachts Rose an Dr Andersen 1869 von seiner römischen Freundinn Madame de Schwanenfeldt Kobelwick* . Den er sendt i et stort kostbar Glas, som er for tungt at føre hjem; »De maa gjerne forære mig det« sagde Kelneren naiv. - BrevID 25125
Es mag herrlich in Nizza sein: det var planen, at HCA skulle tilbringe vintermånederne på den franske riviera s.m. fru Dorothea Melchior* og dennes voksne døtre [Louise* , Harriet* , Anna* , men inden HCA nåede frem til rivieraen, havde Melchior-familien måttet ændre deres planer – af hensyn til den brystsyge datter Anna M.* – og var draget videre til Algier, på den anden side af Middelhavet.
Graf Platen* : rigsgreve Adolf Platen-Hallermund* (1816-89), 1854 teaterintendant i Hannover, fra 1867 generalintendant for hofteatret i Dresden.
Für diesen Winter spielt man in der großen Bretterbude: efter teaterbranden rejste man et "interimsteater", populært kaldet "der Bretterbude", ved siden af teaterruinen. Den nye teaterbygning kunne først tages i brug 1878.
Sorge mit Haralds* Verschwendungstrieb: ægteparret Eliza* og A. G. Moltke-Huitfeldt* havde evige problemer med sønnerne Léon* og Haralds* store pengeforbrug. –
09.01.1870Dagbogsuddrag 9.1.1870: Brev til Fru Serre
(BrevID 22420 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
14.01.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 14. Jan. 1870
Theurer verehrter Freund!
Heute erhielt ich Ihre lieben Zeilen, aus Nizza, wo Sie mir zu meiner größten Beruhigung mittheilen, daß Sie sich einen Reise Gefährten* verschrieben, jetzt erst wird Ihnen Alles, aus ruhigerm Lichte erscheinen, und Sie beruhigen Ihre Freunde dadurch! – Das ist ja eine himmliche Aussicht Sie auf Ihrer Rückreise wiedersehen zu sollen, und sogar den lieben 2t. April! – Möchten keine Störungen eintreten.
Sehr beklage ich die liebe edle, großherzige Fr. von Schwanenfeld* , daß sie so leidend, und Sie sie so wenig gesehen.
Mit großem Interesse habe ich die Abschrift aus der französischen Zeitung gelesen, über Ihre Person und Ihre Werke, Es gibt ja keine Ovation mehr, die Sie nicht bereits in schönster Weise genoßen. – Da Ihre Anwesenheit so kurz noch in Nizza, und ich Heute an Frau v. Schwanenfeld* schrieb, benutzte ich diese Gelegenheit und bat, Ihnen diese Einlage zuzusenden! – Vielleicht verweilen Sie irgendwo länger und vergönnen mir dann wieder einige Augenblicke! Bis dahin, unverändert getreue
Ihre Fr. Serre
[udskrift:] Herrn Staatsrath, Professor H. Ch. Andersen in Nizza
Ritter hoher Orden.
d. Güte
[tilføjelse på den del, der bliver bukket ind ved foldningen af kuverten:] Könnten Sie mir nicht eine Abschrift, des Engel und das sterbende Kind schicken; das Bild gewährt meinen armen Kindern* * so großen Trost, aber das Gedicht fehlt mir!
Dresden, den 14. Jan. 1870
Dyrebare, ærede ven!
I dag modtog jeg Deres kære linier fra Nice, hvor De til min store beroligelse meddeler, at De har sendt bud efter en rejsefælle* , først nu vil alt forekomme Dem i et roligere lys, og De beroliger derved Deres venner! – Det er jo en himmelsk udsigt at skulle gense Dem på Deres tilbagerejse, og sågar den kære 2. april! – Gid der ikke indtræder forhindringer!
Jeg beklager meget den ædle, storhjertede fr. von Schwanenfeld* , at hun er så lidende, og at De kun har set hende så lidt.
Med stor interesse har jeg læst afskriften fra den franske avis, om Deres person og om Deres værker. Der er jo ikke flere hyldester end dem, De i så rigt mål allerede har nydt. – Da De endnu er så kort tid i Nice, og jeg i dag skrev til fru v. Schwanenfeld* , benyttede jeg lejligheden til at at bede hende give Dem det vedlagte! – Måske bliver De lidt længere og under mig så igen nogle øjeblikke!
Indtil da, Deres uforandret tro
Fr. Serre.
[udskrift:] Hr etatsråd, professor H. Ch. Andersen i Nice
Ridder af høje ordener.
Ved Godhed
[tilføjelse på den del, der bliver bukket ind ved foldningen af kuverten:] Kunne De ikke sende mig en afskrift af Engelen og det døende barn, billedet yder mine stakkels børn* * så meget trøst, men digtet mangler jeg.
BrevID 19118: FrS-brev af 14/1 1870 (Collin XI, u.nr., billedid 5513-14).
Ihre lieben Zeilen, aus Nizza: HCA sendte brev til FrS 9/1 BrevID 22420 og har deri meddelt, at Jonas Collin (den yngre)* ville komme til Nizza for at ledsage ham på den videre rejse.
Sie sie so wenig gesucht: HCA havde dog opsøgt FrS-veninden Emma von Schwanenfeld* 2 gange (23/12 og 7/1), før han sendte sit brev til FrS. Det fremgår imidlertid ikke af Dbg., at han har besøgt hende en 3. gang for at aflevere det brev, som FrS havde vedlagt sit brev.
die Abschrift aus der französichen Zeitung: bladet hed "Journal des Etrangers", som i sit julenummer havde optaget et læserbrev, omhandlende Andersen med henvisning til hans ophold på "Pension Suisse" i Nizza. HCA blev så glad for omtalen, at han sendte udklip af bladet til Edvard Collin* , mens vennerne Dorothea Melchior* , Martin R Henriques* og Robert Watt* hver fik en afskrift. Og nu fik også Friederike Serre en afskrift, som dog ikke er bevaret. Teksten er gengivet i BMelchior I, 387, jf. smst. III, 132. - Artiklen: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=11931
Brev til Dorothea Melchior* : BrevID 13847
Brev til Steen Bille* : BrevID 13846
Brev til Martin Henriques* : BrevID 13855
Brev til Robert Watt* : BrevID 13877
eine Abschrift … das sterbende Kind: en egenhændig afskrift af digtet "Det døende Barn" – oversat til tysk – findes i Goethe* Museum, Schloß Jägerhof, Düsseldorf, i en poesibog, der har tilhørt FrS. Denne kan imidlertid ikke være den afskrift, som var tiltænkt ægteparret Clementine* og Carl Serre* , ved tabet af deres yngste søn* . [se gengivelse efter BrevID 21932
12.02.1870Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre i Dresden
(BrevID 22421 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.02.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 25 st Februar 1870
Theurer Freund!
Ihre lieben Zeilen von Paris habe ich erhalten und freue mich, daß Sie die kälteste Jahreszeit überstanden, die auch hier sehr empfindlich war. Denn wir hatten 14 Tage lang, fast immer 18-20 Grad Kälte und erwarten jetzt wo es seit ein paar Tagen thaut, einen harten, schweren Eisgang der Elbe, da Schnee und Eis sich in den Gebirgen sehr angehäuft! – Wie beneide ich Sie, in dem glänzenden Paris verweilen zu können! Wie sehr um den Aufenthalt in Nizza wo Sie unter Palmen und Blüthen gehen konnten! – Sie schreiben nicht, wie es der armen, vom Schlag ./. getroffenen Frau von Schwanenfeld* erging, nicht, ob Sie Gräfin Moltke* besucht, welche wir täglich, für einen längern Aufenthalt hier erwarten, an welchem sich eine Cur in Carlsbad schließen soll; durch sie könnten Sie mir eine Nachricht senden! In Antwerpen finden Sie Gräfin Yoldi* , mit ihrem Schwiegersohn und Enkelin. Still und traurig ist mir der Winter vergangen. Wir können den Verlust des lieben Kindes* nicht verschmerzen, und wandern nach den Gräbern! Ist es denn gar nicht möglich, daß Sie mir Ihr Gedicht, der Engel sendeten, was Kaulbach* so herrlich dargestellt? – ./. Es ist uns ein wahrer Trost! – Hoffentlich geben Sie es nicht auf, Dresden bey Ihrer Rückhehr zu besuchen! Zwar bin ich immer matt und angegriffen und kann den lieben Besuch wenig bieten, aber Dresden behält doch seine Bedeutung – und wie verschönt und vergrößert es sich, von Jahr zu Jahr! Ich begreife all die Befriedigung, die Sie auf Ihrer Reise finden Menschen zu treffen, die Ihre Schriften kennen und bewundern, und nicht nur die Nachwelt wird Ihren Namen in das Buch der Unvergeßenheit schreiben, aber auch die Gegenwart zollt Ihnen überall wohin Sie kommen, den Triumph der Anerkennung und Bewunderung und verschönt und verherrlicht Ihr Leben /
Von Clara Heinke* habe ich lange nichts gehört – gewiß geht es ihr gut. Diesen Sommer erwarte ich wieder die Familie Goethe* * * in Maxen! – Weimar werden Sie wohl auch, bey Ihrer Rückkehr berühren! Jetzt ist die [overstreget: Artot] Garzia* und Turgeniew* dort, Ersterer hat den Text zu einer Operette geliefert [herefter et henvisningstegn, se nedenfor] – die Letzere componirt. Immer weiß der Gr. Herzog* interessante Persönlichkeiten um sich zu versammlen. Die Kunstschule hat auch einen Weltruf erreicht, und jetzt ist wieder ein berühmter niederlandischer Maler, Verlôt* , dort als Professor angestellt! – Nun der Raum ist zu Ende, ich füge nur noch ein "Behüt Sie Gott" hinzu!
[i margenen, p. 4:] Auch Margaret* grüßt! – In treuer Freundschaft Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Hauptmann Delitz* war 14 Tage hier will Ihnen empfohlen sein.
Dresden, den 25. Februar 1870
Dyrebare ven!
Deres kære linier fra Paris har jeg modtaget og glæder mig over, at De har overstået den koldeste årstid, som også her var særdeles følbar. I 14 dage havde vi næsten hver dag 18-20 grader kulde og venter nu, hvor det i et par dage har været tøvejr, en svær isdrift på Elben, da sne og is har ophobet sig meget i bjergene. – Hvor jeg misunder Dem, at De kan opholde Dem i det strålende Paris! Og endnu mere opholdet i Nice, hvor De kunne gå under palmer og blomster. – De skriver ikke, hvordan det gik med den stakkes fru von Schwanenfeld* , som var ramt af et slagtilfælde, ikke om De har besøgt grevinde Moltke* , vi venter hende her dagligt til et længerevarende ophold, hvor hun vil slutte sig til et kurophold i Carlsbad; De kan sende mig besked med hende! I Antwerpen vil De finde grevinde Yoldi* , med svigersønnen og barnebarnet. Stille og tung er min vinter gået. Vi kan ikke komme os over tabet af det kære barnebarn* , og er selv på vej i graven! Er det da slet ikke muligt, at De sender mig Deres digt, Engelen, som Kaulbach* så herligt har præsenteret? Det er os en sand trøst! – Forhåbentlig opgiver De ikke at besøge Dresden på Deres hjemrejse! Ganske vist er jeg konstant mat og angrebet og kan kun tilbyde lidt ved det kære besøg, men Dresden beholder dog sin betydning – og hvor forskønnet og forstørret ser den ud fra det ene år til det andet! Jeg begriber hvor tilfreds De er over at møde så mange mennesker på Deres rejse, som kender og beundrer Deres skrifter, og ikke kun efterverdenen vil skrive Deres navn i uforglemmelighedens bog, men også nutiden viser Dem overalt, hvor De viser Dem, anerkendelsens og beundringens triumf og forskønner og forherliger Deres liv.
Fra Clara Heinke* har jeg længe intet hørt – det går hende bestemt godt. Denne sommer venter jeg igen, at familien Goethe* * * er i Maxen! – De vil vel også berøre Weimar på Deres hjemrejse! Nu er Garzia* og Turgenev* der, førstnævnte har leveret teksten til en operette – sidstnævnte komponerer. Storhertugen* ved altid, hvordan han kan samle interessante personligheder omkring sig. Kunstskolen har også nået verdensberømmelse, og nu er der igen en berømt hollandsk maler, Verlôt* , ansat der som professor! – Nu slipper pladsen op, jeg tilføjer kun et "Gud bevare Dem"!
[i margenen, p. 4:] Også Margaret* hilser – i tro venskab, Deres Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Kaptajn Delitz* var her i 14 dage og anbefaler sig.
BrevID 19124: FrS-brev af 25/2 1870 (Collin XI, 19/272, billedid 5515-18).
Ihre lieben Zeile von Paris: HCA sendte brev til FrS 12/1 1870 fra Paris .
ob Sie Gräfin Moltke* besucht: det gjorde HCA ikke. Han fik hendes adresse i Paris – fra sønnen Léon Moltke-Huitfeldt* – men fik den så sent, at han ikke kunne nå at aflægge visit, jf. BrevID 13942.
In Antwerpen finden Sie Gräfin Yoldi* : HCA havde ikke nogen mulighed for at opsøge grevinde Y.* . Hjemrejsen fra Paris gik via Bruxelles og efter et par dages ophold dér via Aachen til Köln.
Hoffentlich geben Sie es nicht auf Dresden zu besuchen bey Ihrer Rückreise: HCA lagde ikke hjemvejen over Dresden, da han antog FrS for at være for svag til at modtage besøg, jf. BrevID 13942:
Jetzt ist die [overstreget: Artot] Garzthia [Garcia]* und Turgeniew* dort: der er tale om den spanskfødte mezzosopran Pauline Viardot-Garcia* (1821-1910) og den russiske forfatter Ivan Turgeniev* (1818-83), som i Weimar sammen skabte kammeroperaen "Le dernier sorcier" (1869). I sit brev har FrS med en slags korrekturtegn tilkendegivet, at Turgeniev* – selvfølgelig – skrev librettoen og Viardot-Garcia* skabte musikken.
Die Kunstschule hat auch einen Weltruf erreicht: den såkaldte "Großherzoglich-Sächsische Kunstschule Weimar" opnåede faktisk verdensry.
Verlôt* : Charles Verlat* (1824-90), belgisk dyre- og historiemaler, som kun virkede nogle få år i Weimar.
Hauptmann Delitz* : formentlig identisk med den preussiske officer Eugen Ludwig Hannibal von Delitz* (1820-88), der ved sin død var generalmajor.
03.03.1870
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Hannover 3. März 1870.
Liebe, edle Freundinn!
Gestern, in dem letzten Augenblick vor meiner Abreise von Köln habe ich, über Paris, Ihren theuren Brief erhalten. Ich bin in Paris 16 Tage geblieben, aber fühlte mich dort gar nicht heimisch und zufrieden, gern wär ich noch früher abgereist, wenn nicht mein junger Freund, mehrere wissenschaftliche Anknüpffungs-Punkte gehabt hätte, die ihn fest hielten. Gleich beim Ankunft habe ich meine Karte an unsern Gesandten Graf Leon Moltke* abgegeben, aber erst am Ende des Aufenthalts habe ich von ihm gehört, und nach meiner schriftlichen Frage erfahren, daß ./. seine Mutter, die Frau Gräfinn* , war in Paris und wo sie wohnte. Ich bekam von Graf Leon* einen Einladung zum Mittag und freute mich, [overstr: daß ich] bei diesem seine Frau Mutter* zu sehen, aber leider, sie war krank, sagte er und ich sähe sie kaum, weil sie lag zu Bette; dem Tage nachher, eben vor meiner Abreise, nahm ich einen Wagen und fuhr nach ihrem Hotel. Sie war eben ausgefahren sagte der Bediente; und ich habe sie nicht gesehen, nicht gesprochen. Wenn sie nach Dresden komme, bitte ich, liebe, theure Freundinn, mein Bedauern darüber auszusprechen. Von Paris ging ich mit Collin* nach Brüssel, und von dort, nach zwei Tagen, kamen wir nach Köln, eben ./. zur Fastnachtzeit, daher dreÿ Tage wir dort sehr schön und heiter zugebracht haben. Es war eben dort so heiter und lustig wie in der Karnevals-Zeit zu Rom. Maskenzüge, Volksvergnügung in allen Straßen; wir haben uns sehr amusirt. In Köln war es wo ich eine Bestimmung nehmen mußte ob ich mit Collin* zu Hause gehen möchte oder noch einen Monath in Deutschland verweilen, es hing [overstreget: ab], ich sage es offen an die treue, liebe Freundinn, von dem Briefe von Ihnen ab. Jeden Morgen habe ich in Köln nach Briefen gefragt, aber noch am letzten Morgen war keiner von Ihnen da. Kurz vor der Abfahrt ging nochmals Collin* ./. zum Posthaus, und kam zurück mit Ihrem lieben, über Paris, mir vergönnten Brief. Ich hätte geschrieben, ich freute mich bei Ihnen meinen Geburtstag den 2ten April in Dresden zuzubringen, Ihr Brief berührte dieses nicht, aber deutete an, daß Sie zu leidend war um so viel, wie immer für Ihre Freunde zu sorgen; habe ich es misverstanden bedaure ich es sehr, denn ich nahm den Entschluß nach Hause zu reisen, in der Hofnung künftiges Jahr, bei Ihrem Geburtstag bei Ihnen zu sein in Dresden; sind Sie gesund und froh weiß ich wie lieb und gut ich werde empfangen werden von meiner immer theuren lieben edlen Freundinn
Ihr danckbarer
H. C. Andersen
[i margenen, p. 3:] Herzliche Grüße an Fräulein Margareth* !
Hannover, den 3. marts 1870.
Kære, ædle veninde!
I går, i sidste øjeblik før min afrejse fra Köln, har jeg modtaget Deres dyrebare brev, via Paris. Jeg blev i Paris i 16 dage, men jeg følte mig slet ikke hjemme og tilfreds der, jeg ville gerne have rejst tidligere, hvis ikke min unge ven havde haft flere videnskabelige tilknytningspunkter der, som fastholdt ham. Straks ved min ankomst har jeg leveret mit kort til vores gesandt, grev Leon Moltke* , men først ved slutningen af mit ophold har jeg hørt fra ham og efter mit skriftlige spørgsmål erfaret, at hans moder, grevinden* , var i Paris, hvor hun boede. Jeg fik fra grev Leon* en indbydelse til middag og glædede mig til at se moderen* hos ham, men desværre var hun syg, sagde han, og jeg ville næppe få hende at se, da hun lå i sengen; dagen efter, netop før min afrejse, tog jeg en vogn og kørte til hendes hotel. Hun var netop kørt ud, sagde betjeningen, og jeg så hende ikke, talte ikke med hende. Når hun kommer til Dresden, beder jeg Dem, kære veninde, udtale min beklagelse derover. Fra Paris tog jeg med Collin* til Brüssel og derfra, efter to dage, kom vi til Köln, netop til fastelavn, hvorfor vi har tilbragt 3 skønne og muntre dage der. Der var netop så muntert og lystigt der som i karnevalstiden i Rom. Maskeradeoptog, folkeforlystelse i alle gaderne, vi har virkelig moret os. I Köln måtte jeg træffe bestemmelse om jeg ville rejse hjem med Collin/person> eller ville blive endnu en måned i Tyskland, det afhang af – jeg siger det åbent til den trofaste kære veninde – Deres brev. Hver morgen i Köln har jeg spurgt efter breve, men endnu den sidste morgen var der ikke nogen fra Dem. Kort før afrejsen gik Collin* endnu en gang til posthuset, og kom tilbage med Deres kære brev, som De undte mig via Paris. Jeg havde skrevet, at jeg glædede mig til at tilbringe min fødselsdag den 2. april hos Dem i Dresden , Deres brev berørte ikke dette, men antydede, at De var for lidende til at sørge for alt det, De plejer at gøre for Deres venner; har jeg misforstået det, beklager jeg det meget, thi jeg traf beslutning om at rejse hjem, i håbet om et kommende år at være hos Dem i Dresden på Deres fødselsdag; er De sund og glad ved jeg hvor kært og godt jeg vil blive modtaget hos min dyrebare, kære ædle veninde Deres taknemlige H. C. Andersen [i margenen, p. 3:] Hjertelige hilsener til frøken Margareth** !
BrevID 13942: : HCA-brev af 3/3 1870 (Collin XVII, 32&56, billedid 5486-89).
habe ich meine Karte an unsere Gesandten Graf Leon Moltke* abgegeben: under sit og Jonas Collins* månedlange ophold i Paris (21/1-20/3) aflagde HCA visitter hos samtlige i Paris boende medlemmer af familien Moltke-Huitfeldt. Gesandten, grev Léon M-H* , var han nu lidet tilfreds med, "det Hele er Sløseri af Moltke* ; Mangel paa Interesse for mig", var HCA.s kommentar til gesandtens manglende vilje til at skaffe HCA fri adgang til teatrene (hvad han normalt fik andre steder i Europa), men han var dog én gang indbudt til middag hos gesandten og to gange til middag hos moderen, grevinde Eliza M-H* , sammen med bl.a. sønnerne Léon* og Harald* plus sidstnævntes amerikanske kone* .
es hing … von dem Briefe von Ihnen ab: så vidt det kan skønnes, er både HCA og FrS skyldige i, at HCA.s besøg i Dresden ikke blev til noget.
05.03.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 5. März 1870.
Theurer Freund!
Heute erhielt ich, zu meine Überraschung, Ihren Brief aus Hanover, und schon sitze ich zur Antwort bereit! – So soll ich Sie nicht wiedersehen, bevor Sie das Vaterland erreichen, und ich hatte mich so darauf gefreut! – Sie hätten dann in einem Hôtel nicht mehr wohnen müssen, doch kann ich nur wiederholen, daß ich Ihnen, vermöge meines so alten Zustandes vor Mattigkeit und Angegriffensein – wenig Unterhaltung und Geselligkeit hätte bieten können! Schnmerzlich vermißt hätten Sie doch bey einem längern Aufenthalt die alten treuen Freunde, Lüttichaus* * , Carus* und Andere, und die Theaterbude hätte Sie nicht befriedigt.
Warum haben Sie nicht Weimar berührt, wo allein noch ./. noch [sic], der Kunst, der Wissenschaft, dem Talent, gehuldigt, denn der Gr. Herzog* weiß immer die Spitzen derselben um sich zu versammeln. Jetzt ist, oder war Turgeniew* und die Viardot* da. Unsere Prinzen* * : lieben nur sich selbst, Maskenbälle, Jagd, Skat, und auf dem Eise laufen. Fast niemals wird eine Notabilität eingeladen. Eben so der König von Preußen* hat nur Sinn für das Militair. Beklagen Sie nicht auch die arme Prinzessin von Wales* , nach allem dem Zeitungs Scandal? Das Glück ist wahrhaftig nicht auf Thronen zu suchen! –
Die Anzeige von dem Tode des verehrten Baron von Maltiz* früher russischer Gesandter in ./. Weimar – hat mich tief ergriffen, ich verliere an ihm einen treuen Freund ein Haus was mir offen stand und immer Genuß bot! – Wie schwer ist das Altwerden! nicht nur zu fühlen wie die Kräfte täglich abnehmen sondern ein Blatt nach dem Andern fallen zu sehen, von dem Blüthenbaum unsrer Freundschaften! –
Wiederum bin ich seit Novbr nicht meine Treppe herunter gestiegen, und brächte nicht manche interessante Persönlichkeit, mir geistigen Genuß in meine Räumen, ich fühlte, das immer einsamer werden – doppelt ein Glück daß man mit den Jahren auch Wünsche leerer wird.
Ich finde das Betragen Leo Moltkes* nicht sehr zuvorkommend. Die Gräfin* schrieb an Sigwald* , sie sey krank und dies verzögere ihre Herreise. Ganz unter uns gesagt, mag sie ./. wohl viel Ärger mit der großen Verschwendungssucht der Söhne* * haben und denkt sich hier etwas auszuruhen, sie will ganz still leben, und nur mich täglich sehen! –
Wie leicht ist jetzt eine Reise von Copenhagen hierher. Faßen Sie im Sommer wo Goethes* * * und Heinkes* * bey mir sind, den Entschluß, blos mich in Maxen auf 4 Wochen zu besuchen, und keine weitere Reise daran zu schließen, so wie man eine Badereise macht – und Sie würden uns unendlich beglücken! – Meinen Gebt. denke ich in Maxen zu verleben! – Ich glaubte nicht daß Sie so schnell Paris verließen, deßhalb schrieb ich nicht früher. An Herrn Collin* entgegnen Sie meine Grüße. Ich aber bleibe getreu, und ergeben
Ihre Freundin Fr Serre
[i margenen, p. 2:] Pr. Semper* war hier, baut das neue Theater, 60 Ellen weiter entferndt von der alten Stelle in 4 Jahren fertig.
[i margenen, p. 4:] Wann erscheint wieder in Deutsch Eines Ihrer Märchen? Das Hühnermädchen? man soll das Publikum nicht ganz von sich entwöhnen.
Dresden, den 5. marts 1870.
Dyrebare ven!
I dag modtog jeg til min overraskelse Deres brev fra Hannover, og jeg sidder allerede parat til at svare! – Så skal jeg altså ikke se Dem igen, før De når fædrelandet, og jeg havde sådan glædet mig til det!" – De skulle ikke mere have boet på hotel, men jeg kan kun gentage, at jeg – givet min så langvarige tilstand af mathed og angrebethed – kun havde kunnet byde dem liden underholdning og samvær! De ville dog ved et længerevarende ophold smerteligt have savnet de gamle tro venner, Lüttichaus* * , Carus* m.fl. og teaterkassen ville ikke have tilfredsstillet Dem.
Hvorfor har De ikke besøgt Weimar, der hvor kunsten, videnskaben, talentet endnu bliver hyldet, thi storhertugen* ved altid, hvordan han skal samle spidserne omkring sig. Nu er – eller var Turgenjev* og Viardot* der. Vore prinser* * elsker kun sig selv, maskeballer, jagt, skat og at løbe på isen. Notabiliteter bliver næsten aldrig inviteret. Ligeledes har kongen af Preussen* kun sans for militæret. Beklager De ikke også den stakkels prinsesse af Wales* , efter al den avisskandale? Lykken kan i sandhed ikke findes på tronen!
Meddelelsen om, at den ærede baron von Maltiz* – som tidligere var russisk gesandt i Weimar – var død, har dybt berørt mig, i ham mister jeg en tro ven, hans hus stod altid åbent for mig og var mig en fornøjelse. Hvor er det svært at blive gammel! Ikke kun at føle at kræfterne dagligt svinder, men også at se det ene blad efter det andet falde fra hele vort blomstrende træ af venskaber!
Endnu en gang har jeg ikke gået ned ad min trappe siden november – og hvis ikke mangen en interessant personlighed bragte mig åndelig nydelse i mine stuer, så ville jeg føle, at jeg blev endnu mere ensom – det er en dobbelt lykke, at man med årene også har færre ønsker.
Jeg finder Leo Moltkes* adfærd lidet imødekommende. Grevinden* skrev til Siegwald* , at hun var syg og dette udsatte hendes rejse hertil. Mellem os sagt, har hun vel mange bekymringer over sønnernes* * trang til ødselhed og tænker, at hun vil hvile ud her, hun vil leve helt stille og kun se mig hver dag!
Hvor let er nu er rejse fra København hertil. Træf nu beslutning om, til sommer, hvor Goethes* * * og Heinkes* * er hos mig, at besøge mig i Maxen i 4 uger og ikke knytte yderligere rejse dertil, netop sådan som man planlægger en baderejse – og De ville gøre os uendeligt lykkelige! Min fødselsdag tænker jeg at tilbringe på Maxen. Jeg troede ikke, at De ville forlade Paris så hurtigt, derfor skrev jeg ikke før. Til hr. Collin* overbringer De mine hilsner. Men jeg forbliver tro og hengiven.
Deres veninde Fr Serre
[i margenen, p. 2:] Professor Semper* var her, han bygger det nye teater, 60 alen længere væk fra det gamle sted, færdigt om 4 år.
[i margenen, p. 4:] Hvornår udkommer et af Deres eventyr på tysk? Hønse Grethe? Man skal jo ikke ganske vænne publikum fra ….
BrevID 13945: FrS-brev af 5/3 1870 (Collin XI, 19/275, billedid 5527-30).
Sie hätten dann in einem Hôtel nicht mehr wohnen müssen: normalt havde HCA boet på Hotel Stadt Rom under ophold i Dresden, men efter fru von Berges* død 1865 ville der være plads til ham i familien Serres hus i Amalienstraße.
Viardot* : Pauline Viardot-Garcia* : jf. BrevID 19124.
Beklagen Sie nicht auch die arme Prinzessin* von Wales: det var en offentlig hemmelighed i London, at prinsen af Wales* [den senere Edward VII* : var sin danske hustru [Alexandra* ] utro. HCA havde 7.12.1867 iflg. dagbøgerne sendt dem eksemplarer af Dryaden.
das Betragen Leo Moltkes* nicht sehr zuvorkommene: i betragtning af det nære venskab mellem familien Moltke-Huitfeldt og HCA må man give FrS ret i hendes ret negative bedømmelse af grev Léons* adfærd.
Prof. Semper* war hier, baut das neue Theater: på grund af sit republikanske sindelag og sin deltagelse i maj-opstanden 1849 var arkitekten Gottfried Semper* (1803-79) "persona non grata" ved det sachsiske hof, hvorfor han til sin død levede i eksil. Imidlertid fik han dog lov til at tegne det nye teater, mens hans søn Manfred Semper* stod for opførelsen. Dette teater blev først indviet i 1878 og stod indtil 13. februar 1945, hvor det blev ødelagt ved bombardementet af Dresden.
