Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
01.06.1852 Brevid 17560
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 1. Juny [18]52
Theuerster Herr Andersen!
Heute war ich in froher Hoffnung Sie Morgen von der Eisenbahn abzuhohlen, um mit mir nach Maxen zu fahren, zur Stadt gekommen, da erhielt ich Ihren Brief!!! So soll man sich in diesem Leben auf nichts im Voraus freuen, – ach, es ist ein trauriger Spruch von Schiller* – Du hast gehofft ! dein Lohn ist abgetragen!-
Ich hatte ein so hübsches Diner zu Ihrem Empfang arrangirt, und Mayblumen dufteten auf Ihrem Tische – Vorbey, Vorbey! – Alle Geschichten haben ein Ende. Auch Kohl* hatte sich diese Woche für ein paar Tage freÿ gemacht! – Jetzt muß ich nun noch auf Ihre letzte Nachricht warten! ./. Es wäre auch gut gewesen, wenn Sie Herrn von Lüttichau* noch gesprochen, der in den nächsten Tagen nach Teplitz geht!.-
Aber was hilft das Klagen!
Ich begreife Ihre Gründe – und kann nichts dagegen einwenden.
Sollte ich Sie nicht sehen können so versprechen Sie mir von Ihrer Reise bald zu schreiben wo Sie einen Rasttag machen.
Wegen der Büste bleibe ich noch in Ihrer Schuld! –
Sollten Sie Baron Maltiz* sehen die herzlichsten Grüße an Beide!- Auch an Fräulein Seidler* !
In Betrübniß
Ih[re] Fr. Serre
[udskrift:]
An den Herrn Professor Andersen
in Weimar
freÿ
abzugeben bey dem Hofmarschall von Boilieu*
[stemplet:] DRESDEN 2 JUN.52
Dresden, den 1. juni 1852.
Dyrebareste hr Andersen
I dag var jeg kommet til byen i glad forventning for at hente Dem på jernbanen, for at De kunne køre med mig til Maxen, da modtog jeg Deres brev! Således skal man i dette liv på forhånd glæde sig til ingenting – ak det er en sørgelig talemåde af Schiller* – Du har håbet! Din løn er borte!
Jeg havde arrangeret sådan en nydelig middag til Deres modtagelse – og majblomster duftede på Deres bord – forbi, forbi – det blive alle historier. Også Kohl* havde frigjort sig et par dage i denne uge – Men nu må jeg vente på Deres seneste efterretning .
Det ville også have været godt, hvis de endnu havde kunnet tale med hr. von Lüttichau* , som de næste dage rejser til Teplitz.
Men hvad hjælper det at klage.
Jeg forstår Deres bevæggrunde – og kan intet indvende derimod!
Skulle jeg ikke kunne komme til at møde Dem, så lover De mig snart at skrive fra Deres rejse, når De har en hviledag.
Hvad angår busten, så skylder jeg
Dem stadig.
Skulle De se baron Maltiz* , så hils begge
hjerteligst – også frøken Seidler* .
Sørgmodigst.
Deres Fr. Serre
Til hr professor Andersen i Weimar, frit – afleveres hos hofmarskal von Beaulieu* .
BrevID 17560: FrS-brev af 1/6 1852 (Collin XI, 13/185, billedid 5089-91).
Dresden den 1. Juny: dette brev modtog HCA i Weimar 3/6, hvilket – forståeligt nok – gjorde ham "noget nerveus".
Du hasst gehofft! Dein Lohn ist abgetragen: citat fra Schillers* digt "Resignation" (1785).
Vorbey, Vorbey – Alle Geschichten haben ein Ende: citat fra HCA’s Grantræet (1845): forbi, forbi, og det blive alle Historier!
ich begreife Ihre Gründe: hvilke grunde HCA har anført til sin undskyldning, får stå hen i det uvisse.
Fräulein Seidler* : Fräulein Seidler* er den tyske malerinde og forfatterinde Louise Seidler* (1786-1866), der efter et meget omskifteligt liv bosatte sig fast i Weimar, hvor hun varetog plejen af de hertugelige kunstsamlinger, samtidig med at hun plejede sin egen kunst. Hun var en nær veninde af Goethe* , hvis portræt hun malede i 1811.
17.12.1852
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Maxen] am 17. Decbr. 1852
Mein theuerster Herr Andersen !
Endlich, endlich wieder ein Lebens Zeichen! Endlich eine Nachricht – wo unsere Gedanken Sie aufsuchen können! Und welches schöne Zeichen Ihrer Erinnerung! Das herrliche Buch, mit immer neuen reizenden Geschichten! Wüßten Sie, die freudige Überraschung die Sie mir bereitet, könnten Sie in mein dankbares Herz schauen, Sie fänden einen Lohn, in der Freude, welche Sie mir schufen!
Aber wie verlangt es uns erst nach einem Briefe! Wo waren Sie nur den langen, langen Sommer? – Ich schrieb nach Glorup zu meinen Freunden Graf Moltkens* * . Niemand konnte mir Auskunft geben von Ihrem Aufenthalte.
Auch ich habe einen kleinen Strauß für Sie gebunden – ein Jeder auf seine Weise, es sind Alpenblumen, gestickt auf ein Kissen, worauf Ihr liebes Haupt ruhen soll, aber ich kann es ja Ihnen nicht senden, Dahls* * und Moltkens* * sagen mir, es machte auf der Grenze die größten Schwierigkeiten, und für Sie, unabwendbare ./. Kosten, und so muß ich meine Arbeit liegen laßen – – – – bis Sie sich sie selbst hohlen! Ja das wird herrlich sein! Aber auch im Winter, bey den traulichen Abenden am Theetisch – Sie in unsern Kreisen zu sehen – welcher Genuß würde das sein!! Auch in der Stadt könnten Sie bey uns wohnen, zwar im Hofe ist die kleine Wohnung aber es sind freundliche Räume, die ich Ihnen anbieten könnte. Ich hoffte so sehr, Sie bey Ihrer Rückkehr erwarten zu können! – Es war ein Schmerz, als vorigen Sommer Ihr Brief aus Weimar kam, Sie würden nicht nach Maxen kommen, und direct über Leipzig südwärts reisen! -
Auch ich bin ausgeflogen gewesen! Zuerst brauchte ich die Salzsolenbäder 6 Wochen lang im Bade Oehnhausen bey Minden, von dort hohlte mich mein Mann ab, und wir reiseten nach Paris, wo wir 14 Tage blieben. In St. Cloud sah ich den Louis Napoleon* , in der kleinen Capelle, in scheinbar frommer Andacht, vielleicht schweiften ./. seine ehrgeitzigen Gedanken, ganz anderswo; er hat sein Streben erreicht – nach dem 3t Versuch – ist er Kaiser der Franzosen nun! – Bald werden sie, und Europa sein Scepter fühlen! –
Gestern war ich bey Frau von Deken* , auch sie ist entzückt, über Ihre Liebes Gabe!
Die Anwesenheit Graf Moltkens* * erfüllt mich mit wahrer Freude! Wir sind fast täglich zusammen, und sie bewähren sich als unwandelbar treu – in ihrer Liebe für mich! So sehr sie über das kleinstädtische Wesen Dresdens klagen – so suchen sie für einen Winteraufenthalt daßelbe immer wieder auf! Elise* malt jeden Morgen in ihrem Attelier, und ist glücklich in ihrer Arbeit. Nächsten Sommer erwartet man Sie in Glorup und gewiß wird die Feyer ihrer 25 (?) jährigen Verheirathung und zugleich die Einsegnung Haralds* – sehr feierlich – Vielleicht kommen wir auch dazu hin – denn längst sehne ich mich, den Norden kennen zu lernen, und das schöne Copenhagen! Nun aber nur noch der Wunsch eines frohen Weyhnachts Festes, wobey ich Ihnen so gern, so gern – den Baum putzte – und eines glücklichen Neujahrs! -
Sie wissen, daß Mad Goldschmidt-Lind* sich häußlich auf der Lüttichaustr. eingerichtet – sich in der Umgegend Dresdens anzukaufen sucht, wie eine Einsiedlerin lebt, mit ihrem unbedeutenden Mann* , keine Einladungen annimmt bis jetzt, und Nirgend singt.
[i margenen p. 3:] Doch hat Jenny Lind* versprochen, im Theater in einem Concert für die Armen zu singen.
[i margenen p. 1:] Noch tausend, tausend Dank für die Büste und Handschriften! Von Allen meinen Umgebungen das Herzlichste!
[i margenen p. 2:] Mit dem treuesten Gruß, Ihre Fr. Serre
[udskrift:]
An dem Herrn Professor und Dichter
Andersen
in
Copenhagen
Ritter p.p.
frey
[stemplet:] DRESDEN 18 DEC.52
Maxen, 17. dec. 1852
Min dyrebareste Hr. Andersen.
Endelig, endelig igen et livstegn! Endelig en efterretning – hvor vore tanker kan opsøge Dem! Og hvilket smukt tegn på Deres erindring! Den herlige bog, med nye henrivende historier! Hvis De vidste, hvor glædelig en overraskelse De bereder mig, hvis De kunne se ind i mit taknemlige hjerte, så ville De finde en løn i den glæde, som De skabte for mig! Hvor vi længes efter et brev! Hvor var De dog den lange, lange sommer? Jeg skrev til Glorup til min venner grev Moltkes* * . Ingen kunne give mig oplysning om Deres ophold.
Også jeg har bundet en lille buket til Dem – hver sin måde – det er alpeblomster, syet på en pude, hvorpå Deres kære hoved skal hvile, men jeg kan jo ikke sende Dem den, Dahls* * og Moltkes* * siger til mig, at den ved grænsen ville støde på de største vanskeligheder, og ville give Dem uundgåelige omkostninger, og derfor må jeg lade mit arbejde ligge – til De selv kan afhente det. Ja det vil være herligt! Men også til vinter, ved de hyggelige aftener ved tebordet – at se Dem i vores kreds – hvilken nydelse ville det være! Også i byen kunne De bo hos os, den lille bolig er i gården, men det er venlige rum, som jeg kan tilbyde Dem. Jeg håber så meget at kunne vente Dem ved Deres tilbagerejse! – Det var en smerte, da Deres brev kom fra Weimar sidste sommer, at De ikke kom til Maxen og rejste direkte over Leipzig sydpå!
Jeg har også rejst ud! Først benyttede jeg saltbadene i 6 uger i Oehnhausen ved Minden, derfra afhentede min mand mig, og vi rejste til Paris, hvor vi blev i 14 dage. I St. Cloud så jeg Louis Napoleon* , i det lille kapel, tilsyneladende i from andagt, måske strejfede hans ærgærrige tanker helt andre steder, han har nået sit mål – efter 3 forsøg – han er nu kejser over franskmændende! Snart vil de og Europa føle hans scepter.
I går var jeg hos fru von Decken* , også hun er henrykt over Deres kære gave!
Grev Moltkernes* * tilstedeværelse fylder mig med sand glæde. Vi er næsten dagligt sammen – og de viser sig uforandret tro – i deres kærlighed til mig! Hvor meget de end klager over Dresdens småstads væsen – så søger de dog igen tilbage dertil i et vinterophold. Elise* maler hver morgen i sit atelier, og er lykkelig i sit arbejde. Næste sommer venter man Dem på Glorup og sikkert bliver højtideligholdelsen af 25 års bryllupsdagen og samtidig Haralds* konfirmation meget festlig. Måske kommer vi også med – thi allerede længe har jeg længtes efter at lære Norden at kende – og det skønne København! Nu er der kun et ønske om en glad julefest, hvor jeg gerne pynter Deres juletræ – og ønsker Dem et lykkeligt nytår!
De ved, at fru Goldschmidt-Lind* har indrettet sig hjemligt i Lüttichaustr. – og at hun søger at købe sig noget i Dresdens omegn, lever som en eneboer, med sin ubetydelige mand* , ikke modtager nogen invitationer – og heller ikke synger.
[i margenen p. 3:] Men Jenny Lind* har dog lovet at give en koncert i teatret til fordel for de fattige.
[i margenen p. 1:] Endnu en gang tusind tusind tak for busten og for håndskrifterne. Fra alle i min omgivelse de hjerteligste hilsener.
[i margenen p. 2:] Med den mest trofaste hilsen, Deres Fr. Serre
[udskrift:] Til hr. professoren og digteren Andersen i København.
BrevID 17583: FrS-brev af 17/12 1852 (Collin XI, 13/187, biledid 5096-5100).
endlich wieder ein Lebens Zeichen: der har åbenbart ikke været nogen kontakt mellem HCA og FrS siden det besøg i sommeren, som HCA aflyste.
Das herrliche Buch: hos Carl B. Lorck* i Leipzig udkom i efteråret 1852 en Samling Historien (af HCA omtalt som Geschichten).
Historien: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552 I Dresden fik FrS og baronesse Decken* hver et eksemplar (plus senere ekspl. til dr. Carus* og til Jenny Lind* ), i München fik HCA.s nyeste fyrstelige ven, kong Max (Maximilian II)* af Bayern, et eksemplar, ligesom dennes rådgiver, geheimelegationsråd W. von Dönniges* (1814-72) og teaterintendanten Franz von Dingelstedt* fik eksemplarer. Endelig blev i Tyskland også HCAs veninde i Oldenburg, Lina von Eisendecher* , og naturforskeren og hofmanden Alexander von Humboldt* i Berlin ligeledes betænkt, jf. HT-J * p. 273 og 275: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=3983
Maximilian: BrevID 20991, Carus* : BrevID 20939
wo waren Sie den langen, langen Sommer: HCA foretog i sommeren 1852 – s.m. Viggo Drewsen* – en rejse fra Leipzig via Nürnberg og München til Schweiz og Milano, derfra hjem via Schweiz til Frankfurt, efterfulgt af en tur ad Rhinen til Köln, derfra hjem via Hannover, Hamborg og Kiel.
auch im Winter: dette er den første af mange opfordringer fra FrS til HCA om dog at tilbringe en vinter i Dresden. Normalt boede HCA under ophold i Dresden på Hotel Stadt Rom på Altmarkt, men denne gang tilbød FrS for 1. gang, at han kunne bo i familiens hus i Amalienstraße.
Bad Oehnhausen: dette kursted ligger i den nordlige del af det nuværende "Land" Nordhrein-Westphalen.
die Feyer ihrer 25[.] jährigen Verheirathung und zugleich die Einsegnung Haralds* : greveparret Moltkes* * sølvbryllup blev fejret på Glorup 20/7 1853, og samme dag konfirmeredes dets 15-årige søn, Harald* (1838-78), i den nyrestaurerede Svindinge kirke.
Tausend Dank für die Büste und Handschriften: jf. noter til brevene BrevID 21457 og BrevID 6515.
04.01.1853
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Liebe Frau Serre!
Aus dem alten in das neue Jahr hinein reiche ich Ihnen die Hand; möge dieses Jahr für uns alle ein schönes und glückliches werden. Es freute mich unendlich Ihren herzlichen Brief zu empfangen, und daraus zu erfahren, wie Sie mir immer gut sind. Auf einem Umweg , das heißt: von Dresden über Norwegen nach Copenhagen, kam das Gerücht zu mir, Sie wären böse geworden, weil ich im letzten Sommer nicht von Weimar nach Dresden ging; in einem Brief hatte ich den Grund dazu aufgegeben, indem ich mir vorbehielt bei unserm späteren Zusammentreffen mich deutlicher zu erklären; ich wußte wohl, daß ich Ihren Geist und Ihr Herz nicht unrichtig beurtheilt hätte, und daß die freundliche Brieftaube wiederkehren wollte; und richtig, sie hat nicht auf sich warten laßen, und ich schätze Ihre Freundschaft jetzt mehr, und habe einen festeren Glauben an dieselbe. Ich möchte auch gern glauben, daß Ihr vortrefflicher Hr. Gemal dieselbe Gesinnung für mich hat; ich freue mich darauf, seine Hand zu drücken und mit ihm und Ihnen mich zu unterhalten, entweder auf dem schönen Maxen, oder etwa – wovon Sie in Ihrem Briefe die Möglichkeit andeuteten – bei der silbernen Hochzeit auf Glorup in Fühnen. – Das wäre “wunderschön"; Sie werden sehen, daß Dänemark ein freundliches Land ist, die Wälder so erfrischend und einladend und Copenhagen mit vielem Sehenswerthem. – Begegnen wir uns nicht dort, so mache ich vielleicht einen kühnen Sprung nach Maxen hin, einzig und allein um Ihnen einen herzlichen “Guten Tag" zu bringen. –
Wenn Sie mich nun in dem neuen Jahr wieder mit einem Brief erfreuen, dann sagen Sie mir, welche von meinen letzten “Historien" Ihnen am meisten gefallen hat; auch möchte ich gern erfahren, ob der herrliche Dr. Carus* von meinem Buchhändler* ein Exemplar von dieser Schrift empfangen hat; ich wollte es als meine Carte auf seinen Tisch ganz hingelegt wissen. Als Sie mich bei diesem Mann einführten, machte er einen unendlich tiefen und angenehmen Eindruck auf mich; er kam mir so offen so herzlich entgegen, daß ich von dieser Stunde an sein Freund war. Grüßen Sie ihn und seine liebenswürdige Umgebung; ebenso bei Deckens* * * * und Dahls* * . /
Der Komponist Glæser* wird in Kurzem eine neue Oper nach meinem Text, Die Waßernixe, aufführen laßen. Meine “Historien" haben schon England erreicht, wo auch mein Buch “in Schweden" viele Freunde hat und in der unglaublich wohlfeile Schillings-Ausgabe verkauft wird. Grüßen Sie Ihren lieben Gemal, Ihren Sohn* und die ganze Umgebung von Ihrem treuen Freunde
H. C. A.
Kære Fru Serre!
Fra det gamle ind i det nye år rækker jeg Dem hånden, måtte dette år blive lykkeligt for os alle! Det glædede mig uendeligt at modtage Deres hjertelige brev, for deraf at erfare, hvor De altid er mig god. På en omvej – dvs. fra Dresden over Norge til København, kom rygtet til mig, De var blevet vred, fordi jeg i sommer ikke tog fra Weimar til Dresden, i et brev havde jeg givet grunden dertil, idet jeg forbeholdt mig retten til ved et senere møde at forklare nærmere, jeg vidste vel, at jeg ikke havde fejlbedømt Deres ånd og hjerte, og at den venlige brevdue ville vende tilbage – og ganske rigtigt, den lod ikke vente længe på sig, og jeg skatter nu Deres venskab endnu højere, og har en endnu fastere tro på samme. Jeg ville også gerne tro, at Deres hr. gemal har samme sindelag for mig, jeg glæder mig til at kunne trykke hans hånd og tale med med ham og Dem, enten på det skønne Maxen, eller evt. – hvorom De antyder en mulighed i Deres brev – ved sølvbryllupsfesten på Glorup på Fyn – det ville være "dejligt"; De vil se, at Danmark er et venligt land, skovene så forfriskende og indbydende og København har meget seværdigt. – Hvis vi ikke mødes der, så gør jeg måske et kækt spring til Maxen, ene og alene for at kunne sige Dem "Goddag". –
Hvis De nu igen i det nye år glæder mig med et brev, da fortæl mig hvilke af mine nyeste "Historier" der har behaget Dem mest, jeg vil også gerne vide, om den herlige dr. Carus* fra min boghandler* har modtaget et eksemplar ef dette værk fra min boghandler, jeg ville gerne vide det lagt på hans bord som mit visitkort. Da De indførte mig hos denne mand, gjorde han et dybt og behageligt indtryk på mig, han kom mig så åbent og hjerteligt i møde, at jeg fra dette øjeblik var hans ven. Hils ham og hans elskværdige omgivelse, ligeså hos Deckens* * * * og Dahls* * .
Om kort tid vil komponist Glæser* lade opføre en opera efter min tekst, Nøkken . Mine "Historier" er allerede nået til England, hvor også min bog "I Sverrig" har mange venner og bliver solgt i den utroligt billige skillingsudgave. Hils Deres kære gemal, Deres søn* , og hele omgivelsen fra Deres tro ven.
BrevID 22439: HCA-brev af 4/1 1853 (Collin kladde XVII, vol. IV, billedid 5658-59).
Sie wären böse geworden: rygtet talte nok sandt, for FrS blev utvivlsomt såret over HCA.s sene afbud til et besøg på Maxen sommeren 1852.
bei der silbernen Hochzeit auf Glorup: til sølvbrylluppet blev der vistnok ikke inviteret andre tyske gæster end sangerinden Constance Jacobi* , og ikke engang andre nære venner FrS og FAS.
Der Komponist Glæser* : den tyskfødte komponist Franz Joseph Gläser* (1798-1861), som i 1842 blev kapelmester på Det kgl. Teater, komponerede musikken til HCA.s opera Nøkken, efter at HCA forgæves havde forsøgt at formå Henrik Rung* og Niels V. Gade* til at interessere sig for den lille opera. HCA indleverede sin tekst til teatret i 1845, men der gik 8 år, før operaen fik sin førsteopførelse smst.
Nøkken: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=624
Historien: mus.nr. 1987/240 http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
mein Buch "in Schweden"… in der unglaublich wohlfeile Schillings-Ausgabe: Píctures of Sweden udkom hos forlæggeren Richard Bentley* ca. 1/5 1851, efterfulgt af en billig piratudgave, som frydede HCA, men som hans forlægger forståeligt nok ikke var begejstret for, jf. Elias Bredsdorff* , H. C. Andersen og England, 1954, s. 178 og 187.
Bentleys* udgave: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=15571
Piratudgaven: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=16476
09.01.1853
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 9. Januar [18]53
Mein theuerster Herr Andersen!
Es ist mir immer ein Festtag, erscheint ein Brief von Ihnen – und ich halte die theuren Schriftzüge in meinen Händen, gedenke der lieben, Herzens Worte – und bin den ganzen Tag froh! – Wie können Sie glauben, daß ich Ihnen grämen könnte – wenn Umstände verhindern daß Sie Ihr Versprechen nicht halten konnten, uns zu besuchen? Schon daß Sie den Gedanken faßten, den Wunsch hegten, fähig waren, eine Zeit bey uns verbringen, beglückte uns – Sie kamen nicht – und wir trauerten – aber betrübten uns noch mehr, daß unsere Gedanken den Ort nicht wußten, wo Sie aufsuchen – und kein liebes, schriftliches Wort erschien! Sie fühlen, daß Ihre Freundschaft, eine schöne Blume meines Lebens ist, an welcher ich mich erfreue, erquicke, – für die ich Gott im Stillen danke! Doch nur als freiwillige Gabe hat sie Werth, – frei auch muß sie in ihrem Thun und Handeln sein, sonst wird sie eine Plage! Sie kennen mich nicht – wenn Sie mich des Egoismuß fähig halten. Ach Ihr liebes kleines Buch! – welch frommer, christlicher Sinn spricht sich darin aus – welches tiefe – warme Gemüth. Sie haben eine trauernde Familie kürzlich damit in das Herz gegriffen und ich muß es erzählen! -
Mein Hereinziehen in die Stadt, war traurig. Ich fand tödliches Nervenfieber, die jüngste schöne Tochter* von Carus* erkrankt, es war der Stern der Familie! Sie starb – und die armen Ältern* * und Geschwister* * * * * , folgten ihrem Sarge, standen auf ihrer Gruft, und legten ./. Palmenzweige über die kalte Hülle, leise sang ein Männerchor dabey das schöne Lied von Mendelsohn* – Es ist bestimmt in Gottes Rath – daß man vom Liebsten, was man hat – muß scheiden! Es war eine herzerreißende Scene die ich mit durchlebte! – Jenny* war auch durch ihr herrliches musicalisches Talent, das belebende Prinzip im Hause – jetzt schweigt die Musik im stillen Hause dort! – Da sagte mir Carus* ! Denken Sie! der liebe Andersen hat auch meiner gedacht – ich fand am Neujahrtag sein Buch auf meinem Tisch – und lese nun Abends nach 8 Uhr, den Meinen daraus vor! – Er sagte – wir weinten bey der Erzählung – unter dem Weidenbaum, und alle Abende hohle ich es – und das zuerst, zog unsern Schmerz – hinüber – in seine Gemüthswelt! – Ich will ihm dies Alles schreiben – vielleicht haben Sie schon seinen Brief.
Die Familie Moltke* * sehe ich weniger oft, als ich wünschte. Die Gräfin* beschäftigt sich viel mit Zeichnen und Malen, und liebt keine Störungen am Tage; dann haben sie mehrere vornehme Russische und polnische Familien, deren Umgang sie Andern, schon wegen der franz. Sprache vorziehen – und Sie wissen, daß die Gräfin* ihre kleinen Launen hat – nicht für uns, einfache, Deutsche recht paßt, sich auch nicht hier gefällt deßhalb – und besonders unsere Sprache und Litteratur nicht kennt und kennen lernen will! – Die Erziehung und Natur der Russen hat eine zu verschiedene Richtung mit der Unsern. Der Graf* ist oft krank, man sagt, er leidet an denselben Übel wovon seine Brüder* gestorben! – Doch sind es edle Menschen.
Dahl* kränkelt sehr, und der Arzt fürchtet einmal, und in Kurzem vielleicht – einen schnellen Tod! -
Moltkens* * wollen ihren Festtag im July still verleben, wünschen keine Fremden Besuch, daher wird nichts aus meiner Reise nach Dänemark! – Auch meine liebste Geschichte – ist, unter [fortsættes i margenen]: dem Weidenbaum! – Wie wahr! wie traurig! Dann sie taugte nicht viel. Morgen Abend werden Lüttichaus* * bey uns zubringen!
[i margenen p.1:] Hätte ich nur die Freude, ein Stück von Ihnen, oder Oper mit Ihrem Text hier aufgeführt zu sehen! Warum schicken Sie nicht her? Wenn nicht sofort, richt es doch für die Bühne ein! Gott mit Ihnen! In treuer Verehrung Ihre
Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle die, welche Sie in Ihrem Briefe genannt, und grüssen ließen, waren sehr erfreut darüber, besonders Minna* und entgegnen freundlichst.
9. jan. 1853
Min dyrebareste hr. Andersen.
Det er altid en festdag, når der kommer brev fra Dem – og jeg holder de smukke skrifttegn i mine hænder, tænker på de kære hjertelige ord – og er glad hele dagen! Hvor kunne De tro, at jeg var vred på Dem – når omstændighederne forhindrer, at De kan holde Deres løfter om at besøge os? Bare det, at De fik tanken, nærede ønsket om at tilbringe nogen tid hos os, gjorde os lykkelige – De kom ikke – og vi sørgede – men vi var endnu mere bedrøvede over, at vi i tanken ikke vidste, hvor vi kunne opsøge Dem – og at der ikke kom et kært, skriftligt ord! De mærker nok, at Deres venskab i mit liv er en blomst, hvorved jeg glæder mig, opmuntres – og hvorfor jeg i det stille takker Gud! Men kun som frivillig gave har den værdi – den må også være fri i sin gøren og laden, ellers bliver den en plage! De kender mig ikke – hvis De ser mig i stand til egoisme! Ak Deres kære lille bog – hvilket fromt kristeligt sind udtaler sig deri – hvilket dybt, varmt gemyt! De har for kort tid siden grebet en sørgende families hjerte – og jeg må berette det! –
Min indflytning i byen var sørgelig. Jeg fandt dødelig nervefeber, Carus’* yngste, skønne datter* , det var familiens øjesten, var syg deraf! Hun døde, og de stakkels forældre* * og søskende* * * * * fulgte hendes kiste, stod ved hendes grav – og lagde palmegrene over de kolde jordiske rester, sagte sang et mandskor Mendelsohns* skønne salme – "Det er bestemt Guds vilje, at man må skilles fra det kæreste man har" – det var en hjerteskærende scene, som jeg levede med i. – Jenny* var også med sit hjertelige musikalske talent det oplivende princip i huset, nu tier musikken der i det stille hus! – Da sagde Carus* til mig: Tænk Dem, den kære Andersen har også tænkt på mig – jeg fandt nytårsdag hans bog på mit bord – og nu læser jeg om aftenen efter klokken 8 – op af den for mine kære! – Han sagde – vi græd over fortællingen – ved juletræet, og hver aften henter jeg den og først derved trak det vores smerte over i hans sindstilstand! – Jeg vil skrive alt dette til ham – måske har De allerede hans brev.
Familien Moltke* * ser jeg ikke så ofte som jeg gerne ville. Grevinden* beskæftiger sig meget med at tegne og male, og ønsker ingen forstyrrelser om dagen, så har de flere fornemme russiske og polske familier, hvis omgang hun – allerede på grund af det franske sprog foretrækker frem for andre – og De ved, at grevinden* har sine små luner – som ikke passer for os, enkle tyskere – og heller ikke helt falder til her af samme grund – og især da hun ikke kender vort sprog og heller ikke ønsker at lære det! Russernes natur og opdragelse har en anden retning end vores. Greven* er ofte syg, man siger, at han lider af samme sygdom, som hans broder* døde af! – Men det er ædle mennesker.
Dahl* skranter en del, og lægen frygtede engang, at han kun havde kort tid tilbage! –
Moltkerne* * vil tilbringe deres festdag i juli i det stille, ønsker ingen fremmede besøg, derfor bliver der intet ud af min rejse til Danmark! – Også min kæreste historie – er under juletræet! Hvor sand! Hvor sørgelig! Thi hun duede ikke til meget. I morgen vil Lüttichaus* * tilbringe hos os.
[i margenen p.1:] Havde jeg blot den glæde at få et stykke af Dem, eller at se operaen med Deres tekst opført her! Hvorfor sender De mig den ikke? Hvis ikke straks, så tilpas det dog til scenen. Gud være med Dem. I tro ærbødighed Deres Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle, som De har nævnt i Deres brev og lader hilse, var meget glade derfor, især Minna* og gengælder venligst.
BrevID 17589: FrS-brev af 9/1 1853 (Collin XI, 13/188, billedid 5101-02).
Das schöne Lied von Mendelssohn* : Mendelssohns* melodi til salmen Es ist bestimmt in Gottes Rath af lægen, af digteren og filosoffen Ernst von Feuchtersleben* (1806-49) er komponeret i 1825.
unter dem Weidenbaum: HCA.s historie "Under Piletræet" er skrevet i efteråret 1852, udkom på dansk i november, blev meget hurtigt oversat til tysk, udkom i hans Historien 1852-53, som ved nytårstide lå på bordene hos FrS og C. G. Carus* . http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
vornehme Russische und polnische Familien: grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt f. Razumovsky* tilhørte familiemæssigt den ukrainsk-russiske adel, men hendes gren af familien opterede i 1811 for Østrig, hvor hendes fader, geologen og mineralogen, greve Gregor Kirillowitsch R.* (1759-1837) af kejser Franz I* blev anerkendt som østrigsk greve, med besiddelser i Mähren (Böhmisch-Rudoletz)
der Graf* ist oft krank … Übel wovon seine Brüder* gestorben: grev Moltke-Huitfeldt* havde kun én broder, Henrik M-H.* (1799-1847). Årsagen til dennes tidlige død kendes ikke.
"Hun duede ikke" udkom i 1852 som bidrag til "Folkekalender for Danmark og kom først 3 år senere i en eventyrudgave, inden da oversat til tysk og udgivet i dec. 1852 i Historien. https://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
18.04.1853
Dato: 1853-04-18
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 18 Apri1.[1853]
Mein theuerster Herr Andersen !
Ich benutze die Gelegenheit, durch Graf Moltke* welcher nach Dänemark reiset, mich in Ihr Gedächtniß zu rufen. Schon seit 3 Monate müssen Sie einen Brief von mir erhalten haben, und vergebens hoffte ich immer auf eine Antwort darauf. Auch Frau von Deken* hat mir aufgetragen Sie zu fragen, ob Sie Ihre letzten Zeilen nach Neujahr erhalten haben. Die gute Frau hat ihre Wohnung wechseln müssen, was ihr ein wahrer Schmerz war, und ist immer kränklich. Der Frühling naht – die Sonne lacht, Knospen und Keimeharren – und ich frage im Stillen – wird unser theurer Andersen wohl kommen, werden wir seine liebe Stimme wieder hören? – Denken Sie, in einer Winternacht, hat man von Ihrem Baum, Stab und Schild, wo Ihre Hand, Ihren Namen unter ./. zeichnet – geraubt! Selbst der todte Träger desselben erwärmt einen kleinen Raum, wie aber der liebe Mensch – alle Herzen![sic]
Gewiß werden Sie im July nach Glorup zur silbernen Hochzeit von Moltkes* * wo ein Volks Fest veranstaltet werden wird. Von uns Deutschen – hat er Niemand eingeladen! Leider werden sie nächsten Winter in Florenz wieder zubringen, und wir nehmen abermals einen langen Abschied! –
Ich zerbrach mir den Kopf, was Ihnen wohl ein liebes, und sichtbares Erinnerungs Zeichen sein könnte, leider ist mir nur ein kleiner Raum, dazu gestattet, so sende ich Ihnen, das vor kurzem erschienene Buch von Carus* , Simbolik der menschlichen Gestalt! Es findet große und allgemeine Anerkennung, und ich hoffe Sie werden manchmal darin lesen! – Gern hätte ich den ½ Jahrgang von Gutzkows* ./. neusten Journal, [Unterhaltungen] am häuslichen Herd beygefügt – doch wage ich nicht, zu groß mein Paket zu schicken. Sie hätten darin kleine Proben, von allen jetzt hier lebenden Dichtern gefunden!
Endlich bin ich Jenny Lind* näher gekommen! Sie lebt gänzlich von der Welt und den Menschen zurück gezogen, beschränkt auf ihren Mann* , den sie schwärmerisch liebt und ihre Häuslichkeit, die unberufenen Besuche, werden unfreundlich zurück gewiesen, doch eben so liebens würdig ist sie mit den genauern Freunden! Sie singt keinen Ton außer dem Hause, wohl aber bey sich! Doch da sie ihre Entbindung erwartet, ist ihre Stimme jetzt nicht so schön. Sie zieht nach der Lösnitz aufs Land für den Sommer, und gedenkt sich hier anzukaufen, und später von hier aus Reisen zu unter nehmen. Sie* hat mich, mit dem Manne* besucht – doch sind wir nun für den Sommer getrennt. Heute, erwarte ich die arme trauernde Familie Carus* * , und Fr. von Lüttichau* zum Thee! -
Alle Welt macht das wunderbare Naturspiel nach und läßt Tisch und Hülse und andere Gegenstände drehen, wie Sie aus allen Zeitungen gelesen haben werden; Übt man es in Copenhagen ./. auch? man kann so auf die leichteste Weise eine Gesellschaft durch Ennui – amüsiren!. – Alles hofft von Ihnen bald wieder einen großen Roman zu lesen! Jetzt liest und schwärmt für Ihre Werke, Gräfin Hohenthal Königsbrück* , die Schwester [fortsættes i margenen: des zukünftigen Königs* von Dänemark.] Gräfin Hahn-Hahn* , hat Fr. von Lüttichau* auf ihrer Durchreise, als eingekleidete Nonne besucht. Sie hat die Mission, zu sammeln für ein 2tes Kloster zum heilgen Herzen, und zu bekehren, weshalb sie auf Reisen geschickt wird. So wird sie die Einfirmungs Zeit nicht drücken! -
Man erwartet das Buch über Java von der verstorbenen Frau v. Lützow* , was Fanny Lewald* erscheinen läßt. Auch die Prinzessin Amalie von Holstein* hat ein ein [sic] neues Buch geschrieben, Frühlings Sommer Herbst-und Winterliebe. Frau v. Zöllner* publicirt einen neuen Roman. Sie sehen hier viel Thätigkeit unter den Damen. Auf der Bühne erwartet man den Neger Aldridge* . Man hat als Prima Sängerin die Ney* aus Wien engagirt, eine häßl. aber vollendete Künstlerin und mit herrlicher Stimme. Em. Devrient* ist in England.für den Sommer! –
Ich habe noch keine festen Pläne
[i margenen p. 1:] Es ist möglich ich gehe Ende July nach Rehme wieder, im May und Juny kommt Fanny Tarnow* zu mir.
[i margenen p. 2:] Jedes Raum meines Blattes ist gefüllt, es bleibt mir auch Ihnen in Treue die Hand zu reichen. Ihre Fr. Serre
Dresden, 18. april 1853.
Min dyrebareste hr Andersen
Jeg benytter lejligheden, via grev Moltke* som rejser til Danmark, at minde Dem om mig. Allerede for 3 måneder siden må De have modtaget et brev fra mig, og hele tiden ønskede jeg forgæves et svar derpå. Også fru von Decken* har pålagt mig at spørge, om De har modtaget hendes sidste linjer efter nytår. Den gode kone har måttet have en anden bolig, hvilket var hende meget smerteligt, og hun er hele tiden svagelig. Foråret nærmer sig, solen ler, knopperne er spænstige og venter længselsfuldt – og jeg spørger i det stille – vil vores dyrebare Andersen måske komme, vil vi igen høre hans kære stemme? Tænk Dem, en vinternat har man fra Deres træ røvet Deres skilt med Deres håndskrift og navn nedenunder! Selv den døde holder står tilbage og varmer en lille plads, men hvor kan noget menneske – Herre Jemini!
Ganske sikkert vil De til Glorup i juli til Moltkes* * sølvbryllup, hvor der vil være forberedt en folkefest – Af os tyske – har han ikke indbudt en eneste! Desværre vil de tilbringe næste vinter i Florens, og vi tager endnu en gang en lang afsked! – Jeg brød mit hoved med, hvad der kunne være Dem et kært og synligt erindringstegn, desværre har jeg kun lidt plads dertil, så derfor sender jeg Dem den for nyligt udkomne bog af Carus* Simbolik der menschlichen Gestalt! Den finder stor og almindelig anerkendelse, og jeg håber, De ofte vil læse deri! Gerne havde jeg vedføjet den ½ årgang af Gutzkows* nyeste tidsskrift [Unterhaltungen am häuslichen Herd] – men jeg vover ikke at gøre min pakke for stor. De ville deri have små prøver af alle her levende digtere!
Endelig er jeg kommet Jenny Lind* nærmere! Hun lever fuldstændig tilbagetrukket fra mennesker og verden, begrænset til sin mand* , som hun elsker sværmerisk, og sin husholdning, de uanmeldte besøg, som tilbagevises uvenligt, men ligeså venlig er hun overfor de nærmere venner! Hun synger ikke en tone uden for huset, men velsagtens hjemme! Men da hun venter sin nedkomst, er hendes stemme ikke mere så smuk. Hun flytter nu til Lösnitz på landet for sommeren, og tænker at købe sig en ejendom her, og senere at foretage rejser herfra. Hun* har besøgt mig sammen med manden* – men vi er kun adskilt for sommeren. I dag venter jeg den stakkels sørgende familie Carus* * , og Fr. von Lüttichau* til te!
Hele verden gør det vidunderlige naturspil efter og lader borde og hylstre og andre genstande dreje, som De vil have læst af alle aviser – praktiserer man det også i København? Man kan således på letteste vis more et selskab ved – kedsomhed! – Alle håber snart igen at læse en stor roman af Dem! Nu læser og sværmer grevinde Hohenthal Königsbruck* , søsteren til den kommende konge* af Danmark, for Deres værker. Grevinde Hahn-Hahn* har besøgt fr. von Lüttichau* på sin gennemrejse iført nonnedragt. Hun har den mission at samle ind til endnu et kloster til det hellige hjerte – og at omvende sig, hvorfor hun er blevet sendt på rejse. Således vil hun ikke tynge konfirmations-tiden.
Man venter bogen om Java fra den afdøde fru von Lützow* , som Fanny Lewald* udgiver. Også prinsesse Amalie af Holsten* har skrevet en ny bog, Forårs Sommer Efterårs og Vinterkærlighed. Fru v. Zöllner* offentliggør en ny roman. De ser her stor aktivitet blandt damerne. På scenen venter man negeren Aldridge* . Man har som primadonna engageret sangerinden Ney* fra Wien, en hæslig men komplet kunstnerinde og med herlig stemme. Em. Devrient* er i England denne sommer!
Jeg har endnu ingen faste planer.
[i margenen, p. 1] Det er muligt at jeg i slutningen af juli igen tager til Rehme, i maj og juni kommer Fanny Tarnow* til mig.
[i margenen, p. 2] Hver plads på mit lille ark er fyldt, tilbage er kun at række Dem min hånd i troskab.
Deres Fr. Serre.
BrevID 6871: FrS-brev af 18/4 1853 (Collin XI, 10/148, billedid 4948-51).
Glorup … ein Volks Fest: til trods for, at grev Moltke-Huitfeldt* kun havde besiddet godset i 2 år og hans kone* på det nærmeste var ukendt på egnen, fejredes deres sølvbryllup 20/7 som en virkelig folkefest, jf. HCA.s almanak s. 219.
Carus* , Simbolik der menschlichen Gestalt: C. G. Carus* udsendte i 1853 dette værk, med undertitlen Ein Handbuch zur Menschenkentniß. Heri foregreb han Jungs* teorier om "det ubevidste".
Gutzkow* … am häuslichen Herd: Karl Gutzkow* , som allerede tidligere havde redigeret adskillige tidsskrifter, redigerede fra 1852 og 10 år frem tidsskriftet Unterhaltungen am häuslichen Herd, med Dickens’* Household Words som forbillede.
Endlich bin ich Jenny Lind* näher gekommen: efter sin definitive afsked med scenen (London 1849) og et års koncerttourné i Amerika samt giftermålet med pianisten Otto Goldschmidt* trak JL* sig tilbage til privatlivet og bosatte sig i Dresden.
Alle Welt macht das wunderbare Naturspiel nach … und läßt Tisch: der er tale om borddans, et spiritistisk arrangement, som blev drevet som en art underholdning og hvor deltagerne var forsamlede omkring et bord, afventende kontakt med ånderne, som gav sig til kende ved bankelyde i bordet.
Gräfin Hohenthal Königsbruck* : grevinde Marie Hohenthal Königsbruck* (1810-69) var født prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, ældste søster til den senere kong Christian IX* af Danmark. Hun var 1. gang g.m. oberst og kammerherre Friedrich von Lasberg* (1796-1843), der var formynder for hendes yngre søster, prinsesse Frederikkes* evnesvage mand, hertug Alexander af Anhalt-Bernburg* . Efter FvL.s* død giftede hun sig 2. gang, i 1846, med grev Alfred Hohenthal Königsbrück* (1806-60), der ejede det lille gods Döbernitz ved Dresden. Hér blev hun veninde med FrS.
Gräfin Hahn-Hahn* … als eingekleidede Nonne: den ofte i brevvekslingen nævnte forfatterinde, grevinde Ida Hahn-Hahn* , var i 1850 gået over til katolicismen og havde i 1852 trukket sig tilbage i et kloster i Frankrig, som hun senere ombyttede med et af hende selv grundlagt kloster i nærheden af Mainz. Hun blev dog ikke nonne, om end hun klædte sig som en sådan.
Frau v. Lützow* : forfatterinden, friherreinde Therese von Lützow* (1804-52), som 1825-49 var gift med Robert von Bacheracht* (1798-1884), jf. BrevID 17108, fra ca. 1841-49 kæreste med Karl Gutzkow* – og i 1849 blev hun gift med den hollandske oberst, Freiherr Heinrich von Lützow* . Hun boede fra 1849-52 med sin gemal på det østlige Java og ved sin død efterlod hun et skrift om sit ophold og sine rejser på Java. Det lykkedes dog ikke den nævnte Fanny Lewald* at få bogen udgivet.
Prinzessin Amalie von Holstein* : prinsessen (1810-70) var datter af den augustenborgske prins Emil* (1767-1841), som i 1801 havde giftet sig med den danske adelsdame Sophie Eleonora Skeel* , et ægteskab det danske kongehus betragtede som en mesalliance. Han* bosatte sig derfor i Leipzig.
die Ney* : den østrigske operasangerinde (sopran) Jenny Bürde-Ney* (1826-86) blev i 1853 kaldt til Dresden, hvor hun efterfulgte Wilhelmine Schröder-Devrient* som operaens 1. dame.
den Neger Aldridge* : den afro-amerikansk skuespiller Ira Aldridge* (1807-67), som HCA blev præsenteret for adskillige år senere, under verdensudstillingen i Paris 1867.
19.08.1853 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22440 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev).
28.08.1853
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Bad Oeynhausen] Am 28. August [18]53
Ihren lieben Brief aus Silkeborg habe ich Gestern hier her erhalten. Es war mir wie immer ein Festtag, wenn ich von Ihnen eine Nachricht bekomme.
So oft dachte ich Ihrer, bey den traurigen Nachrichten, und der Opfer welche in Copenhagen und der Umgegend, durch die Cholera fielen. Längst hätte ich Ihnen geschrieben, und Ihnen vorgeschlagen, zu uns zu kommen, auf dem Lande, in freier, schöner Natur, dem Würg Engel zu entgehen – aber ich ./. wußte Sie in Glorup geborgen, ja ich dachte an Constanze Jacobi – und bildete mir ein, die Poesie müsse der Musik die Hand reichen.
Sie wissen wie unaussprechlich glücklich uns Ihre Gegenwart macht, und wenn Ihnen unsre einfache Häuslichkeit genügt, zum Contrast für den Luxus in Glorup – so kommen Sie – und Sie werden sich, auf den Händen getragen fühlen! – Ich fahre Morgen, nach meiner Heimath zurück und es würde mir die freudigste Nachricht, ebenso meinem ganzen Hause sein – wenn ein Brief uns Ihr Kommen verkündigte! Bleiben Sie dann so lange es Ihnen gefällt – Wochen Monate, arbeiten in Ihrem Cabinet wie es Ihnen zumuthe gerade – ./. nichts soll Sie stören und geniren!
Von hier ist nichts zu sagen. Baron Redwitz* der Verfasser der Amaranth war 8 Tage im July bey uns, auch der Astronom, Staatsrath v. Mädler* aus Torpat. Ich freue mich wenn Ihnen meine kleine Sendung von Carus* Simbolique lieb war – es ist viel Schönes und Begreifliches darin! –
Auch Henselt* der berühmte Pianiste aus Petersburg, besuchte uns Anfang dieses Monats auf mehrere Tage! – Unter solchen geistigen Sonnenschein erblühen die schönsten Blumen in dem Kranze meines Lebens – der nicht auch ohne Trauer wäre!-
Gutzkow* und Auerbach* verbrachten auch vergnügt und froh einen Tag in Maxen – und erfreuten sich der schönen Natur. ./.
Frau von Berge* ist leidend an einem schlimmen Fuß, ein langwieriges Übel. Wie werden Sie wieder herrlich Ihren Aufenthalt in Silkeborg und dessen Eigenthümlichkeiten schildern! –
Wir sind Näher bekannt mit Jenny Goldschmidt-Lind* geworden – Der Mann* ist liebenswürdig – und talentvoll und Künstler! –
Für heute den innigsten Herzens Gruß.
In treuen Gesinnungen
Ihre Fr. Serre
[tilføjelse f.n. p. 4:] Kohl* arbeitet an einem Werk über Amerika in Dresden.
Sie besuchten wohl auch Friederike Bremer* ?
Bad Oyenhausen, 28. aug. 1853
Deres kære brev fra Silkeborg har jeg modtaget her i går. Det var som altid en festdag, når jeg får en hilsen fra Dem.
Så ofte tænkte jeg på Dem, ved de sørgelige efterretninger, og de ofre, som i København og omegn blev ofre for koleraen. Jeg ville have skrevet til Dem for længst for at foreslå, at De skulle komme til os, på landet, i fri, skøn natur, for at slippe fri af den kvælende engel – men jeg vidste, at de var skjult på Glorup, ja jeg tænkte på Constanze Jacobi – og bildte mig ind, at poesien måske kunne række musikken hånden.
De ved hvor usigeligt lykkelig Deres nærvær gør os – og hvis De har nok i vores enkle hjemlighed, som kontrast til Glorups luksus – så kom – og De vil føle at De bliver båret på hænder! Jeg rejser i morgen tilbage til min hjemegn og det ville være mig den glædeligste efterretning – ligeså for hele mit hus – hvis et brev meddelte os Deres ankomst. Bliv så længe De behager – uger måneder, arbejd i Deres værelse, præcis som De lyster, intet skal forstyrre eller genere Dem!
Her er intet at melde. Baron Redwittz* forfatteren til Amaranth var 8 dage i juli hos os, også astronomen, statsråd v. Mädler* fra Torpat. Jeg glæder mig hvis min lille forsendelse fra Carus* Simbolique var Dem kær, der er meget skønt og begribeligt deri!
Også Henselt* den berømte pianist fra Petersborg besøgte os flere dage i begyndelsen af denne måned. – I sådant åndeligt solskin blomstrer de smukkeste blomster i mit livs krans – som dog heller ikke var uden sorger! –
Gutzkow* og Auerbach* tilbragte også fornøjede og glade en dag i Maxen og glædede sig over den skønne natur.
Fru von Berge* er lidende på grund af en dårlig fod, et langvarigt onde. Hvor herligt vil De igen skildre Deres ophold i Silkeborg og dets ejendommeligheder.
Vi er blevet nærmere bekendte af Jenny Goldschmidt-Lind* . – Manden* er elskværdig – talentfuld og kunstner.
Min inderligste hjertelige hilsen.
I trofast sindelag
[tilføjelse f.n. p. 4:] Kohl* arbejder på et værk om Amerika i Dresden.
De besøgte vel også Fredrika Bremer* ?
BrevID 17642: FrS-brev af 28/8 1853 (Collin XI, 13/189, billedid 5103-06).
Ihren lieben Brief aus Silkeborg: HCA havde 19/8 skrevet til FrS fra Silkeborg, hvortil han var vendt tilbage efter sin rejse til Glorup for at deltage i greveparret Moltke-Huitfeldts* * sølvbryllup. Når han drog tilbage til Silkeborg, skyldes det bl.a., at han dér følte sig i sikkerhed for den koleraepidemi, som var brudt ud i København umiddelbart efter hans afrejse fra hovedstaden.
Constanze Jacobi* : CJ* (1824-96), pianistinde, elev af Schumann* og Mendelssohn* , veninde af greveparret Moltke-Huitfeldt* * . Hun deltog ligesom HCA i sølvbrylluppet på Glorup, ved hvilken lejlighed han forærede hende et "håndskrift" med det af ham ofte benyttede sentens "In der englischen Marine geht durch alles Tauwerk etc.", som nu tilhører Heinrich-Heine-Institut, Düsseldorf. CJ* blev senere g.m. skuespilleren Bogumil Dawison* , Dresden BrevID 23093
Baron Redwitz* … Amaranth: friherre Oskar v. Redwitz* (1823-91) udsendte i 1849 det romantiske epos Amaranth, som gjorde ham umådelig bekendt og som kom i 42 oplag indtil 1898.
Staatsrath v. Mädler* aus Torpat: astronomen J. H. v. Mädler* (1794-1874) virkede 1840-65 som professor i astronomi ved universitetet i Dorpat (Tartu) i Estland.
Henselt* : Adolph von Henselt* (1814-89) komponist og klavervirtuos. H. var fra 1836 en af familien Serres nærmeste venner. H.* var i det meste af sit liv bosat i Sct. Petersborg, hvor han var tilknyttet czarhoffet som hofpianist. Sædvanligvis besøgte han i sommerperioden Tyskland, hvor han 1852-66 ejede godset Gersdorf i Schlesien og derefter en villa i Bad Warmbrunn.
Ihren Aufenthalt in Silkeborg … schildern: HCA skildrede sin rejse til og opholdet i Silkeborg i rejseberetningen Silkeborg, som udsendtes i "Folkekalender for Danmark" 1853 (med 1854 på titelbladet). http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=638
Kohl* arbeitet an einem Werk über Amerika: eftersom J. G. Kohl* først i 1854 berejste U.S.A., må hans arbejde i Dresden i 1853 være indsamling af stof til en bog, som skulle udkomme forud for rejsen.
Friederike Bremer* : her må FrS have misforstået noget. HCA havde i 1853 ikke anden kontakt med FrB* end et brev, han sendte til hende 18/5 1853, BrevID 19998
06.10.1853
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 6. Octbr. [18]53.
Mein theuerster Herr Andersen! –
Seit die Colera in Jütland hauset – seit sie den Norden mehr nachgezogen – und wir nicht wissen wo Sie jetzt verweilen haben wir keine Ruhe! -
In Stockholm starb der Consul Schutz* , ein lieber Bekannter, der erst von Hamburg dahin versetzt – in Christiania wohnt, Pf. Dahls* Tochter* , er zittert für sie! – Warum reisen Sie nicht fort – warum kommen Sie nicht nach Dresden – zu uns? – Wollen Sie nicht einmal einen Winteraufenthalt in Dresden nehmen?
Sie haben mir nicht geantwortet auf meinen Brief nach Silkeborg – haben Sie ihn erhalten, ich erfuhr eine andere Addresse! ./.
Die Entfernung Graf Moltkes* , wird mir eine schmerzliche Leere verursachen – auch Frau v. Schwanenfeld* geht nach Rom, Hr. Professor v. Vogelstein* siedelt über nach München zu seinem Sohn* der dort heirathet. Er war ein liebenswürdiger Freund und Gesellschafter. Frau v. Deken* beklagt den Tod der alten Ober Hofm. von Timpling* ! -
Es gibt viel Herzweh hier wieder. Vor 8 Tagen wurde Perez und Philipp aufgeführt, Gutzkows* neues Drama. Sehr reich ausgestaltet – der Applaus schien mehr der Aufführung als dem Stück zu gelten. Wie unbegreifl. schwer, ist es doch für die Bühne zu schreiben. In bin begierig auf Oskar von Redwitz* – Sigelinde, die ./. er uns wiederholt vorgelesen, und mit welcher er von Neuen den Saamen des Glaubens aber nach seiner chatholischen Weise aus zu streuen denkt – es hat mündlich viel Schönes.
Ich sehne mich sehr nach einer Nachricht von Ihnen! Gott möge Sie doch behüthen, eine Zeitungs Annonce hat uns erschreckt!
In Treue
Ih. Fr. Serre
[tilføjelse f.n. p. 3:] Jenny Goldschmidt-Lind* ist selig in ihrem Söhnchen* und wohnt, äußere Pirn. Gasse, am Schlage, über Graf Baudissin* Etage. Sie will mit Concertm. Schubert* zum Winter 6 musical. Soireen geben, so hörte ich.
[i margenen p. 1:] Sie wissen, wenn es Ihnen genügt, daß unser Haus Ihnen zum Wohnen offen mit tausend, tausend Freunden
[udskrift:]
Dem Herrn Professor und Schriftsteller H. Ch. Andersen
Copenhagen
frey
Addresse
Sr-Excellenz dem Herrn Geheimerath Collin*
[stemplet:] DRESDEN 10.OCT.53
Maxen 6. okt. 1853
Min dyrebareste hr Andersen!
Efter at koleraen nu også huserer i Jylland – efter at De er trukket længere mod nord – og vi ikke ved, hvor De nu opholder Dem, har vi ingen ro!
I Stockholm døde konsul Schutz* , en kær bekendt, som først var udstationeret dertil – i Kristiania bor professor Dahls* datter* , han skælver for hende! Hvorfor rejser De ikke afsted – hvorfor rejser De ikke til Dresden – til os? Vil De ikke engang tage vinterophold i Dresden?
De har ikke svaret på mit brev til Silkeborg – har De modtaget det, jeg blev oplyst om en anden adresse!
Fjernelsen af grev Moltke* vil forårsage mig en smertelig tomhed – også fru v. Schwanenfeld* rejser til Rom, professor v. Vogelstein* flytter til München til sin søn* , som har giftet sig der. Han var en kær ven og selskabsmand. Fru von Decken* beklager den gamle overhofmesterinde von Timplings* død!
Her er igen meget hjertesorg. For 8 dage siden blev Perez og Philipp opført, Gutzkows* nyeste drama. Meget rigt udstyret – applausen syntes at gå mere på opførelsen end på stykket. Hvor ubegribeligt svært er det dog at skrive for scenen. Jeg er nysgerrig efter Oskar von Redwitz* – Sieglinde, som han gentagne gange har læst for os, og hvormed han på ny vil strø troens frø på sin katolske måde – mundtligt er der meget smukt i den.
Jeg længes meget efter en efterretning fra Dem! Gud bevare Dem, en avisannonce har forskrækket os!
I troskab
[tilføjelse f.n. p. 3:] Jenny Goldschmidt-Lind* er salig over sin lille søn* og bor på det yderste af Pirnagasse, ved svinget, over grev Baudissins* etage. Hun vil med koncertmester Schubert* til vinter give 6 soireer, efter hvad jeg hørte.
[i margenen p. 1:] De ved, at vort hus står åbent for Dem med tusindvis af venner.
BrevID 17649: FrS-brev af 6/10 1853 (Collin XI, 13/190, billedid 5107-10).
Consul Schutz* : kan ikke identificeres.
Frau von Schwanenfeld* : Emma von Schwanenfeld f. Wilamowitz* (1800-76), som HCA havde lært at kende under sit ophold i Rom 1846.
Professor v. Vogelstein* : maleren og tegneren C. C. Vogel von Vogelstein* (1788-1868), nåede i sit lange liv at portrættere de fleste af den tids kendte europæere, bl.a. Thorvaldsen* og Andersen. Sønnen hed Johannes Vogel v. Vogelstein* (1827-89), var stadsretsassesor i München og gift med Emilie, f. von Puckpeckh* (1830-68).
Ober Hofm. von Timpling* : den nævnte overhofmesterinde, som formentlig har været gift med med et medlem af den thüringske adelsslægt Tümpling, må have været tilknyttet det kgl. sachsiske hof, hvilket fru von der Decken* også var, det var Maria Josephe Auguste Freifrau von Tümpling, geb. Gräfin von Lamberg* (1769-1853), overhofmesterinde hos dronningen af Sachsen.
Perez und Philipp: Karl Gutzkows* historiske drama Philipp und Perez.
Oskar von Redwitz* … Sigelinde: OvR.s* tragedie "Sieglinde", som først udkom i 1854.
Jenny Goldschmidt-Lind* … ihrem Söhnchen* : JL* fødte i 1853 sønnen Walter Goldschmidt* (1853-1913).
Concertm. Schubert* : Franz [François] Anton Schubert* (1808-78), som kun var navnebror til komponisten FS* , han var violinist og koncertmester i Dresden, også virksom som komponist. –
08.10.1853
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
[udateret, 1853-10-08]
Kjære Fru Serre!
Allerede for et Par Uger siden skulde De have havdt Brev fra mig, til Tak for Deres hjertelige Skrivelse og Deres venlige Indbydelse at see mig i Maxen, men jeg har ikke skrevet, fordi jeg var i Kamp med mig selv om jeg skulde reise fra Danmark eller blive. Jeg var paa Silkeborg hørte hver Post-dag fra Kjøbenhavn hvor Choleraen vel var i aftagende, men hvor dog endnu daglig flere døde, det var mig ikke mueligt at fjerne mig længere fra Hjemmet end jeg var, og da endelig Efterretningerne stadig lød bedre, havde jeg endnu en Frygt for at det kunne slaae om med denne Bedring; blev det Tilfældet raadede min Læge mig hellere at reise bort; jeg var endnu uvis om hvad der vilde skee, da jeg gik fra Silkeborg til Sorø, hvor jeg tilbragte en otte Dage hos Digteren Ingemann* , her hørte jeg hvorledes ./. daglig det tog af med Dødsfald inde i Staden, og da min Længsel efter at see de Kjære der, Gud har ladet mig beholde, bestemte jeg mig til at opgive Reisen til Dresden for iaar og endelig at komme til Kjøbenhavn, der fra vilde jeg skrive Dem til. Jeg reiste og netop ved min Ankomst til Byen var skeet et Omsving til det Værre, den Dag jeg kom var 9 angrebne af Soten, det virkede ikke godt ind paa mig, imidlertid tog det dagligt af igjen, saa jeg levede i Tvivl om at blive elle reise. Mine samlede Skrifter kommer just nu iaar ud her i Danmark, min Nærværelse her var i den Henseende af Vigtighed, især da allerede hen ved 20 Ark Correctur ventede mig; jeg blev altsaa og har været her nu i 14 Dage, men de første 8 Dage følte jeg mig aldeles an- ./. grebet af Luften her, følte de samme Fornemmelser, de andre der ere blevne sunde have følt under den værste Cholera; jeg havde i otte Dage en Fornemmelse, som om jeg var til tilsøes og hvert Øieblik maatte blive søesyg, leed der ltil af en infernalsk Tørst og hver Nat laae jeg som i et Dampbad, først forrige Fredag følte jeg mig aclimatiseret og i den sidste Uge er flere Dage gaaet uden nogen Syg er anmældt, i Dag erklæres, i Statstidende, Epedemien som hævet, og jeg aander op igjen. – Meget Arbeide har jeg med Correctur og ordnen af mine Skrifter, det er i Danmark første Gang at de samlede komme ud. – En ny tydsk Udgave er i disse Dage [overstreget: kommet] leveret i Leipzig, jeg skal skrive til min Boghandler* der at han, fra mig, sender Dem den samlede Udgave og De er saa venlig at give den et Hjem i Deres ./. Bogskab og naar De læser i den eller seer Bindene, tænker paa Forfatteren, der taknemligt skatter Deres Venskab, glæder sig usigelig til at samles med Dem og Deres fortræffelige Gemal. – Maal ikke mit Venskab, min Hengivenhed efter Brevenes Mængde De erholde, men efter Hjerteslaget i dem. – Bliv mig altid en søsterlig god Veninde. Bring alle Kjære i Deres Omgivelse min Hilsen. Tunge Dage have vi prøvet denne Sommer her i Danmark; naar man hver Time gaaer og man vænner sig til Tanken om, de Kjæreste og Bedste Du har, ere maaskee i dette Øieblik gaaet bort, saa skatter man [overstreget: Venskab og Troskab] det at eie trofaste Venner; mellem de enkelte ret trofaste ude regner jeg Dem Fru Serre og med al mit Hjerte [overstreget: takker jeg] skatter jeg dette Gode.
Deres hjerteligt hengivne
[ingen underskrift]
BrevID 7075: HCA-brev af 8/10 1853 (Collin XVII, 32/579, billedid 5473-76).
Sorø … hos Digteren B. S. Ingemann* : digteren B. S. Ingemann* (1789-1862) var én af HCA.s allerældste og kæreste venner. Han virkede som lektor ved Sorø Akademi. HCA besøgte ofte Ingemann* og hans hustru Lucie I. f. Mandix* (1792-1868) på vejen til/fra udlandet såvel som på sine rejser til det vestlige Danmark.
Mine samlede Skrifter: den danske udgave af HCA.s Samlede Skrifter begyndte at udkomme på Reitzels* forlag i 1853 og afsluttedes i 1. omgang med bd. 22, 1855. Derefter forøgedes rækken med flere bd., indeholdende HCA.s senere arbejder, således at der ved hans død i 1875 var udkommet 28 bd. Udgivelsen fortsattes og afsluttedes først med bd.33 + et supplementsbd. i 1879. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=635
En ny tydsk Udgave: en sådan udkom hos Carl B. Lorck* i Leipzig, med titlen Sämmtliche Werke Vom Verfasser besorgte Ausgabe. I-VIII, Leipzig 1853: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20553, jf. HT-J* p. 281 http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=3983
15.11.1853
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
[udateret, 1853-11-15]
Kjære Fru Serre!
Vore to sidste Breve maa have krydset hinanden, De vil have modtaget en Skrivelse fra mig netop paa samme Tid, som jeg fik Deres seneste, og De veed altsaa at jeg er frisk og vel, og at jeg taknemligt skatter Deres Deeltagelse, Deres søsterlige Sind for mig; jeg kom saaa gjerne endnu i Vinter til Dresden, men som sagt, den nye danske samlede Udgave af mine Skrifter give mig fuldt op at bestille og det er ogsaa Skyld i at jeg ikke øieblikkelig sendte Brev igjen; men til min Boghandler i Leipzig skrev jeg at han, som en lille Bouquet fra mig skulde sende Dem den sidste tydske Udgave af alle mine samlede Skrifter, jeg vil haabe den er indtruffet og har bragt min Hilsen. – Vil Gud, kommer jeg selv lidt næste Aar! – Siig Deres Mand, Frøken Minna* og Alle i Deres Omgivelse at jeg saa tidt med Tanken er hos Dem, og da er det altid deiligt Solskin. Roserne blomstre, alt er saa festligt og godt, som min Erindring gjemmer det. Her i Danmark have vi en smuk Eftersommer; Cholera er aldeles forbi ja den ellers sædvanlige Døde-Liste er kommet ned under det Sædvanlige, Theatrene ere opfyldte, Selskabslivet begyndt. Alt har sit gode gamle Udseende. –
I forrige Uge var jeg Jubilar, ja man bliver gammel! – tænk, iaar er det 25 Aar siden at jeg blev Student; nu er det i de senere Aaringer blevet Brug i Danmark at alle de Mænd, som i eet og samme Aar bleve Studenter her ved Universitetet, samles til et stort Gilde og feire de fem og tyve Aar; ved denne sidste Fest var det Eiendommelige at vi Studenter fra 1828 havde, som vi den Gang i unge Aar spøgende sagde 4 store og 12 smaa Poeter i blandt os: der var virkeligt sexten Stykker som den Gang havde ladet trykke Vers, nu efter 25 Aars Forløb hedt det sig af de fire Store, som jeg den Gang allerede af Kammeraterne hørte til, var den eneste, som der havde holdt sig, og blandt de dengang 12 Smaa var nu Een blevet til en sand stor, nemlig Paludan Müller* Forfatteren til den geniale Digtning Amor og Psyche; ved Festen som vi iaar holdt, blev af Professor Clausen* , tidligere dansk Minister ./. en smuk Skaal udbragt for den unge Digtning i Danmark og navnlig for Paludan-Müller* og mig; senere bleve alle de andre Kammerater, der nu ere Embedsmænd, Etatsraader, Professorer, Præster og Herremænd, enige om at stifte et Slags Minde, om dette Studenteraar og de have bestemt at tilveiebringe en Pengesum hvis Renter som et lille Legat aarligt i Tiden skal tilfalde en ung dansk Digter, som ikke har Ansættelse, og dette Legat skal bære Navn af det "Andersen-Paludanmüllers* Legat". – Ideen er smuk og jeg er glad ved den Erkjendelse og det gode Sindelag det af Academi-Kammeraterne tyder paa.
For Resten lever jeg temmelig stille, idet, som sagt, mine danske samlede Skrifter optage min meeste Tid, kun Middags Timerne kommer jeg hos mine nærmeste Venner, og om Aftenen i Theatrene, der maa jeg hen, der vifter aandeligt Digtningens Luft, der skinner dens Solskin, og man taaler bedre at det i de nu meer og meer korte Dage, bliver mattere og koldere. Send mig ellers lidt Maxner Solskin i et et [sic] lille Brev, og lad mig vide hvorledes De Alle leve og have det. – Jeg lider imidlertid stærk af Udvee, Længsel efter Italien; og derhen er en heel Udvandring skeet herfra i dette Efteraar, mellem vore fælleds Bekjendte er saaledes Baron Stampes* * , Mand* , Kone* og Børn* * * . Og nu Lev vel! og tak for Deres trofast søsterlige Sind, kjære Fru Serre.
Deres hjerteligt hengivne
ærbødige
H.
BrevID 7113: HCA-brev af 15/11 1853 (Collin XVII, 32/580, billedid 5477-78 og mikrofilm 12, 145-47).
til min Boghandler i Leipzig skrev jeg: om eksemplaret af den nye tyske udgave i 8 bd. til FrS skrev HCA i brev til Carl B. Lorck* af 26/10 1853, jf. HT-J* p. 284 i: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=3983 BrevID 7093
I forrige Uge var jeg Jubilar: sammen med andre jubilarer fejrede HCA sit 25 års studenterjubilæum på Skydebanen i København 22. oktober 1853, og forfattede en sang: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=612
Paludan Müller* Forfatteren til den geniale Digtning Amor og Psyche: digteren Frederik Paludan-Müller* (1809-76). Hans lyrisk-mytologiske drama "Amor og Psyche" udkom i 1834, d.v.s. adskillige år før hovedværket "Adam Homo" (1841 og 1845-48).
Professor Clausen* : teologen og politikeren H. N. Clausen* (1793-1877).
det "Andersen-Paludan-Müllers* Legat": den smukke tanke om legatet med HCA.s og P-M.s* navne blev aldrig ført ud i livet.
Baron Stampes* * , Mand* , Kone* og Børn* * * : Familien bestod af forældrene baron Hendrik S.* (1794-1876) og baronesse Christine S.* (1797-1868) samt sønnerne Henrik S* . (1821-92, )Holger S.* (1822-1904) og Christian S.* samt døtrene Elise* (1824-83) og Jeanina S.* (1833-61). Rejseselskabet bestod af forældrene baron Hendrik S.* og baronesse Christine S.* samt sønnen)Holger S.* og døtrene Elise* og Jeanina S.* De havde alle sammen tidl., i 1841, besøgt familien Serre på Maxen, hvor familien Stampe ledsagede Thorvaldsen* på dennes sidste rejse til Rom. Siden dette besøg opretholdt de to fruer en nær kontakt pr. brev plus enkelte besøg hos Serres i Sachsen.
