H.C. Andersen centret

15.11.1853

Fra: Hans Christian Andersen  Til: Friederike Serre

[udateret, 1853-11-15]

Kjære Fru Serre!

Vore to sidste Breve maa have krydset hinanden, De vil have modtaget en Skrivelse fra mig netop paa samme Tid, som jeg fik Deres seneste, og De veed altsaa at jeg er frisk og vel, og at jeg taknemligt skatter Deres Deeltagelse, Deres søsterlige Sind for mig; jeg kom saaa gjerne endnu i Vinter til Dresden, men som sagt, den nye danske samlede Udgave af mine Skrifter give mig fuldt op at bestille og det er ogsaa Skyld i at jeg ikke øieblikkelig sendte Brev igjen; men til min Boghandler i Leipzig skrev jeg at han, som en lille Bouquet fra mig skulde sende Dem den sidste tydske Udgave af alle mine samlede Skrifter, jeg vil haabe den er indtruffet og har bragt min Hilsen. – Vil Gud, kommer jeg selv lidt næste Aar! – Siig Deres Mand, Frøken Minna^* og Alle i Deres Om­givelse at jeg saa tidt med Tanken er hos Dem, og da er det altid deiligt Solskin. Roserne blomstre, alt er saa festligt og godt, som min Erindring gjemmer det. Her i Danmark have vi en smuk Eftersommer; Cholera er aldeles forbi ja den ellers sædvanlige Døde-Liste er kommet ned under det Sædvanlige, Theatrene ere opfyldte, Selskabslivet begyndt. Alt har sit gode gamle Udseende. –

I forrige Uge var jeg Jubilar, ja man bliver gammel! – tænk, iaar er det 25 Aar siden at jeg blev Student; nu er det i de senere Aaringer blevet Brug i Danmark at alle de Mænd, som i eet og samme Aar bleve Studenter her ved Universitetet, samles til et stort Gilde og feire de fem og tyve Aar; ved denne sidste Fest var det Eiendommelige at vi Studenter fra 1828 havde, som vi den Gang i unge Aar spøgende sagde 4 store og 12 smaa Poeter i blandt os: der var virkeligt sexten Stykker som den Gang havde ladet trykke Vers, nu efter 25 Aars Forløb hedt det sig af de fire Store, som jeg den Gang allerede af Kammeraterne hørte til, var den eneste, som der havde holdt sig, og blandt de dengang 12 Smaa var nu Een blevet til en sand stor, nemlig Paludan Müller^* Forfatteren til den geniale Digtning Amor og Psyche; ved Festen som vi iaar holdt, blev af Professor Clausen^* , tidligere dansk Minister ./. en smuk Skaal udbragt for den unge Digtning i Danmark og navnlig for Paludan-Müller^* og mig; senere bleve alle de andre Kammerater, der nu ere Embedsmænd, Etatsraader, Professorer, Præster og Herremænd, enige om at stifte et Slags Minde, om dette Studenteraar og de have bestemt at tilveiebringe en Pengesum hvis Renter som et lille Legat aarligt i Tiden skal tilfalde en ung dansk Digter, som ikke har Ansættelse, og dette Legat skal bære Navn af det "Andersen-Paludanmüllers^* Legat". – Ideen er smuk og jeg er glad ved den Erkjendelse og det gode Sindelag det af Academi-Kammeraterne tyder paa.

For Resten lever jeg temmelig stille, idet, som sagt, mine danske samlede Skrifter optage min meeste Tid, kun Middags Timerne kommer jeg hos mine nærmeste Venner, og om Aftenen i Theatrene, der maa jeg hen, der vifter aandeligt Digtningens Luft, der skinner dens Solskin, og man taaler bedre at det i de nu meer og meer korte Dage, bliver mattere og koldere. Send mig ellers lidt Maxner Solskin i et et [sic] lille Brev, og lad mig vide hvorledes De Alle leve og have det. – Jeg lider imidlertid stærk af Udvee, Længsel efter Italien; og derhen er en heel Udvandring skeet herfra i dette Efteraar, mellem vore fælleds Bekjendte er saaledes Baron Stampes^{* *} , Mand^* , Kone^* og Børn^{* * *} . Og nu Lev vel! og tak for Deres trofast søsterlige Sind, kjære Fru Serre.

Deres hjerteligt hengivne

ærbødige

H.