09.01.1853
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 9. Januar [18]53
Mein theuerster Herr Andersen!
Es ist mir immer ein Festtag, erscheint ein Brief von Ihnen – und ich halte die theuren Schriftzüge in meinen Händen, gedenke der lieben, Herzens Worte – und bin den ganzen Tag froh! – Wie können Sie glauben, daß ich Ihnen grämen könnte – wenn Umstände verhindern daß Sie Ihr Versprechen nicht halten konnten, uns zu besuchen? Schon daß Sie den Gedanken faßten, den Wunsch hegten, fähig waren, eine Zeit bey uns verbringen, beglückte uns – Sie kamen nicht – und wir trauerten – aber betrübten uns noch mehr, daß unsere Gedanken den Ort nicht wußten, wo Sie aufsuchen – und kein liebes, schriftliches Wort erschien! Sie fühlen, daß Ihre Freundschaft, eine schöne Blume meines Lebens ist, an welcher ich mich erfreue, erquicke, – für die ich Gott im Stillen danke! Doch nur als freiwillige Gabe hat sie Werth, – frei auch muß sie in ihrem Thun und Handeln sein, sonst wird sie eine Plage! Sie kennen mich nicht – wenn Sie mich des Egoismuß fähig halten. Ach Ihr liebes kleines Buch! – welch frommer, christlicher Sinn spricht sich darin aus – welches tiefe – warme Gemüth. Sie haben eine trauernde Familie kürzlich damit in das Herz gegriffen und ich muß es erzählen! -
Mein Hereinziehen in die Stadt, war traurig. Ich fand tödliches Nervenfieber, die jüngste schöne Tochter* von Carus* erkrankt, es war der Stern der Familie! Sie starb – und die armen Ältern* * und Geschwister* * * * * , folgten ihrem Sarge, standen auf ihrer Gruft, und legten ./. Palmenzweige über die kalte Hülle, leise sang ein Männerchor dabey das schöne Lied von Mendelsohn* – Es ist bestimmt in Gottes Rath – daß man vom Liebsten, was man hat – muß scheiden! Es war eine herzerreißende Scene die ich mit durchlebte! – Jenny* war auch durch ihr herrliches musicalisches Talent, das belebende Prinzip im Hause – jetzt schweigt die Musik im stillen Hause dort! – Da sagte mir Carus* ! Denken Sie! der liebe Andersen hat auch meiner gedacht – ich fand am Neujahrtag sein Buch auf meinem Tisch – und lese nun Abends nach 8 Uhr, den Meinen daraus vor! – Er sagte – wir weinten bey der Erzählung – unter dem Weidenbaum, und alle Abende hohle ich es – und das zuerst, zog unsern Schmerz – hinüber – in seine Gemüthswelt! – Ich will ihm dies Alles schreiben – vielleicht haben Sie schon seinen Brief.
Die Familie Moltke* * sehe ich weniger oft, als ich wünschte. Die Gräfin* beschäftigt sich viel mit Zeichnen und Malen, und liebt keine Störungen am Tage; dann haben sie mehrere vornehme Russische und polnische Familien, deren Umgang sie Andern, schon wegen der franz. Sprache vorziehen – und Sie wissen, daß die Gräfin* ihre kleinen Launen hat – nicht für uns, einfache, Deutsche recht paßt, sich auch nicht hier gefällt deßhalb – und besonders unsere Sprache und Litteratur nicht kennt und kennen lernen will! – Die Erziehung und Natur der Russen hat eine zu verschiedene Richtung mit der Unsern. Der Graf* ist oft krank, man sagt, er leidet an denselben Übel wovon seine Brüder* gestorben! – Doch sind es edle Menschen.
Dahl* kränkelt sehr, und der Arzt fürchtet einmal, und in Kurzem vielleicht – einen schnellen Tod! -
Moltkens* * wollen ihren Festtag im July still verleben, wünschen keine Fremden Besuch, daher wird nichts aus meiner Reise nach Dänemark! – Auch meine liebste Geschichte – ist, unter [fortsættes i margenen]: dem Weidenbaum! – Wie wahr! wie traurig! Dann sie taugte nicht viel. Morgen Abend werden Lüttichaus* * bey uns zubringen!
[i margenen p.1:] Hätte ich nur die Freude, ein Stück von Ihnen, oder Oper mit Ihrem Text hier aufgeführt zu sehen! Warum schicken Sie nicht her? Wenn nicht sofort, richt es doch für die Bühne ein! Gott mit Ihnen! In treuer Verehrung Ihre
Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle die, welche Sie in Ihrem Briefe genannt, und grüssen ließen, waren sehr erfreut darüber, besonders Minna* und entgegnen freundlichst.
9. jan. 1853
Min dyrebareste hr. Andersen.
Det er altid en festdag, når der kommer brev fra Dem – og jeg holder de smukke skrifttegn i mine hænder, tænker på de kære hjertelige ord – og er glad hele dagen! Hvor kunne De tro, at jeg var vred på Dem – når omstændighederne forhindrer, at De kan holde Deres løfter om at besøge os? Bare det, at De fik tanken, nærede ønsket om at tilbringe nogen tid hos os, gjorde os lykkelige – De kom ikke – og vi sørgede – men vi var endnu mere bedrøvede over, at vi i tanken ikke vidste, hvor vi kunne opsøge Dem – og at der ikke kom et kært, skriftligt ord! De mærker nok, at Deres venskab i mit liv er en blomst, hvorved jeg glæder mig, opmuntres – og hvorfor jeg i det stille takker Gud! Men kun som frivillig gave har den værdi – den må også være fri i sin gøren og laden, ellers bliver den en plage! De kender mig ikke – hvis De ser mig i stand til egoisme! Ak Deres kære lille bog – hvilket fromt kristeligt sind udtaler sig deri – hvilket dybt, varmt gemyt! De har for kort tid siden grebet en sørgende families hjerte – og jeg må berette det! –
Min indflytning i byen var sørgelig. Jeg fandt dødelig nervefeber, Carus’* yngste, skønne datter* , det var familiens øjesten, var syg deraf! Hun døde, og de stakkels forældre* * og søskende* * * * * fulgte hendes kiste, stod ved hendes grav – og lagde palmegrene over de kolde jordiske rester, sagte sang et mandskor Mendelsohns* skønne salme – "Det er bestemt Guds vilje, at man må skilles fra det kæreste man har" – det var en hjerteskærende scene, som jeg levede med i. – Jenny* var også med sit hjertelige musikalske talent det oplivende princip i huset, nu tier musikken der i det stille hus! – Da sagde Carus* til mig: Tænk Dem, den kære Andersen har også tænkt på mig – jeg fandt nytårsdag hans bog på mit bord – og nu læser jeg om aftenen efter klokken 8 – op af den for mine kære! – Han sagde – vi græd over fortællingen – ved juletræet, og hver aften henter jeg den og først derved trak det vores smerte over i hans sindstilstand! – Jeg vil skrive alt dette til ham – måske har De allerede hans brev.
Familien Moltke* * ser jeg ikke så ofte som jeg gerne ville. Grevinden* beskæftiger sig meget med at tegne og male, og ønsker ingen forstyrrelser om dagen, så har de flere fornemme russiske og polske familier, hvis omgang hun – allerede på grund af det franske sprog foretrækker frem for andre – og De ved, at grevinden* har sine små luner – som ikke passer for os, enkle tyskere – og heller ikke helt falder til her af samme grund – og især da hun ikke kender vort sprog og heller ikke ønsker at lære det! Russernes natur og opdragelse har en anden retning end vores. Greven* er ofte syg, man siger, at han lider af samme sygdom, som hans broder* døde af! – Men det er ædle mennesker.
Dahl* skranter en del, og lægen frygtede engang, at han kun havde kort tid tilbage! –
Moltkerne* * vil tilbringe deres festdag i juli i det stille, ønsker ingen fremmede besøg, derfor bliver der intet ud af min rejse til Danmark! – Også min kæreste historie – er under juletræet! Hvor sand! Hvor sørgelig! Thi hun duede ikke til meget. I morgen vil Lüttichaus* * tilbringe hos os.
[i margenen p.1:] Havde jeg blot den glæde at få et stykke af Dem, eller at se operaen med Deres tekst opført her! Hvorfor sender De mig den ikke? Hvis ikke straks, så tilpas det dog til scenen. Gud være med Dem. I tro ærbødighed Deres Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle, som De har nævnt i Deres brev og lader hilse, var meget glade derfor, især Minna* og gengælder venligst.
BrevID 17589: FrS-brev af 9/1 1853 (Collin XI, 13/188, billedid 5101-02).
Das schöne Lied von Mendelssohn* : Mendelssohns* melodi til salmen Es ist bestimmt in Gottes Rath af lægen, af digteren og filosoffen Ernst von Feuchtersleben* (1806-49) er komponeret i 1825.
unter dem Weidenbaum: HCA.s historie "Under Piletræet" er skrevet i efteråret 1852, udkom på dansk i november, blev meget hurtigt oversat til tysk, udkom i hans Historien 1852-53, som ved nytårstide lå på bordene hos FrS og C. G. Carus* . http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
vornehme Russische und polnische Familien: grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt f. Razumovsky* tilhørte familiemæssigt den ukrainsk-russiske adel, men hendes gren af familien opterede i 1811 for Østrig, hvor hendes fader, geologen og mineralogen, greve Gregor Kirillowitsch R.* (1759-1837) af kejser Franz I* blev anerkendt som østrigsk greve, med besiddelser i Mähren (Böhmisch-Rudoletz)
der Graf* ist oft krank … Übel wovon seine Brüder* gestorben: grev Moltke-Huitfeldt* havde kun én broder, Henrik M-H.* (1799-1847). Årsagen til dennes tidlige død kendes ikke.
"Hun duede ikke" udkom i 1852 som bidrag til "Folkekalender for Danmark og kom først 3 år senere i en eventyrudgave, inden da oversat til tysk og udgivet i dec. 1852 i Historien. https://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
