Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
01.11.1857 Almanak: Brev til Fru Serre i Dresden (efterretning om at i de sidste Dage er paa Hospitalet 7 angrebne af Cholera)
(BrevID 22451 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
22.11.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 22 st. Novbr [1857]
Theurer verehrter Freund!
Sie sind besorgt, daß Ihre Briefe nicht angekommen, aber ich habe sie Alle erhalten. Glauben Sie nicht an Unordnung mit Briefen von Maxen aus, die Expedition hat dafür Caution gestellt, aber, auf unsern Posten werden die Briefe nicht mehr mit Addressen eingetragen, daher auch [overstreget: nicht] reccomandirte [sic] Geldbriefe öfters spurlos verschwunden sind! – Wir denken Ihrer in Liebe und Treue, und jetzt, bey der Anwesenheit von Liszt* der uns mit der Fürstin Wittgenstein* und ihrer Tochter* besuchten sprach ich viel mit ihm über Sie! – Ich fuhr zur Stadt um der Aufführung von Liszt Musik* beizuwohnen – das ganze Orchester war auf der Bühne, und er dirigirte am Notenpult. Seine Composition, erklärten mir die Musiker vom Fach, überstürzen alle Regeln, der bis jetzt ./. gehabten und benutzten Grammatik, anstatt in Harmonien bewegt er sich fortwährend in Dissonanzen. Er nennt es Zukunftsmusik – doch da solche unschön ist wird sie es schwerlich werden. Auch wurde er nur von seiner kleinen Parthei beklatscht – das Publikum war still und kalt, ja zischte einmal. Er führte den entfesselten Prometheus auf, wo ein Hirtenchor sehr gefiel und Dantens* Hölle – [overstreget: was] gar nicht applaudirt wurde. Ich fuhr zur Stadt, und gab ihnen eine kleine Soirée, nachdem ich den Abend vorher, sie bey Carus* gefunden wo die Fürstin* ungemein freundlich und zuvorkommend zu mir war. Sonderbar, daß bey berühmten Leuten, ein solches Verhältniß durchgeht – sie nennt ihn Du, behandelt ihn als Eheherrn, und ihre und seine Zimmer vereinigt eine Thüre! -
Nächsten Freitag gibt Jenny Lind* , im Hôtel de Saxe ein Concert, das 1ste in Dresden. Auch Joachim* , und Clara Schuman[n]* geben 2 musical. Soiréen und noch vor dem Fest erwartet man Herrn von Bülow* , Liszts* Schwiegersohn* , den er mir ordentlich an das Herz gelegt. Liszt* sagte ./. ganz laut, das Clavierspielen haßte er, und langweilte ihn, er wollte nur noch schaffen! Er sprach daß er das Leben der heilg. Elisabeth vor hätte, aber nicht melodramisch – ohne Declamation, nur mit Chören und Roquette* dichtete den Text dazu.
Denken Sie nur, der arme Schullehrer Kreissig* , den ich zu seinem Beruf erzogen – und den Sie mit einem Buche beglückten, hat mehrere Anfälle von Blutstürze gehabt, sich in seiner Schule zu viel angestrengt, und der Arzt fürchtet, daß er nicht hergestellt wird. Der Arme! –
Heinrich Riccius* der in Kölln Concertm. war, hat einen Ruf nach London bekommen, ist dort als Professor sehr gut bey einem königl. Institut angestellt.
Noch immer bin ich in Maxen, das Wetter ist so schön, Frau v. Berge* verreiset – und mein Mann entbehrt mich nicht gern, besonders Abends. So kann ich die liebe Gräfin Eliza* nicht sehen, die ganz zurückgezogen lebt, und doch recht kränklich ist und leidend und gar zu gern Abends ganz allein bey mir Thee trinkt – oder mich b[e]y sich hat! – Auerbach* hat, ich weiß nicht, die wie viel Ausgabe von Barfüssele, und 2 200 rh damit verdient. Jetzt gibt er einen Volks Kalender heraus, er schickte mir die ersten Aushängeblätter, da fanden wir über Gellert* eine rührende Geschichte! Ich machte mir den Spaß, eins meiner Mädchen wie eine Bäuerin anzuziehen, einen Tragkorb auf den Rücken, darin in einem Neste eine fette Gans und darüber 3 große Kuchen, sie klingelte, ließ sich Auerbach* herausrufen, sagte, sie wäre Christophs Frau – und weil ./. weil [sic] er ihr Herze mit dem Gellert* gar so sehr gerührt, brächte sie ihm die fettste Gans, und warmen Kirmeßkuchen zum Geschenke! Da hat er später erfahren, wer die Frau ist und mir einen reizenden Brief geschrieben! –
Ihr Sein oder nicht Sein, natürl. nicht mein Exemplar habe ich, in die Schweitz nach Vevay geschickt zum Gebt. der Frau v. Schwanenfeld* , die Sie ja von Rom kennen, und die sich unendl. darüber gefreut! –
Heute stand in den Zeitungen, von dem Bischof Ernst* zu Brünn, angezeigt, ein Wunder! Ein blindes Mädchen mit dem Kinnkrampf noch behaftet, hätte ein Fläschchen mit dem Taufenden Öhl der h. Walpurgis, gläubig zum Munde geführt und wäre augenblicklich sehend geworden! Ist es mögl. solche öfftl. Bekanntmachung in unsrer Zeit? –
Wo und wie werden Sie das Fest verbringen? – Sehen Sie Graf Moltke* ? Wie lebt er so einsam in Glorup – ist Frau v. Scavenius mit ihrer hübschen engl. Gouvernante dort, wenigstens sprach die Gräfin davon.
Wir richten unsren Kalender immer jährlich nach Ihrem Kommen ein, da ist unser Fest, da beginnen wir das neue, schöne Jahr, möchten Sie uns nicht fehlen! Mein Mann, Margaret* , Minna* rufen mir Grüße zu – ich aber drücke Ihre Hände in alter Verehrung und Liebe
Fr.
[tilføjelse, p. 4:] Das Salz was die Generalin* Ihnen schickte, nimmt man in einem Kaffelöffel trocken ein, trinkt Wasser nach wie Brausepulver, nach dem Eßen, oder hat man Magen Beschwerde die meist von Säure herrührt. Es löset die Säure und die Fettbestandtheile auf, und ist nichts anders, als Kohlensaures Natrum mit etwas Kochsalz !- .
[tilføjelse, p. 2:] Hat denn Dickens* auf Margaret* Billet keine Handschrift für mich geschickt, und was hat er jetzt unter der Feder? – Werden Sie nicht Ihre Perlenschnur fortsetzen? – Die Henselt* schreibt aus Gersdorf, warum ich ihr, Ihr Sein p.p. nicht schickte, was Sie ihr versprochen mir zu übergeben..
[tilføjelse, p. 3 og p. 2:] Lachen Sie nicht, wenn ich die Addresse berichtige; Major ist der niedrigste Hofrang hier. und hat dadurch als Adel = Hochwohlgeborenen – Sie wissen, wie lächerlich Alles dies, aber als Ausländer berichte ich es, hat Jemand einen Orden hierzu, hat er auch Hochwohlgeboren und Adelsrang.
Søndag den 22. novbr [1857]
Dyrebare, ærede ven!
De er bekymret, at Deres breve ikke er ankommet, men jeg har modtaget dem alle, de må ikke tro på uorden med breve fra Maxen, ekspeditionen har indført kaution for dem, men på vores postkontor bliver brevene ikke indført med adresser, fordi endog anbefalede pengebreve ofte sporløst forsvandt! – Vi tænker på Dem med kærlighed og troskab, og nu, hvor Liszt* var her med fyrstinde Witgenstein* og hendes datter* , talte vi meget med ham om Dem! – Jeg tog til byen for at overvære opførelsen af Liszts* musik – hele orkestret var på scenen, og han dirigerede sin komposition fra nodestativet, musikerne forklarede mig, at han forkastede alle regler, som hidtil havde været – og i stedet for harmonier bevæger han sig stadig i dissonanser. Han kalder det fremtidsmusik, men da den er uskøn, vil den næppe blive det. Der var også kun en lille del, der klappede af ham – publikum var stille og kold, ja hviskede også engang. Han opførte den løsladte Prometheus, hvor et hyrdekor behagede meget og Dantes* helvede, som man slet ikke klappede af. Jeg tog til byen og gav en lille soiré for dem, efter at jeg aftenen før havde mødt dem hos Carus* , hvor fyrstinden* var ualmindeligt venlig og imødekommende mod mig. Sært, ved berømte folk, at de gennemgår et sådant forhold – hun tiltaler ham du, behandler ham som ægtemage og hans og hendes værelse er adskilt ved en dør!
Næste fredag giver Jenny Lind* , i Hotel de Saxe en koncert, den første i Dresden. Også Joachim* og Clara Schumann* giver 2 musikalske soiréer og endnu før festen venter man hr von Bülow* , Liszts* svigersøn* , hvilket han har lagt mig meget på sinde.
Liszt* sagde højt, at han hadede klaverspil og det kedede ham, han ville kun skabe noget. Han udtalte, at han arbejdede med den hellige Elisabeth, men ikke melodramatisk, uden deklamation, kun med kor og at Roquette* digtede teksten dertil.
Tænk Dem blot, den stakkels skolelærer Kreissig* , som jeg hjulpet til hans uddannelse, og som De glædede med en bog, har haft flere anfald med blodstyrtning, har anstrengt sig for meget i sin skole, og lægen frygter, at han ikke kan komme sig. Stakkel!
Heinrich Riccius* , som var koncertmester i Kölln, har fået et kald i London, er der blevet virkelig godt ansat som professor ved et kgl. institut.
Jeg er stadig i Maxen, vejret er så smukt, fru v. Berge* er rejst – og min mand undværer mig ikke gerne, især om aftenen. Derfor kan jeg ikke se den kære grevinde Eliza* , som lever helt tilbagetrukket, og er ganske sygelig og lidende og gerne drikker te alene hos mig om aftenen – eller jeg hos hende! Auerbach* har udgivet jeg ved ikke hvor mange oplag af Barfüssele, og tjent 2-300 rigsdaler derved. Nu udgiver han en folkekalender, han sendte mig de første udhængsblade, der var en rørende historie om Gellert* ! Jeg morede mig ved at klæde en af mine piger på som en bondekone, give hende en bærekurv på ryggen, med fed gås i en rede og derover 3 store kager, hun ringede på, lod Auerbach* hidkalde, sagde, at hun var Christophs [Gellerts] kone, og fordi han havde rørt hendes hjerte så dybt med [historien om] Gellert* , bragte hun ham den fedeste gås, og gav ham varme kirkemarkedskager. Da erfarede han senere, hvem konen var og sendte mig et henrivende brev!
Deres Sein oder nicht Sein, naturligvis ikke mit eksemplar, har jeg sendt til Schweiz til Vevay til fru von Schwanenfelds* fødselsdag, De kender hende jo fra Rom, og hun har glædet sig uendeligt derover!
I dag stod i aviserne om biskop Ernst til Brünn* har anmeldt et under. En blind pige med hagekrampe havde ført en flaske med dåbsolien fra den hellige Valborg til munden og var øjeblikkeligt blevet seende! Er det muligt med sådanne offentlige bekendtgørelser i vor tid? –
Hvor og hvordan vil De fejre festen – ser De grev Moltke* ? Hvordan lever han i ensomhed i Glorup – er fru Scavenius* med sin søde engelske guvernante* der – det talte grevinden* i det mindste om.
Vi indretter årligt vores kalender efter Deres ankomst, så har vi fest, så begynder det skønne, nye år, gid De heller ikke må mangle dér. Min mand, Margaret* , Minna* , råber hilsner til Dem – men jeg trykker Deres hænder i gammel ærbødighed og kærlighed.
[tilføjelse, p. 4:]: Saltet, som generalinden* sendte Dem, indtager man tørt på en teske, drikker vand til som et brusepulver, efter maden, eller hvis man har mavebesvær, som stammer fra syre. Det opløser syren og fedtbestanddelene og er ikke andet en kulsurt natron med noget kogesalt.
[tilføjelse, p. 2:] Har Dickens* ikke sendt en håndskrift til mig på Margarets* lille hilsen – og hvad arbejder han med nu? Vil De ikke fortsætte Deres perlesnor? Fru Henselt* skriver fra Gersdorf, hvorfor jeg ikke sendte Deres Sein osv., som De havde lovet mig.
[tilføjelse, p. 3-2:] Le ikke, når jeg retter adressen. Major er den laveste hofrang her og har derfor [tilføjelsen] adel – højvelbåren – De ved, hvor latterligt alt dette er, men som udlænding synes jeg det er korrekt, har nogen desuden en orden, har han også ret til højvelbåren og adelsrang.
BrevID 8736: FrS-brev af 22/11 1857 (Collin, 11/156, billedid 4978-81).
Liszt* … mit der Fürstin* und ihrer Tochter* : Franz Liszt* levede i adskillige år sammen med fyrstinde Caroline zu Sayn-Wittgenstein* (1819-87). Begge var troende katolikker, men paven nægtede sin tilladelse til ophævelse af deres tidl. ægteskaber. I sit 1. ægteskab havde fyrstinden datteren Marie zu Sayn-Wittgenstein* (1837-1920), g. 1859 m. prins Konstantin zu Hohenlohe-Schillingsfürst* .
Zukunftsmusik: betegnelsen Zukunftsmusik forbindes mest med Richard Wagners* navn, men allerede tidligere havde komponister som Chopin* , Liszt* og Berlioz* opfattet sig som Zukunftsmusikere.
Prometheus: Franz Liszt* komponerede "Prometheus" som nr. 5 af sine 12 symfoniske digte. Det stammer fra 1850, men FL* reviderede P. i 1855, så det er nok denne version, FrS har hørt
Dantens* Hölle: Franz Liszts* " Dante* Symfoni" fik sin førstopførelse i Dresden nov. 1857, altså den koncert, som FrS var taget fra Maxen til Dresden for at høre. Symfoniens 1. del er inspireret af Dante Alighieris* beskrivelse af helvede i hans "Divina Commedia".
Jenny Lind* … Hôtel de Saxe: efter at JL* havde trukket sig tilbage fra scenen, gav hun kun koncerter, hvor indtægten gik til velgørende formål. Det mondæne Hôtel de Saxe lå – og ligger stadig – på Neumarkt i Dresden.
Joachim* und Clara Schumann* : allerede før Robert Schumanns* død, var violinisten Joseph Joachim* (1831-1907) blevet en ven af familien S. Senere koncerterede han og CS* ofte sammen rundt omkring i Europa. –
Herrn von Bülow* : pianisten og dirigenten Hans von Bülow* (1830-94) ægtede i 1857 Liszts* datter Cosima L.* (1837-1930), som imidlertid forlod ham og sluttede sig til Richard Wagner* , først som elskerinde, siden som hustru.
das Leben der heilg. Elisabeth: Franz Liszts* oratorium "Die Legende der heiligen Elisabeth" blev påbegyndt 1857-58 og færdiggjort i Rom 1862. Førsteopførelsen var planlagt til at finde sted på Wartburg, men blev det i Budapest 1865 og opført året efter i München, med Hans von Bülow* som dirigent. Librettoen skyldes digteren Otto Roquette* (1824-96), der i 1857 underviste i Dresden.
Kreissig* : Wikipedia oplyser under sønnen Martin Kreisig* (1856-1940), at dennes fader, Christian Gottlob Kreisig* , var "Schulmeister" i Maxen og at han havde snæver kontakt til ægteparret Serre. CGK* skal have modtaget klaverundervisning af Robert Schumann* under et af dennes ophold på Maxen. FrS opfatttede CGK* som en plejesøn og sørgede i 1865 for, han blev optaget i Pestalozzi Stift Dresden. C.G. Kreisig* døde, da Martin* var 7 år – dvs. 1863.
Auerbach* : jf. BrevID 7231. Auerbachs* værk "Barfüssele" (1856), som har undertitlen "Eine schwarzwälder Dorfgeschichte", opnåede samme popularitet som hovedværket "Schwarzwälder Dorfgeschichten" (1843) og udkom i talrige udgaver, jf. BrevID 7231.
Gellert* : C. F. Gellert* (1715-69), tysk digter.
Kirmeßkuchen: kirkemarkeds-kage – specialitet for Thüringen og Sachsen.
Graf Moltke* … einsam in Glorup: når grev Moltke-Huitfeldt* var i Danmark, levede han som regel ensomt på Glorup, al den stund hans hustru, grevinde Eliza M-H foretrak* at leve i Paris eller Dresden og børnene* * * var fløjet fra reden.
Bischof Ernst* zu Brünn: den bøhmiske greve Anton Ernst von Schaffgotsch* (1804-70) virkede fra 1841 og til sin død som biskop i Brünn.
mit ihrer hübschen engl. Gouvernante: Agnes Dunlop* (1830-1908), jf. BrevID 8378, var vel ikke længere guvernante hos fru Scavenius* , aldenstund hendes yngste barn, sønnen Otto S.* i 1857 var 18 år gl. AD* må være forblevet i hendes tjeneste som selskabsdame, indtil hun i 1863 giftede sig med adjunkt Michael Rosing* på Sorø Akademi.
die Generalin* : denne generalinde må være Ida von Vogel, f. von Glasenapp* (1797-1866), som HCA havde været sammen med på Maxen i sommeren 1857, hvor hun forstyrrede HCA.s nattesøvn ved sin idelige "Ringen og Rumsteren", jf. Dbg. IV, 277.
Dickens* auf Margarets* Billet: FrS må have opgivet at få en "håndskrift" fra Dickens’* hånd via HCA og har derfor bedt sin engelskfødte selskabsdame, Margaret Thomas* , skrive derom direkte til CD* .
15.12.1857 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22452 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
18.12.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Gestern, verehrter theurer Freund erhielt ich Ihren lieben Brief, und schon sitze ich zur Anwort!
Ich freue mich, Sie unter so liebenswürdigen und wohlwollenden Menschen an dem heilgen Abend auf dem Lande zu wißen – und weiß Sie verleben froh den Tag.
Wie überraschte mich die Sendung herrlicher Äpfel durch Fr. v. Scavenius* . Sofort schickte ich welche an Eliza Moltke* , an Frau v. Göthe* , an Carus* und Alle rühmten, die nach Ananas duftenden – und so zarten und saftigen Äpfel, die hier gänzl. unbekannt. Elisa* schrieb sofort an den Grafen ./. er solle ihr welche mitbringen. Sie waren so schön eingepackt, daß nicht ein einziger verdorben war, und Alle wie in Wachs pousiert Tausend, tausend Dank. – ich habe selbst Fr. v. Scavenius* geantwortet und gedankt.
Zuerst sende ich Ihnen ein Stück New Yorker Zeitung, die mir in einem Briefe Kohls* eingelegt und geschickt wurde! Wie bekannt sind Sie auch dort!
Dann, zürnen Sie nicht, = ein Jeder denkt doch bey diesem Fest an seine Lieben, und so drängte es mich, eine kleine Arbeit auch für Sie zu machen = wenn Sie die warmen weichen Morgenschuhe finden, die leider der Schuhmacher zu groß gemacht, weil er zu viel Raum auf den Pelz rechnete, ./. wenn Sie sie vor Ihrem Bette finden! In der Nacht, oder im Wagen als Überschuhe wenn es kalt ist – können Sie sie doch vielleicht benutzen!
Ich konnte arbeiten, denn seit 14 Tage bin ich aus dem Bette und in die Stube gebannt, leide an heftiger Grippe mit Fieber, und Rosenartige Entzündung im Gesicht! Ach, wie ungeduldig bin ich, kann nicht heraus – und nichts besorgen zum Feste! – Die gute Gräfin Moltke* besucht mich fleißig, sitzt ganz allein ganze Abende b[e]y mir, und wenn Sie [sie] so mit Herz und Munde mich "liebe Fritze["] nennt, "bey Ihnen fühle ich mich am wohlsten", – da erkenne ich ihr treues schönes Herz und ihre unveränderte Freundschaft für mich. Sie lebt wie eine Einsiedlerin, sieht außer die junge Comtesse O'Donnell* fast Niemand öfters, ./. sie steht 6 Uhr früh auf, übt Musik bis 8 Uhr noch b[e]y Licht – frühstückt, läßt sich magnetisieren – zeichnet dann 2 Stunden – geht 1 Stunde spatzieren, nimmt den Lunch – läßt zum 2t Mal sich magnetisiren – nimmt Musik Unterricht, dinirt 5 Uhr – wieder läßt sie sich magnetisiren – (tägl. 4 Mal) – nimmt den Thee zu Hause oder b[e]y mir – oder der O'Donel* aber dort seltner – und so vergeht ein Tag wie der Andere.
Doch hat sie in Paris ihre Wohnung für 1 Jahr aufgegeben, will zum April nach Glorup – bis Spätherbst dort bleiben und wieder hierher zum Winter, ich fürchte der unruhige Graf* wird ihr monotones Leben sehr stören! – Sonst, eingesperrt in mein Kranken Zimmer weiß ich nichts von der Welt. Ich habe vor 4 Wochen durch den Tod der Prinzessin Caroline Reuss* – eine unendl. theilnehmende, liebevolle Freundin verloren ./. mich schmerzt ihr Tod beinahe so tief wie der Verlust der unvergeßl. Lüttichau* .
Bey Dekens* * * * geht Alles gut – Sigwald* ist der tägl. Gesellschafter der Moltke* ein anderer Sohn von ihr, so liebt sie ihn, und er lebt für sie. Constanze* kommt selten zu ihr, allerdings hat sie Veranlaßung gegeben zu sehr schlimmen Gerüchten über sie.
Mein Mann ist sehr beschäftigt mit einem Etablissement einer Kartoffelmehlfabrick und Einrichten eines neuen Brauers. Das fesselt ihn an Maxen. Charles Meÿer* ist hier nicht geliebt – trocken wie eine Spieluhr ist sein Spiel und er selbst, er componiert aber hübsch und mit Glück! Fr. v. Lüttichau* verglich ihn immer mit einer Gartenschnecke! – Liszt* wird sehr unzufrieden mit Dresden sein – sein Schwiegersohn Bulow ./. hat sich mehr wie derb, in einem Journal, über Dresden, und seine Critiker beklagt.
Wir bilden uns ein und hoffen, daß Sie nächsten Sommer nach Deutschland kommen – und Hochzeit machen. Machen Sie glücklich und werden Sie glücklich. Dann kommen wir bis Breslau entgegen! Die kleine Frau wird Jedermann gefallen – und es muß doch schön sein – sich so anbeten zu laßen, von einem guten, klugen, und hübschen jungen Mädchen! – Es wäre herrlich! – Unser Pastor ließe sich das Trauen nicht nehmen, und wie wollten wir unsre liebe, stille Kirche ausschmücken. Also Glück zum Neujahr, und die Erfüllung der liebsten geheimsten Wünsche!
Von Allen tausend Grüße! –
Ihre getreue
Fr. Serre
Den 18. dec. [18]57.
I går modtog jeg, min ærede dyrebare ven, Deres kære brev og jeg sidder allerede her med svaret!
Jeg glæder mig over at vide Dem hos så kære og velvillige mennesker på den hellige aften på landet – og ved, at De glad nyder dagen.
Forsendelsen af herlige æbler ved Fru v. Scavenius* overraskede mig meget. Jeg sendte straks nogle til Eliza Moltke* , til fru v. Göthe* til Carus* og alle roste de skønne og saftige æbler, som duftede af ananas, og de er helt ukendte her, Elisa* skrev straks til greven* , at han skulle medbringe nogle til hende. De var så smukt indpakket og ikke et eneste var fordærvet, alle var som poleret med voks. Tusind, tusind tak – jeg har selv svaret Fr. v. Scavenius* og takket hende.
Allerførst sender jeg Dem et udklip af New Yorker Zeitung, som blev sendt mig i et brev fra Kohl* . Hvor kendt De også er der!
Dernæst – og nu må De ikke blive vred – enhver tænker dog ved denne fest på sine kære, og således slog det mig, at jeg ville lave et lille arbejde til Dem, hvis De finder de varme bløde morgensko, som skomageren desværre har lavet for store, fordi han beregnede for meget plads til pelsen, – foran Deres seng! Om natten – eller i vognen kan De måske anvende dem som overtræk, når det er koldt!
Jeg kunne arbejde, thi i 14 dage har jeg været oppe og bundet til stuen, lider af en alvorlig influenza med feber og en rosenagtig betændelse i ansigtet! Ak, hvor utålmodig er jeg, kan ikke komme ud – og ikke sørge for noget til festen! – Den gode grevinde Moltke* besøger mig flittigt, sidder alene hele aftener hos mig, og når hun således med hjerte og mund kalder mig "Liebe Fritze" og siger: hos Dem føler jeg mig bedst tilpas – da fornemmer jeg hendes tro, skønne hjerte og hendes uforandrede venskab mod mig. Hun lever som en eneboer, ser foruden den unge komtesse O’Donnel* næsten ingen, hun står op klokken 6 om morgenen, øver musik til 8 endnu ved lys, spiser morgenmad, lader sig magnetisere – tegner så 2 timer, går tur 1 time, tager frokost – lader sig magnetisere for 2. gang – får musikundervisning, spiser middag kl. 5 – lader sig atter magnetisere (4 gange dagligt) – drikker te hjemme eller hos mig – eller endnu sjældnere hos O’Donnel* – og således går den ene dag efter den anden.
Men hun har opgivet sin bolig i Paris for det kommende år – vil til april til Glorup – og blive der til sent på efteråret og tilbage hertil til vinter, jeg frygter den urolige greve* vil forstyrre hendes ret ensformige liv! I øvrigt, indespærret i mit sygeværelse ved jeg ikke noget om verden. Jeg har for 4 uger siden ved prinsesse Caroline Reuss’* bortgang mistet en dyrebar, kærlig veninde, hendes død smerter mig næsten ligeså meget som den uforlignelige fru Lüttichau* .
Hos Deckens* * * * går alt godt, Sigwald* er dagligt selskab for Fru Moltke* og på den måde som en anden søn, så meget holder hun af ham, og han lever for hende. Constanze* kommer sjældent til hende, men hun har nu også givet anledning til nogle slemme rygter om hende.
Min mand er meget optaget af et etableringen af en kartoffelmelfabrik og indretning af et nyt bryggeri. Det lænker ham til Maxen. Charles Meyer* er ikke yndet her – tør som en spilledåse er hans spil – men han selv komponerer nydeligt og med held. Fr. v. Lüttichau* sammenlignede ham altid med en havesnegl! – Liszt* skal være meget utilfreds med Dresden, og hans kritikere beklager det.
Vi bilder os ind – og håber, at De kommer til Tyskland næste sommer – og holder bryllup. Gør lykke og bliv lykkelig. Så kommer vi Dem i møde i Breslau! Den lille kvinde vil behage enhver – og det må da være dejligt – således at lade sig tilbede af en god, klog og nydelig ung dame! – Det ville være herligt! Vor pastor ville ikke lade vielsen gå fra sig, og vi ville smykke vores kære, stille kirke. Altså alt godt til nytåret og til opfyldelsen af de kæreste, hemmeligste ønsker!
Fra alle her sendes tusinde hilsner.
BrevID 17960: FrS-brev af 18/12 1857 (Collin XI, 14/206 a, billedid 5172-77).
Ihren lieben Brief: HCA sendte iflg. Dagbogen brev til FrS 15/12 BrevID 22452, som hun modtog allerede 17/12.
an dem heilgen Abend: HCA må i sit brev have meddelt, at han i julen 1857 agtede sig til Basnæs.
New Yorker Zeitung: den pågældende artikel el. anm. er ikke fundet. Geografen Kohl* , der også var en ven af FrS, opholdt sig i længere tid i U.S.A.
die warmen weichen Morgenschuhe: juleaftensdag modtog HCA på Basnæs "et Par gode lodne Sko", jf. Almanak p. 257. http://andersen.sdu.dk/liv/almanak/find/index.html?fritekst=lodne&fields=all
die junge Comtesse O’Donnell* : Maria grevinde O’Donell von Tyrconell* . Kan være ægtefællen til en grev Heinrich O’Donell von Tyrconell* , som var eller havde været “Kämmerer", kæmner i Triest og som tilhørte en adelsfamilie, som opr. var irsk og dér hed O’Donnell of Tyrconell, men som siden havde opnået adelsrang i Spanien og Østrig.
Prinzessin Caroline Reuss* : prinsesse Caroline af Reuss-Ebersdorf* , f. 1792, d. 1857 i Dresden.
Charles Meyer* : Charles Meyer* (1799-1862), russisk pianist og komponist, kendt som underviser af komponisten Mikhael Glinka* (1804-57) .
und Hochzeit machen: FrS har åbenbart forestillet sig, at der havde udviklet sig en forelskelse mellem HCA og malerinden Clara Heinke* (1820-92) fra Breslau og at det ville resultere i et bryllup. Nævnte Clara Heinke* havde allerede i 1853 pr. brev taget kontakt med HCA. HCA.s svarbrev på dette første CH* -brev er trykt i hendes "Etwas von Andersen", i Allgemeine conservative Monatsschrift für das christliche Deutschland" II, p. 261. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1358 Brevet: BrevID 20254 Der udviklede sig allerede da en korrespondance mellem de to. Under HCA.s ophold i Sachsen sommeren 1857 kom Clara Heinke* (1825-92) på besøg i Dresden som ledsager for sin tante, en frk Nathalie Werner* (d. 1866), der var veninde af FAS og dennes søster, Caroline Klein* i Berlin. Damerne blev efterfølgende inviteret til en dags besøg på Maxen, hvor HCA viste dem om og læste eventyr for dem. Han har åbenbart vist så stor interesse for Clara Heinke* , at han efterfølgende "Blev drillet af alle Damerne, selv af Frøken Walthersdorff* og Margarethe* at jeg havde i Dag viist mig saa særdeles elskværdig for den unge Dame. Clara Heinke* synes en klog Pige, hun var meget hjertelig mod mig" dagbog [1857-08-13] . Der blev imidlertid ikke noget "par" ud af de to, men mødet i Sachsen blev optakten til en langvarig korrespondance og et venskab, som varede resten af HCA.s liv.
18.12.1857 Almanak : Portræt til Fru Serre
(BrevID 22453 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.01.1858 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.01.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 27. J[anuar] [18]58.
Verehrter, theurer Freund!
Immer bereitet mir ein Brief von Ihnen, einen Festtag! Nun geben Sie uns die Hoffnung eines Wiedersehens für den Sommer, da zählen wir dahin schon Monate-Wochen-Tage! -
Leider bin ich wieder mit dem bösen Husten und Heiserkeit geplagt, eine stete Entzündlichkeit in der Luftröhre oder im Kehlkopf. Da darf ich nirgend in Gesellschaft – als nicht in Roûts wo ich durch einen leichten Anzug noch leichter eine Erkältung erstehen kann – und beschränke mich auf den Kreis der treuen Freunde. Dazu gehören meine lieben Gr. Moltkes* * . Sie sind, nach wie vor, getreu – und so Manchen Abend sitzen sie allein bey mir, oder ich b[e]y ihnen, eben so mit Fr. v. Göthe* , und immer schelten sie mich, daß sie mich zu ./. wenig sehen können, und ich immer unerreichbar wäre! Der Graf* und die Gräfin* sind viel leidend – aber wie ist es mit Eliza* anders möglich? – Seit Monat July wohnt ein französischer Magnetiseur b[e]y ihr täglich läßt sie sich 4 Mal magnetisieren, wie soll das ihre Nerven nicht im höchsten Grade aufregen, auch wird ja Alles eine Gewohnheit. Dann steht sie um 5 Uhr auf musicirt oder studirt Compositionslehre, bis 7 Uhr – da kommt Carl Riccius* ihr Lehrer (der vortrefflich sein soll, in diesem Fach) – dann zeichnet sie – fährt eine Stunde aus – tägl. von 3-5 wieder Musikunterricht – um 5 Diner – magnetisiren – wie soll eine so schwache Constitution nicht davon angegriffen werden? ./. Doch es macht ihr Freude und zerstreut sie über ihren Verlust, den Schmerz um die Tochter! – Riccius* ist jetzt am Hofe und accompagnirt den Künstlern – b[e]y Lüttichau* , wenn musical. Soiree in allen Concerten, und ist ganz en vogue. Heinrich* ist, bey London, Professor eines Instituts des Staates – mit großem Gehalt, viel Freiheit und Zeit für sich und spielt in London oft in Concerten. Gott hat seinen Segen und ihnen Glück gegeben, und mir Freude durch Beide!
Ja, wer so talentvoll wäre, und seine Liebesgaben, in sinnigen Zeichnungen Ihnen darbringen könnte – in Bild und Worten? Aber nicht Jeder ist [overstreget: sind] gegeben, solche Güter des Geistes! – nicht Jede – ist Fr. Heinke* , sie wird auch der große Magnet sein der Sie in Dresden fesseln wird – denn schon im May oder Juny kommt ./. sie, um auf der Gallerie zu copiren.
Wahrscheinlich muß ich nach Ems weil mein Halsübel wieder so rege ist, dann reise ich Mitte May bis Ende Juny, dann also würde ich das Glück haben können Sie zu genießen. Weiter gehen meine Pläne nicht.
Vor Allem aber habe ich Ihnen zu danken, für Ihr Portrait, was wirkl. vortrefflich ist! Das kleine Fräulein aus Pirna hat es mitgenommen und läßt es sich nicht nehmen, von Feder Blättern selbst einen Rahmen darum zu schneiden. Sein oder nicht Sein habe ich zum 3t Mal in die weite Welt geschickt, dies Mal an Julie Burrow* die es sich wünschte. Sie hat mir ihre Gedichte, die vor Allem von tiefer Mutterliebe sprechen dedicirt, auch an Sie ist ein Gedicht, voll Anerkennung und Liebe – und ich werde sie Ihnen schicken, wenn Sie sie wollen! – ./.
Von dem lieben Gr. Herz.* v. Weimar habe ich wieder Grüße durch Emil Devrient* erhalten, leider keinen Brief. –
Im Auftrag von D. Kühne* , Redacteur der Europa soll ich Ihnen sagen, ob Sie ihm nicht ein neues Märchen, oder Historie für sein Blatt schicken wollten! –
Denken Sie die Gräfin Yoldi* – verwittwete Coopmann* kommt Anfang März oder schon Ende nächsten Monats nach Dresden für einige Wochen, über Wien und Triest, wo sie ihres Sohnes Alfons* Frau in Wochen gepflegt. Badbergs* * führen in Rom ein himmliches Leben. – ich hätte mit ihnen dort sein können! eben so mit Fr. von Schwanenfeld* in Vevay den Winter zubringen, aber je älter man wird, je weniger ./. muß man sich trennen, von einander in der Ehe, und obgleich mein Mann in Maxen meist, und ich hier, so kann man sich doch in 2 Stunden erreichen! –
Wie schön, wenn Sie uns wieder Vorrath zum Übersetzen brächten. Haben Sie nicht Ihre Perlenschnur verlängert, nicht eine 2t Reihe angeknüpft? –
Verzeihen Sie nochmals meinen ungeschickten Schuhmacher, der die Pantoffeln zu groß gemacht sie haben ihren Zweck erfüllt wenn sie auf der Reise gedient, in welcher Art es auch sey.! – Beschütze Sie Gott, und uns erhalte er Ihr treues Wohlwollen!
Fr. Serre
Dresden 27. januar [18]58.
Ærede, dyrebare ven!
Altid bereder et brev fra Dem mig en festdag! Nu giver De os håb om et gensyn til sommer, så vil vi allerede tælle måneder – uger – dage dertil.
Desværre er jeg igen plaget af den onde hoste og hæshed, en vedvarende betændelsestilstand i luftrørene eller i strubehovedet. Derfor kan jeg ikke gå til nogen selskabelighed, slet ikke større selskaber, hvor jeg ved en let påklædning endnu lettere kan pådrage mig en forkølelse – og jeg begrænser mig derfor til kredsen af tro venner. Dertil hører mine kære grev Moltkes* * . De er som altid tro – og således sidder de mangen en aften alene hos mig, eller jeg hos dem, ligeså med fr. v. Göthe* , og hele tiden skænder de på mig, at de kan se mig for lidt og at jeg aldrig er til at få fat i! Greven* og grevinden* er meget lidende – men hvordan kan det være anderledes med Eliza* ? Siden juli bor en fransk magnetisør hos hende, dagligt lader hun sig magnetisere 4 gange, hvorledes må det ikke ophidse hendes nerver i højeste grad, og det bliver alt sammen en vane. Så står hun op kl 5 og musicerer eller studerer kompositionslære til kl 7, da kommer Carl Riccius* , hendes lærer (som skal være fortræffelig til dette fag) – så tegner hun – kører ud en time – dagligt fra 3-5 musikundervisning igen – kl. 5 middag – magnetisere – hvorledes skulle en så svag konstitution undgå at blive påvirket af det? Men det giver hende glæde og det adspreder hende i tabet, smerten over hendes datter! Riccius* er nu ved hoffet og akkompagnerer kunstnerne i alle koncerterne – hos Lüttichau* , når der er musikalske soiréer, og er ganske i yndest. Heinrich* er nær London professor ved et statsinstitut, med stor løn, meget frihed og tid til sig selv og spiller i London ofte til koncerter. Gud har velsignet ham og givet ham held – jeg får glæde af begge!
Ja, hvem der var så talentfuld og kunne frembære sine gaver i smukke tegninger for Dem – i billeder og i ord? Men det er ikke givet enhver at have sådanne åndskvaliteter. – Men Fr. Heinke* er ikke enhver – hun vil også være den store magnet, som vil lænke Dem til Dresden, thi hun kommer allerede i maj eller juni, for at kunne kopiere på galleriet.
Sandsynligvis må jeg til Ems, fordi mit halsonde igen er så slemt, så rejser jeg midt maj til slutningen af juni, derefter vil jeg kunne have den glæde at kunne nyde Dem. Længere rækker mine planer ikke.
Fremfor alt må jeg takke Dem for Deres portræt, som virkelig er fortræffeligt. Den lille frøken fra Pirna tog det med, og giver ikke slip på det, da hun er ved at snitte en ramme i fjerblade. At være eller ikke være har jeg for tredje gang sendt ud i verden, denne gang til Julie Burrow* , som ønskede den. Hun har dedikeret sine digte til mig – de taler frem for alt om dyb moderkærlighed, der er også et digt til Dem, fuld af anerkendelse og kærlighed – og jeg vil skænke Dem det, hvis De vil have det.
Fra den kære storhertug* af Weimar har jeg mange hilsner gennem Emil Devrient* , men desværre ikke noget brev.
Fra dr. Kühne* , redaktør af Europa skal jeg sige til Dem, om ikke De vil sende ham et nyt eventyr eller en historie til hans blad.
Tænk Dem, grevinde Yoldi* , enke efter Coopmann* , kommer i begyndelsen af marts eller allerede i slutningen af næste måned til Dresden i nogle uger, via Wien og Triest, hvor hun i ugevis har plejet sønnen Alfons* ’ kone. Badbergs* * fører i Rom et himmelsk liv – jeg ville gerne have været hos dem der! – ligeså [ville jeg] gerne have tilbragt vinteren i Vevay med fr. von Schwanenfeld* , men jo ældre man bliver, des mindre må man leve adskilt i ægteskabet – og selv om min mand mest er i Maxen – og jeg her – så kan man dog nå hinanden på 2 timer.
Hvor herligt hvis De igen vil bringe os en mængde til oversættelse. Har De ikke forlænget Deres perlesnor, ikke knyttet endnu en række til?
Undskyld endnu en gang min klodsede skomager, som har gjort tøflerne for store, men de har opfyldt deres formål hvis de har tjent Dem på rejsen, uanset hvilken art! Gid Gud beskytter Dem og omfatte Dem i sin tro velvilje.
Fr. Serre
BrevID 17975: FrS-brev af 27/1 1858 (Collin XI, 14/208+10/138 b, billedid 4916-17, 5182-85).
einen Brief von Ihnen: HCA havde sendt brev til FrS 16/1 BrevID 22454.-
Rout: jf BrevID 3460
D. Kühne* , Redacteur der Europa: januar 1856 havde HCA.s mangeårige forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck* , afstået sit forlag og overtaget udgivelsen af tidsskriftet "Europa. Chronik der gebildeten Welt" med forfatteren Gustav Kühne* som redaktør. D. står for Dr.
Gräfin Yoldi* verwittwete Coopmann* : Josepha Coopmans* (1802-82), datter af den spanskfødte grev Alfonso Yoldi* (1764-1852), som efter Napoleonskrigene var uønsket i Spanien og opterede for Danmark, hvor han havde været spansk gesandt og hvor Frederik VI* gav ham stillinger ved det danske hof. Hans datter Josepha Yoldi* var enke efter den hollandskfødte diplomat Edgard Willem Coopmans* (1782-1853), der gik i dansk tjeneste som diplomat, bl.a. i Dresden, hvor han var chargé d’affaires 1828-37 og hvor HCA havde truffet dem begge på sin hjemrejse fra Italien 1834. Strengt taget kunne hun næppe ikke føre grevindetitel efter sit ægteskab med EVC* . Hendes søn Alfonso Coopmans* (1829-1902) gik i østrigsk tjeneste og fik i 1885 bekræftet sin morfaders* – og sin egen – værdighed som spansk greve og grande, ligesom han antog navnet Yoldi.
Ihre Perlenschnur: historien Et Stykke Perlesnor udkom 1. gang på dansk i "Folkekalender for Danmark 1857" (udg. dec. 1856) http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=761 og siden i "Nye Eventyr og Historier" I, 3. samling, 1859: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=791 - og samme år på tysk i "Gesammelte Historien". FrS.s kendskab til denne historie skyldes en erindring fra HCA.s ophold på Maxen i sommeren 1857, hvor de i fællig oversatte den til tysk, jf. Dbg. IV, 275. –
01.03.1858 Almanak : Sendt til Fru Serre Brev og Nye Eventyr og Historier,
(BrevID 22455 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
07.03.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 7. März [18]58
Verehrter und theurer Freund!
Sie wollen meinen unbedeutenden Namen, durch Eins Ihrer unsterblichen Werke verherrlichen, verewigen? Fast schäme ich mich, so große Ehre anzunehmen, und ich werde nur mit Erröthen, das Buch öffnen! Aber wenn ich bedenke daß wahre, reine, innige und warme Freundschaft, ein Recht gibt – so schlägt mein Herz Ihnen dankbar dafür entgegen, und ich nehme es hin, in Demuth.
Wir haben oft in der letzten Zeit von Ihnen gesprochen – aber ./. Graf Moltkes* * haben einen schlechten Winter gehabt, die Gräfin* nervös von 6 monat langen Magnetisiren der Graf* ebenfalls, durch Magnetisiren zu nervöser Gicht, Gesichtsschmerz gebracht, und obgleich alle Ärzte und alle Freunde, dagegen waren, ließen sie sich diese angreifende Cur nicht ausreden, und behaupteten man müßte erst durch diese Hölle um zum Himmel zu gelangen, und diese anfängliche Folge, überwinden. In einigen Tagen reiset nun der Graf* fort und bleibt einige Tage in Copenhagen.
Unser Prinz Georg* reiset auf die Brautschau nach Portugall, nimmt ein glänzendes Gefolge darum mit, und hat den jungen Carus* zum Hofrath ernannt – damit ./. sein Arzt der ihn begleitet, auch eine Würde hat, sie sind darüber selig, denn erst besucht Pr. Georg Paris und den Prinz Napoleon* , dann England, die Victoria* , und dann die 15 jährige Portugisin* . – Mein Mann hat wieder ein Project was er mit Leidenschaft verfolgt; er will nehmlich in unsre Gegend wieder ein National Costüm einführen, doch da jeder Bauer Gutsbesitzer sich nennt, und seine Frauen Städterinnen werden wollen, wenigstens vorstellen, ist das ein sehr fragliches Unternehmen. Der König* als Nachbar, und alle Pastoren sind damit ganz einverstanden, nur zweifeln sie am Gelingen. Es wäre hübsch, wenn Sie kämen und ein hübsches Land Costüm b[e]y unsern Maxnern fänden!./.
Wir haben wieder aus Dresden einen geistreichen Mann verloren, der Staatsrath v. Grimm* den Sie ja in Maxen sahen, hat von der Kaiserin von Rußland* einen Ruf bekommen, ihr b[e]y der Erziehung des Großfürsten* helfend zur Seite zu stehen, 2 000 rh. Reisegeld und Courrirpferde und kaiserl. Equipage bis Warschau! – Gutzkow* ist in Leipzig, und reiset von dort nach Italien, die letzten Theile seines Romans zu beenden, ein kirchlicher Kampf. Fräulein Bölte* schreibt fleißig an dem Leben der Frau von Staël* . Von Badbergs* * erhalte ich öfter Briefe aus Rom, sie sehen oft Friederike Bremer* , sonst sollen wenig Notabilitäten dort sein. Frau von Schwanenfeld* ist in Vevay geblieben. Für Heute nur noch den tiefgefühlsten Dank [tilføjet i margenen: erhalte ich das Buch – schreibe ich wieder].
[i margenen, p. 1:] Von dem ganzen Maxner Hause, die treuesten Grüße
Fr.
Den 7. marts [18]58
De vil forherlige, forevige mit ubetydelige navn gennem et af Deres udødelige værker? Jeg skammer mig næsten over at modtage så stor en ære, og jeg vil kun med rødmen åbne bogen! Men når jeg betænker, at det sande, rene og inderlige og varme venskab giver ret til det, så slår mit hjerte taknemligt imod Dem, og jeg accepterer det i ydmyghed.
I den seneste tid har vi ofte talt om Dem, men grev Moltkes* * har haft en dårlig vinter, grevinden* er nervøs efter at være blevet magnetiseret i 6 måneder, greven* er ligeledes ved magnetisering bragt til nervøs gigt, ansigtssmerter, og skønt alle læger og alle venner var imod det, lod de sig ikke tale fra denne angribende kur, og påstod, at man først måtte gennem dette helvede for at kunne nå himlen, og overvinde disse følger i begyndelsen. Om nogle dage rejser greven* nu videre og bliver nogle dage i København.
Vores prins Georg* rejser på frierfødder til Portugal, tager derfor hele det strålende følge med, og har udnævnt den unge Carus* til hofråd, således at den læge, som ledsager ham, har en værdighed, men de er salige derved, thi først besøger Prins Georg Paris og prins Napoleon* , så England, Victoria* – og derefter den 15-årige portugiserinde* . – Min mand har igen et projekt, som han lidenskabeligt forfølger, han vil nemlig genindføre en nationalskik her i vort område, men da hver bonde kalder sig godsejer, og deres koner vil være byboere, eller i hvert fald af navn, er det et meget tvivlsomt foretagende. Kongen* som nabo og alle pastorer er indforstået dermed, men de tvivler på, at det vil lykkes. Det ville være net, hvis De kom og fandt en smuk folkedragt her hos Maxen-folkene!
Fra Dresden har vi igen mistet en åndrig mand, statsråd Grimm* , som De jo mødte i Maxen, er af kejserinden* af Rusland blevet bedt om at stå ved hendes side ved opdragelsen af storfyrsten* . 2000 i rejsepenge og courierheste og kejserlig ekvipage til Warzava! – Gutzkow* er i Leipzig og rejser derfra til Italien, for at gøre de sidste dele af sin roman færdig, en kirkelig kamp. Frøken Bölte* skriver flittigt på Fru von Staëls* liv. Fra Badbergs* * modtager jeg hyppige breve fra Rom, de ser ofte Friedrike Bremer* , ellers vil få kendte være der. Fru von Schwanenfeld* er blevet i Vevay. For i dag endnu kun den inderligste tak – når jeg modtager bogen, skriver jeg igen.
[i margenen, p. 1:] Fra hele Maxen-huset de mest trofaste hilsener
BrevID 17992: FrS-brev af 7/3 1858 (Collin XI, 14/290, billedid 5186-89).
Unser Prinz Georg* : prins Georg* (1832-1904), næstældste søn af kong Johann af Sachsen* .
den jungen Carus* : Albert Gustav C.* (1817-91), søn af Carl Gustav C.* , livlæge for prins Georg* under dennes frierfærd.
Prinz Napoleon* : prins Napoleon Bonaparte* (1822-91), søn af kong Jérôme af Westphalen* og således fætter til kejser Napoleon III* .
die Victoria* : dronning Victoria* af Storbritannien og Irland m.m. (1819-1901).
die 15 jährige Portugisin* : infanta Maria Anna af Portugal* (1843-84), som blev gift 1859 med prins Georg* af Sachsen.
Staatsrath v. Grimm* : August Theodor von Grimm* (1805-78), tysk litterat, opdrager for kejserinde Alexandra Feodorovnas* søn Nikolaj Alexandrovitj* (1843-65)
Fräulein Bölte* … Leben der Frau von Stael: Amely Böltes* biografi af "Frau v. Staël* " udkom i 3 bind i 1859.
von Badbergs: kammerherre v. Badberg* og dennes hustru* , jf. BrevID 8460.
Friederike Bremer* : den svenske forfatterinde Fredrika Bremer* (1801-65), som i 1856 udgav den kvindepolitiske roman "Hertha", berejste i de følgende år det sydlige Europa (herunder Italien) og Orienten, beskrevet i bogen "Lifvet i gamla världen" (1860-62).
18.03.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am l8 März [1858]
Mein theurer, verehrter Freund!
So nahte der schöne Tag, der einem Liebling des Himmels, das Leben gab! und dankbar erfreuen wir uns des glücklichen Geschicks, diesen hol[d]en, Reichbegabten und Gesegneten, unsern Freund, nennen zu dürfen. Möge Gott ihm, Gesundheit – das kostbarste Gut des Lebens, und Freuden und Glück auf seinem ruhmgekrönten Pfade, in reicher Fülle gewähren! uns aber seine Freundschaft erhalten!
So wäre das liebe Buch in einer zwar mir unverständlichen Sprache aber doch lesbar – in meinen Händen und ich sehe mit Rührung auf den Namen des 1st Blattes Fru Serre. ./.
Auerbach* war Gestern hier, und sagte mir, ich will Ihnen auch mein nächstes Buch dediciren, das freut mich von Andersen! Sehen Sie, so bin ich doch sehr glücklich – so liebe herrliche Freunde zu haben, die es wahrhaft gut mit mir meinen, und ich denke immer im Stillen dabey – “Ich will es verdienen" –
Ihr Vetter* , ein lieber und schöner junger Mann, war bey mir allein – in kleiner – in größrer Gesellschaft. Sein Name öffnet ihn alle Pforten! – Er will mir die beikommende Rolle nach Copenhagen besorgen – an seine Braut* , die sie am 2ten April – in Ihre Hände legen wird! – ./.
Es ist nehmlich eine ganz neue und schöne Ansicht von Dresden, deßen reizende Lage bezeichnend! –
Möge dies Bild, Ihre Gedanken recht oft in Ihre 2t Heimath führen – wo Sie mit Ihrem Erscheinen Festtage bereiten.
Mein Mann, Margaret* , Minna* , Sigwald* , v. Wolfersdorfs* * – Alle auch Frau v. Hann,* Fr. v. Berge* wollen Ihnen Grüße und Glückwünsche gebracht haben!.-.
Wir werden diesen Tag an Sie denken, und um ½ 3 Uhr, (wir diniren hier um 2 Uhr) auf Ihr Wohl anstoßen! –
Jetzt ist von Triest zum Besuch ./. Gräfin Yoldi-Coopmans* hier. Sie plaudert aber dänisch wie Andersen* und hat mir mündlich einige Ihrer dänischen Geschichten übersetzt. Auch sie grüßt Sie, noch immer ist sie geistreich und hinreißend.
Noch einmal also ein Lebewohl!
Fr.
Dresden 18.marts 1858
Så nærmede dagen sig, hvor en himlens yndling fik livet. Og taknemmeligt glæder vi os over den lykkelige skæbne at måtte kalde denne kære, rigtbegavede og velsignede vores ven. Gud give ham sundhed, det kostbareste gode i livet, glæde og lykke på hans hæderkronede sti i rigelige mængder! men lad os også beholde hans venskab!
Den kære bog på et for mig uforståeligt sprog – men dog læseligt i mine hænder og jeg læste rørt navnet på den 1ste side: Fru Serre..
Auerbach* var her i går og fortalte mig, jeg også vil dedikere min næste bog til Dem, således har Andersen lært mig at glæde [andre]. Ser De, således er jeg jo så lykkelig – at have så kære venner, som mener mig det så godt og jeg i det stille tænker jeg: "Jeg vil gøre mig fortjent til det".
Deres fætter* , en kær og smuk ung mand var alene hos mig i mindre og i større selskaber. Hans navn åbner alle døre for ham! Han vil besørge min hilsen til København til sin brud* , og hun vil lægge den i Deres hænder den 2. april!
Det er nemlig et nyt og smukt billede af Dresden og det viser smukt dets henrivende beliggenhed.
Gid dette billede ofte må føre Deres tanker til Deres anden hjemstavn hvor De med Deres nærvær bereder mig nogle festlige dage.
Min mand, Margaret* , Minna* , Sigwald* , v. Wolfersdorfs* * – alle også fru v. Hann* , fru von Berge* har bragt Dem hilsner.
Denne dag vil vi tænke på dem og kl halv tre (vi spiser kl 2), skåle på Deres vel!
Nu er grevinde Yoldi-Coopmans* her fra Triest. Men hun taler dansk lige som Andersen* og har mundtligt oversat nogle af Deres danske historier. Også hun hilser, hun er stadig åndrig og henrivende.
Endnu et levvel.
Fr.
BrevID 8869: FrS-brev af 18/3 1858 (Collin XI, 9/113, billedid 4868-72).
das liebe Buch: HCA.s Nye Eventyr og Historier (1. samling, 1858), Bfn 767, som HCA havde forsynet med dedikationen"Fru Serre i Maxen ved Dresden hjerteligt og taknemmeligt tilegnet af Forfatteren". http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=775
Ihr Vetter: der er tale om den dansk-islandske forfatter Carl Andersen* (1828-83), som dog kun var HCA.s "Namensvetter". CA* var i 1858 på studierejse i Tyskland og var under sit ophold i Dresden ofte gæst i det Serreske hjem, introduceret dertil af HCA.
seine Braut: CAs* forlovede, Thora Grønbech* (1834-1918), som i 1860 blev gift med CA* .
Nur Etwas: der er tale om historien Noget, der ligesom Flaskehalsen udkom i "Nye Eventyr og Historier", 1858. I tyske udgaver oversættes "Noget" normalt blot med "Etwas", jf. omtalen i BrevID 19927. Oversættelsen "Nur Etwas" er vistnok FrS’s egen opfindelse. - Udkom i Gesammelte Historien 1859, hvor den trykte dedikation også var til Fru Serre (samt eventyret Flaskehalsen): http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20559
Denne side er senest opdateret 14. marts 2026 Netstedet er senest opdateret 23. februar 2023 Seneste ændringer | Webservice