27.01.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 27. J[anuar] [18]58.
Verehrter, theurer Freund!
Immer bereitet mir ein Brief von Ihnen, einen Festtag! Nun geben Sie uns die Hoffnung eines Wiedersehens für den Sommer, da zählen wir dahin schon Monate-Wochen-Tage! -
Leider bin ich wieder mit dem bösen Husten und Heiserkeit geplagt, eine stete Entzündlichkeit in der Luftröhre oder im Kehlkopf. Da darf ich nirgend in Gesellschaft – als nicht in Roûts wo ich durch einen leichten Anzug noch leichter eine Erkältung erstehen kann – und beschränke mich auf den Kreis der treuen Freunde. Dazu gehören meine lieben Gr. Moltkes* * . Sie sind, nach wie vor, getreu – und so Manchen Abend sitzen sie allein bey mir, oder ich b[e]y ihnen, eben so mit Fr. v. Göthe* , und immer schelten sie mich, daß sie mich zu ./. wenig sehen können, und ich immer unerreichbar wäre! Der Graf* und die Gräfin* sind viel leidend – aber wie ist es mit Eliza* anders möglich? – Seit Monat July wohnt ein französischer Magnetiseur b[e]y ihr täglich läßt sie sich 4 Mal magnetisieren, wie soll das ihre Nerven nicht im höchsten Grade aufregen, auch wird ja Alles eine Gewohnheit. Dann steht sie um 5 Uhr auf musicirt oder studirt Compositionslehre, bis 7 Uhr – da kommt Carl Riccius* ihr Lehrer (der vortrefflich sein soll, in diesem Fach) – dann zeichnet sie – fährt eine Stunde aus – tägl. von 3-5 wieder Musikunterricht – um 5 Diner – magnetisiren – wie soll eine so schwache Constitution nicht davon angegriffen werden? ./. Doch es macht ihr Freude und zerstreut sie über ihren Verlust, den Schmerz um die Tochter! – Riccius* ist jetzt am Hofe und accompagnirt den Künstlern – b[e]y Lüttichau* , wenn musical. Soiree in allen Concerten, und ist ganz en vogue. Heinrich* ist, bey London, Professor eines Instituts des Staates – mit großem Gehalt, viel Freiheit und Zeit für sich und spielt in London oft in Concerten. Gott hat seinen Segen und ihnen Glück gegeben, und mir Freude durch Beide!
Ja, wer so talentvoll wäre, und seine Liebesgaben, in sinnigen Zeichnungen Ihnen darbringen könnte – in Bild und Worten? Aber nicht Jeder ist [overstreget: sind] gegeben, solche Güter des Geistes! – nicht Jede – ist Fr. Heinke* , sie wird auch der große Magnet sein der Sie in Dresden fesseln wird – denn schon im May oder Juny kommt ./. sie, um auf der Gallerie zu copiren.
Wahrscheinlich muß ich nach Ems weil mein Halsübel wieder so rege ist, dann reise ich Mitte May bis Ende Juny, dann also würde ich das Glück haben können Sie zu genießen. Weiter gehen meine Pläne nicht.
Vor Allem aber habe ich Ihnen zu danken, für Ihr Portrait, was wirkl. vortrefflich ist! Das kleine Fräulein aus Pirna hat es mitgenommen und läßt es sich nicht nehmen, von Feder Blättern selbst einen Rahmen darum zu schneiden. Sein oder nicht Sein habe ich zum 3t Mal in die weite Welt geschickt, dies Mal an Julie Burrow* die es sich wünschte. Sie hat mir ihre Gedichte, die vor Allem von tiefer Mutterliebe sprechen dedicirt, auch an Sie ist ein Gedicht, voll Anerkennung und Liebe – und ich werde sie Ihnen schicken, wenn Sie sie wollen! – ./.
Von dem lieben Gr. Herz.* v. Weimar habe ich wieder Grüße durch Emil Devrient* erhalten, leider keinen Brief. –
Im Auftrag von D. Kühne* , Redacteur der Europa soll ich Ihnen sagen, ob Sie ihm nicht ein neues Märchen, oder Historie für sein Blatt schicken wollten! –
Denken Sie die Gräfin Yoldi* – verwittwete Coopmann* kommt Anfang März oder schon Ende nächsten Monats nach Dresden für einige Wochen, über Wien und Triest, wo sie ihres Sohnes Alfons* Frau in Wochen gepflegt. Badbergs* * führen in Rom ein himmliches Leben. – ich hätte mit ihnen dort sein können! eben so mit Fr. von Schwanenfeld* in Vevay den Winter zubringen, aber je älter man wird, je weniger ./. muß man sich trennen, von einander in der Ehe, und obgleich mein Mann in Maxen meist, und ich hier, so kann man sich doch in 2 Stunden erreichen! –
Wie schön, wenn Sie uns wieder Vorrath zum Übersetzen brächten. Haben Sie nicht Ihre Perlenschnur verlängert, nicht eine 2t Reihe angeknüpft? –
Verzeihen Sie nochmals meinen ungeschickten Schuhmacher, der die Pantoffeln zu groß gemacht sie haben ihren Zweck erfüllt wenn sie auf der Reise gedient, in welcher Art es auch sey.! – Beschütze Sie Gott, und uns erhalte er Ihr treues Wohlwollen!
Fr. Serre
Dresden 27. januar [18]58.
Ærede, dyrebare ven!
Altid bereder et brev fra Dem mig en festdag! Nu giver De os håb om et gensyn til sommer, så vil vi allerede tælle måneder – uger – dage dertil.
Desværre er jeg igen plaget af den onde hoste og hæshed, en vedvarende betændelsestilstand i luftrørene eller i strubehovedet. Derfor kan jeg ikke gå til nogen selskabelighed, slet ikke større selskaber, hvor jeg ved en let påklædning endnu lettere kan pådrage mig en forkølelse – og jeg begrænser mig derfor til kredsen af tro venner. Dertil hører mine kære grev Moltkes* * . De er som altid tro – og således sidder de mangen en aften alene hos mig, eller jeg hos dem, ligeså med fr. v. Göthe* , og hele tiden skænder de på mig, at de kan se mig for lidt og at jeg aldrig er til at få fat i! Greven* og grevinden* er meget lidende – men hvordan kan det være anderledes med Eliza* ? Siden juli bor en fransk magnetisør hos hende, dagligt lader hun sig magnetisere 4 gange, hvorledes må det ikke ophidse hendes nerver i højeste grad, og det bliver alt sammen en vane. Så står hun op kl 5 og musicerer eller studerer kompositionslære til kl 7, da kommer Carl Riccius* , hendes lærer (som skal være fortræffelig til dette fag) – så tegner hun – kører ud en time – dagligt fra 3-5 musikundervisning igen – kl. 5 middag – magnetisere – hvorledes skulle en så svag konstitution undgå at blive påvirket af det? Men det giver hende glæde og det adspreder hende i tabet, smerten over hendes datter! Riccius* er nu ved hoffet og akkompagnerer kunstnerne i alle koncerterne – hos Lüttichau* , når der er musikalske soiréer, og er ganske i yndest. Heinrich* er nær London professor ved et statsinstitut, med stor løn, meget frihed og tid til sig selv og spiller i London ofte til koncerter. Gud har velsignet ham og givet ham held – jeg får glæde af begge!
Ja, hvem der var så talentfuld og kunne frembære sine gaver i smukke tegninger for Dem – i billeder og i ord? Men det er ikke givet enhver at have sådanne åndskvaliteter. – Men Fr. Heinke* er ikke enhver – hun vil også være den store magnet, som vil lænke Dem til Dresden, thi hun kommer allerede i maj eller juni, for at kunne kopiere på galleriet.
Sandsynligvis må jeg til Ems, fordi mit halsonde igen er så slemt, så rejser jeg midt maj til slutningen af juni, derefter vil jeg kunne have den glæde at kunne nyde Dem. Længere rækker mine planer ikke.
Fremfor alt må jeg takke Dem for Deres portræt, som virkelig er fortræffeligt. Den lille frøken fra Pirna tog det med, og giver ikke slip på det, da hun er ved at snitte en ramme i fjerblade. At være eller ikke være har jeg for tredje gang sendt ud i verden, denne gang til Julie Burrow* , som ønskede den. Hun har dedikeret sine digte til mig – de taler frem for alt om dyb moderkærlighed, der er også et digt til Dem, fuld af anerkendelse og kærlighed – og jeg vil skænke Dem det, hvis De vil have det.
Fra den kære storhertug* af Weimar har jeg mange hilsner gennem Emil Devrient* , men desværre ikke noget brev.
Fra dr. Kühne* , redaktør af Europa skal jeg sige til Dem, om ikke De vil sende ham et nyt eventyr eller en historie til hans blad.
Tænk Dem, grevinde Yoldi* , enke efter Coopmann* , kommer i begyndelsen af marts eller allerede i slutningen af næste måned til Dresden i nogle uger, via Wien og Triest, hvor hun i ugevis har plejet sønnen Alfons* ’ kone. Badbergs* * fører i Rom et himmelsk liv – jeg ville gerne have været hos dem der! – ligeså [ville jeg] gerne have tilbragt vinteren i Vevay med fr. von Schwanenfeld* , men jo ældre man bliver, des mindre må man leve adskilt i ægteskabet – og selv om min mand mest er i Maxen – og jeg her – så kan man dog nå hinanden på 2 timer.
Hvor herligt hvis De igen vil bringe os en mængde til oversættelse. Har De ikke forlænget Deres perlesnor, ikke knyttet endnu en række til?
Undskyld endnu en gang min klodsede skomager, som har gjort tøflerne for store, men de har opfyldt deres formål hvis de har tjent Dem på rejsen, uanset hvilken art! Gid Gud beskytter Dem og omfatte Dem i sin tro velvilje.
Fr. Serre
BrevID 17975: FrS-brev af 27/1 1858 (Collin XI, 14/208+10/138 b, billedid 4916-17, 5182-85).
einen Brief von Ihnen: HCA havde sendt brev til FrS 16/1 BrevID 22454.-
Rout: jf BrevID 3460
D. Kühne* , Redacteur der Europa: januar 1856 havde HCA.s mangeårige forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck* , afstået sit forlag og overtaget udgivelsen af tidsskriftet "Europa. Chronik der gebildeten Welt" med forfatteren Gustav Kühne* som redaktør. D. står for Dr.
Gräfin Yoldi* verwittwete Coopmann* : Josepha Coopmans* (1802-82), datter af den spanskfødte grev Alfonso Yoldi* (1764-1852), som efter Napoleonskrigene var uønsket i Spanien og opterede for Danmark, hvor han havde været spansk gesandt og hvor Frederik VI* gav ham stillinger ved det danske hof. Hans datter Josepha Yoldi* var enke efter den hollandskfødte diplomat Edgard Willem Coopmans* (1782-1853), der gik i dansk tjeneste som diplomat, bl.a. i Dresden, hvor han var chargé d’affaires 1828-37 og hvor HCA havde truffet dem begge på sin hjemrejse fra Italien 1834. Strengt taget kunne hun næppe ikke føre grevindetitel efter sit ægteskab med EVC* . Hendes søn Alfonso Coopmans* (1829-1902) gik i østrigsk tjeneste og fik i 1885 bekræftet sin morfaders* – og sin egen – værdighed som spansk greve og grande, ligesom han antog navnet Yoldi.
Ihre Perlenschnur: historien Et Stykke Perlesnor udkom 1. gang på dansk i "Folkekalender for Danmark 1857" (udg. dec. 1856) http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=761 og siden i "Nye Eventyr og Historier" I, 3. samling, 1859: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=791 - og samme år på tysk i "Gesammelte Historien". FrS.s kendskab til denne historie skyldes en erindring fra HCA.s ophold på Maxen i sommeren 1857, hvor de i fællig oversatte den til tysk, jf. Dbg. IV, 275. –
