18.12.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Gestern, verehrter theurer Freund erhielt ich Ihren lieben Brief, und schon sitze ich zur Anwort!
Ich freue mich, Sie unter so liebenswürdigen und wohlwollenden Menschen an dem heilgen Abend auf dem Lande zu wißen – und weiß Sie verleben froh den Tag.
Wie überraschte mich die Sendung herrlicher Äpfel durch Fr. v. Scavenius* . Sofort schickte ich welche an Eliza Moltke* , an Frau v. Göthe* , an Carus* und Alle rühmten, die nach Ananas duftenden – und so zarten und saftigen Äpfel, die hier gänzl. unbekannt. Elisa* schrieb sofort an den Grafen ./. er solle ihr welche mitbringen. Sie waren so schön eingepackt, daß nicht ein einziger verdorben war, und Alle wie in Wachs pousiert Tausend, tausend Dank. – ich habe selbst Fr. v. Scavenius* geantwortet und gedankt.
Zuerst sende ich Ihnen ein Stück New Yorker Zeitung, die mir in einem Briefe Kohls* eingelegt und geschickt wurde! Wie bekannt sind Sie auch dort!
Dann, zürnen Sie nicht, = ein Jeder denkt doch bey diesem Fest an seine Lieben, und so drängte es mich, eine kleine Arbeit auch für Sie zu machen = wenn Sie die warmen weichen Morgenschuhe finden, die leider der Schuhmacher zu groß gemacht, weil er zu viel Raum auf den Pelz rechnete, ./. wenn Sie sie vor Ihrem Bette finden! In der Nacht, oder im Wagen als Überschuhe wenn es kalt ist – können Sie sie doch vielleicht benutzen!
Ich konnte arbeiten, denn seit 14 Tage bin ich aus dem Bette und in die Stube gebannt, leide an heftiger Grippe mit Fieber, und Rosenartige Entzündung im Gesicht! Ach, wie ungeduldig bin ich, kann nicht heraus – und nichts besorgen zum Feste! – Die gute Gräfin Moltke* besucht mich fleißig, sitzt ganz allein ganze Abende b[e]y mir, und wenn Sie [sie] so mit Herz und Munde mich "liebe Fritze["] nennt, "bey Ihnen fühle ich mich am wohlsten", – da erkenne ich ihr treues schönes Herz und ihre unveränderte Freundschaft für mich. Sie lebt wie eine Einsiedlerin, sieht außer die junge Comtesse O'Donnell* fast Niemand öfters, ./. sie steht 6 Uhr früh auf, übt Musik bis 8 Uhr noch b[e]y Licht – frühstückt, läßt sich magnetisieren – zeichnet dann 2 Stunden – geht 1 Stunde spatzieren, nimmt den Lunch – läßt zum 2t Mal sich magnetisiren – nimmt Musik Unterricht, dinirt 5 Uhr – wieder läßt sie sich magnetisiren – (tägl. 4 Mal) – nimmt den Thee zu Hause oder b[e]y mir – oder der O'Donel* aber dort seltner – und so vergeht ein Tag wie der Andere.
Doch hat sie in Paris ihre Wohnung für 1 Jahr aufgegeben, will zum April nach Glorup – bis Spätherbst dort bleiben und wieder hierher zum Winter, ich fürchte der unruhige Graf* wird ihr monotones Leben sehr stören! – Sonst, eingesperrt in mein Kranken Zimmer weiß ich nichts von der Welt. Ich habe vor 4 Wochen durch den Tod der Prinzessin Caroline Reuss* – eine unendl. theilnehmende, liebevolle Freundin verloren ./. mich schmerzt ihr Tod beinahe so tief wie der Verlust der unvergeßl. Lüttichau* .
Bey Dekens* * * * geht Alles gut – Sigwald* ist der tägl. Gesellschafter der Moltke* ein anderer Sohn von ihr, so liebt sie ihn, und er lebt für sie. Constanze* kommt selten zu ihr, allerdings hat sie Veranlaßung gegeben zu sehr schlimmen Gerüchten über sie.
Mein Mann ist sehr beschäftigt mit einem Etablissement einer Kartoffelmehlfabrick und Einrichten eines neuen Brauers. Das fesselt ihn an Maxen. Charles Meÿer* ist hier nicht geliebt – trocken wie eine Spieluhr ist sein Spiel und er selbst, er componiert aber hübsch und mit Glück! Fr. v. Lüttichau* verglich ihn immer mit einer Gartenschnecke! – Liszt* wird sehr unzufrieden mit Dresden sein – sein Schwiegersohn Bulow ./. hat sich mehr wie derb, in einem Journal, über Dresden, und seine Critiker beklagt.
Wir bilden uns ein und hoffen, daß Sie nächsten Sommer nach Deutschland kommen – und Hochzeit machen. Machen Sie glücklich und werden Sie glücklich. Dann kommen wir bis Breslau entgegen! Die kleine Frau wird Jedermann gefallen – und es muß doch schön sein – sich so anbeten zu laßen, von einem guten, klugen, und hübschen jungen Mädchen! – Es wäre herrlich! – Unser Pastor ließe sich das Trauen nicht nehmen, und wie wollten wir unsre liebe, stille Kirche ausschmücken. Also Glück zum Neujahr, und die Erfüllung der liebsten geheimsten Wünsche!
Von Allen tausend Grüße! –
Ihre getreue
Fr. Serre
Den 18. dec. [18]57.
I går modtog jeg, min ærede dyrebare ven, Deres kære brev og jeg sidder allerede her med svaret!
Jeg glæder mig over at vide Dem hos så kære og velvillige mennesker på den hellige aften på landet – og ved, at De glad nyder dagen.
Forsendelsen af herlige æbler ved Fru v. Scavenius* overraskede mig meget. Jeg sendte straks nogle til Eliza Moltke* , til fru v. Göthe* til Carus* og alle roste de skønne og saftige æbler, som duftede af ananas, og de er helt ukendte her, Elisa* skrev straks til greven* , at han skulle medbringe nogle til hende. De var så smukt indpakket og ikke et eneste var fordærvet, alle var som poleret med voks. Tusind, tusind tak – jeg har selv svaret Fr. v. Scavenius* og takket hende.
Allerførst sender jeg Dem et udklip af New Yorker Zeitung, som blev sendt mig i et brev fra Kohl* . Hvor kendt De også er der!
Dernæst – og nu må De ikke blive vred – enhver tænker dog ved denne fest på sine kære, og således slog det mig, at jeg ville lave et lille arbejde til Dem, hvis De finder de varme bløde morgensko, som skomageren desværre har lavet for store, fordi han beregnede for meget plads til pelsen, – foran Deres seng! Om natten – eller i vognen kan De måske anvende dem som overtræk, når det er koldt!
Jeg kunne arbejde, thi i 14 dage har jeg været oppe og bundet til stuen, lider af en alvorlig influenza med feber og en rosenagtig betændelse i ansigtet! Ak, hvor utålmodig er jeg, kan ikke komme ud – og ikke sørge for noget til festen! – Den gode grevinde Moltke* besøger mig flittigt, sidder alene hele aftener hos mig, og når hun således med hjerte og mund kalder mig "Liebe Fritze" og siger: hos Dem føler jeg mig bedst tilpas – da fornemmer jeg hendes tro, skønne hjerte og hendes uforandrede venskab mod mig. Hun lever som en eneboer, ser foruden den unge komtesse O’Donnel* næsten ingen, hun står op klokken 6 om morgenen, øver musik til 8 endnu ved lys, spiser morgenmad, lader sig magnetisere – tegner så 2 timer, går tur 1 time, tager frokost – lader sig magnetisere for 2. gang – får musikundervisning, spiser middag kl. 5 – lader sig atter magnetisere (4 gange dagligt) – drikker te hjemme eller hos mig – eller endnu sjældnere hos O’Donnel* – og således går den ene dag efter den anden.
Men hun har opgivet sin bolig i Paris for det kommende år – vil til april til Glorup – og blive der til sent på efteråret og tilbage hertil til vinter, jeg frygter den urolige greve* vil forstyrre hendes ret ensformige liv! I øvrigt, indespærret i mit sygeværelse ved jeg ikke noget om verden. Jeg har for 4 uger siden ved prinsesse Caroline Reuss’* bortgang mistet en dyrebar, kærlig veninde, hendes død smerter mig næsten ligeså meget som den uforlignelige fru Lüttichau* .
Hos Deckens* * * * går alt godt, Sigwald* er dagligt selskab for Fru Moltke* og på den måde som en anden søn, så meget holder hun af ham, og han lever for hende. Constanze* kommer sjældent til hende, men hun har nu også givet anledning til nogle slemme rygter om hende.
Min mand er meget optaget af et etableringen af en kartoffelmelfabrik og indretning af et nyt bryggeri. Det lænker ham til Maxen. Charles Meyer* er ikke yndet her – tør som en spilledåse er hans spil – men han selv komponerer nydeligt og med held. Fr. v. Lüttichau* sammenlignede ham altid med en havesnegl! – Liszt* skal være meget utilfreds med Dresden, og hans kritikere beklager det.
Vi bilder os ind – og håber, at De kommer til Tyskland næste sommer – og holder bryllup. Gør lykke og bliv lykkelig. Så kommer vi Dem i møde i Breslau! Den lille kvinde vil behage enhver – og det må da være dejligt – således at lade sig tilbede af en god, klog og nydelig ung dame! – Det ville være herligt! Vor pastor ville ikke lade vielsen gå fra sig, og vi ville smykke vores kære, stille kirke. Altså alt godt til nytåret og til opfyldelsen af de kæreste, hemmeligste ønsker!
Fra alle her sendes tusinde hilsner.
BrevID 17960: FrS-brev af 18/12 1857 (Collin XI, 14/206 a, billedid 5172-77).
Ihren lieben Brief: HCA sendte iflg. Dagbogen brev til FrS 15/12 BrevID 22452, som hun modtog allerede 17/12.
an dem heilgen Abend: HCA må i sit brev have meddelt, at han i julen 1857 agtede sig til Basnæs.
New Yorker Zeitung: den pågældende artikel el. anm. er ikke fundet. Geografen Kohl* , der også var en ven af FrS, opholdt sig i længere tid i U.S.A.
die warmen weichen Morgenschuhe: juleaftensdag modtog HCA på Basnæs "et Par gode lodne Sko", jf. Almanak p. 257. http://andersen.sdu.dk/liv/almanak/find/index.html?fritekst=lodne&fields=all
die junge Comtesse O’Donnell* : Maria grevinde O’Donell von Tyrconell* . Kan være ægtefællen til en grev Heinrich O’Donell von Tyrconell* , som var eller havde været “Kämmerer", kæmner i Triest og som tilhørte en adelsfamilie, som opr. var irsk og dér hed O’Donnell of Tyrconell, men som siden havde opnået adelsrang i Spanien og Østrig.
Prinzessin Caroline Reuss* : prinsesse Caroline af Reuss-Ebersdorf* , f. 1792, d. 1857 i Dresden.
Charles Meyer* : Charles Meyer* (1799-1862), russisk pianist og komponist, kendt som underviser af komponisten Mikhael Glinka* (1804-57) .
und Hochzeit machen: FrS har åbenbart forestillet sig, at der havde udviklet sig en forelskelse mellem HCA og malerinden Clara Heinke* (1820-92) fra Breslau og at det ville resultere i et bryllup. Nævnte Clara Heinke* havde allerede i 1853 pr. brev taget kontakt med HCA. HCA.s svarbrev på dette første CH* -brev er trykt i hendes "Etwas von Andersen", i Allgemeine conservative Monatsschrift für das christliche Deutschland" II, p. 261. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1358 Brevet: BrevID 20254 Der udviklede sig allerede da en korrespondance mellem de to. Under HCA.s ophold i Sachsen sommeren 1857 kom Clara Heinke* (1825-92) på besøg i Dresden som ledsager for sin tante, en frk Nathalie Werner* (d. 1866), der var veninde af FAS og dennes søster, Caroline Klein* i Berlin. Damerne blev efterfølgende inviteret til en dags besøg på Maxen, hvor HCA viste dem om og læste eventyr for dem. Han har åbenbart vist så stor interesse for Clara Heinke* , at han efterfølgende "Blev drillet af alle Damerne, selv af Frøken Walthersdorff* og Margarethe* at jeg havde i Dag viist mig saa særdeles elskværdig for den unge Dame. Clara Heinke* synes en klog Pige, hun var meget hjertelig mod mig" dagbog [1857-08-13] . Der blev imidlertid ikke noget "par" ud af de to, men mødet i Sachsen blev optakten til en langvarig korrespondance og et venskab, som varede resten af HCA.s liv.
