Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
28.08.1857 Dagbogsuddrag Fredag 28. Sendt Brev til Kammerherre Goethe* i Weimar. Idag Brev fra Fru I. Drevsen* i Kjøbenhavn, fraFru Recke* den unge Friman Koren* i Aalesund i Norge. Skrevet Brev til Fru Scavenius* og Ingemann* , de sendes afsted imorgen tidlig. – Majoren hoster, forkjølet, ækel.
Brev til Kammerherre Goethe* : Walther von Goethe* (1818-85), sønnesøn af J. W. G.* , komponist og af storhertugen af Sachsen-Weimar* udnævnt til kammerherre. BrevID 23846 ,
WvGs svar: BrevID 25021
Brev fra Fru I. Drevsen* (BrevID 23851 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
fra Fru Recke* : Caroline von der Recke, f. Lumbye* , (BrevID 23852 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
den unge Friman Koren* : (BrevID 23850 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Brev til Fru Scavenius* : jf. BScavenius brev 22. BrevID 8631
... og Ingemann* : jf. BIngemann brev 228. BrevID 17931
29.08.1857 Dagbogsuddrag Løverdag 29 Indqvarteringen kom en Friherre Major von Hausen* , en Adjudant von Duscher* ; ham førte jeg til mit Træ, han fortalte mig om en Engelænderinde. – Serre har mod sin Kones Villie dumt forpagtet bort Jagden her for 47 Thaler, gjør altid gale Projecter, vilde et Aar fore Heste med Brød og de bleve alle syge. Solgte Alt Qvæget; har tidt fixe Ideer. Læste et Par Eventyr. Daarlig Mave imorges.
30.08.1857 Dagbogsuddrag Søndag 30. Smukt Veir. En Søn* af Carl Maria Weber* kom her med Kone* og lille Datter* * i Besøg; han behagede mig, vi syntes at sympatisere, han lovede mig et Aftryk af sin Faders Døds Maske, fandt at jeg lignede ham. Der var stort Middagsbord, Klokken halv tre stod jeg op og det blev bestemt at »Räthinn« Klein* skulde tage med ind til Dresden da kunde jeg sove der i Serres Værelser. Fru Serre græd ved Afskeden ogsaa Generalinde Vogel* . Vi naaede Dresden før fem, og da mit Pas var paaskrevet gik jeg i Theatret og hørte: »Der Wasserträger« af Cherubini* . I Logen fik jeg Vesit af Hr Albrech* fra Kjøbenhavn (forlovet med Frøken Hering* ), han vilde vide en Reiseplan. —
En Søn af Carl Maria von Weber* , Kone* og lille Datter* * : friherre Max Maria v.W.* (1821-81), sachsisk finansråd og jernbanedirektør. Hans kone hed Katharina Huberta v. W., f. Kramer* (d. 1874), datteren er enten Maria Karoline von Weber* (1847-1920) eller Karoline Maria* (1848-78).
"Der Wassserträger" af Cherubini* : den italiensk-fødte komponist Luigi Cherubini* (1760-1842) boede og arbejdede det meste af sit liv i Paris, hvor han bl.a. komponerede musikken til "Les deux journées ou Le porteur d’eau, som i Tyskland (1800) opførtes under navnet "Der Wasserträger"
Hr Albrech* : Carl Albeck* (1830-1905), der var fabriksbestyrer i Kbh., sen. grosserer smst. Denne blev i 1860 g.m. Emilie Heering* (1834-1875).
31.08.1857 Dagbogsuddrag Mandag 31. Klokken 10 Gik Banetoget til Leipzig, […]
05.09.1857 Dagbogsuddrag 5.9.1857: Brev til Fru Serre
(BrevID 22354 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
06.09.1857 Berliner Zeitung. Berliner Börsen-Zeitung, 6. September 1857
Weimar, 4. September. Die Säcularfeier des Geburtstages des größten Fürsten* auf den Weimar’schen Thron, des genialen Carl August* ist in ihren haupfestlichkeiten zu Ende. Der Großherzog* hat es verstanden, das Fest des kleinen Landes zu einem Deutschen Feste zu erheben, indem er mit der Grundsteinlegung des Karl-August* denkmals die Enthüllung der Statuen der großen Männer verband, die dem gefeierten Fürsten bei ihren Lebzeiten so nahe gestanden, und durch deren Heranzeihung an seinem kunstsinnigen Hof sich der Fürst seinen unsterblichen Namen geschaffen, sowie des Mannes, dessen erzieherische Thätigkeit ihm hauptsächlich die Liebe zur Kunst und zu den Künstlern eingeflößt hatte, der Statuen Göthe’s* , Schiller’s* und Wieland’s* . Das kleine Weimar ist überfüllt mit Freunden, die den größten Dichtern unserer Nation ihren Tribut darbringen und gleichzeitig die Gelegenheit benutzen wollen, die mannigfachen klassischen Erinnerungsörter Weimars zu besichtigen, die während der Festtage mit Blumen geschmückt den Fremden offen standen. Das Feste, das durch eine reiche Brochürenliteratur bereits eingeleitet war, wurde mit der Grundsteinlegung zu einer zweiten Realschule vorgestern eröffnet. Festvorstellungen im Theater, unter denen die gestrige hervorzuheben ist, gaben den Tagen würdige Abschlusse. Gestern fand die Grundsteinlegung des Carl-August* denkmals statt, die durch die Gegenwart des Großherzoglichen Familie* * einen besondern Klang erhielt. Leider hatte sich schon früh der Himmel umzogen und es regnete während der ganzen Feierlichkeit ohne Aufhören. Heute aber hatte sich der Himmel wieder aufgeheitert, und Mittags zwei Uhr sanken unter nicht endenwollenden Jubelrufen der anwesenden Tausende die Hülle von der herrlichen Göthe* -Schiller* gruppe und der Statue Wieland’s* . Der Eindruck, den die erste Gruppe macht ist ein überwältigender, die beiden großen Dichter haben ein ihrer Größe würdiges Denkmal gefunden.
Hundredårsfesten til fejring af den store fyrstes* fødselsdag på den weimarske trone, den geniale Carl August* , er i hovedsagen slut. Storhertugen* har forstået at løfte festen i det lille land til en tysk fest, idet han forbandt grundstensnedlægningen for Karl August* -mindesmærket med afsløringen af statuerne for de store mænd, som i deres levetid har stået den fejrede fyrste så nær, og ved deres tilknytning til sit kunstinteresserede hof har fyrsten skabt sig et udødeligt navn, ligeså har manden, hvis opdragende virksomhed har indvirket på hans kærlighed til kunsten og til kunstnerne, altså Goethes* , Schillers* og Wielands* statuer. Det lille Weimar er overfyldt af venner, som bibringer de største digtere i vores nation deres hyldest og samtidig vil benytte lejligheden til at besøge Weimars mangeartede klassiske mindesteder, som i festdagene er åbnet og blomstersmykket for de fremmede. Festen, som allerede var indledt med en rig brochurelitteratur, blev åbnet i forgårs med grundstensnedlæggelse til endnu en realskole. Festforestillinger i teatret, hvoraf især den i går skal fremhæves, gav dagene en værdig afslutning. I går fandt grundstensnedlæggelsen for Carl-August* mindesmærket sted, og den fik en særlig klang ved den storhertugelige families* * deltagelse. Desværre var det tidligt blevet overskyet og det regnede uden ophør under hele højtideligheden. Men i dag er himlen igen lysnet op, og kl. 2 afsløredes under uendelige jubelråb Goethe* -Schiller* gruppen og Wieland* statuerne. Indtrykket, som den førstnævnte gruppe gør på en, er overvældende, begge digtere har fundet et værdigt mindesmærke svarende til deres storhed.
11.09.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 11. Sptbr [1857]
Verehrter, und lieber Freund!
Tausend Dank für Ihren lieben, ausführlichen Brief aus Weimar. Es wird Ihnen eine schöne Erinnerung bleiben dem Fest, unter der Gr. Herzogl.* besondern Huld, beigewohnt zu haben, und diese Auszeichnung welche Ihnen zu Theil dort geworden, ist selbst in der Berliner Zeitung erwähnt und hervorgehoben! – Sie schreiben nicht, ob Sie Hettner* , Auerbach* , Kühne* begegnet, die Alle dort waren! – Meine Gedanken verfolgten Sie fast jeden Augenblick, und ich habe nicht ausgesprochen, wie gerne ich dabey gewesen, doch ich fühlte, meine Gegenwart nothwendig im Hause, welches bey den vielen Gästen des Militairs einer steten Fürsorge bedarf; denn es vergeht kein Tag, wo die Officiere Visiten machen, und 6-8 derselben Mittag oder Abends sich einstellen! – Wie so anders vergehen ./. die Abende, welche Sie sonst mit geistreicher und belebender Lectüre würzten! Jetzt ist an Lesen nicht zu denken, es wird Karten gespielt; und um 10 Uhr geht Alles geistig und körperlich müde zu Bette! – Dafür haben wir freilich tägl. nach Tisch Musik, eine Stunde, und eine Schildwache zur Bewachung und nächstens den Besuch des Kronprinzen* , der sich schon mit seinem Adjud. angekündigt und hier residirt.
Ich möchte zu meiner Beruhigung und Rechtfertigung für Maxens Ordnung wissen, ob Sie von Dickens* nun einen Brief erhalten, und der Ihrige nicht verloren gegangen? – bitte, schreiben Sie es mir. Mit großem Schreck lesen wir in den Zeitungen, daß die Cholera wieder in Kopenhagen eingekehrt, ich vermuthe daher Sie sind sofort auf dem Lande. – Caroline* , meine Schwägerin geht auch nächste Woche fort, sie war ganz ./. betrübt, daß Sie ihr keinen Gruß in Ihrem Briefe gesendet! -
Auch die Zeitungen erwähnen Dingelstedts* Festspiel als das Hervortretenste! -
Man ist nicht einverstanden, daß Rietschel* wieder die Bestellung von Augusts Statue* bekommt, noch lebt ja Rauch* und Hähnel* hat Vortreffliches geschaffen, und von einem Meister der Scul[p]tur und einem Maler so viele Werke zu haben ist einseitig.
Denken Sie, ich erquicke mich jetzt in den stillen Stunden wo ich schlafen gehe, an dem Improvisator! Mit ihm spatziere ich herum, bis zur Quelle Egerias, und die Vergangenheit ersteht – und ich lebe im Geiste wieder in Rom. – Im Improvisator spricht sich die Gluth der Jugend aus, – mir geht kein andres Buch, selbst nicht von Ihnen über dieses Meisterwerk – was ja Alle bezaubert, ganz characterisirend war Ihre Schildrung der Entschleierung der Dichterstatue, während Andere sie sahen – und die Schönheit der Composition./. und Ausführung schildern, schmückten Sie sie mit der Psyche, die in Gestalt des Schmetterlings sie umflatterte – wie fühlte ich da wieder die tiefe Poesie mit welcher Sie durchströmt sind, daraus! – Ja, Gott hat Sie gesegnet, daß Ihr Auge den Blick für das Schöne, in Ihre Gedanken das Reich der Phantasie – und in Ihr Herz, das Edle und Gute, gelegt! –
Was wollen Sie sagen, daß Sie den Namen Vogel* in Ihrem Brief erwähnten, als Sie Grüße vom Gr.Her.* und Gr. Henckel* , schickten, ich verstand es nicht. Also hat der liebe Gr.Herzog* wirklich noch freundlich, meiner gedacht – könnte ich ihn nur alle Jahre eine Stunde sprechen, glauben Sie, es sollte zum Guten, und zum Nutzen sein, oder wäre es mir vergönnt, wie Ihnen, mit ihm zu correspondiren! – Die Göthe* wird mir viel von ihm erzählen, ich hoffe sie kommt bald nach Dresden! – Kammerherr von Badbergs* * haben mir vorgeschlagen mit ihnen im [fortsættes i margenen: im [sic] Octbr. für den Winter nach Rom zu gehen, wie gern! Aber Sie begreifen, meine Arbeit fesselt mich ans Haus! – ]
[i margenen, p. 1:] Noch Eins bitte ich! Vertrauen Sie mir, daß ich discret mit Ihren Briefen bin, und schreiben Sie ohne Fü[be]halt [Vorbehalt].
[i margenen, p. 2:] Immer steht ein Passionsblumenzwig auf meinem Schreibtisch. Behüthe Sie Gott, denken Sie herzlich und gern Ihrer Fr.
[i margenen, p. 3:] Wie herrlich wenn Sie auch mich in Ihren Briefen mit Liebe Freundin anredeten.
Maxen den 11. Sptbr [1857]
Ærede og kære ven.
Tusind tak for Deres kære, udførlige brev fra Weimar. Det vil være Dem et kært minde at have overværet festen under den storhertugelige* særlige gunst, og denne udmærkelse, som er blevet Dem til del, er endog nævnt og fremhævet i Berliner Zeitung. – De skriver ikke, om De har mødt Hettner* , Auerbach* , Kühne* , som alle var der! Mine tanker fulgte Dem næsten hvert øjeblik, og jeg har ikke udtalt, hvor gerne jeg ville have været der, men jeg følte, at min tilstedeværelse var nødvendig hjemme, som med de mange militærgæster krævede en vedvarende omsorg, thi der går ikke en dag, uden at officererne gør besøg og 6-8 indfinder sig til middag eller aften. – Hvor anderledes går Deres aftener, som De krydrer med åndrig og livlig lektyre. Nu kan der ikke tænkes på læsning, der bliver spillet kort, og kl 10 går alle i seng, åndeligt og legemligt trætte. – Til gengæld har vi næsten dagligt efter maden musik, en time, og en skildvagt til overvågning og derefter kronprinsens* kommende besøg – han har meldt sig med sin adjudant – og residerer her.
Til min egen beroligelse og retfærdigørelse af Maxens orden vil jeg gerne vide, om De nu har modtaget et brev fra Dickens* – og Deres ikke er gået tabt? Vær så venlig at skrive til mig derom. Med stor skræk læser vi i aviserne, at koleraen er vendt tilbage til København, jeg formoder derfor, at De straks er taget på landet. – Caroline* , min svigerinde, rejser også bort i næste uge, hun var ganske bedrøvet over, at De ikke sendte hende en hilsen i Deres brev.
Aviserne omtaler også Dingelstedts* festspil som særdeles fremragende.
Man er ikke indforstået med, at Rietschel* igen får bestillingen på Carl Augusts* statue, Rauch* lever jo endnu, og Hähnel* har skabt fremragende ting, og at have så mange værker af én mester i skulptur og én maler er jo ensidigt.
Tænk Dem i de stille stunder, før jeg går til ro, vederkvæger jeg med Improvisatoren. Med ham spadserer jeg omkring, til Egerias kilde, og fortiden genopstår – og jeg lever i ånden igen i Rom. I Improvisatoren udtales ungdommes glød – ingen anden bog af Dem overgår dette mesterværk, som jo har fortryllet alle, ganske karakterisktisk var Deres skildring af digterstatuens afsløring, mens andre så på – og skildrede kompositionens skønhed, smykkede De den med psyken, som i skikkelse af en sommerfugl flagrede omkring den – hvor følte jeg da derved igen den dybe poesi, som De er gennemstrømmet af! – Ja Gud har velsignet Dem, at Deres øje har blikket for det skønne, og i Deres tanker er fantasiens rige – og har lagt det ædle og gode i Deres hjerte!
Hvad mener De med, at De i Deres brev nævnte Vogel* , da De sendte hilsner fra storhertugen* og grev Henckel* – jeg forstod det ikke. Altså har storhertugen* igen tænkt venligt på mig – kunne jeg blot hvert år tale med ham en time, tro mig, det ville føre til godt og nyttigt eller hvis det blev mig forundt, som Dem, at korrespondere med ham! Fru Goethe* vil fortælle mig meget om ham, jeg håber hun kommer snart til Dresden. Kammerherre von Badbergs* * har foreslået, at jeg i vinter tager med dem til Rom, hvor gerne! Men De begriber, mit arbejde binder mig til hjemmet!
[i margenen, p. 1:] Endnu et beder jeg om: Tiltro mig, at jeg omgås diskret med Deres breve og skriv uden forbehold.
[i margenen, p. 2:] En passionsblomstgren står altid på mit skrivebord. Gud bevare Dem og tænk hjerteligt og gerne på Deres Fr. S
[i margenen, p. 3:] Hvor herligt, hvis De også ville tiltale mig Kære veninde i Deres breve.
BrevID 8647: FrS-brev af 11/9 1857 (Collin XI, 12/173, billedid 5039-43)
Gästen des Militairs: der har åbenbart været afholdt manøvrer i Maxens umiddelbare nærhed, med indkvartering på M. til følge.
Besuch des Kronprinzen* : kronprins Albert* (1828-1902), søn af kong Johann* , sachsisk konge fra 1873 til sin død.
ob Sie von Dickens* nun einen Brief erhalten: efter besøget hos Charles Dickens* (1812-70) og dennes familie i sommeren 1857 var det HCA magtpåliggende at opretholde en korrespondance-forbindelse med CD* . Han skrev et "tak for sidst"-brev fra Maxen 1/8 1857, BrevID 8599 og da CD* ikke reagerede, endnu ét. HCA har åbenbart hos FrS efterlyst et svar fra CD* , men det indtraf først i Kbh. 12/9, jf. Dbg. IV, 289. BrevID 17933 jf.også Elias Bredsdorff* , H. C. Andersen og Charles Dickens* . Et Venskab og dets Opløsning, 1951, p. 128 ff.
Caroline* , meine Schwägerin: jf. note til BrevID 6265.
Dingelstedts* Festspiel: til festforestillingen på Weimars teater havde den tyske digter Franz von Dingelstedt* (1814-81) i anledning af 100-året for storhertug Carl Augusts* fødsel skrevet et forspil, kaldet "Der Erntekranz", jf. Dbg. IV, 285. FvD* havde tidl. været intendant ved teatret i München, fik i 1857 samme stilling i Weimar, hvor han blev til 1867, og han sluttede af med lederstillingen ved Burgteatret i Wien.
Carl August* : CA* (1757-1828), hertug af Sachsen-Weimar und Eisenach fra 1758, storhertug 1815.
Rauch* : den tyske billedhugger C. D. Rauch* (1777-1857), hvis mest bekendte arbejde er rytterstatuen af Frederik den Store* i Berlin, som HCA havde beset under sit korte besøg dér 1/7 1855.
Hähnel* : Ernst Julius Hähnel* (1811-91), tysk billedhugger, knyttet til Dresden og æresmedlem af dettes kunstakademi.
Quelle Egerias: kilde i Rom, med navn af kildegudinden E., der dyrkedes i en lund ved Via Appia, uden for Rom.
den Namen Vogel* : den nævnte Vogel* må være den tidl. livlæge, Dr. Vogel* i Weimar, jf. BrevID 7836. Vogel* havde tidl. været gift med komponisten Adolf von Henselts* hustru, Rosalie H.*
Gr. Henckel* : greve Leo Henckel von Donnersmark* (1829-95), adjudant hos storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar.
17.09.1857 Dagbogsuddrag 17.9.1857: Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22355 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
26.09.1857
Dato : 1857-09-26
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bester Herr Andersen!
Ich darf Sie wohl nicht mehr mit dem theuren Namen Freund anreden, da Sie mir nicht "die Freundin" erwiedern [sic] wollen! Wir sind in steter, ängstlicher Sorge um Sie. Unsren Schreck, als wir erfuhren die Cholera herrsche dort, kann ich nicht sagen und hätte ich die Nachricht gehabt, ehe Sie Weimar verlaßen, ich hätte sofort Ihnen geschrieben, Sie möchten zu uns zurück kehren, und für den Winter eine Wohnung in Dresden suchen. Und noch ist es Zeit, wissen Sie, daß Graf Moltke* sich für 6 Monat hier eingemiethet, der Graf* reisete deßhalb durch Dresden, und die Gräfin* kommt Mitte den Octbr. Ungeachtet ihres schönen Glorups, ungeachtet ihrer fürstl. Wohnung in Paris, ziehen sie Dresden vor. – Im Dcbr kommt auch der Graf* ./. nach Dresden, und welche Freude wenn Sie ihn begleiteten, ich suchte dann für Sie gegenüber bey der Bertelem* eine kleine Wohnung. Denken Sie Montag den 28st. ist eine gr. Revue des ganzen Militairs. Dazu kommt, der Herzog, von Altenburg* , Coburg* , Nassau* – Prinz v. Preussen* , König v. Würtemberg* – von Hessen* , und der Gr. H. von Weimar!* Und ich bin ihm so ferne, nur vielleicht im Theater sehe ich ihn von Weitem! Haben Sie ihm nicht zugeredet, Andersens Baum aufzusuchen, gewiß ist in Wesenstein gr. Diner der fremden Fürsten und er kommt in die Nähe von Maxen!. – Heute ist unsre Einquartirung fort – nachdem sie uns Gestern Abend ein herrliches Ständchen, von 12 Blas Instrumenten bringen ließen. Die letzten Tage war tägl. b[e]y uns Officier Diners, die Obersten und Generäle kamen zum Dejeuner und der Kronprinz* selbst besuchte Maxen bey den ./. Manövern. Ich konnte selbst nicht den Tag zur Stadt wo Graf Moltke* seine Ankunft mir gemeldet – und ihm beim Suchen der Wohnung behülflich sein, nicht das Concert des General von Levoff* besuchen, wozu er uns eingeladen und seine Compositionen vortrug; aber Morgen will ich zur Stadt, und vielleicht sehe ich die Fürsten im Theater. Recht in Sorge bin ich um meinen Mann, er hat immer Entzündung der Limphe im Fuß, sieht sehr bleich aus und matt und angegriffen, Sie können denken, daß mir da alle Reisepläne vergehen, obgleich ich wieder an den starken Herzschlägen und Husten leide! –
Die Generalin v. Vogel* hat mich sehr erfreut, indem Sie [sic] mir ihre Photografie und sehr ähnlich und hübsch, schön eingerahmt, schickte!- – Es beglückt doch, wenn man fühlt – ein Herz fühlt so innig und warm und treu und unverändert, und Ida* hängt an mir mit ganzer Seele! –
Käme Eliza* , und die Goethe nicht* , ich bliebe am ./. liebsten in Maxen den Winter, beide aber rechnen auf mich. Gutzkow* ist in Rom, und hat endl. seinen Wunsch erreicht. Nun vertrauen Sie wieder der Ordnung im Maxner Hause, da kein Brief an Dickens* verloren gegangen. Sternbergs* 3ter Band, Erinnerungsblätter ist in Preussen (Berlin) confiscirt. Das Märchen von dem König war gar zu arg und sein Persifliren des Fürsten Püchler* und andrer Notabilitäten! –
Es thut mir so schmerzlich weh, wenn ich auch bey Gelegenheit des Festes, über den Gr. Herzog* so harte Urtheile höre, wie wenig er populair, und liebenswürdig gegen andre Gelehrte gewesen, wie falsch die Einrichtungen beim Feste gewesen, daß die ersten litterarischen Notabilitäten gefehlt – und Äußerungen die er bey dieser Gelegenheit gethan hätte, die ihn geistig herabziehen.
Ach, wie sehne ich mich zu hören, ob sie außer dem Bereich der Cholera, ob Sie sich wohl fühlen und vielleicht gar, an einen Aufenthalt in Dresden denken. Leben Sie wohl, das ganze Maxner Haus grüßt
Ihre ergebne Fr.
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bedste hr. Andersen
Jeg må vel ikke mere tiltale Dem med det dyrebare navn ven, da De ikke vil tiltale mig med "veninde". Vi er i vedvarende, ængstelig bekymring for Dem. Vores skræk, da vi erfarede, at koleraen herskede der, kan jeg ikke beskrive, og havde jeg vidst det, før De forlod Weimar, så havde jeg straks skrevet til Dem. De havde kunnet vende tilbage til os, og finde en bolig i Dresden for vinteren. Og der er endnu tid, ved De, at grev Moltke* har lejet sig ind her for 6 måneder, greven* rejste derfor gennem Dresden og grevinden* kommer i midten af oktober. Til trods for det skønne Glorup, til trods for deres fyrstelige bolig i Paris foretrækker de Dresden. I december kommer også greven* til Dresden, og hvilken glæde ville det være, hvis De ledsager ham, jeg vil da til Dem søge en lille bolig hos Bertelems* . Tænk Dem mandag den 28. er der en stor militærmønstring. Dertil kommer hertugen, fra Altenburg* , Coburg* , Nassau* , prinsen af Preussen* , Kongen af Würtemberg* – af Hessen* og storhertugen* fra Weimar! Og jeg er så fjernt fra ham, kun evt. i teatret ser jeg ham på afstand. Har De ikke talt med ham om at opsøge Andersens træ, der er helt sikkert stor dinér i Wesenstein for de fremmede fyrster, og så kommer han i nærheden af Maxen! – I dag drager vores indkvartering videre – efter at de i aftes lod os bringe en lille serenade med 12 blæseinstrumenter. De sidste dage var her dagligt officersmiddage hos os, oberster og generaler kom til frokost, og kronprinsen* selv besøgte Maxen under manøvrerne. Jeg selv kunne ikke komme til byen den dag, hvor grevMoltke* havde meldt sin ankomst til mig – og være ham behjælpelig med at finde en bolig, kunne ikke overvære koncerten med general von Levoff* , hvortil han havde indbudt os og opførte sine kompositioner, men i morgen vil jeg til byen og måske ser jeg fyrsterne i teatret. Jeg er ret bekymret for min mand, han har hele tiden betændelse i lymfen i foden, ser meget bleg ud og er mat og angrebet. De kan tænke Dem, at jeg opgiver alle rejseplaner, fordi om jeg igen lider af stærk hjertebanken og hoste.
Generalinde v. Vogel* har glædet mig meget, idet [De] hun har sendt mig Deres foto, som er meget vellignende og nydeligt. – Man bliver dog glad, når man føler, at et hjerte så inderligt og varmt er tro og uforandret, og Ida* er knyttet til mig med sin hele sjæl.
Hvis Eliza* og Fru Goethe* ikke kom, blev jeg helst i Maxen i vinter, men begge regner med mig. Gutzkow* er i Rom og har endelig fået sit ønske opfyldt. Nu må De igen tro på ordenen i Maxen-hjemmet, da intet brev til Dickens* er gået tabt. Sternbergs* 3 bind af erindringsblade er blevet konfiskeret i Preussen (Berlin). Eventyret om kongen og hans persiflage af fyrstenPückler* og andre notabiliteter var for ondt.
Det gør mig så smerteligt ondt, når jeg også i anledningen af festen hører så hårde domme om storhertugen* , hvor lidt populær og elskværdig mod andre lærde, hvor forkert alle arrangementerne ved festen har været, at de største litterære notabiliteter manglede, og ytringer, som han ved denne lejlighed har gjort, som trækker ham ned åndeligt.
Ak, hvor jeg længes efter at høre, om De er uden for koleraområdet, om De føler Dem vel og måske endda tænker på et ophold i Dresden. Lev vel, hele Maxen-huset hilser
BrevID 8670: FrS-brev af 26/9 1857 (Collin XI, 8/109, billedid 4848-51).
bey der Bertelem* : formentlig en nabo el. genbo i Dresdens Amalienstraße [Dresdner Adressbuch 1857 oplyser, at F. Berthelen* er "Arzts Witwe" og bor Amalienstr. 1
der Herzog von Altenburg, Coburg etc: de i manøvrerne deltagende tyske fyrster var hertug Joseph af Sachsen-Altenburg* (1789-1868); hertug Ernst II af Sachsen-Coburg und Gotha* (1844-93), hertug Adolf af Nassau* (1817-1905), afsat i 1866, men fra 1890 storhertug af Luxemburg; prins Wilhelm af Preussen* (1797-88), fra 1861 konge af P., fra 1871 tysk kejser; kong Wilhelm I af Württemberg* (1781-1864); kurfyrste af Hessen-Kassel (Kurhessen) Friedrich Wilhelm* , afsat 1866 og storhertugen af Sachsen-Weimar und Eisenach* .
Wesenstein: navnet staves normalt Weesenstein. Det blev i 1830 erhvervet som den sachsiske kongefamilies private ejendom. Kong Johann* foretrak Weesenstein frem for Pillnitz som sommerresidens. Afstanden mellem Weesenstein og Maxen er ganske ringe.
General von Levoff* : denne general og komponist, hvis navn lyder russisk, kan ikke identificeres.
Gutzkow* ist in Rom: Gutzkow var rejst til Italien for at arbejde på sin store roman "Die Zauberer von Rom".
Fürsten Püchler* : fyrst Hermann Pückler-Muskau* (1785-1871), tysk forfatter og havearkitekt, jf. note til BrevID 16985.
26.10.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Verehrter, theurer Freund!
Mit Angst und Sorge sendete ich meine Gedanken zu Ihnen, ich wußte nicht, wo Sie waren, wußte die Cholera im Lande wo Sie weilten, und keine Heile Nachricht beruhigte uns, unbeantwortet blieb mein Brief! Gott lob, Sie sind wohl und wohnen wieder in Copenhagen, und die böse Krankheit hat sich verloren! –
Hier ist dann auch Manches Trübe und Freudige vorgekommen; als ich von der Taufe des 2t Sohnes* meines Carls* zurück kam, fand ich 2 Zeilen von Sigwald* , welcher angstvoll mich hin berief wo ich seinen Papa* , von einer schlagähnlichen Lähmung wie eine lebendige Leiche fand. Er erkannte mich sofort, ergriff meine Hände, und nun sprach er mir Mittheilungen unverständlich fort – als ich gehen wollte, hielt er mich fest, und stieß heraus, Bleiben, Bleiben! Da bin ich denn auch nicht gewichen, und als er am andern Morgen die Augen schloß, half ich Sigwald* über die schweren Pflichten der Bestattung und Allem Schweren was ./. dabey vorkommt, herzenswarm und theilnehmend hinweg!. Auch hier erkannte ich, welch tiefes und schönes Gemüth Sigwald* besitzt, und liebe ihn beinahe noch mehr! – Es starb mit Dahl* ein wahrer Künstler, und ein braver herrlicher Mensch! – Kaum nach Maxen zurück, rief mich die Ankunft der Gräfin Moltke* wieder zur Stadt! – Ich sitze nun bey ihr, und wir sprechen von ihrer geschiedenen Bertha* – und sie weint sich aus, und Abends kommt sie zu mir, und ich bemühe mich sie mit allerhand zu zerstreuen – und wenn sie sagt "Fritze, Sie sind mir ein Trost, eine Wohlthat und Hülfe["], sie hat mich wahrhaft lieb, – da freue ich mich – daß unsre Kameradschaft doch etwas Schönes und ein Segen geworden ist! -
Die Göthe* ist recht wohl – und ich werde mich ausschließend diesen Winter in dem Umgang Beider, die mir so innig werth sind, theilen!
Und noch etwas! – Denken Sie, als der Gr. Herz.* v. Weimar in Dresden war, hatte ./. er an mich, einen lieben, schmeichelhaften Brief geschrieben, worinnen er den Wunsch aussprach mein Mann kennen zu lernen, der sich darauf natürl. hätte vorstellen müßen lassen. Der Brief war in Maxen bey uns geblieben weil man mich tägl. zurück erwartete, da war der Herzogs Herzog* abgereiset und die Zeit versäumet. Natürlich schrieb ich sofort und entschuldigte mich, darauf kam eine telegrafische Depeche, die Serre nach Weimar berief. Dort wurde er sofort zum Diner eingeladen, es war zum Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hrn von Schröter* – ganz entzückt kam er von der Liebenswürdigkeit des Herzogs* und besonders von der Freundlichkeit und Güte der Herzogin* zurück. Sehen Sie, was mein Begegnen für Folgen hat? Der Gr. Herz.* schreibt – er würde es nie vergessen, er wollte auch in Anlegenheiten der Schiller* stiftung mit Serre sprechen! – Liszt* gibt den 8 Nvbr. hier ein Concert, und führt seine Faust Simphonie auf, worüber einstimmig nicht vortheilhaft gesprochen wird. Clara Schumann* und Joachim* , geben Morgen Concert. Ich bin in der Stadt, weil die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* hier zum Besuch ./. Warum schreiben Sie immer noch einmal in dem Brief am Ende, die Addresse auf meinen Briefe an mich? – Endlich aber einmal die liebe Anrede an welche ich von meinen Freunden, z.B. auch Carus* gewöhnt bin, und die ich so liebe, und ich fühlte, von diesem Ein Brief allein, wo die Gedanken hingeworfen wie sie aus der Seele fließen sind, hat Werth, ist er berechnet als Autografie – so läßt er kalt und ist kalt. – Ein Brief nur für den berechnet an welchen er gerichtet, muß sein ausschließendes Eigenthum bleiben. – so denke, so handle ich
Im Decbr, ich glaube den 15t kommt Graf Moltke* , wie schön wäre es, wenn Sie ihn begleiteten, und das Weihnachtfest einmal mit uns zubrächten, überlegen Sie es! – Deckens* * * * können sich auch nicht beruhigen daß aus Ihrer Lecture bey der Königin Marie* nichts geworden, aber an ihnen läge nicht der Schuld, sie hatten sich alle Mühe darum gegeben! – so sagte mir Sigwald* ! – Frau von Berge* ist glücklich von ihrer Hochzeit-Reise zurück! – Sigwald* trug mir auf ihn zu entschuldigen, daß er nicht selbst geschrieben, er ist so beschäftigt mit dem Nachlaß und hat so entzündete Augen! – Behüthe Sie Gott! -
[i margenen, p. 2:] Von Allen Grüße! In Treue Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 4:] Ich zähle die Tage wo ich eine Nachricht von Ihnen haben kann
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Ærede, dyrebare ven!
Med angst og bekymring sendte jeg mine tanker til Dem, jeg vidste ikke, hvor De var, vidste at der var kolera på landet, hvor De opholdt Dem, og ingen sund efterretning beroligede os, mit brev forblev ubesvaret! Gud ske lov, at De er vel og igen bor i København og den onde sygdom er aftaget!
Her er da også forekommet meget trist og glædeligt, da jeg kom tilbage fra dåben af min Carls* anden søn* fandt jeg to linier fra Sigwald* , som angstfuldt kaldte mig derhen, hvor jeg fandt hans fader* som et levende lig, ramt af en slagtilfældelignende lammelse. Han genkendte mig straks, greb mine hænder, og nu gav han mig uforståelige beskeder – da jeg ville gå, holdt han mig fast og fremstødte: bliv, bliv! Da kunne jeg ikke forlade ham, og da han næste morgen lukkede øjnene, hjalp jeg med hjerte og deltagelse Sigwald* med de tunge pligter med begravelsen og alt vanskeligt, som forekommer i den forbindelse. Også her følte jeg, hvilket smukt og dybt gemytSigwald* ejer, og jeg holder næsten endnu mere af ham! Med Dahl* døde en sand kunstner, og et bravt, herligt menneske!
Jeg var kun lige vendt retur til Maxen, før grevinde Moltke* igen kaldte mig til byen. – Jeg sidder nu hos hende, og vi taler om Bertha* , som hun har mistet – og hun græder meget, og om aftenen kommer hun til mig, og jeg anstrenger mig for på alle måder at adsprede hende – og når hun siger: "Fritze, De er mig en trøst, en velgerning og en hjælp", hun holder i sandhed af mig – da glæder jeg mig – at vort venskab er blevet til noget skønt og en velsignelse.
Fru Goethe* har det rigtig godt – og jeg vil denne vinter udelukkende vie min opmærksomhed til begges omgang, da de er mig så dyrebare.
Og endnu en ting: – Tænk Dem, da storhertugen* fra Weimar var i Dresden, havde han skrevet et smigrende brev til mig, hvori han udtalte ønsket om at lære min mand at kende, og han måtte derefter naturligvis præsentere sig. Brevet var blevet i Maxen hos os, fordi man dagligt ventede ham tilbage, og da var hertugen* rejst og tiden forpasset. Naturligvis skrev jeg straks og undskyldte mig, derpå kom telegrafbud, som kaldte Serre til Weimar. Der blev han straks indbudt til dinér, det var til afskedsmiddag for den russiske gesandt hr. von Schröter* –han kom tilbage fra hertugen* og var ganske henrykt over hertugens* venlighed og hertugindens* godhed. Ser De hvilke konsekvenser mit møde har? Storhertugen* skriver – det ville han aldrig glemme, han ville også tale med Serre om sager omkring Schiller* stiftelsen! – Liszt* giver den 8. november her en koncert, og opfører sin Faust symfoni, hvorom man enstemmigt taler ufordelagtigt. Clara Schumannn* og Joachim* giver koncert i morgen. Jeg er i byen, fordi Helene fra Cösens moder og datteren Ottilie* er her i besøg. Hvorfor skriver De endnu en gang i slutningen af brevet adressen på breve til mig? Men endelig må De engang [benytte] tiltalen kære, som jeg [altid benytter] til venner, f.eks. Carus* og som jeg holder så meget af, og jeg følte, at bare et brev, hvor tankerne flyder som kommer de direkte fra sjælen, har værdi, er det beregnet som autograf, så virker det koldt og er koldt. Et brev er kun beregnet til den, som det er stilet til, må være hans eksklusive ejendom – således tænker og handler jeg.
I december, jeg tror den 15. kommer grev Moltke* , hvor skønt ville det være, hvis De ledsagede ham og engang tilbragte julefesten sammen med os, overvej det! – Deckens* * * * kan heller ikke beroliges med, at der ikke er blevet noget ud af Deres lektyre hos dronning Marie* , men det er ikke deres skyld, de har gjort sig store anstrengelser derfor! – Det sagde Sigwald* til mig! – Fru von Berge* er lykkelig tilbage fra sin bryllupsrejse! Sigwald* bad mig undskylde, at han ikke selv skrev, han har så travlt med [faderens] dødsbo og har helt betændte øjne! Gud bevare Dem.
[i margenen, p. 2:] Hilsener fra alle. I troskab Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Jeg tæller dagene, til jeg kan få efterretning fra Dem.
BrevID 8705: FrS-brev af 26/10 1857 (Collin XI, 15/220, billedid 5236-39).
der Taufe des 2ten Sohnes meines Carls* : adoptivsønnen Carl Serres* søn nr. 2, Anton Serre* (1857-1931).
ihrer geschiedenen Bertha* : ægteparret Moltke-Huitfeldt* * mistede i 1857 datteren Bertha M-H* , g.m. Luigi di Ferrari Corbelli* .
Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hr. von Schröter* : Andreas von Schröder* (1776-58) havde i mangfoldige år været russisk gesandt i Dresden.
Liszt* … seine Faust Simphonie: den ungarske klavervirtuos og komponist Franz Liszt* (1811-86) fik sin Faust Symfoni førsteopført i Weimar 5/9 1857 ved indvielsen af monumentet for Goethe* og Schiller* , men først efter at HCA havde forladt Weimar.
Clara Schumann* und Joachim* : Joseph Joachim* (1831-1907), tysk violinvirtuos og komponist.
die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* : kan ikke identificeres.
die liebe Anrede: HCA har utvivlsomt i sit forudgående brev til FrS benyttet tiltalen "Liebe Freundin", jf. FrS.s skose i BrevID 8670.
der Königin Marie* : der har åbenbart været tale om en oplæsning ved HCA for dronning Marie af Sachsen* (1805-77), enken efter kong Friedrich August II* af Sachsen. Den blev der imidlertid intet ud af.
