Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
12.02.1870Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre i Dresden
(BrevID 22421 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.02.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 25 st Februar 1870
Theurer Freund!
Ihre lieben Zeilen von Paris habe ich erhalten und freue mich, daß Sie die kälteste Jahreszeit überstanden, die auch hier sehr empfindlich war. Denn wir hatten 14 Tage lang, fast immer 18-20 Grad Kälte und erwarten jetzt wo es seit ein paar Tagen thaut, einen harten, schweren Eisgang der Elbe, da Schnee und Eis sich in den Gebirgen sehr angehäuft! – Wie beneide ich Sie, in dem glänzenden Paris verweilen zu können! Wie sehr um den Aufenthalt in Nizza wo Sie unter Palmen und Blüthen gehen konnten! – Sie schreiben nicht, wie es der armen, vom Schlag ./. getroffenen Frau von Schwanenfeld* erging, nicht, ob Sie Gräfin Moltke* besucht, welche wir täglich, für einen längern Aufenthalt hier erwarten, an welchem sich eine Cur in Carlsbad schließen soll; durch sie könnten Sie mir eine Nachricht senden! In Antwerpen finden Sie Gräfin Yoldi* , mit ihrem Schwiegersohn und Enkelin. Still und traurig ist mir der Winter vergangen. Wir können den Verlust des lieben Kindes* nicht verschmerzen, und wandern nach den Gräbern! Ist es denn gar nicht möglich, daß Sie mir Ihr Gedicht, der Engel sendeten, was Kaulbach* so herrlich dargestellt? – ./. Es ist uns ein wahrer Trost! – Hoffentlich geben Sie es nicht auf, Dresden bey Ihrer Rückhehr zu besuchen! Zwar bin ich immer matt und angegriffen und kann den lieben Besuch wenig bieten, aber Dresden behält doch seine Bedeutung – und wie verschönt und vergrößert es sich, von Jahr zu Jahr! Ich begreife all die Befriedigung, die Sie auf Ihrer Reise finden Menschen zu treffen, die Ihre Schriften kennen und bewundern, und nicht nur die Nachwelt wird Ihren Namen in das Buch der Unvergeßenheit schreiben, aber auch die Gegenwart zollt Ihnen überall wohin Sie kommen, den Triumph der Anerkennung und Bewunderung und verschönt und verherrlicht Ihr Leben /
Von Clara Heinke* habe ich lange nichts gehört – gewiß geht es ihr gut. Diesen Sommer erwarte ich wieder die Familie Goethe* * * in Maxen! – Weimar werden Sie wohl auch, bey Ihrer Rückkehr berühren! Jetzt ist die [overstreget: Artot] Garzia* und Turgeniew* dort, Ersterer hat den Text zu einer Operette geliefert [herefter et henvisningstegn, se nedenfor] – die Letzere componirt. Immer weiß der Gr. Herzog* interessante Persönlichkeiten um sich zu versammlen. Die Kunstschule hat auch einen Weltruf erreicht, und jetzt ist wieder ein berühmter niederlandischer Maler, Verlôt* , dort als Professor angestellt! – Nun der Raum ist zu Ende, ich füge nur noch ein "Behüt Sie Gott" hinzu!
[i margenen, p. 4:] Auch Margaret* grüßt! – In treuer Freundschaft Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Hauptmann Delitz* war 14 Tage hier will Ihnen empfohlen sein.
Dresden, den 25. Februar 1870
Dyrebare ven!
Deres kære linier fra Paris har jeg modtaget og glæder mig over, at De har overstået den koldeste årstid, som også her var særdeles følbar. I 14 dage havde vi næsten hver dag 18-20 grader kulde og venter nu, hvor det i et par dage har været tøvejr, en svær isdrift på Elben, da sne og is har ophobet sig meget i bjergene. – Hvor jeg misunder Dem, at De kan opholde Dem i det strålende Paris! Og endnu mere opholdet i Nice, hvor De kunne gå under palmer og blomster. – De skriver ikke, hvordan det gik med den stakkes fru von Schwanenfeld* , som var ramt af et slagtilfælde, ikke om De har besøgt grevinde Moltke* , vi venter hende her dagligt til et længerevarende ophold, hvor hun vil slutte sig til et kurophold i Carlsbad; De kan sende mig besked med hende! I Antwerpen vil De finde grevinde Yoldi* , med svigersønnen og barnebarnet. Stille og tung er min vinter gået. Vi kan ikke komme os over tabet af det kære barnebarn* , og er selv på vej i graven! Er det da slet ikke muligt, at De sender mig Deres digt, Engelen, som Kaulbach* så herligt har præsenteret? Det er os en sand trøst! – Forhåbentlig opgiver De ikke at besøge Dresden på Deres hjemrejse! Ganske vist er jeg konstant mat og angrebet og kan kun tilbyde lidt ved det kære besøg, men Dresden beholder dog sin betydning – og hvor forskønnet og forstørret ser den ud fra det ene år til det andet! Jeg begriber hvor tilfreds De er over at møde så mange mennesker på Deres rejse, som kender og beundrer Deres skrifter, og ikke kun efterverdenen vil skrive Deres navn i uforglemmelighedens bog, men også nutiden viser Dem overalt, hvor De viser Dem, anerkendelsens og beundringens triumf og forskønner og forherliger Deres liv.
Fra Clara Heinke* har jeg længe intet hørt – det går hende bestemt godt. Denne sommer venter jeg igen, at familien Goethe* * * er i Maxen! – De vil vel også berøre Weimar på Deres hjemrejse! Nu er Garzia* og Turgenev* der, førstnævnte har leveret teksten til en operette – sidstnævnte komponerer. Storhertugen* ved altid, hvordan han kan samle interessante personligheder omkring sig. Kunstskolen har også nået verdensberømmelse, og nu er der igen en berømt hollandsk maler, Verlôt* , ansat der som professor! – Nu slipper pladsen op, jeg tilføjer kun et "Gud bevare Dem"!
[i margenen, p. 4:] Også Margaret* hilser – i tro venskab, Deres Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Kaptajn Delitz* var her i 14 dage og anbefaler sig.
BrevID 19124: FrS-brev af 25/2 1870 (Collin XI, 19/272, billedid 5515-18).
Ihre lieben Zeile von Paris: HCA sendte brev til FrS 12/1 1870 fra Paris .
ob Sie Gräfin Moltke* besucht: det gjorde HCA ikke. Han fik hendes adresse i Paris – fra sønnen Léon Moltke-Huitfeldt* – men fik den så sent, at han ikke kunne nå at aflægge visit, jf. BrevID 13942.
In Antwerpen finden Sie Gräfin Yoldi* : HCA havde ikke nogen mulighed for at opsøge grevinde Y.* . Hjemrejsen fra Paris gik via Bruxelles og efter et par dages ophold dér via Aachen til Köln.
Hoffentlich geben Sie es nicht auf Dresden zu besuchen bey Ihrer Rückreise: HCA lagde ikke hjemvejen over Dresden, da han antog FrS for at være for svag til at modtage besøg, jf. BrevID 13942:
Jetzt ist die [overstreget: Artot] Garzthia [Garcia]* und Turgeniew* dort: der er tale om den spanskfødte mezzosopran Pauline Viardot-Garcia* (1821-1910) og den russiske forfatter Ivan Turgeniev* (1818-83), som i Weimar sammen skabte kammeroperaen "Le dernier sorcier" (1869). I sit brev har FrS med en slags korrekturtegn tilkendegivet, at Turgeniev* – selvfølgelig – skrev librettoen og Viardot-Garcia* skabte musikken.
Die Kunstschule hat auch einen Weltruf erreicht: den såkaldte "Großherzoglich-Sächsische Kunstschule Weimar" opnåede faktisk verdensry.
Verlôt* : Charles Verlat* (1824-90), belgisk dyre- og historiemaler, som kun virkede nogle få år i Weimar.
Hauptmann Delitz* : formentlig identisk med den preussiske officer Eugen Ludwig Hannibal von Delitz* (1820-88), der ved sin død var generalmajor.
03.03.1870
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Hannover 3. März 1870.
Liebe, edle Freundinn!
Gestern, in dem letzten Augenblick vor meiner Abreise von Köln habe ich, über Paris, Ihren theuren Brief erhalten. Ich bin in Paris 16 Tage geblieben, aber fühlte mich dort gar nicht heimisch und zufrieden, gern wär ich noch früher abgereist, wenn nicht mein junger Freund, mehrere wissenschaftliche Anknüpffungs-Punkte gehabt hätte, die ihn fest hielten. Gleich beim Ankunft habe ich meine Karte an unsern Gesandten Graf Leon Moltke* abgegeben, aber erst am Ende des Aufenthalts habe ich von ihm gehört, und nach meiner schriftlichen Frage erfahren, daß ./. seine Mutter, die Frau Gräfinn* , war in Paris und wo sie wohnte. Ich bekam von Graf Leon* einen Einladung zum Mittag und freute mich, [overstr: daß ich] bei diesem seine Frau Mutter* zu sehen, aber leider, sie war krank, sagte er und ich sähe sie kaum, weil sie lag zu Bette; dem Tage nachher, eben vor meiner Abreise, nahm ich einen Wagen und fuhr nach ihrem Hotel. Sie war eben ausgefahren sagte der Bediente; und ich habe sie nicht gesehen, nicht gesprochen. Wenn sie nach Dresden komme, bitte ich, liebe, theure Freundinn, mein Bedauern darüber auszusprechen. Von Paris ging ich mit Collin* nach Brüssel, und von dort, nach zwei Tagen, kamen wir nach Köln, eben ./. zur Fastnachtzeit, daher dreÿ Tage wir dort sehr schön und heiter zugebracht haben. Es war eben dort so heiter und lustig wie in der Karnevals-Zeit zu Rom. Maskenzüge, Volksvergnügung in allen Straßen; wir haben uns sehr amusirt. In Köln war es wo ich eine Bestimmung nehmen mußte ob ich mit Collin* zu Hause gehen möchte oder noch einen Monath in Deutschland verweilen, es hing [overstreget: ab], ich sage es offen an die treue, liebe Freundinn, von dem Briefe von Ihnen ab. Jeden Morgen habe ich in Köln nach Briefen gefragt, aber noch am letzten Morgen war keiner von Ihnen da. Kurz vor der Abfahrt ging nochmals Collin* ./. zum Posthaus, und kam zurück mit Ihrem lieben, über Paris, mir vergönnten Brief. Ich hätte geschrieben, ich freute mich bei Ihnen meinen Geburtstag den 2ten April in Dresden zuzubringen, Ihr Brief berührte dieses nicht, aber deutete an, daß Sie zu leidend war um so viel, wie immer für Ihre Freunde zu sorgen; habe ich es misverstanden bedaure ich es sehr, denn ich nahm den Entschluß nach Hause zu reisen, in der Hofnung künftiges Jahr, bei Ihrem Geburtstag bei Ihnen zu sein in Dresden; sind Sie gesund und froh weiß ich wie lieb und gut ich werde empfangen werden von meiner immer theuren lieben edlen Freundinn
Ihr danckbarer
H. C. Andersen
[i margenen, p. 3:] Herzliche Grüße an Fräulein Margareth* !
Hannover, den 3. marts 1870.
Kære, ædle veninde!
I går, i sidste øjeblik før min afrejse fra Köln, har jeg modtaget Deres dyrebare brev, via Paris. Jeg blev i Paris i 16 dage, men jeg følte mig slet ikke hjemme og tilfreds der, jeg ville gerne have rejst tidligere, hvis ikke min unge ven havde haft flere videnskabelige tilknytningspunkter der, som fastholdt ham. Straks ved min ankomst har jeg leveret mit kort til vores gesandt, grev Leon Moltke* , men først ved slutningen af mit ophold har jeg hørt fra ham og efter mit skriftlige spørgsmål erfaret, at hans moder, grevinden* , var i Paris, hvor hun boede. Jeg fik fra grev Leon* en indbydelse til middag og glædede mig til at se moderen* hos ham, men desværre var hun syg, sagde han, og jeg ville næppe få hende at se, da hun lå i sengen; dagen efter, netop før min afrejse, tog jeg en vogn og kørte til hendes hotel. Hun var netop kørt ud, sagde betjeningen, og jeg så hende ikke, talte ikke med hende. Når hun kommer til Dresden, beder jeg Dem, kære veninde, udtale min beklagelse derover. Fra Paris tog jeg med Collin* til Brüssel og derfra, efter to dage, kom vi til Köln, netop til fastelavn, hvorfor vi har tilbragt 3 skønne og muntre dage der. Der var netop så muntert og lystigt der som i karnevalstiden i Rom. Maskeradeoptog, folkeforlystelse i alle gaderne, vi har virkelig moret os. I Köln måtte jeg træffe bestemmelse om jeg ville rejse hjem med Collin/person> eller ville blive endnu en måned i Tyskland, det afhang af – jeg siger det åbent til den trofaste kære veninde – Deres brev. Hver morgen i Köln har jeg spurgt efter breve, men endnu den sidste morgen var der ikke nogen fra Dem. Kort før afrejsen gik Collin* endnu en gang til posthuset, og kom tilbage med Deres kære brev, som De undte mig via Paris. Jeg havde skrevet, at jeg glædede mig til at tilbringe min fødselsdag den 2. april hos Dem i Dresden , Deres brev berørte ikke dette, men antydede, at De var for lidende til at sørge for alt det, De plejer at gøre for Deres venner; har jeg misforstået det, beklager jeg det meget, thi jeg traf beslutning om at rejse hjem, i håbet om et kommende år at være hos Dem i Dresden på Deres fødselsdag; er De sund og glad ved jeg hvor kært og godt jeg vil blive modtaget hos min dyrebare, kære ædle veninde Deres taknemlige H. C. Andersen [i margenen, p. 3:] Hjertelige hilsener til frøken Margareth** !
BrevID 13942: : HCA-brev af 3/3 1870 (Collin XVII, 32&56, billedid 5486-89).
habe ich meine Karte an unsere Gesandten Graf Leon Moltke* abgegeben: under sit og Jonas Collins* månedlange ophold i Paris (21/1-20/3) aflagde HCA visitter hos samtlige i Paris boende medlemmer af familien Moltke-Huitfeldt. Gesandten, grev Léon M-H* , var han nu lidet tilfreds med, "det Hele er Sløseri af Moltke* ; Mangel paa Interesse for mig", var HCA.s kommentar til gesandtens manglende vilje til at skaffe HCA fri adgang til teatrene (hvad han normalt fik andre steder i Europa), men han var dog én gang indbudt til middag hos gesandten og to gange til middag hos moderen, grevinde Eliza M-H* , sammen med bl.a. sønnerne Léon* og Harald* plus sidstnævntes amerikanske kone* .
es hing … von dem Briefe von Ihnen ab: så vidt det kan skønnes, er både HCA og FrS skyldige i, at HCA.s besøg i Dresden ikke blev til noget.
05.03.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 5. März 1870.
Theurer Freund!
Heute erhielt ich, zu meine Überraschung, Ihren Brief aus Hanover, und schon sitze ich zur Antwort bereit! – So soll ich Sie nicht wiedersehen, bevor Sie das Vaterland erreichen, und ich hatte mich so darauf gefreut! – Sie hätten dann in einem Hôtel nicht mehr wohnen müssen, doch kann ich nur wiederholen, daß ich Ihnen, vermöge meines so alten Zustandes vor Mattigkeit und Angegriffensein – wenig Unterhaltung und Geselligkeit hätte bieten können! Schnmerzlich vermißt hätten Sie doch bey einem längern Aufenthalt die alten treuen Freunde, Lüttichaus* * , Carus* und Andere, und die Theaterbude hätte Sie nicht befriedigt.
Warum haben Sie nicht Weimar berührt, wo allein noch ./. noch [sic], der Kunst, der Wissenschaft, dem Talent, gehuldigt, denn der Gr. Herzog* weiß immer die Spitzen derselben um sich zu versammeln. Jetzt ist, oder war Turgeniew* und die Viardot* da. Unsere Prinzen* * : lieben nur sich selbst, Maskenbälle, Jagd, Skat, und auf dem Eise laufen. Fast niemals wird eine Notabilität eingeladen. Eben so der König von Preußen* hat nur Sinn für das Militair. Beklagen Sie nicht auch die arme Prinzessin von Wales* , nach allem dem Zeitungs Scandal? Das Glück ist wahrhaftig nicht auf Thronen zu suchen! –
Die Anzeige von dem Tode des verehrten Baron von Maltiz* früher russischer Gesandter in ./. Weimar – hat mich tief ergriffen, ich verliere an ihm einen treuen Freund ein Haus was mir offen stand und immer Genuß bot! – Wie schwer ist das Altwerden! nicht nur zu fühlen wie die Kräfte täglich abnehmen sondern ein Blatt nach dem Andern fallen zu sehen, von dem Blüthenbaum unsrer Freundschaften! –
Wiederum bin ich seit Novbr nicht meine Treppe herunter gestiegen, und brächte nicht manche interessante Persönlichkeit, mir geistigen Genuß in meine Räumen, ich fühlte, das immer einsamer werden – doppelt ein Glück daß man mit den Jahren auch Wünsche leerer wird.
Ich finde das Betragen Leo Moltkes* nicht sehr zuvorkommend. Die Gräfin* schrieb an Sigwald* , sie sey krank und dies verzögere ihre Herreise. Ganz unter uns gesagt, mag sie ./. wohl viel Ärger mit der großen Verschwendungssucht der Söhne* * haben und denkt sich hier etwas auszuruhen, sie will ganz still leben, und nur mich täglich sehen! –
Wie leicht ist jetzt eine Reise von Copenhagen hierher. Faßen Sie im Sommer wo Goethes* * * und Heinkes* * bey mir sind, den Entschluß, blos mich in Maxen auf 4 Wochen zu besuchen, und keine weitere Reise daran zu schließen, so wie man eine Badereise macht – und Sie würden uns unendlich beglücken! – Meinen Gebt. denke ich in Maxen zu verleben! – Ich glaubte nicht daß Sie so schnell Paris verließen, deßhalb schrieb ich nicht früher. An Herrn Collin* entgegnen Sie meine Grüße. Ich aber bleibe getreu, und ergeben
Ihre Freundin Fr Serre
[i margenen, p. 2:] Pr. Semper* war hier, baut das neue Theater, 60 Ellen weiter entferndt von der alten Stelle in 4 Jahren fertig.
[i margenen, p. 4:] Wann erscheint wieder in Deutsch Eines Ihrer Märchen? Das Hühnermädchen? man soll das Publikum nicht ganz von sich entwöhnen.
Dresden, den 5. marts 1870.
Dyrebare ven!
I dag modtog jeg til min overraskelse Deres brev fra Hannover, og jeg sidder allerede parat til at svare! – Så skal jeg altså ikke se Dem igen, før De når fædrelandet, og jeg havde sådan glædet mig til det!" – De skulle ikke mere have boet på hotel, men jeg kan kun gentage, at jeg – givet min så langvarige tilstand af mathed og angrebethed – kun havde kunnet byde dem liden underholdning og samvær! De ville dog ved et længerevarende ophold smerteligt have savnet de gamle tro venner, Lüttichaus* * , Carus* m.fl. og teaterkassen ville ikke have tilfredsstillet Dem.
Hvorfor har De ikke besøgt Weimar, der hvor kunsten, videnskaben, talentet endnu bliver hyldet, thi storhertugen* ved altid, hvordan han skal samle spidserne omkring sig. Nu er – eller var Turgenjev* og Viardot* der. Vore prinser* * elsker kun sig selv, maskeballer, jagt, skat og at løbe på isen. Notabiliteter bliver næsten aldrig inviteret. Ligeledes har kongen af Preussen* kun sans for militæret. Beklager De ikke også den stakkels prinsesse af Wales* , efter al den avisskandale? Lykken kan i sandhed ikke findes på tronen!
Meddelelsen om, at den ærede baron von Maltiz* – som tidligere var russisk gesandt i Weimar – var død, har dybt berørt mig, i ham mister jeg en tro ven, hans hus stod altid åbent for mig og var mig en fornøjelse. Hvor er det svært at blive gammel! Ikke kun at føle at kræfterne dagligt svinder, men også at se det ene blad efter det andet falde fra hele vort blomstrende træ af venskaber!
Endnu en gang har jeg ikke gået ned ad min trappe siden november – og hvis ikke mangen en interessant personlighed bragte mig åndelig nydelse i mine stuer, så ville jeg føle, at jeg blev endnu mere ensom – det er en dobbelt lykke, at man med årene også har færre ønsker.
Jeg finder Leo Moltkes* adfærd lidet imødekommende. Grevinden* skrev til Siegwald* , at hun var syg og dette udsatte hendes rejse hertil. Mellem os sagt, har hun vel mange bekymringer over sønnernes* * trang til ødselhed og tænker, at hun vil hvile ud her, hun vil leve helt stille og kun se mig hver dag!
Hvor let er nu er rejse fra København hertil. Træf nu beslutning om, til sommer, hvor Goethes* * * og Heinkes* * er hos mig, at besøge mig i Maxen i 4 uger og ikke knytte yderligere rejse dertil, netop sådan som man planlægger en baderejse – og De ville gøre os uendeligt lykkelige! Min fødselsdag tænker jeg at tilbringe på Maxen. Jeg troede ikke, at De ville forlade Paris så hurtigt, derfor skrev jeg ikke før. Til hr. Collin* overbringer De mine hilsner. Men jeg forbliver tro og hengiven.
Deres veninde Fr Serre
[i margenen, p. 2:] Professor Semper* var her, han bygger det nye teater, 60 alen længere væk fra det gamle sted, færdigt om 4 år.
[i margenen, p. 4:] Hvornår udkommer et af Deres eventyr på tysk? Hønse Grethe? Man skal jo ikke ganske vænne publikum fra ….
BrevID 13945: FrS-brev af 5/3 1870 (Collin XI, 19/275, billedid 5527-30).
Sie hätten dann in einem Hôtel nicht mehr wohnen müssen: normalt havde HCA boet på Hotel Stadt Rom under ophold i Dresden, men efter fru von Berges* død 1865 ville der være plads til ham i familien Serres hus i Amalienstraße.
Viardot* : Pauline Viardot-Garcia* : jf. BrevID 19124.
Beklagen Sie nicht auch die arme Prinzessin* von Wales: det var en offentlig hemmelighed i London, at prinsen af Wales* [den senere Edward VII* : var sin danske hustru [Alexandra* ] utro. HCA havde 7.12.1867 iflg. dagbøgerne sendt dem eksemplarer af Dryaden.
das Betragen Leo Moltkes* nicht sehr zuvorkommene: i betragtning af det nære venskab mellem familien Moltke-Huitfeldt og HCA må man give FrS ret i hendes ret negative bedømmelse af grev Léons* adfærd.
Prof. Semper* war hier, baut das neue Theater: på grund af sit republikanske sindelag og sin deltagelse i maj-opstanden 1849 var arkitekten Gottfried Semper* (1803-79) "persona non grata" ved det sachsiske hof, hvorfor han til sin død levede i eksil. Imidlertid fik han dog lov til at tegne det nye teater, mens hans søn Manfred Semper* stod for opførelsen. Dette teater blev først indviet i 1878 og stod indtil 13. februar 1945, hvor det blev ødelagt ved bombardementet af Dresden.
22.03.1870 : Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22422 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
29.03.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 29. März 1870.
Fliege hin, kleiner Glücks käfer, und bringe den theuern Freund auf deinen glänzenden Flügeln, meine Grüße und meine Wünsche zu seinem Geburtstag! Gott segne ihn, und erhalte ihn in seinem Glück und Ruhm noch viele, viele Jahre, in ungestörter Gesundheit und vollkommenen Wohlbefinden! Seine Erscheinung ist, wie er selbst zu sagen pflegt, Sonnenschein, wenn er von etwas Freudigen, Herrlichen, spricht! – ./.
Möge der Sommer mir seinen Besuch bringen folglich – Sonnenschein. Unser Buchhändler schickte mir Hühnergrethchen und einen Besuch in Portugall zu. Wie reizend ist das Märchen, mir scheint es müßte sich gut bearbeitet für die Bühne eignen! – Der Besuch in Portugall hat mich unendlich interessirt.
Welche Ovationen wird man Ihnen am Ihrem Geburtstag wieder bringen! Sie fühlen sich so glücklich in der Heimath. Kennen Sie das reizende Lied – home – sweet home, welches jeder Engländer singt? – Sie ./. werden durch den Aufenthalt in dem fürstl. Hause Melchiors* * so verwöhnt – daß Ihnen mein einfaches Bauernhaus in Maxen nicht mehr gefallen wird, ich bin eifersüchtig darauf.
Gräfin Moltke* hat geschrieben, daß sie am 5ten April von Paris abreiset, um Direckt nach Dresden zu kommen, sie will hier ganz still leben, ich ängstige mich, daß ich mit meinen jetzt oft so schwachen Kräften und leidenden Zustand – ihr so wenig sein kann! -
Miss Margaret* trägt mir auf – Ihnen ihre Glück wünsche aus zu sprechen, sie gedenkt Ihrer herzlichst. ./. Auch meine Kinder* * , die jetzt bey mir sind, schließen sich an! –
Schon waren die Stahre hier, und die Veilchen knospten – da bedeckt täglich von neuem, die Fluren Schnee, vor einigen Tagen (im März) ist etwas höher hinauf – wie Maxen, ein Knabe erfroren. Die Zeit wird lang bis die Sonnenstrahlen Frühling verkünden, obgleich Frühlings Anfang nach dem Kalender längst vorbei! -
Nachdem Sie nun aller fernen Länder bereiset – wollen Sie Petersburg, – die Dagmar* nicht aufsuchen, nicht das Königs Paar* * in Athen? – Bald naht der Tag, der den gefeierten Dichter das Leben gab, Mittags 2 Uhr am 2t April, stoße ich auf Ihr Wohlsein das Glas an!
[i margenen, p. 4:] Immer und immer in Treue
Ihre Fr Serre
Dresden, den 29. marts 1870.
Flyv op, lille mariehøne, og bring på dine glinsende vinger, den dyrebare ven mine hilsener og ønsker til hans fødselsdag! Gud velsigne ham og lad ham beholde mange, mange år i sin lykke og berømmelse, med uforstyrret sundhed og fuldkommen velbefindende! Hans ydre er – som han selv plejer at sige – solskin, når han taler om noget glædeligt, herligt!
Gid sommeren må bringe mig hans besøg – og fulgt af solskin. Vores boghandler sendte mig Hønsegrethe og Et besøg i Portugal. Hvor henrivende er det eventyr, jeg synes at det kunne være velegnet for scenen, godt bearbejdet! Besøget i Portugal har interesseret mig uendeligt.
Hvilke hyldester vil man igen bringe Dem til Deres fødselsdag! De føler Dem så lykkelig i hjemegnen. Kender De den henrivende sang – home, sweet home, som hver englænder synger? De bliver så forkælet på Deres ophold i det fornemme Melchior* * -hus – at De ikke mere vil synes om mit enkle bondehus i Maxen, jeg er misundelig derved.
Grevinde Moltke* har skrevet, at hun rejser fra Paris den 5. april, for at komme direkte til Dresden, hun vil leve her ganske stille, jeg bekymrer mig over, at jeg med mine så svage kræfter og lidende tilstand kan være så lidt for hende!
Miss Margaret* beder mig udtrykke hendes lykønskninger til Dem, hun tænker hjerteligt på Dem. Også mine børn* * , som nu er hos mig, tilslutter sig!
Stærene er allerede her, violerne knoppes – og dagligt dækkes markerne af sne, for nogle dage siden (i marts) frøs en dreng ihjel lidt højere oppe end Maxen. Tiden bliver lang til solstrålerne forkynder foråret – selv om forårets begyndelse ifølge kalenderen længst er overstået.
Efter at De nu har berejst alle fjernere lande – vil De så ikke opsøge St. Petersburg, Dagmar* , kongeparret* * i Athen? Snart nærmer dagen sig, som gav livet til den fejrede digter, ved 2 tiden den 2. april skåler jeg på Deres velbefindende.
[i margenen, p. 4:] evig og altid i troskab
Deres Fr. Serre
BrevID 19132: FrS-brev af 29/3 1870 (Collin XI, 19/273, billedid 5519-22).
Unser Buchhändler: det kan undre, at HCA ikke selv har sendt FrS de tyske oversættelser af "Hønse-Grethes Familie" og "Et Besøg i Portugal". Muligvis er de tyske udgaver først udkommet sidst på året.
den Aufenthalt in dem fürstl. Hause Melchiors* * : FrS må have haft overdrevne forestillinger om familien Melchiors* * lejlighed på Højbro Plads, hvor HCA boede 13/3-21/5 1870, mens ægteparret Melchior* * med deres voksne døtre (Louise* , Harriet* og Anna* ) var i Algier, og de mindre børn (Carl* , Emil* og Thea* ) var i pleje hos familiemedlemmer i Kbh. Men HCA har uden al tvivl givet udtryk for, hvor godt han befandt sig i den store og hyggelige lejlighed på Højbro Plads i de breve, han sendte FrS fra Melchior-hjemmet* * 22/3 og 24/4 (Dbg. VIII, 346 og 360).
wollen Sie Petersburg die Dagmar* nicht aufsuchen … das Königs Paar* * in Athen: endnu en gang har FrS haft overdrevne forestillinger om HCA.s tilknytning til kongefamilien, Chr. IX* og dronning Louise* .
24.04.1870: Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22423 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.05.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 1. May 1870.
Theuerster Freund!
Wie soll ich Ihnen danken, für die Freude, die Sie mir an meinem Geburtstag durch Wort und Gruß, vor Allem durch Ihre Büste in Bisquit gemacht. Es war eine Verherrlichung meines Tages! Denken Sie, über 50 Personen kamen des Morgens mir Glückwünsche und Blumen zu bringen und Nachmittag hatte, der alte gute Krägen* von 8 seiner Schülerinnen, ein Concert auf 2 Flügel spielen laßen, wozu natürlich wieder eine große Gesellschaft gegenwärtig war! – Ich dankte Gott am Abende, für so viele Beweise von Liebe und Theilnahme, die doch das Herz erheben und ihm wohlthuen ./. Hätte ich nur bessere Gesundheit, aber ich fühle mich nach der kleinsten Aufregung und Anstrengung ganz kraftlos – habe oft Anfälle wo der Athem stockt, so daß ich glaube es kommt mein letzter Moment. Der Arzt sagt, die Herzklappen schließen nicht und das gäbe die Blutstauungen; ist das nicht traurig? – Zu diesem großen Beethoven* Musikfest eingeladen in Weimar, muß ich Alles absagen, und sehne mich nach Maxen und hoffe auf eine Milchcur! -
Mit großem Interesse, habe ich abermals Hühnergrethchen und Ihre Reise in Portugall gelesen, möchte doch bald wieder Einiges Ihrer letzten Werke, ins Deutsche übersetzt werden, ./. ich las in der allgemeinen Mode Zeitung eine flüchtige Anzeige darüber – die ich Ihnen abschreiben will, sonst fand ich nichts darüber in einem Journal.
Längst erwarteten wir Gräfin Moltke* , welche dann von hier aus nach Servaîs gehen wollte, in das Schweitzerbad, aber ihre Enkel hatten Charlachfieber in Paris was sie dort gefesselt.
Clara Heinke* hat Ihnen gewiß selbst geschrieben
Endlich, endlich wird es grün, die Blüthen sprießen, und doch liegt noch Schnee auf unsern Bergen, und das Haus ist eisig kalt! So eben hat mich, mein Pastor der alte Fränzel* verlassen, er läßt sich wirklich zu Michaelis emeritiren, seine Tochter* ist Braut mit einem Oberlehrer, und Ältern* * und junges Ehepaar ziehen zusammen in eine Wohnung nach Dresden! – Herr von ./. Beaulieu* ist übler Laune, bald wird er wieder Papa von seinem 8-9t Kind, und das kostet viel Geld.
Was sind Ihre Sommerpläne? – –Wird Maxen Sie sehen, und mir dies Glück zu Theil werden?
Dresden ist zu großartig jetzt, eine Anzahl Millionaire haben sich hier angesiedelt – überall neue Stadttheile angebaut, Wohnungen und Lebensmittel sind sehr gestiegen, und es wird ein 2tes Theater gebaut. Wie habe ich auch an Sie gedacht bey den Räuberanfällen und Ermordung so nahe bey Athen. Ist es ein Glück eineTochter* an einen Prinzen von Wales* zu verheirathen, einen Sohn* auf dem griechischen wankenden Thron zu haben, und einen russischen Thronfolger* als Schwiegersohn? wie hier?
Was hilft alle Erdengröße! –
Genug! Gott beschütze Sie,
Ewig ergebene Fr.
Dresden, den 1. maj 1870.
Dyrebareste ven!
Hvorledes skal jeg takke Dem for den glæde, som De har givet mig på min fødselsdag ved ord og hilsen, frem for alt ved Deres buste i bisquit. Det var en forherligelse af dagen! Tænk Dem, over 50 personer kom om morgenen for at bringe mig lykønskninger og blomster og om eftermiddagen lod den gode gamle Krägen* en koncert opføre på 2 flygler af 8 af sine kvindelige elever, hvortil der igen naturligvis var et stort selskab! – Om aftenen takkede jeg Gud for så mange beviser på kærlighed og deltagelse, som jo løfter hjertet og gør det godt. Havde jeg blot været mere rask, men jeg føler mig efter den mindste ophidselse og anstrengelse ganske kraftløs, ofte har jeg anfald, hvor jeg ikke kan få vejret, så jeg tror, mit sidste øjeblik er kommet. Lægen siger, at hjerteklapperne ikke lukker, og at det forårsager blodpropperne – er det ikke trist? Jeg er indbudt til den store Beethoven* musikfest i Weimar, hvortil jeg må takke nej til alt, og jeg længes efter Maxen og håber på en mælkekur.
Med stor interesse har jeg endnu en gang læst Hønsegrethe og Deres rejse til Portugal, gid endnu mere af Deres sene ste værk snart måtte oversættes til tysk, i allgemeinen Mode Zeitung læste jeg en flygtig omtale deraf – og jeg skriver den af til Dem – ellers fandt jeg ikke noget derom i min avis.
Vi har ventet længe på grevinde Moltke* , som ville rejse herfra til Servaîs til et kurbad i Schweitz, men hendes barnebarn har skarlagensfeber i Paris, og det lænker hende til byen.
Clara Heinke* har ganske sikkert selv skrevet til Dem.
Endelig, endelig bliver det grønt, blomsterne springer ud, og der ligger sne på vore bjerge, og huset er iskoldt! Min gamle pastor, den gamle Fränzel* har netop forladt mig, han lader sig virkelig emeritere til Michaelis [Sct. Michaels dag 29.9.] – hans datter* er gift med en overlærer og forældrene* * og det unge ægtepar flytter sammen i en bolig i Dresden! Hr von Beaulieu* er i dårligt humør, snart bliver han far til sit 8-9. barn og det koster mange penge.
Hvordan er Deres sommerplaner? Vil Maxen få Dem at se – og vil den lykke blive mig tildelt?
Dresden er alt for storslået nu, et antal millionærer har slået sig ned her – overalt er der bygget nye bydele, boliger og levnedsmidler er steget i pris og der bliver bygget et nyt teater. Hvor har jeg også tænkt på Dem med de røveriske overfald og myrderier så nær ved Athen. Er det en lykke at lade en datter* gifte sig med en prins af Wales* , at have en søn* på den græske vaklende trone – og at have en russisk tronfølger* som svigersøn? Som her?
Hvad hjælper al jordens storhed?
Nok! Gud bevare Dem!
Deres evigt hengivne Fr.
BrevID 19148: FrS-brev af 1/5 1870 (Collin XI, 19/274, billedid 5523-26).
Ihre Büste in Bisquit: en miniature-buste i biscuit efter H. V. Bissens* HCA-buste 1864, fremstillet af firmaet Bing & Grøndahl 1865. HCA brugte gerne et eksemplar af denne buste som gave til sine nærmeste venner, i dette tilfælde til FrS i anledning af hendes 70 års fødselsdag. -
der gute alte Krägen* : hofpianist Karl Krägen* , jf. BrevID 17797.
zu diesem großem Beethoven* Musikfest … in Weimar: i anledning af 100 året for Beethovens* fødsel afholdt "Der Allgemeine Deutsche Tonkünstlerverein" en "Gedenkfeier" i Weimar 26-29/5 1870.
mein Pastor der alte Fränzel* : A. L. Fränzel* (1788-1870) havde siden 1818 været sognepræst i Maxen. Det har ikke været muligt at identificere svigersønnen.
Hühnergretchen und Ihre Reise in Portugal: udg. af William French* (1842-1900), efterfølgeren for L. Wiedemann* (som igen havde efterfulgt Carl B. Lorck* ), Leipzig.
eine Tochter* an einen Prinzen von Wales* etc.: FrS reflekterer her over det danske kongepars* * tvivlsomme glæde ved at se datteren Alexandra* (1844-1925) gift med prins Edward af Wales* (1841-1910), som gang på gang var sin kone utro, sønnen prins Wilhelm/Georg* (1845-1913) placeret på den usikre græske kongetrone og datteren Dagmar* (1847-1928) gift med den russiske storfyrsttronfølger Alexander* (1845-94), som levede i en evig frygt for at blive udsat for attentater.
19.06.1870 : Dagbog 19.6.1870: Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22424 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
21.06.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen [udat.]
Theurer Freund!
Innigen, herzlichen Dank, für Ihren lieben Brief. Der schriftliche Verkehr mit entferndten Lieben, bleibt ja unser einziger Trost, bey langer Trennung. Ich habe Ihrer lebhaft bei dem Tode Dickens* gedacht, doch wohl Allen, die sich durch ihre Werke unsterblich gemacht – und sich hier das schönste Denkmal durch dieselben gesetzt! Gott behüthe Ihre Tage, aber einmal schlägt doch die Stunde des Scheidens, und beneidenswerth Alle, die nicht ./. umsonst gelebt, und deren Ruhm wie der Dickens* und der der [sic] Ihrige, fortleben wird; Sie haben schöne Pläne für den Sommer, zu angenehmen Landleben, mit allem Luxus unter Freunden. Mein einfaches Maxen muß sehr abstechen, aber je älter man wird, je weniger hat man Sinn fürs Äußere.
Wiederum habe ich eine herzliche Einladung nach Glorup erhalten, die Gräfin* ist in Marienbad und will mich Ende July besuchen, aber auch ich muß mit Ihnen ausrufen! “Vorbei! Vorbei["] ./. Obgleich nicht krank, so habe ich abermals eine Entzündung der Schleimhäute bey meiner Übersiedelung, wo so kaltes Wetter Wochenlang war – durch gemacht. Ich bin seitdem so angegriffen, daß ich nicht in die Gärten gehen kann, habe Husten und Stechen in dem Kehlkopf, daß mir das Sprechen oft unmöglich ist, und muß jede Anstrengung und Aufregung vermeiden! Jeder Tag ist mir wie ein Geschenk, wo ich noch lebe – was mir daher Gutes geschehe, geschehe mir bald – Pläne auf ein Jahr hinaus, wage ich nicht mehr zu machen. Es macht uns doppelt ängstlich liebe Freunde so plötzl. sterben ./. zu sehen. So unser guter alter Pastor, Sontag vor 3 Wochen kehrt er von einem Besuche bey seinem Sohn zurück, klagt über Magen Erkältung – schläft aber ruhig bis nach 12 Uhr, erwacht mit kurzem Athemholen, ruft seine Frau und Tochter, segnet sie – und ist in einer ½ St. für ewig eingeschlafen! Ich vermisse ihn schmerzlich, stehe allein ohne Rath und Beistand – denn mein Pflegesohn* kann sein Gut nur auf Tage verlaßen; dazu melden sich täglich 2-3 Pastoren, täglich kommen 2-3 schriftl. Gesuche um die sehr vortheilhafte Pastorstelle ein – ./. und da ich als Patronin, die alleinige Verfügung darüber habe, erhielt ich bis jetzt einige 50 schriftl. Gesuche und wenigstens 20, persönliche Vorstellungen. Eine richtige tadellose Wahl zu treffen, ist aber eine schwere Verantwortung, gegenüber der Gemeinde, und macht mir große Sorge. O wie schwer ist das Alleinstehen! -
Siegwald Dahl* ist mit Graf Einsiedel* in Berlin zum Wettrennen holt dann Gräfin Moltke* von Marienbad ab, und Margaret* hat die Freude, eine Cousine mit ihrer Tochter, die gegenwärtig in Teplitz sind, in Dresden zu haben. Hr. von Beaulieu* hofft baldigst auf neue Vaterfreuden ./. was ich glaube, ihm sehr unangenehm ist, da er nicht mehr jung und beschränkte Revenüen hat. Er hält interessante Vorträge im geografischen Verein, und zeichnet sich durch Geist und Liebenswürdigkeit aus – eben so ist unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kottzebue, ein Gewinn für Dresden. Er hat über die Moldau interessant geschrieben und einige seiner Lustspiele sind mit Glück aufgeführt, dabey ist er populair. An den Wiederaufbau eines neuen Theaters ist noch nicht zu denken, obgleich Prof. Sempers* Plan angenommen, fehlen noch die Mittel, so wird die alte Bretterbude wohl noch eine Zeit lang stehen müssen. Ich wünschte man wählte Beaulieu* ./. anstatt Platen* zum Theater Intendant. Es ziehen sich viel reiche Juden, Russen meist nach Dresden und laßen sich prachtvolle Häuser bauen, und vertheuern Alles hier. – Da Prinz Oldenburg* Henselts* Protector sich eine Villa in der Nähe von Dresden gemiethet, wird auch Henselt* eine längere Zeit hier zubringen, ich erwarte ihn täglich. Gräfin Moltke* will aber erst wenn sie von Marienbad kommt, und nach Glorup geht – Dresden und mich aufsuchen.
Wie die Rosen blühen, man möchte sich einwühlen, in diese himmlichen Blüthen, und in ihrem Duft vergehen. Auch der Hof Diaconus Hase* aus Weimar bewirbt sich um meine Pfarrstelle aber eine Gräfin Kalkreuth* seine Braut scheint mir nicht auf das Dorf zu passen. ./. Herr von Schober* der zum Geburtstag in Weimar ist, schrieb mir Gestern er bäte um Erlaubniß, nächste Woche, bevor er nach Gastein reise[t] in Maxen zubringen zu dürfen. Heute erwarte ich den Oberlieutnant Prensker* mit seinen 10 Zöglingen worunter auch mein ältester Enkel* – sie wollen hier bivoukiren und hier übernachten, und Morgen bis Teplitz marschiren, so fehlt es mir eigentlich an Zerstreuung nicht, hätte ich nur mehr Kräfte dazu! Meine treuen Gedanken eilen zu Ihnen und neue Wünsche entströmen dem alten Herzen voll Freundschaft für Ihr Wohl!
Stets Dieselbe, Fr Serre
Maxen [udat.]
Dyrebare ven!
Inderligt, hjertelig tak for Deres kære brev. Den skriftlige trafik med fjerne kære bliver jo vores eneste trøst, ved lang adskillelse. Jeg tænkte indgående på Dem ved Dickens’* død – men vel også på alle, som gør sig udødelige med deres værker – og som således sætter sig det flotteste mindesmærke derved! Gud beskytte Deres dage, men på et tidspunkt nærmer afskedens time sig. Alle, som ikke har levet forgæves, er misundelsesværdige, Deres berømmelse vil ligesom Dickens’* leve videre; De har skønne planer for sommeren, til behageligt landliv, med al mulig luksus blandt venner. Mit enkle Maxen må afvige meget derfra, men jo ældre man bliver, desto mindre tanke har man for det ydre.
Jeg har igen modtaget en hjertelig indbydelse til Glorup, grevinden* er i Marienbad og vil besøge mig i slutningen af juli, men jeg må udråbe – med Dem: "Forbi! Forbi! – skønt jeg ikke er syg, så har jeg endnu en gang fået betændelse i slimhinderne ved overflytningen hertil, hvor det ugelangt var så koldt vejr. Siden da har jeg været så angrebet, at jeg ikke kan gå i haven, hoster og stikken i strubehovedet, så jeg umuligt kan tale, og må undgå enhver anstrengelse og ophidselse! Hver dag er mig en gave, hvor jeg endnu lever – hvad der derudover sker mig af godt, sker snart – planer for yderligere et år vover jeg ikke mere at gøre. Det gør os dobbelt ængstelige at se kære venner dø så pludseligt. Således vor gode gamle pastor, i søndags for 2 uger siden kom han hjem efter et 3 ugers besøg hos sin søn, klager over maveforkølelse, men sover godt til klokken er over 12, vågner med kort vejrtrækning, kalder på sin kone og datter, velsigner dem – og efter ½ time er han for evigt sovet ind! Jeg savner ham virkelig, står alene uden råd og bistand – for min plejesøn* kan kun forlade sit gods få dage; dertil melder sig dagligt 2-3 pastorer, dagligt kommer 2-3 skriftlige ansøgninger om den meget fordelagtige pastorstilling – og da jeg som beskytterinde alene råder over beslutningen dertil, modtog jeg indtil nu omkring 50 skriftlige ansøgninger og mindst 20 personlige henvendelser. At træffe et uangribeligt valg er dog et tungt ansvar over for menigheden og bekymrer mig meget. Åh, hvor er det svært at stå alene!
Siegwald Dahl* er med grev Einsiedel* i Berlin til væddeløb, henter derefter grevinde Moltke* i Marienbad og Margaret* har den glæde at have en kusine med hendes datter, som er i Teplitz. Hr. von Beaulieu* håber snarest på en ny faderglæde, hvilket jeg tror, er ham meget ubehageligt, da han ikke mere er ung og har begrænsede indtægter. Han holder interessante foredrag i den geografiske forening og udmærker sig ved ånd og elskværdighed – ligeledes er vores nye preussiske gesandt, hr. von Kottzebue, en gevinst for Dresden. Han har skrevet meget interessant om Moldau og nogle af hans lystspil er opført med held, hvorved han er blevet populær. Det er endnu ikke til at tænke på genopbygningen af det nye teater, selv om professor Sempers* plan er blevet antaget, så mangler endnu midlerne – så den gamle bræddebod må blive stående endnu et stykke tid. Jeg ville ønske, at man valgte Beaulieu* til teaterintendant i stedet for Platen* . Mange rige jøder, mest russere, flytter til Dresden og lader pragtfulde huse opføre, og fordyrer dermed alt her. – Da prins Oldenburg* (Henselts* protektor) har lejet sig en villa i nærheden af Dresden, må Henselt* også tilbringe en længere tid her, jeg venter ham dagligt. Grevinde Moltke* vil dog først opsøge Dresden og mig, når hun kommer fra Marienbad på vej til Glorup.
Som roserne blomster ville man gerne begrave sig i dem, i disse himmelske blomster, og drukne i deres duft. Også hofdiakon Hase* fra Weimar ansøger om min præstestilling, men en grevinde Kalkreuth* synes mig ikke at passe til landsbyen. Hr. von Schober* , som er til fødselsdag i Weimar, skrev i går og bad om tilladelse til at tilbringe næste uge i Maxen, før han rejser til Gastein. I dag venter jeg oberstløjtnant Prensker* med hans 10 elever, hvoriblandt også er mit ældste barnebarn* – de vil ligge i bivouak og overnatte her, og i morgen marchere til Teplitz, så jeg mangler egentlig ikke adspredelse, blot kræfterne dertil! Mine tro tanker iler til Dem og nye ønsker strømmer fra det gamle hjerte, fuld af venskab for Deres velbefindende.
Altid den samme, Fr. Serre
BrevID 19933: FrS-brev af 21(?)/6-1870 (Collin XI, 11/155+17/247b, billedid 4974-77, 5348-51).
Datering: brevet kan ikke dateres nøjagtigt. HCA sendte brev fra Basnæs 19/6, som FrS tidligst kan have modtaget 2 dage senere, og HCA fik nærværende brev på Holsteinborg 28/6.
bei dem Tode Dickens* : Charles Dickens* (1812-70) døde 9/6 1870.
Sie haben schöne Pläne für den Sommer: HCA tilbragte forsommeren på Basnæs og Holsteinborg og den egentlige sommer hos familien Henriques* * på "Petershøi", syd for Klampenborg (9-19/7) samt hos familien Melchior* * i den ombyggede og stærkt udvidede sommerbolig "Rolighed", ligeledes ved stranden, men tættere på København (19/7-19/9).
da ich als Patronin die alleinige Verfügung darüber habe: som besidder af Maxen, der var et såkaldt "Rittergut", havde FrS som kirkepatron kaldsretten til sognekirken i landsbyen Maxen. I betragtning af, at Maxen havde haft den samme sognepræst siden 1818, d.v.s. før FAS købte Maxen, er det ikke underligt, at FrS stod famlende overfor sin varetagelse af kaldsretten til embedet. Se omtale af Serres som kirkepatroner i avisartikel 1863-05-14
unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kotzebue* : Wilhelm von Kotzebue* (1813-87), der var søn af den mere kendte skuespilforfatter, August von Kotzebue* (1761-1819) tilhørte den tysk-baltiske adel. Han blev diplomat (først som russisk gesandt i Karlsruhe, siden som preussisk do. i Dresden 1869-79), men virkede også som skønlitterær forfatter, udgav især værker med emner fra Moldau/Rumænien, hvor hans hustru havde et gods. Han omtales som "Tacitus Rumäniens".
Wiederaufbau eines neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Prinz Oldenburg* Henselts* Protector: prins Peter Georgievitch af Oldenburg* (1818-81), en nær ven af A. von Henselt* og selv en begavet komponist. En gren af den tyske hertugfamilie i Oldenburg blev knyttet til den russiske zarfamilie og var det helt op til revolutionen 1917.
Hof Diaconus Hase* … eine Gräfin Kalkreuth* : Karl Alfred Hase* (sen. von H.) (1842-1918), gift med grevinde Clara von Kalckreuth, * (1851-1903), d.a. Stanislaus von Kalckreuth * . FrS havde utvivlsomt ret i, at dette ægtepar ikke egnede sig til at være præstefolk i Maxen.
Oberlieutnant Prensker* … mein ältester Enkel: barnebarnet er Clemens Serre (1856-1920), men overløjtnant Prensker* kan ikke identificeres. – Iflg. Adressbuch Dresden 1870 er der en Generalmajor Adolph Curt v. Prenzel* , iflg. Königl. Sächsischer Hof-Civil-und Militär-Staat (1799-1889)
