21.06.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen [udat.]
Theurer Freund!
Innigen, herzlichen Dank, für Ihren lieben Brief. Der schriftliche Verkehr mit entferndten Lieben, bleibt ja unser einziger Trost, bey langer Trennung. Ich habe Ihrer lebhaft bei dem Tode Dickens* gedacht, doch wohl Allen, die sich durch ihre Werke unsterblich gemacht – und sich hier das schönste Denkmal durch dieselben gesetzt! Gott behüthe Ihre Tage, aber einmal schlägt doch die Stunde des Scheidens, und beneidenswerth Alle, die nicht ./. umsonst gelebt, und deren Ruhm wie der Dickens* und der der [sic] Ihrige, fortleben wird; Sie haben schöne Pläne für den Sommer, zu angenehmen Landleben, mit allem Luxus unter Freunden. Mein einfaches Maxen muß sehr abstechen, aber je älter man wird, je weniger hat man Sinn fürs Äußere.
Wiederum habe ich eine herzliche Einladung nach Glorup erhalten, die Gräfin* ist in Marienbad und will mich Ende July besuchen, aber auch ich muß mit Ihnen ausrufen! “Vorbei! Vorbei["] ./. Obgleich nicht krank, so habe ich abermals eine Entzündung der Schleimhäute bey meiner Übersiedelung, wo so kaltes Wetter Wochenlang war – durch gemacht. Ich bin seitdem so angegriffen, daß ich nicht in die Gärten gehen kann, habe Husten und Stechen in dem Kehlkopf, daß mir das Sprechen oft unmöglich ist, und muß jede Anstrengung und Aufregung vermeiden! Jeder Tag ist mir wie ein Geschenk, wo ich noch lebe – was mir daher Gutes geschehe, geschehe mir bald – Pläne auf ein Jahr hinaus, wage ich nicht mehr zu machen. Es macht uns doppelt ängstlich liebe Freunde so plötzl. sterben ./. zu sehen. So unser guter alter Pastor, Sontag vor 3 Wochen kehrt er von einem Besuche bey seinem Sohn zurück, klagt über Magen Erkältung – schläft aber ruhig bis nach 12 Uhr, erwacht mit kurzem Athemholen, ruft seine Frau und Tochter, segnet sie – und ist in einer ½ St. für ewig eingeschlafen! Ich vermisse ihn schmerzlich, stehe allein ohne Rath und Beistand – denn mein Pflegesohn* kann sein Gut nur auf Tage verlaßen; dazu melden sich täglich 2-3 Pastoren, täglich kommen 2-3 schriftl. Gesuche um die sehr vortheilhafte Pastorstelle ein – ./. und da ich als Patronin, die alleinige Verfügung darüber habe, erhielt ich bis jetzt einige 50 schriftl. Gesuche und wenigstens 20, persönliche Vorstellungen. Eine richtige tadellose Wahl zu treffen, ist aber eine schwere Verantwortung, gegenüber der Gemeinde, und macht mir große Sorge. O wie schwer ist das Alleinstehen! -
Siegwald Dahl* ist mit Graf Einsiedel* in Berlin zum Wettrennen holt dann Gräfin Moltke* von Marienbad ab, und Margaret* hat die Freude, eine Cousine mit ihrer Tochter, die gegenwärtig in Teplitz sind, in Dresden zu haben. Hr. von Beaulieu* hofft baldigst auf neue Vaterfreuden ./. was ich glaube, ihm sehr unangenehm ist, da er nicht mehr jung und beschränkte Revenüen hat. Er hält interessante Vorträge im geografischen Verein, und zeichnet sich durch Geist und Liebenswürdigkeit aus – eben so ist unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kottzebue, ein Gewinn für Dresden. Er hat über die Moldau interessant geschrieben und einige seiner Lustspiele sind mit Glück aufgeführt, dabey ist er populair. An den Wiederaufbau eines neuen Theaters ist noch nicht zu denken, obgleich Prof. Sempers* Plan angenommen, fehlen noch die Mittel, so wird die alte Bretterbude wohl noch eine Zeit lang stehen müssen. Ich wünschte man wählte Beaulieu* ./. anstatt Platen* zum Theater Intendant. Es ziehen sich viel reiche Juden, Russen meist nach Dresden und laßen sich prachtvolle Häuser bauen, und vertheuern Alles hier. – Da Prinz Oldenburg* Henselts* Protector sich eine Villa in der Nähe von Dresden gemiethet, wird auch Henselt* eine längere Zeit hier zubringen, ich erwarte ihn täglich. Gräfin Moltke* will aber erst wenn sie von Marienbad kommt, und nach Glorup geht – Dresden und mich aufsuchen.
Wie die Rosen blühen, man möchte sich einwühlen, in diese himmlichen Blüthen, und in ihrem Duft vergehen. Auch der Hof Diaconus Hase* aus Weimar bewirbt sich um meine Pfarrstelle aber eine Gräfin Kalkreuth* seine Braut scheint mir nicht auf das Dorf zu passen. ./. Herr von Schober* der zum Geburtstag in Weimar ist, schrieb mir Gestern er bäte um Erlaubniß, nächste Woche, bevor er nach Gastein reise[t] in Maxen zubringen zu dürfen. Heute erwarte ich den Oberlieutnant Prensker* mit seinen 10 Zöglingen worunter auch mein ältester Enkel* – sie wollen hier bivoukiren und hier übernachten, und Morgen bis Teplitz marschiren, so fehlt es mir eigentlich an Zerstreuung nicht, hätte ich nur mehr Kräfte dazu! Meine treuen Gedanken eilen zu Ihnen und neue Wünsche entströmen dem alten Herzen voll Freundschaft für Ihr Wohl!
Stets Dieselbe, Fr Serre
Maxen [udat.]
Dyrebare ven!
Inderligt, hjertelig tak for Deres kære brev. Den skriftlige trafik med fjerne kære bliver jo vores eneste trøst, ved lang adskillelse. Jeg tænkte indgående på Dem ved Dickens’* død – men vel også på alle, som gør sig udødelige med deres værker – og som således sætter sig det flotteste mindesmærke derved! Gud beskytte Deres dage, men på et tidspunkt nærmer afskedens time sig. Alle, som ikke har levet forgæves, er misundelsesværdige, Deres berømmelse vil ligesom Dickens’* leve videre; De har skønne planer for sommeren, til behageligt landliv, med al mulig luksus blandt venner. Mit enkle Maxen må afvige meget derfra, men jo ældre man bliver, desto mindre tanke har man for det ydre.
Jeg har igen modtaget en hjertelig indbydelse til Glorup, grevinden* er i Marienbad og vil besøge mig i slutningen af juli, men jeg må udråbe – med Dem: "Forbi! Forbi! – skønt jeg ikke er syg, så har jeg endnu en gang fået betændelse i slimhinderne ved overflytningen hertil, hvor det ugelangt var så koldt vejr. Siden da har jeg været så angrebet, at jeg ikke kan gå i haven, hoster og stikken i strubehovedet, så jeg umuligt kan tale, og må undgå enhver anstrengelse og ophidselse! Hver dag er mig en gave, hvor jeg endnu lever – hvad der derudover sker mig af godt, sker snart – planer for yderligere et år vover jeg ikke mere at gøre. Det gør os dobbelt ængstelige at se kære venner dø så pludseligt. Således vor gode gamle pastor, i søndags for 2 uger siden kom han hjem efter et 3 ugers besøg hos sin søn, klager over maveforkølelse, men sover godt til klokken er over 12, vågner med kort vejrtrækning, kalder på sin kone og datter, velsigner dem – og efter ½ time er han for evigt sovet ind! Jeg savner ham virkelig, står alene uden råd og bistand – for min plejesøn* kan kun forlade sit gods få dage; dertil melder sig dagligt 2-3 pastorer, dagligt kommer 2-3 skriftlige ansøgninger om den meget fordelagtige pastorstilling – og da jeg som beskytterinde alene råder over beslutningen dertil, modtog jeg indtil nu omkring 50 skriftlige ansøgninger og mindst 20 personlige henvendelser. At træffe et uangribeligt valg er dog et tungt ansvar over for menigheden og bekymrer mig meget. Åh, hvor er det svært at stå alene!
Siegwald Dahl* er med grev Einsiedel* i Berlin til væddeløb, henter derefter grevinde Moltke* i Marienbad og Margaret* har den glæde at have en kusine med hendes datter, som er i Teplitz. Hr. von Beaulieu* håber snarest på en ny faderglæde, hvilket jeg tror, er ham meget ubehageligt, da han ikke mere er ung og har begrænsede indtægter. Han holder interessante foredrag i den geografiske forening og udmærker sig ved ånd og elskværdighed – ligeledes er vores nye preussiske gesandt, hr. von Kottzebue, en gevinst for Dresden. Han har skrevet meget interessant om Moldau og nogle af hans lystspil er opført med held, hvorved han er blevet populær. Det er endnu ikke til at tænke på genopbygningen af det nye teater, selv om professor Sempers* plan er blevet antaget, så mangler endnu midlerne – så den gamle bræddebod må blive stående endnu et stykke tid. Jeg ville ønske, at man valgte Beaulieu* til teaterintendant i stedet for Platen* . Mange rige jøder, mest russere, flytter til Dresden og lader pragtfulde huse opføre, og fordyrer dermed alt her. – Da prins Oldenburg* (Henselts* protektor) har lejet sig en villa i nærheden af Dresden, må Henselt* også tilbringe en længere tid her, jeg venter ham dagligt. Grevinde Moltke* vil dog først opsøge Dresden og mig, når hun kommer fra Marienbad på vej til Glorup.
Som roserne blomster ville man gerne begrave sig i dem, i disse himmelske blomster, og drukne i deres duft. Også hofdiakon Hase* fra Weimar ansøger om min præstestilling, men en grevinde Kalkreuth* synes mig ikke at passe til landsbyen. Hr. von Schober* , som er til fødselsdag i Weimar, skrev i går og bad om tilladelse til at tilbringe næste uge i Maxen, før han rejser til Gastein. I dag venter jeg oberstløjtnant Prensker* med hans 10 elever, hvoriblandt også er mit ældste barnebarn* – de vil ligge i bivouak og overnatte her, og i morgen marchere til Teplitz, så jeg mangler egentlig ikke adspredelse, blot kræfterne dertil! Mine tro tanker iler til Dem og nye ønsker strømmer fra det gamle hjerte, fuld af venskab for Deres velbefindende.
Altid den samme, Fr. Serre
BrevID 19933: FrS-brev af 21(?)/6-1870 (Collin XI, 11/155+17/247b, billedid 4974-77, 5348-51).
Datering: brevet kan ikke dateres nøjagtigt. HCA sendte brev fra Basnæs 19/6, som FrS tidligst kan have modtaget 2 dage senere, og HCA fik nærværende brev på Holsteinborg 28/6.
bei dem Tode Dickens* : Charles Dickens* (1812-70) døde 9/6 1870.
Sie haben schöne Pläne für den Sommer: HCA tilbragte forsommeren på Basnæs og Holsteinborg og den egentlige sommer hos familien Henriques* * på "Petershøi", syd for Klampenborg (9-19/7) samt hos familien Melchior* * i den ombyggede og stærkt udvidede sommerbolig "Rolighed", ligeledes ved stranden, men tættere på København (19/7-19/9).
da ich als Patronin die alleinige Verfügung darüber habe: som besidder af Maxen, der var et såkaldt "Rittergut", havde FrS som kirkepatron kaldsretten til sognekirken i landsbyen Maxen. I betragtning af, at Maxen havde haft den samme sognepræst siden 1818, d.v.s. før FAS købte Maxen, er det ikke underligt, at FrS stod famlende overfor sin varetagelse af kaldsretten til embedet. Se omtale af Serres som kirkepatroner i avisartikel 1863-05-14
unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kotzebue* : Wilhelm von Kotzebue* (1813-87), der var søn af den mere kendte skuespilforfatter, August von Kotzebue* (1761-1819) tilhørte den tysk-baltiske adel. Han blev diplomat (først som russisk gesandt i Karlsruhe, siden som preussisk do. i Dresden 1869-79), men virkede også som skønlitterær forfatter, udgav især værker med emner fra Moldau/Rumænien, hvor hans hustru havde et gods. Han omtales som "Tacitus Rumäniens".
Wiederaufbau eines neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Prinz Oldenburg* Henselts* Protector: prins Peter Georgievitch af Oldenburg* (1818-81), en nær ven af A. von Henselt* og selv en begavet komponist. En gren af den tyske hertugfamilie i Oldenburg blev knyttet til den russiske zarfamilie og var det helt op til revolutionen 1917.
Hof Diaconus Hase* … eine Gräfin Kalkreuth* : Karl Alfred Hase* (sen. von H.) (1842-1918), gift med grevinde Clara von Kalckreuth, * (1851-1903), d.a. Stanislaus von Kalckreuth * . FrS havde utvivlsomt ret i, at dette ægtepar ikke egnede sig til at være præstefolk i Maxen.
Oberlieutnant Prensker* … mein ältester Enkel: barnebarnet er Clemens Serre (1856-1920), men overløjtnant Prensker* kan ikke identificeres. – Iflg. Adressbuch Dresden 1870 er der en Generalmajor Adolph Curt v. Prenzel* , iflg. Königl. Sächsischer Hof-Civil-und Militär-Staat (1799-1889)
