Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
14.05.1863 Maxen, am 10.
Mai 1863 Unser verehten
Kirchenpatronin, der verwittw. Frau Majorin Friederike Serre auf Maxen sagen
wir hiermit öffentlig unseren verbindlichen Dank für das sehr werthvolle
Geschenck, welches dieselbe der hiesigen Kirche übergeben hat zu einem immerwährenden
Andenken an sie und aan ihren, am 3. März d. J. in Dresden verstorbenen Herrn
Gemahl, welcher fast 44 Jahre hindurch Kirchen- und Schulpatron von Maxen
gewesen war. – Dieses Geschenk besteht in einem sehr prachtvollen, großen,
silbernen, auf einem dergleichen hohen Fuße ruhenden Hostienteller und einem
großen, silbernen, inwendig stark vergoldeten Abendmahlskelche, welche
Geschenke heute in unserer Kirche unter großer Theilnahme der hiesigen
Kirchengemeinde von dem hier unterzeichneten Pfarrer feierlich geweihet, und
sodann durch ihren erstmaligen Gebrauch bei einer sehr starken Communion
eingeweihet wurden. Möge der
allgütige Gott der edlen Geberin ein langes und ruhiges Leben unter uns in
ihrem schönen Maxen verleihen, damit wir noch oft Gelgenheit haben mögen, Ihr
unsere aufrichtige Liebe und Dankbarkeit zu erkennen zu geben. Der Pastor Jubilarius Fränzel* .
Der Kirchenvorsteher Sachsen, für sich und im Namen der sämmtlichen hiesigen
Kirchengemeindevertreter Maxen, den 10 maj 1863 Vores ærede kirkepatron, enkefru
majorinde Friederike Serre på Maxen, siger vi hermed offentligt vores mest
forpligtende tak for den værdifulde gave, som hun har givet denne kirke til et
vedvarende minde om hende og hendes den 3. marts i Dresden afdøde hr. gemal,
som i næsten 44 år har været kirke- og skolepatron på Maxen. – Denne gave
består i en meget pragtfuld, stor hostie-tallerken, af sølv på en høj fod samt
en stor sølvkalk, som indvendigt er kraftigt forgyldt, disse gaver er i dag
under stor deltagelse højtideligt indviet af undertegnede præst, og således
blev dens første ibrugtagen indviet ved en meget stærk kommunion. Må den algode Gud skænke den ædle
giver et langt og roligt liv blandt os på hendes skønne Maxen, så vi endnu ofte
må have muligheden af at give hende udtryk for vores oprigtige kærlighed og
taknemlighed. Pastor jubilarius Fränzel* , Kirkeforstander i Sachsen, på egne vegne og
på vegne af samtlige kirkemenighedsrepræsentanter.
27.05.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 27. May [18]63.
Theurer, verehrter Freund!
Wenn ich lange nicht schrieb, wenn ich undankbar für Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag schien – so richten Sie nicht streng – zürnen mir nicht. Sie kennen mein treues Herz, mit seinen unwandelbaren Gesinnungen; Sie wissen auch welche schwere Lasten jetzt auf meinen Schultern ruhen, und welche geistige Kraft, ich zusammennehmen muß, um verständig und würdig, das neu begonnene Leben mit seinem ernsten Bruch durch zu führen. Ich wohne seit 3 Wochen wieder in Maxen wo ich seit 1½ Jahr keine Nacht zubrachte – wie viel gibt es da zu ordnen – zurecht zu legen – in ein gutes Gleis zu bringen. Sie begreifen, daß das Versenken, und die schwere Arbeit, welche die Lotterie erforderte, meinen Mann von Maxen abziehen mußte – welche Mißbräuche haben sich eingeschlichen, Betrügereien aller Art – Verluste! Ich könnte nicht allein durch kommen – aber Carl* welcher sich in jeder Art achtungswerth beweiset, kenntnißreich, in dem ökonomischen Fache, ihm habe ich unter meiner ./. Authorität, eine Vollmacht ausgestellt, zur Administration, von Maxen. So will ich es ein Jahr versuchen – gibt Gott Gedeihen und Segen – so trenne ich mich nicht von den geliebten Maxen, wo tausend liebe Erinnerungen, die schönsten meines Lebens, daran hängen, und der Schmerz um dessen Verlust, nicht die Sorge und die Lust aufwiegen die ich freilich die 1te Zeit darum trage.
Ich bleibe darum ruhig hier, Carl* wohnt noch 1-2 Monate mit seiner lieben Frau* und Kindern* * * bey mir – um mir, beÿm Abschluß der Jahres Berechnung zu helfen, so fühle ich mich nicht einsam obgleich mich so oft, nach meines Mannes Rath und Antlitz verlangt! – Hofrath Ziegler* der mit Serre zugleich den Tyfus hatte, und elend und krank blieb – da er an glänzlicher [gänzlicher] Schlaflosigkeit litt – war 14 Tage hier, und hat sich wunderbar auf meinen Bergen – durch meine einfache Kost und Häuslichkeit erhohlt. Er reiset Morgen nach Thüringen, später in die Pyräneen.
Wie würde mich diesen Sommer ein Besuch für einige Wochen von Ihnen erfreuen! Da mein Pflegesohn* hier – und immer Jemand von Serres ./. treuen Freunden, so würden Sie männlichen Umgang auch nicht entbehren, und wie gönnte ich der armen Clara* dieses Glück! Denke[n] Sie, sie bekam vor einiger Zeit wieder einen Anfall von gänzl. Contract Sein! Da liegt sie denn wochenlang fast regungslos – es soll ein Erbübel sein! Nun ist sie so weit hergestellt daß sie auf dem Stuhle sitzen kann, und will wenn sie wieder gehen kann, bey mir eine Milchcur versuchen! Wie wünschte ich auch ihr – Ihre Nähe!
Noch habe ich Ihnen nicht gedankt, für die Photografie die mir eigentl. weniger genügt, wie einige der Frühern. – Gewiß sind Sie sehr fleißig und erfreuen die Welt bald wieder mit den Früchten Ihrer Reise! –
Denken Sie, der Apfelbaum, welcher alle Pfropfreißer emporträgt, viele Ellen hoch – hat zwar nicht geblüht – aber ein junges Bäumchen, von diesem wieder gepfropft – trägt die ersten Früchte dieses Jahr! – Die Eiche ist ein hoher Baum geworden – der Strauch (von dem Reis der Japonica) ist umfangreich und stand in voller Blüthe – nur der Epheu aus der Schweitz , kam nicht fort! – Ja, überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mich mit Ihrem Hiersein – jetzt ./. habe ich wieder die Kraft, und den Sinn, Geistiges und Poetisches zu genießen!
Sigwald Dahl* ist wieder nach Paris und schreibt mir, die Gräfin* würde bald nach Glorup reisen, mit ihm, und Mitte July würden sich alle Moltkens* * * * * in Dresden zusammenfinden, weil auf Gra[f] v. Seebachs* Gute, bey Bautzen, die Hochzeit Leôns* mit Fräulein von Seebach* Statt finden sollte!
Ein neues Unglück hat die armen Hofräthin Falkenstein* betroffen. Ihr Sohn Oskar* , in östreichischen Diensten hat sich beim Pistolenschießen – erschossen; bey Venedig stand er in Garnison. Ob mit Absicht – ob aus Unvorsichtigkeit, oder unglückl. Zufall – darüber schwebt ein Dunkel. Sie ist eine sehr geprüfte Kreuzträgerin! –
Gestern kam Davison* und seine Frau* heraus gefahren, sehr liebenswürdig – und fragte viel nach Ihnen. Er hat vorigen Winter, ungeheure Geschäfte in Petersburg gemacht. Emil Devrient* spielt den Sigismund im Leben ein Traum in Dresden, und hat von den meisten fremden Bühnen bereits Abschied genommen! – Ich sehne mich nach Nachricht von Ihnen und grüße in alter, treuer Ergebenheit und Verehrung.
Fr. Serre
Maxen, den 27. Maj [18]63.
Dyrebare, ærede ven!
Når jeg længe ikke lod høre fra mig og jeg syntes utaknemlig for Deres venlige hilsen på min fødselsdag – så vær ikke streng, bliv ikke vred på mig. De kender mit trofaste hjerte, med dets uforandrede sindelag, De ved også, hvilke svære byrder der nu hviler på mine skuldre, og hvilken åndelig kraft jeg må samle for at gennemføre det nye liv efter det alvorlige brud. I 3 uger har jeg nu boet på Maxen, hvor jeg i 1½ år ikke har tilbragt en eneste nat – hvor er der meget at ordne der – at tilrettelægge – for at bringe det tilbage på rette spor. De begriber, at fordybelsen, og det tunge arbejde, som lotteriet krævede, måtte trække min mand bort fra Maxen – hvilke misbrug det har haft som konsekvens. Bedrag af alle slags, tab! Jeg kunne ikke klare det alene – men Carl* , som i enhver henseende beviser sin styrke, har stort kendskab til økonomi, han er under min autoritet, og jeg har udstedt en fuldmagt til ham, til administration af Maxen. Således vil jeg forsøge et år – Gud give trivsel og velsignelse – så skiller jeg mig ikke af med det elskede Maxen, hvortil tusinde elskede minder er knyttet, de kæreste i mit liv – og smerten ved tabet vil ikke opveje sorgen og glæden derved, som jeg ganske vist bar på i den første tid.
Jeg bliver derfor roligt her, Carl* bor endnu 1-2 måneder med sin kære hustru* og børnene* * * hos mig – er omkring mig, ved afslutningen af årsregnskabet, så føler jeg mig ikke ensom, selv om jeg ofte længes efter min mands råd og åsyn! – Hofråd Ziegler* , som samtidig med Serre havde tyfus, og forblev syg og elendig, da han led af total søvnløshed, er kommet sig helt i mine bjerge – takket være min enkle kost og hjemlighed. Han rejser i morgen til Thüringen, senere til Pyrenæerne.
Hvor ville et besøg af Dem i nogle uger i denne sommer glæde os! Da min plejesøn* er her – og hele tiden nogle af Serres trofaste venner, så vil De heller ikke mangle mandlig omgang, og hvor ville jeg unde den stakkels Clara* denne lykke! Tænk Dem – hun fik for nogen tid siden igen et anfald af totale kramper! Der ligger hun i ugevis næsten urørlig – det skal være et arveligt onde! Nu er hun helbredt så vidt, at hun kan sidde på en stol, og når hun igen kan gå, vil hun forsøge en mælkekur hos mig. Hvor meget ønskede jeg også for hende – at De var i nærheden!
Jeg har endnu ikke takket Dem for det fotografi, som egentlig tilfredsstiller mig mindre end nogle af de tidligere. – De er ganske sikkert meget flittig og vil snart glæde verden med frugterne af Deres rejse!
Tænk Dem, æbletræet, som blev båret frem af alle podekvistene, er nu flere alen højt – har ganske vist ikke blomstret – men et ungt lille træ, som fik podekviste derfra – bærer dette år de første frugter! Egen er blevet et højt træ – busken (fra Japonica-kvisten) – er fyldig og stod i fuld blomst, kun efeuen fra Schweiz kom ikke. – Ja, tænk nu over det, og kom, og glæd mig med Deres nærvær – nu har jeg jo igen kraften og humøret til at nyde åndeligt og poetisk!
Sigwald Dahl* er igen rejst til Paris og skriver, at grevinden* snart vil rejse til Glorup sammen med ham, og i midten af juli vil alle Moltkes* * * * * finde sammen i Dresden, fordi Leons* bryllup med frøken Seebach* skal finde sted på grev Seebachs* gods ved Bautzen.
En ny ulykke har ramt fru hofråd Falkenstein* . Hendes søn Oskar* , som var i østrigsk tjeneste, har skudt sig selv ved pistolskydning; han stod i en garnison ved Venedig. Om det var med vilje – eller på grund af uforsigtighed – eller et ulykkeligt tilfælde – det svæver i det uvisse. Hun er en hårdt prøvet bærer af korset!
I går kom Davison* og hans kone* kørende hertil, meget elskværdigt – og spurgte meget til Dem. Forrige vinter har han gjort uhyrlige forretninger i Petersburg. Emil Devrient* spiller Sigismund i Livet en drøm i Dresden og har allerede taget afsked fra de fleste fremmede scener! – Jeg længes efter nyt fra Dem og hilser i gammel, tro hengivenhed og ærbødighed.
Fr. Serre
BrevID 18486: FrS-brev af 27/5 1863 (Collin XI, 16/243, billedid 5329-30, 5671-72).
Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag: HCA sendte 22/4 "Brev og Photografi Kort til Fru Serre", umiddelbart efter sin ankomst til Christinelund, hvor han besøgte Jonna Drewsen* (1827-1920), g. 1850 med stamherren til Nysø, baron Henrik Stampe* (1821-92).
Epheu aus der Schweiz: her som nævnt i brev BrevID 10581 erfarer vi, at HCA foruden med en lærk og et egetræ også har bidraget til væksterne omkr. Maxen med en efeuranke fra Schweiz, for i BrevID 10406 er allerede omtalt en efeu.
Japonica: kamelia.
überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mit Ihrem Hiersein: HCA kom bl.a. på grund af 1864-krigen m.m. ikke til Maxen før i 1869.
die Hochzeit Leôns mit Fräulein Seebach* : efter det i sidste øjeblik aflyste bryllup med Wanda Zahrtmann* , jf . BrevID 9818, drog Léon Moltke-Huitfeldt* som ungkarl til Paris for i 1860 at overtage posten som dansk gesandt dér. I Paris forlovede han sig med datteren af den sachsiske gesandt i Paris, grev Albin Leo Seebach* , grevinde Maria Seebach* (1843-1902), og giftede sig med hende i 1863. Albin Seebach* var gift med Marie Nesselrode-Ereshofen* (1820-88).
im Leben ein Traum: rollen som den polske kongesøn Sigismund i versdramaet "Das Leben ist ein Traum"(da. "Livet er en drøm’") af den spanske dramatiker Calderon* (1600-81).
29.05.1863Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22392 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.07.1863Dagbogsuddrag: Brev til Fru Serre
[…] Brev til Fru Serre med Fru Jerichaus* Billed af mig i Photographi hvor jeg læser for et sygt Barn. (jf. BrevID 18460)
(BrevID 22393 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.09.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Theurer verehrter Freund!
Aus Clara Heinkes* Brief, hörte ich kürzlich einige Auszüge aus Ihrem letzten Brief an dieselbe, und ersah daraus, wie sehr Ihre Muse Sie begleitet und beschäftigt – und wie immer sprudelnd das Füllhorn Ihrer Poesie sich ergießt. Ich kann es kaum erwarten, Ihr, aus Spanien in Händen zu haben und freue mich ungeduldig darauf! Schmerzlich habe ich am 28t. July, wo so Manches Jahr Ihr liebes Antlitz vor uns stand – einige Zeilen der Erinnrung vermißt – unter der Menge von Briefen, die ich erhielt. Es war ein trauriger, ernster Tag! Ich hatte beim Superin[ten]dent die Erlaubniß erhalten, einen Todtengottesdienst in meiner Kirche zu halten – und gab den Arbeitern zur Beiwohnung den Tag frei! In meiner Kirche, sage ich – wie lange werde ich sie noch meine Kirche nennen können? denn immer klarer stellt es sich heraus, daß ich Maxen fortgeben muß, daß mich die Sorgen ./. der Verwaltung zu Grunde richten! Dazu die Kriegs Aussichten, die mit Dänemark voraus stehen, Sachsen ist immer zwischen drein – wenn die Fürsten und Völker sich streiten, und wie herunter im Preis, wie zerstört und verniechtet wird dann eine solche Besitzung! Welcher Schmerz in dem Gedanken schon jetzt an meinem Herzen nagt, welches Opfer mir die Trennung von dem Boden kostet, welcher alle meine theuersten Erinnerungen – meine Jugend, mein bestes Leben, trägt, begreifen Sie! – Wenn ich nun aber wieder solchen Sommer durchleben müßte, wie diesen, wo Calamitäten aller Art mich betrafen – Hagelschlag Feuer, Viehseuche, Beamten wechsel und mehr dergleichen – wo ich täglich nichts höre und erfahre als Betrügereien, die sich eingeschlichen – so habe ich ja keine ruhige Stunde! – Wir denken diesen Winter hier zu bleiben, d. heißt, ich und Carls* * mit den Kindern* * * , die mir Gesellschaft leisten werden, allein hielt ich es nicht aus! – ./. Besuche fehlten mir zwar nicht – die Freunde glaubten sich verpflichtet, zu kommen! Seit einigen Wochen lebt die beinahe ganz erblindete Hofmalerin aus Weimar Louise Seidler* bey mir. Ich lese ihr tägl. mehrere Stunden vor – und eben haben wir Göthes* und Carl Augusts* Briefwechsel beendet – welchen der Großherzog* mit einem lieben Schreiben, (eigenhändigen) mir zuschickte. Sein Besuch in Dresden, als er auf einige Tage in Pillnitz war, war mir eine große Freude. Er war so lieb so herzlich – wie ein wahrer Freund, sprach über meinen Mann anerkennend und rühmend – und über sein so glorreich beschloßenes Werk – übernahm das Protektorat der Stiftung – und bat mich dringend ihn oft und ausführlich, und vertrauungsvoll zu schreiben. Er gab mir dadurch ein Mittel in die Hand Andern nützlich zu werden, was ich sofort benutzte – denn ich habe damit eine Pension den Enkelinnen* * Herders* ausgewirkt.
Seit einigen Tagen ist auch Gräfin Moltke* , und zwar das 2te Mal in Maxen. Sie löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen und sich mit ihm aus zu sprechen – leider kommt ./. es seit lange zu keinem Entschluße ob sie hin reiset zu ihm, oder er herkommt oder ein Rendezvous gibt. Ich zweifle, daß er kommt, bei diesen kritischen Moment der Politik. –
Die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom säch[s]ischen Gesandten* , ist ihm nicht angenehm, wäre sie eine Dänin! Doch ist sie schön, anmuthig, kindlich lieb, und eine Perle die man Leon* nicht gönnt! – So thut dieser Aufenthalt der Gräfin* hier wohl [tilføjet i margenen: in diesem friedlichen Familienleben – ] sie malt des Morgens, sie musicirt, ich hatte ihr Mrs. Sewell* ihre Lehrerin hierher eingeladen – wir lesen Mendelsohns* Briefe aus Italien – Abends das zerstreut sie und besänftigt ihr Gemüth. In Dresden ist sie zu einsam – und ihren Gedanken überlaßen; die Todesnachricht ihres alten Freundes Graf Josef Potocky* – hatte sie auch sehr erschüttert. Wie geht es der Baronin Stampe* ? ich konnte ja ihrer so dringenden Einladung nicht folgen, nach Nysoe kommen, sie begreift nicht, daß ich hier gefeßelter jetzt bin, mehr wie je – ja ich glaube nicht, daß ich mich zu einem kurzen Besuch in Wien bey Frau von Göthe* , entschließen kann.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photografie, die Sie mir in Ihrem letzten Brief eingelegt.
[i margenen p. 2:] Mir ist als müßten sich unsre Briefe abermals kreuzen! Leben Sie wohl und gedenken mit den alten lieben Gesinnungen Ihrer getreuen Fr. Serre
[f.n., p. 2:] Mein ganzes Haus will Ihnen empfohlen sein.
Søndag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Dyrebare, ærede ven!
Af Clara Heinkes* brev hørte jeg for kort tid siden udtog af Deres sidste brev til hende, og jeg indså derfor, hvor meget Deres muse har ledsaget og beskæftiger Dem – og hvor meget Deres poesis overflødighedshorn strømmer over. Jeg kan næsten ikke vente på at få Deres ’fra Spanien’ i hænderne og glæder mig utålmodigt dertil. Den 28. juli, hvor så mangt et år Deres kære åsyn stod foran os, manglede jeg blandt alle de breve jeg modtog, nogle erindrende linjer. Det var en sørgmodig, alvorlig dag! Fra superintendenten havde jeg fået tilladelse til at holde en mindegudstjeneste i min kirke – og gav arbejderne fri den dag, så de kunne deltage! I min kirke, siger jeg – hvor længe endnu vil jeg kunne kalde den min kirke? Thi stadig tydeligere viser det sig, at jeg må afgive Maxen, at forvaltningsbekymringerne vil ruinere mig! Dertil kommer krigsudsigterne, som står forude med Danmark, Sachsen er altid der imellem – når fyrsterne og folkene strides, og hvorledes alt derfor går ned i pris, hvor ødelagt og tilintetgjort bliver derved en sådan besiddelse! Hvilken smerte i tanken – allerede nu nager det mit hjerte, hvilket offer det vil koste mig at skille mig af med den jord, som bærer alle mine dyrebareste minder – min ungdom, den bedste del af mit liv – det begriber De! – Hvis jeg nu igen skulle opleve en sådan sommer her, som denne, hvor alle elendigheder af alle slags ramte mig – haglvejr, brand, kvægsyge, skifte af ansatte og mere af den slags – hvor jeg dagligt ikke hører andet end bedrag, som har sneget sig ind – så har jeg jo ikke en eneste rolig time! – Vi tænker at blive her denne vinter, dvs. jeg og Carls* * med børnene* * * , som vil gøre mig selskab – alene holdt jeg det ikke ud! Men jeg mangler ikke besøg – vennerne tror at være forpligtet til at komme! I nogle uger har den næsten blinde hofmalerinde Louise Seidler* fra Weimar boet hos mig. Jeg læser dagligt for hende i flere timer – og vi har netop afsluttet Goethes* og Carl Augusts* brevveksling, som storhertugen* egenhændigt sendte til mig, med et venligt brev. Hans besøg i Dresden, da han var nogle dage i Pillnitz, var mig en stor glæde. Han var så venlig og hjertelig – som en sand ven, talte anerkendende og rosende om min mand – og om hans glorværdigt afsluttede værk – overtog protektoratet for stiftelsen – og bad mig indtrængende skrive ofte, udførligt og fortroligt til ham. Han gav mig derved et middel i hånden til at være til nytte for andre, hvilket jeg straks benyttede, thi jeg har dermed udvirket en pension til Herders* børnebørn* * .
I nogle dage har grevinde Moltke* også opholdt sig i Maxen, og det endda for 2. gang. Hun opløses i længsel og higen efter at se greven* og tale ud med ham – desværre har der i lang tid ikke været beslutning om, om hun rejser til ham, eller han kommer her og der bliver en aftale. Jeg tvivler på, at han kommer, når politikken har så kritiske øjeblikke.
Leons* bryllup med en datter* af en saksisk gesandt* er ham ikke behageligt, var hun blot dansker! Men hun er smuk, yndig, barnligt kær og en perle, som man ikke under Leon!* – Således gør opholdet her grevinden* godt i dette fredelige familieliv – hun maler om morgenen, hun musicerer, jeg havde indbudt hendes lærerinde Mrs. Sewell* hertil – vi læser Mendelsohns* breve fra Italien – om aftenen adspredes hun, og hendes sind beroliges.
I Dresden er hun for ensom – og overladt til egne tanker – efterretningen om hendes gamle ven grev Josef Potockys* død har også rystet hende meget. Hvordan går det baronesse Stampe* ? Jeg kunne jo ikke følge hendes så indtrængende indbydelse om at komme til Nysø, hun begriber ikke, at jeg er endnu mere lænket hertil, end nogensinde – ja jeg tror ikke, at jeg kan beslutte mig til et kort besøg i Wien hos fru von Goethe* .
Endnu en gang tusind tusind tak for det henrivende fotografi, som De havde lagt i Deres sidste brev til mig.
[i margenen p. 2:] Det forekommer mig, at vore breve endnu en gang har krydset hinanden! Lev vel og tænk med det gamle kærlige sindelag på Deres trofaste Fr. Serre.
[f.n., p. 2:] Hele mit hus hilser Dem!
BrevID 18510: FrS-brev af 27/9 1863 (Collin XI, 16/244, billedid 5331-32, 5667-68).
Ihr aus Spanien: HCA har naturligt nok i sine breve fortalt om sit arbejde med rejsebogen "I Spanien", der udkom på dansk 9/11 1862 som bd. XXIV i hans "Samlede Skrifter" (1. udgave, 2. udgave i bd. VIII). - http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=869
am 28st July … einige Zeilen der Erinnerung: FrS har naturligt nok savnet en hilsen fra HCA på den første fødselsdag efter hendes mands død i marts måned s.å. Ejendommeligt nok findes hverken i Dbg. eller Almanak notitser om breve, som HCA har sendt til FrS, men det turde fremgå af slutningen på nærværende brev, at HCA har sendt et brev, der åbenbart har krydset et brev fra hende til ham. Det næste skridt fra HCA.s side var en tilsendelse til FrS (+Clara Heinke* ) af den tyske udgave af "I Spanien", nov. 1863 (Dbg. V, 433).
Louise Seidler* : Louise Seidler* (1786-1869) blev uddannet og virkede som malerinde i Weimar. Hun blev tillige en nær veninde af J. W. Goethe* og bestyrede de storhertugelige kunstsamlinger i Weimar. Det er lidt uklart, hvornår og hvorledes hun blev veninde med FrS. Formentlig er det først sket sent i de to kvinders liv.
Göthes l* und Carl Augusts Briefwechsel* : hermed menes nok den netop i 1863 udgivne "Briefwechsel des Grossherzogs Carl August* von Sachsen-Weimar-Eisenach mit Goethe* , in den Jahren von 1775 bis 1828". - https://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10402345_00005.html
Pillnitz: slottet Pillnitz, beliggende på højre Elbbred syd for Dresden, var siden kurfyrst/kong August den Stærkes* dage og indtil kongedømmets fald 1918 den foretrukne sommerresidens for de sachsiske konger.
eine Pension der Enkelinnen: FrS har altså hos storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar udvirket en understøttelse fra Schiller* -stiftelsen til gunst for kvindelige efterkommere af filosoffen, theologen, digteren m.m. Johann Gottfried Herder* (1744-1803) J. G. Herder* var fra 1776 og til sin død generalsuperintendent i Weimar. De pågældende børnebørn var sikkert frøknerne Adele Luise* og Adele Marie Therese Herder* som samtidig med HCA havde været gæster på Maxen i 1851.
Gräfin Moltke* … löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen: greveparret A. G.* og Eliza Moltke-Huitfeldts* ægteskab var – som det tydeligt fremgår af FrS.s breve – præget af ægtefællernes hyppige fravær fra hinanden. I efteråret 1863 var greven lovligt undskyldt, al den stund han som medlem af det danske rigsråd måtte deltage i forhandlingerne om den såkaldte November-forfatnings tilblivelse. Da forfatnings-udkastet kom til afstemning, stemte AGM-H* som helstatsmand imod vedtagelsen, på trods af at han i princippet var tilhænger af at knytte Slesvig tættere til kongeriget, med en særforfatning for Holsten til følge.
die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom sächsichen Gesandten* : jf. BrevID 18486.
Mrs. Sewell * : denne kan være den engelske forfatterinde Anna Sewell* (1820-78), som var stærkt handicappet og som søgte lindring ved besøg ved kurbade i Tyskland og Spanien.
Mendelsohns* Briefe aus Italien: "Reisebriefe von Felix Mendelssohn* Bartholdy aus den Jahren 1830-32", udg. 1861 af Paul* og Karl MB* (broder og nevø af FMB* ). http://gutenberg.spiegel.de/buch/reisebriefe-4431/1
Graf Josef Potocky* : denne polske adelsmand, hvis rette navn må være Józef Potocki* , kan formentlig identificeres med den polske greve Antoni Jósef Tomasz P.* (1834-63), som netop døde i 1863.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photographie: HCA havde med sit brev af 2/7 sendt FrS " Fru Jerichaus* Billed af mig i Photographi, hvor jeg læser for et sygt Barn" (Jørgen Paulsens* portrætfortegnelse nr. 29). Selve maleriet tilhører i dag H. C. Andersens Hus. – se BrevID 18460.
11.01.1864
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 11. Jan. [18]64.
Mein theurer, verehrter Freund!
Was werden Sie von mir denken – daß ich so lang verzögerte Ihnen zu schreiben, nachdem unsre Briefe sich zuletzt begegnet? Ich weiß gewiß, Sie zweifelten keinen Augenblick an meinen alten, treuen Gesinnungen, die bis ich meine Augen schließen werde, dieselben bleiben.
Zuerst Dank, tausend Dank, für den Genuß, welchen Sie mir und uns Allen, durch Ihr Buch, in Spanien bereiten. Sie sollten uns in den langen Winterabenden am Theetisch versammelt sehen, und Carl* , der uns daßelbe vorlieset, mit gespannter Aufmerksamkeit ./. zuhören! Mit Jugendfrische sind die Schilderungen gezeichnet – von der üppigen südlichen Natur, [tilføjet i margenen: es wird Einem ordentlich warm, mitten im Winter dabei] von der Menschen Sitten – über Alterthümer, über Kunst, und immer interessante Momente der Geschichte dabei angeführt. Recht lehrreich und interessant, auch amüsant ist dies Buch durch den Humor mit welchem es geschrieben, und sind begeistert und entflammt, von schönen Augen, und den reizenden Andalusierinnen, daß [sic] Bild auf Bild – Vers auf Vers entsteht! –
Welcher Contrast mit Madame Helmkes* Klagen! Aber ich kann nicht aufhören zu bewundern, wie Sie, in der Heimath so empfindlich, die Strapazen, Entbehrungen, und Fährlichkeit, einer solchen Reise ertrugen! Graf Moltke* sagte mir, Sie hätten ./. die Absicht nach Dalmatien im Frühling zu gehen! Sie können nicht besser thuen als so all den Wirren der Politik zu entgehen! Welcher Schmerz Ihnen der Tod so unerwartet, des hochseligen Königs* v. Dänemark gebracht – habe ich ganz mit Ihnen gefühlt. Er war Ihr Gönner ja Freund – und hat viel gethan für die Kunst und Wissenschaft in seinem Lande! – Als Graf Moltke* hier war mußten wir ihm versprechen mit Hand und Mund, meinen Geburtstag in Glorup zuzubringen, auch Margaret* . Die Gräfin* , die mit treuer Liebe an mir hängt, alle ihr gemüthlichsten, trostreichsten Stunden, nur bey mir, auch bei ihrem letzten Aufenthalt hier, fand – erfreute dieser Gedanke unaussprechlich, auch Sigwald* sollte dabei sein, und Sie dazu eingeladen werden! – Jetzt hat die dumme Politik Alles zerstört, die Gemüther ./. aufgeregt, und in allen Herzen die Furcht vor einem allgemeinen Krieg heraus gestellt. Deßhalb kann ich auch Maxen nicht jetzt verkaufen ohne den größten Nachtheil; Gott lob, lichten sich auch meine Verhältniße. Mir fehlt es nicht, an einem ausgezeichneten Öconom, der von Zeit zu Zeit rathend und durchschauend, eintritt, zu meiner und Carls* Beruhigung, der mir zur Seite bis jetzt geblieben – und mit seiner Familie mein sonst ödes Winterhaus belebt. – Meine Stimmung denn bald naht meines Mannes Todestag, der 3t März, – und alle schmerzensvollen Erinnerungen werden wach – die Nothwendigkeit, selbst meine Wirthschaft an Ort und Stelle zu führen, 3tens (?) die Ersparniße, Sie können die unerhörten ./. Ausgaben berechnen, die nach solchen Todesfalle folgen – feßeln mich diesen Winter in Maxen. Ich komme fast gar nicht zur Stadt – wo mir die Räume wo ich so viel gelitten, alle Qualen von Neuem wieder vor die Seele führen. Der Winter ist hart – große Kälte, viel Schnee, vor Weihnachten entsetzliche Stürme und unaufhörlicher Regen – doch habe ich ernste Arbeiten, und Tag und Nacht füllen meine Gedanken, wie kannst du hier eine Verbesserung machen, hier Mißbräuche einstellen, Einschränkungen treffen – die Revenues wieder zu erhöhen, und Maxen in einen lebenswerthen Zustand – wie einst er war, die Wirthschaft zu einer Musterhaften zu erheben! Und Gott wird ./. meinen besten Willen unterstützen – mir Kräfte und Fähigkeiten dazu verleihen! - –
Der Gr. Herzog* hat Burgemeister Hertel* decorirt und mir wiederhohlt sein Beklagen ausgesprochen – Serre so ohne Anerkennung hinscheiden zu laßen – zu spät – zu spät! – Die Tiedgestiftung hat Serres Büste von Donndorf* machen laßen – künstlerisch, edel aufgefaßt – mir aber erscheint sie fremd, und rührt mich nicht. Ob in Marmor, ob in Bronze ausgeführt – war noch unentschieden.
Denken Sie einen großen Kummer hatte ich noch! Sie wissen, daß der jüngste meiner Pflegesöhne Heinrich* , der erst Concertmeister in Kölln dann Professor in Uppingham wurde, sich mit einer Engländerin verheirathete, nach Paris übersiedelte ./. wo er abermahls einen Künstlerruf gewann und zureichendes Auskommen. Nun hatte seine angebetete junge Frau eine sehr schwere, zu frühe Entbindung – der er beiwohnt. Daß [sic] ergreift ihn so, daß er in Wahnsinn verfällt – schreit, ich bin ihr Mörder – und spurlos verschwindet! Wie er sich das Leben genommen, ist noch nicht bekannt worden! – Sofort hat die gute Gräfin* in Paris, deren geliebter Lehrer er war, sich ihrer angenommen, eine Collecte gesammelt – und sie selbst der armen Frau gebracht, welcher man gesagt, er sei zu einem kranken Bruder gerufen worden. –
Therese Strenz* hat mit ihrer Tochter mein Haus verlaßen, und schifft sich den 22 st. dieses, in Bordeaux ein, um über Rio Janeiro, zu ihrem Bruder nach Portogrande zu übersiedeln. Gott gebe ihr eine glückl. Überfahrt gute Menschen, als Reisegesellschaft, ./. und laße ihr den Schritt nicht bereuen.
Sigwald* hat wieder 3 herrliche Bilder in Arbeit – nachdem er eine große Landschaft mit Staffage an den König* verkauft! – Die Ruhe und Einsamkeit läßt ihn etwas schaffen was ihm Ruhm und Geld bringt! – Clara* hat sich in Breslau ein kleines Attelier eingerichtet, sie hat wunderbare Fortschritte in der Öhlmalerei gemacht – und würde Ihr Portrait gewiß herrlich auffaßen. Mit unserm jetzigen Nachfolger Lüttichaus* , ist man weniger zufrieden – zwar läßt er viel Neue und auch Classische Stücke geben, doch fehlt ihm die Menschenfreundlichkeit und Gefälligkeit, des Letz[t]ern. –
In seiner Loge sieht man nicht einen Fremden. Alle meine Umgebungen, Carls* * , Margaret* , rufen mir tausend Grüße für Sie zu. Frau von Berge* wird recht alt, und nach dem Tode Baron Allbedylls* kränkelt Frau von Hann* fortwährend.
[i margenen p. 1:] Immer und ewig Ihre treu ergebene Freundin Fr. Serre
[f.n. p. 4:] Grüßen Sie auch Collin* Ihren Reisegefährten.
Maxen, den11. Jan. [18]64.
Min dyrebare, ærede ven!
Hvad må De tænke om mig, at jeg har udskudt så længe at skrive til Dem, efter at vore breve til sidst mødtes? Jeg ved dog, at De ikke et øjeblik betvivlede min gamle, trofaste sindelag, som vil være uforandret, indtil jeg lukker mine øjne.
Aller først tusind tusind tak for den nydelse, som De bereder mig og alle med Deres bog I Spanien. De skulle se os samlet i de lange vinteraftener ved tebordet, og vi lytter til Carl* , som læser op for os, med spændt opmærksomhed. Med ungdoms friskhed er skildringerne tegnet – om den yppige sydlige natur, man bliver sandelig varm derved her midt i vinteren – om de menneskelige skikke – om oldsager, om kunst og altid er interessante momenter i historien tilføjet. Ganske lærerig og interessant, og også morsom er denne bog på grund af det lune, hvormed den er skrevet, det begejstrer og flammer op, af skønne øjne, og de henrivende andalusierinder, som billede for billede, vers for vers, opstår!
Hvilken kontrast til Madame Helmkes* klager! Men jeg kan ikke holde op med at beundre, hvordan De, som er så følsom hjemme, tåler strabadserne, afsavnene, farerne på en sådan rejse. Grev Moltke* fortalte, at De havde til hensigt at tage til Dalmatien i foråret. De kan ikke gøre noget bedre end således at undgå al den politiske uro! Hvilken smerte har den højsalige konge af Danmarks* død bragt Dem – jeg har følt med Dem! Han var jo Deres velynder, ja ven – og har gjort meget for kunst og videnskab i sit land! – Da grev Moltke* var her, måtte vi love ham med hånd og mund, at tilbringe min fødselsdag i Glorup, også Margaret* . Grevinden* , som med tro hengivenhed hænger ved mig, fandt alle sine hyggeligste, mest trøsterige stunder kun hos mig, også ved sit sidste ophold her – hende glædede denne tanke uudsigeligt, også Sigwald* skulle være der og De vil blive indbudt dertil!
[For det 1.] Nu har den dumme politik ødelagt alt, sindene er ophidsede og i alle hjerter er frygten for en storkrig fremherskende. Derfor kan jeg heller ikke sælge Maxen nu uden store tab; Gud ske lov, lettes også mine forhold. [i ældre tysk kan nicht bruges forstærkende og ikke som nægtelse]: Jeg mangler netop en udmærket økonom, som fra tid til anden kunne rådgive og gennemgå alt, komme her til min og Carls* beroligelse, (han har i øvrigt stået ved min side indtil nu) – og med sin familie beliver han mit ellers tomme vinterhus. – [For det 2.] Min stemning da – snart nærmer sig min mands dødsdag, den 3. marts – og alle smertelige erindringer vækkes – nødvendigheden ved selv at føre min virksomhed på alle punkter, for det 3. besparelserne, De kan tænke Dem de uhørte udgifter, som følger efter et sådant dødsfald – alt dette binder mig i denne vinter til Maxen. Jeg kommer næsten ikke til byen – hvor mine værelser er, hvor jeg har lidt så meget og alle mine kvaler vil blive ført frem for min sjæl igen. Vinteren er streng – stærk kulde, meget sne, før jul skrækkelige storme og uophørlig regn – men jeg har alvorlige arbejdsopgaver, og dag og nat fylder det min tanke, hvordan kan du her gøre en forbedring, standse misbrug, træffe beslutning om besparelser – for at øge indtægterne igen og løfte Maxen op til en leveværdig tilstand, som det engang var, til en mønster-virksomhed! Og Gud vil understøtte min bedste vilje – give mig kræfter og evner dertil!
Storhertugen* har dekoreret borgmester Hertel* og endnu en gang udtalt sin beklagelse – således at lade Serre gå bort uden anerkendelse – for sent – for sent! Tiedgestiftelsen har ladet Serres buste af Donndorf* fremstillet – kunstnerisk, ædel opfattet – men jeg synes den er fremmed, og den rører mig ikke. Om den skal være i marmor eller bronze – var endnu uafgjort.
Tænk Dem endnu en stor sorg! De ved, at den yngste af mine plejesønner Henrich* , som først blev koncertmester i Kölln, så professor i Uppingham, han giftede sig med en engelsk dame, og flyttede til Paris, hvor han endnu en gang fik et kunstnerry og tilstrækkeligt udkomme. Nu havde hans unge tilbedte kone en meget vanskelig, for tidlig fødsel, som han overværede. Det angriber ham sådan, så han bliver sindssyg – skriger, jeg er hendes morder – og forsvinder sporløst! Hvorledes han har taget sit liv, er endnu ikke bekendtgjort! – Straks har den gode grevinde* i Paris, hvis elskede lærer han var, taget sig af hende, foretaget en indsamling – og selv bragt den til den stakkels kone, og man har sagt til hende, at han er blevet kaldt til en syg broder.
Therese Strenz* har med datteren forladt mit hus, og den 22. ds. lader hun sig indskibe i Bordeux, for via Rio Janeiro at flytte til broderen i Portogrande. Gud give hende en lykkelig overfart, gode mennesker som rejseselskab, og lad hende ikke fortryde beslutningen.
Sigwald* arbejder igen på 3 herlige billeder – efter at han har solgt et stort landskab med staffage til kongen* ! Roen og ensomheden lader ham skabe noget, som giver ham berømmelse og penge! Clara* har indrettet et lille atelier i Breslau, hun har gjort vidunderlige fremskridt med oliemaleriet – og ville helt sikkert opfatte Deres portræt herligt. Med vores nuværende efterfølger efter Lüttichau* er man mindre tilfreds, ganske vidst lader han mange nye og også klassiske stykker opføre, men han mangler menneskelig venlighed og venlighed, især det sidste. –
I hans loge ser man ikke en eneste fremmed. Alle omkring mig, Carls* * , Margaret* , råber tusinde hilser til Dem. Fru von Berge* bliver gammel, og efter baron Allbedylls* død skranter fru von Hann* stadig.
[i margenen p. 1:] Altid og evigt Deres tro hengivne veninde Fr. Serre
[f.n. p. 4:] Hils også Deres rejseledsager Collin* .
BrevID 11291: FrS-brev af 11/1 1864 (Collin XI, 17/246a+b, billedid 5335-43).
Ihr Buch, in Spanien: tilsendt FrS efter 22/11 1863, jf. note til BrevID 18510.
Carl* : adoptivsønnen Carl Serre* . Denne tilbragte med sin familie adskillige måneder hos moderen på Maxen for at hjælpe til med behandlingen af boet efter den i marts 1863 afdøde FAS.
Sie hätten die Absicht nach Dalmatien im Frühling zu gehen: en plan om i foråret 1864 at besøge Dalmatien kendes kun fra grev Moltke-Huitfeldts* udsagn.
der Tod so unerwartet, des hochseligen Königs* v. Dänemark: Frederik VII* døde 15/11 på Glücksborg slot.
Serres Büste von Donndorf* machen lassen: Adolf Donndorf* (1835-1916): som først i 1906 blev adlet og derefter forsynede sit navn med et "von", var elev af billedhuggeren Ernst Rietschel* havde fremstillet en buste af FAS.
Donndorfs mest bekendte arbejde er rytterstatuen af storhertug Carl August* af Sachsen-Weimar-Eisenach, som står i Weimar.
der jüngste meiner Pflegesöhne, Heinrich* : Heinrich Riccius* (1831-63), jf. BrevID 3460.
die gute Gräfin: her menes grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt* .
Porto Grande: havneby i staten Amapá nordligst i Brasilien.
Nachfolger Lüttichaus* : formentlig den i BrevID 18385 nævnte appellationsråd Otto von Könneritz* .
nach dem Tode Baron Allbedylls* kränkelt Frau von Hann* : den nævnte baron Gustav von Albedyll* (1760-1863) var far til den ligeledes tidl. nævnte Hedwig Hann von Weyhern* , jf. BrevID 8261.
28.03.1864
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 2. Ostertag [28/3] 1864.
Mein theuerster, verehrter Freund!
Seit langer, langer Zeit habe ich keine Zeile Ihrer Hand, eben so wenig erhielt sie Clara* , obgleich wir 2 Mal schrieben! Ich dächte doch der unglückselige Krieg – läge, außer den Grenzen unsrer Freundschaft. Ich habe so viel wieder Ihrer gedacht, bey dem unerwarteten Tod, Ihres hohen Protectors, des Königs von Bayern* , der 2t König, so voll Huld für Sie, der vor so kurzer Zeit starb, was werden Sie dabey gelitten haben. Je älter man wird – so tiefer empfindet man den Schmerz, über den Verlust eines Freundes.
Von hier weiß ich Ihnen so wenig mitzutheilen, den ganzen Winter lebte ich hier mit Carls* * und ihren Kindern* * * , still, zurückgezogen, eingeschneit, bey nahe 3 Monate kam ich nicht zur Stadt, und hörte nicht viel von dort – ./. auch bin ich so mit meinen Wirtschafts Angelegenheiten beschäftigt, daß ich nicht viel Sinn für die Außenwelt habe. Nach zusätzlichen Unangenehmen, und Ärger habe ich mich entschloßen, Maxen zu verpachten zu Johanny. Gebe mir der Himmel einen anständigen, reellen, liebenswürdigen Pachter, mit welchem man, in so naher Berührung, 12 Jahre leben muß.
Von Frau v. Göthe* erhielt ich einen lieben Brief, sie will, sobald die warme Jahres Zeit beginnt, einige Wochen nach Maxen kommen, worauf ich mich unendlich freue. Was haben Sie für Pläne, reisen Sie noch nach Dalmatien? Wann werden wir uns wiedersehen? – An einen Verkauf von Maxen ist jetzt nicht zu denken, Gott lob ./. haben sich, wenn auch mit Opfern, meine Verhältniße geordnet – und es geht wieder langsam in einem guten Gleise wieder. Habe ich einmal verpachtet, dann bin ich frei – kann hinfliegen wohin ich will, denn mein Haus ist bestellt.
Therese Strenz* ist nach Brasilien übersiedelt, und Gestern erhielt ich von Rio Janeiro einen Brief von ihr, ihre Überfahrt war glücklich – jetzt ist sie in Rio [Porto] grande bei ihrem Bruder! – So scheidet Eins nach dem Andern, von unserm Lebenswege – ! –
Denken Sie, von meinen beiden Pflegesöhnen hat der Jüngste* ein trauriges Ende genommen. Heinrich* war erst in Kölln Concertmeister, folgte dann einn Ruf, nach Uppingham als Professor – heirathete dort, siedelte nach Paris über, und als seine junge Frau, ihm zu früh, einen todten Sohn gebar, stürzte er fort, unter dem Ruf, ich bin ihr Mörder – und ertränkt sich in der Seine, Carl* sein ./. älterer Bruder, hier Musik Direcktor – ist darüber beinahe tiefsinnig geworden.
Die Familie Carus* ist wohl auf, und er grüßet frisch wie ein junger Mann! –
Daß der armen Julie Burrow* der Schlag gerührt – und sie gelähmt, nur noch, was sie schreibt, dictiren kann – habe ich Ihnen wohl mitgetheilt. Hier greift die Schiller* stiftung ein und gibt ihr eine jährl. Pension von 100 rh.. – Meines Mannes Büste ist von Donndorf* gefertigt – künstlerisch mir aber fremd im Ausdruck und nicht angenehm. Sie soll im Schiller* haus aufgestellt werden. –
Gutzkow* hat wieder einen größern Roman unter der Feder! -
Von Gräfin Moltke* hörte ich lange nichts. Vereitelt ist der schöne Plan, den 28st April in Glorup zuzubringen, durch die Fackel des Kriegs. Da eine teleg. Depesche nur über England oder Rußland geht – muß ich zum Briefe meine Zuflucht nehmen, um einen treuen, warmen Glückwunsch zum 2t April hier auszusprechen.
[i margenen, p. 4:] Mit ewig unveränderlichen Gesinnungen der Freundschaft
Ihre Fr. Serre
[i margenen, p. 2:] Fr. v. Berge* , Margaret* – Carls* * Alle grüßen und gedenken Ihrer.
Maxen, 2. påskedag [28/3] 1864.
Min dyrebareste ærede ven!
I lang lang tid fik jeg ikke en eneste linje fra Dem, lige så få fik Clara* , skønt vi skrev 2 gange! Jeg tænkte, at den ulyksalige krig lå uden for vort venskabs grænser. Jeg har igen tænkt så meget på Dem, på Deres høje protektor, Kongen af Bayerns* uventede død, den 2. konge, som var Dem så tro, døde inden for kort tid, hvor meget må De have lidt derved. Jo ældre man bliver, desto dybere føles smerten over tabet af en ven.
Herfra ved jeg så lidt at meddele, hele vinteren levede jeg her med Carls* * og deres børn* * * , stille, tilbagetrukket, indesneet, næsten 3 måneder kom jeg ikke til byen og hørte ikke meget derfra – desuden er jeg så beskæftiget med mine virksomhedsanliggender, at jeg ikke har megen tanke for den ydre verden. Efter yderligere ubehageligheder og ærgrelser har jeg besluttet mig for at forpagte Maxen til Johanny. Gid himlen giver mig en anstændig, reel, elskværdig forpagter, som man skal leve så tæt på i 12 år.
Fra fru von Goethe* modtog jeg et kært brev, hun vil, så snart den varme tid begynder, komme nogle uger til Maxen, og det glæder jeg mig uendeligt til. Hvilke planer har De, rejser De til Dalmatien? Hvornår vil vi ses? – Nu kan der ikke tænkes på at sælge Maxen, Gud ske lov – mine forhold, med ofre har ordnet sig og det går igen langsomt i den gode retning. Har jeg en gang forpagtet, så er jeg fri, jeg kan rejse hvorhen jeg vil, for mit hus er beskikket.
Therese Strenz* er flyttet til Brasilien, og i går modtog jeg brev fra Rio Janeiro fra hende, hendes overfart gik godt – nu er hun i Rio Porto grande hos sin broder! – således skilles vi fra den ene efter den anden på vores livsvej.
Tænk Dem, af begge mine plejesønner har der for den yngste* været en sørgelig slutning. Heinrich* var først koncertmester i Kölln, fulgte så et kald, til Uppingham som professor, giftede sig der, flyttede til Paris, og da hans unge kone, for tidligt fødte ham en død søn, styrtede han af sted under råbet Jeg er hendes morder – og druknede sig i Seinen; Carl* , hans ældre broder, som er musikdirektør her – er næsten blevet grublende.
Familien Carus* har det godt, han hilser friskt som en ung mand!
At den stakkels Julie Burrow* , som har fået et slagtilfælde, der har lammet hende, og endnu kun, som hun skriver, kan diktere, har jeg vel meddelt Dem. Her griber Schiller* stiftelsen ind og giver en årlig pension på 100 rh.
Min mands buste af Donndorf* er færdig – kunstnerisk er den mig dog fremmed i udtrykket og ikke behagelig. Den skal opstilles i Schiller* -huset.
Gutzkow* har igen en større roman i gang.
Fra grevinde Moltke* hørte jeg længe intet. Forpurret er den skønne plan om at tilbringe den 28. april på Glorup, på grund af krigens fakkel. Da et telegram kun går over England eller Rusland, må jeg tage tilflugt i mine breve og her udtale en trofast, varm lykønskning til den 2. april.
[i margenen, p. 4:] Med evigt uforandret venskabs-sindelag
Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 2:] Fr. v. Berge* , Margaret* – Carls* * alle hilser og tænker på Dem.
BrevID 18541: FsS-brev af 28/3 1864 (Collin XI, 17/245, billedid 5333-34, 5669-70).
Tod des Königs von Bayern* : kong Maximilian (Max) II* af Bayern (1811-64, konge 1848) døde 10. marts 1864. HCAs sidste kontakt med det bayerske kongehus var et tilfældigt møde med kongens broder, prins Adalbert* (1828-75), i Brunnen 1861 (Dagbogen V, 98).
reisen Sie noch nach Dalmatien: jf. BrevID 11291.
Therese* ist nach Brasilien übersiedelt: Therese Strenz* , jf. BrevID 11291.
Carl* , sein älterer Bruder … beinahe tiefsinnig: Karl August Riccius* (1830-93), violinist og komponist, sen. kgl musikdirektør i Dresden.
Gutzkow* … einen größeren Roman: formentlig er der tale om romanen "Hohenschwangau", som udkom i 5 bd. med undertitlen "Roman und Geschichte".
muß ich zum Briefe meine Zuflucht nehmen: forunderligt nok, krigstilstanden taget i betragtning, modtog HCA dette brev på fødselsdagen 2/4 men ledsagede modtagelsen med kommentaren " jeg er ikke glad ved disse tydske Breve, jeg svarer ikke" (Dbg. VI, 32).
19.04.1864
19. April 1864
Edvard Collin* Friederike Serre
An Frau Majorin Serre in Dresden
Kopenha d 19 April 1864.
H.C. Andersen hat mir gesagt, daß seine Freunde im Deutschland, namentlich Sie und Fräulein Heinke* in Breslau [...] sind, weil Sie so lange gar keine Nachricht von ihm haben. Nach seinem Wunsche schreibe ich als Folgendes:
Andersen ist nicht krank, er gedenkt of seiner Freunde in Deutschland, und doch kann er nicht an diese Freunde schreiben, eben weil sie in Deutschland wohnen. Dieses bedarf eine Erklärung, und die will ich geben.
Sie kennen gewiß so viel von den der jetzigen Sachlage, daß Dänemark mit Deutschland und Oesterreich in Krieg ist, daß aber dieser Krieg sich af das feste Land beschränkt hat, und Kopenhagen also auch Anderen unberührt gelassen. Ferner glauben sie an der Wahrheit dessen, was die deusche Zeitungen von diesem Krieg berichten, und warum sollten Sie dass nicht thun, und daraus folgen (sich) dass die Kopenhagener Anderserseit wissen Sie, daß man dann diese den ganzen (Körper) gesunde Nerven in jeden gesunden patriotischem Brust seine
[uafsluttet, ej sendt]
Til Fru Majorinde Serre i Dresden
København d 19 April 1864.
H.C. Andersen har sagt mig, at hans venner i Tyskland, især Dem og frøken Heinke* i Breslau […] fordi De så længe ikke fik nogle nyheder fra ham. Efter hans ønske skriver jeg følgende:
Andersen er ikke syg, han tænker ofte på sine venner i Tyskland, og dog kan han ikke skrive til disse venner, netop fordi de bor i Tyskland. Dette kræver en forklaring, og den vil jeg give.
De kender sikkert så meget til den nuværende situation, at Danmark er i krig med Tyskland og Østrig, men denne krig har begrænset sig til landet, og ladet København og andre uberørt. Desuden må de tro på sandheden i, hvad de tyske aviser skriver om denne krig, og hvorfor skulle De ikke gøre det, og deraf følger, at københavnerne ved noget andet end Dem, at man […] sunde nerver i kroppen i hvert patriotisk bryst
BrevID 23633: Det kongelige Bibliotek Collinske XVII, IV, billedid 5666) [Eduard Collin* kladde, som aldrig er sendt afsted]
Dagbog 7. april 1864: Sagde at Eduard* nok skulde skrive til Fru Serre – > det kan være denne kladde.
12.12.1864
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
[udateret]
Theure Frau Serre!
Ein lange schweres Jahr ist vergangen, was ich erlebt und gelitten habe will ich jetzt nicht Worte geben, der Fried ist geschloßen, ich kann wieder nach mein Gewissen und Gefühl an Sie theure Freundinn und die gute, liebe Fräulein Heinke* schreiben, und an sie beide fliegt meine Brieftaube mit Weynachts gruß, mit Wünschen für [overstreget: Ihr] ihr Wohlseyn und Glück. So oft habe ich in schweren Tagen an Sie gedacht theure Freundinn, ich habe treu im Herze behalten Ihre und Ihr verstorben Herrn Gemahl außerordentliche Güte und Liebe für mich in früheren Tagen, ./. dieser Zeit kommt nie wieder, ich kann wie in "der Tannenbaum" sa[gen] "vorbei, vorbei, und so geht es mit allen Geschichten!" –
Neues habe ich lange nicht geschrieben, ein ganzes Jahr [overstreget: habe ich] ist wie weggeworfen, wie so Vieles; ob ich noch geistiges Kraft besitze künftiges Jahr, im Friede und Hoffnung in Gott noch etwas dichterisch Schönes zu leisten lieg noch verborgen; doch gewiß, meine Freundschaft un[d] Dankbarkeit für Sie edle theure Freundin, war und werde frisch und wa[h]r sein, wenn wir uns auch nicht wiedersehen ins Erdenleben.
Ihr dan[k]bar Freund
H.C.A.
Dyrebare Fru Serre!
Et langt tungt år er gået, alt hvad jeg har oplevet og lidt vil jeg ikke gengive i ord, freden er sluttet, og jeg kan efter min samvittighed og følelse igen skrive til Dem, dyrebare veninde og til den gode, kære frøken Heinke* , og til Dem begge flyver min brevdue med julehilsen, med ønsker for Deres velbefindende og lykke. Så ofte i tunge dage har jeg tænkt på Dem, kære veninde, jeg har beholdt Dem tro i mit hjerte og Deres og Deres døde gemals overordentlige godhed og kærlighed mod mig i tidligere tider – denne tid kommer ikke tilbage – jeg kan som Grantræet sige: "forbi, forbi, og det blive alle historier".
Jeg har længe ikke skrevet noget nyt, et helt år er kastet bort, som så meget, om jeg endnu har åndelig kraft til i det kommende år, til i freden og med Guds forhåbning endnu at skabe noget digterisk smukt ligger gemt; men sikkert er det, mit venskab og min taknemlighed mod Dem, ædle dyrebare veninde var og vil være frisk og sandt, selv om vi ikke genses her på jorden.
Deres taknemlige ven.
HCA
BrevID 11668: HCA-brev af 12/12 1864 (Collin XVII, 32/577, billedid 5468-69), microfilm 12, 140-41.
Datering: brevet, som er en kladde ved Edvard Collin* til henh. FrS og Clara Heinke* , er næppe blevet afsendt, da EC* "kunde ikke gaae ind derpaa læste det ene og da han begyndte på det andet kastede han det ærgerlig hen og bad at han maatte være uden for den Sag, han billigede ikke at skrive de to til, de hørte dog til den tydske Nation" (Dbg. VI, 169). I stedet skrev HCA, 1/1 1865, under julebesøg på Basnæs, "et Par Ord, en Nytaars med mit Portrætkort til Frøken Heinke* i Breslau og Fru Serre i Dresden" (Dbg.VI, 175).
01.01.1865Dagbogsuddrag : et Par ord, en Nytaars Hilsen med mit Portrætkort til Frøken Heinke* i Breslau og Fru Serre i Dresden
