27.09.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Theurer verehrter Freund!
Aus Clara Heinkes* Brief, hörte ich kürzlich einige Auszüge aus Ihrem letzten Brief an dieselbe, und ersah daraus, wie sehr Ihre Muse Sie begleitet und beschäftigt – und wie immer sprudelnd das Füllhorn Ihrer Poesie sich ergießt. Ich kann es kaum erwarten, Ihr, aus Spanien in Händen zu haben und freue mich ungeduldig darauf! Schmerzlich habe ich am 28t. July, wo so Manches Jahr Ihr liebes Antlitz vor uns stand – einige Zeilen der Erinnrung vermißt – unter der Menge von Briefen, die ich erhielt. Es war ein trauriger, ernster Tag! Ich hatte beim Superin[ten]dent die Erlaubniß erhalten, einen Todtengottesdienst in meiner Kirche zu halten – und gab den Arbeitern zur Beiwohnung den Tag frei! In meiner Kirche, sage ich – wie lange werde ich sie noch meine Kirche nennen können? denn immer klarer stellt es sich heraus, daß ich Maxen fortgeben muß, daß mich die Sorgen ./. der Verwaltung zu Grunde richten! Dazu die Kriegs Aussichten, die mit Dänemark voraus stehen, Sachsen ist immer zwischen drein – wenn die Fürsten und Völker sich streiten, und wie herunter im Preis, wie zerstört und verniechtet wird dann eine solche Besitzung! Welcher Schmerz in dem Gedanken schon jetzt an meinem Herzen nagt, welches Opfer mir die Trennung von dem Boden kostet, welcher alle meine theuersten Erinnerungen – meine Jugend, mein bestes Leben, trägt, begreifen Sie! – Wenn ich nun aber wieder solchen Sommer durchleben müßte, wie diesen, wo Calamitäten aller Art mich betrafen – Hagelschlag Feuer, Viehseuche, Beamten wechsel und mehr dergleichen – wo ich täglich nichts höre und erfahre als Betrügereien, die sich eingeschlichen – so habe ich ja keine ruhige Stunde! – Wir denken diesen Winter hier zu bleiben, d. heißt, ich und Carls* * mit den Kindern* * * , die mir Gesellschaft leisten werden, allein hielt ich es nicht aus! – ./. Besuche fehlten mir zwar nicht – die Freunde glaubten sich verpflichtet, zu kommen! Seit einigen Wochen lebt die beinahe ganz erblindete Hofmalerin aus Weimar Louise Seidler* bey mir. Ich lese ihr tägl. mehrere Stunden vor – und eben haben wir Göthes* und Carl Augusts* Briefwechsel beendet – welchen der Großherzog* mit einem lieben Schreiben, (eigenhändigen) mir zuschickte. Sein Besuch in Dresden, als er auf einige Tage in Pillnitz war, war mir eine große Freude. Er war so lieb so herzlich – wie ein wahrer Freund, sprach über meinen Mann anerkennend und rühmend – und über sein so glorreich beschloßenes Werk – übernahm das Protektorat der Stiftung – und bat mich dringend ihn oft und ausführlich, und vertrauungsvoll zu schreiben. Er gab mir dadurch ein Mittel in die Hand Andern nützlich zu werden, was ich sofort benutzte – denn ich habe damit eine Pension den Enkelinnen* * Herders* ausgewirkt.
Seit einigen Tagen ist auch Gräfin Moltke* , und zwar das 2te Mal in Maxen. Sie löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen und sich mit ihm aus zu sprechen – leider kommt ./. es seit lange zu keinem Entschluße ob sie hin reiset zu ihm, oder er herkommt oder ein Rendezvous gibt. Ich zweifle, daß er kommt, bei diesen kritischen Moment der Politik. –
Die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom säch[s]ischen Gesandten* , ist ihm nicht angenehm, wäre sie eine Dänin! Doch ist sie schön, anmuthig, kindlich lieb, und eine Perle die man Leon* nicht gönnt! – So thut dieser Aufenthalt der Gräfin* hier wohl [tilføjet i margenen: in diesem friedlichen Familienleben – ] sie malt des Morgens, sie musicirt, ich hatte ihr Mrs. Sewell* ihre Lehrerin hierher eingeladen – wir lesen Mendelsohns* Briefe aus Italien – Abends das zerstreut sie und besänftigt ihr Gemüth. In Dresden ist sie zu einsam – und ihren Gedanken überlaßen; die Todesnachricht ihres alten Freundes Graf Josef Potocky* – hatte sie auch sehr erschüttert. Wie geht es der Baronin Stampe* ? ich konnte ja ihrer so dringenden Einladung nicht folgen, nach Nysoe kommen, sie begreift nicht, daß ich hier gefeßelter jetzt bin, mehr wie je – ja ich glaube nicht, daß ich mich zu einem kurzen Besuch in Wien bey Frau von Göthe* , entschließen kann.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photografie, die Sie mir in Ihrem letzten Brief eingelegt.
[i margenen p. 2:] Mir ist als müßten sich unsre Briefe abermals kreuzen! Leben Sie wohl und gedenken mit den alten lieben Gesinnungen Ihrer getreuen Fr. Serre
[f.n., p. 2:] Mein ganzes Haus will Ihnen empfohlen sein.
Søndag den 27. Sptbr [18]63 Maxen.
Dyrebare, ærede ven!
Af Clara Heinkes* brev hørte jeg for kort tid siden udtog af Deres sidste brev til hende, og jeg indså derfor, hvor meget Deres muse har ledsaget og beskæftiger Dem – og hvor meget Deres poesis overflødighedshorn strømmer over. Jeg kan næsten ikke vente på at få Deres ’fra Spanien’ i hænderne og glæder mig utålmodigt dertil. Den 28. juli, hvor så mangt et år Deres kære åsyn stod foran os, manglede jeg blandt alle de breve jeg modtog, nogle erindrende linjer. Det var en sørgmodig, alvorlig dag! Fra superintendenten havde jeg fået tilladelse til at holde en mindegudstjeneste i min kirke – og gav arbejderne fri den dag, så de kunne deltage! I min kirke, siger jeg – hvor længe endnu vil jeg kunne kalde den min kirke? Thi stadig tydeligere viser det sig, at jeg må afgive Maxen, at forvaltningsbekymringerne vil ruinere mig! Dertil kommer krigsudsigterne, som står forude med Danmark, Sachsen er altid der imellem – når fyrsterne og folkene strides, og hvorledes alt derfor går ned i pris, hvor ødelagt og tilintetgjort bliver derved en sådan besiddelse! Hvilken smerte i tanken – allerede nu nager det mit hjerte, hvilket offer det vil koste mig at skille mig af med den jord, som bærer alle mine dyrebareste minder – min ungdom, den bedste del af mit liv – det begriber De! – Hvis jeg nu igen skulle opleve en sådan sommer her, som denne, hvor alle elendigheder af alle slags ramte mig – haglvejr, brand, kvægsyge, skifte af ansatte og mere af den slags – hvor jeg dagligt ikke hører andet end bedrag, som har sneget sig ind – så har jeg jo ikke en eneste rolig time! – Vi tænker at blive her denne vinter, dvs. jeg og Carls* * med børnene* * * , som vil gøre mig selskab – alene holdt jeg det ikke ud! Men jeg mangler ikke besøg – vennerne tror at være forpligtet til at komme! I nogle uger har den næsten blinde hofmalerinde Louise Seidler* fra Weimar boet hos mig. Jeg læser dagligt for hende i flere timer – og vi har netop afsluttet Goethes* og Carl Augusts* brevveksling, som storhertugen* egenhændigt sendte til mig, med et venligt brev. Hans besøg i Dresden, da han var nogle dage i Pillnitz, var mig en stor glæde. Han var så venlig og hjertelig – som en sand ven, talte anerkendende og rosende om min mand – og om hans glorværdigt afsluttede værk – overtog protektoratet for stiftelsen – og bad mig indtrængende skrive ofte, udførligt og fortroligt til ham. Han gav mig derved et middel i hånden til at være til nytte for andre, hvilket jeg straks benyttede, thi jeg har dermed udvirket en pension til Herders* børnebørn* * .
I nogle dage har grevinde Moltke* også opholdt sig i Maxen, og det endda for 2. gang. Hun opløses i længsel og higen efter at se greven* og tale ud med ham – desværre har der i lang tid ikke været beslutning om, om hun rejser til ham, eller han kommer her og der bliver en aftale. Jeg tvivler på, at han kommer, når politikken har så kritiske øjeblikke.
Leons* bryllup med en datter* af en saksisk gesandt* er ham ikke behageligt, var hun blot dansker! Men hun er smuk, yndig, barnligt kær og en perle, som man ikke under Leon!* – Således gør opholdet her grevinden* godt i dette fredelige familieliv – hun maler om morgenen, hun musicerer, jeg havde indbudt hendes lærerinde Mrs. Sewell* hertil – vi læser Mendelsohns* breve fra Italien – om aftenen adspredes hun, og hendes sind beroliges.
I Dresden er hun for ensom – og overladt til egne tanker – efterretningen om hendes gamle ven grev Josef Potockys* død har også rystet hende meget. Hvordan går det baronesse Stampe* ? Jeg kunne jo ikke følge hendes så indtrængende indbydelse om at komme til Nysø, hun begriber ikke, at jeg er endnu mere lænket hertil, end nogensinde – ja jeg tror ikke, at jeg kan beslutte mig til et kort besøg i Wien hos fru von Goethe* .
Endnu en gang tusind tusind tak for det henrivende fotografi, som De havde lagt i Deres sidste brev til mig.
[i margenen p. 2:] Det forekommer mig, at vore breve endnu en gang har krydset hinanden! Lev vel og tænk med det gamle kærlige sindelag på Deres trofaste Fr. Serre.
[f.n., p. 2:] Hele mit hus hilser Dem!
BrevID 18510: FrS-brev af 27/9 1863 (Collin XI, 16/244, billedid 5331-32, 5667-68).
Ihr aus Spanien: HCA har naturligt nok i sine breve fortalt om sit arbejde med rejsebogen "I Spanien", der udkom på dansk 9/11 1862 som bd. XXIV i hans "Samlede Skrifter" (1. udgave, 2. udgave i bd. VIII). - http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=869
am 28st July … einige Zeilen der Erinnerung: FrS har naturligt nok savnet en hilsen fra HCA på den første fødselsdag efter hendes mands død i marts måned s.å. Ejendommeligt nok findes hverken i Dbg. eller Almanak notitser om breve, som HCA har sendt til FrS, men det turde fremgå af slutningen på nærværende brev, at HCA har sendt et brev, der åbenbart har krydset et brev fra hende til ham. Det næste skridt fra HCA.s side var en tilsendelse til FrS (+Clara Heinke* ) af den tyske udgave af "I Spanien", nov. 1863 (Dbg. V, 433).
Louise Seidler* : Louise Seidler* (1786-1869) blev uddannet og virkede som malerinde i Weimar. Hun blev tillige en nær veninde af J. W. Goethe* og bestyrede de storhertugelige kunstsamlinger i Weimar. Det er lidt uklart, hvornår og hvorledes hun blev veninde med FrS. Formentlig er det først sket sent i de to kvinders liv.
Göthes l* und Carl Augusts Briefwechsel* : hermed menes nok den netop i 1863 udgivne "Briefwechsel des Grossherzogs Carl August* von Sachsen-Weimar-Eisenach mit Goethe* , in den Jahren von 1775 bis 1828". - https://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10402345_00005.html
Pillnitz: slottet Pillnitz, beliggende på højre Elbbred syd for Dresden, var siden kurfyrst/kong August den Stærkes* dage og indtil kongedømmets fald 1918 den foretrukne sommerresidens for de sachsiske konger.
eine Pension der Enkelinnen: FrS har altså hos storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar udvirket en understøttelse fra Schiller* -stiftelsen til gunst for kvindelige efterkommere af filosoffen, theologen, digteren m.m. Johann Gottfried Herder* (1744-1803) J. G. Herder* var fra 1776 og til sin død generalsuperintendent i Weimar. De pågældende børnebørn var sikkert frøknerne Adele Luise* og Adele Marie Therese Herder* som samtidig med HCA havde været gæster på Maxen i 1851.
Gräfin Moltke* … löset sich auf in Sehnsucht und Verlangen den Grafen* zu sehen: greveparret A. G.* og Eliza Moltke-Huitfeldts* ægteskab var – som det tydeligt fremgår af FrS.s breve – præget af ægtefællernes hyppige fravær fra hinanden. I efteråret 1863 var greven lovligt undskyldt, al den stund han som medlem af det danske rigsråd måtte deltage i forhandlingerne om den såkaldte November-forfatnings tilblivelse. Da forfatnings-udkastet kom til afstemning, stemte AGM-H* som helstatsmand imod vedtagelsen, på trods af at han i princippet var tilhænger af at knytte Slesvig tættere til kongeriget, med en særforfatning for Holsten til følge.
die Heirath Leons* mit einer Tochter* vom sächsichen Gesandten* : jf. BrevID 18486.
Mrs. Sewell * : denne kan være den engelske forfatterinde Anna Sewell* (1820-78), som var stærkt handicappet og som søgte lindring ved besøg ved kurbade i Tyskland og Spanien.
Mendelsohns* Briefe aus Italien: "Reisebriefe von Felix Mendelssohn* Bartholdy aus den Jahren 1830-32", udg. 1861 af Paul* og Karl MB* (broder og nevø af FMB* ). http://gutenberg.spiegel.de/buch/reisebriefe-4431/1
Graf Josef Potocky* : denne polske adelsmand, hvis rette navn må være Józef Potocki* , kan formentlig identificeres med den polske greve Antoni Jósef Tomasz P.* (1834-63), som netop døde i 1863.
Noch tausend, tausend Dank für die reizende Photographie: HCA havde med sit brev af 2/7 sendt FrS " Fru Jerichaus* Billed af mig i Photographi, hvor jeg læser for et sygt Barn" (Jørgen Paulsens* portrætfortegnelse nr. 29). Selve maleriet tilhører i dag H. C. Andersens Hus. – se BrevID 18460.
