H.C. Andersen centret

Et heldigt gennemført nationalt foretagende.

Ser man et stort værk nå til sin afslutning, så kaster man vel gerne endnu en gang et prøvende blik på anledning, proces og udførelse af samme. Dette burde fortrinsvis være tilfældet ved et foretagende, som har Schiller^* , den  meget fejrede tyske digters navn øverst og hvis gennemførelse allerede ved sin begyndelse blev så betvivlet. Vi mener "Det almene tyske nationallotteri", det såkaldte Schiller^* lotteri,  som blev grundlagt i anledning af fejringen af Schiller^* s 100 års fødselsdag til fordel for Schiller^* -  og Tiedge^* stiftelsen, og begges formål er:

At yde passende støtte til værdige, men trængende digtere, forfattere og kunstnere inden for områderne malerkunst, musik, kobberstikker- og billedhuggerkunst og arkitektur) og til deres efterladte enker og faderløse børn rettidigt, dvs. endnu i levende live.

En ædel mand, som er begejstret for alt smukt og ædelt, major Serre på Maxen, fik den heldige idé at oprette et monument, som er mere vedvarende end malm, nemlig til minde om Schiller^* at grundlægge Schiller^* lotteriet, idet han på den måde fremmede de skønne formål for Schiller^* - og Tiedge^* stiftelsen på en gang og på samme måde, hvis det overhovedet for foreningerne hver for sig havde været muligt selv over et længerevarende tidsrum.

For at opnå dette høje mål, måtte hele nationen deltage, og for at gennemføre dey krævedes den offervillige,  uegennyttige og utrættelige medvirken af ligeså begejstrede mænd. Disse blev først søgt i Dresdens Schiller^* stiftelse, men efter at komiteen for denne stiftelse gav afslag flere gange, blev en hovedforening for det almene tyske nationallotteri dannet, hvor major Serre, blev betroet hvervet som forretningsfører, og de øvrige medlemmer var: dr. V. Wietersheim^* , kongelig  statsminister a.D. Pfotenhauer^* , overborgmester dr. Hertel^* , borgmester dr. Arnest^* , formand for byrådet, bankier Löße^* , hofråd dr. Ziegler^* , alle i Dresden, desuden oberst v. Bielfeld^* i Altenburg og grev Hohenthal-Döbernitz^* .

Major Serre opfordrede det tyske folk til at deltage i kraft af den almindelige begejstring fra Schillers^* nært forestående 100 års dag samt ved adskillige opfordringer udsendt i juni og september 1859, hvor han opfordrede til medvirken til at fremme sagen, bidrag i form af gaver af enhver slags til lotteriet samt til at aftage lodder til dette lotteri.

Da der foreligger fuldstændig oplysning om foretagendets fortsatte plan, f.eks. om anskaffelsen af gevinster, om fremstillingen af den kæmpe store gevinst-genstandsfortegnelse (4 eksemplarer à 22 foliobind, i alt 88 foliobind), om den sindrige trækningsmåde, om udfærdigelsen af den komplette gevinstliste, som kun indeholdt 17 kvartark à 8 sider, om foranstaltning af udstilling af gevinsterne, samt om yderligere ting, som fremgår præcist af skriftet, som allerede er udkommet i 6 oplag "Schillerlotteriet, af Alexander Ziegler^* " (Dresden, R. Höckner, 1862. Pris ½ Thlr), vil det her være tilstrækkeligt at henvise til dette.

Da opstillingen var færdig den 1. oktober 1860, var der allerede afsat 660.000 lodder og det skulle og måtte ikke vokse hovedforeningen over hovedet og forskyde trækningen ud over den fastsatte tid, der skulle altså sættes en grænse for deltagelsen.

Man måtte derfor returnere ikke mindre end 135.000 Thaler, som allerede var indsendt. Hvor rigtigt havde major Serre dog bedømt forholdene, praktisk og realistisk fundet det middel, som skulle føre til realiseringen af dette ideal! Det ziegler^* ske skrift har allerede i meget interessant sammenligning vist, hvilke kæmpestore dimensioner dette tingslotteri havde antaget, og her skal kun eksempelvis nævnes, afsatte lodder lagt oven på hinanden næsten ville nå så højt som pyramiderne eller ville når Kreuzthurm i Dresden – og lagt i forlængelse af hinanden ville nå fra Dresden til Leipzig. De 660.000 lodder vejer 4 centner 83 pund (112 x 4 +83 = ca 265 kg). Bureauet har i perioden modtaget og besvaret ca. 60-70.000 breve. Der er blevet afsat lodder i Sachsen, Preußen (232.000), Bayern (29.500), Württemberg (26.100), de frie byer (18.400), Hannover (16.400) osv. samt til Ungarn, Galizien, Polen, Grækenland, Rusland, Tyrkiet, Ægypten, Amerika osv.

Det af publikum ofte fremsatte og indtrængende understøttede ønske om at overholde den fastsatte trækningsdato, men også den kendsgerning, at til trods for belønningen på 200 Ducater [1 dukat = 2 ¾ Thaler], som endog skulle øges betydeligt, som en "folkebog" eller en roman" svarende til tendensen ikke ville kunne opnå – foranledigede, at der blev udfærdiget et større antal af litterære og kunstgenstande, som blev fremsat som såkaldte nittegevinster, i modsætning til de andre tingsgevinster, og disse fandt ikke alment bifald.

Men de var alle udarbejdet  under medvirken af sagkyndige og havde mindst en dalers værdi i indkøb. Til disse hørte især træsnittene "En evigheds-vægkalender" og "To apoteoser". Man havde vel regnet med, at interessen­terne ikke ville kræve, at hver gevinst havde en salgsværdi på en daler.

I betragtning af, at foretagendets ædle formål ikke blev baseret på at opnå gevinst, men på folkets begejstring og at der af de uegennyttige ledere af lotteriet var fremskaffet over 300.000 gevinster, som dog mindst havde en købspris på 1½-2 daler, og at den rettidige fremstilling af træsnit lige netop var mulig, hvis den fra alle sider ønskede trækning ikke skulle udskydes et halvt år – samt at hvert lod har haft muligheden for at få en anselig gevinst, så kan alle ved afslutning af nationallotteriet på den måde beroliges, selv om den tilfældige skæbnes lod ikke faldt i skødet på dem.

Til trods for mange protester lod major Serre sig ikke bringe ud af sin bane i det, som han én gang havde sat sig som livsopgave. Afviklingen af forretningen fortsatte, og på  det forholdsvis korte tidsrum af 6 måneder var også ud­levering, forpakning og forsendelse af gevinsterne afsluttet. Og efter at de ikke afhentede gevinster ikke var af­hen­tet inden den fastsatte termin, og de deraf trufne foranstaltninger var gennemført (disse gevinster, naturligvis for størstedelen nitter, skulle anvendes til gavn for en stiftelse), så Dresdner hovedforeningen og dermed Serre med stor fortrøstning det påbegyndte værk, som var påbegyndt i kraft af den begejstring og offervillighed i det tyske folk, selv om også dette havde vist sig ved kun ca. 3000 gaver af en værdi på over en Thaler, undtagen bøgerne, – dette værk kronet med succes, som oversteg hans dristigste forventninger. Thi efter fradrag af alle omkostninger for dette usædvanlige foretagende blev der til hovedformålet den runde som af næsten en halv million Thaler tilbage.

Hvordan major Serre, som lod hånt om sin høje alder, satte sine sidste leveår ind på at gøre to nationale stiftelser livskraftige og store, og styrede mod målet med beundringsværdige, entusiastiske og organisatoriske evner og derved viste en natur, der stod fast til trods for al tumult og mange forslag og rådslagninger, så kunne også hans medarbejdere, især borgmester dr. Hertel^* og hofråd dr. Alexander Ziegler^* fra Ruhla føle den stigende bevidsthed om i sandhed at have udrettet noget godt, nationalt, og de var beskyttet mod alle angreb og mistænkeliggørelser, som desværre ikke kunne undgås ved et så dristigt værk. Da vi gengiver billederne af disse tre ledere og faktorer for lotteriet (Zieglers^* portræt kommer senere), så kunne nogle korte biografiske noter være på sin plads.

Major Serre, som var født i Bromberg i 1789, gik i skole i Danzig, studerede jura i Frankfurt an der Oder og var i 3 år referent ved højesteret i Glogau. Da Frihedskrigen brød ud, gik Serre ind i det andet garder-regiment som frivillig jæger og kæmpede med i slaget ved Groß-Görchen. Senere blev han som kaptajn tilforordnet militær­guvernøren for Sachsen, general von Gaudy i Dresden, hvor han lærte sin højtuddannede hustru at kende, tog sin afsked som major og er siden da blevet i Dresden. Det er for længst bekendt, at Major Serre altid har været en velgører for de fattige, og at han stedse er en protektor og fremmer af kunst og almennyttige bestræbelser, og at han på sit slot, kaldet Maxen, allerede har været en Alfons den Anden , i forynget målestok, for mangt et frem­adstræbende talent. Serre er desuden frem for alt kendt som grundlægger af småbørnskolonier i og omkring Maxen, som har til formål at give familiernes små børn mulighed for det sunde landliv og ved at formindste børnehjemmene i byen at opnå en stor besparelse. Som vi erfarer fra gode kilder, er allerede næsten 1000 børn blevet anbragt i næsten 25 år.

Borgmester dr. Hertel^* , f. 1807 i Nemt ved Wurzen, tidligere værge, har siden 1837 været medlem af byrådet i Dresden og siden 1851 medlem af andenkammeret, og har til trods for sine mange forretninger kunnet finde tid til uophørligt at støtte Serre med råd og dåd, med ærlighed og offervilje, med forretnings- og juridisk omtanke. Hertel^* , som er bekendt med finanssager fra de sachsiske landdage som referent og desuden er en udmærket finansmand, har især gjort sig fortjent ved at tage sig af regnings- og kassearbejdet, samt af anlæggelsen og opbevaringen af pengene.

Den allerede kendte rejsende og rejsebogsforfatter, hofråd dr. Alexander Ziegler^* , født 20. januar 1822 i Ruhla ved Eisenach, blev opdraget på den berømte Salzmanske Opdragelsesanstalt i Schnepfenthal og uddannet på Gymnasiet i Eisenach og på universitetet i Jena, har ligeledes trofast stået ved major Serres side som allesteds værende beredt administrations- og skriftkyndig mand, især ved personligt at have ledet anlæggelsen af den ovenfor nævnte omfangsrige gevinst-genstands-fortegnelse, foruden han har ydet mange tjenester i korrespondance og presseanliggender. I den litterære verden er Ziegler^* for længst kendt på grund af sine rejsebeskrivelser om Amerika, Spanien, Orienten, Norden osv., samt for sine geografiske og historiske arbejder f.eks. om Martin Behaim fra Nürnberg, Pytheas af Massilien, om vandrestien i Thüringerwald, ved udgivelsen af hans skrift, nu i sjette oplag, om Schiller^* lotteriet og en anden om forskningsekspeditoner til det indre Afrika, hvortil han har besluttet at al fortjenesten skal gå til den tyske ekspedition, hvorved han har vist sig som en dygtig historiograf, som med sandhedskærlighed, ro, sagkundskab og hengivenhed, samt med et velgørende ægte nationalt sindelag udarbejdet beretninger om disse tyske foretagender, som fra nu af vil tilhøre historien.

Hvad angår den fremtidige forvaltning uden medvirken af den til Schiller^* stiftelsen indvundne store kapital, så har dette punkt allerede længe været seriøst drøftet i hovedforeningen. Sælsomt nok – mindende om en bekendt fabel – var der i dette blads nr. 17 en alt andet end officiel notits om den sandsynlige anvendelse af udbyttet af Schiller^* ­lot­teriet, som har foranlediget bestyrelsen for den tyske Schiller^* stiftelse til at angive en offentligt besluttet værdi deraf og til en mindre afgjort bekæmpelse af fremmede rettigheder. Major Serre stillede op imod dette med retsind ved at fremsætte den bøn, først at afvente afviklingen af slutregnskabet og at afvente alt i forbindelse med fremlæggel­sen af samme. Af de nu offentliggjorte regnskaber fremgår det ganske vist klart, at bestyrelsens bekymring var ubegrundet.

Der kan vel ikke være tvivl om at lederne af Schiller^* lotteriet fortrinsvis har ladet indtægterne ved dette lotteri gå til deres stiftelses formål, altså til fordel for Schiller^* - og Tiedge^* stiftelsen. Deres alment bekendte uegennyttighed, partiløshed og samvittighedsfuldhed borger derfor, foruden den fuldstændige bevidsthed om det store ansvar, som den i særdeleshed almindelige tillid har pålagt dem. Netop derfor kan man heller ikke fortænke dem i – nej det må snarere anses for grundlæggerne af lotteriets hellige pligt – at ansøge om at sikre den formue fuldstændig, den de har brugt årevis på at skaffe ved tilsidesættelse af alle privatinteresser med mange kampe og forhindringer – og uden bestyrelsens tilføjelser.

Med denne nye kapital øges hel Schiller^* stiftelsens formue fra 70.000 til mindst 370.000 thaler. Efter vedtægterne er bestyrelsen alene organet for de to grene, og kun den overlades forvaltningen, og som følge deraf er den hverken bemyndiget til at erhverve eller forvalte formuer. Ydermere bedes man betænke, at den tyske Schiller^* stiftelse i mange stater, f.eks. i Preussen, endnu ikke er anerkendt som juridisk person, følgelig ikke har nogen jurisdiktion, ikke kan føre processer , ikke kan opsætte nogen legater.

Man bedes betænke, at der hverken fandtes en tysk Schillerstiftelse eller en formel sammenslutning af de forskellige stiftelser– endsige en bestyrelse (denne blev først stiftet i oktober 1859), eftersom Dresden-hovedforeningen allerede var fuldt aktiv, derfor kunne der ikke være tale om lodder fra en tysk Schiller^* stiftelse –  at førstnævntes ret til det samlede resultat af sidstnævntes selvstændigt igangsat og udførte værk ikke under nogen omstændigheder kunne betvivles, medens det ikke kan bestrides, at iflg. statutterne tilkommer 2/3 af de årlige indkomster den tyske Schiller^* stiftelse. Derimod er anvendelsen af den sidste tredjedel af  årsindtægten, samt forvaltningen og forøgelsen af underforeningernes samlede kapital forbeholdt sidstnævnte.

For at imødegå alle her antydede betænkelighed og invendinger har hovedforeningen for Schiller^* lotteriet på basis af vedtægterne besluttet, at konstituere sig som en underafdeling af Schiller^* stiftelsen og samtidig slutte sig sammen med den underafdeling, som er her i Dresden, og som fra starten var planlagt til at gennemføre lotteriforetagendet, og i fælles virksomhed med øgede midler opfylde stiftelsens opgaver mere succesfuldt. Bestyrelsesformanden har ikke udtalt samtykke af dette, og efter at nogle nødvendige vedtægtsændnringer var heldigt gennemført, vil der derfor i fremtiden kun være en underafdeling i Dresden. I øvrigt vil den tredjedel som tilkommer underafdelingen, når der ses bort fra ethvert partikularistisk hensyn, således som de forstås i henhold til vedtægternes §1, skulle anvendes til understøttelse.

På denne måde tror hovedforeningen for Schiller^* lotteriet at opfylde sin pligt efter bedste evne. Det opnåede nettoudbytte på 454.740 daler bliver derfor, med foreløbig tilbageholdelse af 4.740 daler til dækning af senere udgifter iflg. Lotteriplanens §10 for de to tredjedeles vedkommende, dvs. 300.000 daler overdraget til Schiller^* stiftelsen , og til understiftelsen, dvs. til  Tiedge^* stiftelsen bliver der overdraget 150.000 Thaler, og det på den måde at ovennævnte 300.000 Thaler går ind som en nyere understiftelsesfond i den tyske Schiller^* stiftelse, idet hovedforeningen i overensstemmelse med vedtægterne for den tyske Schiller^* stiftelsen  som under-Schillerstiftelse under forudsætning af vedtagelse af de to forslag til vedtægtsændringer.

Det kan meget vel forudsættes – hedder det i de foreliggende meddelelser fra hovedforeningen til bestyrelsen – at antallet af dem, som Schiller^* stiftelsen  har til opgave at understøtte, hverken nu eller i fremtiden ville kunne være så stort, at der vil blive lagt fuldstændig beslag på det betydelige beløb af de disponible årsindtægter (14.800 Thaler), så vil det blive tilladt her at udtale den tanke, som allerede er fremsat andetsteds, at en del af den formuetilvækst, som er opnået ved lotteriet, lægges tilbage, og at der således bliver oprettet en fond til fremtidig stiftelse af et andet stor nationalt institut til fremme af tysk litteratur og tysk sprog, som skal have til formål at udmærke og belønne de mænd, som har udmærket sig i disse videnskaber. Som følge deraf lyder hovedforeningens ansøgende således:

Den tyske Schiller^* stiftelse vil udtrykke sin accept af, at der til grundlæggelse af et akademi for tysk literatur og sprog, som skal nævnes med Schiller^* s navn, føres en kapital på de ved Schiller^* stiftelsensn lotteri erhvervede 100.000 thaler tilbage, og ligeledes ved renteindtægt, samt ved tillæg af det beløb der ved bestyrelsen og Schiller^* lotteristiftelsen årligt måtte opspares, samt det beløb som efter aftale med Tiedgestiftelsen  hvad angår det tilbudte årsbidrag og i øvrigt på hensigtsmæssig måde til opnåelse af beløbet på 300.000 Thaler.

Den anden anmodning stiller lederne for Schiller^* lotteriet, ligeledes som den første, i bedste hensigt, fordi de tror, at den tyske nation, som ved stor deltagelse i lotteriforetagendet har medvirket til erhvervelsen af den store formuetilvækst for Schiller^* stiftelsen, i virkeligheden også har et rimeligt krav på, også fremover at få kendskab til anvendelsen. Denne ansøgning formuleres således:

Enten skal vedtægternes §10 slettes og til gengæld skal der fastsættes en regel om offentliggørelse af modtagerne af understøttelse, eller i det mindste skal §10 have følgende tilføjelse: "navnene på dem, som har modtaget understøttelse af renterne af de ved det almene tyske nationallotteri , skal offentliggøres i årsberetningen,  dersom ikke i enkelte tilfælde af overvejende trængende grunde en ikke-offentliggørelse undtagelsesvis anerkendes og besluttes som nødvendig".

Hovedforeningens her angivne beslutninger og ansøgninger, som er indleveret til forvaltningsrådet med ansøgningen, så de kan forelægges Schiller^* stiftelsen til afstemning på den forestående generalforsamling, hilser vi med glæde og er overbevist om, at der ikke kunne gøres noget lettere eller mere formålstjenligt i deres sted. Grundlæggelsen af et livs- og handlekraftigt akademi anser vi for en sand national tanke og må også udtale os for offentliggørelsen af modtagerne af understøttelse som hovedregel, fordi det bør være en ære at blive understøttet af den tyske Schiller^* stiftelse – og fordi der også er tilført en så formålstjenlig kontrol for at forhindre nepotisme. At fortie modtagerne af hjælp – gaver – minder alt for meget om de flove fattiges forhold, når de modtager offentlige almisser. Og den til forfatterne ydede gave skal ikke være en tiggermønt, men en midlertidig understøttelse og samtidig et tegn på erkendtlighed over den taknemmelige anerkendelse.

Vi tror at det for grundlæggerne og lederne i det tyske Schiller^* lotteri samt dem i den tyske Schiller^* stiftelse er ramme alvor, at skabe noget stort og nationalt samt "indenfor og udenfor samme at opretholde ubrødelig gudsfred, som alene sømmer sig for pia causa [from sag, legatstiftelse i religiøst øjemed]– et værk baseret på ren humanitet".  Vi hengiver os endnu mere tillidsfuld til denne glade overbevisning, på grund af de fantastiske sucesser for Schiller^* lotteriet samt det, at man har taget denne ansøgning på sig og trofast har udført den – at tidspunktet er rykket langt nærmere, "hvor den 10. novembers sol [Schillers fødselsdato] vil belyse den tyske nations Pantheon’er og Capitol’er – samt Schiller^* stiftelsen og Schiller^* akademiets prytaneier [forretningsudvalg]".

Når der er sket noget storartet godt, patriotisk fremmende i vor tid med vakt fællesskabsfølelse, skal skabelsen af Schiller^* lotteriet roligt bistå. Den gør talentet og geniet fri af alle lænkende og trykkende hindringer i hverdagslivet og derfor  vil den til alle tider blive prist med opløftelse og tak.

Det tyske folk vil også vise den oprigtigste tak og den fuldeste anerkendelse til  den brave 74 årige major Serre, samt hans offervillige medarbejdere i hovedforeningen fra det tyske folk på vegne af alle dem som i sin tid har nydt eller snart vil nyde disse stiftelsers velsignelser – som sådan en tak sig hør og bør ved en sådan opofrelse for et sandt nationalt foretagende. Ikke mindre tak og anerkendelse tilkommer den ædle storhertugen^* af Sachsen-Weimar-Eisenach, der som protektor og liberal gaveyder gik i spidsen for foretagendet, ligeledes den kgl. Sachsiske Statsregering, frem for alt ministerpræsident  friherre von Beust, samt chefen for finansministeriet, friherre von Friesen^* , og friherre von Falkenstein^* fra kultusministeriet, endelig alle de, som med portofrihed og øvrige lempelser har ydet støtte til Schiller^* lotteriet . Tak til alle, hjertelig tak – thi:

  "hvad man har gjort for andre, er vel gjort".

[Dresden] den 28. Januar [18]63.

Dyrebare, ærede ven!

Med sand, indre tilfredsstillelse modtog jeg Deres kære brev fra Biarritz! Det var mig så beroligende at vide Dem velbeholden og lykkelig på den anden side af Spaniens grænse, og igen på jernbanetrafikkens vej, thi jeg har egent­lig bekymret mig ret meget, hvorledes De atter kunne tåle strabadserne for denne trættende – om end også enestå­ende interessante rejse, en kilde til uudtømmelige minder! Gud ske lov, Han har beskyttet Dem, og snart er der et glædeligt gensyn i udsigt! – Hvad vil vi få at høre og læse! Deres poetiske gemyt, Deres rige ånd, Deres begej­string for alt herligt opfatter jo alt så vidunderligt og véd netop at gengive det!

Nu er De i den store verdensby, hvor der altid er en festdag, i stråleglans tidlig og silde. Alt stråler – hvor alt drejer og bølger sig om os. Men ikke kun den ydre glans smykker Paris, der er så uforglemmelige kunstskatte og her­lig­heder, også for den, der kan føle det højere, så man vandrer om som beruset. – Hvor vil den stille udhvilen være Dem et behov, det at vende Dem ind i Dem selv – hvor vil De så kunne sole Dem, i det dyrebare fædreland!

Clara^* har beundringsværdigt oversat Deres digt – hun er da også begavet, og det entusiastiske venskab mod Dem, giver resten!

Hun håber sådan på snart at gense Dem i Dresden. Fru von Berge^* er gerne parat til at tilbyde Dem sine beskedne værelser – og De er os på den måde hele tiden nær og opnåelig! Jeg håber, De kommer!

Serre, som ganske vist hele tiden passer stuen, men dog er lidende uden fare – under mig små glæder ved samværet og jeg har allerede ofte haft aftener med selskab hos mig, hvor der er blevet musiceret eller læst. Kun den kære grev­inde^* mangler jeg smerteligt, også fru v. Goethe^* , men Sigwalds^* ophold er dog en lille erstatning! –

Jeg øver engelsk med en gammel engelsk ven, som tilbringer vinteren her. Carus^* er efter en professor i Jenas død, blevet udnævnt til præsident for den leopoldinske stiftelse for videnskabelige formål; da kejser Leopold^* oprettede denne stiftelse, gav han præsidenten rang af en Pfalz-greve, egentlig er stiftelsen ideel, men fyrsterne styrer på den måde, at indkøb af videnskabelige bøger fremmes, præsidenten har også en medhjælper og berømte professorer ved sin side. Carus^* er lykkelig derover!

Jeg beder Dem, sig den kære grevinde^* , jeg er henrykt over hendes brev, men jeg bad hende om endelig at sende mig det lovede lille fotografi af grev Leon^* . Clara^* har det misundelsesværdige lille fotografi af Dem ved sengen, det syge barn, englen. Er der endnu et deraf! Hvilke stereoskopier, Deres rejseminder vil De medbringe, jeg glæder mig allerede til at kigge gennem mine briller, når De kommer. Til hr Collin^* en hjertelig hilsen. Jeg håber snart at høre fra Dem.

Deres Fr.

[i margenen, p. 2:] De vil se grevinde Yoldi^* der, skøn som spanierinde, hun er undertiden hos fru Moltke^* .

Familieefterretninger

Efter længere tids sygdom sov min inderligt elskede mand, kongelig preussisk major a.D. Fr. A. Serre, ridder af den kongelige sachsiske Albrecht-orden i aftes ca. kl. 10 stille og smertefrit ind i sit 74. leveår på grund af et hjerteslag.

Dybt bedrøvet og nedbøjet meddeler jeg det herved med en bøn om stille deltagelse. Dresden den 4. marts 1863

Friederike Serre, enke, på vegne af de øvrige efterladte.

Dresden, den 27. marts 1863.

Dyrebare, ærede ven!

Den 2. april nærmer sig, og mine tanker drager til Dem – opsøger Dem på Basnæs – og rækker Dem den kæreste arv, som er blevet tilbage – af min bortrevne mand et meget lignende portræt! Jeg ved, at De vil ære det, det vil være Dem kært – !

Må Guds velsignelse også i det nye leveår hvile over Deres kære hoved! – Ellers håber jeg at opleve den dag, hvor jeg kan fejre Deres fødselsdag i mit hus, og ville have alskens skønne planer! Men alvorligt og sørgmodigt går dagene, og jeg er glad, at De bliver fejret og æret der blandt kære venner – og vil tilbringe dagen muntert og strålende – jeg vil tænke på Dem! Også slutningen på Deres herlige rejse må have været glad! De føler, hvor fjernt enhver egoisme ligger mig, De ved, hvilken glæde Deres åsyn havde givet mig, men jeg ønsker, at De skal glæde Dem med mig, ikke græde, ikke klage! – Hvor ensomt og øde synes mine rum mig! Jeg var jo næsten aldrig væk fra min mand, i alle de leveår; jeg tillod mig ingen ønsket fornøjelsesrejse uden ham, og han behøvede mig så meget de sidste år, ved alt arbejdet – og ved hans sygdom.

Men anerkendelsen, takken fra de tusinder, som beviste en trøst ved hans død – blev mig rigt til del. – Kun Wei­mar-stiftelsen tav, sendte ingen delegeret til hans begravelse, og storhertugen^* befalede ved et telegram, 24 timer for sent sin præsentation ved hans begravelse! Hvad hjælper hans deltagende brev mig, hvor han siger, han altid vil an­se mig for en nærtstående ven, efter alle de krænkelser? Nu har forvaltningsfilialen der ansvar for vores regering!

Gutzkow^* forvalter altså for et år Dingelstedts^* post, som intendant, uden at have hans rang, som til gengæld forlader Weimar på grund af en øjenlidelse. Hans Bülow^* kommer i Liszts^* sted dertil!

Jeg sover nu i det røde kabinet, ved siden af min dagligstue ud mod gaden! Over min seng hænger det skønne bil­lede af mit døde barn – og derover har jeg placeret Deres Engel af Kaulbach^* , som bærer det syge døde barn op. De føler betydningen!

Meget indviklede forretningsanliggender kræver al min tid! Jeg har endnu ikke tiltrådt testamentet som universal­arving – jeg kan ikke bedømme det, før jeg har afklaret alle forhold, om jeg ikke før eller siden må sælge det elske­de, men også dyre Maxen. De begriber, hvorledes det hele hviler tungt på min sjæl, indtil der er kastet lys over det hele . Carl^* er en stor støtte, jeg kunne ikke klare det uden ham. Jeg har for nogle dage siden ladet børnene^{* *} kalde hertil, for at fylde tomheden og få en smule opmuntring, de vil alle bo nogle uger hos mig og også efter helligdagene flytte med mig til Maxen. – Clara Heinke^* lader beklage, at hun og hendes familie^{* *} ikke har set Dem her, jeg mis­un­der hende hendes Pariser-fotografi og det med det syge barn – og dog – jeg under hende denne glæde! Jeg sendte Dem for 4 uger siden et brev til Paris med grevinde Yoldi^* – hun sendte det retur til mig i går, da brevet ikke fan­dt Dem, derfor har De så længe ikke hørt fra mig.

[i margenen, p. 3:] Lev vel, lev glad, og tænk med deltagelse på

Deres tro Fr. Serre.

[i margenen, p. 1:] Hils ved lejlighed den elskværdige fru v. Scavenius^* og datteren^* .

[i margenen p. 2:] Et rigtig langt, udførligt brev fra Dem vil være mig en opmuntring. Alle mine omgivelser hilser Dem.