27.03.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 27. März 1863.
Theurer, verehrter Freund!
Der 2t April naht, und meine Gedanken ziehen zu Ihnen – suchen Sie in Basnaes auf – und reichen Ihnen das liebste Vermächtniß, was mir geblieben – meines dahin geschiedenen Mannes sehr ähnliches Bild! Ich weiß, Sie werden es ehren, es wird Ihnen lieb sein – !
Möge Gottes Segen auch in dem neuen Jahre auf Ihrem lieben Haupte ruhen! – Anders hoffte ich den Tag zu verleben, Ihren Geburtstag in meinem Hause zu feiern, und hatte allerhand schöne Pläne. Doch ernst, und traurig vergehen die Tage, und ich bin froh – daß Sie dort unter lieben Freunden, gefeiert und verehrt – denselben heiter und glänzend verbringen werden – ; ich werde ./. Ihrer denken. Auch der Schluß Ihrer herrlichen Reise mußte ein froher sein! Sie fühlen wie entferndt ich von jedem Egoismus bin, Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte, aber ich wünsche, daß Sie sich mit mir freuen sollen – nicht weinen nicht klagen! – Wie einsam und öde erscheinen mir meine Räume! Ich war ja fast nie von meinem Manne, in den langen Lebensjahren, auf längere Zeit getrennt; ich erlaubte mir ohne ihn selbst keine gewünschte Vergnügungsreise, und wie bedurfte er mich die letzten Jahre, bei seinen Arbeiten – bey seiner Kränklichkeit! –
Ist aber die Anerkennung, der Dank von Tausenden, die es b[e]y seinem Tode bewiesen ein Trost – so wurde er mir in reichem Maaße! – Nur die Weimarsche Stiftung schwieg, schickte keinen Abgeordneten b[e]y ./. seinem Begräbniß, und der Groß. Herz.* befohl durch einen Telegram 24 Stunden zu spät seine Vertretung bey seiner Beerdigung! – Was hilft mir sein theilnehmender Brief, worinnen er sagt, ich sollte ihm immer für einen mir nahestehenden Freund ansehen, nach allen den Kränkungen? Jetzt hat der dortige Verwaltung[z]weig es mit unsrer Regierung zu thuen! – Gutzkow* verwaltet also für ein Jahr Dingelstedts* Posten, als Intendant ohne seinen Rang – der dafür wegen einem Augenübel Weimar verläßt. Hans Bülow* kommt an Liszts* Stelle dahin! –
Ich schlafe jetzt in dem rote Cabinet, neben meiner Wohnstube auf der Straße heraus! Über meinem Bette hängt das schöne Bild meines verstorbenen Kindes – und darüber habe ich Ihren Engel von Kaulbach* placirt – welcher das [overstreget: kranke] todte Kind emporträgt! Sie fühlen die Bedeutung! -
Sehr verwickelte Geschäftsangelegenheiten ./. nehmen meine ganze Zeit in Anspruch! – Ich habe noch nicht, als Universal Erbin das Testament angetreten – kann nichts beurtheilen, bis ich alle Verhältniße kennen geklärt – ob ich Maxen, das Geliebte,wenn auch Theure, nicht früher oder später verkaufen muß. Sie begreifen, wie das Alles schwer auf meiner Seele lastet, bis sich Alles gelichtet haben wird. Carl* ist eine große Stütze, ich könnte ohne ihn jetzt nicht bestehen. Ich habe die Kinder* * vor einigen Tagen zu mir rufen laßen, um mir die Leere auszufüllen und einige Erheiterung zu haben, werden sie einige Wochen bei mir Alle wohnen und auch nach den Feiertagen – mit mir nach Maxen ziehen. – Clara Heinke* ist zu beklagen daß sie und ihre Familie* * Sie nicht hier gesehen, ich beneide sie um Ihre pariser Photografie und diese, mit dem kranken Kind– doch nein – ich gönne ihr diese Freude! Ich schickte Ihnen einen (nach Paris) Brief vor 4 Wochen durch Gräfin Yoldi* [tilføjet i margenen: sie schickte mir ihn Gestern zurück, da er Sie nicht gefunden, deßhalb erhielten Sie von mir so lange keine Nachricht].
[i margenen, p.3:] Leben Sie wohl – leben Sie froh, und gedenken in Theilnahme
Ihrer getreuen Fr. Serre
[i margenen, p.1:] Empfehlen Sie mich der liebenswürdigen Frau v. Scavenius* und Tochter* angelegentlichst
[i margenen p.2:] Ein recht langer, ausführl. Brief von Ihnen wird mir Erquickung sein. Alle meine Umgebungen wollen Ihnen empfohlen sein.
Dresden, den 27. marts 1863.
Dyrebare, ærede ven!
Den 2. april nærmer sig, og mine tanker drager til Dem – opsøger Dem på Basnæs – og rækker Dem den kæreste arv, som er blevet tilbage – af min bortrevne mand et meget lignende portræt! Jeg ved, at De vil ære det, det vil være Dem kært – !
Må Guds velsignelse også i det nye leveår hvile over Deres kære hoved! – Ellers håber jeg at opleve den dag, hvor jeg kan fejre Deres fødselsdag i mit hus, og ville have alskens skønne planer! Men alvorligt og sørgmodigt går dagene, og jeg er glad, at De bliver fejret og æret der blandt kære venner – og vil tilbringe dagen muntert og strålende – jeg vil tænke på Dem! Også slutningen på Deres herlige rejse må have været glad! De føler, hvor fjernt enhver egoisme ligger mig, De ved, hvilken glæde Deres åsyn havde givet mig, men jeg ønsker, at De skal glæde Dem med mig, ikke græde, ikke klage! – Hvor ensomt og øde synes mine rum mig! Jeg var jo næsten aldrig væk fra min mand, i alle de leveår; jeg tillod mig ingen ønsket fornøjelsesrejse uden ham, og han behøvede mig så meget de sidste år, ved alt arbejdet – og ved hans sygdom.
Men anerkendelsen, takken fra de tusinder, som beviste en trøst ved hans død – blev mig rigt til del. – Kun Weimar-stiftelsen tav, sendte ingen delegeret til hans begravelse, og storhertugen* befalede ved et telegram, 24 timer for sent sin præsentation ved hans begravelse! Hvad hjælper hans deltagende brev mig, hvor han siger, han altid vil anse mig for en nærtstående ven, efter alle de krænkelser? Nu har forvaltningsfilialen der ansvar for vores regering!
Gutzkow* forvalter altså for et år Dingelstedts* post, som intendant, uden at have hans rang, som til gengæld forlader Weimar på grund af en øjenlidelse. Hans Bülow* kommer i Liszts* sted dertil!
Jeg sover nu i det røde kabinet, ved siden af min dagligstue ud mod gaden! Over min seng hænger det skønne billede af mit døde barn – og derover har jeg placeret Deres Engel af Kaulbach* , som bærer det syge døde barn op. De føler betydningen!
Meget indviklede forretningsanliggender kræver al min tid! Jeg har endnu ikke tiltrådt testamentet som universalarving – jeg kan ikke bedømme det, før jeg har afklaret alle forhold, om jeg ikke før eller siden må sælge det elskede, men også dyre Maxen. De begriber, hvorledes det hele hviler tungt på min sjæl, indtil der er kastet lys over det hele . Carl* er en stor støtte, jeg kunne ikke klare det uden ham. Jeg har for nogle dage siden ladet børnene* * kalde hertil, for at fylde tomheden og få en smule opmuntring, de vil alle bo nogle uger hos mig og også efter helligdagene flytte med mig til Maxen. – Clara Heinke* lader beklage, at hun og hendes familie* * ikke har set Dem her, jeg misunder hende hendes Pariser-fotografi og det med det syge barn – og dog – jeg under hende denne glæde! Jeg sendte Dem for 4 uger siden et brev til Paris med grevinde Yoldi* – hun sendte det retur til mig i går, da brevet ikke fandt Dem, derfor har De så længe ikke hørt fra mig.
[i margenen, p. 3:] Lev vel, lev glad, og tænk med deltagelse på
Deres tro Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Hils ved lejlighed den elskværdige fru v. Scavenius* og datteren* .
[i margenen p. 2:] Et rigtig langt, udførligt brev fra Dem vil være mig en opmuntring. Alle mine omgivelser hilser Dem.
BrevID 10962: FrS-brev af 27/3 1863 (Collin XI, 16/242, billedid 5327-28, 5891-92).
meines dahin geschiedenen Mannes Bild: FAS døde 3/3 1863. Sigwald Dahl* underettede straks pr. brev HCA om dødsfaldet, jf. Dbg. V, 370. FrS sendte med sit brev et vellignende portræt af FAS, formentlig det sidste fotografi, taget af FrS.
Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte: det havde været HCAs hensigt at afslutte den lange rejse med et besøg hos Serres i Dresden, men han ændrede sin plan – formentlig p.gr.a FAS’ død – og rejste med Jonas Collin* direkte hjem til Danmark.
die Anerkennung, der Dank von Tausenden … bey seinem Tode: FAS blev begravet i sine svigerforældres gravsted på Trinitatis kirkegården i Dresden, ledsaget af en talstærk skare. FrS har uvivlsomt også fået mange kondolencebreve fra sin og den afdøde mads store venneskare.
Hans Bülow* : dirigenten og pianisten Hans Bülow* (1830-94), der var svigersøn af Franz Listz* , idet han i perioden 1857-67 var gift med datteren Cosima L.* (som siden ægtede Richard Wagner* ).
das schöne Bild von meinem verstorbenen Kindes: ægteparret Serre fik i 1820 en søn, som i dåben fik navnene Johann Friedrich Adolph* , men som døde allerede i 1821. I hans sted adopterede de drengen Carl Levin (f. 1820), som fik navnene Carl Friedrich Wilhelm Serre* (1820-90).
Ihren Engel von Kaulbach* : litografi efter tegning af Wilhelm von Kaulbach* , med motiv fra HCA.s "Engelen", jf. BrevID 23587.
Frau v. Scavenius* und Tochter:. Datteren: Lucie S.* (1844-1920).
