Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
18.06.1862Dagbogsuddrag 18.6.1862: Brev til Fru Serre
(BrevID 22382 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.07.1862
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Wildbad] Am 1. July [18]62.
Theurer, verehrter Freund!
Hier traf mich Ihr letzter, lieber Brief – von Basnos, und ich eile ihn zu beantworten, ehe Sie mir nach der weiten, weiten Welt ziehen! So sollen wir Sie wirklich nicht dies Jahr vorher in Maxen sehen, ich hatte so sehr mich darauf gefreut, doch ich weiß, was Sie sich einmal vorgenommen – geschieht! –
Möge Gott Sie schützen! Wie werden Sie alle die Unbequemlichkeiten und Strapazen ./. aus halten, die eine Reise in Spanien bietet – und ich kenne doch Ihre Empfindlichkeit. Ich gestehe, ich denke mit Sorge daran, und wieder an das Wort unsres Königs* zu Ihnen, "Sie müßen noch recht lange lange leben, um durch Ihre Schriften Gutes zu wirken!["] und darum wird Sie Gott in seinem besondern Schutz nehmen.
Die arme Clara Heinke* , welche sich so auf Ihr, wenn auch nur kurzes Wiedersehen und Kommen gefreut, abermals vergebens! Wie öde wird ihr Maxen erscheinen, ohne den theuren Freund! Daß ich die liebenswürdige Frau von Scavenius* kennen gelernt, freut mich ungemein. Ich begreife nun, wie wohl Sie sich in ihrer belebenden, anregenden Nähe fühlen! Abermals hatte mich Eliza* herzlich aufgefordert, nach Glorup zu kommen, doch kann ich Serre nicht verlaßen, und mußte ihn hierher begleiten ./. er ist so kränklich und schwach, daß er mich nothwendig in seiner Nähe bedarf.
Leider haben wir vom 2t Tag unsres hierseins fortwährend Regen und Kälte gehabt, und ich fürchte recht, daß die Bäder dadurch einen weniger günstigen Einfluß auf Serre haben werden. Wir leben sehr einsam und abgeschloßen, fanden fast keine Bekannte, und Serre kann nicht viel gehen – besonders bey dem schlechten fortdauernden Regenwetter. Auch muß man überall Berge steigen um in die waldigen Regionen des Schwarzwaldes zu kommen, welcher den Kamm der Berge bedeckt, ich dachte mir fälschlich, Wildbad läge mitten eines Fichtenwaldes. Leider besteht die Gesellschaft meist aus vornehmen Rußen und eleganten Franzosen, leider sind keine interessanten Menschen hier, wie andere Jahre, Bulwer* Moritz* Hartmann* und andere Notabilitäten. So verliert man nichts durch isolirt sein. ./.
Seit 8 Tagen verweilt hier der alte König* von Würtenberg, geht aber auch nur einsam höchstens von seinem Leibarzt begleitet auf der Promenade hin und her, und verbietet sich Vorstellungen.
Der Tod der alten Tarnow* , welche so viel in unserm Hause, mir so treu ergeben – und für welche ich gewißermaßen zu denken und zu sorgen gewöhnt war, hat mich doch tief geschmerzt. Es ist ein süßes Gefühl, ein treues Herz auf der Erde zu haben, was so warmen Antheil an uns nimmt – und ich beweine sie.
Minna* hat sich ins Unglück gestürzt, sie sitzt in Flatow, wartet bis der abscheuliche, falsche, betrügerische Geisenheimer* sie hohlt und heirathet; – und er verlacht sie – doch sie glaubt es keinem. Therese Strenz* führte mit Fr. v. Berge* einstweilen, wenn ich abwesend, meinen Hausstand, nun hat sich der Krieg bis zu der Wohnung ihres Bruders hingezogen, und er rathet erst im nächsten Jahre zu ihm zu kommen. Handel und Geschäfte stecken dadurch dort. ./.
Ich habe während unser Hiersein, vor dem Maxner Schloß, einen kleinen Theil der Hecke weg nehmen laßen, um die Aussicht nach dem Thal, und Prof. Nicolai* baut einen kleinen offenen oben bedeckten Pavillon, wo man keinen Zug hat, und doch im Freien sitzen kann. Serre wird zwar anfangs schelten, aber endlich gefällt es ihm doch. Da die Fabriken eingegangen, ist der alte dunkle Anbau weggenommen, und das alte sogenannte Ritterschloß kommt wieder mit seinen vielen Fensterpaaren zum Vorschein, die Mauern werden auch abgeputzt – das Haus – und so werden Sie Alles in freundlicherer Gestalt wiederfinden – wäre die Zeit schon da! – Aber glücklich macht mich Ihr Versprechen, von Zeit zu Zeit von Ihrer Reise zu schreiben, ich weiß aus Erfahrung Sie halten Wort, und welche reiche Ärndte, an Stoff, Gedanken, Anschauungen wird diese Reise für Ihre litterarischen Arbeiten geben! – ./. und welche seltene und besondere Art von Schnecken, wird erst Hrr Jonas Collin* finden! Haben Sie meinen Brief durch Herrn Max von Weber* erhalten? Er bereiset den Norden, Dänemark, Schweden, Norwegen bis Hammerfest.
Gewiß werden Sie die Schriftstellerin (aus Hamburg gebürtig, Tochter eines Schriftstellers, in Spanien verheirathet) Caballero* kennen lernen, ich weiß nicht in welchem Ort sie lebt.
Nächstens will ich auch an der Stampe* schreiben,. sie muß sich sehr vereinsamt und verwaiset ohne Jeanina* fühlen, das belebende Element im Hause! -
So leben Sie wohl und froh! Gefeiert und geliebt! –
Ich las in den Zeitungen daß der Gr. Herz.* von Weimar in einem kleinen Bade am Rhein ist, und mit seiner Gemahlin* nach Petersburg Ende July zu dem großen Marienfest reiset. Von der Göthe* weiß ich seit lange nichts.
Mein Mann will Ihnen herzlich empfohlen sein.
In Treue und Verehrung
Ihre Fr. Serre
[Wildbad] den 1. Juli [18]62.
Dyrebare, ærede ven!
Her fik jeg Deres sidste, kære brev fra Basnæs, og jeg iler med at besvare det, inden De drager mig ud mod den vide verden. Så skal vi altså ikke i år se Dem først i Maxen, jeg havde glædet mig sådan til det, men jeg ved, at hvad De beslutter Dem for, bliver fuldført!
Gid Gud må beskytte Dem? De vil tåle alle ubehagelighederne og strabadserne, som en rejse i Spanien frembyder – og jeg kender jo Deres følsomhed. Jeg tilstår, at jeg tænker med bekymring på vores konges* ord til Dem "De må leve meget længe for at udvirke godt med Deres skrifter!" – og derfor vil Gud have Dem under særlig beskyttelse.
Den arme Clara Heinke* , som tager så meget på sig, om det så kun er et kort gensyn og besøg – at hun endnu engang har håbet forgæves! Hvor tomt vil Maxen synes hende, uden den dyrebare ven! At jeg har lært den elskværdige fru Scavenius* at kende glæder mig ualmindelig meget! Jeg begriber nu, hvor vel De føler Dem i hendes belivende, inspirerende nærhed! Endnu en gang havde Eliza* hjerteligt opfordret mig til at komme til Glorup, men jeg kan ikke forlade Serre og måtte ledsage ham hertil, han er så sygelig og svag, at han nødvendigvis må have mig i sin nærhed.
Desværre har vi fra 2. dag af vort ophold her vedvarende regn og kulde, og jeg frygter, at badene derfor ikke vil have så gunstig en indflydelse på Serre. Vi lever ensomt og afsondret, næsten ingen bekendte og Serre kan ikke gå ret meget – især på grund af det dårlige vedvarende regnvejr. Desuden må man overalt bestige bjerge for at komme til skovegnene i Schwarzwald, og de dækker også bjergkammene, jeg troede fejlagtigt, at Wildbad lå midt i en granskov. Desværre består selskabet mest af fornemme russere og elegante franskmænd, desværre er ingen interessante mennesker her, som de andre år, Bulwer* ,Moritz * Hartmann* og andre notabiliteter. Således mister man ikke noget ved at være isoleret!
Den gamle konge af Württemberg* har været her i 8 dage, men han går også kun alene – højst ledsaget af sin livlæge frem og tilbage på promenaden, og tillader sig ikke præsentationer.
Den gamle Tarnows* død – som har været så meget i vores hus, har været så tro mod mig, og som jeg havde vænnet mig til at tænke på og bekymre mig om, har smertet mig dybt. Det er en sød følelse at have et trofast hjerte på jorden, som tager så varmt del i vort liv – og jeg begræder tabet.
Minna* har kastet sig i ulykke, hun sidder i Flatow, venter på, at den afskyelige, falske bedrageriske Geisenheimer* henter hende og gifter sig med hende – og han ler ad hende – men hun tror ikke på nogen. Therese Strenz* førte imidlertid mit hus sammen med fr. v. Berge* , da jeg var fraværende, nu er krigen også kommet til hendes broders hus, og han råder hende til først at komme næste år til ham. Handel og forretninger går i stå derved.
Mens jeg har været her, har jeg ladet en lille del af hækken fjerne foran Maxen-slottet, for at få udsigten over dalen, og prof. Nicolai* bygger en lille, åben overdækket pavillon, hvor man ikke får træk og dog kan sidde i det fri. Serre vil i begyndelsen skælde ud, men endelig behager det ham dog. Da fabrikkerne lukkede, er den gamle mørke tilbygning blevet fjernet og det gamle såkaldte ridderslot med sine mange vinduespar kommer igen til syne, murene bliver også renset af – huset – og således vil De genfinde alt i en venligere gestalt – hvis blot det var tiden! – Men Deres løfte gør mig lykkelig, at De fra tid til anden vil skrive fra Deres rejse, jeg ved af erfaring, at De holder ord, og hvilken rig høst af stof, tanker, anskuelser vil rejsen give for Deres litterære arbejder! – og hvilken sjælden og særlig art snegle vil hr Jonas Collin* finde for første gang! Har De fået mit brev fra Max von Weber* ? Han berejser Norden, Danmark, Sverige, Norge til Hammerfest.
De vil bestemt lære forfatterinden Caballero* (født i Hamburg, datter af en forfatter, gift i Spanien) at kende, jeg ved ikke, hvor hun bor.
Snart vil jeg også skrive til fru Stampe* , hun må føle sig meget alene og forladt uden Jeanina* , som var det belivende element i huset.
Lev nu vel og vær glad! Fejret og elsket!
Jeg læste i avisen at storhertugen* af Weimar er ved et lille bad ved Rhinen og med sin hustru* rejser til Petersborg i slutningen af juli til den store Mariefest. Fra fru Goethe* har jeg længe ikke hørt noget.
Min mand sender de hjerteligste hilsner.
I troskab og med ærbødighed.
Ihre Fr. Serre
BrevID 18410: FrS-brev af 1/7 1862 (Collin XI, 16/238+11/165, billedid 5013-14, 5311-14).
Ihr letzter, lieber Brief – von Basnos: HCA tilbragte en hel måned på Basnæs (2/6-6/7), afbrudt af et kortere ophold på Holsteinborg (16-22/6). Hans brev til FrS er skrevet på Basnæs før 16/6, men først afsendt fra Holsteinborg 18/6.
ehe Sie mir nach der weiten, weiten Welt ziehen: HCA drog ud på sin rejse til Spanien 24/7 og var først hjemme i Kbh. 31/3 1863. På udturen gjorde han et længere ophold i Schweiz, hvor han var sammen med familien Henriette* og Edvard Collin* .. Sønnen Jonas Collin* var HCA.s rejseledsager på denne rejse.
keine interessante Menschen … wie andere Jahre, Bulwer* Morits Hartmann* : FrS har utvivlsomt kigget i gæstebogen i Wildbad, hvor hun konstaterede tidligere besøg af bl.a. den engelske romanforfatter Edward Bulwer[-Lytton:* (1803-73) og den tyske skuespiller Heinrich Moritz* (1800-68) fra Stuttgart. Hartmann* er muligvis den tyske maler og raderer Carl Hartmann* (1818- ca. 1857).
der alte König von Würtenberg* : kong Wilhelm I af Württemberg* (1781-1864), hvem HCA havde set i teatret i Stuttgart ved festforestillingen i anledning af kongens fødselsdag (Dbg. IV, 440).
Therese* … nun hat sich der Krieg bis zu der Wohnung Ihres Bruders hingezogen: Therese Strenz* , som ifølge BrevID 10406 agtede sig til Brasilien, er rimeligvis advaret mod rejsen dertil af sin dér boende broder. Der udspillede sig en krig mellem Paraguay og en "triplealliance" af Argentina, Uruguay og Brasilien.
Prof. Nicolai* : arkitekten Hermann Nicolai* (1811-81), der efterfulgte den landsforviste Gotfried Semper* som professor ved Dresdens Akademie der Bildenden Künste.
der alte dunkle Anbau weggenommen: i en tilbygning til Maxens hovedbygning havde der i en årrække fundet en fabrikation af "Bleizucker"sted. Denne blyforbindelse, også kaldet blyacetat, er meget giftig.
Max von Weber* : friherre Max Maria von Weber* (1822-81), søn af komponisten Carl Maria von Weber* (1786-1826), jernbaneingeniør og -direktør. HCA havde truffet ham på Maxen i 1857 og havde fattet sympati for ham. Det fremgår ikke af Dbg., at HCA skulle have modtaget et FrS-brev viaMMvW* . Brev fra 1858 i HCAs album BrevID 20479
die Schriftstellerin (aus Hamburg gebürtig … Caballero* : Cecilia Böhl von Faber* (1796-1877), tyskfødt forfatterinde, som anvendte pseudonymet Fernan Caballero for at skjule, at hun var kvinde. Hun havde ganske rigtigt haft sin skolegang i Hamburg, men var fra 1816 knyttet til moderens land Spanien og bosat i Sevilla. HCA traf hende nu ikke på sin Spaniensrejse.
03.08.1862Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22383 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
26.08.1862Dagbogsuddrag : Brev til Clara Heinke* med mit Billed hvor jeg læser; Brev deri til Fru Serre.
CH* : (BrevID 22384 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
FS: (BrevID 22385 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
19.09.1862Dagbogsuddrag : Breve til Fru Serre i Dresden og Clara Heinke*
29.09.1862
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 29 st Sptbr 1862
Theurer, verehrter Freund!
Da liegen 2 liebe herrliche Briefe vor mir, von Ihnen, der Eine, aus der Schweitz, der Andere - – aus Valencia!- So haben Sie das erwünschte Ziel erreicht, Sie sind in Spanien, das einzige Land, noch nicht ausgebeutet von Reisenden und in Büchern, werth Ihrer poetischen, kenntnisvollen Darstellung – und Gott erhalte Sie nur gesund, damit Sie in gewohnter Geistes frische ein Bild aufzeichnen, daß [sic] erquickt und belebt – und uns einführt und vertraut macht mit diesem gelobten, wunderbaren Lande. Gewiß machen Sie auch die Bekanntschaft der Schriftstellerin Cabbalero* , welche so volksthümlich schildert, und manche kleine, reizende Erzählung – wie, die Möwe – in die Welt hinaus gesandt. Sie soll ursprünglich eine Hamburgerin sein, die Tochter eines Schriftstellers – und dort verheirathet.
Madame Helmke* hat freilich nur die Schattenseite besprochen, schlechte Kost – mühseliges und gefährliches Fortkommen – uncultivirte, baumlose Gegenden – schmutzige Städte, daßelbe Bild brachte sie von der Türkei, Griechenland, Aegypten zurück. – Wie dem auch sey – dahin zieht mich die Sehnsucht nicht, wo man an Stier Gefechten Vergnügen findet. – In den Zeitungen stand – “eine Wasserhose sey über Barcelona gezogen" – ich berechnete die Zeit, es traf zu Ihrem Aufenthalt! – Nun laßen wir die Schilderung der von Ihnen dort erlebten Überschwemmung! Gestern stand fast Wort für Wort, eine Beschreibung davon im Dresdner Journal! – Es muß entsetzlich gewesen sein. Wunderbar daß Sie immer zu interessanten Momenten an solche Orte kommen, daß [sic] gibt der Himmel dem Dichter zu Gute! – ./.
Daß ich Ihnen so lange nicht schrieb, machte, daß ich Ihnen nichts Erfreuliches mittheilen konnte! – Nach unserm feuchten, naßen, kalten Aufenthalt 5 Wochen in Wildbad, was Serre wohl geschadet haben mag – erkrankte er gerade an seinem Geburtstage, an Lungen und Rippenfell Entzündung. Wochenlang schwebte er in Todes Gefahr, die Folge davon ist eine große Mattigkeit – Husten, Tag und Nacht – und Athemlosigkeit! Der Arzt sagt, er sey noch nicht über den Berg. Die Pflege, die schlaflosen Nächte, greifen mich an, und ich bin oft todtmüde, eben so, die innere Angst und Sorge. Alles steht in Gottes Hand, wir müssen uns seinen Willen unterwerfen.
Der Tod des D. Julius Hammer* , der vor 4 Wochen in Pillnitz am Tyfus starb – hat ihn auch erschüttert, eben so betrauere ich ihn wahrhaft, welcher zu jedem Festtag in Wort oder Schrift ein Zeichen der Liebe und Freundschaft gab. Auch war er eine Stüze der Schiller* stiftung. – Serre hat denn die Summe von 450,000 rh. dem Staat übergeben, und ist damit von dieser Bühne abgetreten, doch der 3te Theil, für seine Tiedge* stiftung, verbleibt zu seiner und des Comités ersichtlichen Verwendung. Damit hat er sich die Ungnade des Gr. Herzogs* zugezogen, der das ganze Capital in Weimar placiert haben wollte – und hat die unangenehmsten Kämpfe mit dem Weimarer Verwaltungsrathe, an deßen Spitze, Gutzkow* und Dingelstedt* . Wie abscheulich sich Gutzkow* dabey zeigt, ist fabelhaft – wie schwach der Gr. Herzog* ; unbegreiflich! Unsere Regierung die bereits das Geld schon 3 Jahre verwaltet, sicher untergebracht, erkennt eben so wenig einen Grund, daßelbe einem wandelnden Vorort anzuvertrauen. Dieser immer neue Ärger und Undank, macht Serre moralisch elend und krank! – Sollten sie nicht froh sein, jährl. einen Unterstützungsfond von 12,000 Taler zu erhalten? Jetzt wollen sie die Hälfte, zu besoldete Ehrenmitglieder verwenden – und wollen nicht die Öffentlichkeit, Alles was so gegen Serres Ansichten und Wünsche lautet! – ./.
Frau von Hann* geht einer schweren Zeit entgegen, dem Todes Tage ihres Herrman* , am 11.Octbr! – Doch im Ganzen ist sie jetzt gefaßter und ruhiger. – Ich habe die Freude, Frau v. Göthe* auf einige Tage hier zu sehen – leider reiset sie schon Morgen nach Wien zurück. Minna* sitzt noch immer in Flatow auf den Bräutigam* wartend. Die Hohenthal* ist sehr glücklich über die Heirath ihrer Nichte* mit dem Prinzen von Wales* , welcher jetzt in Dresden ist – wir Deutschen sind es nicht. Sigwald* ist in Wiesbaden mit der Gräfin Moltke* , begleitet sie dann nach Paris. – Sein Bild, der Bettler macht Aufsehen in der Londner Ausstellung. – Die Familie Heincke* * * bleibt diesen Winter in Dresden. Der arme Herr von Lüttichau* , wiederhohlt von Schlaganfällen heimgesucht, ist ohne Besinnung, Urtheil, Gedächtniß, vegetirt nur noch.
Ich glaube schwerlich, daß sich Heinckes* * * diesen Winter hier amüsieren werden. Clara* ist von Allen geliebt und gern gesehen – doch weniger angenehm findet man die Schwester* . Carus* läßt ein neues Buch erscheinen – die Lebe[ns]kunst!
Man hat kürzlich in meinem Kiosk eingebrochen und Raden Salehs* und Boachis* Bild daraus gestohlen! – Sie werden sich freuen, über eine kleine, bedachte Veranda mit Glasfenstern (ich habe ein Stück Hecke nach dem Graben hinaus durchbrochen), und mit Pflänzchen nur vor dem Haus im Grünen, bedeckt und ohne jede Zugluft zu finden)! – Leider konnte ich es bis jetzt nicht benutzen.
Wie viele seltene Schnecken wird Mr. Collin* in Spanien finden wo Kisten hernehmen, sie alle nach der Heimath zu schicken! Sie werden Ihr Sterioskop bereichern! – Margaret* und mein armer kranker Mann vor Allem, grüßen Sie recht herzenswarm! – Schon nahen die langen Abende – Ihnen scheint die Sonne heiß, den Winter sind Sie überhoben – und Sie kommen ein Jahr weniger, des Lebens, – reicher 10 Jahre an Genuß und Erfahrung zählen! Behüthe Sie der liebe Gott, nehme Sie in seinen besonderen Schutz.
Mit Treue, und Hingebung in Freundschaft
Ihre Fr. Serre
[i margenen, p. 2:] Recht einsam und traurig wird der Winter für mich vergehen! –
[udskrift:] Monsieur le Professeur H.Ch. Andersen Chevalier p.p.
à Granada Espagne
Addresse: Signor Joaquin Agrela*
restante
[stemplet:] DRESDEN 30 IX 62
Dresden, den 29. Sptbr 1862
Dyrebare, ærede ven!
2 herlige breve ligger foran mig, fra Dem, det ene er fra Schweitz, det andet fra Valencia! Så har De altså nået det ønskede mål, De er i Spanien, det eneste land som endnu ikke er udbyttet af rejsende, og i bøger vil De give det værdi med Deres poetiske, kundskabsfulde fremstillinger – og må Gud bare holde Dem rask, så De med sædvanlig åndsfriskhed kan tegne et et billede, som opliver og levendegør det for os – og introducerer os til og gør os fortrolige med dette roste, vidunderlige land. De lærer helt sikkert også forfatterinden Cabbalero* at kende, hun skildrer populært og mangen lille, henrivende fortælling, som Mågen, har hun sendt ud i verden. Hun skal oprindelig være fra Hamburg, datter af en forfatter, og har giftet sig der [i Spanien].
Fru Helmke* har ganske vist kun omtalt skyggesiden, dårlig mad – besværlig og farlig transport – ukultiverede, træløse egne – beskidte byer – det samme billede gav hun af Tyrkiet, Grækenland og Ægypten, da hun kom tilbage. Lad det nu være – min længsel får mig ikke til at drage derhen, hvor man finder fornøjelse i tyrefægtning. – I aviserne stod – "en skypumpe var draget over Barcelona" – jeg beregnede tiden og det passede med Deres ophold! – Nu læste vi skildringen af Deres oplevelser med oversvømmelsen! I går stod næsten ord til andet, en beskrivelse deraf i Dresdener Journal! – Det må have været skrækkeligt. Vidunderligt at De altid kommer til interessante momenter på sådanne steder, det giver himlen digteren som gode!
At jeg så længe ikke skrev til Dem gjorde, at jeg ikke kan meddele Dem noget glædeligt! – Efter vores fugtige, våde, kolde ophold på 5 uger i Wildbad, hvad der meget vel kan have skadet Serre, blev han netop syg på sin fødselsdag, med lunge- og lungehindebetændelse. I ugevis svævede han i dødsfare, og følgen er stor mathed –hoste dag og nat – og åndløshed! Lægen siger, at han endnu ikke er over faren. Plejen, de søvnløse nætter, angriber mig, og jeg er ofte dødtræt, i indre angst og bekymring. Alt står i Guds hånd, vi må underkaste os hans vilje.
Julius Hammers* død – han døde for 4 uger siden i Pillnitz af tyfus, har også rystet ham, ligeså begræder jeg ham også i sandhed, han der til hver festdag i ord eller skrift gav et tegn på kærlighed og venskab. Han var også en støtte for Schiller* stiftelsen. – Serre har overgivet staten en sum på 450.000 rh og er dermed trådt ned af denne scene, men 3. del, for hans Tiedge* stiftung, forbliver til hans og komitéens indlysende anvendelse. Dermed er han kommet i unåde hos storhertugen* , som ville have hele kapitalen placeret i Weimar – og har de mest ubehagelige kampe med Weimar-forvaltningsrådet med Gutzkow* og Dingelstedt* i spidsen. Hvor afskyelig Gutzkow* derved viser sig – er fabelagtigt – hvor svag til gengæld storhertugen* er – er ubegribeligt! Vores regering, som allerede har haft pengene sikkert anbragt i 3 år, synes derfor også, at der er mindre grund til at tiltro samme en skiftende bestyrelse [iflg. Duden]. Den hele tiden fornyede ærgrelse og utak gør Serre moralsk elendig og syg! Burde de ikke være glade for årligt at få en understøttelse på 12.000 daler? Nu vil de anvende halvdelen til lønnede æresmedlemmer – og vil ikke offentligheden – alt går direkte imod Serres hensigter og ønsker!
Fru von Hann* går en svær tid i møde, [årsdagen] for hendes søn Hermans* død den 11. oktober. – Men stort set er hun fattet og roligere. – Jeg har den glæde at se fru v. Goethe* her i nogle dage – desværre rejser hun allerede i morgen tilbage til Wien. Minna* sidder stadig i Flatow og venter på brudgommen* . Fru Hohental* er meget lykkelig over niecens* bryllup med prinsen af Wales* , han er nu i Dresden – vi tyskere er ikke begejstrede. Sigwald* er i Wiesbaden med grevinde Moltke* , og ledsager hende videre til Paris – Hans billede, tiggeren, vækker opsigt på London-udstillingen. – Familien Heincke* * * bliver denne vinter i Dresden. Den stakkels hr von Lüttichau* er igen ramt af slagtilfælde, er uden bevidsthed, dømmekraft, eftertanke, vegeterer kun.
Jeg tror næppe, at Heinkes* * * vil more sig her i vinter. Clara* er elsket af alle og alle vil gerne se hende – men man finder søsteren* mindre behagelig. Carus* udgiver en ny bog – Livskunsten.
For nylig brød man ind i min pavillon og stjal Raden Salehs* og Boachis* billede. – De vil glæde Dem over at finde en lille, overdækket veranda med glasvinduer (jeg har ladet et stykke hæk fjerne ud mod dalen), og kun plantet små grønne planter foran huset – og der er slet ingen træk! – Desværre kunne jeg endnu ikke benytte det.
Hvor mange sjældne snegle vil hr. Collin* finde i Spanien og tage med i æsker hertil, for at de kan blive sendt hjem! De vil berige Deres stereoskop! – Margaret* og min stakkels syge mand – frem for alle, hilser Dem ret hjertevarmt! – Snart nærmer de lange aftener sig – på Dem skinner solen varmt, vinteren er De hævet over – og De kommer [til at kunne] tælle et livsår mindre – men 10 år rigere på nydelse og erfaring.
Den kære Gud bevare Dem, og tage Dem under sin særlige beskyttelse.
Med troskab, hengivenhed og venskab.
Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 2:] Ret ensom og trist vil vinteren hengå for mig! –
[udskrift:] hr Professor H.Ch. Andersen ridder
i Granada Spanien
Addresse: Signor Joaquin Agrela*
restante
BrevID 18430: FrS-brev af 29/9 1862 (Collin XI, 16/239, billedid 5315-18).
2 liebe herrliche Briefe . der Eine aus der Schweiz, der Andere – aus Valencia: HCA sendte breve til FrS 3/8 fra Brunnen og 19/9 fra Valencia.
die Schriftstellerin Caballero* : jf. BrevID 18410. Hendes hovedværk af romanen "La Gaviota" (ty. Die Möwe).
wo man an Stier Gefechten Vergnügen findet: FrS var udpræget dyreven og måtte som sådan tage afstand fra tyrefægtninger.
eine Wasserhose sey über Barcelona gezogen: FrS havde beregnet tiden rigtigt, Barcelona blev ramt af en skypumpe 15/9 – på HCA.s sidste dag i Barcelona – med store oversvømmelser til følge.
Der Tod des D. Julius Hammer* : JH* var en af familien Serres nærmeste venner, hvorfor hans død 23/8 1862 berørte dem dybt.
Gutzkow* und Dingelstedt* : forfatteren Karl Gutzkow* flyttede 1861 fra Dresden til Weimar, hvor han blev udnævnt til generalsekretær i den 1859 grundlagte Schiller* Stiftung, en stilling der bragte ham i umiddelbar kontakt med storhertug Carl Alexander* – og i et modsætningsforhold til FAS. Hans virke i Weimar sluttede dog allerede 1864. – Franz Dingelstedt* , der også var digter, havde tidligere været intendant ved Hof- og Nationalteatret i München, men ombyttede i 1857 denne stilling med en tilsvarende ved Hofteatret i Weimar – og var dér ligeledes medlem af kredsen omkring storhertugen* .
Frau von Hann* … dem Todestage ihres Herrman* : jf. BrevID 8261.
die Heirath ihrer Nichte mit dem Prinzen von Wales* : den danske prinsesse Alexandra* (1844-1925) – som ganske rigtigt var en niece af FrS.s veninde, grevinde Hohenthal* f. prinsesse af Glüksborg – blev i 1862 forlovet med prinsen af Wales (sen. kong Edward VII* ) og året efter gift med denne.
wir Deutschen sind es nicht: man har nok i Tyskland – urigtigt – tillagt forbindelsen Edward* -Alexandra* politisk betydning, som en engelsk støtte til Danmark i dettes strid med Tyskland om hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Carus* lässt ein neues Buch … die Lebekunst: hermed mener FrS nok bogen "Die Lebenskunst nach den Fresken des Tempels zu Delphi", som dog først udkom i 1863.
Man hat kürzlich in meinen Kiosk eingebrochen und Raden Salehs* und Boachis* Bild daraus gestohlen: "kiosken" er den moskélignende pavillon, FrS i 1850 lod opføre i parken til Maxen til glæde for den javanesiske prins Raden Saleh* , jf. BrevID 17269. Vedr. prins Aquasi Boachi* , søn af kongen af Ashanti på Guldkysten, se ligeledes kommentar til BrevID 17269. http://www.pavillon-maxen.de/chronik.html (link dec. 2018)
Wie viele seltene Schnecken wird Mr. Collin* … finden: FrS kendte udmærket den unge zoolog Jonas Collins* passion for indsamling af snegle, en virksomhed hvor han blev ivrigt og behjertet bistået af HCA.
Joaquin Agrela* : (1816-71) bankier i handelshuset i Granada.
18.10.1862Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 23600 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
05.11.1862Dagbogsuddrag Skrev Brev til Fru Serre.
(BrevID 22387 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
06.11.1862Dagbogsuddrag Brev til Fru Serre.
(BrevID 22387 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev) (brevet er formentlig påbegyndt den 5. og afsluttet den 6.)
27.11.1862
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 27. Nvbr [18]62
Theurer, verehrter Freund!
Dank, tausend Dank, für Ihr treues Andenken auch in der Ferne, im fremden Welttheile, Dank für die interessanten Briefe von dorther. Ich suchte mir sofort Tanger in Marocco, auf der Karte, begleitete Sie mit Auge und Gedanken über Gibraltar nach Cadiz, verfolgte Ihren Weg bis Madrid. Dort also weilen Sie länger, und sollen meinen Brief finden, da Clara* Ihnen bereits nach Sevilla geschrieben; wir wechseln so mit Nachricht geben.
Gott sei Dank, ich kann Ihnen Gutes von hier sagen. Serre ist von seiner Krankheit hergestellt, zwar hustet er viel, klagt über Gichtschmerzen und verläßt sein Zimmer nicht, doch soll keine Gefahr sein, und er nimmt geistigen Antheil an Allem. Auch mir geht es besser, und ich erhohlte mich etwas von der Mattigkeit und dem Angegriffensein, Folge der Sorge und den vielen Nachtwachen bey seiner Krankheit! – Die armen Heinkes* * * haben einen stillern Winter als sie sich wohl hier erwartet – mit eigentlich wenige gesellige Bekanntschaften. Clara* malt dafür in Otto Müllers* Attelier und lernt das Öhlmalen – was ihr schöne Früchte tragen wird und einen bleibenden Gewinn. Ihre Schwester Ottilie* findet weniger Gelegenheit Musik zu treiben, sie ist weniger liebenswürdig als Clara* , und die gute Mama* blind – Sie besuchen Lecturen und Concerte, finden aber Dresden weniger gesellig ./. und animirt als Berlin, wo ihre Schwester* sich besser amüsirt. Vergebens hofften sie auf Ihr Kommen im Sommer, seÿ es auch nur für Tage gewesen, und Frau v. Göthe* war ordentl. böse auf Sie, daß Sie es nicht mögl. machten. Jetzt hoffen sie auf Ihre Durchreise im April wo Sie doch gewiß Dresden bey Ihrer Rückkehr berühren, welche Freude Ihnen dann zuhören zu können! – Eine angenehme Erscheinung war hier Biörnson* , Verfasser der 3 kleinen Novellen – Arne, frischer Bursch, Sinöwe, sein ganzes Wesen ist wie seine Schriften ursprünglich, originell. Er war tägl. im Theater, wo er in der Loge vom Hofrath Pabst* mit welchem er sich sehr befreundet – einen Platz erhielt. Er studirte die Gallerie, Museen, besonders das Theater, weil Ole Bull* in Christiania ein norwegisches Theater einrichten wird, wo er Intendant sein soll, und da er eigentl. norw. Theater Dichter und jetzt eine Triologie [sic] geschrieben, die er übersetzen laßen will – sammelt er Stoff und Erfahrung. Er war öfter bei uns, lieb und gut – ich führte ihn bey Carus* ein, doch wollte er in keine Gesellschaft die ihm Zeit raubte. Jetzt ist er* in Berlin, von da nach Copenhagen, will das Weihnachten dort mit Frau* und Kind* zubringen – und im Januar nach Frankreich und Paris reisen! -
Alexander Ziegler* welcher zuerst hier seine kleinen Novellen eingeführt – war öfter mit ihm, und führte ./. ihn in der Albina ein, leider fand er dort politische Gespräche, die ihm unangenehm waren.
Es sind mehrere interessante Persönlichkeiten hier. Ein Brasilianer, welcher Göthe* und Schiller* in seine Sprache übersetzt – und große Entdeckungs reisen ins Innere seines Landes gemacht – auf Kosten des Staates – ein rußischer Dichter Graf Tolstoy* , von welchem die Paveloff* Don Juan eine großartige Dichtung übersetzt – ein Hofrath Schleiden* aus Jena, welcher durch sein Leben der Pflanzen sich einen populairen Ruf verschafft und Vorlesungen über das Leben der Nerven gibt – sie Alle waren eines Nachmittags b[e]y mir vereinigt – mit der Paveloff* , die sie veranlaßte, Eigenes zum Besten zu geben.
Obgleich die Lotterie Angelegenheit beendet, der Haupt Verein der sie durch Serre geleitet, aufgelöset, so hört Gutzkow* und Dingelstedt* nicht auf, Serre auf die abscheulichste Weise in vielen öffentlichen Blättern anzufeinden, aus Wuth, daß die Regierung die Summe nicht außer Land (nach Weimar) gegeben – nur die Interessen. Obgleich nun von vielen Seiten Proteste gegeben, so hat der Verwaltungsrath der Stiftung doch Gutzkow* zum immerwährenden General Secretair ernannt, mit 600 rh. Gehalt, wäre dies möglich gewesen ohne den Lotterie Zuschuß! –
Dafür hatte Serre die Freude, daß die hiesige Zweigstiftung an der Spitze, Minister von Wietersheim* – derselben Serres Namen für ewige Zeiten beigelegt – die Serresche Zweigstiftung. ./. Wie wir gedacht, so ist es gekommen. Geisenheimer* hat das Verhältniß mit Minna* abgebrochen weil Serre nicht gestorben, und sie etwas geerbt wie er gehofft – so schreibt er – jetzt sucht sie trostlos ein Unterkommen und einer andren Familie. Sie war ganz wahnsinnig in ihrer Leidenschaft für ihn! – Täglich fast entdecken wir von ihm neue Betrügereien und Unterschläge von Geldern. Margaret* sitzt desto ruhiger an ihrem Theetisch und grüßet herzlichst. – Ich habe einen alten Engländer, Bekannten aus früherer Zeit hier, und treibe mit ihm englisch, was ich bei Margaret* nicht erreichen konnte! –
Der arme Lüttichau* ist ganz geistesschwach – eben so Baron Sternberg* beide vom Schlag gerührt! – Was könnte ich Ihnen Neues Erzählen – Alles geht im alten Gleise ruhig fort. Die Mad. Helmke* begreift nicht – daß Sie Spanien schön finden – ein uncultivirtes Land, wo Fortkommen und Kost so schlecht und mangelhaft sind. Wir beneiden Sie, schon um den warmen Sommer wir frieren entsetzlich – tägl. 7-8 Grad Kälte, das Wasser, das Fenster früh hart gefroren! – Den 3 Dcbr reiset Sigwald* von Paris fort, hierher endlich. Die Gräfin* hat für 6 Jahre eine Wohnung genommen. Grafen Harald* hat man aus seinem Nachtsack, in Frankfurt, nebenbei stand seine Frau* 6 500 francs gestohlen, wie nachläßig von ihm.
Wie unangenehm,daß Sie Ihre Orden verloren, sollten Sie sie nicht wieder bekommen können! Nehme Sie Gott in seinen besonderen Schutz und führe Sie glücklich wieder zu uns.
Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Serre grüßt tausendfach –
[f.o. p. 1:] Viel schönes an Hrn. Collin*
Dresden, 27. Nvbr [18]62
Dyrebare, ærede ven!
Tak, tusind tak for at De trofast tænker på os også i det fjerne, i fremmede verdensdele, tak for det interessante brev derfra. Jeg søgte mig straks Tanger i Marokko på kortet, ledsagede Dem med øjet og tanken over Gibraltar til Cadiz, fulgte Deres vej til Madrid. Der bliver De altså i længere tid, og vil finde mit brev, da Clara* allerede har skrevet til Sevilla, vi skiftes således til at skrive breve.
Gud ske lov kan jeg melde Dem godt nyt herfra. Serre er kommet sig over sin sygdom, ganske vist hoster han meget, klager over gigtsmerter og forlader ikke sit værelse, men der skal ikke være nogen fare, og han tager åndeligt del i alt. Også jeg har det bedre, og jeg er kommet mig noget over matheden og angrebetheden, som var en følge af sorgen og den megen vågen i hans sygdomsperiode! – De arme Heinkes* * * har haft en mere stille vinter her end de ventede, med ganske få selskabelige bekendtskaber. Clara* maler derfor i Otto Müllers* atelier og lærer oliemaling – som vil give hende store glæde og et varigt udbytte. Hendes søster Ottilie* finder færre muligheder for at udøve musik, hun er ikke så elskværdig som Clara* , og den gode mor* er blind – de deltager i forelæsninger og koncerter, men finder Dresden mindre selskabelig og livlig end Berlin, hvor hendes søster* morer sig. Forgæves håbede de i sommers, at hun skulle komme, om det så kun havde været for en dag, og fru v. Goethe* var rigtig vred på hende, at hun ikke muliggjorde det. Nu håber de på, at De rejser her igennem i april, hvor De jo helt sikkert kommer via Dresden på hjemrejsen, hvilken glæde det så vil være at kunne høre Dem! Det var behageligt at se Bjørnson* her, forfatter til de 3 små noveller, Arne, frisk ung mand, Synnøve, hele hans væsen er som hans skrifter så oprindeligt, originalt. Han var hver dag i teatret, hvor han fik plads i hofråd Pabsts* loge som han blev gode venner med. Han studerede galleriet, museerne, især teatret, fordi Ole Bull* vil indrette et norsk teater i Christiania, hvor han skal være intendant, da han jo er det norske teaters digter og nu har skrevet en trilogi, som han vil lade oversætte, samler han stof og erfaring. Han var ofte hos os, elskværdig og god – jeg introducerede ham hos Carus* , men han ønskede ikke selskabelighed, som berøvede ham tiden. Nu er han* i Berlin, og tager derfra til København, fordi han vil tilbringe julen der med kone* og barn* – og i januar vil han rejse til Frankrig og Paris!
Alexander Ziegler* , som her først har indført sine små noveller – var ofte sammen med ham og førte ham ind i Albina, desværre fandt her der politiske samtaler, som var ubehagelige for ham.
Der er flere interessante personligheder her. En brasilianer, som oversætter Goethe* og Schiller* til sit eget sprog – og som har gjort store opdagelsesrejser til det indre af hans land – på statens regning – en russisk digter grev Tolstoy* , fru Paveloff* oversætter hans Don Juan, en storartet digtning – en hofråd Schleiden* fra Jena, som med sin "Planternes liv" har skaffet sig et populært erhverv og som giver forelæsninger om nervernes liv – de var alle samlet hos mig en eftermiddag – med fru Paveloff,* hvilket fik hende til at give sit eget til bedste.
Selv om lotterisagen er afsluttet – hovedforeningen, som blev ledet af Serre, er opløst, så holder Gutzkow* og Dingelstedt* ikke op med at angribe Serre på afskyeligste vis i mange offentlige blade, af raseri over, at regeringen ikke har givet summen ud af landet (til Weimar) – kun interesserne. Skønt der nu er protesteret fra mange sider, har forvaltningsrådet for stiftelsen alligevel udnævnt Gutzkow* til stedsevarende generalsekretær, med 600 rh. løn, ville dette have været muligt uden lotteritilskudet! –
Til gengæld havde Serre den glæde, at den herværende filial-stiftelse af minister von Wietersheim* selv har kaldt stiftelsen for Serres filial-stiftelse. Som vi tænkte, er det nu sket: Geisenheimer* har afbrudt forholdet til Minna* , fordi Serre ikke er død, og hun ikke har arvet, sådan som han håbede, det skriver han! Nu søger hun utrøstelig et logi og en anden familie. Hun var ganske vanvittig i sin lidenskab mod ham! Næsten dagligt opdager vi nye bedrag og underslæb af penge. Margaret* sidder desto roligere ved sit tebord og hilser hjerteligst. – Jeg har en gammel englænder her – en bekendt fra tidligere tider, og øver engelsk med ham, det kunne jeg ikke opnå med Margaret* !
Den stakkels Lüttichau* er helt åndssvag – ligeså baron Sternberg* , begge ramt af slagtilfælde! – Hvad nyt kan jeg fortælle Dem – alt går i den gamle gænge videre. Fru Helmke* begriber ikke, at De finder Spanien smuk – et ukultiveret land, hvor transport og mad er så dårlig og mangelfuld. Vi misunder Dem, allerede for den varme sommer, vi fryser ganske forfærdeligt – dagligt er det 7-8 graders frost, vandet, vinduerne er stivfrosne! Den 3. december rejser Sigwald* fra Paris, endelig hertil. Grevinden* har lejet en bolig for 6 år. Fra grev Harald* har man i Frankfurt – hans kone* stod ved siden af - fra hans rejsetaske stjålet 6.500 franc, hvor skødesløst af ham.
Hvor ubehageligt, at De har mistet Deres ordener, skulle De ikke kunne få Dem igen! Gud tage Dem under særlig beskyttelse og føre Dem lykkelig tilbage til os.
Fr. Serre.
[i margenen, p. 4:] Serre hilser tusindfold –
[f.o. p. 1:] Alt godt til hr. Collin*
BrevID 18445: FrS-brev af 27/11 1862 (Collin XI, 16/240, billedid 5319-22).
Madrid … dort …sollen [Sie] meinen Brief finden: HCA opholdt sig i Madrid 26/11-2/12, i Toledo 2-7/12 og igen i Madrid 7-19/12. FrS.s brev nåede ham – ejendommeligt nok – i Toledo 4/12.
Die armen Heinkes* * * : de tilrejsende medl. af familien H. bestod af søstrene Clara* og Ottilie Heinke* plus den blinde moder, Friederike H. f. Werner* (?-1868).
Clara malt dafür in Otto Müllers Attelier* : maleren Gustav Otto Müller* (1827-1922). –
Biörnson* : se om Bjørnstjerne Bjørnson* nedenfor.
Hofrath Pabst* : forfatteren Julius Pabst* (1817-81) fungerede fra 1855 og til sin død som dramaturg ved Hofteatret i Dresden.
Ole Bull* in Christiania ein norwegisches Theater … wo er [Bjørnstjerne Bjørnson]* Intendant soll: her har FrS misforstået noget: Violinvirtuosen Ole Bull* (1810-80) grundlagde i 1850 det norske teater i Bergen, hvor digteren Bjørnstjerne Bjørnson* (1832-1910) var chef i årene 1857-59. Sidenhen flyttede Bjørnson* til Christiania (Oslo), hvor han 1865-67 var chef for Christiania Teater – som Ole Bull* ikke havde noget med at gøre.
mit Frau und Kind: Bjørnsons* hustru, Caroline B., f. Reimers* (1835-1934) og sønnen Bjørn B.* (1859-1942), der senere blev skuespiller og teaterchef.
und führte ihn in der Allbina: "die Albina" var en sachsisk kunstforening, grundlagt 1828. I årene 1833-42 var Carl Gustav Carus* formand, og også andre venner af Serre-familien spillede en ledende rolle i "Albina" (lat. for Elben).
ein russischer Dichter Graf Tolstoy* : Grev Alexej Konstantinovitch Tolstoy* (1817-75), russisk dramatiker, digter og romanforfatter. Hans "Don Juan" udkom på russisk 186l el.1862 og blev s.a. oversat til tysk.
die Paveloff* : Caroline von Pawloff* (russ. Karolina Karlovna Pavlovna), f. Jänisch (1810-94). Russisk forfatterinde, oversætterinde og malerinde. CvP* opholdt sig i årene omkr. 1860 i Dresden, hvor hun bl.a. oversatte og udgav den nævnte oversættelse til tysk af Alexej Tolstoys* dramatiske digt "Don Juan".
Hofrath Schleiden* : Matthias Jacob Schleiden* (1804-81), botaniker, professor ved universitetet i Jena og leder af universitetets botaniske have. Bekendt for sin celleteori.
der Haupt Verein … die hießige Zweigstiftung: de organisatoriske forhold i Schiller* Stiftung var i begyndelsen ikke så lidt indviklede, med en hovedforening – der blev grundlagt i Dresden 1859 – og en "filial" i Dresden.
Minister von Wietersheim* : Eduard von Wietersheim* (1787-1865), kultusminister i Sachsen 1840-48, derefter privatiserende historiker.
Baron Sternberg* : jf. BrevID 7928. AvS* udsendte ikke bøger i de sidste år af sit liv, måske som følge af det omtalte slagtilfælde.
daß Sie Ihre Orden verloren: HCA havde på Spaniensrejsen medtaget sine såkaldte "små ordener" (miniatureordener) og mistede dem dernede, formentlig ved tyveri. Han beklagede stærkest tabet af den svenske "Nordstjerneorden", fordi dette eksemplar tidligere havde tilhørt Adam Oehlenschläger. Dorothea Melchior* forærede ham siden "en lille Nordstjerne" til erstatning for den stjålne, jf. Dagbogen V, 369.
