Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
11.09.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 11. Spbr [1861]
Theurer, verehrter Freund!
Täglich schrieb ich Ihnen im Geist, man kann so in Gedanken plaudern, erzählen – und dann war mir später, als hätte ich Alles zu Papier gebracht! Ich begleitete Sie so auf der Reise und als Ihr lieber Brief kam, war eine große Freude. Sie sind nun einmal ein Glückskind und in jeder Stadt wo Sie durchkamen, baute man Ihnen Ehrenpforten! – Bald darauf erhielt ich einen lieben Brief vom Papa* unsres kleinen Collin* . Da ich nun ihm nicht mit Schreiben seine Zeit rauben will, so antworte ich ihm nicht direct, trage Ihnen auf ./. aus zu sprechen, wie es mir und uns Allen eine Freude war, daß Sie den Sohn mitbrachten, und wie wir ihn Alle lieb gewonnen, und uns über sein schönes eifriges Streben wahrhaft erfreut hätten. Gewiß wird er sich einen berühmten Namen erwerben in seinem Fach! –
Graf Moltke* ist also nun Botschafter, den König Victor* als König von Italien zu gratuliren – und ihm den Elephantenorden zu überbringen. Nachdem die Gräfin* ihn in Paris gesehen kommt sie mit Sigw.* nach Dresden. Ich denke oft an Jeanina* , der Herbst pflegt solche Opfer zu fordern, die dieser Krankheit ./. unterworfen! Arme, wie kurz war ihr Blüthenleben!
Mein Haus ist ganz besetzt – In N. 6. wohnen Sauermas* * , in Ihrer Stube ein Hauptmann und Lieutnant Einquartirung – ebenfalls in Nr. l ein Oberlieutnant – in Nr. 4 Carls* * mit ihren 3 Jungen* * * , und in der guten Seidler* Stube und Neben Cabinet, – war 8 Tage die Bürde[-]Ney* logirt, mit der Feldheim* , die himmlisch gesungen. Das [sic] mich dieser Damen besuch sehr ermüdet, weil keine Stunde der Stille und Einsamkeit bleibt, wo man sich sammeln, schreiben seine so nöthigen häusl. Geschäfte dabey ordnen könnte, glauben Sie mir. Dabey ängstigt mich Serres auffälliges Hinschwinden ./. seiner Kräfte. Er schläft keine Nacht im Bett, sondern sitzt auf dem Stuhle, was ja kein ordentliches Ausruhen ist – und ich selbst bin so angegriffen von diesen unruhigen Nächten, da ich auch nicht sorgenlos und ohne Unterbrechungen schlafen kann.
Von Clara* weiß ich nichts – ich fand keine Zeit ihr den letzten Brief zu beantworten. Heute besuche ich das Theater Corregio von Ohlensch.[Oehlenschläger]* neu einstudiert, von Emil Devrient* gegeben – führt man auf und Fr. Seidler* , die mehrere Tage in der Stadt war, bringe ich Morgen zur Eisenbahn.
Serre war mit dem Burgemeister ./. Hertel* in Weimar um eine Conferenz mit dem Minister v. Watzdorf* zu haben, wegen der Abwicklung der Lotterieangelegenheiten, und der Statuten pp. pp. der Herzog* war in Holland.
Gewiß sind Sie in Copenhagen wieder arbeitend – schaffend; immer gehörte es zu meinen Wünschen daß Sie einen Winter in Dresden zubringen möchten – welche schöne Stunden würde das uns gewähren! Sie wohnten uns dann recht nahe! –
Doch ich muß schließen, mit tausend, tausend Grüßen (da ich allein hier bin) nur von mir!
Ihre Fr. Serre
Dresden den 11. Spbr [1861]
Dyrebare, ærede ven!
I tanken skrev jeg til Dem dagligt, man kan således snakke sammen, fortælle, og senere var det mig som om jeg havde sat alt på papiret! Jeg ledsagede Dem således på rejsen og da Deres kære brev kom, var det en stor glæde. De er nu et lykkens barn, og hver by, De kom igennem, byggede man æresporte til Dem! – Snart derefter modtog jeg et kært brev fra vor lille Collins* fader* . Da jeg nu ikke vil tage hans tid med skrivning, så svarer jeg ham ikke direkte, jeg pålægger Dem at udtale, hvor stor glæde det var for mig og alle her, at De medbragte hans søn, og hvor kær vi alle har fået ham, og hvor meget vi virkelig har glædet os over hans skønne, ivrige stræben. Han vil sikkert skabe sig et kendt navn i sit fag! –
Grev Moltke* er nu blevet ambassadør og kan ønske Kong Victor* tilllykke med titlen konge af Italien – og bringe ham elefantordenen. Efter at grevinden* så ham i Paris, kommer hun med Sigwald* til Dresden. Jeg tænker ofte på Jeanina* , efteråret plejer at kræve store ofre, når man er underlagt denne sygdom. Stakkel, kort var hendes blomstringstid!
Mit hus er nu helt optaget – i nr. 6 bor Sauermas* * , i Deres stue er en kaptajn og løjtnant indkvarteret – ligeledes en oberstløjtnant i nr. 1 – i nr. 4 Carls* * med deres 3 drenge* * * og i den gode Seidler* -stue og sidekabinettet, var Bürde-Ney* indlogeret i 8 dage med Feldheim* , som sang himmelsk.
At disse damer har besøgt mig, har trættet meget, og De vil tro mig, fordi der ikke er en time i stilhed og ensomhed, hvor man kan samle sig, skrive, og ordne sine nødvendige huslige sager. Desuden ængstes jeg over, at Serres kræfter så påfaldende svinder hen. Han sover ikke en eneste nat i sengen, men sidder på stolen, og derved får han ikke hvilet ordentligt – og jeg selv er så angrebet af disse urolige nætter, da jeg ikke kan sove ubekymret uden afbrydelser.
Om Clara* ved jeg intet – jeg fandt ikke tid til at besvare hendes sidste brev. I dag skal jeg i teatret se Coreggio, af Oehlenschläger* , nyindstuderet, opført af Emil Devrient* – og frøken Seidler* , som var flere dage i byen, bringer jeg i morgen til jernbanen.
Serre var med borgmester Hertel* i Weimar for at få et møde med minister v. Watzdorf* , på grund af afviklingen af lotterisagerne, iflg. statutterne osv., hertugen* var i Holland.
De er helt sikkert i arbejde i København – skabende – det hørte hele tiden til mine ønsker, at De skulle ønske at tilbringe en vinter i Dresden, hvilke skønne timer det ville give os! De ville så bo ganske nær på os! –
Men jeg må slutte, med tusinde, tusinde hilsener og (da jeg er her alene) kun fra mig!
Deres Fr. Serre
BrevID 10329: FrS-brev af 11/9 1861 (Collin XI, 11/164+12/175, billedid 5009-12, 5046).
in jeder Stadt … baute man Ihnen Ehrenpforten: HCA har sikkert i sit brev til FrS, efter hjemkomsten til Danmark (afs. 27/8) fortalt, hvorledes han var blevet genkendt på hotellet i Braunschweig og hvor hotelværten var smigret over at have ham som gæst (Dbg. V, 110).
Graf Moltke* ist also nur Botschafter: grev A. G. Moltke-Huitfeldt* blev udnævnt til ekstraordinær gesandt i Italien med det ene formål at gratulere kong Victor Emmanuel* til værdigheden som konge af (det samlede) Italien, samt overrække ham den danske elefantorden.
Jeanina* : den syge baronesse Jeanina Stampe* , som døde 1861, jf. BrevID 10353.
in der guten Seidler* -Stube: det værelse, som normalt var reserveret malerinden Louise Seidler* fra Weimar, jf. BrevID 17560, når hun besøgte Maxen.
die Bürde-Ney* … mit der Feldheim* : Den anden sangerinde, her kaldt "die Feldheim* " kan ikke identificeres.
Corregio von Ohlensch.* : Oehlenschlägers* tragedie opførtes 1. gang i Kbh. jan. 1811.
Minister von Watzdorf* : Christian Bernhard v. Watzdorf* , statsminister i Sachsen-Weimar-Eisenach (1804-70, minister 1843-70).
05.10.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 5t Octbr. [1861]
Theurer, verehrter Freund! –
Gestern kam mir die Nachricht zu, durch Baron Christian* , von dem Tode der armen Jeanina* . Ich kann Ihnen nicht sagen wie sehr ich die Familie, um diesen Verlust beklage, und wie sie selbst, so begabt, so herzensgut und liebenswürdig mir leid thuet, ich kann meine Gedanken nicht davon abwenden. –
Zwey Briefe besitze ich, vom Vater* und vom Sohn* Collin, soll ich Beiden selbst antworten? – und sie gewißermaßen in Verlegenheit setzen wieder zu schreiben. Nein, ich trage es Ihnen auf, Beiden meine herzlichen Grüße zu geben – der Vater* hat mir in Aussicht gestellt nächsten Sommer mit seiner Frau* nach Dresden und Maxen zu kommen, was mir große Freude sein würde, ich träume davon Mitte May nach Copenhagen zu reisen. Es hat mich auch sehr gefreut ./. daß der jungeCollin* mir geschrieben, ich weiß wie sauer solche Briefe jungen Leuten angehen, und seine kleine Photografie ist sprechend ähnlich! – Sigwald* ist seit 8 Tagen zurück und malt fleißig. Die Gräfin* wird zum Winter erwartet. -
Nachdem ich 4 Wochen meine zahlreiche Einquartirung gehabt – zogen, vom Gebirge kommend, 4 Compagnien zum Manöver, und zwar ließen sie anfragen, ob durch unsern Hof – und sie da rasten könnten? Wir ladeten sie sämm[t]lich zum Frühstück ein, jede Compagnie 160 Mann und 4 – sind über 700 Soldaten. Die ganze Nacht vorher wurde gekocht und gebacken – Strohbündel in den Scheunen und um alle Gebäude gelegt, zum sitzen – und so etablirte sich ein wahrer Biwak – es ./. war wie ein großer Ameisenhaufen auf dem Hofe! – Zuletzt waren sie so vergnügt daß sie Spiele spielten, tanz[t]en, sangen und Hurrahs riefen. In den Zeitungen folgte dafür eine dankbare Anerkennung.
Graf Sauermas* * sind noch in Maxen, wir waren 8 Tage in der Stadt, wo sie in einer musical Mattinée in meinem Salon, vor vielen Künstlern und andern Notabilitäten spielten, und Alle ganz entzückt über ihr Spiel waren, sie wollen nächstes [Jahr?] ganz nach Dresden übersiedeln.
Leider bestätigen sich immer mehr alle schlimmen Erfahrungen über Geisenheimer* , und diese Heirath ist uns darum ein Horreur! Ende des Monats wird sich wohl alles auflösen! –
Von Clara Heinke* hörte ich lange ./. nichts, ich schulde ihr einen Brief aber in diesem bewegten Leben finde ich kaum ruhige Augenblicke zum Schreiben! – Der Besuch für 6 Tage der Bürde Ney* hat uns viel Genuß bereitet, sie sang täglich viel und Alles was uns Freude machte, jetzt ergötzt uns das Harfenspiel der Gräfin* .
Denken Sie daß ich mir auch ein Sterioskop angeschafft – und in dieselbe Passion gerathen bin, kennen Sie schon die durchleuchteten Silberbilder – und die Transparents überhaupt,
Gibt es nichts über Copenhagen und Statuen dort wir könnten uns gegenseitig austauschen. Diese Gegenstände sind hier wie Sie wissen noch nicht zu finden! –
Für heute noch Grüße vom ganzen Hause. Vergeßen Sie nicht dem jungen Collin* meinen Gruß und Dank auszusprechen. Bald hofft von Ihnen zu hören
Ihre treue Fr. Serre
[tilføjelse, p. 4-5:] Mit wahrer Liebe aber kommt Gräfin Moltke* zu mir, ich fühle daß ich und Sigwald* die Einzigen Magnete von Dresden sind, die sie hierher ziehen, tägl. sehen wir uns, unternehmen etwas zusammen! Der Graf* ist im Reichsrath gewählt. – Wehe Deutschland, wenn seine Stimme etwas gelten sollte!
Von Clara Heinke* hörte ich lange nichts! –
Wie freue ich mich auf Nachrichten. Diese Weihnachten habe ich 2 Exemplare Ihrer Märchen in 1 Band verschenkt, sie existiren noch roth gebunden, illustrirt 6t Auflage von Peterson und Kretschmar* von Teubner* in Leipzig. Haben Sie ./. denn der Generalin* eine Photografie von sich geschickt, sie wartet schmerzlich darauf!
Die Zeit drängt heute darum von Serre Margaret* einen herzlichen Gruß, und Ihnen reicht die Hand in Liebe und Treue
Ihre Fr. Serre
Dresden den 5t Octbr. [1861]
Dyrebare, ærede ven! –
I går kom efterretningen til mig, fra baron Christian* , om den stakkels Jeaninas* død. Jeg kan ikke sige Dem, hvor ondt jeg har af familien for dens tab, hun var så begavet, så hjertensgod og elskværdig, jeg kan slet ikke lade være med at tænke på det. –
To breve har jeg fra faderen* og sønnen Collin* , skal jeg selv besvare begge? – og sikkert sætte dem i forlegenhed ved at skrive igen. Nej jeg pålægger Dem, at give begge mine hjerteligste hilsner. Faderen* har stillet mig i udsigt, at han næste sommer vil komme til Dresden og Maxen med sin hustru* , hvad der ville være mig en stor glæde, jeg drømmer om at rejse til København i midten af maj. Det har også glædet mig meget at den unge Collin* skrev til mig, jeg ved, hvor tungt unge mennesker tager sådanne breve, og hans lille fotografi ligner utroligt. – Sigwald* har nu været tilbage i 8 dage og maler flittigt. Grevinden* ventes til vinter.
Efter at jeg i 4 uger har haft talrig indkvartering, drog 4 kompagnier på manøvre og lod spørge, om de måtte gå gennem vores gård, og kunne holde hvile der? Vi inviterede samtlige til morgenmad, hvert kompagni på 160 mand og 4 – det er over 700 soldater. Hele natten forud blev her kogt og bagt, halmknipper til at sidde på blev lagt i laderne og rundt om alle bygninger, og således blev der etableret en sand bivouak, det var som var der en stor myretue på gården! – Til sidst var de så fornøjede, at de spillede spil, dansede, sang og råbte hurra. I aviserne fulgte derfor en taknemmelig anerkendelse.
Grev Sauermas* * er endnu i Maxen, vi var 8 dage i byen, hvor de opførte en musikalsk matinée i min salon, foran mange kunstnere og andre notabiliteter, og alle var ganske henrykt over deres spil, de vil næste år flytte permanent til Dresden.
Desværre bekræftes alle dårlige erfaringer med Geisenheimer* hele tiden, og dette bryllup er os derfor en rædsel! I slutningen af måneden vil alt forhåbentlig løse sig!
Fra Clara Heinke* har jeg længe ikke hørt noget, jeg skylder hende et brev, men med dette travle liv finder jeg næppe et roligt øjeblik til at skrive. Bürde Ney* var på besøg i 6 dage, og det har bragt os megen nydelse, hun sang dagligt meget og bragte os alle glæde, nu fornøjer grevindens* harpespil os.
Tænk Dem, jeg har anskaffet et stereoskop – og er blevet meget optaget af det – kender De allerede de gennemlyste sølvbilleder – og transparenterne i det hele taget, findes der ikke nogle over København og statuer der, som vi kunne bytte med hinanden, sådanne genstande findes jo, som De ved, endnu ikke her! –
For i dag endnu hilsner fra hele huset. Glem ikke at udtale min hilsen og tak for den unge Collin* . Snart håber jeg at høre fra Dem.
Deres tro Fr. Serre
[tilføjelse, p.4-5:] Med sand kærlighed kommer grevinde Moltke* dog til mig, jeg føler, at i Dresden er jeg og Sigwald* er de eneste, der drager hende hertil, dagligt ses vi, og foretager os noget sammen! Greven* er valgt ind i rigsrådet. – Stakkels Tyskland, hvis hans stemme kommer til at være udslagsgivende!
Fra Clara Heinke* hørte jeg længe ikke noget.
Hvor jeg glæder mig til nyt. Denne jul har jeg fået 2 eksemplarer af Deres eventyr i 1 bind, de fås indbundet i rødt, illustreret 6. oplag af Pedersen* og Kretzschmar* , af Teubner* i Leipzig. Har De sendt generalinden* et fotografi af Dem selv, hun venter længselsfuldt derpå.
Tiden er knap, derfor fra Serre, Margaret* en hjertelig hilsen, og Deres tro Fr. Serre rækker Dem hånden i kærlighed.
BrevID 10353: FrS-brev af 5/10 1861 (Collin XI, 10/141, billedid 4923-29).
Vater und Sohn: Edvard Collin* (1808-86) og sønnen Jonas Collin (den yngre)* (1840-1905).
Der Graf* ist im Reichsrath: grev A. G. Moltke-Huitfeldt* var både kongevalgt medlem af rigsrådets landsting (1861-68) og indvalgt som medlem af rigsdagens landsting (1859-66).
Wehe Deutschland, wenn seine Stimme etwas gelten sollte: AGM-H* har ikke lagt skjul på sit dansk-nationale sindelag og sin stærke modvilje mod Tyskland.
Ihrer Märchen in 1 Band … sie existiren noch wohl gebunden, illustrirt von Peterson* und Kretschmar* 6. Auflage von Teubner * in Leipzig: her er åbenbart tale om 2 forskellige 1 binds udgaver, nemlig Gesammelte Märchen, som blev udgivet af Carl B. Lorck* og Sämmtliche Märchen, udg. af B.G. Teubner* , begge forlag i Leipzig, jf. herom bibliografien over "Tekster på tysk af og om H. C. Andersen 1831-1850" i Ivy York Möller-Christensens* "Den gyldne Trekant", 1992. - Den ene kan være udgaven fra 1850: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=16223 - Den anden fra 1862 (udkom julen 1861): http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20413
der Generalin* eine Photografie … geschickt: jf. BrevID 19930.
07.10.1861 Dagbogsuddrag 7.10.1861 Brev til Fru Serre
(BrevID 22375 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
13.10.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 13. Octbr. [1861]
Theurer, verehrter Freund!
Im Auftrage der armen Frau von Hann* und der guten Frau v. Berge* soll ich Ihnen melden, daß am 11 ten Octbr, nach nur 3 Tagen Krank sein, am Tyfus, der Cadet Herrman v. Hann* verschieden ist im Cadettenheim.
Sie können den Schmerz der Mutter, Tante und Großältern ermeßen – deren Augapfel er war. Wir sind sofort zur Stadt um Morgen seiner Beerdigung bei zu wohnen, es ist wirklich ein entsetzlicher Fall../. Selbst der Commandant des Kadettenhauses, Hr v. Witzleben* weinte bittere Thränen darüber, denn Herrman zeichnete sich in Allem die letzte Zeit aus! – Was wird Collin* sagen welcher ihn wohl auch in Maxen kennen lernte! –
Ihren lieben Brief habe ich Gestern empfangen, tausend Dank! – Sagen Sie Collin* , er brauchte sich nicht zu geniren, er schriebe so schön und correct Deutsch wie ein Professor, und da ich die Antipatie der jungen Leute vor Schreiben kenne, rechne ich es ihm hoch an.
Dies traurige Ereigniß wird für den Winter traurig auf ./. unserm Kreis zurückwirken, am meisten trostlos, ist die arme Berge* , für ihn entbehrte, sorgte, schaffte sie, ihn eine sorgenfreie Zukunft zu bereiten jetzt ist ihr Lebenszweck vollendet! – – Sigwald* ist bei Graf Einsiedels* * und schreibt die Gräfin* kommt den 1t Novbr. hierher – später auch der Graf* ! -
Für Heute ist mein Kopf wüst – die schmerzlichen Stunden drücken auf meine Seele ich kann nicht mehr schreiben, nichts anders denken.
Ihre getreue
Fr. Serre
Dresden 13. Octbr. [1861]
Dyrebare, ærede ven!
På ordre fra den stakkels fru von Hann* og den gode fru v. Berge* skal jeg meddele Dem, at kadetten Herrman v. Hann* er gået bort den 11. oktober efter kun at have været syg i 3 dage af tyfus.
De kan forestille dem moderens* , tantens* og bedsteforældrenes smerte – han var deres øjesten. Vi er straks taget til byen for i morgen at deltage i hans begravelse, det er virkelig et frygteligt tilfælde. Selv kommandanten i kadethjemmet, hr. von Witzleben* græd bitre tårer over det, thi Herrmann* udmærkede sig i alt i den seneste tid! Hvad vil Collin* sige, han lærte ham jo også at kende i Maxen!
Deres kære brev har jeg modtaget i går, tusind tak! – Sig til Collin* , at han ikke skal genere sig, han skriver så pænt og korrekt tysk som en professor, og da jeg ved, hvor meget det at skrive er de unge mennesker imod, sætter jeg ham ekstra højt derfor.
Denne sørgelige begivenhed vil påvirke vores kreds sørgeligt, den arme Berge* er utrøstelig, for ham undværede hun alt, hun søgte at berede ham en ubekymret fremtid – og nu er formålet med hendes liv væk! – Sigwald* er hos grev Einsiedels* * og skriver, at grevinden* kommer her den 1. november – senere end greven* !
I dag er mit hoved tomt, de smertelige timer tynger min sjæl, jeg kan ikke skrive mere, ikke tænke på andet.
Deres trofaste
Fr. Serre
BrevID 10362: FrS-brev af 13/10 1861 (Collin XI, 11/152, billedid 4966-68).
Im Auftrage der armen Frau von Hann und der guten Frau v. Berge* : Hedwig H. v. W, jf. BrevID 8261. Frau v. Berge* , jf. BrevID 17108.
der Cadet Herman v. Hann* : søn af Hedwig Hann v. Weyhern* .
Großeltern: kan enten være Frau v. Hanns* forældre, d.v.s. medlemmer af familien Albedyll* , eller den unge kadets fars* forældre af slægten Hann v. Weyhern.
der Commandant … Hr. v. Witzleben* : Benno von W.* (1808-72), der var oberst og chef på officersskolen.
– die arme Berge* : fru v. Berge* , der levede i familien Serres hus, var formentlig tante til den afdøde unge kadet og har åbenbart betragtet ham som sin arving.
Einsiedels: Kurt von Einsiedel* og hustruen Natalie, f. Blome* (1813-1901)
19.11.1861 Dagbogsuddrag 19.11.1861: Brev til Fru Serre
(BrevID 22376 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.11.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 25 Nvbr. [1861]
Theuerster Freund.
Ihr lieber letzter Brief war mir eine wahre Erquickung. Es gab und gibt viel Trauriges in meinem Hause, Frau v. Berge* ist still und in sich gekehrt seit dem Tode Herrmans* , und der Tod unsrer Nichte Elise* die ein Nervenfieber in 3 Tagen vom Mann und 3 Kindern rufte [sic], hat einen schmerzlichen Nachklang. Jetzt ist Marie* , die von ihrem Mann getrennte arme Frau, bey ihm, welche ein Töchterchen hat im gleichen Alter mit Hartmanns* Tochter* , und führt ihm das Hauswesen. Auch Minna* s gräuliche Heiraths Geschichte macht uns viel Sorge und Kummer. Es hat sich heraus gestellt, was wir längst vermutheten, und wußten und Serre nie glauben wollte, durch das Revidiren der Jahresschlüße – daß diese immer falsch waren, daß er* mit unsichern Leuten nur Geschäfte gemacht, die Zahlungs termine, ob mit Absicht, oder bloß aus Nachläßigkeit ./. versäumt – sich eine Herrschaft angemaßt, die die andern Beamten zum Schweigen gebracht – und so viele Tausende von Thalern, Serre Schaden gemacht. – Sie können denken, der Mann, welcher seine Rechnungen und Belege revidirt sagt – jähr1ich 2 000 rh. kämen vom rechnen, die er an schlechte Geschäfte Serre Schaden gebracht! – Dazu ist er krank, durch eine Ausdehnung der Flechte, ist sein gesunder Fuß – angegriffen, und er unfähig zu gehen – und muß meist auf dem Sopha liegen – er verliert natürlich durch alle diese Erfahrungen, seine Stelle – und Neujahr tritt ein Andrer seine Stelle an. Alles dies hält Minna* nicht ab, auf die Heirath zu bestehen – und da ich endlich nach Dresden ziehen will, Fr. von Berge* ./. auch nicht hier bleibt, und sie nicht allein im Hause unter diesen Verhältnißen bleiben kann, reiset sie Morgen zu ihrem Bruder nach Flatow. Dort hin, will er* nachkommen und sich mit ihr trauen laßen. (Wenn er Wort hält), wenn er entweder ein Gut gekauft (mit dem hier zurück gelegten Geld) oder ein Gut pachten! – Natürlich geben wir Minna* ein jährl. Nadelgeld. Diese Veränderung, die Trennung von Jemand welcher 15 Jahre wie [eine] Schwester im Hause lebte, und die kleinen Besorgungen im Hause thätig und freundlich aus führte – welches mir für den Augenblick eine Last auf legt. – Alles dies ist nicht erheiternd – und feßelte mich bis jetzt hier.
Die Gräfin Moltke* ist trostlos, daß ich noch nicht in der Stadt sein kann. sie findet sich noch nicht hier in die ./. engere Verhältniße zurecht, nach Paris, – und klagt, wie immer! Doch ist sie die liebevollste, treueste Freundin für mich! –
Wie oft denke ich, wie glücklich wäre es für uns, wären Sie diesen Winter hier geblieben, welche schöne Stunden würde Ihre Gegenwart uns bereitet haben in unsrer Zurückgezogenheit, und das Gefühl, geliebt und angebetet von Freunden zu sein, die sich so gern bestreben – Ihnen Angenehmes zu bereiten, würde Ihnen wohl lieb sein, zumal da der Tod Ihres väterlichen Freundes, doch eine große Lücke Ihnen gegeben.
Baronesse Stampe* hat mir noch, ihr und des Barons* und Jeaninas* Photografien, mit einem Lebewohl geschickt. – Der Schmerz folgt ihr, zieht sie auch noch so weit weg! – ./.
Mein Mann läßt Ihnen sagen, er hätte Ihnen, wie Allen Theilnehmern des Albums, directe Addresse, ein Exemplar schon vor 6 Monaten geschickt, doch sollten Sie nur sagen, ob er Ihnen wieder Eins, vielleicht durch eine Buchhandlung, oder andrer Gelegenheit zu schicken solle? – Schade, daß Sie keins von hier selbst mitgenommen, was hätte es geschadet hatten Sie auch 2 Exemplare gehabt und Eins verschenkt! –
Jetzt ist ein Franzose hier, hat eine Bude am Postplatz, darin zeigt er Sterioskopen. Auf einer langen Tafel drehen 24 Maschinen, davor sitzt man und dreht dieselben, so sieht darin man nach der Reihe 24 Bilder – Rings an den Wänden sind Gucklöcher, worin man bunte Bilder sieht, Alles mit Gas schön beleuchtet. Man kann stunden lang so schauen. wie würde es Sie amüsirt haben. – Wie freue ich mich ./. Alles von Ihnen Verheißene! In der Bude sieht man Bilder aus Java, Gegenden und Menschen, darstellend – es soll etwas Neues sein, meist aber sind es Bilder auf Glas. Graf Sauerma* lief täglich hin.
Schreiben Sie, was ich Ihnen wohl schicken könnte, was Ihnen noch fehlt? – Kennen Sie die erleuchteten Zimmer, und die Silber Gefäße? – Professor Mundt* , welcher mich mit seiner Frau (L. Mühlbach)* besuchte, ist in Wiesbaden. Er hatte einen Schlag Anfall. Sie schickte mir als Gast Geschenk, ihr neustes Buch, Erzherzog Johann! –
Auch mit Gräfin Hohenthal* , die noch in tiefer Trauer um ihren Gemahl* sehe ich mich oft, sie ist ./. die Schwester Prinz Christians* .
Heute gab ich dem Eichbaum eine höhere Stütze, er ist über 1 Elle gewachsen. Der Epheu an der Urne scheint sich zu erhohlen, und eine grüne Ranke zu bekommen, ich deckte ihn mit Laub zu, vor der Kälte zu schützen. Sie haben eine gesegnete Hand! – Therese* ist noch immer hier, und bleibt bey Frau v. Berge* , der eine Gesellschaft in ihrer trüben Stimmung nöthig. – Die Kleine gedeiht körperlich und geistig – sie hat Privatstunden. Ihr Mann will ihr den Paß für Amerika, Brasilien, nicht ausstellen, und willigt in keine so weite Entfernung mit dem Kinde. So bleibt ihr Geschick sorgenvoll und mühselig und doch benimmt sie sich brav. –
Zu Weihnachten ./. kommen meine Kinder* * mit den 3 Jungens* * * nach Dresden, und ist meine Freude.
Frau v. Hann* verreiset dann und Fr. v. Berge* , Fräulein v. Mühlenfels* ist noch immer in Dresden, hat aber ihr Waisenhaus Unternehmen aufgegeben, weil keine Theilnahme dafür und von französischer Seite schon dafür gesorgt!-
Noch habe ich den Auftrag Ihnen von der Generalin* ihr Bild zu schicken – Sie möchten die Stubennachbarin – nicht vergeßen – und ihr ja Ihr Bild (Visitencharte) dafür schicken.
Ich füge die Ansicht unsres Hauses bey – welche Sie vielleicht noch nicht haben! –
Aber noch habe ich Ihnen von Alex. Ziegler* – dem Burgemeister* , Serre Margaret* Grüße zu bringen und den letzten von Minna* ! Ich fürchte ihr wird Reue ankommen.
Alle grüßen auch Herrn Collin* herzlich, so wie ich auch
[fortsættes i margenen, p. 8:] In treuer Ergebenheit und Verehrung
Ihre Fr. und Therese*
[i margenen, p. 6:] Madame Helmke* schreibt aus Constantinopel, unsre engste Gaße sey ein Paradis, gegen Constantinopels Schmutz – sie versteht nicht! –
Maxen am 25 Nvbr. [1861]
Dyrebareste ven.
Deres kære brev var mig en sand opmuntring. Der var og er stadig meget sørgeligt i mit hus, fru v. Berge* er stille indadvendt siden Hermans* død, og vores niece Elises* , som døde af 3 dages nervefeber fra mand og 3 børn, har en smertelig efterklang. Nu er Marie* , som blev skilt fra sin mand, arme kone, hos ham, og hun har en datter på samme alder som Hartmanns* datter* , og fører hus for ham. Også Minnas* skrækkelige bryllupshistorie giver os mange sorger og bekymringer. Det har vist sig, hvilket vi længst havde formodet – og vidste – og Serre ville ikke tro det, at ved revision af årsafslutningerne, at disse hele tiden var forkerte, at han* har gjort forretninger med usikre folk, ikke har overholdt betalingsfristerne – enten med vilje eller blot af skødesløshed – har mast sig ind på et herskab, har fået de øvrige ansatte til at tie, og har skadet Serre for så mange tusinde daler. – De kan tænke Dem, at den mand, som reviderede hans regninger og bilag, siger at årligt kom 2.000 rh. fra de dårlige forretninger, han har påført Serre! – Desuden er han syg, det udslet, han havde på sin raske fod, har bredt sig, han er angrebet, og kan ikke gå – og må for det meste ligge på sofaen – han mister naturligvis på grund af alt dette sin stilling – og til nytår tiltræder en anden i hans sted. Alt dette afholder ikke Minna* fra at holde fast på brylluppet, og da jeg endelig vil flytte til Dresden, og fru von Berge* heller ikke bliver her, og da hun ikke kan blive alene i huset under disse forhold, rejser hun i morgen til sin bror i Flatow. Dertil vil han* komme og lade sig vie til hende (hvis han holder ord), hvis han enten køber sig et gods (med de penge han har lagt til side her!) eller forpagte et gods! Naturligvis giver vi Minna* årligt nålepenge. Denne forandring, at skulle skilles fra én som i 15 år har levet i huset som en søster, og som var beskæftiget med venligt at udføre de små opgaver i huset – det pålægger mig i øjeblikket en byrde. – Alt dette er ikke opmuntrende og bandt mig indtil nu hertil.
Grevinde Moltke* er utrøstelig over, at jeg endnu ikke har kunnet være i byen, hun finder sig her i de snævrere forhold ikke tilpas, efter Paris – og klager, som altid! Dog er hun den kæreste, mest trofaste veninde for mig! –
Hvor ofte tænker jeg på, hvor lykkeligt det ville have været for os, hvis De var blevet her i vinter, hvilke skønne timer Deres tilstedeværelse ville have beredt os i vor tilbagetrukkenhed, og følelsen at være elsket og tilbedt af venner, som så gerne bestræber sig på at berede Dem noget behageligt, ville være Dem så kærkomment, især da Deres faderlige vens død har give Dem et stort tomrum.
Baronesse Stampe* har også sendt mig sit, baronens* og Jeaninas* fotografier, med et levvel. Smerten følger hende, uanset hvor meget hun trækker sig tilbage! –
Min mand beder mig sige til Dem, at han gerne havde sendt Dem, ligesom alle deltagere i albummet, et eksemplar allerede for 6 måneder siden til Deres direkte adresse, men De skal blot sige, om han igen skal sende Dem et, måske gennem en boghandel eller ved anden lejlighed? – En skam, at De ikke selv tog et eksemplar med, hvad havde det gjort, om De havde to eksemplarer og kunne forære det ene væk!
Nu er en franskmand her, han havde en bod på Postplatz, deri viser han stereoskoper. På en lang tavle drejer 24 maskiner sig, man sidder foran dem og drejer dem, således ser man efter tur 24 billeder – rundt om i væggene er der kighuller, hvor man kan se brogede billeder, alt oplyst med gas. Man kan sidde og kigge i timevis, hvor ville det have moret Dem. Hvor jeg glæder mig, alt det De synes er så forjættende! I boden ser man billeder af Java, visende egne og mennesker – det skal være noget nyt, men for det meste er det billeder på glas. Grev Sauerma* går dagligt derhen.
Skriv til mig, hvad jeg kan sende til Dem, hvad mangler De? Kender De de oplyste værelser og sølvkarrene? – Professor Mundt* , som med sin kone (L. Mühlbach)* besøgte mig, er i Wiesbaden. Han fik et slagtilfælde. Hun sendte mig i går som visit-gave, sin nyeste bog: Ærkehertug Johann.
–
Også grevinde Hohenthal* , som stadig er i dyb sorg over gemalen* , ser jeg ofte hos mig, hun er søster til prins Christian* .
I dag gav jeg egetræet en højere støtte, det er vokset over 1 alen. Efeuen ved urnen synes at komme sig, og har fået en grøn ranke, jeg dækkede den med løv, for at beskytte den mod kulden. De har en velsignet hånd! – Therese* er stadig her og bliver hos fru v Berge* , som i sin triste stemning har brug for selskab . – Den lille vokser legemligt og åndeligt, hun får privattimer. Hendes mand vil ikke give hende passet til Amerika, Brasilien, og accepterer ikke at være så langt væk fra barnet. Således forbliver hendes skæbne fuld af bekymring og besværlig, og dog er hun tapper.
Til jul kommer mine børn* * med de 3 drenge* * * til Dresden og er mig en glæde.
Fru v. Hann* rejser da og fr. v. Berge* , frøken v. Mühlenfels* er endnu i Dresden, men har opgivet sit projekt med børnehjem, fordi der ikke var interesse nok og der var allerede sørget for det fra fransk side!
Jeg har endnu den opgave at sende Dem billedet af generalinden* – så De husker beboeren i naboværelset – og De ville til gengæld sende Deres billede.
Jeg vedlægger et billede af vores hus – som De måske ikke har endnu.
Men jeg må også bringe Dem hilsner fra Alex. Ziegler* , borgmesteren* , Serre, Margaret* – og de sidste fra Minna* . Jeg tror, hun vil fortryde.
Alle hilser også hr. Collin* hjerteligt, således også jeg
[fortsættes i margenen, p. 8:] I tro hengivenhed og ærbødighed
Deres Fr. og Therese*
[i margenen, p. 6:] Fru Helmke* skriver fra Constantinopel, at vores snævreste gade er et paradis i modsætning til Constantinopels smuds – hun forstår det ikke! –
BrevID 10406: FrS-brev af 25/11 1861 (Collin XI, 10/150+151, billedid 4956-65).
Der Tod unsrer Nichte Elise* : Elise Hartmann, f. Klein* (1822-61), datter af FAS’s søster Caroline Serre* (1791-1872) og "Stadtrat" Johann Klein* , Berlin. Elise Klein* var g. med professor Johann Hartmann* (1810-84). De tre, nu moderløse børns navne var Hans* , Antonie* og Georg* .
Jetzt ist Marie … bey ihm: den afdødes søster, den fraskilte Marie von Burchardi* (jf. brevene BrevID 6265 og BrevID 18010).
ein Töchterchen hat im gleichen Alter mit Hartmanns Tochter* : kusinerne Eirine von Burchardi* og Antonie Hartmann* var født i henh. 1851 og 1849.
Minnas* gräuliche Heiraths Geschichte : den formentlig ikke ganske unge frk. Minna Richardi* var i adskillige år forlovet med FAS’ regnskabsfører på Maxen. Hans navn nævnes ikke i dette brev, men det fremgår af BrevID 10426 at han hed Geisenheimer* . Dennes bedragerier – som kom til at koste FAS rigtig mange penge – kom åbenbart helt bag på F.A.Serre.
Postplatz: central plads i Dresden tæt på Zwinger.
reiset sie Morgen zu ihrem Bruder* in Flatow: denne broder* til Minna Richardi* kan ikke identificeres.
Professor Mundt* … mit seiner Frau (L. Mühlbach)* : Theodor Mundt* (1808-61), litteraturkritiker og romanforfatter, tilhørte gruppen "das junge Deutschland", g.m. Klara Müller, der under pseudonymet Luise Mühlbach* udsendte en umådelig mængde historiske romaner, bl.a. den hér nævnte "Erzherzog Johann und seine Zeit", 1861, 2. udg. 1868.
Gräfin Hohenthal* … in tiefer Trauer um ihren Gemahl* : Grev Hohenthal* døde i 1860. Hendes bror* blev senere konge af Danmark.
Therese* : operasangerinden Therese Strenz* , som FrS havde taget sig venligt af og som HCA var sammen med på Maxen i 1855. Den arbejdsløse sangerinde ville – trods mandens modstand – rejse til Brasilien for dér at opsøge sin broder, jf. BrevID 18410.
die Ansicht unsres Hauses: desværre er dette billede af familien Serres hus, kaldet en villa, i Dresden ikke bevaret. Selve huset blev ødelagt under bombardementet af Dresden 1945.
von Alex. Ziegler * , dem Bürgermeister* … und den letzten von Minna* : vennerne Alexander Ziegler* , borgmester Julius Hertel* , og den sidste hilsen fra FAS’ kusine, Minna Richard* i, før hun forlod det Serre’ske hus for bestandig.
13.12.1861
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 13. Dcbr. [18]61
Theuerster, verehrter Freund.
So gern legt man eine Liebesgabe seinen Lieben auf den Christtisch, und denkt ihnen mit inniger Treue – so möge auch dies Buch hinziehen, und dem Freunde sagen "ich dachte sein!"
Vielleicht macht Ihnen die Reise um die Welt der Novarra Freude, man rühmte mir sie sehr, besonders Carus* lobte sie ungemein, und glaubte Sie würden ihr gern einen Platz in Ihrer Bibliothek gönnen.
Zu Ostern erscheint der ./. 3te Theil.
Lesen Sie im 2t Theil die Stelle über Java und Raden Saleh* . Ich benutze die Gelegenheit Ihnen das Schiller* Album beyzulegen – was Ihnen Serre zum 2t. Male zuschickt.
Mögen Sie den Abend, und den Beginn des Neujahrs heiter hoffnungsvoll und gesund beginnen. Von hier kann ich wenig mittheilen. Serre ist recht schwach – und neulich fand ihn der Barbier ohnmächtig auf dem Fußboden liegen. Zwar tröstet mich der Arzt – es sey durch aus ./. keine Gefahr, kein Schlag-Anfall – aber ich bin doch ängstlich und wage nicht mich zu entfernen von ihm. So habe ich auch meinen Kindern* * abgeschrieben zu kommen, so viele Köpfe machen doch Unruhe, und die muß ich vermeiden.
Den 20 st. ist Carus* 50 j. Jubiläum. Da erwartet man Deputationen von Nah und Fern, Feierlichkeiten und ein Festmal, wo alle Minister ja selbst die Prinze* * erscheinen werden.
Es ist ein großer Lebens Abschnitt, und oft hat die Aufregung schlimme Folgen für den Jubilar. Gott behüthe ihn und erhalte ihn noch so manches Jahr, wie schmerzl. würde ich seine Liebe und Freundschaft ./. die geistige Erquickung die er immer mitbringt – entbehren.
Die arme Fr. v. Berge* bleibt still in Maxen, Therese* leistet ihr Gesellschaft, Frau v. Hann* geht zu Verwandten und auch in meinem Hause ist es stilldurch den Tod Elisens* aufs Tiefste sind Alle in der Familie betrübt. Nie habe ich so sehnlich gewünscht Sie wären den Winter hier geblieben, als dieses Jahr.
Minna* ist zu ihrem Bruder* nach Flatow und hat mein Haus verlaßen. Immer klarer stellen sich aus den Büchern die Betrügereien Geisenheimers* heraus. Den 1 J[anuar]. verläßt er unser Haus und tritt ein Neuer an seine Stelle! – Anders wäre Alles wollte Serre Carl* die Oberleitung übergeben.
[uafsluttet, ingen underskrift]
Den 13. Dcbr. [18]61
Dyrebareste, ærede ven.
Man vil så gerne lægge sine kærlighedsgaver på julebordet hos de kære og tænker på dem med inderlig trofasthed – gid at denne bog også drager af sted og siger til vennen "jeg tænkte på ham!"
Måske glæder Rejsen med Novarra Dem, man roste den meget for mig, især roste Carus* den ualmindeligt meget, og troede at De gerne ville unde den en plads i Deres bibliotek.
Læs i 2. del stedet om Java og Raden Saleh* . Jeg benytter lejligheden til at vedlægge Schiller* -Albummet til Dem – som Serre nu for 2. gang har sendt Dem.
Gid at De må tilbringe aftenen, og begyndelsen på det nye år muntert, fuld af håb og i sundhed. Herfra kan jeg kun meddele lidt. Serre er ret svag – og for nylig fandt barberen ham liggende afmægtig på gulvet. Ganske vist trøster lægen mig, at der slet ikke er nogen fare, ikke noget slagtilfælde – men jeg er alligevel ængstelig og vover ikke at fjerne mig fra ham. Således har jeg også afskrevet, at mine børn* * kunne komme, så mange mennesker skaber jo uro, og den må jeg undgå.
Den 20. er det Carus’* 50 års jubilæum. Da venter man deputationer fra nær og fjern, festligheder og et festmåltid, hvor alle ministre, ja selv prinserne* * vil komme.
Det er et stort livsafsnit, og ofte har ophidselsen slemme konsekvenser for jubilaren. Gid Gud må bevare ham og passe på ham i så mange år, hvor nødigt vil jeg undvære hans kærlighed og venskab, den åndelige opmuntring, som han altid medbringer.
Den stakkes fru v. Berge* er stadig stille i Maxen, Therese* yder hende selskab, fru v. Hann* drager til slægtninge og også i mit hus er stille på grund af Elises* død, og alle i familien er dybt berørt. Aldrig har jeg så inderligt ønsket, at De var blevet her i vinter, som i år.
Minna* er rejst til sinbror* i Flatow og har forladt mit hus. Stadig tydeligere viser Geisenheimers* bedragerier fra bogholderiet sig. Den 1. januar forlader han vort hus og en ny tiltræder i hans sted!
Hvis alt var anderledes, ville Serre give Carl* den øverste ledelse.
[uafsluttet, ingen underskrift]
BrevID 10426: FrS-brev af 12/12 1861 (Collin XI, 16/235a, billedid 5293-96).
Die Reise um die Welt der Novarra: der er tale om "Die Reise der öesterreichischen Fregate Novara um die Erde, in den Jahren 1857, 1858, 1859", forfattet af Karl von Scherzer* (1821-1903) og illustreret af Joseph Selleny* (1824-75). HCA blev glad for bogværket og forærede det i 1867 til sin gode ven, Moritz G. Melchior* , til dennes fødselsdag (Dagbogen VII, 309). - Bogen beror i dag i Helga Melchiors* Familiefond.
Carus* 50 j. Jubiläum: i 1811 blev C. G. Carus* såvel dr. med. som dr. phil.
11.01.1862
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 11. J[anuar]. 1862 Dresden
Theuerster verehrter Freund!
Ihr lieber und interessanter Brief ist in meinen Händen, und ich freue mich, daß Sie den Weihnachtabend so heiter, und strahlend verlebt! Bey uns, war es sehr still, Serre fühlte sich zu angegriffen, um den Lärm der kleinen 3 Jungen* * * vertragen zu können – und so waren Carls* * nicht hier! Am 4t. J. ist endlich Geisenheimer* abgezogen – aus den Rechnungsbüchern haben sich nicht nur eine schlechte Verwaltung unciêl durch Vernachläßigung der Termine, aus Absicht oder ohne, große Verluste erwachsen, sondern selbst unterschlagene Rechnungen, Serre konnte ihn nicht öffentlich ./. am Pranger stellen, erst hatte er ihn eine zu unbegrenzte Macht eingeräumt, zu wenig die Jahresschlüße revidirt und vor Allem weil Minna* darauf besteht, ihn zu heirathen. Sie läuft in ihr Unglück, denn er spielt und trinkt nebenbey! Sie ist in Flatow und jeder Zusammenhang dadurch abgebrochen.
Die arme Frau v. Hann* habe ich seit dem Tode Herrmans* , wo ich die Tage bis nach dem Begräbniß bey ihr viel war, nicht wiedergesehen. Sie nimmt Niemand an, außer unsern pietistischen Oberhofprediger Liebner* , und den chatolischen Geistlichen ihres Sohnes* – betet oder lieset in fromme Bücher und geht auf Kirchhof und in die Kirchen. Wenn ihr das Trost gewährt, muß ./. es ja gut sein, aber Alles übertriebene taugt nicht! – Der alte Papa* ist ganz kindisch, körperl. und geistig! – Frau von Berge* aber, die Minnas* Geschäfte übernommen, findet Zerstreuung in nützl. Thätigkeit – und dies ist ja das Wahre!
Vor Allem aber Dank, tausend Dank für die interessanten Sterioskopen, ich suche mir von Allem Ihr Haus was ich leider nicht bezeichnet finde, Thorwalzens* Museum auf, und jede Ansicht der Stadt, wo so theure Menschen wohnen, ist mir lieb. – Gewiß sehen Sie auch Gr. Moltke* oft – seine Frau* ist trostlos, daß er in den Ferien sie hier nicht besucht, da er sie veranlaßt nach Dresden zu ziehen, wo er sie eher als in Paris aufsuchen könnte. Gestern kaufte ich eine Photografie wo der König* mit Gräfin Danner* Schach spielt. – ./. Man sagt allgemein, Wanda Zartman* heirathete den jüngsten Bruder* der Gräfin Hohenthal* , pr. Officier, der natürlich dann seinen Abschied nähme. Die Hohenthal* ist leider nicht in Dresden sie zu fragen.
Der Gr. Herz.* v. Weimar, hat Ziegler* für seine litterarischen Arbeiten, und den Eifer für die Schiller* lotterie, den Hofrath Titel gegeben; natürlich haben wir das Unsrige gethan, den Gr. H.* auf ihn aufmerksam zu machen! – Er verdient die Auszeichnung – leider ist er sehr krank, leidet an Magen Geschwüren, der Arzt* fürchtet die Folgen, wenn die jetzige Cur ihm nicht anschlägt. Sie können denken, welchen Neid dies erregt! – Dingelstedt* bemüht sich im Stillen um die hiesige Theater Intendanten stelle! Denken Sie, neulich hat Lüttichau* der Schlag gerührt, die rechte Seite, selbst das Auge, die Sprache gelähmt – ./. er ist auf der Straße, als er aus der Kirche ging – hingefallen. Doch es geht wieder ganz gut, er wird sich erhohlen, wenn nur kein neuer Anfall kommt. Doch wird nur Jemand von hohen Namen, und Rang, nicht Dingelstedt* , die Stelle bekommen! – Dieser schrieb an Serre, es wäre nun Zeit, der General Versammlung Rechnung abzulegen – wie es eigentlich stünde – schrieb, als sähe er ihn nur als Werkzeug zu seinen Verwaltungs Zwecken an! Natürlich hat er eine Antwort bekommen, aus welcher er wohl die Sache von der rechten Seite ansehen lassen wird! – Doch hat er den Gr. Herz.* gegen Serre eingenommen, leider sitzt er dort jetzt auf Lizsts* Thron, und Alle klagen über den grenzenlosen Einfluß, welchen er auf den Herzog* aus übt! – ./.
Clara Heinke* schrieb mir aus Berlin – noch fand ich nicht Muße ihr zu antworten. Die Glückliche, die Ihre Schriften im Original lesen kan, Ich habe diese Weihnachten, 4 Bände Ihrer Schriften in 1 Theil, verschenkt. An die Enkelin* der Generalin* , an meine Nichte Antonie* , an den ältesten Sohn* von Elise* , und noch an eine Ihnen unbekannte junge Dame. Es ist so hübsch Ihr Portrait darin zu finden. Das letzt mir überschickte ist wieder vortrefflich und hat mir große, große Freude gemacht! –
Ich habe Nirgend Visite gemacht; und gehe nicht in Rûuts diesen Winter. Tägl. Abends spiele ich mit Serre passience nach dem Thee, und wenigstens einen Tag um den Andern gehe ich zur Gräfin* , die glückselig ist wenn ich komme, da immer Unwohlsein sie selbst am Ausgehen verhindert. Auch sieht sie nur die rußische Gesandtin* außer eine Freundin aus Florenz, Tochter* der Catalani* .
[i margenen p. 1:] Grüssen Sie von uns Allen den lieben Jonas Drewsen* , und denken in Liebe Ihrer Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Serre will Ihnen herzlich empfohlen sein.
Den 11. J[anuar]. 1862 Dresden
Dyrebareste ærede ven!
Deres kære og interessante brev er i mine hænder, og jeg glæder mig over, at De har oplevet juleaften så munter, så strålende! Hos os var meget stille, Serre følte sig for angrebet til at kunne tåle de 3 små drenges* * * larm – og derfor var Carls* * ikke her! Den 4. januar drog Geisenheimer* endelig af sted – af regnskabsbøgerne har der ikke kun vist sig en dårlig forvaltning – himmel! – ved at se stort på terminerne – med vilje eller ej, er der sket store tab, især ved at stikke regninger til side, Serre kunne ikke offentligt stille ham i gabestokken, for det første havde han givet ham ubegrænset magt, revideret årsafslutningerne for lidt og frem for alt fordi Minna* holder fast på, at hun vil giftes med ham. Hun løber lige ind i sin ulykke, thi han spiller og drikker desuden! Hun er i Flatow og enhver forbindelse er derfor afbrudt!
Den arme fru v. Hann* har jeg ikke set siden Hermans* død, hvor jeg var meget hos hende, indtil begravelsen var overstået. Hun tager ikke imod nogen, undtagen vores pietistiske overhofpræst Liebner* og hendes søns* katolske geistlige – beder eller læser fromme bøger og går på kirkegården og i kirkerne. Hvis det yder hende trøst, må det jo være godt, men det dur ikke at overdrive! – Den gamle far* er i barndom, legemligt og åndeligt! – Men fru von Berge* , som har overtaget Minnas* pligter, finder adspredelse i nyttige gerninger – og det er jo det sande!
Men frem for alt tak, tusinde tak, for de interessante stereoskoper, jeg søger frem for alt Deres hus, som jeg desværre ikke ser angivet, Thorvaldsens* museum, og ethvert billede af byen, hvor så dyrebare mennesker bor. De ser sikkert også ofte gr. Moltke* , hans kone* er utrøstelig, at han ikke besøger hende her i ferierne, da han fik hende til at flytte til Dresden, hvor han kunne opsøge hende snarere end i Paris. I går købte jeg et fotografi, hvor kongen* spiller med Grevinde Danner* . – Man vil vide, at Wanda Zahrtman* blev gift med grevinde Hohentals* yngste broder* , en preussisk officer, som derpå naturligvis tog sin afsked. Fru Hohenthal* er desværre ikke i Dresden, så jeg kan spørge hende.
Storhertugen* af Weimar har givet Ziegler* titlen hofråd på grund af hans litterære arbejder og det store arbejde med Schiller* lotteriet, naturligvis har vi gjort vort til at gøre storhertugen* opmærksom på ham! – Han fortjente udmærkelsen – desværre er han meget syg, lider af mavebylder, lægen* frygter for følgerne, hvis han ikke tager mod den nuværende kur! De kan tænke Dem, hvilken misundelse dette har vakt! – Dingelstedt* anstrenger sig i det stille for at få den herværende teater-intendantstilling. Tænk dem, for nylig har Lüttichau* haft et slagtilfælde, højre side, selv øjet, og talen er lammet, han faldt om på gaden, da han gik ud af kirken. Men det går dog ganske godt, han vil komme sig, hvis blot der ikke kommer et nyt anfald. Men nu vil kun en med højt navn og rang, og ikke Dingelstedt* , få stillingen. Denne skrev til Serre, at det nu ville være tiden at aflægge regnskab for generalforsamlingen – og hvordan det egentlig stod til – skrev som om han kun så ham som et middel til sine forvaltningsformål! Naturligvis har han fået et svar, så han vel kan se sagen fra den rette side! – Men han har inddraget storhertugen* mod Serre, desværre sidder han nu på Lizsts* trone, og alle klager over den uendelige indflydelse, han udøver på hertugen* .
Clara Heinke* skrev til mig fra Berlin, men jeg har endnu ikke fundet tid til at svare hende. Hun er den heldige, som kan læse Deres skrifter i originalen. Denne jul har jeg skænket Deres skrifter, 4 bind i en sammenbinding, til generalindens* barnebarn* , til min niece Antonie* , til Elises* ældste søn* og endnu et eksemplar til en Dem ubekendt ung dame. Det er så dejligt at finde Deres portræt deri. Det seneste mig tilsendte er igen fortræffeligt og har givet mig stor, stor glæde.
Jeg har ikke gjort visitter, og går ikke på ture denne vinter. Hver aften spiller jeg passience med Serre efter teen, og mindst hver anden dag går jeg til grevinden* , som er lykkelig, når jeg kommer, da hun undgår at blive ilde tilpas ved at gå ud. Hun ser også kun den russiske gesandtinde* , foruden en veninde fra Florenz, Catalanis* datter* .
[i margenen p. 1:] Hils den kære Jonas Drewsen* fra os alle og tænk kærligt på Deres
Fr. Serre
[i margenen p. 2:] Serre beder mig hilse Dem hjerteligt.
BrevID 18375: FrS-brev af 11/1 1862 (Collin XI, 16/236a+16/235b, billedid 5297-5302).
dass Sie den Weihnachtsabend so heiter, und strahlend verlebt: HCA havde en god julerejse i 1861, først et par dage som gæst hos ægteparret Ingemann* * i Sorø, siden selve juledagene som gæst på Holsteinborg, hos grev Ludvig* og grevinde Mimi Holstein* og deres børn. Fru Scavenius* , hos hvem han ofte tilbragte julen, var i 1861 rejst sydpå, til Nice på den franske riviera.
Arzt: livlæge Carl Gustav Carus* .
Oberhofprediger Liebner* : til trods for, at den sachsiske kongefamilie var katolsk, havde Dresden en evangelisk "Oberhofprediger", i perioden fra 1855 til sin død: teologen, filologen og historikeren Karl Theodor Albert Liebner* (1801-73).
der alte Papa: her kan der ikke være tale om den unge Herman Hann von Weyherns* far* , da denne døde før sønnen* , men om morfaderen, baron Gustav von Albedyll* (1790-1863), som var ven af familien Serre og som HCA ofte havde truffet i familien Serres hjem.
Dank für die interessanten Sterioskopien: HCA må i sit julebrev have tilsendt FrS stereoskopier af københavnske motiver.
eine Photographie wo der König* mit Gräfin Danner* Schach spielt: det bekendte billede af Frederik VII* , som spiller skak med sin hustru, grevinde Louise Danner* . Et eksemplar af dette billede satte HCA ind i sit eget fotoalbum (i privateje).
Wanda Zahrtmann* heirathete den jüngsten Bruder* der Gräfin Hohenthal* : det må være en skrøne. Wanda Zahrtmann* var født i 1842 og prins Hans af Glücksborg* i 1825. I 1861 havde HCA nede i Schweiz hørt det samme rygte (Dbg. V, 102). http://oraapp.kb.dk/hca_pub/cv/main/GotoPage.xsql?nnoc=hca_pub&p_mode=facsimile&p_VolNo=5&p_GotoPageNo=102 - Wanda Zahrtmann* blev i 1863 gift med grev Christian Danneskiold-Samsøe* (1836-1908) som først var hofchef hos kronprins Frederik (VIII)* , siden chef for Det kgl. Teater. Prins Hans* døde ugift i 1911.
Dingelstedt* : digteren Franz von Dingelstedt* , der 1857-67 var intendant ved teatret i Weimar og åbenbart har ønsket sig et større virkefelt.
Lüttichau* : Wolf von Lüttichau* (1786-1863), generalintendant ved Hofteatret i Dresden.
Clara Heinke* … die Glückliche, die Ihre Schriften im Original lesen kann: Clara Heinke* havde lært sig så meget dansk, at hun kunne læse HCAs arbejder i deres danske originaltekst, ligesom hun også oversatte nogle af eventyrene, jf. BrevID 18314.
Ich habe … 4 Bände Ihrer Schriften in 1 Theil, verschenkt … an die Enkelin* der Generalin* , an meine Nichte* Antonie* , an den ältesten Sohn von Elise* und … unbekannte Dame: generalinde Vogels* barnebarn kan være sønnesønnen Alexander Vogel* (1841-89), niecen Antonie er Antonie Klein* , FAS’s søsterdatter, enke efter officeren v. Tiesenhausen* , den ældste søn af Elise* hed Hans Hartmann* (jf. BrevID 10406).
die rußische Gesandtin: den russiske gesandt* i Dresden omkr. 1860 hed Nikolai Alexandrowitsch Kokoschkin* (1792-1873), som var gift med datteren af sangerinden Angelica Catalani* (1780-1849), ital. Operasangerinde, Angélique Adélaîde Kokochne de Valabrègue* , (1811-89).
einer Freundin aus Florenz Tochter der Catalani* : den italienske operasangerinde Angelica Catalani* (1779-1849) havde i sit ægteskab med sin franskfødte impressario (tidl. officer) Paul Valabrègue* foruden 2 sønner tillige en datter, Angélique Adélaîde Kokochne de Valabrègue,* (1811-89).
Jonas Drewsen* : Fejl for Jonas Collin d.y.* .
06.03.1862
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 6. März [18]62
Theurer, verehrter Freund!
Gestern erhielt ich durch Hrn. Wiedeman* in Leipzig, Ihre neusten Märchen; Ich halte das liebe Buch in meinen Händen, worinnen jedes Wort, mir Ihr theures Bild den Klang Ihrer Stimme zurück rufen wird, ich durchlebe noch einmal die Tage Ihres Aufenthaltes in Maxen, die mir ja das schönste Fest sind und waren, und mein Herz ist mit innigen, warmen Dank für Sie erfüllt! Hier ist Alles aufs Tiefste erschüttert von dem Tod der geliebten Prinzessin Sidonie* ! sie starb am Tyfus, strotzend von Gesundheit, ergriff sie dies unglückselige Fieber mit desto größrer ./. Gewalt, und nach nur dem 9. Tage, wurde sie ein Opfer des Todes, es ist die 4te Tochter die unser König* verliert, und daß Prinzessin* Georg* eine Prinzessin und keinen Prinzen geboren, ist ihnen auch eine Sorge und Kummer. Bis den 28 st April geht die Trauer fort.
Heute erhielt ich auch einen lieben Brief der Clara* ! Sie erzählte mir von Ihrer projectirten Reise nach den Pyrenäen, Spanien, und Frankreich und wie sie uns das Glück versagt dadurch Sie in Maxen zu begrüßen. Aber es ist wohlgethan, daß Sie die Zeit benutzen, wo Ihre Kraft und Lebenslust noch im Culminationspunkt ist, daß Sie einsammeln, um unerschöpflichen, Stoff zu Ihren Schöpfungen zu gewinnen, daß Sie ein Land ./. besuchen, was noch ursprünglich und wenig ausgebeutet ist! Mad. Helmke* war auch dort, aber man hörte nur von ihr, wie beschwerlich das Fortkommen wie schlecht die Kost und Gasthäuser dort und wie verwildert Alles sey. Vor 6 Wochen ist sie aus dem Orient zurück gekehrt, mit ganz denselben Ansichten! Sie reisete Ende Octbr ab, und war Anfang Fbr. zurück die meiste Zeit auf den Schiffen; dorthin nach Jerusalem, Cairo müßen auch Sie noch ziehen und mir eine Rose von Cherigo mitbringen – die vertrocknet, gestorben, im frischen Wasser und vielleicht im rothen Wein, neu und rosig erblüht. Haben Sie noch immer Freude an Ihre Sterioskopen? Gibt es dort keine von Thorwalzens* Werken? – Figuren ./. sind beynahe das schönste! Kennen Sie Sterioskopen auf Glas? Welche Erinnerungs tafeln werden Sie sich wieder von Ihrer Reise mitbringen! Auch erzählte mir Clara* , von der Gabe des Studenten, ein Vierkleeblatt welches Ihnen Glück brachte, von dem Bauer, den Sie durch Ihre Märchen erstaunt, von einem Geschenk welches Sie von dem Könige* erhalten. Rührend ist die treue, schwärmerische Hingebung für Sie, die sich in jedem Worte ausspricht. Wa[h]rlich es muß wohlthuend und beglückend sein, ein solches Herz sein nennen zu können!
Mein Mann kränkelt fortwährend – ist sehr schwach und wird heiser wenn er spricht; er soll zum 1. Juny nach Wildbad, wo ich ihn begleiten muß. ./.
Das sind meine Sommerpläne. Leider trifft es sich schlimm, daß gerade Frau v. Göthe* zum Juny durch Dresden kommt, um nach Weimar zu gehen, wie glücklich hätte mich dies Wiedersehen gemacht – zumal da sie einige Zeit nach Maxen kommen wollte – doch kann ich meine Pflicht darüber nicht versäumen! –
Neulich las ich in den Zeitungen den Tod des Dichter Ingeman* , ich fühlte es mußte Ihnen Schmerz bereitet haben, und dachte recht innig Ihrer dabey. Der arme Hr. von Lüttichau* kann sich nach seinem Gehirn Schlaganfall nicht wieder erhohlen. Körperlich geht es leidlich, er steht auf, geht in die Stube hin und her – aber sein Geist – ./. sein Gedächtniß, seine Urtheilskraft ist, geschwächt, und antwortet oft unpaßend, Er hat keinen klaren Begriff von Zeit und Ort – ob er ein Buch rechts oder verkehrt hält – und hat natürlich seinen Posten aufgeben müßen. Obgleich Dingelstedt* viele Schritte gethan, ihn zu erhalten, so soll der König* nur aus der höhern Aristocratie den Intendanten wählen. Man glaubt den Appelationsrath von Könneritz* welcher die Tochter des Prinzen v. Dessau* , eine Gräfin Reinar* , zur Frau hat! –
Noch sind die Unannehmlichkeiten des Abgangs Geisenheimers* nachhaltig. Er hat abscheulich gehandelt – betrogen, Reste von rückständigen Geldern verfallen laßen, so daß Serre ./. viele Tausende eingebüßt hat. Nun will er 3 000 rh.. haben, um sich zu etabliren und Minna* zu heirathen die schon seit Novbr b[e]y ihrem Bruder lebt. Da wir nun weder ein Glück für Minna* in dieser Parthie sehen denn er spielt und trinkt, und ist höchst gichtisch krank, noch eine Ehre, in irgend eine nähere Beziehung zu einem Menschen zu kommen, welcher so gehandelt – so erhält er das Geld nicht. Wie es mit der Heirath noch wird kann man sich denken, warum hörte Minna* nicht auf unsre Vorstellungen – es war solch Ende zu erwarten; Leider sitzt er noch in Dresden ohne Beschäftigung. Gräfin Moltke* lebt still in Dresden – sieht nur mich und Sigwald* und die rußische Gesandtin Frau von Kokoschky, die Tochter* ./. der Catalani* mit welcher sie schon in Florenz befreundet war. Sie braucht eine wunderbare Cur, Terpentin pillen und Arsenikbäder welche ihr ein Arzt in Paris gerathen – Carus* schüttelt den Kopf darüber. Im Maÿ und im Mitte Sptbr, geht sie nach Wiesbaden, im Sommer vielleicht nach Glorup! – Sie ist und bleibt wie eine liebende Schwester für mich! –
Neulich besuchten uns Davisons* * , welche nach Petersburg auf eine Cyclus Gast Vorstellungen gereiset ist. Er trug mir Grüße für Sie auf! –
Alle Donnerstage hält D. Kühne* bey sich, im kleinen Kreis, Vorträge über die älteste Litteratur Geschichte. Neulich über das Nibelungenlied – über Gnudrun [Gudrun] das Gedicht was vor 40 J. auf Schloß Ambras aufgefunden, und Heute über die Grahl Sage! Sehr interessant! Wieder ist mein Blatt zu Ende, warme treue Grüße vom Serreschen Hause.
[i margenen, p. 4:] Mit Sehnsucht erwartet einen Brief von Ihnen Ihre Fr.
[i margenen, p. 1:] Wissen Sie, daß der G. H.* von Weimar D. Ziegler* zum Hofrath ernannt, wegen seiner wissenschaftl. Schriften und Eifer für die Lotterie?
[i margenen, p. 5:] Grüßen Sie den lieben Jonas Collin* , bitte! –
[i margenen, p. 6:] Lange hörte ich nichts von der Baronesse Stampe* .
Dresden, den 6. März [18]62
Dyrebare, ærede ven!
I går modtog jeg fra hr. Wiedemann* i Leipzig Deres nyeste eventyr. Jeg holder den kære bog i mine hænder, og derfra vil hvert ord gendanne mig et dyrebart billede af Deres stemmes klang, jeg gennemlever endnu en gang dagene med Deres ophold i Maxen, som jo for mig var og er den skønneste fest, og mit hjerte er fyldt med inderlig, varm tak til Dem! –
Her er alt inderligt rystet ved den elskede prinsesse Sidonies* død! Hun døde af tyfus, struttende af sundhed, fik hun denne ulyksalige feber med desto store kraft og efter kun 9 dage blev hun dødens bytte, det er den 4. datter, vores konge* mister, og det atprinsessen* har født Georg* en prinsesse og ingen prinser er dem også en sorg og bekymring. Der er hofsorg til den 28. april.
I dag modtog jeg også et kært brev fra Clara* ! Hun fortalte mig om Deres planlagte rejse til Pyrenæerne, Spanien og Frankrig og om hvor uheldig hun er, at hun ikke kan hilse på Dem i Maxen. Men det er velgjort, at De bruger tiden, hvor Deres kræfter og livslyst er størst, at De indsamler uudtømmeligt stof til Deres værker, at De besøger et land, som endnu er så oprindeligt og så lidt udbyttet. Fru Helmke* var også der, men fra hende hørte man kun om, hvor svært det var at komme omkring og hvor dårlig kosten og kroerne var der, hvor forvildet alt var. For 6 uger siden er hum kommet tilbage fra orienten, med præcis samme synspunkter. Hun rejste i slutningen af oktober, og var retur i begyndelsen af februar, tilbageturen for det meste på skibe; til Jerusalem, Cairo må De også rejse og medbringe med en Jerichos rose til mig – som tør, død sættes i frisk vand eller evt i rødvin og så blomstrer påny og rosenrødt. Har De stadig glæde af Deres stereoskoper? Er der ikke nogen af Thorvaldsens* værker? – Figurer er næsten det smukkeste! Kender De stereoskopier på glas? Hvilke erindringstavler vil De atter medbringe fra Deres rejse. Clara* fortalte mig også om studenternes gave, en firkløver, som bragte Dem lykke, om bonden, som De havde forbavset med Deres eventyr, om en gave, som De har fået fra kongen* . Den trofaste, sværmeriske hengivenhed for Dem er rørende, idet det udtaler sig i hvert ord. Sandelig må det være velgørende og lyksaligt at kunne kalde et sådant hjerte for sit.
Min mand skranter stadig – han er meget svag og bliver hæs, når han taler: 1. juni skal han til Wildbad, hvortil jeg må ledsage ham.
Det er mine sommerplaner. Desværre passer det dårligt, at fru v. Goethe* netop i juni kommer gennem Dresden for at tage til Weimar, hvor ville dette gensyn have gjort mig lykkelig – især da hun ville komme til Maxen i nogen tid – men jeg kan ikke forsømme min pligt af den grund!
For nylig læste jeg i aviserne om digteren Ingemanns* død, jeg følte, at det må have beredt Dem smerte, og tænkte inderligt på Dem derved. Den stakkels hr von Lüttichau* kan efter sin hjerneblødning ikke komme sig. Legemligt går det tåleligt, han står op, går frem og tilbage i stuen – men hans ånd – hans tanke, dømmekraft er svækket og han svarer ofte helt forkert. Han har ikke noget klart begreb om tid og sted, om han holder en bog rigtigt eller forkert – og har naturligvis måttet opgive sine poster. Selv om Dingelstedt* har taget mange skridt for at bevare ham, så skal kongen* kun vælge Intendanten fra det højere aristokrati. Man tror, at [det bliver] appellationsråd von Könneritz* , som er gift med prinsen af Dessaus* datter, en grevinde Reinar* .
Der er endnu eftervirkninger med ubehageligheder på grund af Geisenheimers* afgang. Han har handlet afskyeligt, bedraget, ladet rester af de forældede penge forfalde, således at Serre har måttet indbetale mange tusinde. Nu vil han have 3.000 rh for at kunne etablere sig og gifte sig med Minna* , som allerede siden november bor hos broderen. Da vi nu hverken ser en lykke for Minna* i dette parti – thi han spiller og drikker – og er meget syg af gigt, og da det ikke er en ære at komme i en eller anden nærmere forbindelse med et menneske, som har handlet sådan, så får han ikke pengene. Hvordan det vil gå med brylluppet, kan man tænke, hvorfor hørte Minna* ikke på vore indvendinger – man kunne vente en sådan slutning; desværre sidder han endnu i Dresden uden arbejde. Grevinde Moltke* lever stille i Dresden – ser kun mig og Sigwald* og den russiske gesandtinde fru Kokoschy* , Catalanis* datter, som hun allerede blev venner med i Florenz. Hun får en vidunderkur, terpentinpiller og arsenikbade, som hendes læge i Paris har tilrådet – Carus* ryster på hovedet over det. I maj og midten af september tager hun til Wiesbaden, og til sommer måske til Glorup! Hun er og bliver som en kær søster for mig! –
For nylig besøgte vi Davisons* * , som er rejst til Petersborg på tourné med gæsteforestillinger. Han bad mig hilse Dem.
Hver torsdag holder doktor Kühne* hjemme hos sig i en lille kreds foredrag over den ældste litteraturhistorie. For nylig om Nibelungenlied – om Gudrun, digtet som for 40 år siden blev fundet på slottet Ambras, og i dag om gralssagnet. Meget interessant. Igen er arket til ende, varme tro hilsner fra det serreske hus.
[i margenen, p. 4:] Med længsel venter jeg et brev fra Dem. Deres Fr.
[i margenen, p .1:] Ved De, at storhertugen* af Weimar har udnævnt d. Ziegler* til hofråd, på grund af hans videnskabelige skrifter og store arbejde ved lotteriet?
[i margenen, p. 5:] Vær så venlig at hilse den kære Jonas Collin* !
[i margenen, p. 6:] Længe har jeg ikke hørt noget fra baronesse Stampe* .
BrevID 18385: FrS-brev af 6/3 1862 (Collin XI, 16/237+16/236b, billeid 5303-10).
durch Hrn. Wiedeman* … Ihre neusten Märchen: det kan ikke afgøres, hvilken eventyrsamling i tysk oversættelse FrS har modtaget fra Wiedemann* . – Det kan være flg. udg. fra 1862: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20413
der geliebten Prinzessin Sidonie* : prinsesse Sidonie* (1834-62) var nr. 6 af kong Johanns* og dronning Amalies* 9 børn.
es ist die 4te Tochter die unser König* verliert: dette er ikke helt korrekt. Kongeparret* * havde indtil 1862 mistet 3 døtre og 1 søn. Prinsesse Sidonie* var ugift ved sin død.
dass die Prinzessin* Georg* eine Prinzessin und keinen Prinzen geboren: den nævnte prinsesse (som hed Maria Anna* (af Portugal 1843-84), og hun var gift med kong Georg* (1832-1904) af Sachsen) fødte dog i 1865 en prins, der i 1904 blev konge som Frederik August III* (1865-1932), den sidste sachsiske konge. –
von Ihrer projectirten Reise nach den Pyrenäen, Spanien etc.: ejendommeligt nok har HCA i de breve, han sendte til FrS (det seneste 7/3) ikke omtalt sine planer for en rejse til Spanien, som ellers var besluttet længe før.
eine Rose von Chaigon [?] mitbringen: det er uforståeligt, hvad FrS har ment med "Chaigon". Kan hun have ment "Saron"? jf. salmen "Blomstre som en rosengård … Sarons yndigheder".
Freude an Ihren Sterioskopen: efter at stereoskopbillederne var kommet frem ca. 1850 indkøbte HCA adskillige billeder af seværdigheder m.m. på sine rejser og viste dem gerne frem i sin vennekreds. Hans kasseformede stereoskopbetragter er bevaret, i privateje, og bevaret er også adskillige af hans stereoskopbilleder.
der Gabe des Studenten, ein Vierkleeblatt: historien om den firkløver, som HCA fik forærende af en ham ubekendt student, der havde fundet firkløveren, da han var dreng. Han ville dengang have sendt den til digteren, men det blev ikke gjort, og år senere fandt han den i sin afdøde mors salmebog, hvorefter han op til julen 1861 sendte den til HCA. Hændelsen er beskrevet i et brev til Henriette Scavenius* 18/3 1862, jf. BScavenius I, 150. BrevID 10526
von dem Bauer, den Sie durch Ihre Märchen erkannt: det vides ikke, hvad HCA kan have fortalt Clara Heinke* i det af FrS refererede brev. Brevuddrag, hvor Clara Heinke* fortalte HCA om en bonde BrevID 10344
von einem Geschenk, welches Sie von dem Könige* erhalten: efter en af sine oplæsninger for kong Frederik VII* sendte denne HCA en gulddåse med kongens navn i initialer. Gulddåsen er endnu bevaret (i privateje).
daß gerade Frau v. Göthe* zum Juny durch Dresden kommt um nach Weimar zu gehen: Ottilie von Goethe* førte et uroligt liv, med evigt skiftende opholdssteder. Det er typisk for FrS, at hun normalt ville have taget sig kærligt af veninden, dersom ikke hendes og FAS’s kurophold i Wildbad havde forhindret det.
der Tod des Dichter Ingeman* : digteren B. S. Ingemann* døde 24/2 1862. HCA deltog i hans begravelse 4/3 s.å.
Appellatonsrath von Könnerizt* … die Tochter des Prinzen v. Dessau* , eine Gräfin Rainar* : appellationsråd Otto von Könneritz* (1835-66), g.m. grevinde Mathilde von Raina* (1833-1917), datter af prins Georg Bernhard af Anhalt-Dessau* (1796-1865).
die russische Gesandtin von Kokoschky* , die Tochter von Catalani* : den russiske gesandt Kokoschkys* hustru var en datter af sangerinden Angelica Catalani* , jf. BrevID 18375, nemlig Angélique Adélaîde Kokochne de Valabrègue,* (1811-89).
das Nibelungenlied – über Gudrun das Gedicht, was vor 40 J. auf Schloß Ambras aufgefunden… die Grahl Sage: Nibelungenlied, et heltekvad som handler om burgundernes nederlag til romersk-hunniske styrker i slaget ved Worms 436, kendt fra håndskrifter omkr. 1200 fra det bayersk-østrigske område. – Gudrun (eller Kudrun), er det andet store heltekvad i tysk middelalderlig litteratur, kendt fra den såkaldte Ambraser Heldenbuch, samlet og nedskrevet på opfordring af kejser Maximilian I af Hans Reid* først i 1500-tallet og opbevaret på slottet Ambras i Tirol indtil 1806, hvor det blev overført til det østrigske nationalbibliotek i Wien. – Die Grahl Sage eller legenden om den hellige gral er en samling middelalderlige fortællinger om den hellige grad, der dels fremstilles som den skål eller det fad, hvorpå påskelammet blev frembåret ved den sidste nadver, dels som den kalk, Jesus brugte ved nadverens indstiftelse, en kalk, som Josef af Arimetæa siden benyttede til at opfange de sidste blodsdråber fra den korsfæstede Kristus. Fortællingerne blev nedskrevet sidst i 1100-tallet og da i flere tilfælde kombineret med sagnene om den keltiske kong Artus (el. Arthur) og hans riddere omkring det runde bord.
07.03.1862Dagbogsuddrag 7.3.1862: Brev til Fru Serre
(BrevID 22377 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
