Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
23.04.1860 Almanak: Brev med Schiller* s Eventyret til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
04.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 4. May 1860. Dresden
Theuerster, verehrter Freund!
Dank, innigen Dank für Ihre liebe Erinnerung an meinen Geburtstag! Wir fuhren für 3 Tage nach Maxen, und es kamen troz der rauhen Witterung einige Freunde heraus, unter anderem Pastor Heyne* – und er brachte einen wahren und warmen Toast auch auf Sie aus. Ihr Märchen wurde nach Tisch vorgelesen, und ich soll Ihnen von meinem Mann den aller innigsten Dank dafür sagen – wir waren entzückt davon, und auch daß es kurz ist, war Serre sehr lieb. Denn er hat von allen Seiten sehr schöne, würdige, schriftstellerische Zusendungen bekommen, und das Album, wie auch das Musicalische, wird sehr interessant werden! –
Auch Geschenke, von Gewerbetreibenden sehr schöne werthvolle, treffen ein, und ./. kürzlich sendeten die Damen aus Wien, 10 Kisten mit 860 Geschenken. Auch unser König* hat ein Gemählde, und Vasen und Dejeuner der Prinzen* * geschickt. Der Großherzog* aber, läßt die Villa vollständig restauriren und elegant meubliren, und hat Serre schreiben lassen, er genehmigte und wünschte seinen Namen als Protector an die Spitze zu stellen.
Leider ist mein Mann fortwährend am Fuße, und dadurch körperlich leidend. Er muß nach Teplitz, so bald es nun geht – und so will er nächste Woche auf 14 Tage, 3 Wochen mit Minna* dahin abreisen. Ich muß daher meine Reise nach Ems aufschieben und erst nach seiner Rückkehr dahin. So trifft es sich herrlich, wenn Sie die letzten 8 Tage des Mays kommen; in der Stadt oder in Maxen, können wir zusammen ./. sein. Vielleicht kann es Clara* einrichten, die mit ihrer Tante* nach Marienbad geht – daß sie zur selben Zeit durch Dresden kommt – auch Frau v. Göthe* bleibt bis Anfang Juny hier. Nur der Gedanke, es ist für eine lange Trennung – wird einen dunklen Schatten auf unser Wiedersehen werfen!
Wie freue ich mich auf Olelukey [Ole Luköie?], aber recht lieb würde mir eine kleine Ansicht von dem abgebrannten Schloß Fredricksborg sein. Die Gr. Moltke* hat mir ihr* und des Grafen* , und beider Söhne* * Bild geschenkt, auch Fr. v. Göthe* hat sich für mich zeichnen lassen!
Wann werden Ihre neuen Märchen deutsch erscheinen, es scheint mir, es dauert dies Mal sehr lange! – Wenn Sie Carl Andersen* doch meinen herzlichsten Dank für seinen freundlichen Gratulationsbrief sagen könnten – ich kann nicht schreiben – ich habe 35 Briefe, von Nah und Fern von ./. meinen Geburtstag her, von Kohl* aus Bremen von Vogelstein* aus München, von Oskar v. Redwitz* – aus Rio Janeiro selbst, habe ich freundliche Erinnerungs Zeichen, eben so von meinen alten Freunden aus Paris und London. Es macht so unaussprechlich glücklich die Überzeugung nicht vergessen zu werden, und das Wohlwollen edler, ausgezeichneter Menschen zu besitzen!
Maxen bleibt noch eine Zeitlang verwaiset – Serre kann nicht aus der Stadt wegen den unendlichen Geschäften der Lotterie. Jetzt sind 360,000 Loose abgesetzt und der Begehr dauert fort. Im Juny ist Ausstellung der Gewinne wozu der König gnädigst das alte Gallerie-Gebäude bestimmt! –
Jetzt erwarte ich wieder den Brief – welcher Ihre Ankunft bestimmt, – bis dahin getreu und in Freundschaft
Ihre Fr.
[i margenen p.4:] Tausend Grüße von Serre
Den 4. May 1860. Dresden
Dyrebareste, ærede ven!
Tak, hertelig tak for Deres kære erindringer til min fødselsdag! Vi tog 3 dage til Maxen, og trods det rå vejr kom nogle venner herud, bl.a. pastor Heyne* – og han bragte en sand og varm skål ud for Dem! Deres eventyr blev læst efter spisningen, og jeg skal fra min mand sige Dem den allerinderligste tak derfor – vi var henrykte over det, og også det, at det er kort, var Serre meget kærkomment. Thi han har fra alle sider fået skønne, værdige, litterære bidrag, og albummet bliver meget interessant, også hvad det musikalske angår!
Også gaver, meget smukke og værdifulde indtræffer fra erhvervsdrivende, og for kort tid sendte damerne fra Wien 10 kasser med 860 gaver. Også vores konge* har sendt et maleri og vaser og prinsernes* * frokost. Men storhertugen* lader villaen fuldstændig restaurerere og møblerer den elegant, og har ladet skrive til Serre, at han tillod og ønskede, at hans navn skulle stå først som protektor.
Desværre lider min mand stadig i benene, og derfor i hele legemet. Han må til Teplitz, så snart det lader sig gøre, og så vil han rejse derhen i 14 dage til 3 uger med Minna* . Jeg må derfor udskyde min rejse til Ems og først tage derhen, når han er vendt tilbage. Således passer det hele så fint, hvis De kommer de sidste 8 dage i maj, i byen eller på Maxen, så kan vi være sammen. Måske kan Clara* , som tager med sin tante* til Marienbad, indrette det sådan, at hun samtidig kommer til Dresden – også fru von Goethe* bliver her til begyndelsen af juni. Kun den tanke, at der derefter kommer en lang adskillelse – vil kaste dunkle skygger over vores gensyn!
Hvor glæder jeg mig til Ole Luköie, men jeg ville gerne have et lille billede af det brændte Frederiksborg slot. Grevinde Moltke* har givet mig billedet af hende* , greven* og begge sønner* * , og fru von Goethe* har også ladet sig tegne til mig.
Hvornår vil Deres nye eventyr udkomme på tysk, det forekommer mig, at det varer meget længe denne gang! – hvis De blot kan sige Carl Andersen* min hjerteligste tak for hans venlige lykønskningsbrev – jeg kan ikke skrive – jeg har 35 breve fra nær og fjern fra min fødselsdag, fra Kohl* i Bremen, von Vogelstein* fra München, Oskar v. Redwiz* – endog fra Rio Janiro har jeg venlige tegn på erindring, ligeledes mine gamle venner fra Paris og London. Det gør så uudsigeligt lykkelig at man ved, at man ikke er glemt, og at man nyder ædle, udmærkede menneskers velvilje!
Maxen forbliver endnu et stykke tid forladt, Serre kan ikke tage fra byen på grund af de uendelige forretninger med Lotteriet. Nu er 360.000 lodder afsat, og efterspørgslen vedvarer. I juni er der udstilling af gevinsterne, hvortil kongen* nådigst har bestemt den gamle galleri-bygning.
Nu venter jeg igen brev, som meddeler Deres ankomst – indtil da, tro og i venskab,
Deres Fr.
[i margenen p. 4:] tusinde hilsener fra Serre.
BrevID 18186: FrS-brev af 4/5 1860 (Collin XI, 15/223, billedid 5246-49).
Pastor Heyne: jf. BrevID 16985.
Ihr Märchen wurde nach Tisch vorgelesen: der er tale om eventyret "Den gamle Kirkeklokke", bestemt for det Schiller* -Album, som på initiativ af FAS udkom i 1861 med titlen Die alte Kirchenglocke og som senere på året udkom på dansk som bidrag til "Folkekalender for Danmark" 1862 (udkom dec. 1861) og igen i 1868 som del af "Nye Eventyr og Historier" (Samlede Skrifter bd. 26). Manuskriptet til eventyret havde HCA sendt til FrS 23/4 1860 som bilag til sit fødselsdagsbrev til hende.
Wie freue ich mich auf Olelukey: det er lidt gådefuldt, hvorfor HCA i 1860 får den idé at sende et eksemplar af sin eventyrkomedie Ole Luköie, http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=565 som havde sin førsteopførelse i 1850, men det er formentlig sket i den hensigt at få den oversat til tysk og opført på teatret i Dresden.
eine kleine Ansicht von dem abgebrannten Schloß Fredricksborg: Frederiksborgs brand 17. december 1859 vakte opsigt videnom, ikke bare i Danmark, men i hele Europa.
das alte Gallerie-Gebäude: den galleribygning, som nu kaldes Johanneum (opkaldt efter kong Johann af Sachsen* (konge 1854-73) og som i perioden 1747-1855 havde indeholdt de saksiske kongers kunstsamlinger – med bl.a. Rafaels* berømte "Madonna del Sisto". Kunstsamlingerne var i 1855 blevet overført til Gottfried Sempers* museumsbygning, som blev indføjet i det ca. 150 år ældre Zwinger-kompleks. Johanneum var i sin tid blevet til ved en ombygning af de kgl. stalde og blev efter 1855 – og endnu en ombygning – anvendt til forskellige formål, hvorfor den uden større vanskeligheder blev stillet til rådighed for udstillingen af gevinsterne i FAS ’ Schiller* National-Lotterie. I dag huser Johanneum Sachsens "Verkehrsmuseum".
05.05.1860 Almanak : Til Fru Serre sendt Brev.
(BrevID 22470 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
12.05.1860 Almanak : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22472 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
17.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 17. May 1860 Dresden
Theuerster, verehrter Freund!
Wüßte ich erst selbst sicher, was mit mir noch geschieht – ob ich nach Ems und wann reisen, ich zögerte nicht mit meiner Antwort. Doch es hängt Alles von Serre ab! Er wollte nach Teplitz reisen, doch sein ganzes Wesen ist zu sehr aufgeregt – man sagt, dann ist es sehr schädlich und so geht er nach Schandau, nur um Tagelang, körperlich und geistig aus zuruhen, auch mich macht diese ewige Unruhe Sorgen und Unannehmlichkeiten mit diesem großem Unternehmen so nervös, daß ich oft Ohnmachten bekomme! – Ich soll und muß auch eine Zeit, andere Luft andere Gegenstände genießen und mich erhohlen. Doch den 9t Juni würden Sie hierher kommen, und erlaubt es Frau v. Göthes* Gesundheit, auch sie – ./. nach Maxen kommen, und Clara Heinke* die den 1st Juny mit ihrer Tante* sich hier etablirt – um auch Sie noch einmal zu sehen? Sind das nicht Fesseln deren man wohl widerstehen kann! – Wäre mein Mann wie bestimmt früher in ein Bad – wäre ich den 18t May nach Ems gegangen! –
Wenn Sie mir von Ihrer Reise aus schreiben, was ich hoffe und sehnlichst wünsche, immer hierher addressiren – sie werden mir nachgeschickt! –
Also kommen Sie, je früher, je beßer, da ich gern den 15. Juny abreisen möchte. Sollte etwas vorfallen, wohin kann ich Ihnen eine telegrafische Depesche schicken? So wird während Ihrer Abwesenheit also, Ihr neues Buch, deutsch erscheinen? Wie begierig bin ich darauf! – ./.
Gestern hat unser Kronprinz* ein werthvolles Gemählde zur Lotterie geschickt – und Frau von Göthe* 150, meist sehr werth – und geschmackvolle Geschenke, theils gesammelt, theils haben sie, die 3 Göthes* * * und Ulrike Pochwisch [Pogwisch]* geschenkt; Welch aufopfernde, herrliche Freundin sie ist kann man nicht aus sagen – und es ist ein Gottes segen solch edlen Menschen nahe stehen zu können.
Gräfin Moltke* ist recht leidend – und beginnt eine neue Cur, welche sie bis Ende July in Dresden feßelt – und verhindert zu Haralds* Hochzeit nach Paris zu gehen! – Ach, ich glaube, die Ärzte haben sie auf dem Gewißen. Ihre größte Freude ist, wenn ich sie besuche und neben ihr sitze, aber mein Leben ist so zerrissen mit den häußlichen Sorgen und Angelegenheiten, unerwünschten Besuchen – die mich ermüden – auch die ./. immer leidende Göthe* nimmt meine Abende in Anspruch – so gelange ich nicht zu Allem was ich möchte, am wenigsten zur Einkehr in mich selbst.
Durch das Buch, Briefe Varnhagens* an eine Freundin – (Amely Bölte* ) was sie heraus gegeben – ist Kühne* recht angegriffen, und häßlich von Varnh.* beurtheilt von ihm, den er als seinen besten Freund glaubte. O über solche indiscretionen, Briefe – die nur gedacht und geschrieben für den Empfänger sind – drucken zu laßen! Wie gefährlich ein berühmter Mann zu sein – wo jedes Wort aufgegriffen wird! –
Leider sind die Lotterie Angelegenheit mit dem Gr. Herz.* von Weimar wieder ungünstig. Eine falsche Rolle spielt dabey Dingelstedt* , ein sehr schlechter Rathgeber, noch gefährlicher und schädlicher für ihn – als Liszt* es war! Doch zum Schluß! Den treusten Herzens Gruß
Ihre Fr.
[i margenen, p. 4:] Bitte bald Nachricht wohin soll ich meine Delegrafen [sic] Dep. schicken müßte ich meinen Reiseplan ändern
[i margenen, p. 1:] Sie schreiben mir wohl bald wieder.
Den 17. Maj 1860 Dresden
Dyrebareste, højstærede ven!
Vidste jeg blot selv, hvad der sker med mig – om og hvornår jeg rejser til Ems, ville jeg ikke tøve med mit svar. Men alt afhænger af Serre! Han ville rejse til Teplitz, men han er alt for oprevet, man siger, at så er det meget skadeligt, og så rejser han til Schandau, for i dagevis at hvile ud legemligt og åndeligt, og jeg har bekymringer over denne evige uro og med dette store foretagende er det mig så ubehageligt, at jeg geråder i afmagt! – Jeg skal og må også for en tid indånde en anden luft, nyde andre genstande og bringe mig på fode igen. Men den 9. juni ville De komme her, og hvis fru v Goethes* sundhed tillod det, ville også hun komme til Maxen, og Clara Heinke* etablerer sig her den 1. juni med sin tante* – for også endnu en gang at se Dem? Er det ikke lænker, som man ikke kan modstå! Hvis min mand tidligere var taget til et bad – ville jeg være taget til Ems den 18. maj! –
Hvis De skriver til mig fra Deres rejse, hvilket jeg håber og længselsfuldt ønsker, altid adressere det hertil – de bliver eftersendt til mig!
Altså kom, jo før, jo bedre, da jeg gerne vil rejse den 15. juni. Hvis der nu sker noget, hvortil kan jeg så sende et telegram? Således udkommer Deres nye bog på tysk, i Deres fravær? Hvor jeg længes efter den!
I går har vores kronprins* foræret et værdifuldt maleri til lotteriet – og fru von Goethe* har skænket 150, for det meste værdifulde og smagfulde gaver, som hun har samlet ind, dels fået hos de 3 Goether* * * og Ulrike Pogwisch* . Hvilken opofrende, herlig veninde hun er, kan man slet ikke udtale sig om – og det er en Guds velsignelse at kunne stå et så ædelt menneske nær.
Grevinde Moltke* er meget lidende, og påbegynder en nu kur, som lænker hende til Dresden til slutningen af juli – og forhindrer hende i at tage til Paris til Haralds* bryllup! – Ak, jeg tror, lægerne har hende på deres samvittighed. Hendes største glæde er, når jeg besøger hende og sidder hos hende, men mit liv er så fragmenteret med de huslige bekymringer og sager, uønskede besøg – som trætter mig – og også den altid lidende Goethe* lægger beslag på mine aftener – således når jeg ikke alt det, jeg gerne ville – og mindst selvfordybelse.
Ved bogen, Varnhagens* breve til en veninde (Amely Bölte* ), som hun har udgivet – er Kühne* meget angrebet, og hæsligt bedømt af Varnh.* , som han troede var hans bedste ven. Åh, om sådanne indiskretioner, at lade breve trykke, som kun var tænkt og skrevet for modtageren! Hvor farligt er det at være en berømt mand – hvor hvert ord bliver brugt! –
Desværre er lotterisagen med storhertugen* af Weimar igen ugunstig. Derved spiller Dingelstedt* en falsk rolle, han er en dårlig rådgiver, og endnu farligere og skadeligere for ham – end Liszt* var!
Men til slut den mest trofaste hjertelige hilsen
Deres Fr.
[i margenen, p. 4:] Giv mig venligst snarest besked om, hvortil jeg skal sende mit telegram, hvis jeg ændrer mine rejseplaner.
[i margenen, p.1:] De skriver vel snart igen til mig.
BrevID 18190: FrS-brev af 17/5 1860 (Collin XI, 15/224, billedid 5250-53).
Teplitz: kursted med thermalbade i det nordvestlige Czekiet (czek. Teplice).
Schandau: kursted (som siden 1920 hedder Bad Schandau) i "det sachsiske Schweiz", nær grænsen til Czekiet.
den 9ten Juni würden Sie hierher kommen: HCA ændrede siden sine rejseplaner, bl.a. p.gr.a. familien Serres ophold i Schandau og Ems, og han kom først til Dresden i oktober måned – som afslutning på en længere rejse til Tyskland og Schweiz. Og det planlagte møde med Ottilie von Goethe* og Clara Heinke* blev der ikke noget af.
unser Kronprinz: kronprins Albert (1828-1902), konge fra 1873.
zu Haralds* Hochzeit nach Paris zu gehen: Harald Moltke-Huitfeldt* blev i 1860 i Paris: g.m. amerikanerinden Annie Hutton* (1836-89), men datoen for brylluppet kendes ikke.
Briefe Varnhagens* an eine Freundin ... Amely Bölte* : forfatterinden Amely Bölte* , jf. BrevID 17859, udgav i 1860 – anonymt – en samling breve, som hun i tidens løb havde modtaget fra forfatteren og diplomaten K. A. Varnhagen von Ense* (1785-1858).
23.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 23 st. May [1860].
Mein verehrter, theurer Freund!
Mit schwerem Herzen muß ich Ihnen sagen, daß ich leider auf die Freude Sie in Maxen zu sehen, verzichten muß. Mein Mann war sehr angegriffen, von der umfänglichen Arbeit, und ist mit Minna* nach Schandau gegangen um sich zu erhohlen auf 3 Wochen. Carus* besteht darauf ./. daß ich nach Ems muß, weil ich wieder recht elend bin – ich habe mich diesen Winter so viel abgeängstet, wegen der Lotterie Angelegenheit, und nun kommt die Folge der nervöse Zustand – so muß ich nach geben. Nun wollte ich den 15t. Juny fort, da erhalte ich Heute eine telegrafische Depesche vom Gr. Herzog* von Weimar, daß er mich den 29 sten den Tag nach dem Fest, auf der Wartburg zu sehen ./. wünscht – vielleicht hat er auch Manches zu fragen, wegen der Lotterie, kurz ich muß natürlich folgen, und vereinige meine Reise nach Ems damit, schon auf dem halben Wege dorthin.
Ach was es mich schmerzt Sie nicht sehen zu können! Und Clara Heinke* die deßhalb mit ihrer Tante* sich hier vom 1t. Juny an, eingemiethet – und Frau von Göthe* die bis zum 10t. Juny hierbleibt, und 8 Tage und mit Ihnen in Maxen sein wollte!
Es ist ein großes Opfer – vielleicht ./. kann ich versöhnen – und Gutes stiften mit dem Gr. Herz.* da wieder Störungen eingetreten sind.
Können Sie denn nicht nach Ems kommen? und können Claras* Willen ein paar Tage in Dresden sein? Nicht wahr Sie schreiben mir von Ihrer Reise aus, und immer hierher addressirt? –
Nicht Ihre liebe Hand drücken mehr, nicht Lebewohl für Lange Ihnen sagen – mich kostet es Thränen!
So behüthe Sie Gott! Haben Sie keine kleine Photografie für mich wie man sie jetzt macht? –
[i margenen, p. 1:] Wieder und wieder drückt Ihnen die liebe Hand Ihre urtreue Fr.
[i margenen, p. 4:] Ob der Brief noch zur Zeit in Ihre Hände kommt, ich konnte nicht früher wegen diesen Umständen schreiben
Dresden den 23. Maj [1860].
Min ærede, dyrebare ven!
Med tungt hjerte må jeg sige Dem, at jeg desværre må give afkald på den glæde at se Dem i Maxen.
Min mand var meget angrebet af det omfattende arbejde, og han er taget med Minna* til Schandau for at rekreere sig i 3 uger. Carus* holder fast på, at jeg må til Ems, fordi jeg igen er rigtig dålig – jeg har denne vinter gået så meget i stadig angst på grund af lotterisagen, og nu kommer konsekvensen med nervøs tilstand – og så må jeg give efter. Nu ville jeg af sted den 15. juni, så får jeg i dag et telegram fra storhertugen* af Weimar, at han den 29., som er dagen for festen på Wartburg, ønsker at se mig efter festen – måske har han også meget at spørge om angående lotteriet, kort sagt, jeg må blive og forener min rejse til Ems med det, og er således halvvejs derhenne.
Åh, hvor det smerter mig, ikke at kunne se Dem! Og Clara Heinke* , som netop derfor har lejet sig ind her med sin tante* fra den 1. juni – og fru von Goethe* , som bliver her til den 10. juni, for at kunne være sammen med Dem 8 dage i Maxen!
Det er et stort offer – måske kan jeg formilde og udvirke noget godt med storhertugen* , da der igen er indtrådt forstyrrelser.
Kan De da ikke komme til Ems? Og for Claras* skyld være et par dage i Dresden? Ikke sandt, De skriver til mig fra Deres rejse, og altid adresseret hertil?
Ikke mere at skulle trykke Deres kære hånd, ikke at kunne sige levvel for lang tid – det koster mig tårer!
Så må Gud bevare Dem! Har De da ikke et lille fotografi til mig, sådan som man laver dem nu?
[i margenen, p. 1:] Igen og igen trykker den utro Fr. Deres kære hånd.
[i margenen, p. 4:] Hvis brevet kommer tids nok i Deres hånd, skal De vide, at jeg ikke kunne skrive tidligere på grund af ovennævnte omstændigheder.
BrevID 9751: FrS-brev af 23/5 1860 (Collin XI, 11/162, billedid 5001-04).
den 29sten dem Tag nach dem Fest: det er uvist, hvilken fest man afholdt på Wartburg 28/5 1860.
Ems: kursted i Rheinland-Pfalz, beliggende ved floden Lahn. –
Haben Sie keine kleine Photografie: FrS har åbenbart ment visitkortfotografi. Det vides ikke, hvad HCA har svaret – og om han har besvaret forespørgslen – men netop i 1860 fik han de første fotografier af sig selv, leveret som visitkortfotografier.
25.05.1860 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22471 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
05.06.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Ems den 5. Juny 1860. Abends
Theuerster Freund!
Es berührt mich zu schmerzlich Sie nicht in Dresden und Maxen begrüßen zu können, nicht in Ems Ihnen zum Abschied die Hand drücken zu dürfen, und da Sie doch zu Ihren Vergnügen reisen, warum benutzen Sie die Baseler Eisen bahn für die Schweitz nicht – und machen einen Abstecher hierher? Ich gebe die Hoffnung dieser Überraschung nicht auf! Auch thut es mir schmerzlich leid, daß Sie dadurch nicht nach Dresden kommen und die arme Clara* Sie nicht sehen soll. Sie hatte sich so darauf gefreut, hatte Alles dafür eingerichtet. –
Doch der Befehl des Gr. Herzogs* , der den 28st. mich auf der Wartburg empfangen wollte, trieb mich zur Abreise. Mit unaussprechlich schwerem Herzen riß ich mich los – aber des herrlichen Gr. Herzogs* gütige und liebenswürdige Aufnahme, und da, in dem gräßlichsten ./. Wetter es mir unmöglich, wurde, die Wartburg zu besteigen, kam er 2 Mal selbst herunter, des Morgens mich zu besuchen des Abends, um im Schloße zum Thee mich einzuladen. Aber unendlich viel hatte ich ihm zu erläutern, mitzutheilen, aufzuhellen, die Lotterie betreffend, [fortsættes i margenen: und doch habe ich leider noch Manches vergeßen, was mir leid war ihn nicht noch mitgetheilt zu haben –] die einen so ungeheuer großartigen Schwung bekommen, jetzt sind 400,000 Loose verkauft – und das Resultat unsrer Unterhaltung war, daß ich sofort meinem Mann schreiben mußte, er solle bey 1t. Gelegenheit seinen Namen als Protector in allen Blättern nennen! – Sie würden mir einen Liebes und Freundschafts dienst erweisen, wenn Sie mich freundlich und gütig in sein Gedächtniß ruften, mir ein paar Worte von dort nach Ems im Hotel Bellevue – schrieben, und mir im ./. Briefe ein Blatt, auf der Wartburg gepflückt – einlegten. Zu kühn wäre der Wunsch, wäre Eins von seiner hohen Hand gepflückt dabey! –
Ich wohne reizend. Mein Salon hat die schönste Aussicht, und die Gegenwart der Frau von Schwanenfeld* , hat mir diese Tage verschönt. Leider reiset sie in 2 Tagen ab! –
Die Unterhaltung mit dem Groß-Herzog* , welchen ich erzürnt glaubte hat mich getröstet, und die Ruhe hier, thut mir wohl. Albertine von Wolfersdorf* hat mich begleitet, sie grüßt sie [Sie] herzlich; heute kam Ihr lieber Brief – wieder eine Freude, und so bemerke ich kaum wie selten die Sonne von außen scheint. Ich hoffe auf eine Antwort, von Eisenach. Wann und wohin reiset der gütige Großherzog* ? Meine Gedanken begleiten Sie! Getreu und innig ergeben
Ihre Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Mein Mann braucht mit Minna* in Schandau eine Cur und Bäder.
[f.n., p. 2:] Die Hochzeit Haralds* kommt jetzt nicht zu Stande. Die Gräfin* will July und August in Glorup – den Septbr in Wiesbaden sein.
[i margenen, p. 3:] Ich erwarte täglich Henselt* aus Petersburg hier.
[udskrift:] An den Herrn Professor H. Ch. Andersen
Ritter mehrerer hohen Orden
zu Eisenach. Poste restante
[stemplet:] BAD-EMS 5 6 1860
Ems den 5. Juni 1860, om aftenen
Dyrebareste ven!
Det berører mig for smerteligt at jeg ikke kan hilse Dem velkommen i Dresden og Maxen, heller ikke i Ems kan jeg give Dem hånden til afsked, og da De nu rejser for Deres fornøjelse, hvorfor benytter De så ikke Basel-jernbanen til Schweiz – og gør en afstikker hertil? Jeg opgiver ikke håbet om denne overraskelse. Det gør mig også smerteligt ondt, at De derfor ikke kommer til Dresden og ikke ser den stakkels Clara* . Hun havde sådan glædet sig dertil, havde indrettet alt efter det.
Men storhertugens* befaling, som ville modtage mig den 28. på Wartburg, drev mig til afrejse. Med uudsigeligt tungt hjerte rev jeg mig løs – men storhertugens* herlige, velvillige og elskværdige invitation – og da, i det frygteligste vejr blev det mig umuligt at bestige Wartburg, kom han to gange selv ned, for at besøge mig om morgenen og om aftenen, for at invitere mig til te på slottet. Men uendelig mange ting måtte jeg forklare ham, meddele ham, opklare ting angående lotteriet og dog har jeg glemt meget, som ærgrer mig ikke at have meddelt ham – [lotteriet] har nu taget et så uhyrligt stort sving opad, nu er 400.000 lodder solgt – og resultatet af vores samtale var, at jeg straks måtte skrive til min mand, at han ved først mulige lejlighed skulle nævne hans navn som protektor! – De ville gøre mig en kær og venskabelig tjeneste, hvis De godhedsfuldt og venligt ville have mig i Deres erindring, sendte mig et par ord derfra til Ems i hotel Bellevue – og i brevet lagde et blad, som er plukket på Wartburg. For dristigt ville ønsket være, om det var plukket af hans egen ædle hånd!
Jeg bor henrivende. Min salon har den skønneste udsigt, og fru von Schwanenfelds* nærvær har forskønnet mine dage her. Desværre rejser hun om 2 dage!
Samtalen med storhertugen* , som jeg fortørnet frygtede, havde trøstet mig, og roen her, gør mig vel. Albertine von Wolfersdorf* har ledsaget mig, hun hilser hjerteligt; i dag kom Deres kære brev, endnu en glæde, og således bemærker jeg næppe hvor sjældent solen skinner udenfor. Jeg håber på et svar fra Eisenach. Hvornår – og hvorhen rejser den godhedsfuldestorhertug* ? Mine tanker ledsager Dem! Tro og inderligt hengiven
Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Min mand er med Minna* på kurbade i Schandau.
[f.n., p. 2:] Haralds* bryllup kommer nu ikke i stand. Grevinden* vil være i juli og august i Glorup, og september i Wiesbaden.
[i margenen, p. 3:] Jeg venter dagligt Henselt* fra Petersborg her.
[udskrift:] Til hr professor H. Ch. Andersen
Ridder af flere høje ordener
Til Eisenach. Poste restante
BrevID 18196: FrS-brev af 5/6 1860 (Collin XI, 15/225, billedid 5254-57).
nicht in Ems ihnen zum Abschied die Hand drücken: HCA må i breve af 25/5 (jf. Almanak s. 288) til FrS og Clara Heinke* have orienteret damerne om sine ændrede rejseplaner og at han på rejsen agtede at opsøge storhertug Carl Alexander* på Wartburg.
mir im Briefe ein Blatt, auf Wartburg gepflückt – eingelegt: selv om HCA ikke havde fået noget svar fra storhertugen* ang. et evt. besøg på Wartburg, rejste han alligevel til Eisenach og erfarede først dér, at storhertugen* allerede var rejst videre til Schweiz.
22.06.1860 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22359 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
21.07.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 21. July [1860]
Theurer, verehrter Freund!
Clara Heinke* gab mir Ihren interessanten Brief zu lesen aus Brunnen, in welchem Sie ihr die Beschreibung des Festes, oder der Comedie der Leidens Geschichte Christus mitgetheilt – Mir war dies Alles neu, und ich kann mir denken welchen Eindruck es auf Ihr poetisches Gemüth gemacht hat; schon freue ich mich die Schilderung gedruckt zu lesen.!
Sie zürnen mir – können zweifeln, daß ein Gedanke unverändert treu, verehrend und ergeben, weniger warm in mir sein könnte. Ist es der Freund der mich doch seit Jahren kennt – Andersen – welcher so sprechen kann – ich hätte es nicht geglaubt, hätte ich nicht schwarz auf weiß – gelesen – und weil ein Brief sich verzögerte, da habe ich ein vertrauenderes Herz –! und laße mich durch nichts irren, weiß es klärt sich auf. Ich erhielt Ihren letzten Brief mit dem lieben Rosenblatt von der Wartburg, so ich Ihnen innig danke, in Eile kurz vor meiner Abreise – Sie schreiben Sie würden nur noch einige Tage in München bleiben und gaben mir keine ./. Addresse. Ich beschloß sie mir erst von Clara* zu hohlen, diese sagte mir, sie wolle erst eine Antwort von Ihnen erwarten und so verzögerte sich mein Schreiben. Daß ich aber anstatt den 15 Juny wo ich die Freude hätte haben können, Sie einige Tage zu sehen, schon den 27. May abreisete, war die Ursache, daß der Gr. Herz.* mir den 29sten bestimmte zum Empfang auf der Wartburg, weil er später nicht mehr dort sein würde; da ich nun so Manches über die Nationallotterie ihm zu erhellen, erläutern und mitzutheilen hatte mußte ich diese günstige Gelegenheit benutzen.
Denken Sie das Schicksal meines Buches! Ihr Verleger hat es nach Dresden geschickt, mein Mann daßelbe Henselt* für mich mitgegeben – dieser hatte mich verfehlt, und es wieder Baron Wrangel* anvertraut – und so erhielt ich es vor ein Paar Tage. Aber Clara* die mit ihrer Schwester* (welche mir weniger simpatisch ist) in Maxen einige Tage war, las mir mehreres daraus vor, den Besuch bey Dickens* , Feder und Dintenfaß, Anne Lisbeth, Hofhahn und Wetterhahn! – Ich kann nur sagen mir ist, als sey ich in der Kirche, las ich Ihre Bücher! Frömmer und gläubiger ./. wird mein Sinn, der Zweifel wird Vertrauen. Auch hierin üben Sie den reinsten Bekehrungssinn, und manches Herz führen Sie zu Gott.
Mündlich möchte ich über jede einzelne Schönheit mit Ihnen sprechen.
Die Geschichte aus den Sanddünen, welche auf Unsterblichkeit und Vergeltung dort oben, hinführt ist ergreifend, sie verursachte mir eine schlaflose Nacht! – Mehrere Bekannte habe ich darin auch wieder gefunden. Aus Tintenfaß und Feder erkannte ich ganz Ihr liebes demuthsvolles Gemüth b[e]y den Segnungen Gottes! –
Wie wunderbar, daß Männer die Mutterliebe so tief und wahr schildern können!
Nur der Titel ist mir nicht recht, denn eben ist ein kleiner Roman, fast mit denselben Titel von Julie Burrow* erschienen, es [er] schildert einen verlorenen Sohn, Vater und Sohn in den Feßeln einer öffentlichen, und derselben Person. Welcher Contrast! –
Gestern Abend war Gr. Moltke* da mit Leos* Braut Fr. Zartmann* , Enkelin des reichen jüd. Banquier Donner* . Ein reizendes Mädchen. Haralds* Frau* , ist eine reizende Erscheinung aber ein Mädchen durch alle Fasen der großen Welt bereits gegangen viel älter als Harald* .
Am 16t. war dann die Eröffnung der Ausstellung der Gewinne der Nationallotterie. Bunte Fahnen aller der betheiligten Länder, flatterten vom Perron des alten Gallerie Gebäudes. – Alle Säle waren geöffnet ./. Fenster und Wände mit reich besetzten Tafeln, besetzt – Ein Mittelzimmer wo meist alle Gaben der Fürsten und Prinzessinnen aufgebaut – Meubles – Instrumente, Silber und Porzellan und Glaszeug aller Art – Alles en masse – 100, 500 Stück von jeder Sorte – die Bibliothek ist noch nicht aufgestellt nur der Raum vorbereitet. Um 9 führte Morgens Serre den König* herum, der erstaunt seine Zufriedenheit aussprach um ½11 ich mit Gräfin Hohenthal* die Königin* Prinzessinnen und Prinz Georg* . Es ist selbst der hohen Behörde aufgefallen, daß außer Rietschel* und Kummer* kein Künstler sich betheiligt kein Schriftsteller mit die Herrschaften empfing nicht das hiesige Comité, das ungeachtet des Gr.Herz.* Befehl, sich von der Lotterie los gesagt! –
Da dies Werk einen noch nicht da gewesenen Succés hat ärgern sie sich natürlich – 470,000 Loose sind verkauft, kein Tag vergeht ohne den Absatz von 8-900 Loosen! Aber es sind auch für 50,000 rh. Gewinne angekauft. Die Hauptsumme des Unterstützungsfond der wenigstens 300,000 rh. stark wird der hiesige Rath verwalten – und zu den bestimmten Zwecken, aber bekommt nicht die Comité hier noch die Zweige derselben, wie anfangs das Vertheilen bestimmt, weil sie eben sich nicht betheiligt! Dies die Strafe. Im August kommt der Gr.Herz.* v. Weimar der sich als Protecteur öffentlich erklärt [fortsættes i margenen: wird sich die Comité vorstellen laßen. – Unser König* hat einen herrlichen Aufsatz fürs Album gegeben.
Ihre Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Es sind jetzt 11 Große – 10 Kinder, Serres Verwandte, in Maxen. Es soll der 28st ein Familien Congress werden, Töplers* * und alle Fehlende kommen noch, Carls* * , Henselts* * , Heines* * . Wir werden auf Ihr Wohl anstoßen und Sie vermißen. Sigwald* geht Morgen mit Moltkes* * nach Glorup dann nach Christiania!
[i margenen, p. 2:]. Ich hoffe, Sie gehen nicht bey den Unruhen nach Italien, und kommen einige Wochen zu uns. Madame Helmke* ist nach Spanien gereiset – Mit Treue und Schwesterliebe Ihre Fr.. Serre
[i margenen, p. 3:] Serre ist in Geschäften nach München! –
Dresden den 21. Juli [1860]
Dyrebare, ærede ven!
Clara Heinke* gav mig Deres interessante brev fra Brunnen – så jeg kunne læse det – hvori De beskriver festen, eller spillet med Jesu lidelseshistorie – det var alt sammen nyt for mig, og jeg kan tænke mig, hvilket indtryk det har gjort på Deres poetiske gemyt; jeg glæder mig allerede over at læse den trykte skildring!
De bliver vred på mig – kan tvivle på, at en tanke kan være uændret tro, ærende og hengiven – mindre varm i mig. Er det den ven, Andersen, som i årevis har kendt mig, som kan tale sådan, jeg havde ikke troet det, havde jeg ikke læst det sort på hvidt – og fordi et brev blev forsinket, har jeg et tillidsfuldt hjerte! Og lader mig ikke forstyrre, fordi det løser sig! Jeg modtog Deres sidste brev med det kære rosenblad fra Wartburg, så jeg takker Dem inderligt, i hast kort før min afrejse – De skriver, at De kun vil blive nogle dage i München og gav mig ingen adresse. Jeg besluttede først at hente Dem hos Clara* , hun sagde til mig, at hun ville vente på et svar fra Dem, og derfor blev mit brev udsat. Men da jeg i stedet for den 15. juni, hvor jeg havde kunnet have den glæde at se Dem nogle dage, allerede rejste den 27. maj, var årsagen, at storhertugen* bestemte den 29. til modtagelsen på Wartburg, fordi han ikke ville være der senere; da jeg nu måtte opklare, forklare og meddele så meget om nationallotteriet for ham, måtte jeg benytte denne gunstige lejlighed.
Tænk Dem min bogs skæbne! Deres forlægger har sendt den til Dresden, min mand har givet den til Henselt* , så han kunne give mig den – denne fik ikke fat på mig, og har betroet baron Wrangel* den – og således modtog jeg den for et par dage siden. Men Clara* , som var nogle dage i Maxen med sin søster* , (som er mig mindre sympatisk), læste op deraf, besøget hos Dickens* , Pen og Blækhus, Anne Lisbeth, Gårdhanen og Vejrhanen! – Jeg kan kun sige, det var som om jeg var i kirken, og læste Deres bøger! Mere from og troende bliver mit sind, tvivlen bliver til fortrøstning. Også heri udøver De den reneste omvendelsessans, og mangt et hjerte fører De til Gud.
Mundtligt ville jeg gerne tale med Dem om hver enkelt skønhed.
Historien fra klitterne, som henviser til udødelighed og gengældelse deroppe, er gribende, De forårsagede der en søvnløs nat for mig! – Flere bekendte har jeg derved genfundet. Af Pen og blækhus genkendte jeg straks Deres ydmyge gemyt over for Guds velsignelser!
Hvor vidunderligt, at mænd kan skildre moderkærligheden så dybt og sandt!
Kun titlen synes jeg ikke er rigtig, for der er netop udkommet en lille roman med samme titel af Julie Burrow* , den skildrer en fortabt søn, fader og søn er i en offentlig persons lænker. Hvilken kontrast! –
I går aftes var gr. Moltke* der med Leos brud* , fr. Zartmann* , barnebarn af den rige jødiske bankier Donner* . En henrivende pige. Haralds* kone* er en henrivende skikkelse, men hun har allerede gennemgået den store verdens faser og er meget ældre end Harald* .
Den 16. åbnede udstillingen med gevinsterne til nationallotteriet. Brogede faner fra alle de deltagende lande vajede fra den gamle galleribygnings perron. – Alle sale var åbne, vinduer og vægge var dækket af rigt udsmykkede tavler. – Et midterrum, hvor for det meste alle gaver fra fyrster og prinsesser var opstillet, møbler, instrumenter, sølv, porcellæn og glas af alle slags – alt i stor mængde – 100, 500 stykker af hver slags – biblioteket er endnu ikke opstillet, rummet er kun forberedt. Klokken 9 om morgenen viste Serre kongen* omkring, han var forundret og forbløffet, kokken halv elleve viste jeg grevinde Hohental* , dronningen* , prinsesserne og prins Georg* rundt. Det er faldet de høje herrer for brystet, at foruden Rietschel* og Kummer* har ingen kunstner, ingen forfatter med herskaberne modtaget den herværende komité, som uagtet storhertugens* befaling, har sagt sig fri af lotteriet.
Da dette værk har en hidtil uset success, ærgrer de sig naturligvis – 470.000 lodder er solgt, ikke en dag går, uden at 8-900 lodder bliver afsat. Men der er indkøbt gevinster for 50.000 rh. Hovedsummen for støttefonden forvaltes af det herværende råd – og til bestemte formål, men komiteen forgrener sig ikke, således som det fra starten var bestemt – netop fordi de ikke har deltaget! Det er straffen. I august kommer storhertugen* fra Weimar, som offentligt har erklæret sig som protektor, og der vil komiteen lade sig præsentere. – Vores konge* har leveret et herligt stykke til albummet.
Deres Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Der er nu 11 voksne, 10 børn, Serres slægtninge i Maxen. Den 28. skal der være en familiekongres. Töplers* * og alle de manglende kommer, Carls* * , Henselts* * , Heines* * . Vi vil skåle på Deres velbefindende og savne Dem. Sigwald* rejser i morgen med Moltkes* * til Glorup og derefter til Christiania!
[i margenen, p. 2:]. Jeg håber, at De ikke tager til Italien med den uro, og at De kommer nogle uger til os. Fru Helmke* er rejst til Spanien. – Med troskab og søsterkærlighed, Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 3:] Serre er i rejst til München i forretninger.
BrevID 9818: FrS-brev af 21/7 1860 (Collin XI, 11/161, billedid 4997-5000).
Ihren interessanten Brief zu lesen aus Brunnen: HCA var 14. juli kommet til Brunnen og skrev dagen efter til Clara Heinke* . (BrevID 23883 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
die Beschreibung des Festtes, oder der Comedie der Leidens Geschichte Christus: HCA havde under sit ophold i Bayern besøgt Oberammergau med det formål at opleve opførelsen af det passionsskuespil, som siden 1634 var blevet opført hvert 10. år, med Oberammergaus indbyggere som aktører. Skuespillet gjorde et dybt indtryk på HCA, hvorfor han naturligt nok måtte berette om oplevelsen i ovennævnte brev til veninden Clara Heinke* og som FrS siden fik at læse. I løbet af ganske få dage færdiggjorde han, under opholdet i Brunnen, sin beretning om "Passions-Skuespillet i Oberammergau", som blev offentliggjort som bidrag til Illustreret Tidende i august s.å. Man kan undre sig over, at FrS kaldte passionsskuespillet en "Comedie"! –
http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=811
das Schicksal meines Buches: der må være tale om et eksemplar af den tyske oversættelse af "Märchen, Historien und Reiseskizzen", som udkom hos Wiedemann* i Leipzig under titlen "Aus Herz und Welt" http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=18011 og som han i maj 1860 (se brevid BrevID 9729 ) måtte beklage ikke at kunne sende storhertug Carl Alexander* før slutningen af juni måned, jf. "Mein edler, theurer Großherzog* " s. 241. Den samme tyske HCA-udgave er selvsagt også tilgået FrS. –
Baron Wrangel: Ferdinand von Wrangel* (1797-1870), baron, admiral, geograf af tysk-baltisk familie, ven af H. C. Ørsted* .
ein kleiner Roman, fast mit dem selben Titel von Julie Burrrow* : der kan være tale om Julie Burows* bog "Herzensworte".
Graf Moltke* … mit Leos* Braut Fr. Zartmann* : grev Moltke-Huitfeldts* ældste søn, Léon M.H.* , var blevet forlovet med Wanda Zahrtmann* (1842-1916), datter af søofficeren C. C. Zahrtmann* (1793-1853) og Elisabeth Z., f. Donner* (1805-58). Sidstnævnte var datter af den rige storkøbmand i Altona C.H. Donner* (1774-1854). Parrets bryllup, som var fastsat til 20/9, jf. BrevID 18216, blev der imidlertid ikke noget af, da brudgommen dagen før brylluppet aflyste det og brød med sin forlovede, hvilket i Kbh. vakte stor opsigt og gav anledning til adskillige rygter.
viel älter als Harald* : Haralds* brud, Annie Hutton* , var dog kun 2 år ældre end Harald Moltke-Huitfeldt* .
der Königin* Prinzessinnen und Prinz Georg* : dronning Amalie, f. prinsesse af Bayern* (1801-77), nogle af kongeparrets mange døtre og sønnen prins Georg* (1832-1904), der i en alder af 70 år blev konge af Sachsen.
außer Rietschel* und Kummer* kein Künstler sich betheiligt: billedhuggeren Ernst Rietschel* og landskabsmaleren Robert Kummer* (1810-89).
