Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
26.09.1857
Dato : 1857-09-26
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bester Herr Andersen!
Ich darf Sie wohl nicht mehr mit dem theuren Namen Freund anreden, da Sie mir nicht "die Freundin" erwiedern [sic] wollen! Wir sind in steter, ängstlicher Sorge um Sie. Unsren Schreck, als wir erfuhren die Cholera herrsche dort, kann ich nicht sagen und hätte ich die Nachricht gehabt, ehe Sie Weimar verlaßen, ich hätte sofort Ihnen geschrieben, Sie möchten zu uns zurück kehren, und für den Winter eine Wohnung in Dresden suchen. Und noch ist es Zeit, wissen Sie, daß Graf Moltke* sich für 6 Monat hier eingemiethet, der Graf* reisete deßhalb durch Dresden, und die Gräfin* kommt Mitte den Octbr. Ungeachtet ihres schönen Glorups, ungeachtet ihrer fürstl. Wohnung in Paris, ziehen sie Dresden vor. – Im Dcbr kommt auch der Graf* ./. nach Dresden, und welche Freude wenn Sie ihn begleiteten, ich suchte dann für Sie gegenüber bey der Bertelem* eine kleine Wohnung. Denken Sie Montag den 28st. ist eine gr. Revue des ganzen Militairs. Dazu kommt, der Herzog, von Altenburg* , Coburg* , Nassau* – Prinz v. Preussen* , König v. Würtemberg* – von Hessen* , und der Gr. H. von Weimar!* Und ich bin ihm so ferne, nur vielleicht im Theater sehe ich ihn von Weitem! Haben Sie ihm nicht zugeredet, Andersens Baum aufzusuchen, gewiß ist in Wesenstein gr. Diner der fremden Fürsten und er kommt in die Nähe von Maxen!. – Heute ist unsre Einquartirung fort – nachdem sie uns Gestern Abend ein herrliches Ständchen, von 12 Blas Instrumenten bringen ließen. Die letzten Tage war tägl. b[e]y uns Officier Diners, die Obersten und Generäle kamen zum Dejeuner und der Kronprinz* selbst besuchte Maxen bey den ./. Manövern. Ich konnte selbst nicht den Tag zur Stadt wo Graf Moltke* seine Ankunft mir gemeldet – und ihm beim Suchen der Wohnung behülflich sein, nicht das Concert des General von Levoff* besuchen, wozu er uns eingeladen und seine Compositionen vortrug; aber Morgen will ich zur Stadt, und vielleicht sehe ich die Fürsten im Theater. Recht in Sorge bin ich um meinen Mann, er hat immer Entzündung der Limphe im Fuß, sieht sehr bleich aus und matt und angegriffen, Sie können denken, daß mir da alle Reisepläne vergehen, obgleich ich wieder an den starken Herzschlägen und Husten leide! –
Die Generalin v. Vogel* hat mich sehr erfreut, indem Sie [sic] mir ihre Photografie und sehr ähnlich und hübsch, schön eingerahmt, schickte!- – Es beglückt doch, wenn man fühlt – ein Herz fühlt so innig und warm und treu und unverändert, und Ida* hängt an mir mit ganzer Seele! –
Käme Eliza* , und die Goethe nicht* , ich bliebe am ./. liebsten in Maxen den Winter, beide aber rechnen auf mich. Gutzkow* ist in Rom, und hat endl. seinen Wunsch erreicht. Nun vertrauen Sie wieder der Ordnung im Maxner Hause, da kein Brief an Dickens* verloren gegangen. Sternbergs* 3ter Band, Erinnerungsblätter ist in Preussen (Berlin) confiscirt. Das Märchen von dem König war gar zu arg und sein Persifliren des Fürsten Püchler* und andrer Notabilitäten! –
Es thut mir so schmerzlich weh, wenn ich auch bey Gelegenheit des Festes, über den Gr. Herzog* so harte Urtheile höre, wie wenig er populair, und liebenswürdig gegen andre Gelehrte gewesen, wie falsch die Einrichtungen beim Feste gewesen, daß die ersten litterarischen Notabilitäten gefehlt – und Äußerungen die er bey dieser Gelegenheit gethan hätte, die ihn geistig herabziehen.
Ach, wie sehne ich mich zu hören, ob sie außer dem Bereich der Cholera, ob Sie sich wohl fühlen und vielleicht gar, an einen Aufenthalt in Dresden denken. Leben Sie wohl, das ganze Maxner Haus grüßt
Ihre ergebne Fr.
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bedste hr. Andersen
Jeg må vel ikke mere tiltale Dem med det dyrebare navn ven, da De ikke vil tiltale mig med "veninde". Vi er i vedvarende, ængstelig bekymring for Dem. Vores skræk, da vi erfarede, at koleraen herskede der, kan jeg ikke beskrive, og havde jeg vidst det, før De forlod Weimar, så havde jeg straks skrevet til Dem. De havde kunnet vende tilbage til os, og finde en bolig i Dresden for vinteren. Og der er endnu tid, ved De, at grev Moltke* har lejet sig ind her for 6 måneder, greven* rejste derfor gennem Dresden og grevinden* kommer i midten af oktober. Til trods for det skønne Glorup, til trods for deres fyrstelige bolig i Paris foretrækker de Dresden. I december kommer også greven* til Dresden, og hvilken glæde ville det være, hvis De ledsager ham, jeg vil da til Dem søge en lille bolig hos Bertelems* . Tænk Dem mandag den 28. er der en stor militærmønstring. Dertil kommer hertugen, fra Altenburg* , Coburg* , Nassau* , prinsen af Preussen* , Kongen af Würtemberg* – af Hessen* og storhertugen* fra Weimar! Og jeg er så fjernt fra ham, kun evt. i teatret ser jeg ham på afstand. Har De ikke talt med ham om at opsøge Andersens træ, der er helt sikkert stor dinér i Wesenstein for de fremmede fyrster, og så kommer han i nærheden af Maxen! – I dag drager vores indkvartering videre – efter at de i aftes lod os bringe en lille serenade med 12 blæseinstrumenter. De sidste dage var her dagligt officersmiddage hos os, oberster og generaler kom til frokost, og kronprinsen* selv besøgte Maxen under manøvrerne. Jeg selv kunne ikke komme til byen den dag, hvor grevMoltke* havde meldt sin ankomst til mig – og være ham behjælpelig med at finde en bolig, kunne ikke overvære koncerten med general von Levoff* , hvortil han havde indbudt os og opførte sine kompositioner, men i morgen vil jeg til byen og måske ser jeg fyrsterne i teatret. Jeg er ret bekymret for min mand, han har hele tiden betændelse i lymfen i foden, ser meget bleg ud og er mat og angrebet. De kan tænke Dem, at jeg opgiver alle rejseplaner, fordi om jeg igen lider af stærk hjertebanken og hoste.
Generalinde v. Vogel* har glædet mig meget, idet [De] hun har sendt mig Deres foto, som er meget vellignende og nydeligt. – Man bliver dog glad, når man føler, at et hjerte så inderligt og varmt er tro og uforandret, og Ida* er knyttet til mig med sin hele sjæl.
Hvis Eliza* og Fru Goethe* ikke kom, blev jeg helst i Maxen i vinter, men begge regner med mig. Gutzkow* er i Rom og har endelig fået sit ønske opfyldt. Nu må De igen tro på ordenen i Maxen-hjemmet, da intet brev til Dickens* er gået tabt. Sternbergs* 3 bind af erindringsblade er blevet konfiskeret i Preussen (Berlin). Eventyret om kongen og hans persiflage af fyrstenPückler* og andre notabiliteter var for ondt.
Det gør mig så smerteligt ondt, når jeg også i anledningen af festen hører så hårde domme om storhertugen* , hvor lidt populær og elskværdig mod andre lærde, hvor forkert alle arrangementerne ved festen har været, at de største litterære notabiliteter manglede, og ytringer, som han ved denne lejlighed har gjort, som trækker ham ned åndeligt.
Ak, hvor jeg længes efter at høre, om De er uden for koleraområdet, om De føler Dem vel og måske endda tænker på et ophold i Dresden. Lev vel, hele Maxen-huset hilser
BrevID 8670: FrS-brev af 26/9 1857 (Collin XI, 8/109, billedid 4848-51).
bey der Bertelem* : formentlig en nabo el. genbo i Dresdens Amalienstraße [Dresdner Adressbuch 1857 oplyser, at F. Berthelen* er "Arzts Witwe" og bor Amalienstr. 1
der Herzog von Altenburg, Coburg etc: de i manøvrerne deltagende tyske fyrster var hertug Joseph af Sachsen-Altenburg* (1789-1868); hertug Ernst II af Sachsen-Coburg und Gotha* (1844-93), hertug Adolf af Nassau* (1817-1905), afsat i 1866, men fra 1890 storhertug af Luxemburg; prins Wilhelm af Preussen* (1797-88), fra 1861 konge af P., fra 1871 tysk kejser; kong Wilhelm I af Württemberg* (1781-1864); kurfyrste af Hessen-Kassel (Kurhessen) Friedrich Wilhelm* , afsat 1866 og storhertugen af Sachsen-Weimar und Eisenach* .
Wesenstein: navnet staves normalt Weesenstein. Det blev i 1830 erhvervet som den sachsiske kongefamilies private ejendom. Kong Johann* foretrak Weesenstein frem for Pillnitz som sommerresidens. Afstanden mellem Weesenstein og Maxen er ganske ringe.
General von Levoff* : denne general og komponist, hvis navn lyder russisk, kan ikke identificeres.
Gutzkow* ist in Rom: Gutzkow var rejst til Italien for at arbejde på sin store roman "Die Zauberer von Rom".
Fürsten Püchler* : fyrst Hermann Pückler-Muskau* (1785-1871), tysk forfatter og havearkitekt, jf. note til BrevID 16985.
26.10.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Verehrter, theurer Freund!
Mit Angst und Sorge sendete ich meine Gedanken zu Ihnen, ich wußte nicht, wo Sie waren, wußte die Cholera im Lande wo Sie weilten, und keine Heile Nachricht beruhigte uns, unbeantwortet blieb mein Brief! Gott lob, Sie sind wohl und wohnen wieder in Copenhagen, und die böse Krankheit hat sich verloren! –
Hier ist dann auch Manches Trübe und Freudige vorgekommen; als ich von der Taufe des 2t Sohnes* meines Carls* zurück kam, fand ich 2 Zeilen von Sigwald* , welcher angstvoll mich hin berief wo ich seinen Papa* , von einer schlagähnlichen Lähmung wie eine lebendige Leiche fand. Er erkannte mich sofort, ergriff meine Hände, und nun sprach er mir Mittheilungen unverständlich fort – als ich gehen wollte, hielt er mich fest, und stieß heraus, Bleiben, Bleiben! Da bin ich denn auch nicht gewichen, und als er am andern Morgen die Augen schloß, half ich Sigwald* über die schweren Pflichten der Bestattung und Allem Schweren was ./. dabey vorkommt, herzenswarm und theilnehmend hinweg!. Auch hier erkannte ich, welch tiefes und schönes Gemüth Sigwald* besitzt, und liebe ihn beinahe noch mehr! – Es starb mit Dahl* ein wahrer Künstler, und ein braver herrlicher Mensch! – Kaum nach Maxen zurück, rief mich die Ankunft der Gräfin Moltke* wieder zur Stadt! – Ich sitze nun bey ihr, und wir sprechen von ihrer geschiedenen Bertha* – und sie weint sich aus, und Abends kommt sie zu mir, und ich bemühe mich sie mit allerhand zu zerstreuen – und wenn sie sagt "Fritze, Sie sind mir ein Trost, eine Wohlthat und Hülfe["], sie hat mich wahrhaft lieb, – da freue ich mich – daß unsre Kameradschaft doch etwas Schönes und ein Segen geworden ist! -
Die Göthe* ist recht wohl – und ich werde mich ausschließend diesen Winter in dem Umgang Beider, die mir so innig werth sind, theilen!
Und noch etwas! – Denken Sie, als der Gr. Herz.* v. Weimar in Dresden war, hatte ./. er an mich, einen lieben, schmeichelhaften Brief geschrieben, worinnen er den Wunsch aussprach mein Mann kennen zu lernen, der sich darauf natürl. hätte vorstellen müßen lassen. Der Brief war in Maxen bey uns geblieben weil man mich tägl. zurück erwartete, da war der Herzogs Herzog* abgereiset und die Zeit versäumet. Natürlich schrieb ich sofort und entschuldigte mich, darauf kam eine telegrafische Depeche, die Serre nach Weimar berief. Dort wurde er sofort zum Diner eingeladen, es war zum Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hrn von Schröter* – ganz entzückt kam er von der Liebenswürdigkeit des Herzogs* und besonders von der Freundlichkeit und Güte der Herzogin* zurück. Sehen Sie, was mein Begegnen für Folgen hat? Der Gr. Herz.* schreibt – er würde es nie vergessen, er wollte auch in Anlegenheiten der Schiller* stiftung mit Serre sprechen! – Liszt* gibt den 8 Nvbr. hier ein Concert, und führt seine Faust Simphonie auf, worüber einstimmig nicht vortheilhaft gesprochen wird. Clara Schumann* und Joachim* , geben Morgen Concert. Ich bin in der Stadt, weil die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* hier zum Besuch ./. Warum schreiben Sie immer noch einmal in dem Brief am Ende, die Addresse auf meinen Briefe an mich? – Endlich aber einmal die liebe Anrede an welche ich von meinen Freunden, z.B. auch Carus* gewöhnt bin, und die ich so liebe, und ich fühlte, von diesem Ein Brief allein, wo die Gedanken hingeworfen wie sie aus der Seele fließen sind, hat Werth, ist er berechnet als Autografie – so läßt er kalt und ist kalt. – Ein Brief nur für den berechnet an welchen er gerichtet, muß sein ausschließendes Eigenthum bleiben. – so denke, so handle ich
Im Decbr, ich glaube den 15t kommt Graf Moltke* , wie schön wäre es, wenn Sie ihn begleiteten, und das Weihnachtfest einmal mit uns zubrächten, überlegen Sie es! – Deckens* * * * können sich auch nicht beruhigen daß aus Ihrer Lecture bey der Königin Marie* nichts geworden, aber an ihnen läge nicht der Schuld, sie hatten sich alle Mühe darum gegeben! – so sagte mir Sigwald* ! – Frau von Berge* ist glücklich von ihrer Hochzeit-Reise zurück! – Sigwald* trug mir auf ihn zu entschuldigen, daß er nicht selbst geschrieben, er ist so beschäftigt mit dem Nachlaß und hat so entzündete Augen! – Behüthe Sie Gott! -
[i margenen, p. 2:] Von Allen Grüße! In Treue Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 4:] Ich zähle die Tage wo ich eine Nachricht von Ihnen haben kann
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Ærede, dyrebare ven!
Med angst og bekymring sendte jeg mine tanker til Dem, jeg vidste ikke, hvor De var, vidste at der var kolera på landet, hvor De opholdt Dem, og ingen sund efterretning beroligede os, mit brev forblev ubesvaret! Gud ske lov, at De er vel og igen bor i København og den onde sygdom er aftaget!
Her er da også forekommet meget trist og glædeligt, da jeg kom tilbage fra dåben af min Carls* anden søn* fandt jeg to linier fra Sigwald* , som angstfuldt kaldte mig derhen, hvor jeg fandt hans fader* som et levende lig, ramt af en slagtilfældelignende lammelse. Han genkendte mig straks, greb mine hænder, og nu gav han mig uforståelige beskeder – da jeg ville gå, holdt han mig fast og fremstødte: bliv, bliv! Da kunne jeg ikke forlade ham, og da han næste morgen lukkede øjnene, hjalp jeg med hjerte og deltagelse Sigwald* med de tunge pligter med begravelsen og alt vanskeligt, som forekommer i den forbindelse. Også her følte jeg, hvilket smukt og dybt gemytSigwald* ejer, og jeg holder næsten endnu mere af ham! Med Dahl* døde en sand kunstner, og et bravt, herligt menneske!
Jeg var kun lige vendt retur til Maxen, før grevinde Moltke* igen kaldte mig til byen. – Jeg sidder nu hos hende, og vi taler om Bertha* , som hun har mistet – og hun græder meget, og om aftenen kommer hun til mig, og jeg anstrenger mig for på alle måder at adsprede hende – og når hun siger: "Fritze, De er mig en trøst, en velgerning og en hjælp", hun holder i sandhed af mig – da glæder jeg mig – at vort venskab er blevet til noget skønt og en velsignelse.
Fru Goethe* har det rigtig godt – og jeg vil denne vinter udelukkende vie min opmærksomhed til begges omgang, da de er mig så dyrebare.
Og endnu en ting: – Tænk Dem, da storhertugen* fra Weimar var i Dresden, havde han skrevet et smigrende brev til mig, hvori han udtalte ønsket om at lære min mand at kende, og han måtte derefter naturligvis præsentere sig. Brevet var blevet i Maxen hos os, fordi man dagligt ventede ham tilbage, og da var hertugen* rejst og tiden forpasset. Naturligvis skrev jeg straks og undskyldte mig, derpå kom telegrafbud, som kaldte Serre til Weimar. Der blev han straks indbudt til dinér, det var til afskedsmiddag for den russiske gesandt hr. von Schröter* –han kom tilbage fra hertugen* og var ganske henrykt over hertugens* venlighed og hertugindens* godhed. Ser De hvilke konsekvenser mit møde har? Storhertugen* skriver – det ville han aldrig glemme, han ville også tale med Serre om sager omkring Schiller* stiftelsen! – Liszt* giver den 8. november her en koncert, og opfører sin Faust symfoni, hvorom man enstemmigt taler ufordelagtigt. Clara Schumannn* og Joachim* giver koncert i morgen. Jeg er i byen, fordi Helene fra Cösens moder og datteren Ottilie* er her i besøg. Hvorfor skriver De endnu en gang i slutningen af brevet adressen på breve til mig? Men endelig må De engang [benytte] tiltalen kære, som jeg [altid benytter] til venner, f.eks. Carus* og som jeg holder så meget af, og jeg følte, at bare et brev, hvor tankerne flyder som kommer de direkte fra sjælen, har værdi, er det beregnet som autograf, så virker det koldt og er koldt. Et brev er kun beregnet til den, som det er stilet til, må være hans eksklusive ejendom – således tænker og handler jeg.
I december, jeg tror den 15. kommer grev Moltke* , hvor skønt ville det være, hvis De ledsagede ham og engang tilbragte julefesten sammen med os, overvej det! – Deckens* * * * kan heller ikke beroliges med, at der ikke er blevet noget ud af Deres lektyre hos dronning Marie* , men det er ikke deres skyld, de har gjort sig store anstrengelser derfor! – Det sagde Sigwald* til mig! – Fru von Berge* er lykkelig tilbage fra sin bryllupsrejse! Sigwald* bad mig undskylde, at han ikke selv skrev, han har så travlt med [faderens] dødsbo og har helt betændte øjne! Gud bevare Dem.
[i margenen, p. 2:] Hilsener fra alle. I troskab Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Jeg tæller dagene, til jeg kan få efterretning fra Dem.
BrevID 8705: FrS-brev af 26/10 1857 (Collin XI, 15/220, billedid 5236-39).
der Taufe des 2ten Sohnes meines Carls* : adoptivsønnen Carl Serres* søn nr. 2, Anton Serre* (1857-1931).
ihrer geschiedenen Bertha* : ægteparret Moltke-Huitfeldt* * mistede i 1857 datteren Bertha M-H* , g.m. Luigi di Ferrari Corbelli* .
Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hr. von Schröter* : Andreas von Schröder* (1776-58) havde i mangfoldige år været russisk gesandt i Dresden.
Liszt* … seine Faust Simphonie: den ungarske klavervirtuos og komponist Franz Liszt* (1811-86) fik sin Faust Symfoni førsteopført i Weimar 5/9 1857 ved indvielsen af monumentet for Goethe* og Schiller* , men først efter at HCA havde forladt Weimar.
Clara Schumann* und Joachim* : Joseph Joachim* (1831-1907), tysk violinvirtuos og komponist.
die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* : kan ikke identificeres.
die liebe Anrede: HCA har utvivlsomt i sit forudgående brev til FrS benyttet tiltalen "Liebe Freundin", jf. FrS.s skose i BrevID 8670.
der Königin Marie* : der har åbenbart været tale om en oplæsning ved HCA for dronning Marie af Sachsen* (1805-77), enken efter kong Friedrich August II* af Sachsen. Den blev der imidlertid intet ud af.
01.11.1857 Almanak: Brev til Fru Serre i Dresden (efterretning om at i de sidste Dage er paa Hospitalet 7 angrebne af Cholera)
(BrevID 22451 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
22.11.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 22 st. Novbr [1857]
Theurer verehrter Freund!
Sie sind besorgt, daß Ihre Briefe nicht angekommen, aber ich habe sie Alle erhalten. Glauben Sie nicht an Unordnung mit Briefen von Maxen aus, die Expedition hat dafür Caution gestellt, aber, auf unsern Posten werden die Briefe nicht mehr mit Addressen eingetragen, daher auch [overstreget: nicht] reccomandirte [sic] Geldbriefe öfters spurlos verschwunden sind! – Wir denken Ihrer in Liebe und Treue, und jetzt, bey der Anwesenheit von Liszt* der uns mit der Fürstin Wittgenstein* und ihrer Tochter* besuchten sprach ich viel mit ihm über Sie! – Ich fuhr zur Stadt um der Aufführung von Liszt Musik* beizuwohnen – das ganze Orchester war auf der Bühne, und er dirigirte am Notenpult. Seine Composition, erklärten mir die Musiker vom Fach, überstürzen alle Regeln, der bis jetzt ./. gehabten und benutzten Grammatik, anstatt in Harmonien bewegt er sich fortwährend in Dissonanzen. Er nennt es Zukunftsmusik – doch da solche unschön ist wird sie es schwerlich werden. Auch wurde er nur von seiner kleinen Parthei beklatscht – das Publikum war still und kalt, ja zischte einmal. Er führte den entfesselten Prometheus auf, wo ein Hirtenchor sehr gefiel und Dantens* Hölle – [overstreget: was] gar nicht applaudirt wurde. Ich fuhr zur Stadt, und gab ihnen eine kleine Soirée, nachdem ich den Abend vorher, sie bey Carus* gefunden wo die Fürstin* ungemein freundlich und zuvorkommend zu mir war. Sonderbar, daß bey berühmten Leuten, ein solches Verhältniß durchgeht – sie nennt ihn Du, behandelt ihn als Eheherrn, und ihre und seine Zimmer vereinigt eine Thüre! -
Nächsten Freitag gibt Jenny Lind* , im Hôtel de Saxe ein Concert, das 1ste in Dresden. Auch Joachim* , und Clara Schuman[n]* geben 2 musical. Soiréen und noch vor dem Fest erwartet man Herrn von Bülow* , Liszts* Schwiegersohn* , den er mir ordentlich an das Herz gelegt. Liszt* sagte ./. ganz laut, das Clavierspielen haßte er, und langweilte ihn, er wollte nur noch schaffen! Er sprach daß er das Leben der heilg. Elisabeth vor hätte, aber nicht melodramisch – ohne Declamation, nur mit Chören und Roquette* dichtete den Text dazu.
Denken Sie nur, der arme Schullehrer Kreissig* , den ich zu seinem Beruf erzogen – und den Sie mit einem Buche beglückten, hat mehrere Anfälle von Blutstürze gehabt, sich in seiner Schule zu viel angestrengt, und der Arzt fürchtet, daß er nicht hergestellt wird. Der Arme! –
Heinrich Riccius* der in Kölln Concertm. war, hat einen Ruf nach London bekommen, ist dort als Professor sehr gut bey einem königl. Institut angestellt.
Noch immer bin ich in Maxen, das Wetter ist so schön, Frau v. Berge* verreiset – und mein Mann entbehrt mich nicht gern, besonders Abends. So kann ich die liebe Gräfin Eliza* nicht sehen, die ganz zurückgezogen lebt, und doch recht kränklich ist und leidend und gar zu gern Abends ganz allein bey mir Thee trinkt – oder mich b[e]y sich hat! – Auerbach* hat, ich weiß nicht, die wie viel Ausgabe von Barfüssele, und 2 200 rh damit verdient. Jetzt gibt er einen Volks Kalender heraus, er schickte mir die ersten Aushängeblätter, da fanden wir über Gellert* eine rührende Geschichte! Ich machte mir den Spaß, eins meiner Mädchen wie eine Bäuerin anzuziehen, einen Tragkorb auf den Rücken, darin in einem Neste eine fette Gans und darüber 3 große Kuchen, sie klingelte, ließ sich Auerbach* herausrufen, sagte, sie wäre Christophs Frau – und weil ./. weil [sic] er ihr Herze mit dem Gellert* gar so sehr gerührt, brächte sie ihm die fettste Gans, und warmen Kirmeßkuchen zum Geschenke! Da hat er später erfahren, wer die Frau ist und mir einen reizenden Brief geschrieben! –
Ihr Sein oder nicht Sein, natürl. nicht mein Exemplar habe ich, in die Schweitz nach Vevay geschickt zum Gebt. der Frau v. Schwanenfeld* , die Sie ja von Rom kennen, und die sich unendl. darüber gefreut! –
Heute stand in den Zeitungen, von dem Bischof Ernst* zu Brünn, angezeigt, ein Wunder! Ein blindes Mädchen mit dem Kinnkrampf noch behaftet, hätte ein Fläschchen mit dem Taufenden Öhl der h. Walpurgis, gläubig zum Munde geführt und wäre augenblicklich sehend geworden! Ist es mögl. solche öfftl. Bekanntmachung in unsrer Zeit? –
Wo und wie werden Sie das Fest verbringen? – Sehen Sie Graf Moltke* ? Wie lebt er so einsam in Glorup – ist Frau v. Scavenius mit ihrer hübschen engl. Gouvernante dort, wenigstens sprach die Gräfin davon.
Wir richten unsren Kalender immer jährlich nach Ihrem Kommen ein, da ist unser Fest, da beginnen wir das neue, schöne Jahr, möchten Sie uns nicht fehlen! Mein Mann, Margaret* , Minna* rufen mir Grüße zu – ich aber drücke Ihre Hände in alter Verehrung und Liebe
Fr.
[tilføjelse, p. 4:] Das Salz was die Generalin* Ihnen schickte, nimmt man in einem Kaffelöffel trocken ein, trinkt Wasser nach wie Brausepulver, nach dem Eßen, oder hat man Magen Beschwerde die meist von Säure herrührt. Es löset die Säure und die Fettbestandtheile auf, und ist nichts anders, als Kohlensaures Natrum mit etwas Kochsalz !- .
[tilføjelse, p. 2:] Hat denn Dickens* auf Margaret* Billet keine Handschrift für mich geschickt, und was hat er jetzt unter der Feder? – Werden Sie nicht Ihre Perlenschnur fortsetzen? – Die Henselt* schreibt aus Gersdorf, warum ich ihr, Ihr Sein p.p. nicht schickte, was Sie ihr versprochen mir zu übergeben..
[tilføjelse, p. 3 og p. 2:] Lachen Sie nicht, wenn ich die Addresse berichtige; Major ist der niedrigste Hofrang hier. und hat dadurch als Adel = Hochwohlgeborenen – Sie wissen, wie lächerlich Alles dies, aber als Ausländer berichte ich es, hat Jemand einen Orden hierzu, hat er auch Hochwohlgeboren und Adelsrang.
Søndag den 22. novbr [1857]
Dyrebare, ærede ven!
De er bekymret, at Deres breve ikke er ankommet, men jeg har modtaget dem alle, de må ikke tro på uorden med breve fra Maxen, ekspeditionen har indført kaution for dem, men på vores postkontor bliver brevene ikke indført med adresser, fordi endog anbefalede pengebreve ofte sporløst forsvandt! – Vi tænker på Dem med kærlighed og troskab, og nu, hvor Liszt* var her med fyrstinde Witgenstein* og hendes datter* , talte vi meget med ham om Dem! – Jeg tog til byen for at overvære opførelsen af Liszts* musik – hele orkestret var på scenen, og han dirigerede sin komposition fra nodestativet, musikerne forklarede mig, at han forkastede alle regler, som hidtil havde været – og i stedet for harmonier bevæger han sig stadig i dissonanser. Han kalder det fremtidsmusik, men da den er uskøn, vil den næppe blive det. Der var også kun en lille del, der klappede af ham – publikum var stille og kold, ja hviskede også engang. Han opførte den løsladte Prometheus, hvor et hyrdekor behagede meget og Dantes* helvede, som man slet ikke klappede af. Jeg tog til byen og gav en lille soiré for dem, efter at jeg aftenen før havde mødt dem hos Carus* , hvor fyrstinden* var ualmindeligt venlig og imødekommende mod mig. Sært, ved berømte folk, at de gennemgår et sådant forhold – hun tiltaler ham du, behandler ham som ægtemage og hans og hendes værelse er adskilt ved en dør!
Næste fredag giver Jenny Lind* , i Hotel de Saxe en koncert, den første i Dresden. Også Joachim* og Clara Schumann* giver 2 musikalske soiréer og endnu før festen venter man hr von Bülow* , Liszts* svigersøn* , hvilket han har lagt mig meget på sinde.
Liszt* sagde højt, at han hadede klaverspil og det kedede ham, han ville kun skabe noget. Han udtalte, at han arbejdede med den hellige Elisabeth, men ikke melodramatisk, uden deklamation, kun med kor og at Roquette* digtede teksten dertil.
Tænk Dem blot, den stakkels skolelærer Kreissig* , som jeg hjulpet til hans uddannelse, og som De glædede med en bog, har haft flere anfald med blodstyrtning, har anstrengt sig for meget i sin skole, og lægen frygter, at han ikke kan komme sig. Stakkel!
Heinrich Riccius* , som var koncertmester i Kölln, har fået et kald i London, er der blevet virkelig godt ansat som professor ved et kgl. institut.
Jeg er stadig i Maxen, vejret er så smukt, fru v. Berge* er rejst – og min mand undværer mig ikke gerne, især om aftenen. Derfor kan jeg ikke se den kære grevinde Eliza* , som lever helt tilbagetrukket, og er ganske sygelig og lidende og gerne drikker te alene hos mig om aftenen – eller jeg hos hende! Auerbach* har udgivet jeg ved ikke hvor mange oplag af Barfüssele, og tjent 2-300 rigsdaler derved. Nu udgiver han en folkekalender, han sendte mig de første udhængsblade, der var en rørende historie om Gellert* ! Jeg morede mig ved at klæde en af mine piger på som en bondekone, give hende en bærekurv på ryggen, med fed gås i en rede og derover 3 store kager, hun ringede på, lod Auerbach* hidkalde, sagde, at hun var Christophs [Gellerts] kone, og fordi han havde rørt hendes hjerte så dybt med [historien om] Gellert* , bragte hun ham den fedeste gås, og gav ham varme kirkemarkedskager. Da erfarede han senere, hvem konen var og sendte mig et henrivende brev!
Deres Sein oder nicht Sein, naturligvis ikke mit eksemplar, har jeg sendt til Schweiz til Vevay til fru von Schwanenfelds* fødselsdag, De kender hende jo fra Rom, og hun har glædet sig uendeligt derover!
I dag stod i aviserne om biskop Ernst til Brünn* har anmeldt et under. En blind pige med hagekrampe havde ført en flaske med dåbsolien fra den hellige Valborg til munden og var øjeblikkeligt blevet seende! Er det muligt med sådanne offentlige bekendtgørelser i vor tid? –
Hvor og hvordan vil De fejre festen – ser De grev Moltke* ? Hvordan lever han i ensomhed i Glorup – er fru Scavenius* med sin søde engelske guvernante* der – det talte grevinden* i det mindste om.
Vi indretter årligt vores kalender efter Deres ankomst, så har vi fest, så begynder det skønne, nye år, gid De heller ikke må mangle dér. Min mand, Margaret* , Minna* , råber hilsner til Dem – men jeg trykker Deres hænder i gammel ærbødighed og kærlighed.
[tilføjelse, p. 4:]: Saltet, som generalinden* sendte Dem, indtager man tørt på en teske, drikker vand til som et brusepulver, efter maden, eller hvis man har mavebesvær, som stammer fra syre. Det opløser syren og fedtbestanddelene og er ikke andet en kulsurt natron med noget kogesalt.
[tilføjelse, p. 2:] Har Dickens* ikke sendt en håndskrift til mig på Margarets* lille hilsen – og hvad arbejder han med nu? Vil De ikke fortsætte Deres perlesnor? Fru Henselt* skriver fra Gersdorf, hvorfor jeg ikke sendte Deres Sein osv., som De havde lovet mig.
[tilføjelse, p. 3-2:] Le ikke, når jeg retter adressen. Major er den laveste hofrang her og har derfor [tilføjelsen] adel – højvelbåren – De ved, hvor latterligt alt dette er, men som udlænding synes jeg det er korrekt, har nogen desuden en orden, har han også ret til højvelbåren og adelsrang.
BrevID 8736: FrS-brev af 22/11 1857 (Collin, 11/156, billedid 4978-81).
Liszt* … mit der Fürstin* und ihrer Tochter* : Franz Liszt* levede i adskillige år sammen med fyrstinde Caroline zu Sayn-Wittgenstein* (1819-87). Begge var troende katolikker, men paven nægtede sin tilladelse til ophævelse af deres tidl. ægteskaber. I sit 1. ægteskab havde fyrstinden datteren Marie zu Sayn-Wittgenstein* (1837-1920), g. 1859 m. prins Konstantin zu Hohenlohe-Schillingsfürst* .
Zukunftsmusik: betegnelsen Zukunftsmusik forbindes mest med Richard Wagners* navn, men allerede tidligere havde komponister som Chopin* , Liszt* og Berlioz* opfattet sig som Zukunftsmusikere.
Prometheus: Franz Liszt* komponerede "Prometheus" som nr. 5 af sine 12 symfoniske digte. Det stammer fra 1850, men FL* reviderede P. i 1855, så det er nok denne version, FrS har hørt
Dantens* Hölle: Franz Liszts* " Dante* Symfoni" fik sin førstopførelse i Dresden nov. 1857, altså den koncert, som FrS var taget fra Maxen til Dresden for at høre. Symfoniens 1. del er inspireret af Dante Alighieris* beskrivelse af helvede i hans "Divina Commedia".
Jenny Lind* … Hôtel de Saxe: efter at JL* havde trukket sig tilbage fra scenen, gav hun kun koncerter, hvor indtægten gik til velgørende formål. Det mondæne Hôtel de Saxe lå – og ligger stadig – på Neumarkt i Dresden.
Joachim* und Clara Schumann* : allerede før Robert Schumanns* død, var violinisten Joseph Joachim* (1831-1907) blevet en ven af familien S. Senere koncerterede han og CS* ofte sammen rundt omkring i Europa. –
Herrn von Bülow* : pianisten og dirigenten Hans von Bülow* (1830-94) ægtede i 1857 Liszts* datter Cosima L.* (1837-1930), som imidlertid forlod ham og sluttede sig til Richard Wagner* , først som elskerinde, siden som hustru.
das Leben der heilg. Elisabeth: Franz Liszts* oratorium "Die Legende der heiligen Elisabeth" blev påbegyndt 1857-58 og færdiggjort i Rom 1862. Førsteopførelsen var planlagt til at finde sted på Wartburg, men blev det i Budapest 1865 og opført året efter i München, med Hans von Bülow* som dirigent. Librettoen skyldes digteren Otto Roquette* (1824-96), der i 1857 underviste i Dresden.
Kreissig* : Wikipedia oplyser under sønnen Martin Kreisig* (1856-1940), at dennes fader, Christian Gottlob Kreisig* , var "Schulmeister" i Maxen og at han havde snæver kontakt til ægteparret Serre. CGK* skal have modtaget klaverundervisning af Robert Schumann* under et af dennes ophold på Maxen. FrS opfatttede CGK* som en plejesøn og sørgede i 1865 for, han blev optaget i Pestalozzi Stift Dresden. C.G. Kreisig* døde, da Martin* var 7 år – dvs. 1863.
Auerbach* : jf. BrevID 7231. Auerbachs* værk "Barfüssele" (1856), som har undertitlen "Eine schwarzwälder Dorfgeschichte", opnåede samme popularitet som hovedværket "Schwarzwälder Dorfgeschichten" (1843) og udkom i talrige udgaver, jf. BrevID 7231.
Gellert* : C. F. Gellert* (1715-69), tysk digter.
Kirmeßkuchen: kirkemarkeds-kage – specialitet for Thüringen og Sachsen.
Graf Moltke* … einsam in Glorup: når grev Moltke-Huitfeldt* var i Danmark, levede han som regel ensomt på Glorup, al den stund hans hustru, grevinde Eliza M-H foretrak* at leve i Paris eller Dresden og børnene* * * var fløjet fra reden.
Bischof Ernst* zu Brünn: den bøhmiske greve Anton Ernst von Schaffgotsch* (1804-70) virkede fra 1841 og til sin død som biskop i Brünn.
mit ihrer hübschen engl. Gouvernante: Agnes Dunlop* (1830-1908), jf. BrevID 8378, var vel ikke længere guvernante hos fru Scavenius* , aldenstund hendes yngste barn, sønnen Otto S.* i 1857 var 18 år gl. AD* må være forblevet i hendes tjeneste som selskabsdame, indtil hun i 1863 giftede sig med adjunkt Michael Rosing* på Sorø Akademi.
die Generalin* : denne generalinde må være Ida von Vogel, f. von Glasenapp* (1797-1866), som HCA havde været sammen med på Maxen i sommeren 1857, hvor hun forstyrrede HCA.s nattesøvn ved sin idelige "Ringen og Rumsteren", jf. Dbg. IV, 277.
Dickens* auf Margarets* Billet: FrS må have opgivet at få en "håndskrift" fra Dickens’* hånd via HCA og har derfor bedt sin engelskfødte selskabsdame, Margaret Thomas* , skrive derom direkte til CD* .
15.12.1857 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22452 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
18.12.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Gestern, verehrter theurer Freund erhielt ich Ihren lieben Brief, und schon sitze ich zur Anwort!
Ich freue mich, Sie unter so liebenswürdigen und wohlwollenden Menschen an dem heilgen Abend auf dem Lande zu wißen – und weiß Sie verleben froh den Tag.
Wie überraschte mich die Sendung herrlicher Äpfel durch Fr. v. Scavenius* . Sofort schickte ich welche an Eliza Moltke* , an Frau v. Göthe* , an Carus* und Alle rühmten, die nach Ananas duftenden – und so zarten und saftigen Äpfel, die hier gänzl. unbekannt. Elisa* schrieb sofort an den Grafen ./. er solle ihr welche mitbringen. Sie waren so schön eingepackt, daß nicht ein einziger verdorben war, und Alle wie in Wachs pousiert Tausend, tausend Dank. – ich habe selbst Fr. v. Scavenius* geantwortet und gedankt.
Zuerst sende ich Ihnen ein Stück New Yorker Zeitung, die mir in einem Briefe Kohls* eingelegt und geschickt wurde! Wie bekannt sind Sie auch dort!
Dann, zürnen Sie nicht, = ein Jeder denkt doch bey diesem Fest an seine Lieben, und so drängte es mich, eine kleine Arbeit auch für Sie zu machen = wenn Sie die warmen weichen Morgenschuhe finden, die leider der Schuhmacher zu groß gemacht, weil er zu viel Raum auf den Pelz rechnete, ./. wenn Sie sie vor Ihrem Bette finden! In der Nacht, oder im Wagen als Überschuhe wenn es kalt ist – können Sie sie doch vielleicht benutzen!
Ich konnte arbeiten, denn seit 14 Tage bin ich aus dem Bette und in die Stube gebannt, leide an heftiger Grippe mit Fieber, und Rosenartige Entzündung im Gesicht! Ach, wie ungeduldig bin ich, kann nicht heraus – und nichts besorgen zum Feste! – Die gute Gräfin Moltke* besucht mich fleißig, sitzt ganz allein ganze Abende b[e]y mir, und wenn Sie [sie] so mit Herz und Munde mich "liebe Fritze["] nennt, "bey Ihnen fühle ich mich am wohlsten", – da erkenne ich ihr treues schönes Herz und ihre unveränderte Freundschaft für mich. Sie lebt wie eine Einsiedlerin, sieht außer die junge Comtesse O'Donnell* fast Niemand öfters, ./. sie steht 6 Uhr früh auf, übt Musik bis 8 Uhr noch b[e]y Licht – frühstückt, läßt sich magnetisieren – zeichnet dann 2 Stunden – geht 1 Stunde spatzieren, nimmt den Lunch – läßt zum 2t Mal sich magnetisiren – nimmt Musik Unterricht, dinirt 5 Uhr – wieder läßt sie sich magnetisiren – (tägl. 4 Mal) – nimmt den Thee zu Hause oder b[e]y mir – oder der O'Donel* aber dort seltner – und so vergeht ein Tag wie der Andere.
Doch hat sie in Paris ihre Wohnung für 1 Jahr aufgegeben, will zum April nach Glorup – bis Spätherbst dort bleiben und wieder hierher zum Winter, ich fürchte der unruhige Graf* wird ihr monotones Leben sehr stören! – Sonst, eingesperrt in mein Kranken Zimmer weiß ich nichts von der Welt. Ich habe vor 4 Wochen durch den Tod der Prinzessin Caroline Reuss* – eine unendl. theilnehmende, liebevolle Freundin verloren ./. mich schmerzt ihr Tod beinahe so tief wie der Verlust der unvergeßl. Lüttichau* .
Bey Dekens* * * * geht Alles gut – Sigwald* ist der tägl. Gesellschafter der Moltke* ein anderer Sohn von ihr, so liebt sie ihn, und er lebt für sie. Constanze* kommt selten zu ihr, allerdings hat sie Veranlaßung gegeben zu sehr schlimmen Gerüchten über sie.
Mein Mann ist sehr beschäftigt mit einem Etablissement einer Kartoffelmehlfabrick und Einrichten eines neuen Brauers. Das fesselt ihn an Maxen. Charles Meÿer* ist hier nicht geliebt – trocken wie eine Spieluhr ist sein Spiel und er selbst, er componiert aber hübsch und mit Glück! Fr. v. Lüttichau* verglich ihn immer mit einer Gartenschnecke! – Liszt* wird sehr unzufrieden mit Dresden sein – sein Schwiegersohn Bulow ./. hat sich mehr wie derb, in einem Journal, über Dresden, und seine Critiker beklagt.
Wir bilden uns ein und hoffen, daß Sie nächsten Sommer nach Deutschland kommen – und Hochzeit machen. Machen Sie glücklich und werden Sie glücklich. Dann kommen wir bis Breslau entgegen! Die kleine Frau wird Jedermann gefallen – und es muß doch schön sein – sich so anbeten zu laßen, von einem guten, klugen, und hübschen jungen Mädchen! – Es wäre herrlich! – Unser Pastor ließe sich das Trauen nicht nehmen, und wie wollten wir unsre liebe, stille Kirche ausschmücken. Also Glück zum Neujahr, und die Erfüllung der liebsten geheimsten Wünsche!
Von Allen tausend Grüße! –
Ihre getreue
Fr. Serre
Den 18. dec. [18]57.
I går modtog jeg, min ærede dyrebare ven, Deres kære brev og jeg sidder allerede her med svaret!
Jeg glæder mig over at vide Dem hos så kære og velvillige mennesker på den hellige aften på landet – og ved, at De glad nyder dagen.
Forsendelsen af herlige æbler ved Fru v. Scavenius* overraskede mig meget. Jeg sendte straks nogle til Eliza Moltke* , til fru v. Göthe* til Carus* og alle roste de skønne og saftige æbler, som duftede af ananas, og de er helt ukendte her, Elisa* skrev straks til greven* , at han skulle medbringe nogle til hende. De var så smukt indpakket og ikke et eneste var fordærvet, alle var som poleret med voks. Tusind, tusind tak – jeg har selv svaret Fr. v. Scavenius* og takket hende.
Allerførst sender jeg Dem et udklip af New Yorker Zeitung, som blev sendt mig i et brev fra Kohl* . Hvor kendt De også er der!
Dernæst – og nu må De ikke blive vred – enhver tænker dog ved denne fest på sine kære, og således slog det mig, at jeg ville lave et lille arbejde til Dem, hvis De finder de varme bløde morgensko, som skomageren desværre har lavet for store, fordi han beregnede for meget plads til pelsen, – foran Deres seng! Om natten – eller i vognen kan De måske anvende dem som overtræk, når det er koldt!
Jeg kunne arbejde, thi i 14 dage har jeg været oppe og bundet til stuen, lider af en alvorlig influenza med feber og en rosenagtig betændelse i ansigtet! Ak, hvor utålmodig er jeg, kan ikke komme ud – og ikke sørge for noget til festen! – Den gode grevinde Moltke* besøger mig flittigt, sidder alene hele aftener hos mig, og når hun således med hjerte og mund kalder mig "Liebe Fritze" og siger: hos Dem føler jeg mig bedst tilpas – da fornemmer jeg hendes tro, skønne hjerte og hendes uforandrede venskab mod mig. Hun lever som en eneboer, ser foruden den unge komtesse O’Donnel* næsten ingen, hun står op klokken 6 om morgenen, øver musik til 8 endnu ved lys, spiser morgenmad, lader sig magnetisere – tegner så 2 timer, går tur 1 time, tager frokost – lader sig magnetisere for 2. gang – får musikundervisning, spiser middag kl. 5 – lader sig atter magnetisere (4 gange dagligt) – drikker te hjemme eller hos mig – eller endnu sjældnere hos O’Donnel* – og således går den ene dag efter den anden.
Men hun har opgivet sin bolig i Paris for det kommende år – vil til april til Glorup – og blive der til sent på efteråret og tilbage hertil til vinter, jeg frygter den urolige greve* vil forstyrre hendes ret ensformige liv! I øvrigt, indespærret i mit sygeværelse ved jeg ikke noget om verden. Jeg har for 4 uger siden ved prinsesse Caroline Reuss’* bortgang mistet en dyrebar, kærlig veninde, hendes død smerter mig næsten ligeså meget som den uforlignelige fru Lüttichau* .
Hos Deckens* * * * går alt godt, Sigwald* er dagligt selskab for Fru Moltke* og på den måde som en anden søn, så meget holder hun af ham, og han lever for hende. Constanze* kommer sjældent til hende, men hun har nu også givet anledning til nogle slemme rygter om hende.
Min mand er meget optaget af et etableringen af en kartoffelmelfabrik og indretning af et nyt bryggeri. Det lænker ham til Maxen. Charles Meyer* er ikke yndet her – tør som en spilledåse er hans spil – men han selv komponerer nydeligt og med held. Fr. v. Lüttichau* sammenlignede ham altid med en havesnegl! – Liszt* skal være meget utilfreds med Dresden, og hans kritikere beklager det.
Vi bilder os ind – og håber, at De kommer til Tyskland næste sommer – og holder bryllup. Gør lykke og bliv lykkelig. Så kommer vi Dem i møde i Breslau! Den lille kvinde vil behage enhver – og det må da være dejligt – således at lade sig tilbede af en god, klog og nydelig ung dame! – Det ville være herligt! Vor pastor ville ikke lade vielsen gå fra sig, og vi ville smykke vores kære, stille kirke. Altså alt godt til nytåret og til opfyldelsen af de kæreste, hemmeligste ønsker!
Fra alle her sendes tusinde hilsner.
BrevID 17960: FrS-brev af 18/12 1857 (Collin XI, 14/206 a, billedid 5172-77).
Ihren lieben Brief: HCA sendte iflg. Dagbogen brev til FrS 15/12 BrevID 22452, som hun modtog allerede 17/12.
an dem heilgen Abend: HCA må i sit brev have meddelt, at han i julen 1857 agtede sig til Basnæs.
New Yorker Zeitung: den pågældende artikel el. anm. er ikke fundet. Geografen Kohl* , der også var en ven af FrS, opholdt sig i længere tid i U.S.A.
die warmen weichen Morgenschuhe: juleaftensdag modtog HCA på Basnæs "et Par gode lodne Sko", jf. Almanak p. 257. http://andersen.sdu.dk/liv/almanak/find/index.html?fritekst=lodne&fields=all
die junge Comtesse O’Donnell* : Maria grevinde O’Donell von Tyrconell* . Kan være ægtefællen til en grev Heinrich O’Donell von Tyrconell* , som var eller havde været “Kämmerer", kæmner i Triest og som tilhørte en adelsfamilie, som opr. var irsk og dér hed O’Donnell of Tyrconell, men som siden havde opnået adelsrang i Spanien og Østrig.
Prinzessin Caroline Reuss* : prinsesse Caroline af Reuss-Ebersdorf* , f. 1792, d. 1857 i Dresden.
Charles Meyer* : Charles Meyer* (1799-1862), russisk pianist og komponist, kendt som underviser af komponisten Mikhael Glinka* (1804-57) .
und Hochzeit machen: FrS har åbenbart forestillet sig, at der havde udviklet sig en forelskelse mellem HCA og malerinden Clara Heinke* (1820-92) fra Breslau og at det ville resultere i et bryllup. Nævnte Clara Heinke* havde allerede i 1853 pr. brev taget kontakt med HCA. HCA.s svarbrev på dette første CH* -brev er trykt i hendes "Etwas von Andersen", i Allgemeine conservative Monatsschrift für das christliche Deutschland" II, p. 261. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1358 Brevet: BrevID 20254 Der udviklede sig allerede da en korrespondance mellem de to. Under HCA.s ophold i Sachsen sommeren 1857 kom Clara Heinke* (1825-92) på besøg i Dresden som ledsager for sin tante, en frk Nathalie Werner* (d. 1866), der var veninde af FAS og dennes søster, Caroline Klein* i Berlin. Damerne blev efterfølgende inviteret til en dags besøg på Maxen, hvor HCA viste dem om og læste eventyr for dem. Han har åbenbart vist så stor interesse for Clara Heinke* , at han efterfølgende "Blev drillet af alle Damerne, selv af Frøken Walthersdorff* og Margarethe* at jeg havde i Dag viist mig saa særdeles elskværdig for den unge Dame. Clara Heinke* synes en klog Pige, hun var meget hjertelig mod mig" dagbog [1857-08-13] . Der blev imidlertid ikke noget "par" ud af de to, men mødet i Sachsen blev optakten til en langvarig korrespondance og et venskab, som varede resten af HCA.s liv.
18.12.1857 Almanak : Portræt til Fru Serre
(BrevID 22453 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.01.1858 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.01.1858
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 27. J[anuar] [18]58.
Verehrter, theurer Freund!
Immer bereitet mir ein Brief von Ihnen, einen Festtag! Nun geben Sie uns die Hoffnung eines Wiedersehens für den Sommer, da zählen wir dahin schon Monate-Wochen-Tage! -
Leider bin ich wieder mit dem bösen Husten und Heiserkeit geplagt, eine stete Entzündlichkeit in der Luftröhre oder im Kehlkopf. Da darf ich nirgend in Gesellschaft – als nicht in Roûts wo ich durch einen leichten Anzug noch leichter eine Erkältung erstehen kann – und beschränke mich auf den Kreis der treuen Freunde. Dazu gehören meine lieben Gr. Moltkes* * . Sie sind, nach wie vor, getreu – und so Manchen Abend sitzen sie allein bey mir, oder ich b[e]y ihnen, eben so mit Fr. v. Göthe* , und immer schelten sie mich, daß sie mich zu ./. wenig sehen können, und ich immer unerreichbar wäre! Der Graf* und die Gräfin* sind viel leidend – aber wie ist es mit Eliza* anders möglich? – Seit Monat July wohnt ein französischer Magnetiseur b[e]y ihr täglich läßt sie sich 4 Mal magnetisieren, wie soll das ihre Nerven nicht im höchsten Grade aufregen, auch wird ja Alles eine Gewohnheit. Dann steht sie um 5 Uhr auf musicirt oder studirt Compositionslehre, bis 7 Uhr – da kommt Carl Riccius* ihr Lehrer (der vortrefflich sein soll, in diesem Fach) – dann zeichnet sie – fährt eine Stunde aus – tägl. von 3-5 wieder Musikunterricht – um 5 Diner – magnetisiren – wie soll eine so schwache Constitution nicht davon angegriffen werden? ./. Doch es macht ihr Freude und zerstreut sie über ihren Verlust, den Schmerz um die Tochter! – Riccius* ist jetzt am Hofe und accompagnirt den Künstlern – b[e]y Lüttichau* , wenn musical. Soiree in allen Concerten, und ist ganz en vogue. Heinrich* ist, bey London, Professor eines Instituts des Staates – mit großem Gehalt, viel Freiheit und Zeit für sich und spielt in London oft in Concerten. Gott hat seinen Segen und ihnen Glück gegeben, und mir Freude durch Beide!
Ja, wer so talentvoll wäre, und seine Liebesgaben, in sinnigen Zeichnungen Ihnen darbringen könnte – in Bild und Worten? Aber nicht Jeder ist [overstreget: sind] gegeben, solche Güter des Geistes! – nicht Jede – ist Fr. Heinke* , sie wird auch der große Magnet sein der Sie in Dresden fesseln wird – denn schon im May oder Juny kommt ./. sie, um auf der Gallerie zu copiren.
Wahrscheinlich muß ich nach Ems weil mein Halsübel wieder so rege ist, dann reise ich Mitte May bis Ende Juny, dann also würde ich das Glück haben können Sie zu genießen. Weiter gehen meine Pläne nicht.
Vor Allem aber habe ich Ihnen zu danken, für Ihr Portrait, was wirkl. vortrefflich ist! Das kleine Fräulein aus Pirna hat es mitgenommen und läßt es sich nicht nehmen, von Feder Blättern selbst einen Rahmen darum zu schneiden. Sein oder nicht Sein habe ich zum 3t Mal in die weite Welt geschickt, dies Mal an Julie Burrow* die es sich wünschte. Sie hat mir ihre Gedichte, die vor Allem von tiefer Mutterliebe sprechen dedicirt, auch an Sie ist ein Gedicht, voll Anerkennung und Liebe – und ich werde sie Ihnen schicken, wenn Sie sie wollen! – ./.
Von dem lieben Gr. Herz.* v. Weimar habe ich wieder Grüße durch Emil Devrient* erhalten, leider keinen Brief. –
Im Auftrag von D. Kühne* , Redacteur der Europa soll ich Ihnen sagen, ob Sie ihm nicht ein neues Märchen, oder Historie für sein Blatt schicken wollten! –
Denken Sie die Gräfin Yoldi* – verwittwete Coopmann* kommt Anfang März oder schon Ende nächsten Monats nach Dresden für einige Wochen, über Wien und Triest, wo sie ihres Sohnes Alfons* Frau in Wochen gepflegt. Badbergs* * führen in Rom ein himmliches Leben. – ich hätte mit ihnen dort sein können! eben so mit Fr. von Schwanenfeld* in Vevay den Winter zubringen, aber je älter man wird, je weniger ./. muß man sich trennen, von einander in der Ehe, und obgleich mein Mann in Maxen meist, und ich hier, so kann man sich doch in 2 Stunden erreichen! –
Wie schön, wenn Sie uns wieder Vorrath zum Übersetzen brächten. Haben Sie nicht Ihre Perlenschnur verlängert, nicht eine 2t Reihe angeknüpft? –
Verzeihen Sie nochmals meinen ungeschickten Schuhmacher, der die Pantoffeln zu groß gemacht sie haben ihren Zweck erfüllt wenn sie auf der Reise gedient, in welcher Art es auch sey.! – Beschütze Sie Gott, und uns erhalte er Ihr treues Wohlwollen!
Fr. Serre
Dresden 27. januar [18]58.
Ærede, dyrebare ven!
Altid bereder et brev fra Dem mig en festdag! Nu giver De os håb om et gensyn til sommer, så vil vi allerede tælle måneder – uger – dage dertil.
Desværre er jeg igen plaget af den onde hoste og hæshed, en vedvarende betændelsestilstand i luftrørene eller i strubehovedet. Derfor kan jeg ikke gå til nogen selskabelighed, slet ikke større selskaber, hvor jeg ved en let påklædning endnu lettere kan pådrage mig en forkølelse – og jeg begrænser mig derfor til kredsen af tro venner. Dertil hører mine kære grev Moltkes* * . De er som altid tro – og således sidder de mangen en aften alene hos mig, eller jeg hos dem, ligeså med fr. v. Göthe* , og hele tiden skænder de på mig, at de kan se mig for lidt og at jeg aldrig er til at få fat i! Greven* og grevinden* er meget lidende – men hvordan kan det være anderledes med Eliza* ? Siden juli bor en fransk magnetisør hos hende, dagligt lader hun sig magnetisere 4 gange, hvorledes må det ikke ophidse hendes nerver i højeste grad, og det bliver alt sammen en vane. Så står hun op kl 5 og musicerer eller studerer kompositionslære til kl 7, da kommer Carl Riccius* , hendes lærer (som skal være fortræffelig til dette fag) – så tegner hun – kører ud en time – dagligt fra 3-5 musikundervisning igen – kl. 5 middag – magnetisere – hvorledes skulle en så svag konstitution undgå at blive påvirket af det? Men det giver hende glæde og det adspreder hende i tabet, smerten over hendes datter! Riccius* er nu ved hoffet og akkompagnerer kunstnerne i alle koncerterne – hos Lüttichau* , når der er musikalske soiréer, og er ganske i yndest. Heinrich* er nær London professor ved et statsinstitut, med stor løn, meget frihed og tid til sig selv og spiller i London ofte til koncerter. Gud har velsignet ham og givet ham held – jeg får glæde af begge!
Ja, hvem der var så talentfuld og kunne frembære sine gaver i smukke tegninger for Dem – i billeder og i ord? Men det er ikke givet enhver at have sådanne åndskvaliteter. – Men Fr. Heinke* er ikke enhver – hun vil også være den store magnet, som vil lænke Dem til Dresden, thi hun kommer allerede i maj eller juni, for at kunne kopiere på galleriet.
Sandsynligvis må jeg til Ems, fordi mit halsonde igen er så slemt, så rejser jeg midt maj til slutningen af juni, derefter vil jeg kunne have den glæde at kunne nyde Dem. Længere rækker mine planer ikke.
Fremfor alt må jeg takke Dem for Deres portræt, som virkelig er fortræffeligt. Den lille frøken fra Pirna tog det med, og giver ikke slip på det, da hun er ved at snitte en ramme i fjerblade. At være eller ikke være har jeg for tredje gang sendt ud i verden, denne gang til Julie Burrow* , som ønskede den. Hun har dedikeret sine digte til mig – de taler frem for alt om dyb moderkærlighed, der er også et digt til Dem, fuld af anerkendelse og kærlighed – og jeg vil skænke Dem det, hvis De vil have det.
Fra den kære storhertug* af Weimar har jeg mange hilsner gennem Emil Devrient* , men desværre ikke noget brev.
Fra dr. Kühne* , redaktør af Europa skal jeg sige til Dem, om ikke De vil sende ham et nyt eventyr eller en historie til hans blad.
Tænk Dem, grevinde Yoldi* , enke efter Coopmann* , kommer i begyndelsen af marts eller allerede i slutningen af næste måned til Dresden i nogle uger, via Wien og Triest, hvor hun i ugevis har plejet sønnen Alfons* ’ kone. Badbergs* * fører i Rom et himmelsk liv – jeg ville gerne have været hos dem der! – ligeså [ville jeg] gerne have tilbragt vinteren i Vevay med fr. von Schwanenfeld* , men jo ældre man bliver, des mindre må man leve adskilt i ægteskabet – og selv om min mand mest er i Maxen – og jeg her – så kan man dog nå hinanden på 2 timer.
Hvor herligt hvis De igen vil bringe os en mængde til oversættelse. Har De ikke forlænget Deres perlesnor, ikke knyttet endnu en række til?
Undskyld endnu en gang min klodsede skomager, som har gjort tøflerne for store, men de har opfyldt deres formål hvis de har tjent Dem på rejsen, uanset hvilken art! Gid Gud beskytter Dem og omfatte Dem i sin tro velvilje.
Fr. Serre
BrevID 17975: FrS-brev af 27/1 1858 (Collin XI, 14/208+10/138 b, billedid 4916-17, 5182-85).
einen Brief von Ihnen: HCA havde sendt brev til FrS 16/1 BrevID 22454.-
Rout: jf BrevID 3460
D. Kühne* , Redacteur der Europa: januar 1856 havde HCA.s mangeårige forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck* , afstået sit forlag og overtaget udgivelsen af tidsskriftet "Europa. Chronik der gebildeten Welt" med forfatteren Gustav Kühne* som redaktør. D. står for Dr.
Gräfin Yoldi* verwittwete Coopmann* : Josepha Coopmans* (1802-82), datter af den spanskfødte grev Alfonso Yoldi* (1764-1852), som efter Napoleonskrigene var uønsket i Spanien og opterede for Danmark, hvor han havde været spansk gesandt og hvor Frederik VI* gav ham stillinger ved det danske hof. Hans datter Josepha Yoldi* var enke efter den hollandskfødte diplomat Edgard Willem Coopmans* (1782-1853), der gik i dansk tjeneste som diplomat, bl.a. i Dresden, hvor han var chargé d’affaires 1828-37 og hvor HCA havde truffet dem begge på sin hjemrejse fra Italien 1834. Strengt taget kunne hun næppe ikke føre grevindetitel efter sit ægteskab med EVC* . Hendes søn Alfonso Coopmans* (1829-1902) gik i østrigsk tjeneste og fik i 1885 bekræftet sin morfaders* – og sin egen – værdighed som spansk greve og grande, ligesom han antog navnet Yoldi.
Ihre Perlenschnur: historien Et Stykke Perlesnor udkom 1. gang på dansk i "Folkekalender for Danmark 1857" (udg. dec. 1856) http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=761 og siden i "Nye Eventyr og Historier" I, 3. samling, 1859: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=791 - og samme år på tysk i "Gesammelte Historien". FrS.s kendskab til denne historie skyldes en erindring fra HCA.s ophold på Maxen i sommeren 1857, hvor de i fællig oversatte den til tysk, jf. Dbg. IV, 275. –
01.03.1858 Almanak : Sendt til Fru Serre Brev og Nye Eventyr og Historier,
(BrevID 22455 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Denne side er senest opdateret 14. marts 2026 Netstedet er senest opdateret 23. februar 2023 Seneste ændringer | Webservice