26.10.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Verehrter, theurer Freund!
Mit Angst und Sorge sendete ich meine Gedanken zu Ihnen, ich wußte nicht, wo Sie waren, wußte die Cholera im Lande wo Sie weilten, und keine Heile Nachricht beruhigte uns, unbeantwortet blieb mein Brief! Gott lob, Sie sind wohl und wohnen wieder in Copenhagen, und die böse Krankheit hat sich verloren! –
Hier ist dann auch Manches Trübe und Freudige vorgekommen; als ich von der Taufe des 2t Sohnes* meines Carls* zurück kam, fand ich 2 Zeilen von Sigwald* , welcher angstvoll mich hin berief wo ich seinen Papa* , von einer schlagähnlichen Lähmung wie eine lebendige Leiche fand. Er erkannte mich sofort, ergriff meine Hände, und nun sprach er mir Mittheilungen unverständlich fort – als ich gehen wollte, hielt er mich fest, und stieß heraus, Bleiben, Bleiben! Da bin ich denn auch nicht gewichen, und als er am andern Morgen die Augen schloß, half ich Sigwald* über die schweren Pflichten der Bestattung und Allem Schweren was ./. dabey vorkommt, herzenswarm und theilnehmend hinweg!. Auch hier erkannte ich, welch tiefes und schönes Gemüth Sigwald* besitzt, und liebe ihn beinahe noch mehr! – Es starb mit Dahl* ein wahrer Künstler, und ein braver herrlicher Mensch! – Kaum nach Maxen zurück, rief mich die Ankunft der Gräfin Moltke* wieder zur Stadt! – Ich sitze nun bey ihr, und wir sprechen von ihrer geschiedenen Bertha* – und sie weint sich aus, und Abends kommt sie zu mir, und ich bemühe mich sie mit allerhand zu zerstreuen – und wenn sie sagt "Fritze, Sie sind mir ein Trost, eine Wohlthat und Hülfe["], sie hat mich wahrhaft lieb, – da freue ich mich – daß unsre Kameradschaft doch etwas Schönes und ein Segen geworden ist! -
Die Göthe* ist recht wohl – und ich werde mich ausschließend diesen Winter in dem Umgang Beider, die mir so innig werth sind, theilen!
Und noch etwas! – Denken Sie, als der Gr. Herz.* v. Weimar in Dresden war, hatte ./. er an mich, einen lieben, schmeichelhaften Brief geschrieben, worinnen er den Wunsch aussprach mein Mann kennen zu lernen, der sich darauf natürl. hätte vorstellen müßen lassen. Der Brief war in Maxen bey uns geblieben weil man mich tägl. zurück erwartete, da war der Herzogs Herzog* abgereiset und die Zeit versäumet. Natürlich schrieb ich sofort und entschuldigte mich, darauf kam eine telegrafische Depeche, die Serre nach Weimar berief. Dort wurde er sofort zum Diner eingeladen, es war zum Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hrn von Schröter* – ganz entzückt kam er von der Liebenswürdigkeit des Herzogs* und besonders von der Freundlichkeit und Güte der Herzogin* zurück. Sehen Sie, was mein Begegnen für Folgen hat? Der Gr. Herz.* schreibt – er würde es nie vergessen, er wollte auch in Anlegenheiten der Schiller* stiftung mit Serre sprechen! – Liszt* gibt den 8 Nvbr. hier ein Concert, und führt seine Faust Simphonie auf, worüber einstimmig nicht vortheilhaft gesprochen wird. Clara Schumann* und Joachim* , geben Morgen Concert. Ich bin in der Stadt, weil die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* hier zum Besuch ./. Warum schreiben Sie immer noch einmal in dem Brief am Ende, die Addresse auf meinen Briefe an mich? – Endlich aber einmal die liebe Anrede an welche ich von meinen Freunden, z.B. auch Carus* gewöhnt bin, und die ich so liebe, und ich fühlte, von diesem Ein Brief allein, wo die Gedanken hingeworfen wie sie aus der Seele fließen sind, hat Werth, ist er berechnet als Autografie – so läßt er kalt und ist kalt. – Ein Brief nur für den berechnet an welchen er gerichtet, muß sein ausschließendes Eigenthum bleiben. – so denke, so handle ich
Im Decbr, ich glaube den 15t kommt Graf Moltke* , wie schön wäre es, wenn Sie ihn begleiteten, und das Weihnachtfest einmal mit uns zubrächten, überlegen Sie es! – Deckens* * * * können sich auch nicht beruhigen daß aus Ihrer Lecture bey der Königin Marie* nichts geworden, aber an ihnen läge nicht der Schuld, sie hatten sich alle Mühe darum gegeben! – so sagte mir Sigwald* ! – Frau von Berge* ist glücklich von ihrer Hochzeit-Reise zurück! – Sigwald* trug mir auf ihn zu entschuldigen, daß er nicht selbst geschrieben, er ist so beschäftigt mit dem Nachlaß und hat so entzündete Augen! – Behüthe Sie Gott! -
[i margenen, p. 2:] Von Allen Grüße! In Treue Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 4:] Ich zähle die Tage wo ich eine Nachricht von Ihnen haben kann
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Ærede, dyrebare ven!
Med angst og bekymring sendte jeg mine tanker til Dem, jeg vidste ikke, hvor De var, vidste at der var kolera på landet, hvor De opholdt Dem, og ingen sund efterretning beroligede os, mit brev forblev ubesvaret! Gud ske lov, at De er vel og igen bor i København og den onde sygdom er aftaget!
Her er da også forekommet meget trist og glædeligt, da jeg kom tilbage fra dåben af min Carls* anden søn* fandt jeg to linier fra Sigwald* , som angstfuldt kaldte mig derhen, hvor jeg fandt hans fader* som et levende lig, ramt af en slagtilfældelignende lammelse. Han genkendte mig straks, greb mine hænder, og nu gav han mig uforståelige beskeder – da jeg ville gå, holdt han mig fast og fremstødte: bliv, bliv! Da kunne jeg ikke forlade ham, og da han næste morgen lukkede øjnene, hjalp jeg med hjerte og deltagelse Sigwald* med de tunge pligter med begravelsen og alt vanskeligt, som forekommer i den forbindelse. Også her følte jeg, hvilket smukt og dybt gemytSigwald* ejer, og jeg holder næsten endnu mere af ham! Med Dahl* døde en sand kunstner, og et bravt, herligt menneske!
Jeg var kun lige vendt retur til Maxen, før grevinde Moltke* igen kaldte mig til byen. – Jeg sidder nu hos hende, og vi taler om Bertha* , som hun har mistet – og hun græder meget, og om aftenen kommer hun til mig, og jeg anstrenger mig for på alle måder at adsprede hende – og når hun siger: "Fritze, De er mig en trøst, en velgerning og en hjælp", hun holder i sandhed af mig – da glæder jeg mig – at vort venskab er blevet til noget skønt og en velsignelse.
Fru Goethe* har det rigtig godt – og jeg vil denne vinter udelukkende vie min opmærksomhed til begges omgang, da de er mig så dyrebare.
Og endnu en ting: – Tænk Dem, da storhertugen* fra Weimar var i Dresden, havde han skrevet et smigrende brev til mig, hvori han udtalte ønsket om at lære min mand at kende, og han måtte derefter naturligvis præsentere sig. Brevet var blevet i Maxen hos os, fordi man dagligt ventede ham tilbage, og da var hertugen* rejst og tiden forpasset. Naturligvis skrev jeg straks og undskyldte mig, derpå kom telegrafbud, som kaldte Serre til Weimar. Der blev han straks indbudt til dinér, det var til afskedsmiddag for den russiske gesandt hr. von Schröter* –han kom tilbage fra hertugen* og var ganske henrykt over hertugens* venlighed og hertugindens* godhed. Ser De hvilke konsekvenser mit møde har? Storhertugen* skriver – det ville han aldrig glemme, han ville også tale med Serre om sager omkring Schiller* stiftelsen! – Liszt* giver den 8. november her en koncert, og opfører sin Faust symfoni, hvorom man enstemmigt taler ufordelagtigt. Clara Schumannn* og Joachim* giver koncert i morgen. Jeg er i byen, fordi Helene fra Cösens moder og datteren Ottilie* er her i besøg. Hvorfor skriver De endnu en gang i slutningen af brevet adressen på breve til mig? Men endelig må De engang [benytte] tiltalen kære, som jeg [altid benytter] til venner, f.eks. Carus* og som jeg holder så meget af, og jeg følte, at bare et brev, hvor tankerne flyder som kommer de direkte fra sjælen, har værdi, er det beregnet som autograf, så virker det koldt og er koldt. Et brev er kun beregnet til den, som det er stilet til, må være hans eksklusive ejendom – således tænker og handler jeg.
I december, jeg tror den 15. kommer grev Moltke* , hvor skønt ville det være, hvis De ledsagede ham og engang tilbragte julefesten sammen med os, overvej det! – Deckens* * * * kan heller ikke beroliges med, at der ikke er blevet noget ud af Deres lektyre hos dronning Marie* , men det er ikke deres skyld, de har gjort sig store anstrengelser derfor! – Det sagde Sigwald* til mig! – Fru von Berge* er lykkelig tilbage fra sin bryllupsrejse! Sigwald* bad mig undskylde, at han ikke selv skrev, han har så travlt med [faderens] dødsbo og har helt betændte øjne! Gud bevare Dem.
[i margenen, p. 2:] Hilsener fra alle. I troskab Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Jeg tæller dagene, til jeg kan få efterretning fra Dem.
BrevID 8705: FrS-brev af 26/10 1857 (Collin XI, 15/220, billedid 5236-39).
der Taufe des 2ten Sohnes meines Carls* : adoptivsønnen Carl Serres* søn nr. 2, Anton Serre* (1857-1931).
ihrer geschiedenen Bertha* : ægteparret Moltke-Huitfeldt* * mistede i 1857 datteren Bertha M-H* , g.m. Luigi di Ferrari Corbelli* .
Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hr. von Schröter* : Andreas von Schröder* (1776-58) havde i mangfoldige år været russisk gesandt i Dresden.
Liszt* … seine Faust Simphonie: den ungarske klavervirtuos og komponist Franz Liszt* (1811-86) fik sin Faust Symfoni førsteopført i Weimar 5/9 1857 ved indvielsen af monumentet for Goethe* og Schiller* , men først efter at HCA havde forladt Weimar.
Clara Schumann* und Joachim* : Joseph Joachim* (1831-1907), tysk violinvirtuos og komponist.
die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* : kan ikke identificeres.
die liebe Anrede: HCA har utvivlsomt i sit forudgående brev til FrS benyttet tiltalen "Liebe Freundin", jf. FrS.s skose i BrevID 8670.
der Königin Marie* : der har åbenbart været tale om en oplæsning ved HCA for dronning Marie af Sachsen* (1805-77), enken efter kong Friedrich August II* af Sachsen. Den blev der imidlertid intet ud af.
