Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
06.09.1857 Berliner Zeitung. Berliner Börsen-Zeitung, 6. September 1857
Weimar, 4. September. Die Säcularfeier des Geburtstages des größten Fürsten* auf den Weimar’schen Thron, des genialen Carl August* ist in ihren haupfestlichkeiten zu Ende. Der Großherzog* hat es verstanden, das Fest des kleinen Landes zu einem Deutschen Feste zu erheben, indem er mit der Grundsteinlegung des Karl-August* denkmals die Enthüllung der Statuen der großen Männer verband, die dem gefeierten Fürsten bei ihren Lebzeiten so nahe gestanden, und durch deren Heranzeihung an seinem kunstsinnigen Hof sich der Fürst seinen unsterblichen Namen geschaffen, sowie des Mannes, dessen erzieherische Thätigkeit ihm hauptsächlich die Liebe zur Kunst und zu den Künstlern eingeflößt hatte, der Statuen Göthe’s* , Schiller’s* und Wieland’s* . Das kleine Weimar ist überfüllt mit Freunden, die den größten Dichtern unserer Nation ihren Tribut darbringen und gleichzeitig die Gelegenheit benutzen wollen, die mannigfachen klassischen Erinnerungsörter Weimars zu besichtigen, die während der Festtage mit Blumen geschmückt den Fremden offen standen. Das Feste, das durch eine reiche Brochürenliteratur bereits eingeleitet war, wurde mit der Grundsteinlegung zu einer zweiten Realschule vorgestern eröffnet. Festvorstellungen im Theater, unter denen die gestrige hervorzuheben ist, gaben den Tagen würdige Abschlusse. Gestern fand die Grundsteinlegung des Carl-August* denkmals statt, die durch die Gegenwart des Großherzoglichen Familie* * einen besondern Klang erhielt. Leider hatte sich schon früh der Himmel umzogen und es regnete während der ganzen Feierlichkeit ohne Aufhören. Heute aber hatte sich der Himmel wieder aufgeheitert, und Mittags zwei Uhr sanken unter nicht endenwollenden Jubelrufen der anwesenden Tausende die Hülle von der herrlichen Göthe* -Schiller* gruppe und der Statue Wieland’s* . Der Eindruck, den die erste Gruppe macht ist ein überwältigender, die beiden großen Dichter haben ein ihrer Größe würdiges Denkmal gefunden.
Hundredårsfesten til fejring af den store fyrstes* fødselsdag på den weimarske trone, den geniale Carl August* , er i hovedsagen slut. Storhertugen* har forstået at løfte festen i det lille land til en tysk fest, idet han forbandt grundstensnedlægningen for Karl August* -mindesmærket med afsløringen af statuerne for de store mænd, som i deres levetid har stået den fejrede fyrste så nær, og ved deres tilknytning til sit kunstinteresserede hof har fyrsten skabt sig et udødeligt navn, ligeså har manden, hvis opdragende virksomhed har indvirket på hans kærlighed til kunsten og til kunstnerne, altså Goethes* , Schillers* og Wielands* statuer. Det lille Weimar er overfyldt af venner, som bibringer de største digtere i vores nation deres hyldest og samtidig vil benytte lejligheden til at besøge Weimars mangeartede klassiske mindesteder, som i festdagene er åbnet og blomstersmykket for de fremmede. Festen, som allerede var indledt med en rig brochurelitteratur, blev åbnet i forgårs med grundstensnedlæggelse til endnu en realskole. Festforestillinger i teatret, hvoraf især den i går skal fremhæves, gav dagene en værdig afslutning. I går fandt grundstensnedlæggelsen for Carl-August* mindesmærket sted, og den fik en særlig klang ved den storhertugelige families* * deltagelse. Desværre var det tidligt blevet overskyet og det regnede uden ophør under hele højtideligheden. Men i dag er himlen igen lysnet op, og kl. 2 afsløredes under uendelige jubelråb Goethe* -Schiller* gruppen og Wieland* statuerne. Indtrykket, som den førstnævnte gruppe gør på en, er overvældende, begge digtere har fundet et værdigt mindesmærke svarende til deres storhed.
11.09.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 11. Sptbr [1857]
Verehrter, und lieber Freund!
Tausend Dank für Ihren lieben, ausführlichen Brief aus Weimar. Es wird Ihnen eine schöne Erinnerung bleiben dem Fest, unter der Gr. Herzogl.* besondern Huld, beigewohnt zu haben, und diese Auszeichnung welche Ihnen zu Theil dort geworden, ist selbst in der Berliner Zeitung erwähnt und hervorgehoben! – Sie schreiben nicht, ob Sie Hettner* , Auerbach* , Kühne* begegnet, die Alle dort waren! – Meine Gedanken verfolgten Sie fast jeden Augenblick, und ich habe nicht ausgesprochen, wie gerne ich dabey gewesen, doch ich fühlte, meine Gegenwart nothwendig im Hause, welches bey den vielen Gästen des Militairs einer steten Fürsorge bedarf; denn es vergeht kein Tag, wo die Officiere Visiten machen, und 6-8 derselben Mittag oder Abends sich einstellen! – Wie so anders vergehen ./. die Abende, welche Sie sonst mit geistreicher und belebender Lectüre würzten! Jetzt ist an Lesen nicht zu denken, es wird Karten gespielt; und um 10 Uhr geht Alles geistig und körperlich müde zu Bette! – Dafür haben wir freilich tägl. nach Tisch Musik, eine Stunde, und eine Schildwache zur Bewachung und nächstens den Besuch des Kronprinzen* , der sich schon mit seinem Adjud. angekündigt und hier residirt.
Ich möchte zu meiner Beruhigung und Rechtfertigung für Maxens Ordnung wissen, ob Sie von Dickens* nun einen Brief erhalten, und der Ihrige nicht verloren gegangen? – bitte, schreiben Sie es mir. Mit großem Schreck lesen wir in den Zeitungen, daß die Cholera wieder in Kopenhagen eingekehrt, ich vermuthe daher Sie sind sofort auf dem Lande. – Caroline* , meine Schwägerin geht auch nächste Woche fort, sie war ganz ./. betrübt, daß Sie ihr keinen Gruß in Ihrem Briefe gesendet! -
Auch die Zeitungen erwähnen Dingelstedts* Festspiel als das Hervortretenste! -
Man ist nicht einverstanden, daß Rietschel* wieder die Bestellung von Augusts Statue* bekommt, noch lebt ja Rauch* und Hähnel* hat Vortreffliches geschaffen, und von einem Meister der Scul[p]tur und einem Maler so viele Werke zu haben ist einseitig.
Denken Sie, ich erquicke mich jetzt in den stillen Stunden wo ich schlafen gehe, an dem Improvisator! Mit ihm spatziere ich herum, bis zur Quelle Egerias, und die Vergangenheit ersteht – und ich lebe im Geiste wieder in Rom. – Im Improvisator spricht sich die Gluth der Jugend aus, – mir geht kein andres Buch, selbst nicht von Ihnen über dieses Meisterwerk – was ja Alle bezaubert, ganz characterisirend war Ihre Schildrung der Entschleierung der Dichterstatue, während Andere sie sahen – und die Schönheit der Composition./. und Ausführung schildern, schmückten Sie sie mit der Psyche, die in Gestalt des Schmetterlings sie umflatterte – wie fühlte ich da wieder die tiefe Poesie mit welcher Sie durchströmt sind, daraus! – Ja, Gott hat Sie gesegnet, daß Ihr Auge den Blick für das Schöne, in Ihre Gedanken das Reich der Phantasie – und in Ihr Herz, das Edle und Gute, gelegt! –
Was wollen Sie sagen, daß Sie den Namen Vogel* in Ihrem Brief erwähnten, als Sie Grüße vom Gr.Her.* und Gr. Henckel* , schickten, ich verstand es nicht. Also hat der liebe Gr.Herzog* wirklich noch freundlich, meiner gedacht – könnte ich ihn nur alle Jahre eine Stunde sprechen, glauben Sie, es sollte zum Guten, und zum Nutzen sein, oder wäre es mir vergönnt, wie Ihnen, mit ihm zu correspondiren! – Die Göthe* wird mir viel von ihm erzählen, ich hoffe sie kommt bald nach Dresden! – Kammerherr von Badbergs* * haben mir vorgeschlagen mit ihnen im [fortsættes i margenen: im [sic] Octbr. für den Winter nach Rom zu gehen, wie gern! Aber Sie begreifen, meine Arbeit fesselt mich ans Haus! – ]
[i margenen, p. 1:] Noch Eins bitte ich! Vertrauen Sie mir, daß ich discret mit Ihren Briefen bin, und schreiben Sie ohne Fü[be]halt [Vorbehalt].
[i margenen, p. 2:] Immer steht ein Passionsblumenzwig auf meinem Schreibtisch. Behüthe Sie Gott, denken Sie herzlich und gern Ihrer Fr.
[i margenen, p. 3:] Wie herrlich wenn Sie auch mich in Ihren Briefen mit Liebe Freundin anredeten.
Maxen den 11. Sptbr [1857]
Ærede og kære ven.
Tusind tak for Deres kære, udførlige brev fra Weimar. Det vil være Dem et kært minde at have overværet festen under den storhertugelige* særlige gunst, og denne udmærkelse, som er blevet Dem til del, er endog nævnt og fremhævet i Berliner Zeitung. – De skriver ikke, om De har mødt Hettner* , Auerbach* , Kühne* , som alle var der! Mine tanker fulgte Dem næsten hvert øjeblik, og jeg har ikke udtalt, hvor gerne jeg ville have været der, men jeg følte, at min tilstedeværelse var nødvendig hjemme, som med de mange militærgæster krævede en vedvarende omsorg, thi der går ikke en dag, uden at officererne gør besøg og 6-8 indfinder sig til middag eller aften. – Hvor anderledes går Deres aftener, som De krydrer med åndrig og livlig lektyre. Nu kan der ikke tænkes på læsning, der bliver spillet kort, og kl 10 går alle i seng, åndeligt og legemligt trætte. – Til gengæld har vi næsten dagligt efter maden musik, en time, og en skildvagt til overvågning og derefter kronprinsens* kommende besøg – han har meldt sig med sin adjudant – og residerer her.
Til min egen beroligelse og retfærdigørelse af Maxens orden vil jeg gerne vide, om De nu har modtaget et brev fra Dickens* – og Deres ikke er gået tabt? Vær så venlig at skrive til mig derom. Med stor skræk læser vi i aviserne, at koleraen er vendt tilbage til København, jeg formoder derfor, at De straks er taget på landet. – Caroline* , min svigerinde, rejser også bort i næste uge, hun var ganske bedrøvet over, at De ikke sendte hende en hilsen i Deres brev.
Aviserne omtaler også Dingelstedts* festspil som særdeles fremragende.
Man er ikke indforstået med, at Rietschel* igen får bestillingen på Carl Augusts* statue, Rauch* lever jo endnu, og Hähnel* har skabt fremragende ting, og at have så mange værker af én mester i skulptur og én maler er jo ensidigt.
Tænk Dem i de stille stunder, før jeg går til ro, vederkvæger jeg med Improvisatoren. Med ham spadserer jeg omkring, til Egerias kilde, og fortiden genopstår – og jeg lever i ånden igen i Rom. I Improvisatoren udtales ungdommes glød – ingen anden bog af Dem overgår dette mesterværk, som jo har fortryllet alle, ganske karakterisktisk var Deres skildring af digterstatuens afsløring, mens andre så på – og skildrede kompositionens skønhed, smykkede De den med psyken, som i skikkelse af en sommerfugl flagrede omkring den – hvor følte jeg da derved igen den dybe poesi, som De er gennemstrømmet af! – Ja Gud har velsignet Dem, at Deres øje har blikket for det skønne, og i Deres tanker er fantasiens rige – og har lagt det ædle og gode i Deres hjerte!
Hvad mener De med, at De i Deres brev nævnte Vogel* , da De sendte hilsner fra storhertugen* og grev Henckel* – jeg forstod det ikke. Altså har storhertugen* igen tænkt venligt på mig – kunne jeg blot hvert år tale med ham en time, tro mig, det ville føre til godt og nyttigt eller hvis det blev mig forundt, som Dem, at korrespondere med ham! Fru Goethe* vil fortælle mig meget om ham, jeg håber hun kommer snart til Dresden. Kammerherre von Badbergs* * har foreslået, at jeg i vinter tager med dem til Rom, hvor gerne! Men De begriber, mit arbejde binder mig til hjemmet!
[i margenen, p. 1:] Endnu et beder jeg om: Tiltro mig, at jeg omgås diskret med Deres breve og skriv uden forbehold.
[i margenen, p. 2:] En passionsblomstgren står altid på mit skrivebord. Gud bevare Dem og tænk hjerteligt og gerne på Deres Fr. S
[i margenen, p. 3:] Hvor herligt, hvis De også ville tiltale mig Kære veninde i Deres breve.
BrevID 8647: FrS-brev af 11/9 1857 (Collin XI, 12/173, billedid 5039-43)
Gästen des Militairs: der har åbenbart været afholdt manøvrer i Maxens umiddelbare nærhed, med indkvartering på M. til følge.
Besuch des Kronprinzen* : kronprins Albert* (1828-1902), søn af kong Johann* , sachsisk konge fra 1873 til sin død.
ob Sie von Dickens* nun einen Brief erhalten: efter besøget hos Charles Dickens* (1812-70) og dennes familie i sommeren 1857 var det HCA magtpåliggende at opretholde en korrespondance-forbindelse med CD* . Han skrev et "tak for sidst"-brev fra Maxen 1/8 1857, BrevID 8599 og da CD* ikke reagerede, endnu ét. HCA har åbenbart hos FrS efterlyst et svar fra CD* , men det indtraf først i Kbh. 12/9, jf. Dbg. IV, 289. BrevID 17933 jf.også Elias Bredsdorff* , H. C. Andersen og Charles Dickens* . Et Venskab og dets Opløsning, 1951, p. 128 ff.
Caroline* , meine Schwägerin: jf. note til BrevID 6265.
Dingelstedts* Festspiel: til festforestillingen på Weimars teater havde den tyske digter Franz von Dingelstedt* (1814-81) i anledning af 100-året for storhertug Carl Augusts* fødsel skrevet et forspil, kaldet "Der Erntekranz", jf. Dbg. IV, 285. FvD* havde tidl. været intendant ved teatret i München, fik i 1857 samme stilling i Weimar, hvor han blev til 1867, og han sluttede af med lederstillingen ved Burgteatret i Wien.
Carl August* : CA* (1757-1828), hertug af Sachsen-Weimar und Eisenach fra 1758, storhertug 1815.
Rauch* : den tyske billedhugger C. D. Rauch* (1777-1857), hvis mest bekendte arbejde er rytterstatuen af Frederik den Store* i Berlin, som HCA havde beset under sit korte besøg dér 1/7 1855.
Hähnel* : Ernst Julius Hähnel* (1811-91), tysk billedhugger, knyttet til Dresden og æresmedlem af dettes kunstakademi.
Quelle Egerias: kilde i Rom, med navn af kildegudinden E., der dyrkedes i en lund ved Via Appia, uden for Rom.
den Namen Vogel* : den nævnte Vogel* må være den tidl. livlæge, Dr. Vogel* i Weimar, jf. BrevID 7836. Vogel* havde tidl. været gift med komponisten Adolf von Henselts* hustru, Rosalie H.*
Gr. Henckel* : greve Leo Henckel von Donnersmark* (1829-95), adjudant hos storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar.
17.09.1857 Dagbogsuddrag 17.9.1857: Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22355 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
26.09.1857
Dato : 1857-09-26
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bester Herr Andersen!
Ich darf Sie wohl nicht mehr mit dem theuren Namen Freund anreden, da Sie mir nicht "die Freundin" erwiedern [sic] wollen! Wir sind in steter, ängstlicher Sorge um Sie. Unsren Schreck, als wir erfuhren die Cholera herrsche dort, kann ich nicht sagen und hätte ich die Nachricht gehabt, ehe Sie Weimar verlaßen, ich hätte sofort Ihnen geschrieben, Sie möchten zu uns zurück kehren, und für den Winter eine Wohnung in Dresden suchen. Und noch ist es Zeit, wissen Sie, daß Graf Moltke* sich für 6 Monat hier eingemiethet, der Graf* reisete deßhalb durch Dresden, und die Gräfin* kommt Mitte den Octbr. Ungeachtet ihres schönen Glorups, ungeachtet ihrer fürstl. Wohnung in Paris, ziehen sie Dresden vor. – Im Dcbr kommt auch der Graf* ./. nach Dresden, und welche Freude wenn Sie ihn begleiteten, ich suchte dann für Sie gegenüber bey der Bertelem* eine kleine Wohnung. Denken Sie Montag den 28st. ist eine gr. Revue des ganzen Militairs. Dazu kommt, der Herzog, von Altenburg* , Coburg* , Nassau* – Prinz v. Preussen* , König v. Würtemberg* – von Hessen* , und der Gr. H. von Weimar!* Und ich bin ihm so ferne, nur vielleicht im Theater sehe ich ihn von Weitem! Haben Sie ihm nicht zugeredet, Andersens Baum aufzusuchen, gewiß ist in Wesenstein gr. Diner der fremden Fürsten und er kommt in die Nähe von Maxen!. – Heute ist unsre Einquartirung fort – nachdem sie uns Gestern Abend ein herrliches Ständchen, von 12 Blas Instrumenten bringen ließen. Die letzten Tage war tägl. b[e]y uns Officier Diners, die Obersten und Generäle kamen zum Dejeuner und der Kronprinz* selbst besuchte Maxen bey den ./. Manövern. Ich konnte selbst nicht den Tag zur Stadt wo Graf Moltke* seine Ankunft mir gemeldet – und ihm beim Suchen der Wohnung behülflich sein, nicht das Concert des General von Levoff* besuchen, wozu er uns eingeladen und seine Compositionen vortrug; aber Morgen will ich zur Stadt, und vielleicht sehe ich die Fürsten im Theater. Recht in Sorge bin ich um meinen Mann, er hat immer Entzündung der Limphe im Fuß, sieht sehr bleich aus und matt und angegriffen, Sie können denken, daß mir da alle Reisepläne vergehen, obgleich ich wieder an den starken Herzschlägen und Husten leide! –
Die Generalin v. Vogel* hat mich sehr erfreut, indem Sie [sic] mir ihre Photografie und sehr ähnlich und hübsch, schön eingerahmt, schickte!- – Es beglückt doch, wenn man fühlt – ein Herz fühlt so innig und warm und treu und unverändert, und Ida* hängt an mir mit ganzer Seele! –
Käme Eliza* , und die Goethe nicht* , ich bliebe am ./. liebsten in Maxen den Winter, beide aber rechnen auf mich. Gutzkow* ist in Rom, und hat endl. seinen Wunsch erreicht. Nun vertrauen Sie wieder der Ordnung im Maxner Hause, da kein Brief an Dickens* verloren gegangen. Sternbergs* 3ter Band, Erinnerungsblätter ist in Preussen (Berlin) confiscirt. Das Märchen von dem König war gar zu arg und sein Persifliren des Fürsten Püchler* und andrer Notabilitäten! –
Es thut mir so schmerzlich weh, wenn ich auch bey Gelegenheit des Festes, über den Gr. Herzog* so harte Urtheile höre, wie wenig er populair, und liebenswürdig gegen andre Gelehrte gewesen, wie falsch die Einrichtungen beim Feste gewesen, daß die ersten litterarischen Notabilitäten gefehlt – und Äußerungen die er bey dieser Gelegenheit gethan hätte, die ihn geistig herabziehen.
Ach, wie sehne ich mich zu hören, ob sie außer dem Bereich der Cholera, ob Sie sich wohl fühlen und vielleicht gar, an einen Aufenthalt in Dresden denken. Leben Sie wohl, das ganze Maxner Haus grüßt
Ihre ergebne Fr.
Maxen den 26. Sptbr.[1857]
Bedste hr. Andersen
Jeg må vel ikke mere tiltale Dem med det dyrebare navn ven, da De ikke vil tiltale mig med "veninde". Vi er i vedvarende, ængstelig bekymring for Dem. Vores skræk, da vi erfarede, at koleraen herskede der, kan jeg ikke beskrive, og havde jeg vidst det, før De forlod Weimar, så havde jeg straks skrevet til Dem. De havde kunnet vende tilbage til os, og finde en bolig i Dresden for vinteren. Og der er endnu tid, ved De, at grev Moltke* har lejet sig ind her for 6 måneder, greven* rejste derfor gennem Dresden og grevinden* kommer i midten af oktober. Til trods for det skønne Glorup, til trods for deres fyrstelige bolig i Paris foretrækker de Dresden. I december kommer også greven* til Dresden, og hvilken glæde ville det være, hvis De ledsager ham, jeg vil da til Dem søge en lille bolig hos Bertelems* . Tænk Dem mandag den 28. er der en stor militærmønstring. Dertil kommer hertugen, fra Altenburg* , Coburg* , Nassau* , prinsen af Preussen* , Kongen af Würtemberg* – af Hessen* og storhertugen* fra Weimar! Og jeg er så fjernt fra ham, kun evt. i teatret ser jeg ham på afstand. Har De ikke talt med ham om at opsøge Andersens træ, der er helt sikkert stor dinér i Wesenstein for de fremmede fyrster, og så kommer han i nærheden af Maxen! – I dag drager vores indkvartering videre – efter at de i aftes lod os bringe en lille serenade med 12 blæseinstrumenter. De sidste dage var her dagligt officersmiddage hos os, oberster og generaler kom til frokost, og kronprinsen* selv besøgte Maxen under manøvrerne. Jeg selv kunne ikke komme til byen den dag, hvor grevMoltke* havde meldt sin ankomst til mig – og være ham behjælpelig med at finde en bolig, kunne ikke overvære koncerten med general von Levoff* , hvortil han havde indbudt os og opførte sine kompositioner, men i morgen vil jeg til byen og måske ser jeg fyrsterne i teatret. Jeg er ret bekymret for min mand, han har hele tiden betændelse i lymfen i foden, ser meget bleg ud og er mat og angrebet. De kan tænke Dem, at jeg opgiver alle rejseplaner, fordi om jeg igen lider af stærk hjertebanken og hoste.
Generalinde v. Vogel* har glædet mig meget, idet [De] hun har sendt mig Deres foto, som er meget vellignende og nydeligt. – Man bliver dog glad, når man føler, at et hjerte så inderligt og varmt er tro og uforandret, og Ida* er knyttet til mig med sin hele sjæl.
Hvis Eliza* og Fru Goethe* ikke kom, blev jeg helst i Maxen i vinter, men begge regner med mig. Gutzkow* er i Rom og har endelig fået sit ønske opfyldt. Nu må De igen tro på ordenen i Maxen-hjemmet, da intet brev til Dickens* er gået tabt. Sternbergs* 3 bind af erindringsblade er blevet konfiskeret i Preussen (Berlin). Eventyret om kongen og hans persiflage af fyrstenPückler* og andre notabiliteter var for ondt.
Det gør mig så smerteligt ondt, når jeg også i anledningen af festen hører så hårde domme om storhertugen* , hvor lidt populær og elskværdig mod andre lærde, hvor forkert alle arrangementerne ved festen har været, at de største litterære notabiliteter manglede, og ytringer, som han ved denne lejlighed har gjort, som trækker ham ned åndeligt.
Ak, hvor jeg længes efter at høre, om De er uden for koleraområdet, om De føler Dem vel og måske endda tænker på et ophold i Dresden. Lev vel, hele Maxen-huset hilser
BrevID 8670: FrS-brev af 26/9 1857 (Collin XI, 8/109, billedid 4848-51).
bey der Bertelem* : formentlig en nabo el. genbo i Dresdens Amalienstraße [Dresdner Adressbuch 1857 oplyser, at F. Berthelen* er "Arzts Witwe" og bor Amalienstr. 1
der Herzog von Altenburg, Coburg etc: de i manøvrerne deltagende tyske fyrster var hertug Joseph af Sachsen-Altenburg* (1789-1868); hertug Ernst II af Sachsen-Coburg und Gotha* (1844-93), hertug Adolf af Nassau* (1817-1905), afsat i 1866, men fra 1890 storhertug af Luxemburg; prins Wilhelm af Preussen* (1797-88), fra 1861 konge af P., fra 1871 tysk kejser; kong Wilhelm I af Württemberg* (1781-1864); kurfyrste af Hessen-Kassel (Kurhessen) Friedrich Wilhelm* , afsat 1866 og storhertugen af Sachsen-Weimar und Eisenach* .
Wesenstein: navnet staves normalt Weesenstein. Det blev i 1830 erhvervet som den sachsiske kongefamilies private ejendom. Kong Johann* foretrak Weesenstein frem for Pillnitz som sommerresidens. Afstanden mellem Weesenstein og Maxen er ganske ringe.
General von Levoff* : denne general og komponist, hvis navn lyder russisk, kan ikke identificeres.
Gutzkow* ist in Rom: Gutzkow var rejst til Italien for at arbejde på sin store roman "Die Zauberer von Rom".
Fürsten Püchler* : fyrst Hermann Pückler-Muskau* (1785-1871), tysk forfatter og havearkitekt, jf. note til BrevID 16985.
26.10.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Verehrter, theurer Freund!
Mit Angst und Sorge sendete ich meine Gedanken zu Ihnen, ich wußte nicht, wo Sie waren, wußte die Cholera im Lande wo Sie weilten, und keine Heile Nachricht beruhigte uns, unbeantwortet blieb mein Brief! Gott lob, Sie sind wohl und wohnen wieder in Copenhagen, und die böse Krankheit hat sich verloren! –
Hier ist dann auch Manches Trübe und Freudige vorgekommen; als ich von der Taufe des 2t Sohnes* meines Carls* zurück kam, fand ich 2 Zeilen von Sigwald* , welcher angstvoll mich hin berief wo ich seinen Papa* , von einer schlagähnlichen Lähmung wie eine lebendige Leiche fand. Er erkannte mich sofort, ergriff meine Hände, und nun sprach er mir Mittheilungen unverständlich fort – als ich gehen wollte, hielt er mich fest, und stieß heraus, Bleiben, Bleiben! Da bin ich denn auch nicht gewichen, und als er am andern Morgen die Augen schloß, half ich Sigwald* über die schweren Pflichten der Bestattung und Allem Schweren was ./. dabey vorkommt, herzenswarm und theilnehmend hinweg!. Auch hier erkannte ich, welch tiefes und schönes Gemüth Sigwald* besitzt, und liebe ihn beinahe noch mehr! – Es starb mit Dahl* ein wahrer Künstler, und ein braver herrlicher Mensch! – Kaum nach Maxen zurück, rief mich die Ankunft der Gräfin Moltke* wieder zur Stadt! – Ich sitze nun bey ihr, und wir sprechen von ihrer geschiedenen Bertha* – und sie weint sich aus, und Abends kommt sie zu mir, und ich bemühe mich sie mit allerhand zu zerstreuen – und wenn sie sagt "Fritze, Sie sind mir ein Trost, eine Wohlthat und Hülfe["], sie hat mich wahrhaft lieb, – da freue ich mich – daß unsre Kameradschaft doch etwas Schönes und ein Segen geworden ist! -
Die Göthe* ist recht wohl – und ich werde mich ausschließend diesen Winter in dem Umgang Beider, die mir so innig werth sind, theilen!
Und noch etwas! – Denken Sie, als der Gr. Herz.* v. Weimar in Dresden war, hatte ./. er an mich, einen lieben, schmeichelhaften Brief geschrieben, worinnen er den Wunsch aussprach mein Mann kennen zu lernen, der sich darauf natürl. hätte vorstellen müßen lassen. Der Brief war in Maxen bey uns geblieben weil man mich tägl. zurück erwartete, da war der Herzogs Herzog* abgereiset und die Zeit versäumet. Natürlich schrieb ich sofort und entschuldigte mich, darauf kam eine telegrafische Depeche, die Serre nach Weimar berief. Dort wurde er sofort zum Diner eingeladen, es war zum Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hrn von Schröter* – ganz entzückt kam er von der Liebenswürdigkeit des Herzogs* und besonders von der Freundlichkeit und Güte der Herzogin* zurück. Sehen Sie, was mein Begegnen für Folgen hat? Der Gr. Herz.* schreibt – er würde es nie vergessen, er wollte auch in Anlegenheiten der Schiller* stiftung mit Serre sprechen! – Liszt* gibt den 8 Nvbr. hier ein Concert, und führt seine Faust Simphonie auf, worüber einstimmig nicht vortheilhaft gesprochen wird. Clara Schumann* und Joachim* , geben Morgen Concert. Ich bin in der Stadt, weil die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* hier zum Besuch ./. Warum schreiben Sie immer noch einmal in dem Brief am Ende, die Addresse auf meinen Briefe an mich? – Endlich aber einmal die liebe Anrede an welche ich von meinen Freunden, z.B. auch Carus* gewöhnt bin, und die ich so liebe, und ich fühlte, von diesem Ein Brief allein, wo die Gedanken hingeworfen wie sie aus der Seele fließen sind, hat Werth, ist er berechnet als Autografie – so läßt er kalt und ist kalt. – Ein Brief nur für den berechnet an welchen er gerichtet, muß sein ausschließendes Eigenthum bleiben. – so denke, so handle ich
Im Decbr, ich glaube den 15t kommt Graf Moltke* , wie schön wäre es, wenn Sie ihn begleiteten, und das Weihnachtfest einmal mit uns zubrächten, überlegen Sie es! – Deckens* * * * können sich auch nicht beruhigen daß aus Ihrer Lecture bey der Königin Marie* nichts geworden, aber an ihnen läge nicht der Schuld, sie hatten sich alle Mühe darum gegeben! – so sagte mir Sigwald* ! – Frau von Berge* ist glücklich von ihrer Hochzeit-Reise zurück! – Sigwald* trug mir auf ihn zu entschuldigen, daß er nicht selbst geschrieben, er ist so beschäftigt mit dem Nachlaß und hat so entzündete Augen! – Behüthe Sie Gott! -
[i margenen, p. 2:] Von Allen Grüße! In Treue Ihre Fr Serre
[i margenen, p. 4:] Ich zähle die Tage wo ich eine Nachricht von Ihnen haben kann
Dresden den 26 Octbr.[18]57
Ærede, dyrebare ven!
Med angst og bekymring sendte jeg mine tanker til Dem, jeg vidste ikke, hvor De var, vidste at der var kolera på landet, hvor De opholdt Dem, og ingen sund efterretning beroligede os, mit brev forblev ubesvaret! Gud ske lov, at De er vel og igen bor i København og den onde sygdom er aftaget!
Her er da også forekommet meget trist og glædeligt, da jeg kom tilbage fra dåben af min Carls* anden søn* fandt jeg to linier fra Sigwald* , som angstfuldt kaldte mig derhen, hvor jeg fandt hans fader* som et levende lig, ramt af en slagtilfældelignende lammelse. Han genkendte mig straks, greb mine hænder, og nu gav han mig uforståelige beskeder – da jeg ville gå, holdt han mig fast og fremstødte: bliv, bliv! Da kunne jeg ikke forlade ham, og da han næste morgen lukkede øjnene, hjalp jeg med hjerte og deltagelse Sigwald* med de tunge pligter med begravelsen og alt vanskeligt, som forekommer i den forbindelse. Også her følte jeg, hvilket smukt og dybt gemytSigwald* ejer, og jeg holder næsten endnu mere af ham! Med Dahl* døde en sand kunstner, og et bravt, herligt menneske!
Jeg var kun lige vendt retur til Maxen, før grevinde Moltke* igen kaldte mig til byen. – Jeg sidder nu hos hende, og vi taler om Bertha* , som hun har mistet – og hun græder meget, og om aftenen kommer hun til mig, og jeg anstrenger mig for på alle måder at adsprede hende – og når hun siger: "Fritze, De er mig en trøst, en velgerning og en hjælp", hun holder i sandhed af mig – da glæder jeg mig – at vort venskab er blevet til noget skønt og en velsignelse.
Fru Goethe* har det rigtig godt – og jeg vil denne vinter udelukkende vie min opmærksomhed til begges omgang, da de er mig så dyrebare.
Og endnu en ting: – Tænk Dem, da storhertugen* fra Weimar var i Dresden, havde han skrevet et smigrende brev til mig, hvori han udtalte ønsket om at lære min mand at kende, og han måtte derefter naturligvis præsentere sig. Brevet var blevet i Maxen hos os, fordi man dagligt ventede ham tilbage, og da var hertugen* rejst og tiden forpasset. Naturligvis skrev jeg straks og undskyldte mig, derpå kom telegrafbud, som kaldte Serre til Weimar. Der blev han straks indbudt til dinér, det var til afskedsmiddag for den russiske gesandt hr. von Schröter* –han kom tilbage fra hertugen* og var ganske henrykt over hertugens* venlighed og hertugindens* godhed. Ser De hvilke konsekvenser mit møde har? Storhertugen* skriver – det ville han aldrig glemme, han ville også tale med Serre om sager omkring Schiller* stiftelsen! – Liszt* giver den 8. november her en koncert, og opfører sin Faust symfoni, hvorom man enstemmigt taler ufordelagtigt. Clara Schumannn* og Joachim* giver koncert i morgen. Jeg er i byen, fordi Helene fra Cösens moder og datteren Ottilie* er her i besøg. Hvorfor skriver De endnu en gang i slutningen af brevet adressen på breve til mig? Men endelig må De engang [benytte] tiltalen kære, som jeg [altid benytter] til venner, f.eks. Carus* og som jeg holder så meget af, og jeg følte, at bare et brev, hvor tankerne flyder som kommer de direkte fra sjælen, har værdi, er det beregnet som autograf, så virker det koldt og er koldt. Et brev er kun beregnet til den, som det er stilet til, må være hans eksklusive ejendom – således tænker og handler jeg.
I december, jeg tror den 15. kommer grev Moltke* , hvor skønt ville det være, hvis De ledsagede ham og engang tilbragte julefesten sammen med os, overvej det! – Deckens* * * * kan heller ikke beroliges med, at der ikke er blevet noget ud af Deres lektyre hos dronning Marie* , men det er ikke deres skyld, de har gjort sig store anstrengelser derfor! – Det sagde Sigwald* til mig! – Fru von Berge* er lykkelig tilbage fra sin bryllupsrejse! Sigwald* bad mig undskylde, at han ikke selv skrev, han har så travlt med [faderens] dødsbo og har helt betændte øjne! Gud bevare Dem.
[i margenen, p. 2:] Hilsener fra alle. I troskab Deres Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Jeg tæller dagene, til jeg kan få efterretning fra Dem.
BrevID 8705: FrS-brev af 26/10 1857 (Collin XI, 15/220, billedid 5236-39).
der Taufe des 2ten Sohnes meines Carls* : adoptivsønnen Carl Serres* søn nr. 2, Anton Serre* (1857-1931).
ihrer geschiedenen Bertha* : ægteparret Moltke-Huitfeldt* * mistede i 1857 datteren Bertha M-H* , g.m. Luigi di Ferrari Corbelli* .
Abschieds Diner des rußischen Gesandten Hr. von Schröter* : Andreas von Schröder* (1776-58) havde i mangfoldige år været russisk gesandt i Dresden.
Liszt* … seine Faust Simphonie: den ungarske klavervirtuos og komponist Franz Liszt* (1811-86) fik sin Faust Symfoni førsteopført i Weimar 5/9 1857 ved indvielsen af monumentet for Goethe* og Schiller* , men først efter at HCA havde forladt Weimar.
Clara Schumann* und Joachim* : Joseph Joachim* (1831-1907), tysk violinvirtuos og komponist.
die Mutter der Helene aus Cösen, und ihre Tochter Ottilie* : kan ikke identificeres.
die liebe Anrede: HCA har utvivlsomt i sit forudgående brev til FrS benyttet tiltalen "Liebe Freundin", jf. FrS.s skose i BrevID 8670.
der Königin Marie* : der har åbenbart været tale om en oplæsning ved HCA for dronning Marie af Sachsen* (1805-77), enken efter kong Friedrich August II* af Sachsen. Den blev der imidlertid intet ud af.
01.11.1857 Almanak: Brev til Fru Serre i Dresden (efterretning om at i de sidste Dage er paa Hospitalet 7 angrebne af Cholera)
(BrevID 22451 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
22.11.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 22 st. Novbr [1857]
Theurer verehrter Freund!
Sie sind besorgt, daß Ihre Briefe nicht angekommen, aber ich habe sie Alle erhalten. Glauben Sie nicht an Unordnung mit Briefen von Maxen aus, die Expedition hat dafür Caution gestellt, aber, auf unsern Posten werden die Briefe nicht mehr mit Addressen eingetragen, daher auch [overstreget: nicht] reccomandirte [sic] Geldbriefe öfters spurlos verschwunden sind! – Wir denken Ihrer in Liebe und Treue, und jetzt, bey der Anwesenheit von Liszt* der uns mit der Fürstin Wittgenstein* und ihrer Tochter* besuchten sprach ich viel mit ihm über Sie! – Ich fuhr zur Stadt um der Aufführung von Liszt Musik* beizuwohnen – das ganze Orchester war auf der Bühne, und er dirigirte am Notenpult. Seine Composition, erklärten mir die Musiker vom Fach, überstürzen alle Regeln, der bis jetzt ./. gehabten und benutzten Grammatik, anstatt in Harmonien bewegt er sich fortwährend in Dissonanzen. Er nennt es Zukunftsmusik – doch da solche unschön ist wird sie es schwerlich werden. Auch wurde er nur von seiner kleinen Parthei beklatscht – das Publikum war still und kalt, ja zischte einmal. Er führte den entfesselten Prometheus auf, wo ein Hirtenchor sehr gefiel und Dantens* Hölle – [overstreget: was] gar nicht applaudirt wurde. Ich fuhr zur Stadt, und gab ihnen eine kleine Soirée, nachdem ich den Abend vorher, sie bey Carus* gefunden wo die Fürstin* ungemein freundlich und zuvorkommend zu mir war. Sonderbar, daß bey berühmten Leuten, ein solches Verhältniß durchgeht – sie nennt ihn Du, behandelt ihn als Eheherrn, und ihre und seine Zimmer vereinigt eine Thüre! -
Nächsten Freitag gibt Jenny Lind* , im Hôtel de Saxe ein Concert, das 1ste in Dresden. Auch Joachim* , und Clara Schuman[n]* geben 2 musical. Soiréen und noch vor dem Fest erwartet man Herrn von Bülow* , Liszts* Schwiegersohn* , den er mir ordentlich an das Herz gelegt. Liszt* sagte ./. ganz laut, das Clavierspielen haßte er, und langweilte ihn, er wollte nur noch schaffen! Er sprach daß er das Leben der heilg. Elisabeth vor hätte, aber nicht melodramisch – ohne Declamation, nur mit Chören und Roquette* dichtete den Text dazu.
Denken Sie nur, der arme Schullehrer Kreissig* , den ich zu seinem Beruf erzogen – und den Sie mit einem Buche beglückten, hat mehrere Anfälle von Blutstürze gehabt, sich in seiner Schule zu viel angestrengt, und der Arzt fürchtet, daß er nicht hergestellt wird. Der Arme! –
Heinrich Riccius* der in Kölln Concertm. war, hat einen Ruf nach London bekommen, ist dort als Professor sehr gut bey einem königl. Institut angestellt.
Noch immer bin ich in Maxen, das Wetter ist so schön, Frau v. Berge* verreiset – und mein Mann entbehrt mich nicht gern, besonders Abends. So kann ich die liebe Gräfin Eliza* nicht sehen, die ganz zurückgezogen lebt, und doch recht kränklich ist und leidend und gar zu gern Abends ganz allein bey mir Thee trinkt – oder mich b[e]y sich hat! – Auerbach* hat, ich weiß nicht, die wie viel Ausgabe von Barfüssele, und 2 200 rh damit verdient. Jetzt gibt er einen Volks Kalender heraus, er schickte mir die ersten Aushängeblätter, da fanden wir über Gellert* eine rührende Geschichte! Ich machte mir den Spaß, eins meiner Mädchen wie eine Bäuerin anzuziehen, einen Tragkorb auf den Rücken, darin in einem Neste eine fette Gans und darüber 3 große Kuchen, sie klingelte, ließ sich Auerbach* herausrufen, sagte, sie wäre Christophs Frau – und weil ./. weil [sic] er ihr Herze mit dem Gellert* gar so sehr gerührt, brächte sie ihm die fettste Gans, und warmen Kirmeßkuchen zum Geschenke! Da hat er später erfahren, wer die Frau ist und mir einen reizenden Brief geschrieben! –
Ihr Sein oder nicht Sein, natürl. nicht mein Exemplar habe ich, in die Schweitz nach Vevay geschickt zum Gebt. der Frau v. Schwanenfeld* , die Sie ja von Rom kennen, und die sich unendl. darüber gefreut! –
Heute stand in den Zeitungen, von dem Bischof Ernst* zu Brünn, angezeigt, ein Wunder! Ein blindes Mädchen mit dem Kinnkrampf noch behaftet, hätte ein Fläschchen mit dem Taufenden Öhl der h. Walpurgis, gläubig zum Munde geführt und wäre augenblicklich sehend geworden! Ist es mögl. solche öfftl. Bekanntmachung in unsrer Zeit? –
Wo und wie werden Sie das Fest verbringen? – Sehen Sie Graf Moltke* ? Wie lebt er so einsam in Glorup – ist Frau v. Scavenius mit ihrer hübschen engl. Gouvernante dort, wenigstens sprach die Gräfin davon.
Wir richten unsren Kalender immer jährlich nach Ihrem Kommen ein, da ist unser Fest, da beginnen wir das neue, schöne Jahr, möchten Sie uns nicht fehlen! Mein Mann, Margaret* , Minna* rufen mir Grüße zu – ich aber drücke Ihre Hände in alter Verehrung und Liebe
Fr.
[tilføjelse, p. 4:] Das Salz was die Generalin* Ihnen schickte, nimmt man in einem Kaffelöffel trocken ein, trinkt Wasser nach wie Brausepulver, nach dem Eßen, oder hat man Magen Beschwerde die meist von Säure herrührt. Es löset die Säure und die Fettbestandtheile auf, und ist nichts anders, als Kohlensaures Natrum mit etwas Kochsalz !- .
[tilføjelse, p. 2:] Hat denn Dickens* auf Margaret* Billet keine Handschrift für mich geschickt, und was hat er jetzt unter der Feder? – Werden Sie nicht Ihre Perlenschnur fortsetzen? – Die Henselt* schreibt aus Gersdorf, warum ich ihr, Ihr Sein p.p. nicht schickte, was Sie ihr versprochen mir zu übergeben..
[tilføjelse, p. 3 og p. 2:] Lachen Sie nicht, wenn ich die Addresse berichtige; Major ist der niedrigste Hofrang hier. und hat dadurch als Adel = Hochwohlgeborenen – Sie wissen, wie lächerlich Alles dies, aber als Ausländer berichte ich es, hat Jemand einen Orden hierzu, hat er auch Hochwohlgeboren und Adelsrang.
Søndag den 22. novbr [1857]
Dyrebare, ærede ven!
De er bekymret, at Deres breve ikke er ankommet, men jeg har modtaget dem alle, de må ikke tro på uorden med breve fra Maxen, ekspeditionen har indført kaution for dem, men på vores postkontor bliver brevene ikke indført med adresser, fordi endog anbefalede pengebreve ofte sporløst forsvandt! – Vi tænker på Dem med kærlighed og troskab, og nu, hvor Liszt* var her med fyrstinde Witgenstein* og hendes datter* , talte vi meget med ham om Dem! – Jeg tog til byen for at overvære opførelsen af Liszts* musik – hele orkestret var på scenen, og han dirigerede sin komposition fra nodestativet, musikerne forklarede mig, at han forkastede alle regler, som hidtil havde været – og i stedet for harmonier bevæger han sig stadig i dissonanser. Han kalder det fremtidsmusik, men da den er uskøn, vil den næppe blive det. Der var også kun en lille del, der klappede af ham – publikum var stille og kold, ja hviskede også engang. Han opførte den løsladte Prometheus, hvor et hyrdekor behagede meget og Dantes* helvede, som man slet ikke klappede af. Jeg tog til byen og gav en lille soiré for dem, efter at jeg aftenen før havde mødt dem hos Carus* , hvor fyrstinden* var ualmindeligt venlig og imødekommende mod mig. Sært, ved berømte folk, at de gennemgår et sådant forhold – hun tiltaler ham du, behandler ham som ægtemage og hans og hendes værelse er adskilt ved en dør!
Næste fredag giver Jenny Lind* , i Hotel de Saxe en koncert, den første i Dresden. Også Joachim* og Clara Schumann* giver 2 musikalske soiréer og endnu før festen venter man hr von Bülow* , Liszts* svigersøn* , hvilket han har lagt mig meget på sinde.
Liszt* sagde højt, at han hadede klaverspil og det kedede ham, han ville kun skabe noget. Han udtalte, at han arbejdede med den hellige Elisabeth, men ikke melodramatisk, uden deklamation, kun med kor og at Roquette* digtede teksten dertil.
Tænk Dem blot, den stakkels skolelærer Kreissig* , som jeg hjulpet til hans uddannelse, og som De glædede med en bog, har haft flere anfald med blodstyrtning, har anstrengt sig for meget i sin skole, og lægen frygter, at han ikke kan komme sig. Stakkel!
Heinrich Riccius* , som var koncertmester i Kölln, har fået et kald i London, er der blevet virkelig godt ansat som professor ved et kgl. institut.
Jeg er stadig i Maxen, vejret er så smukt, fru v. Berge* er rejst – og min mand undværer mig ikke gerne, især om aftenen. Derfor kan jeg ikke se den kære grevinde Eliza* , som lever helt tilbagetrukket, og er ganske sygelig og lidende og gerne drikker te alene hos mig om aftenen – eller jeg hos hende! Auerbach* har udgivet jeg ved ikke hvor mange oplag af Barfüssele, og tjent 2-300 rigsdaler derved. Nu udgiver han en folkekalender, han sendte mig de første udhængsblade, der var en rørende historie om Gellert* ! Jeg morede mig ved at klæde en af mine piger på som en bondekone, give hende en bærekurv på ryggen, med fed gås i en rede og derover 3 store kager, hun ringede på, lod Auerbach* hidkalde, sagde, at hun var Christophs [Gellerts] kone, og fordi han havde rørt hendes hjerte så dybt med [historien om] Gellert* , bragte hun ham den fedeste gås, og gav ham varme kirkemarkedskager. Da erfarede han senere, hvem konen var og sendte mig et henrivende brev!
Deres Sein oder nicht Sein, naturligvis ikke mit eksemplar, har jeg sendt til Schweiz til Vevay til fru von Schwanenfelds* fødselsdag, De kender hende jo fra Rom, og hun har glædet sig uendeligt derover!
I dag stod i aviserne om biskop Ernst til Brünn* har anmeldt et under. En blind pige med hagekrampe havde ført en flaske med dåbsolien fra den hellige Valborg til munden og var øjeblikkeligt blevet seende! Er det muligt med sådanne offentlige bekendtgørelser i vor tid? –
Hvor og hvordan vil De fejre festen – ser De grev Moltke* ? Hvordan lever han i ensomhed i Glorup – er fru Scavenius* med sin søde engelske guvernante* der – det talte grevinden* i det mindste om.
Vi indretter årligt vores kalender efter Deres ankomst, så har vi fest, så begynder det skønne, nye år, gid De heller ikke må mangle dér. Min mand, Margaret* , Minna* , råber hilsner til Dem – men jeg trykker Deres hænder i gammel ærbødighed og kærlighed.
[tilføjelse, p. 4:]: Saltet, som generalinden* sendte Dem, indtager man tørt på en teske, drikker vand til som et brusepulver, efter maden, eller hvis man har mavebesvær, som stammer fra syre. Det opløser syren og fedtbestanddelene og er ikke andet en kulsurt natron med noget kogesalt.
[tilføjelse, p. 2:] Har Dickens* ikke sendt en håndskrift til mig på Margarets* lille hilsen – og hvad arbejder han med nu? Vil De ikke fortsætte Deres perlesnor? Fru Henselt* skriver fra Gersdorf, hvorfor jeg ikke sendte Deres Sein osv., som De havde lovet mig.
[tilføjelse, p. 3-2:] Le ikke, når jeg retter adressen. Major er den laveste hofrang her og har derfor [tilføjelsen] adel – højvelbåren – De ved, hvor latterligt alt dette er, men som udlænding synes jeg det er korrekt, har nogen desuden en orden, har han også ret til højvelbåren og adelsrang.
BrevID 8736: FrS-brev af 22/11 1857 (Collin, 11/156, billedid 4978-81).
Liszt* … mit der Fürstin* und ihrer Tochter* : Franz Liszt* levede i adskillige år sammen med fyrstinde Caroline zu Sayn-Wittgenstein* (1819-87). Begge var troende katolikker, men paven nægtede sin tilladelse til ophævelse af deres tidl. ægteskaber. I sit 1. ægteskab havde fyrstinden datteren Marie zu Sayn-Wittgenstein* (1837-1920), g. 1859 m. prins Konstantin zu Hohenlohe-Schillingsfürst* .
Zukunftsmusik: betegnelsen Zukunftsmusik forbindes mest med Richard Wagners* navn, men allerede tidligere havde komponister som Chopin* , Liszt* og Berlioz* opfattet sig som Zukunftsmusikere.
Prometheus: Franz Liszt* komponerede "Prometheus" som nr. 5 af sine 12 symfoniske digte. Det stammer fra 1850, men FL* reviderede P. i 1855, så det er nok denne version, FrS har hørt
Dantens* Hölle: Franz Liszts* " Dante* Symfoni" fik sin førstopførelse i Dresden nov. 1857, altså den koncert, som FrS var taget fra Maxen til Dresden for at høre. Symfoniens 1. del er inspireret af Dante Alighieris* beskrivelse af helvede i hans "Divina Commedia".
Jenny Lind* … Hôtel de Saxe: efter at JL* havde trukket sig tilbage fra scenen, gav hun kun koncerter, hvor indtægten gik til velgørende formål. Det mondæne Hôtel de Saxe lå – og ligger stadig – på Neumarkt i Dresden.
Joachim* und Clara Schumann* : allerede før Robert Schumanns* død, var violinisten Joseph Joachim* (1831-1907) blevet en ven af familien S. Senere koncerterede han og CS* ofte sammen rundt omkring i Europa. –
Herrn von Bülow* : pianisten og dirigenten Hans von Bülow* (1830-94) ægtede i 1857 Liszts* datter Cosima L.* (1837-1930), som imidlertid forlod ham og sluttede sig til Richard Wagner* , først som elskerinde, siden som hustru.
das Leben der heilg. Elisabeth: Franz Liszts* oratorium "Die Legende der heiligen Elisabeth" blev påbegyndt 1857-58 og færdiggjort i Rom 1862. Førsteopførelsen var planlagt til at finde sted på Wartburg, men blev det i Budapest 1865 og opført året efter i München, med Hans von Bülow* som dirigent. Librettoen skyldes digteren Otto Roquette* (1824-96), der i 1857 underviste i Dresden.
Kreissig* : Wikipedia oplyser under sønnen Martin Kreisig* (1856-1940), at dennes fader, Christian Gottlob Kreisig* , var "Schulmeister" i Maxen og at han havde snæver kontakt til ægteparret Serre. CGK* skal have modtaget klaverundervisning af Robert Schumann* under et af dennes ophold på Maxen. FrS opfatttede CGK* som en plejesøn og sørgede i 1865 for, han blev optaget i Pestalozzi Stift Dresden. C.G. Kreisig* døde, da Martin* var 7 år – dvs. 1863.
Auerbach* : jf. BrevID 7231. Auerbachs* værk "Barfüssele" (1856), som har undertitlen "Eine schwarzwälder Dorfgeschichte", opnåede samme popularitet som hovedværket "Schwarzwälder Dorfgeschichten" (1843) og udkom i talrige udgaver, jf. BrevID 7231.
Gellert* : C. F. Gellert* (1715-69), tysk digter.
Kirmeßkuchen: kirkemarkeds-kage – specialitet for Thüringen og Sachsen.
Graf Moltke* … einsam in Glorup: når grev Moltke-Huitfeldt* var i Danmark, levede han som regel ensomt på Glorup, al den stund hans hustru, grevinde Eliza M-H foretrak* at leve i Paris eller Dresden og børnene* * * var fløjet fra reden.
Bischof Ernst* zu Brünn: den bøhmiske greve Anton Ernst von Schaffgotsch* (1804-70) virkede fra 1841 og til sin død som biskop i Brünn.
mit ihrer hübschen engl. Gouvernante: Agnes Dunlop* (1830-1908), jf. BrevID 8378, var vel ikke længere guvernante hos fru Scavenius* , aldenstund hendes yngste barn, sønnen Otto S.* i 1857 var 18 år gl. AD* må være forblevet i hendes tjeneste som selskabsdame, indtil hun i 1863 giftede sig med adjunkt Michael Rosing* på Sorø Akademi.
die Generalin* : denne generalinde må være Ida von Vogel, f. von Glasenapp* (1797-1866), som HCA havde været sammen med på Maxen i sommeren 1857, hvor hun forstyrrede HCA.s nattesøvn ved sin idelige "Ringen og Rumsteren", jf. Dbg. IV, 277.
Dickens* auf Margarets* Billet: FrS må have opgivet at få en "håndskrift" fra Dickens’* hånd via HCA og har derfor bedt sin engelskfødte selskabsdame, Margaret Thomas* , skrive derom direkte til CD* .
15.12.1857 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22452 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
18.12.1857
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Gestern, verehrter theurer Freund erhielt ich Ihren lieben Brief, und schon sitze ich zur Anwort!
Ich freue mich, Sie unter so liebenswürdigen und wohlwollenden Menschen an dem heilgen Abend auf dem Lande zu wißen – und weiß Sie verleben froh den Tag.
Wie überraschte mich die Sendung herrlicher Äpfel durch Fr. v. Scavenius* . Sofort schickte ich welche an Eliza Moltke* , an Frau v. Göthe* , an Carus* und Alle rühmten, die nach Ananas duftenden – und so zarten und saftigen Äpfel, die hier gänzl. unbekannt. Elisa* schrieb sofort an den Grafen ./. er solle ihr welche mitbringen. Sie waren so schön eingepackt, daß nicht ein einziger verdorben war, und Alle wie in Wachs pousiert Tausend, tausend Dank. – ich habe selbst Fr. v. Scavenius* geantwortet und gedankt.
Zuerst sende ich Ihnen ein Stück New Yorker Zeitung, die mir in einem Briefe Kohls* eingelegt und geschickt wurde! Wie bekannt sind Sie auch dort!
Dann, zürnen Sie nicht, = ein Jeder denkt doch bey diesem Fest an seine Lieben, und so drängte es mich, eine kleine Arbeit auch für Sie zu machen = wenn Sie die warmen weichen Morgenschuhe finden, die leider der Schuhmacher zu groß gemacht, weil er zu viel Raum auf den Pelz rechnete, ./. wenn Sie sie vor Ihrem Bette finden! In der Nacht, oder im Wagen als Überschuhe wenn es kalt ist – können Sie sie doch vielleicht benutzen!
Ich konnte arbeiten, denn seit 14 Tage bin ich aus dem Bette und in die Stube gebannt, leide an heftiger Grippe mit Fieber, und Rosenartige Entzündung im Gesicht! Ach, wie ungeduldig bin ich, kann nicht heraus – und nichts besorgen zum Feste! – Die gute Gräfin Moltke* besucht mich fleißig, sitzt ganz allein ganze Abende b[e]y mir, und wenn Sie [sie] so mit Herz und Munde mich "liebe Fritze["] nennt, "bey Ihnen fühle ich mich am wohlsten", – da erkenne ich ihr treues schönes Herz und ihre unveränderte Freundschaft für mich. Sie lebt wie eine Einsiedlerin, sieht außer die junge Comtesse O'Donnell* fast Niemand öfters, ./. sie steht 6 Uhr früh auf, übt Musik bis 8 Uhr noch b[e]y Licht – frühstückt, läßt sich magnetisieren – zeichnet dann 2 Stunden – geht 1 Stunde spatzieren, nimmt den Lunch – läßt zum 2t Mal sich magnetisiren – nimmt Musik Unterricht, dinirt 5 Uhr – wieder läßt sie sich magnetisiren – (tägl. 4 Mal) – nimmt den Thee zu Hause oder b[e]y mir – oder der O'Donel* aber dort seltner – und so vergeht ein Tag wie der Andere.
Doch hat sie in Paris ihre Wohnung für 1 Jahr aufgegeben, will zum April nach Glorup – bis Spätherbst dort bleiben und wieder hierher zum Winter, ich fürchte der unruhige Graf* wird ihr monotones Leben sehr stören! – Sonst, eingesperrt in mein Kranken Zimmer weiß ich nichts von der Welt. Ich habe vor 4 Wochen durch den Tod der Prinzessin Caroline Reuss* – eine unendl. theilnehmende, liebevolle Freundin verloren ./. mich schmerzt ihr Tod beinahe so tief wie der Verlust der unvergeßl. Lüttichau* .
Bey Dekens* * * * geht Alles gut – Sigwald* ist der tägl. Gesellschafter der Moltke* ein anderer Sohn von ihr, so liebt sie ihn, und er lebt für sie. Constanze* kommt selten zu ihr, allerdings hat sie Veranlaßung gegeben zu sehr schlimmen Gerüchten über sie.
Mein Mann ist sehr beschäftigt mit einem Etablissement einer Kartoffelmehlfabrick und Einrichten eines neuen Brauers. Das fesselt ihn an Maxen. Charles Meÿer* ist hier nicht geliebt – trocken wie eine Spieluhr ist sein Spiel und er selbst, er componiert aber hübsch und mit Glück! Fr. v. Lüttichau* verglich ihn immer mit einer Gartenschnecke! – Liszt* wird sehr unzufrieden mit Dresden sein – sein Schwiegersohn Bulow ./. hat sich mehr wie derb, in einem Journal, über Dresden, und seine Critiker beklagt.
Wir bilden uns ein und hoffen, daß Sie nächsten Sommer nach Deutschland kommen – und Hochzeit machen. Machen Sie glücklich und werden Sie glücklich. Dann kommen wir bis Breslau entgegen! Die kleine Frau wird Jedermann gefallen – und es muß doch schön sein – sich so anbeten zu laßen, von einem guten, klugen, und hübschen jungen Mädchen! – Es wäre herrlich! – Unser Pastor ließe sich das Trauen nicht nehmen, und wie wollten wir unsre liebe, stille Kirche ausschmücken. Also Glück zum Neujahr, und die Erfüllung der liebsten geheimsten Wünsche!
Von Allen tausend Grüße! –
Ihre getreue
Fr. Serre
Den 18. dec. [18]57.
I går modtog jeg, min ærede dyrebare ven, Deres kære brev og jeg sidder allerede her med svaret!
Jeg glæder mig over at vide Dem hos så kære og velvillige mennesker på den hellige aften på landet – og ved, at De glad nyder dagen.
Forsendelsen af herlige æbler ved Fru v. Scavenius* overraskede mig meget. Jeg sendte straks nogle til Eliza Moltke* , til fru v. Göthe* til Carus* og alle roste de skønne og saftige æbler, som duftede af ananas, og de er helt ukendte her, Elisa* skrev straks til greven* , at han skulle medbringe nogle til hende. De var så smukt indpakket og ikke et eneste var fordærvet, alle var som poleret med voks. Tusind, tusind tak – jeg har selv svaret Fr. v. Scavenius* og takket hende.
Allerførst sender jeg Dem et udklip af New Yorker Zeitung, som blev sendt mig i et brev fra Kohl* . Hvor kendt De også er der!
Dernæst – og nu må De ikke blive vred – enhver tænker dog ved denne fest på sine kære, og således slog det mig, at jeg ville lave et lille arbejde til Dem, hvis De finder de varme bløde morgensko, som skomageren desværre har lavet for store, fordi han beregnede for meget plads til pelsen, – foran Deres seng! Om natten – eller i vognen kan De måske anvende dem som overtræk, når det er koldt!
Jeg kunne arbejde, thi i 14 dage har jeg været oppe og bundet til stuen, lider af en alvorlig influenza med feber og en rosenagtig betændelse i ansigtet! Ak, hvor utålmodig er jeg, kan ikke komme ud – og ikke sørge for noget til festen! – Den gode grevinde Moltke* besøger mig flittigt, sidder alene hele aftener hos mig, og når hun således med hjerte og mund kalder mig "Liebe Fritze" og siger: hos Dem føler jeg mig bedst tilpas – da fornemmer jeg hendes tro, skønne hjerte og hendes uforandrede venskab mod mig. Hun lever som en eneboer, ser foruden den unge komtesse O’Donnel* næsten ingen, hun står op klokken 6 om morgenen, øver musik til 8 endnu ved lys, spiser morgenmad, lader sig magnetisere – tegner så 2 timer, går tur 1 time, tager frokost – lader sig magnetisere for 2. gang – får musikundervisning, spiser middag kl. 5 – lader sig atter magnetisere (4 gange dagligt) – drikker te hjemme eller hos mig – eller endnu sjældnere hos O’Donnel* – og således går den ene dag efter den anden.
Men hun har opgivet sin bolig i Paris for det kommende år – vil til april til Glorup – og blive der til sent på efteråret og tilbage hertil til vinter, jeg frygter den urolige greve* vil forstyrre hendes ret ensformige liv! I øvrigt, indespærret i mit sygeværelse ved jeg ikke noget om verden. Jeg har for 4 uger siden ved prinsesse Caroline Reuss’* bortgang mistet en dyrebar, kærlig veninde, hendes død smerter mig næsten ligeså meget som den uforlignelige fru Lüttichau* .
Hos Deckens* * * * går alt godt, Sigwald* er dagligt selskab for Fru Moltke* og på den måde som en anden søn, så meget holder hun af ham, og han lever for hende. Constanze* kommer sjældent til hende, men hun har nu også givet anledning til nogle slemme rygter om hende.
Min mand er meget optaget af et etableringen af en kartoffelmelfabrik og indretning af et nyt bryggeri. Det lænker ham til Maxen. Charles Meyer* er ikke yndet her – tør som en spilledåse er hans spil – men han selv komponerer nydeligt og med held. Fr. v. Lüttichau* sammenlignede ham altid med en havesnegl! – Liszt* skal være meget utilfreds med Dresden, og hans kritikere beklager det.
Vi bilder os ind – og håber, at De kommer til Tyskland næste sommer – og holder bryllup. Gør lykke og bliv lykkelig. Så kommer vi Dem i møde i Breslau! Den lille kvinde vil behage enhver – og det må da være dejligt – således at lade sig tilbede af en god, klog og nydelig ung dame! – Det ville være herligt! Vor pastor ville ikke lade vielsen gå fra sig, og vi ville smykke vores kære, stille kirke. Altså alt godt til nytåret og til opfyldelsen af de kæreste, hemmeligste ønsker!
Fra alle her sendes tusinde hilsner.
BrevID 17960: FrS-brev af 18/12 1857 (Collin XI, 14/206 a, billedid 5172-77).
Ihren lieben Brief: HCA sendte iflg. Dagbogen brev til FrS 15/12 BrevID 22452, som hun modtog allerede 17/12.
an dem heilgen Abend: HCA må i sit brev have meddelt, at han i julen 1857 agtede sig til Basnæs.
New Yorker Zeitung: den pågældende artikel el. anm. er ikke fundet. Geografen Kohl* , der også var en ven af FrS, opholdt sig i længere tid i U.S.A.
die warmen weichen Morgenschuhe: juleaftensdag modtog HCA på Basnæs "et Par gode lodne Sko", jf. Almanak p. 257. http://andersen.sdu.dk/liv/almanak/find/index.html?fritekst=lodne&fields=all
die junge Comtesse O’Donnell* : Maria grevinde O’Donell von Tyrconell* . Kan være ægtefællen til en grev Heinrich O’Donell von Tyrconell* , som var eller havde været “Kämmerer", kæmner i Triest og som tilhørte en adelsfamilie, som opr. var irsk og dér hed O’Donnell of Tyrconell, men som siden havde opnået adelsrang i Spanien og Østrig.
Prinzessin Caroline Reuss* : prinsesse Caroline af Reuss-Ebersdorf* , f. 1792, d. 1857 i Dresden.
Charles Meyer* : Charles Meyer* (1799-1862), russisk pianist og komponist, kendt som underviser af komponisten Mikhael Glinka* (1804-57) .
und Hochzeit machen: FrS har åbenbart forestillet sig, at der havde udviklet sig en forelskelse mellem HCA og malerinden Clara Heinke* (1820-92) fra Breslau og at det ville resultere i et bryllup. Nævnte Clara Heinke* havde allerede i 1853 pr. brev taget kontakt med HCA. HCA.s svarbrev på dette første CH* -brev er trykt i hendes "Etwas von Andersen", i Allgemeine conservative Monatsschrift für das christliche Deutschland" II, p. 261. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1358 Brevet: BrevID 20254 Der udviklede sig allerede da en korrespondance mellem de to. Under HCA.s ophold i Sachsen sommeren 1857 kom Clara Heinke* (1825-92) på besøg i Dresden som ledsager for sin tante, en frk Nathalie Werner* (d. 1866), der var veninde af FAS og dennes søster, Caroline Klein* i Berlin. Damerne blev efterfølgende inviteret til en dags besøg på Maxen, hvor HCA viste dem om og læste eventyr for dem. Han har åbenbart vist så stor interesse for Clara Heinke* , at han efterfølgende "Blev drillet af alle Damerne, selv af Frøken Walthersdorff* og Margarethe* at jeg havde i Dag viist mig saa særdeles elskværdig for den unge Dame. Clara Heinke* synes en klog Pige, hun var meget hjertelig mod mig" dagbog [1857-08-13] . Der blev imidlertid ikke noget "par" ud af de to, men mødet i Sachsen blev optakten til en langvarig korrespondance og et venskab, som varede resten af HCA.s liv.
18.12.1857 Almanak : Portræt til Fru Serre
(BrevID 22453 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Ophavsret
Ophavsretten tilhører H.C. Andersen-Centret. Materialet må kun bruges til ikke-kommercielle formål medmindre en særtilladelse er indhentet.
Du er velkommen til at citere siden med angivelse af kilde i form af tekst og henvisning.
Du er velkommen til at linke til såvel forsiden som specifikke undersider på H.C. Andersen Centrets sider. Links skal dog være magen til links som man kan finde på centrets sider, eller som man har fået som søgeresultater.
Du må selvfølgelig ikke vise vores indhold i dine egne framesets/rammesæt.
Hvis du ønsker at købe rettigheden til at bruge en tekst eller et billede så bedes du kontakte H.C. Andersen-Centret
Denne side er senest opdateret 14. marts 2026 Netstedet er senest opdateret 23. februar 2023 Seneste ændringer | Webservice