Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
31.12.1851
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Kjære Fru Serre!
Jeg havde troet der fandtes en Gips-Maske af Ørsted* , men der findes Ingen, hele Byen har jeg spurgt derom. – Jeg raader derfor til at tage en Biscuit-Buste! – Tak for Deres Omhue og Kjærlighed for mit Fyr-Træ, det kan sagtens trives ved Deres kjærlige Pleie! Tak for Sangen, jeg hørte den som fra det syngende Træ.
H.C.A.
BrevID 21457: : HCA-brev af 31/12 1851 (Collin XVII, mikrofilm 12, 34).
en Biscuit-Buste: H. V. Bissen* modellerede i 1850 en buste af HCØ* , som Henrik Olrik* s.å. gengav i formindsket størrelse i biscuit.
Bissens buste:![[Bissens buste]](./images/98010.png)
Tak for Sangen: det af FrS tilsendte digt, som må være tilegnet HCA.s træ på Maxen, er ikke bevaret.
23.05.1852
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Weimar 23 Mai 1852
Liebe gnädige Frau von Serre!
Ich bin in Weimar und wohne bei meinem Freunde dem Hofmarschall Beaulieu* , er hat eine liebe Frau* und nette Kinder, ich fühle mich ganz heimisch, leider ist der gute Erbgroßherzog* nicht hier, sondern in Berlin um seiner königlichen Schwesters* silberne Hochzeit zu feiern, ich habe ihn doch vor der Abreise eine Stunde gesprochen und er kommt am Ende dieses Monath zurück; die Prinzessin von Preussen* und die Kaiserinn* kommen auch. Alles blüht so schön, es ist Sommer geworden, der warme schöne Sommer, und ich freue micht recht daran. – Am Ende dieses Monath fliege ich nach der schönen Heimath in Maxen, ich weiß wie herzlich ich empfangen werden würde, aber erst schreibe ich noch einen Brief um genauer zu sagen den Tag wo ich eintreffe / denn es ist meine Absicht nur des Nachts in Dresden zu übernachten um dann den folgenden Morgen gleich nach Maxen zu fahren, sind Sie zufällich in der Stadt wenn ich komme, so würde es außerordentlich schön seyn, sind Sie es nicht, gehe ich auf die Eisenbahn und mit einem Wagen weiter nach Maxen. Haben Sie, durch Lorck* die Büste Ørsteds* bekommen, ich habe ihm den Auftrag gegeben, diese zu besorgen; die Handschriften bringe ich selbst, so wie ich hoffe auch das Manuscript der Fliedermutter.Von Maxen gehe ich nach München, Schweitz und Nord-Italien, ich hoffe ein schöner Sommer ist mir aufgegegangen [sic]. Grüßen Sie, gnädige Frau, den theuren Hern Gemahl, den Herrn Sohn* , Dr Carus* , Fräulein Minna* und alle Freunde und Bekannten. Meine Adresse in Weimar ist "bei den Herrn Hoffmarschall von Beaulieu* ".
Ihr dankbar ergebener
H. C. Andersen
[udskrift:]
Hochwohlgeboren Frau Majorinn von Serre
(wohnt in Maxen und auch in Dresden
frei.
[stemplet:] WEIMAR 23 5
Weimar, 23. Maj 1852.
Kære, nådige fru von Serre!
Jeg er i Weimar og bor hos min ven hofmarskal Beauliu* , han har en dejlig kone* og søde børn, jeg føler mig meget hjemme, desværre er den gode arvehertug* ikke her, men i Berlin for at fejre sin kongeligesøsters* sølvbryllup, men jeg har dog talt med ham en time før afrejsen, og i slutningen af måneden kommer han tilbage, prinsessen af Preussen* og kejserinden* kommer også. Alt blomstrer så smukt, det er blevet sommer, den varme skønne sommer, og jeg glæder mig ret derved. – I slutningen af denne måned rejser jeg til det skønne hjem i Maxen, jeg ved, hvor hjerteligt jeg vil blive modtaget, men først skriver jeg et brev for nøjagtigere at meddele den dag, jeg ankommer, thi det er min hensigt kun at overnatte i Dresden for så straks den følgende morgen at rejse til Maxen, er De der ikke, rejser jeg med jernbanen og med en vogn til Maxen. Har De via Lorck* modtaget Ørsteds* buste, jeg har givet ham ordren til at besørge den, håndskrifterne bringer jeg selv, og håber jeg også – manuskriptet til Hyldemor. Fra Maxen rejser jeg til München, Schweiz og Norditalien, jeg håber at der er en skøn sommer. Vil De, nådige frue, hilse den dyrebare hr gemal, sønnen* , dr. Carus* , frøken Minna* og alle venner og bekendte. Min adresse i Weimar er "Hos hofmarskal von Beaulieu* ".
Deres taknemligt hengivne
H.C. Andersen.
Højvelbårne fru majorinde von Serre
(bor i Maxen og også i Dresden)
BrevID 6515: HCA-brev af 23/5 1852 (Ny kgl. saml. 2642 fol., billedid 5551-53).
bei meinem guten Freunde dem Hofmarschall Beaulieu* : under sit første ophold i Weimar, i 1844 var HCA blevet gode venner med friherre Carl Olivier Beaulieu-Marconnay* (1811-89) og var flyttet ind hos denne som gæst. COB-M* blev i 1847 g.m. friherreinde Ottilie von Staff gen. von Reitzenstein* (1825-57). I dette og i sit 2. ægteskab (med Anna Freiin von Fritsch* 1835-80) blev hofmarskallen far til talrige børn.
die Prinzessin von Preussen* und die Kaiserin* : prinsesse Augusta af Preussen, f. prinsesse af Sachsen-Weimar* (1811-90), g.m. tronfølgeren i Preussen, prins Wilhelm (I)* , fra 1861 konge af P., fra 1871 tysk kejser. Ægteparret havde netop fejret sølvbryllup. Den nævnte kejserinde er kejserinden af Rusland Alexandra Feodorovna* (1798-1860), f. prinsesse Charlotte af Preussen, g.m. czar Nikolaj I* af Rusland (1796-1855).
durch Lorck* die Büste Ørsteds* : HCA havde bedt sin forlægger i Leipzig, Carl B. Lorck* , sende FrS et eksemplar af Henrik Olriks* gengivelse af H. V. Bissens* H. C. Ørsted* -buste fra 1850
27.05.1852
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Weimar 27 Mai 1852
Liebe theure Frau von Serre!
Schon letzten Sontag habe ich Ihnen geschrieben, aber da ich einmal befürchtete daß Sie meine Zeilen nicht bekommen hätten oder abgereist sien [sic] so schreibe ich wieder um Ihnen, gnädige Frau, zu sagen daß es meine Absicht ist Mitwoch den 2ten Juni mit dem ersten Zuge von Weimar nach Dresden abzureisen, und dann den 3ten Juni in Maxen sein zu können. Indeß bitte ich Sie mich beim Empfang dieses Briefes gleich durch ein Paar Worte wissen zu laßen daß Sie und Ihr Herr Gemal wohl sind und mich erwarte, denn wenn Sie nicht in Maxen sind gehe ich gar nicht dies Mal nach Dresden, aber ich hoffe Sie sind da, und wir sehen uns! Doch bitte ich Sie so freundlich zu sein mir zu schreiben, vielleich kann ich Montag die Antwort haben “Weimar post restante" oder adressiert an den Herrn Hoffmarschall v. Beaulieu* bei der ich wohne.
Tausend herliche Grüße.
Ihr innig ergebener
H. C. Andersen
[udskrift:]
Hochwohlgeboren
Frau Majorinn von Serre
in Dresden
frei
[stemplet:] WEIMAR 27 5
Weimar, den 27. maj 1852
Kære dyrebare fru von Serre!
Allerede sidste søndag skrev jeg til Dem, men da jeg frygtede, De ikke havde modtaget mine linier eller var afrejst, så skriver jeg igen, for at sige Dem, nådige frue, at det er min hensigt at afrejse fra Weimar onsdag den 2. juni med det første tog til Dresden, for at kunne være i Maxen den 3. juni. Imidlertid beder jeg Dem ved modtagelsen af dette brev straks ved et par ord at lade mig vide, at De og Deres mand har det godt og venter mig, thi hvis De ikke er i Maxen, tager jeg denne gang slet ikke til Dresden, men jeg håber De er der, og at vi ses! Men jeg beder Dem venligst om at skrive til mig, måske kan jeg mandag have et svar "Weimar poste restante" eller adresseret til hr hofmarskal v. Beaulieu* , som jeg bor hos.
Tusinde herlige hilsner,
Deres inderligt hengivne
HCA
Højvelbårne majorinde von Serre i Dresden
BrevID 17558: HCA-brev af 27/5 1852 (KB, Laage-Petersen MS 171, billedid 5673-74).
meine Absicht ist Mitwoch den 2ten Juni … nach Dresden abzureisen: endnu på tidspunktet for dette brevs affattelse var det HCA.s hensigt at fortsætte sin rejse til Dresden, men et par dage senere kom han på andre tanker, idet han i Weimar hørte, at "Serre skal gaae om med en fix Idee, tabte Lysten til at tage til Dresden, men var endnu ikke enig med mig selv", jf. Dbg. IV, s. 84.
På trods af, at han 31/5 fra FrS fik brev, at hun ventede ham onsdag (2/6), svarede HCA hende, at "jeg maaskee slet ikke kom" (Dbg. IV, s. 85). Det lange med det korte, HCA opgav besøget hos Serres, blev i Weimar til 10/6 og rejse videre derfra til Leipzig og via Nürnberg og München til Schweiz, i selskab med Viggo Drewsen* .
31.05.1852Dagbogsuddrag : Brev fra Fru Serre at hun venter mig.
(BrevID 21931 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
31.05.1852 Dagbogsuddrag : skrev Brev igjen at jeg maaskee slet ikke kom.
(BrevID 22341 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.06.1852 Brevid 17560
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 1. Juny [18]52
Theuerster Herr Andersen!
Heute war ich in froher Hoffnung Sie Morgen von der Eisenbahn abzuhohlen, um mit mir nach Maxen zu fahren, zur Stadt gekommen, da erhielt ich Ihren Brief!!! So soll man sich in diesem Leben auf nichts im Voraus freuen, – ach, es ist ein trauriger Spruch von Schiller* – Du hast gehofft ! dein Lohn ist abgetragen!-
Ich hatte ein so hübsches Diner zu Ihrem Empfang arrangirt, und Mayblumen dufteten auf Ihrem Tische – Vorbey, Vorbey! – Alle Geschichten haben ein Ende. Auch Kohl* hatte sich diese Woche für ein paar Tage freÿ gemacht! – Jetzt muß ich nun noch auf Ihre letzte Nachricht warten! ./. Es wäre auch gut gewesen, wenn Sie Herrn von Lüttichau* noch gesprochen, der in den nächsten Tagen nach Teplitz geht!.-
Aber was hilft das Klagen!
Ich begreife Ihre Gründe – und kann nichts dagegen einwenden.
Sollte ich Sie nicht sehen können so versprechen Sie mir von Ihrer Reise bald zu schreiben wo Sie einen Rasttag machen.
Wegen der Büste bleibe ich noch in Ihrer Schuld! –
Sollten Sie Baron Maltiz* sehen die herzlichsten Grüße an Beide!- Auch an Fräulein Seidler* !
In Betrübniß
Ih[re] Fr. Serre
[udskrift:]
An den Herrn Professor Andersen
in Weimar
freÿ
abzugeben bey dem Hofmarschall von Boilieu*
[stemplet:] DRESDEN 2 JUN.52
Dresden, den 1. juni 1852.
Dyrebareste hr Andersen
I dag var jeg kommet til byen i glad forventning for at hente Dem på jernbanen, for at De kunne køre med mig til Maxen, da modtog jeg Deres brev! Således skal man i dette liv på forhånd glæde sig til ingenting – ak det er en sørgelig talemåde af Schiller* – Du har håbet! Din løn er borte!
Jeg havde arrangeret sådan en nydelig middag til Deres modtagelse – og majblomster duftede på Deres bord – forbi, forbi – det blive alle historier. Også Kohl* havde frigjort sig et par dage i denne uge – Men nu må jeg vente på Deres seneste efterretning .
Det ville også have været godt, hvis de endnu havde kunnet tale med hr. von Lüttichau* , som de næste dage rejser til Teplitz.
Men hvad hjælper det at klage.
Jeg forstår Deres bevæggrunde – og kan intet indvende derimod!
Skulle jeg ikke kunne komme til at møde Dem, så lover De mig snart at skrive fra Deres rejse, når De har en hviledag.
Hvad angår busten, så skylder jeg
Dem stadig.
Skulle De se baron Maltiz* , så hils begge
hjerteligst – også frøken Seidler* .
Sørgmodigst.
Deres Fr. Serre
Til hr professor Andersen i Weimar, frit – afleveres hos hofmarskal von Beaulieu* .
BrevID 17560: FrS-brev af 1/6 1852 (Collin XI, 13/185, billedid 5089-91).
Dresden den 1. Juny: dette brev modtog HCA i Weimar 3/6, hvilket – forståeligt nok – gjorde ham "noget nerveus".
Du hasst gehofft! Dein Lohn ist abgetragen: citat fra Schillers* digt "Resignation" (1785).
Vorbey, Vorbey – Alle Geschichten haben ein Ende: citat fra HCA’s Grantræet (1845): forbi, forbi, og det blive alle Historier!
ich begreife Ihre Gründe: hvilke grunde HCA har anført til sin undskyldning, får stå hen i det uvisse.
Fräulein Seidler* : Fräulein Seidler* er den tyske malerinde og forfatterinde Louise Seidler* (1786-1866), der efter et meget omskifteligt liv bosatte sig fast i Weimar, hvor hun varetog plejen af de hertugelige kunstsamlinger, samtidig med at hun plejede sin egen kunst. Hun var en nær veninde af Goethe* , hvis portræt hun malede i 1811.
17.12.1852
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Maxen] am 17. Decbr. 1852
Mein theuerster Herr Andersen !
Endlich, endlich wieder ein Lebens Zeichen! Endlich eine Nachricht – wo unsere Gedanken Sie aufsuchen können! Und welches schöne Zeichen Ihrer Erinnerung! Das herrliche Buch, mit immer neuen reizenden Geschichten! Wüßten Sie, die freudige Überraschung die Sie mir bereitet, könnten Sie in mein dankbares Herz schauen, Sie fänden einen Lohn, in der Freude, welche Sie mir schufen!
Aber wie verlangt es uns erst nach einem Briefe! Wo waren Sie nur den langen, langen Sommer? – Ich schrieb nach Glorup zu meinen Freunden Graf Moltkens* * . Niemand konnte mir Auskunft geben von Ihrem Aufenthalte.
Auch ich habe einen kleinen Strauß für Sie gebunden – ein Jeder auf seine Weise, es sind Alpenblumen, gestickt auf ein Kissen, worauf Ihr liebes Haupt ruhen soll, aber ich kann es ja Ihnen nicht senden, Dahls* * und Moltkens* * sagen mir, es machte auf der Grenze die größten Schwierigkeiten, und für Sie, unabwendbare ./. Kosten, und so muß ich meine Arbeit liegen laßen – – – – bis Sie sich sie selbst hohlen! Ja das wird herrlich sein! Aber auch im Winter, bey den traulichen Abenden am Theetisch – Sie in unsern Kreisen zu sehen – welcher Genuß würde das sein!! Auch in der Stadt könnten Sie bey uns wohnen, zwar im Hofe ist die kleine Wohnung aber es sind freundliche Räume, die ich Ihnen anbieten könnte. Ich hoffte so sehr, Sie bey Ihrer Rückkehr erwarten zu können! – Es war ein Schmerz, als vorigen Sommer Ihr Brief aus Weimar kam, Sie würden nicht nach Maxen kommen, und direct über Leipzig südwärts reisen! -
Auch ich bin ausgeflogen gewesen! Zuerst brauchte ich die Salzsolenbäder 6 Wochen lang im Bade Oehnhausen bey Minden, von dort hohlte mich mein Mann ab, und wir reiseten nach Paris, wo wir 14 Tage blieben. In St. Cloud sah ich den Louis Napoleon* , in der kleinen Capelle, in scheinbar frommer Andacht, vielleicht schweiften ./. seine ehrgeitzigen Gedanken, ganz anderswo; er hat sein Streben erreicht – nach dem 3t Versuch – ist er Kaiser der Franzosen nun! – Bald werden sie, und Europa sein Scepter fühlen! –
Gestern war ich bey Frau von Deken* , auch sie ist entzückt, über Ihre Liebes Gabe!
Die Anwesenheit Graf Moltkens* * erfüllt mich mit wahrer Freude! Wir sind fast täglich zusammen, und sie bewähren sich als unwandelbar treu – in ihrer Liebe für mich! So sehr sie über das kleinstädtische Wesen Dresdens klagen – so suchen sie für einen Winteraufenthalt daßelbe immer wieder auf! Elise* malt jeden Morgen in ihrem Attelier, und ist glücklich in ihrer Arbeit. Nächsten Sommer erwartet man Sie in Glorup und gewiß wird die Feyer ihrer 25 (?) jährigen Verheirathung und zugleich die Einsegnung Haralds* – sehr feierlich – Vielleicht kommen wir auch dazu hin – denn längst sehne ich mich, den Norden kennen zu lernen, und das schöne Copenhagen! Nun aber nur noch der Wunsch eines frohen Weyhnachts Festes, wobey ich Ihnen so gern, so gern – den Baum putzte – und eines glücklichen Neujahrs! -
Sie wissen, daß Mad Goldschmidt-Lind* sich häußlich auf der Lüttichaustr. eingerichtet – sich in der Umgegend Dresdens anzukaufen sucht, wie eine Einsiedlerin lebt, mit ihrem unbedeutenden Mann* , keine Einladungen annimmt bis jetzt, und Nirgend singt.
[i margenen p. 3:] Doch hat Jenny Lind* versprochen, im Theater in einem Concert für die Armen zu singen.
[i margenen p. 1:] Noch tausend, tausend Dank für die Büste und Handschriften! Von Allen meinen Umgebungen das Herzlichste!
[i margenen p. 2:] Mit dem treuesten Gruß, Ihre Fr. Serre
[udskrift:]
An dem Herrn Professor und Dichter
Andersen
in
Copenhagen
Ritter p.p.
frey
[stemplet:] DRESDEN 18 DEC.52
Maxen, 17. dec. 1852
Min dyrebareste Hr. Andersen.
Endelig, endelig igen et livstegn! Endelig en efterretning – hvor vore tanker kan opsøge Dem! Og hvilket smukt tegn på Deres erindring! Den herlige bog, med nye henrivende historier! Hvis De vidste, hvor glædelig en overraskelse De bereder mig, hvis De kunne se ind i mit taknemlige hjerte, så ville De finde en løn i den glæde, som De skabte for mig! Hvor vi længes efter et brev! Hvor var De dog den lange, lange sommer? Jeg skrev til Glorup til min venner grev Moltkes* * . Ingen kunne give mig oplysning om Deres ophold.
Også jeg har bundet en lille buket til Dem – hver sin måde – det er alpeblomster, syet på en pude, hvorpå Deres kære hoved skal hvile, men jeg kan jo ikke sende Dem den, Dahls* * og Moltkes* * siger til mig, at den ved grænsen ville støde på de største vanskeligheder, og ville give Dem uundgåelige omkostninger, og derfor må jeg lade mit arbejde ligge – til De selv kan afhente det. Ja det vil være herligt! Men også til vinter, ved de hyggelige aftener ved tebordet – at se Dem i vores kreds – hvilken nydelse ville det være! Også i byen kunne De bo hos os, den lille bolig er i gården, men det er venlige rum, som jeg kan tilbyde Dem. Jeg håber så meget at kunne vente Dem ved Deres tilbagerejse! – Det var en smerte, da Deres brev kom fra Weimar sidste sommer, at De ikke kom til Maxen og rejste direkte over Leipzig sydpå!
Jeg har også rejst ud! Først benyttede jeg saltbadene i 6 uger i Oehnhausen ved Minden, derfra afhentede min mand mig, og vi rejste til Paris, hvor vi blev i 14 dage. I St. Cloud så jeg Louis Napoleon* , i det lille kapel, tilsyneladende i from andagt, måske strejfede hans ærgærrige tanker helt andre steder, han har nået sit mål – efter 3 forsøg – han er nu kejser over franskmændende! Snart vil de og Europa føle hans scepter.
I går var jeg hos fru von Decken* , også hun er henrykt over Deres kære gave!
Grev Moltkernes* * tilstedeværelse fylder mig med sand glæde. Vi er næsten dagligt sammen – og de viser sig uforandret tro – i deres kærlighed til mig! Hvor meget de end klager over Dresdens småstads væsen – så søger de dog igen tilbage dertil i et vinterophold. Elise* maler hver morgen i sit atelier, og er lykkelig i sit arbejde. Næste sommer venter man Dem på Glorup og sikkert bliver højtideligholdelsen af 25 års bryllupsdagen og samtidig Haralds* konfirmation meget festlig. Måske kommer vi også med – thi allerede længe har jeg længtes efter at lære Norden at kende – og det skønne København! Nu er der kun et ønske om en glad julefest, hvor jeg gerne pynter Deres juletræ – og ønsker Dem et lykkeligt nytår!
De ved, at fru Goldschmidt-Lind* har indrettet sig hjemligt i Lüttichaustr. – og at hun søger at købe sig noget i Dresdens omegn, lever som en eneboer, med sin ubetydelige mand* , ikke modtager nogen invitationer – og heller ikke synger.
[i margenen p. 3:] Men Jenny Lind* har dog lovet at give en koncert i teatret til fordel for de fattige.
[i margenen p. 1:] Endnu en gang tusind tusind tak for busten og for håndskrifterne. Fra alle i min omgivelse de hjerteligste hilsener.
[i margenen p. 2:] Med den mest trofaste hilsen, Deres Fr. Serre
[udskrift:] Til hr. professoren og digteren Andersen i København.
BrevID 17583: FrS-brev af 17/12 1852 (Collin XI, 13/187, biledid 5096-5100).
endlich wieder ein Lebens Zeichen: der har åbenbart ikke været nogen kontakt mellem HCA og FrS siden det besøg i sommeren, som HCA aflyste.
Das herrliche Buch: hos Carl B. Lorck* i Leipzig udkom i efteråret 1852 en Samling Historien (af HCA omtalt som Geschichten).
Historien: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552 I Dresden fik FrS og baronesse Decken* hver et eksemplar (plus senere ekspl. til dr. Carus* og til Jenny Lind* ), i München fik HCA.s nyeste fyrstelige ven, kong Max (Maximilian II)* af Bayern, et eksemplar, ligesom dennes rådgiver, geheimelegationsråd W. von Dönniges* (1814-72) og teaterintendanten Franz von Dingelstedt* fik eksemplarer. Endelig blev i Tyskland også HCAs veninde i Oldenburg, Lina von Eisendecher* , og naturforskeren og hofmanden Alexander von Humboldt* i Berlin ligeledes betænkt, jf. HT-J * p. 273 og 275: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=3983
Maximilian: BrevID 20991, Carus* : BrevID 20939
wo waren Sie den langen, langen Sommer: HCA foretog i sommeren 1852 – s.m. Viggo Drewsen* – en rejse fra Leipzig via Nürnberg og München til Schweiz og Milano, derfra hjem via Schweiz til Frankfurt, efterfulgt af en tur ad Rhinen til Köln, derfra hjem via Hannover, Hamborg og Kiel.
auch im Winter: dette er den første af mange opfordringer fra FrS til HCA om dog at tilbringe en vinter i Dresden. Normalt boede HCA under ophold i Dresden på Hotel Stadt Rom på Altmarkt, men denne gang tilbød FrS for 1. gang, at han kunne bo i familiens hus i Amalienstraße.
Bad Oehnhausen: dette kursted ligger i den nordlige del af det nuværende "Land" Nordhrein-Westphalen.
die Feyer ihrer 25[.] jährigen Verheirathung und zugleich die Einsegnung Haralds* : greveparret Moltkes* * sølvbryllup blev fejret på Glorup 20/7 1853, og samme dag konfirmeredes dets 15-årige søn, Harald* (1838-78), i den nyrestaurerede Svindinge kirke.
Tausend Dank für die Büste und Handschriften: jf. noter til brevene BrevID 21457 og BrevID 6515.
04.01.1853
Fra: Hans Christian Andersen Til: Friederike Serre
Liebe Frau Serre!
Aus dem alten in das neue Jahr hinein reiche ich Ihnen die Hand; möge dieses Jahr für uns alle ein schönes und glückliches werden. Es freute mich unendlich Ihren herzlichen Brief zu empfangen, und daraus zu erfahren, wie Sie mir immer gut sind. Auf einem Umweg , das heißt: von Dresden über Norwegen nach Copenhagen, kam das Gerücht zu mir, Sie wären böse geworden, weil ich im letzten Sommer nicht von Weimar nach Dresden ging; in einem Brief hatte ich den Grund dazu aufgegeben, indem ich mir vorbehielt bei unserm späteren Zusammentreffen mich deutlicher zu erklären; ich wußte wohl, daß ich Ihren Geist und Ihr Herz nicht unrichtig beurtheilt hätte, und daß die freundliche Brieftaube wiederkehren wollte; und richtig, sie hat nicht auf sich warten laßen, und ich schätze Ihre Freundschaft jetzt mehr, und habe einen festeren Glauben an dieselbe. Ich möchte auch gern glauben, daß Ihr vortrefflicher Hr. Gemal dieselbe Gesinnung für mich hat; ich freue mich darauf, seine Hand zu drücken und mit ihm und Ihnen mich zu unterhalten, entweder auf dem schönen Maxen, oder etwa – wovon Sie in Ihrem Briefe die Möglichkeit andeuteten – bei der silbernen Hochzeit auf Glorup in Fühnen. – Das wäre “wunderschön"; Sie werden sehen, daß Dänemark ein freundliches Land ist, die Wälder so erfrischend und einladend und Copenhagen mit vielem Sehenswerthem. – Begegnen wir uns nicht dort, so mache ich vielleicht einen kühnen Sprung nach Maxen hin, einzig und allein um Ihnen einen herzlichen “Guten Tag" zu bringen. –
Wenn Sie mich nun in dem neuen Jahr wieder mit einem Brief erfreuen, dann sagen Sie mir, welche von meinen letzten “Historien" Ihnen am meisten gefallen hat; auch möchte ich gern erfahren, ob der herrliche Dr. Carus* von meinem Buchhändler* ein Exemplar von dieser Schrift empfangen hat; ich wollte es als meine Carte auf seinen Tisch ganz hingelegt wissen. Als Sie mich bei diesem Mann einführten, machte er einen unendlich tiefen und angenehmen Eindruck auf mich; er kam mir so offen so herzlich entgegen, daß ich von dieser Stunde an sein Freund war. Grüßen Sie ihn und seine liebenswürdige Umgebung; ebenso bei Deckens* * * * und Dahls* * . /
Der Komponist Glæser* wird in Kurzem eine neue Oper nach meinem Text, Die Waßernixe, aufführen laßen. Meine “Historien" haben schon England erreicht, wo auch mein Buch “in Schweden" viele Freunde hat und in der unglaublich wohlfeile Schillings-Ausgabe verkauft wird. Grüßen Sie Ihren lieben Gemal, Ihren Sohn* und die ganze Umgebung von Ihrem treuen Freunde
H. C. A.
Kære Fru Serre!
Fra det gamle ind i det nye år rækker jeg Dem hånden, måtte dette år blive lykkeligt for os alle! Det glædede mig uendeligt at modtage Deres hjertelige brev, for deraf at erfare, hvor De altid er mig god. På en omvej – dvs. fra Dresden over Norge til København, kom rygtet til mig, De var blevet vred, fordi jeg i sommer ikke tog fra Weimar til Dresden, i et brev havde jeg givet grunden dertil, idet jeg forbeholdt mig retten til ved et senere møde at forklare nærmere, jeg vidste vel, at jeg ikke havde fejlbedømt Deres ånd og hjerte, og at den venlige brevdue ville vende tilbage – og ganske rigtigt, den lod ikke vente længe på sig, og jeg skatter nu Deres venskab endnu højere, og har en endnu fastere tro på samme. Jeg ville også gerne tro, at Deres hr. gemal har samme sindelag for mig, jeg glæder mig til at kunne trykke hans hånd og tale med med ham og Dem, enten på det skønne Maxen, eller evt. – hvorom De antyder en mulighed i Deres brev – ved sølvbryllupsfesten på Glorup på Fyn – det ville være "dejligt"; De vil se, at Danmark er et venligt land, skovene så forfriskende og indbydende og København har meget seværdigt. – Hvis vi ikke mødes der, så gør jeg måske et kækt spring til Maxen, ene og alene for at kunne sige Dem "Goddag". –
Hvis De nu igen i det nye år glæder mig med et brev, da fortæl mig hvilke af mine nyeste "Historier" der har behaget Dem mest, jeg vil også gerne vide, om den herlige dr. Carus* fra min boghandler* har modtaget et eksemplar ef dette værk fra min boghandler, jeg ville gerne vide det lagt på hans bord som mit visitkort. Da De indførte mig hos denne mand, gjorde han et dybt og behageligt indtryk på mig, han kom mig så åbent og hjerteligt i møde, at jeg fra dette øjeblik var hans ven. Hils ham og hans elskværdige omgivelse, ligeså hos Deckens* * * * og Dahls* * .
Om kort tid vil komponist Glæser* lade opføre en opera efter min tekst, Nøkken . Mine "Historier" er allerede nået til England, hvor også min bog "I Sverrig" har mange venner og bliver solgt i den utroligt billige skillingsudgave. Hils Deres kære gemal, Deres søn* , og hele omgivelsen fra Deres tro ven.
BrevID 22439: HCA-brev af 4/1 1853 (Collin kladde XVII, vol. IV, billedid 5658-59).
Sie wären böse geworden: rygtet talte nok sandt, for FrS blev utvivlsomt såret over HCA.s sene afbud til et besøg på Maxen sommeren 1852.
bei der silbernen Hochzeit auf Glorup: til sølvbrylluppet blev der vistnok ikke inviteret andre tyske gæster end sangerinden Constance Jacobi* , og ikke engang andre nære venner FrS og FAS.
Der Komponist Glæser* : den tyskfødte komponist Franz Joseph Gläser* (1798-1861), som i 1842 blev kapelmester på Det kgl. Teater, komponerede musikken til HCA.s opera Nøkken, efter at HCA forgæves havde forsøgt at formå Henrik Rung* og Niels V. Gade* til at interessere sig for den lille opera. HCA indleverede sin tekst til teatret i 1845, men der gik 8 år, før operaen fik sin førsteopførelse smst.
Nøkken: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=624
Historien: mus.nr. 1987/240 http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
mein Buch "in Schweden"… in der unglaublich wohlfeile Schillings-Ausgabe: Píctures of Sweden udkom hos forlæggeren Richard Bentley* ca. 1/5 1851, efterfulgt af en billig piratudgave, som frydede HCA, men som hans forlægger forståeligt nok ikke var begejstret for, jf. Elias Bredsdorff* , H. C. Andersen og England, 1954, s. 178 og 187.
Bentleys* udgave: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=15571
Piratudgaven: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=16476
09.01.1853
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 9. Januar [18]53
Mein theuerster Herr Andersen!
Es ist mir immer ein Festtag, erscheint ein Brief von Ihnen – und ich halte die theuren Schriftzüge in meinen Händen, gedenke der lieben, Herzens Worte – und bin den ganzen Tag froh! – Wie können Sie glauben, daß ich Ihnen grämen könnte – wenn Umstände verhindern daß Sie Ihr Versprechen nicht halten konnten, uns zu besuchen? Schon daß Sie den Gedanken faßten, den Wunsch hegten, fähig waren, eine Zeit bey uns verbringen, beglückte uns – Sie kamen nicht – und wir trauerten – aber betrübten uns noch mehr, daß unsere Gedanken den Ort nicht wußten, wo Sie aufsuchen – und kein liebes, schriftliches Wort erschien! Sie fühlen, daß Ihre Freundschaft, eine schöne Blume meines Lebens ist, an welcher ich mich erfreue, erquicke, – für die ich Gott im Stillen danke! Doch nur als freiwillige Gabe hat sie Werth, – frei auch muß sie in ihrem Thun und Handeln sein, sonst wird sie eine Plage! Sie kennen mich nicht – wenn Sie mich des Egoismuß fähig halten. Ach Ihr liebes kleines Buch! – welch frommer, christlicher Sinn spricht sich darin aus – welches tiefe – warme Gemüth. Sie haben eine trauernde Familie kürzlich damit in das Herz gegriffen und ich muß es erzählen! -
Mein Hereinziehen in die Stadt, war traurig. Ich fand tödliches Nervenfieber, die jüngste schöne Tochter* von Carus* erkrankt, es war der Stern der Familie! Sie starb – und die armen Ältern* * und Geschwister* * * * * , folgten ihrem Sarge, standen auf ihrer Gruft, und legten ./. Palmenzweige über die kalte Hülle, leise sang ein Männerchor dabey das schöne Lied von Mendelsohn* – Es ist bestimmt in Gottes Rath – daß man vom Liebsten, was man hat – muß scheiden! Es war eine herzerreißende Scene die ich mit durchlebte! – Jenny* war auch durch ihr herrliches musicalisches Talent, das belebende Prinzip im Hause – jetzt schweigt die Musik im stillen Hause dort! – Da sagte mir Carus* ! Denken Sie! der liebe Andersen hat auch meiner gedacht – ich fand am Neujahrtag sein Buch auf meinem Tisch – und lese nun Abends nach 8 Uhr, den Meinen daraus vor! – Er sagte – wir weinten bey der Erzählung – unter dem Weidenbaum, und alle Abende hohle ich es – und das zuerst, zog unsern Schmerz – hinüber – in seine Gemüthswelt! – Ich will ihm dies Alles schreiben – vielleicht haben Sie schon seinen Brief.
Die Familie Moltke* * sehe ich weniger oft, als ich wünschte. Die Gräfin* beschäftigt sich viel mit Zeichnen und Malen, und liebt keine Störungen am Tage; dann haben sie mehrere vornehme Russische und polnische Familien, deren Umgang sie Andern, schon wegen der franz. Sprache vorziehen – und Sie wissen, daß die Gräfin* ihre kleinen Launen hat – nicht für uns, einfache, Deutsche recht paßt, sich auch nicht hier gefällt deßhalb – und besonders unsere Sprache und Litteratur nicht kennt und kennen lernen will! – Die Erziehung und Natur der Russen hat eine zu verschiedene Richtung mit der Unsern. Der Graf* ist oft krank, man sagt, er leidet an denselben Übel wovon seine Brüder* gestorben! – Doch sind es edle Menschen.
Dahl* kränkelt sehr, und der Arzt fürchtet einmal, und in Kurzem vielleicht – einen schnellen Tod! -
Moltkens* * wollen ihren Festtag im July still verleben, wünschen keine Fremden Besuch, daher wird nichts aus meiner Reise nach Dänemark! – Auch meine liebste Geschichte – ist, unter [fortsættes i margenen]: dem Weidenbaum! – Wie wahr! wie traurig! Dann sie taugte nicht viel. Morgen Abend werden Lüttichaus* * bey uns zubringen!
[i margenen p.1:] Hätte ich nur die Freude, ein Stück von Ihnen, oder Oper mit Ihrem Text hier aufgeführt zu sehen! Warum schicken Sie nicht her? Wenn nicht sofort, richt es doch für die Bühne ein! Gott mit Ihnen! In treuer Verehrung Ihre
Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle die, welche Sie in Ihrem Briefe genannt, und grüssen ließen, waren sehr erfreut darüber, besonders Minna* und entgegnen freundlichst.
9. jan. 1853
Min dyrebareste hr. Andersen.
Det er altid en festdag, når der kommer brev fra Dem – og jeg holder de smukke skrifttegn i mine hænder, tænker på de kære hjertelige ord – og er glad hele dagen! Hvor kunne De tro, at jeg var vred på Dem – når omstændighederne forhindrer, at De kan holde Deres løfter om at besøge os? Bare det, at De fik tanken, nærede ønsket om at tilbringe nogen tid hos os, gjorde os lykkelige – De kom ikke – og vi sørgede – men vi var endnu mere bedrøvede over, at vi i tanken ikke vidste, hvor vi kunne opsøge Dem – og at der ikke kom et kært, skriftligt ord! De mærker nok, at Deres venskab i mit liv er en blomst, hvorved jeg glæder mig, opmuntres – og hvorfor jeg i det stille takker Gud! Men kun som frivillig gave har den værdi – den må også være fri i sin gøren og laden, ellers bliver den en plage! De kender mig ikke – hvis De ser mig i stand til egoisme! Ak Deres kære lille bog – hvilket fromt kristeligt sind udtaler sig deri – hvilket dybt, varmt gemyt! De har for kort tid siden grebet en sørgende families hjerte – og jeg må berette det! –
Min indflytning i byen var sørgelig. Jeg fandt dødelig nervefeber, Carus’* yngste, skønne datter* , det var familiens øjesten, var syg deraf! Hun døde, og de stakkels forældre* * og søskende* * * * * fulgte hendes kiste, stod ved hendes grav – og lagde palmegrene over de kolde jordiske rester, sagte sang et mandskor Mendelsohns* skønne salme – "Det er bestemt Guds vilje, at man må skilles fra det kæreste man har" – det var en hjerteskærende scene, som jeg levede med i. – Jenny* var også med sit hjertelige musikalske talent det oplivende princip i huset, nu tier musikken der i det stille hus! – Da sagde Carus* til mig: Tænk Dem, den kære Andersen har også tænkt på mig – jeg fandt nytårsdag hans bog på mit bord – og nu læser jeg om aftenen efter klokken 8 – op af den for mine kære! – Han sagde – vi græd over fortællingen – ved juletræet, og hver aften henter jeg den og først derved trak det vores smerte over i hans sindstilstand! – Jeg vil skrive alt dette til ham – måske har De allerede hans brev.
Familien Moltke* * ser jeg ikke så ofte som jeg gerne ville. Grevinden* beskæftiger sig meget med at tegne og male, og ønsker ingen forstyrrelser om dagen, så har de flere fornemme russiske og polske familier, hvis omgang hun – allerede på grund af det franske sprog foretrækker frem for andre – og De ved, at grevinden* har sine små luner – som ikke passer for os, enkle tyskere – og heller ikke helt falder til her af samme grund – og især da hun ikke kender vort sprog og heller ikke ønsker at lære det! Russernes natur og opdragelse har en anden retning end vores. Greven* er ofte syg, man siger, at han lider af samme sygdom, som hans broder* døde af! – Men det er ædle mennesker.
Dahl* skranter en del, og lægen frygtede engang, at han kun havde kort tid tilbage! –
Moltkerne* * vil tilbringe deres festdag i juli i det stille, ønsker ingen fremmede besøg, derfor bliver der intet ud af min rejse til Danmark! – Også min kæreste historie – er under juletræet! Hvor sand! Hvor sørgelig! Thi hun duede ikke til meget. I morgen vil Lüttichaus* * tilbringe hos os.
[i margenen p.1:] Havde jeg blot den glæde at få et stykke af Dem, eller at se operaen med Deres tekst opført her! Hvorfor sender De mig den ikke? Hvis ikke straks, så tilpas det dog til scenen. Gud være med Dem. I tro ærbødighed Deres Fr. Serre.
[f.n. p. 1:] Alle, som De har nævnt i Deres brev og lader hilse, var meget glade derfor, især Minna* og gengælder venligst.
BrevID 17589: FrS-brev af 9/1 1853 (Collin XI, 13/188, billedid 5101-02).
Das schöne Lied von Mendelssohn* : Mendelssohns* melodi til salmen Es ist bestimmt in Gottes Rath af lægen, af digteren og filosoffen Ernst von Feuchtersleben* (1806-49) er komponeret i 1825.
unter dem Weidenbaum: HCA.s historie "Under Piletræet" er skrevet i efteråret 1852, udkom på dansk i november, blev meget hurtigt oversat til tysk, udkom i hans Historien 1852-53, som ved nytårstide lå på bordene hos FrS og C. G. Carus* . http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
vornehme Russische und polnische Familien: grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt f. Razumovsky* tilhørte familiemæssigt den ukrainsk-russiske adel, men hendes gren af familien opterede i 1811 for Østrig, hvor hendes fader, geologen og mineralogen, greve Gregor Kirillowitsch R.* (1759-1837) af kejser Franz I* blev anerkendt som østrigsk greve, med besiddelser i Mähren (Böhmisch-Rudoletz)
der Graf* ist oft krank … Übel wovon seine Brüder* gestorben: grev Moltke-Huitfeldt* havde kun én broder, Henrik M-H.* (1799-1847). Årsagen til dennes tidlige død kendes ikke.
"Hun duede ikke" udkom i 1852 som bidrag til "Folkekalender for Danmark og kom først 3 år senere i en eventyrudgave, inden da oversat til tysk og udgivet i dec. 1852 i Historien. https://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20552
18.04.1853
Dato: 1853-04-18
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 18 Apri1.[1853]
Mein theuerster Herr Andersen !
Ich benutze die Gelegenheit, durch Graf Moltke* welcher nach Dänemark reiset, mich in Ihr Gedächtniß zu rufen. Schon seit 3 Monate müssen Sie einen Brief von mir erhalten haben, und vergebens hoffte ich immer auf eine Antwort darauf. Auch Frau von Deken* hat mir aufgetragen Sie zu fragen, ob Sie Ihre letzten Zeilen nach Neujahr erhalten haben. Die gute Frau hat ihre Wohnung wechseln müssen, was ihr ein wahrer Schmerz war, und ist immer kränklich. Der Frühling naht – die Sonne lacht, Knospen und Keimeharren – und ich frage im Stillen – wird unser theurer Andersen wohl kommen, werden wir seine liebe Stimme wieder hören? – Denken Sie, in einer Winternacht, hat man von Ihrem Baum, Stab und Schild, wo Ihre Hand, Ihren Namen unter ./. zeichnet – geraubt! Selbst der todte Träger desselben erwärmt einen kleinen Raum, wie aber der liebe Mensch – alle Herzen![sic]
Gewiß werden Sie im July nach Glorup zur silbernen Hochzeit von Moltkes* * wo ein Volks Fest veranstaltet werden wird. Von uns Deutschen – hat er Niemand eingeladen! Leider werden sie nächsten Winter in Florenz wieder zubringen, und wir nehmen abermals einen langen Abschied! –
Ich zerbrach mir den Kopf, was Ihnen wohl ein liebes, und sichtbares Erinnerungs Zeichen sein könnte, leider ist mir nur ein kleiner Raum, dazu gestattet, so sende ich Ihnen, das vor kurzem erschienene Buch von Carus* , Simbolik der menschlichen Gestalt! Es findet große und allgemeine Anerkennung, und ich hoffe Sie werden manchmal darin lesen! – Gern hätte ich den ½ Jahrgang von Gutzkows* ./. neusten Journal, [Unterhaltungen] am häuslichen Herd beygefügt – doch wage ich nicht, zu groß mein Paket zu schicken. Sie hätten darin kleine Proben, von allen jetzt hier lebenden Dichtern gefunden!
Endlich bin ich Jenny Lind* näher gekommen! Sie lebt gänzlich von der Welt und den Menschen zurück gezogen, beschränkt auf ihren Mann* , den sie schwärmerisch liebt und ihre Häuslichkeit, die unberufenen Besuche, werden unfreundlich zurück gewiesen, doch eben so liebens würdig ist sie mit den genauern Freunden! Sie singt keinen Ton außer dem Hause, wohl aber bey sich! Doch da sie ihre Entbindung erwartet, ist ihre Stimme jetzt nicht so schön. Sie zieht nach der Lösnitz aufs Land für den Sommer, und gedenkt sich hier anzukaufen, und später von hier aus Reisen zu unter nehmen. Sie* hat mich, mit dem Manne* besucht – doch sind wir nun für den Sommer getrennt. Heute, erwarte ich die arme trauernde Familie Carus* * , und Fr. von Lüttichau* zum Thee! -
Alle Welt macht das wunderbare Naturspiel nach und läßt Tisch und Hülse und andere Gegenstände drehen, wie Sie aus allen Zeitungen gelesen haben werden; Übt man es in Copenhagen ./. auch? man kann so auf die leichteste Weise eine Gesellschaft durch Ennui – amüsiren!. – Alles hofft von Ihnen bald wieder einen großen Roman zu lesen! Jetzt liest und schwärmt für Ihre Werke, Gräfin Hohenthal Königsbrück* , die Schwester [fortsættes i margenen: des zukünftigen Königs* von Dänemark.] Gräfin Hahn-Hahn* , hat Fr. von Lüttichau* auf ihrer Durchreise, als eingekleidete Nonne besucht. Sie hat die Mission, zu sammeln für ein 2tes Kloster zum heilgen Herzen, und zu bekehren, weshalb sie auf Reisen geschickt wird. So wird sie die Einfirmungs Zeit nicht drücken! -
Man erwartet das Buch über Java von der verstorbenen Frau v. Lützow* , was Fanny Lewald* erscheinen läßt. Auch die Prinzessin Amalie von Holstein* hat ein ein [sic] neues Buch geschrieben, Frühlings Sommer Herbst-und Winterliebe. Frau v. Zöllner* publicirt einen neuen Roman. Sie sehen hier viel Thätigkeit unter den Damen. Auf der Bühne erwartet man den Neger Aldridge* . Man hat als Prima Sängerin die Ney* aus Wien engagirt, eine häßl. aber vollendete Künstlerin und mit herrlicher Stimme. Em. Devrient* ist in England.für den Sommer! –
Ich habe noch keine festen Pläne
[i margenen p. 1:] Es ist möglich ich gehe Ende July nach Rehme wieder, im May und Juny kommt Fanny Tarnow* zu mir.
[i margenen p. 2:] Jedes Raum meines Blattes ist gefüllt, es bleibt mir auch Ihnen in Treue die Hand zu reichen. Ihre Fr. Serre
Dresden, 18. april 1853.
Min dyrebareste hr Andersen
Jeg benytter lejligheden, via grev Moltke* som rejser til Danmark, at minde Dem om mig. Allerede for 3 måneder siden må De have modtaget et brev fra mig, og hele tiden ønskede jeg forgæves et svar derpå. Også fru von Decken* har pålagt mig at spørge, om De har modtaget hendes sidste linjer efter nytår. Den gode kone har måttet have en anden bolig, hvilket var hende meget smerteligt, og hun er hele tiden svagelig. Foråret nærmer sig, solen ler, knopperne er spænstige og venter længselsfuldt – og jeg spørger i det stille – vil vores dyrebare Andersen måske komme, vil vi igen høre hans kære stemme? Tænk Dem, en vinternat har man fra Deres træ røvet Deres skilt med Deres håndskrift og navn nedenunder! Selv den døde holder står tilbage og varmer en lille plads, men hvor kan noget menneske – Herre Jemini!
Ganske sikkert vil De til Glorup i juli til Moltkes* * sølvbryllup, hvor der vil være forberedt en folkefest – Af os tyske – har han ikke indbudt en eneste! Desværre vil de tilbringe næste vinter i Florens, og vi tager endnu en gang en lang afsked! – Jeg brød mit hoved med, hvad der kunne være Dem et kært og synligt erindringstegn, desværre har jeg kun lidt plads dertil, så derfor sender jeg Dem den for nyligt udkomne bog af Carus* Simbolik der menschlichen Gestalt! Den finder stor og almindelig anerkendelse, og jeg håber, De ofte vil læse deri! Gerne havde jeg vedføjet den ½ årgang af Gutzkows* nyeste tidsskrift [Unterhaltungen am häuslichen Herd] – men jeg vover ikke at gøre min pakke for stor. De ville deri have små prøver af alle her levende digtere!
Endelig er jeg kommet Jenny Lind* nærmere! Hun lever fuldstændig tilbagetrukket fra mennesker og verden, begrænset til sin mand* , som hun elsker sværmerisk, og sin husholdning, de uanmeldte besøg, som tilbagevises uvenligt, men ligeså venlig er hun overfor de nærmere venner! Hun synger ikke en tone uden for huset, men velsagtens hjemme! Men da hun venter sin nedkomst, er hendes stemme ikke mere så smuk. Hun flytter nu til Lösnitz på landet for sommeren, og tænker at købe sig en ejendom her, og senere at foretage rejser herfra. Hun* har besøgt mig sammen med manden* – men vi er kun adskilt for sommeren. I dag venter jeg den stakkels sørgende familie Carus* * , og Fr. von Lüttichau* til te!
Hele verden gør det vidunderlige naturspil efter og lader borde og hylstre og andre genstande dreje, som De vil have læst af alle aviser – praktiserer man det også i København? Man kan således på letteste vis more et selskab ved – kedsomhed! – Alle håber snart igen at læse en stor roman af Dem! Nu læser og sværmer grevinde Hohenthal Königsbruck* , søsteren til den kommende konge* af Danmark, for Deres værker. Grevinde Hahn-Hahn* har besøgt fr. von Lüttichau* på sin gennemrejse iført nonnedragt. Hun har den mission at samle ind til endnu et kloster til det hellige hjerte – og at omvende sig, hvorfor hun er blevet sendt på rejse. Således vil hun ikke tynge konfirmations-tiden.
Man venter bogen om Java fra den afdøde fru von Lützow* , som Fanny Lewald* udgiver. Også prinsesse Amalie af Holsten* har skrevet en ny bog, Forårs Sommer Efterårs og Vinterkærlighed. Fru v. Zöllner* offentliggør en ny roman. De ser her stor aktivitet blandt damerne. På scenen venter man negeren Aldridge* . Man har som primadonna engageret sangerinden Ney* fra Wien, en hæslig men komplet kunstnerinde og med herlig stemme. Em. Devrient* er i England denne sommer!
Jeg har endnu ingen faste planer.
[i margenen, p. 1] Det er muligt at jeg i slutningen af juli igen tager til Rehme, i maj og juni kommer Fanny Tarnow* til mig.
[i margenen, p. 2] Hver plads på mit lille ark er fyldt, tilbage er kun at række Dem min hånd i troskab.
Deres Fr. Serre.
BrevID 6871: FrS-brev af 18/4 1853 (Collin XI, 10/148, billedid 4948-51).
Glorup … ein Volks Fest: til trods for, at grev Moltke-Huitfeldt* kun havde besiddet godset i 2 år og hans kone* på det nærmeste var ukendt på egnen, fejredes deres sølvbryllup 20/7 som en virkelig folkefest, jf. HCA.s almanak s. 219.
Carus* , Simbolik der menschlichen Gestalt: C. G. Carus* udsendte i 1853 dette værk, med undertitlen Ein Handbuch zur Menschenkentniß. Heri foregreb han Jungs* teorier om "det ubevidste".
Gutzkow* … am häuslichen Herd: Karl Gutzkow* , som allerede tidligere havde redigeret adskillige tidsskrifter, redigerede fra 1852 og 10 år frem tidsskriftet Unterhaltungen am häuslichen Herd, med Dickens’* Household Words som forbillede.
Endlich bin ich Jenny Lind* näher gekommen: efter sin definitive afsked med scenen (London 1849) og et års koncerttourné i Amerika samt giftermålet med pianisten Otto Goldschmidt* trak JL* sig tilbage til privatlivet og bosatte sig i Dresden.
Alle Welt macht das wunderbare Naturspiel nach … und läßt Tisch: der er tale om borddans, et spiritistisk arrangement, som blev drevet som en art underholdning og hvor deltagerne var forsamlede omkring et bord, afventende kontakt med ånderne, som gav sig til kende ved bankelyde i bordet.
Gräfin Hohenthal Königsbruck* : grevinde Marie Hohenthal Königsbruck* (1810-69) var født prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, ældste søster til den senere kong Christian IX* af Danmark. Hun var 1. gang g.m. oberst og kammerherre Friedrich von Lasberg* (1796-1843), der var formynder for hendes yngre søster, prinsesse Frederikkes* evnesvage mand, hertug Alexander af Anhalt-Bernburg* . Efter FvL.s* død giftede hun sig 2. gang, i 1846, med grev Alfred Hohenthal Königsbrück* (1806-60), der ejede det lille gods Döbernitz ved Dresden. Hér blev hun veninde med FrS.
Gräfin Hahn-Hahn* … als eingekleidede Nonne: den ofte i brevvekslingen nævnte forfatterinde, grevinde Ida Hahn-Hahn* , var i 1850 gået over til katolicismen og havde i 1852 trukket sig tilbage i et kloster i Frankrig, som hun senere ombyttede med et af hende selv grundlagt kloster i nærheden af Mainz. Hun blev dog ikke nonne, om end hun klædte sig som en sådan.
Frau v. Lützow* : forfatterinden, friherreinde Therese von Lützow* (1804-52), som 1825-49 var gift med Robert von Bacheracht* (1798-1884), jf. BrevID 17108, fra ca. 1841-49 kæreste med Karl Gutzkow* – og i 1849 blev hun gift med den hollandske oberst, Freiherr Heinrich von Lützow* . Hun boede fra 1849-52 med sin gemal på det østlige Java og ved sin død efterlod hun et skrift om sit ophold og sine rejser på Java. Det lykkedes dog ikke den nævnte Fanny Lewald* at få bogen udgivet.
Prinzessin Amalie von Holstein* : prinsessen (1810-70) var datter af den augustenborgske prins Emil* (1767-1841), som i 1801 havde giftet sig med den danske adelsdame Sophie Eleonora Skeel* , et ægteskab det danske kongehus betragtede som en mesalliance. Han* bosatte sig derfor i Leipzig.
die Ney* : den østrigske operasangerinde (sopran) Jenny Bürde-Ney* (1826-86) blev i 1853 kaldt til Dresden, hvor hun efterfulgte Wilhelmine Schröder-Devrient* som operaens 1. dame.
den Neger Aldridge* : den afro-amerikansk skuespiller Ira Aldridge* (1807-67), som HCA blev præsenteret for adskillige år senere, under verdensudstillingen i Paris 1867.
