Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
01.05.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 1. May 1869.
Lieber, theurer Freund!
Welche große Freude hat mir Ihr lieber Brief bereitet, mit der interessanten Beilage, Ihr Sterioscop und das Ihres Freundes – welcher gerade am Vorabend meines Geburtstages kam, Dank, tausend Dank für freundl. Erinnerung und Gabe! –
Auch mir wurde der Segen von unzähligen lieben Freunden mit Blumen Gaben und Wünsche überschüttet zu werden. Die Jahres Zeit ist günstig. Alles blüht und grünt in der Natur und athmet Wiederbelebung und flößt Hoffnung in die kranke Brust, auch ich hoffe von der Landluft – Besser Befinden! – ./.
Es ist doch schön hier auf meinen Bergen! Die Luft rein und klar – die Aussicht auf die sächsische Schweitz entzückend – Alle heißen mich mit Liebe willkommen, und immer schwerer wird mir der Entschluß mich von diesem lieben Heim zu trennen! -
Gestern schickte ich Ihnen einen Aufsatz in der Europa, der mir annonym zugesendet wurde. Wahr ist Alles was darin von meinem Origin steht – ich denke Sie werden ihn mit Interesse aus alter Freundschaft lesen – vielleicht benutzen Sie Stellen daraus in der Erwähnung Ihrer Fortsetzung des ./. Märchens Ihres Lebens, da Sie mir schrieben Sie beabsichtigten auch Maxen darin zu verewigen. Ich beklage noch sehr Ihre Freunde nicht näher kennen gelernt zu haben, sie machten einen flüchtigen Morgenbesuch, darauf ladete ich den andern Abend eine musicalische kleine Gesellschaft auf sie ein, unsere 1t Künstler dabey – wir warteten – Niemand kam, Niemand sagte ab – ich schickte noch spät in ihr Hôtel, da sagte der Portier, sie wären ausgegangen. Ich fand das nicht ganz freundlich –
Die Nachricht, daß Sie nicht im Sommer durch Dresden kämen, betrübte mich, wie gern hätte ich gewollt ./. daß Sie all die lieben Plätze wieder gesehen, die die Freundschaft pflegte – selbst unter dunklen Wolken an ihrem Himmel! Sie hätten liebe Bekannte, Henselts* * – Goethes* * * bey mir gefunden, und ist man kränklich und klopft das Alter an, dann darf man wenig von der Zukunft mehr erwarten. Gräfin Moltke* schickte mir ebenfalls ein Telegram, sie bleibt stets dieselbe – wenn ich heute kürzer schreibe, als mein Herz es wünscht, so denken Sie es liegen 51 Briefe die am 28st. kamen zur Beantwortung vor mir, darunter Einer vom Gr. Herz.* v. Weimar! Bald bald hören Sie wieder von Ihrer
Ihnen ewig treu und dankbar ergebenen
Fr Serre
Maxen, den 1. maj 1869.
Kære, dyrebare ven!
Sikken stor glæde, Deres kære brev har beredt mig, med det interessante bilag, stereoskopiet af Dem og Deres ven – det ankom netop aftenen før min fødselsdag, tak, tusinde tak for den venlige erindring og gave!
Også jeg blev overdænget med en velsignelse af blomster, gaver og lykønskninger fra venner. Denne årstid er gunstig. Alt blomstrer og grønnes i naturen og ånder genoplivning og indgyder håb i det syge bryst, også jeg håber på bedre befindende ved landluften.
Der er dog skønt her på mine bjerge! Luften ren og klar – udsigten til det sachsiske Schweitz er fortryllende – alle hilser mig med kærlighed velkommen, og stadig sværere bliver beslutningen om at skille mig af med dette kære hjem.
I går sendte jeg Dem en artikel i Europa, som blev tilsendt mig anonymt. Det er sandt deri alt hvad der står om min oprindelse – jeg tænker, De vil læse den med interesse i gammelt venskabs ånd – måske kan De bruge steder deri, når De fortsætter Deres Livs Eventyr, da De skrev, at De havde til hensigt at forevige Maxen deri. Jeg beklager stadig meget ikke at have lært Deres venner nærmere at kende, de gjorde et flygtigt morgenbesøg, derpå indbød jeg den anden aften til et lille musikalsk selskab, vore dygtigste kunstnere deltog – vi ventede – ingen kom, ingen meldte afbud – jeg sendte endnu sent til deres hotel, da sagde portieren, de var gået ud. Det fandt jeg ikke så venligt!
Efterretningen, at De ikke kommer gennem Dresden til sommer bedrøvede mig, hvor gerne havde jeg ønsket, at De igen havde set alle de kære steder, som plejede vort venskab – selv under mørke skyer! De ville have mødt kære bekendte, Henselts* * – Goethes* * * – hos mig, og er man sygelig, og alderen banker på, så kan man kun vente lidt af fremtiden. Grevinde Moltke* sendte mig også et telegram, hun er stadig den samme – og hvis jeg skriver kortere i dag, end mit hjerte ønsker, så tænk Dem, der ligger 51 breve som kom den 28. – og de skal alle besvares af mig, deriblandt et fra storhertugen* af Weimar! Snart hører De igen fra Deres,
Evigt tro og taknemligt hengivne
Fr. Serre
BrevID 19008: FrS-brev af 1/5 1869 (Collin XI, 19/267, billedid 5440-43).
Ihr lieber Brief … mit Ihr Sterioskop und das Ihres Freundes: iflg. Dbg. VIII, 201, sendte HCA 24/4 "Brev til Fru Serre til hendes Fødselsdag og i Krydsbaand mit stereoskop Billede og Blochs* ", d.v.s. det billede, Israel B. Melchior* tog af venneparret ude på "Rolighed", jf. Bjørn Ochsner* .
![[HCA og Carl Bloch]](./images/HCA-1976-25.jpg)
einen Aufsatz in der Europa: 1868, bd. 2, s. 1130-34:
Europa, Nr. 36, 1868: https://books.google.dk/books?redir_esc=y&hl=da&id=H1ZEAAAAcAAJ&q=Serre+Maxen#v=snippet&q=Serre%20Maxen&f=false ) (link jan. 2019)
Die letzte Enkelin der Gründer von Johanngeorgenstadt. -
[…] Friederike ist die letzte Abkömmlingin der ersten
Gründer von Johanngeorgenstadt, dieses in unserer jüngsten Vergangenheit so
schwer heimgesuchten Ortes, dessen Unglück in so weiten Kreisen von sich reden
machte.
Sie wurde in frühester Jugend die Gattin des jetzt
verewigten Majors Friedrich Anton Serre, dessen Verdienste oft in unserer
Presse besprochen worden sind. Der Name des Vollenders der Schiller* lotterie,
des Schöpfers der Tiedgestiftung, des eifrigen Förderers der Schiller* stiftung
lebt in der dankbaren Erinnerung der Edelsten seines Volkes. Alle die
unsäglichen Mühen, sowie die bedeuteden pecuniären Einbußen welche die
Durchführung dieser großartigen Aufgaben mit sich brachte, wurden von seiner
Gattin redlich getheilt. Im Jahre 1819 hatte das junge Paar das
früher der Familie von Schönberg gehörige Rittergut Maxen angekauft. In dem
großartigen Wirkungskreis, welchen diese umfangreichte Besitzung auch ihr
erschloß, mußte die jugendliche Mutter bald genug Ersatz für Verlust ihres
einzigen Sohnes suchen, welcher ihr schon im zartesten Alter entrissen wurde.
Die reiche Fülle der Güte, welche in der Brust der neuen herrin von Maxen
wohnte, wandte sich anderen Bedürftigen zu, da ihr das Schicksal fernere
directe Erben versagte. Viele jugendliche talente erhielten Unterstützung zur
gedeihlichen Ausbildung von ihr und erlangten bald als Lehrer, bald als
Künstler, bald in einem anderen Berufe eine geachtete Stellung in der
menschlichen Gesellschaft. Mehrere unter ihnen wurden die Träger berühmter
Namen und manche anerkannte wissensahaftlige oder künstlerische Capacität
gedenkt noch heute mit tief emfundenem Dankesgefühl der treuen Sorge, welche
ihre Wohlthäterin ihren früheren Jahren widmete.
Immer die lebendige Theilnahme an dem Wohle
der Bedrängten festhaltend ging das junge Paar von der richtigen Ansicht aus,
daß die frische, gesunde Landluft das Wohl der elternlosen Kinder des Volkes
viel besser fördern würde als der Aufenthalt in den oft so überfüllten
städtischen Waisenhäusern. Sie trafen also mit den Vorstehern der Commune
Dresden das Uebereinkommen, der Stadt gegen die sehr geringe jährliche
Vergütung von zwölf Thalern vorerst fünfzig arme Kinder abzunehmen, welche mit
der Beihülfe der Gutscherrschaft bei achtbaren Familien in Maxen untergebracht
wurden. Diese werkthätige Menschenfreundlichkeit wurde so unermüdlich fortgesetzt,
daß in diesen "Armencolonien in Maxen" im Laufe der Jahre weit über tausend
Kinder versorgt und auferzogen wurden. Die umliegenden Ortschaften Dohna,
Glashütte u.a.m. folgten nach und nach dem vortrefflichen Beispiele, und so
wurde dieses der Segen der Gegend und einer Menge hülfsbedurftiger kleiner
Wesen, welche die Strohflechterei und andere Kunstfertigkeiten erlernten. Auch
ist hier der Tagelöhner nicht genöthigt, mit jammervoller Sorge nach dem
täglichen Brode für sich und die Seinigen zu schmachten; der fleißige findet
jetzt wie früher hinreichende Beschäftigung in den Marmor- und Kalkbrüchen von
Maxen, wen Alter oder Krankheit zur Arbeit untüchtig machen, der erlangt die
wohlwollende Unterstützung der Gutsherrin, deren offene Hand sich heute so
wenig wie sonst den würdigen Bedürftigen verschließt. Die auf machen Stellen
sich erhebenden Marmorhalden haben zu der katholischen Kirche in Dresden ihren
beitrag geliefert, desgleichen finden wir Bruchstücke aus ihnen auf
verschiedenen Friedhöfen. Die in den Kalk- und Marmorbrüchen beschäftigten Bergleute
bilden eine Knappschaft und besitzen auch ihr eigenes Musikcorps.
Der früh verstorbene Vater hegte außer dem
Eifer für sein großartiges Geschäft ein lebendiges Interesse für
wissenschaftlige Beziehungen, wovon eine noch vorhandene, äußerst reichhaltige
Bibliothek und mancherlei nachgelassene Manuscripte das unwiderlegliche Zeugniß
abgeben. Seine Tochte hatte diese rege Theilnahme an
allem Wissenswerthen und Schönen als glückliches Erbtheil empfangen. 1834
verließ die junge Herrschaft von Maxen ihr unter ihrer wohlthätigen Hand sich
immer schönter entfaltendes Besitztum, um sich nach Italien zu begeben. Hier
nahm sie in vollen Zügen alle die herrlichen Genüsse in sich auf, welche jener
vielgepriesene Boden der Seele der wahren Kunstjüngerin darbot. Nach drei
Jahren nach Sachsen zurückgekehrt, wurden später noch anderweitige Reisen nach
Dänemark, England und Frankreich, sowie mancherlei Tourin in Deutschland
unternommen, von denen die Reisenden jedoch stets mit der alten Vorliebe wieder
in die Heimath zurïckeilten. Bald genug wurde nicht nur Maxen, sondern auch das
vielbesuchte Haus der Majorin Serre in Dresden der Sammelplatz einheimischer
und auswärtiger Berühmtheiten auf dem weiten Gebiete der Kunst und
Wissenschaft, sowie anderer bedeutender und hochstehender Persönlichkeiten, und
es zeigen die in den anmuthigen, künstlerisch geschmückten Räumen des Schlosses
verwahrten Gedenkbücher die eigenhändig von ihren Trägern verzeichtnete Namen,
so wie sonstige charakteristische Bemerkungen. Von diesen zeitweiligen Gästen
führen wir unter vielen Andern nur Einige an: Thorwaldsen* ,
Karl Gutzkow* , Berthold Auerbach* , Carus* , Julius Hammer* , Gräfin Ida Hahn-Hahn* , Wilhelmine Schröder Devrient* , Frau Niemann-Seebach* , Fanny Tarnow* , Mrs. Karr* ,
Ira Aldridge* , Emil Devrient* ,
Alexander Ziegler* , Ludwig Tieck* , Tiedge* ,
Gustav Kühne* , Jakob Matthias Schleiden* , Mädler* , Kohl* , Franz Schubert* , Mary Krebs* , Franz von Schober*
und Boanhi, der schwarze Ashantee-Prinz* . Die Mitgleider
der Familie* * * unsers
großen Goethe* verehrten oft und gern in der gastlichen Serre’schen Häuslichkeit,
sowie auch der alles höhere Streben so sehr begünstigende Großherzog* von Weimar diese wiederholt aufsuchte und
in langjähriger, brieflicher Verbindung mit ihrer Herrin geblieben ist.
Duftende Blumenpartien und grünende
Obstgärten umgeben das Schloß. Durch diese gelangt man in den Park, von welchen
äußerst geschmackvolle Anlagen länger als eine Stunde weit und über den Berg
führen, auf dem er sich ausbreitet. An anmuthigen Tempet, kühlen Grotten,
lauschig umbüschten Hügeln, einladenden Ruhebänken vorüber, wo immer unser
Blick mit jedes Mal erneutem Vergnügen auf den lachenden Fluren der Umgegend,
auf der wohlerhaltenen Kirche und den Wohnhäusern des Dorfes Maxen, oder auf
dem alterthümlichen Schloßbau ruht, gelangen wir an eine kleine Moschee, welche auf einem malerischen Bergvorsprunge
liegt. Sie wurde als ein Andenken an die morgenländische Heimath des Javanesen Raden Sahleh*
errichtet, eines vortrefflichen Malers welcher lange Zeit auf Maxen weilte und
seinen Bewohnern vorzügliche Gemälde hinterließ. Immer weiter wandernd gelangen
wir zum Rabenhorst, einer romantischen, von dichten Tannen- und Buchengruppen
beschatteten Felsenbastei, dem Endpunkte dieser reizenden, von der Besitzerin
so geschmackvoll ausgeführten Anlagen. Hinter einer Ruhebank fällt uns an der
Felsenwand eine weiße Gedenktafel in die Augen: "Dem dänischen Schwan 1855"
lautet die sinnige Inschrift – zum Gedächtnisse des Dichters Andersen, welcher
als Freund der Bewohner Maxens gleichfalls ein häufig und gern gesehener Gast
dort war, und welcher auch im Schatten des Rabenhorstes sich oft genug den
poetischen Eindrücken überließ, zu welchen dieser von der Natur so begünstigte
und durch die Kunst so verschönerte Ort so mannigfache Anregung bietet.
Der ältere Theil des Schlosses weist noch
Burgreste einer vormaligen Meißener Grenzfestung auf: in der Kirken sehen wir
alterthümliche Denkmäler und Gemälde von Schreivogel. Südlich vom Dorfe
gewahren wir auf einem kaum zehn Minuten entferten Hügel drei Bäume, den
Finkenfang. Hier wurden unter dem General von Fink*
am 17. November 1769 fünfzehntausend Preußen von dem österreichischen General Daun* gefangen genommen und es wurde dadurch
dieser Ort einer der wichtigsten in der Kriegsgeschichte des vorigen
Jahrhunderts. Eine herrliche, sehr weite Rundsicht bietet sich hier dem jetzt
so friedlichen Beschauer; mit innigem Wohlgefallen weilt unser Blick auf den
ringsum sich ausbreitenden, theilweise waldgekrönten Hügelketten, auf den
bunten Gebäuden der aus üppigen Grün hervorschauenden Dörfer, auf den wogenden
Saatfeldern in den Niederungen, auf dieser Gegend, die zu einem der
anmuthigsten Erdflecke in dem gesegneten Lande Sachsen gehört.
Grundlæggeren af Johanngeorgenstadts sidste barnebarn.
Friederike er den sidste efterkommer af den første grundlægger af jOhanngeorgenstadt, dette sted, som i den nære fortid har været så alvorligt hjemsøgt [af jordskælv og hungersnød], hvis ulykke fik så mange til at tale om byen.
I sin tidlige ungdom blev hun
hustru til nu afdøde Friedrich Anton Serre, hvis fortjenster ofte blev omtalt i
pressen. Det er ham der gennemførte Schiller* lotteriet,
han skabte Tiedgestiftelsen, var mæcen for Schiller* stiftelsen,
han lever i folkets taknemlige erindrings-ædelsten. Alle de usigelige
anstrenglser og de betydelige peukinære skader, som gennemførelsen af disse
storartede opgaver forvoldte, blev redeligt delt af hans hustru. I 1819 havde
det unge par købt Maxen, som indtil da havde tilhørt familien Schönberg. I det
store virkefelt, som denne omfangsrige besiddelse også indbefattede, måtte den
unge moder snart søge erstatning for tabet af hendes eneste søn, som blev revet
bort fra hende i den allerspædeste barndom. Den store godhed, som boede i den
nye frue på Maxen, blev nu brugt på andre trængende, da skæbnen nægtede hende
yderligere direkte arvinger. Mange unge talenter modtog af hende støtte til
gunstig uddannelse og opnåede snart som lærer, kunstner eller andre
uddannelser, agtede stillinger i samfundet. Flere af dem blev berømtheder og
mangen en anerkendt videnskabelig eller kunstnerisk kapacitet tænker stadig med
dybfølt taknemlighed på den trofaste omsorg, som deres velgører ydede i deres
unge år.
Mens de bevarede den aktive
deltagelse i de trængendes vel, gik det unge par med rette ud fra, at den
friske landluft ville være meget bedre for folkets forældreløse børn end at
opholde sig i de så ofte overfyldte byers børnehjem. De traf den aftale med
embedsmændene i Dresdens kommune, at de for den ringe kompensation på tolv
Thaler årligt, i første omgang skulle aftage halvtreds fattige børn, som med
hjælp fra herskabet på godset blev anbragt hos agtværdige familier i Maxen.
Denne initiativrige næstekærlighed blev fortsat så utrætteligt, at der i årenes
løb i "fattigkolonierne i Maxen" er langt over tusinde børn blevet sørget for
og har fået opdragelse. De nærliggende landsbyer Dohna, Glashütte m.fl. fulgte
efterhånden det gode eksempel og dette blev således egnes velsignelse og et
stort antal små væsener, som havde hjælp behov, lærte at flette med strå og
andre kunstfærdigheder. Her der der heller ikke brug for daglejeren, som jeg
jammerlig bekymring må længes efter det daglige brød til sig og sine; den
flittige finder nu som tidliger tilstrækkelig beskæftigelse i marmor- og
kalkbruddene i Maxen, og den, som alder og sygdom har gjort uarbejdsdygtig, han
får understøttelse fra godsfruen, hvis åbne hånd heller ikke i dag lukker sig
for den værdigt trængende.
De marmorskrænter, som hæver sig
så mange steder, har leveret deres bidrag til den katolske kirke i Dresden,
ligeledes finder vi brundstykker derfra på forskellige kirkegårde. De bjergarbejdere,
som er beskæftiget i kalk- og marmorbruddene er organiseret i en forening med
pension og sygeforsikring og har også deres eget musikkorps.
Den tidligt afdøde fader nærede foruden interessen for sin storartede forretning også en levende interesse for videnskabelige forbindelser, herom vidner det righoldige bibliotek og mange efterladte manuskripter. Hans datter har heldigvis arvet denne levende interesse for alt, hvad der er værd at vide, samt alt smukt. 1834 forlod det unge herskab Maxen, som under deres ledelse udfoldede sig stadig smukkere, for at begive sig til Italien. Her nød de i fulde drag, hvad det højt besungne område kunne tilbyde den sande kunstelevs sjæl. Efter 3 år vendte de tilbage til Dresden og tog på mange rejser til Danmark [!], England og Frankrig, hvorfra de rejsende dog altid vendte hjem med forkærlighed for hjemegnen.
Snart blev ikke kun Maxen men også
majorinde Serres ofte besøgte hus i Dresden mødested for inden- og udenlandske
berømtheder på kunstens og videnskaben, samt andre betydende og højtstående
personligheders område, og slottets yndige, kunstnerisk udsmykkede med de
bevarede mindebøger, som har kunstnernes navnetræk med øvrige karakteristiske
bemærkninger vidner herom. Blandt de gæster, som periodevis har opholdst sig
der, nævner vi af de mange kun nogle få: Thorwaldsen* ,
Karl Gutzkow* , Berthold Auerbach* , Carus* , Julius Hammer* , grevinde Ida Hahn-Hahn* , Wilhelmine Schröder Devrient* ,
fru Niemann-Seebach* , Fanny Tarnow* , Mrs. Karr* , Ira Aldridge* , Emil Devrient* ,
Alexander Ziegler* , Ludwig Tieck* , Tiedge* , Gustav Kühne* , Jakob Matthias Schleiden* , Mädler* , Kohl* , Franz Schubert* ,
Mary Krebs* , Franz von Schober* og Boanhi, den sorte Ashantee-Prins* .
Vores store Goethe* -families medlemmer* * * ærede også ofte det
gæstfrie Serreske hus med deres besøg, ligesom storhertugen*
af Weimar, som begunstiger alt, der stræber højere, også besøgte Serres
gentagne gange og stod i langvarig brevkontakt med godsets frue.
Duftende blomsterpartier og grønne frugthaver omgiver slottet. Gennem disse når man ud i parken, hvor nogle yderst smagfulde anlæg fører mere end en time væk og ud over bjergene, hvor godset også strækker sig. Forbi yndige templer, kølige grotter, hyggelige bevoksede hytter, indbydende hvilebænke, hvor vort blik hele tiden med fornyet fornøjelse hviler på de indbydende marker i omegnen, op mod den velholdte kirke og landsbyen Maxens boliger – eller hvis vi ser på den gammeldags slotsbygning, når vi til en lille moské, som ligger på et malerisk bjergfremspring. Den blev bygget af javaneseren Raden Saleh* til minde om hans østerlandske hjemstavn, han var en fortræffelig maler, som i lang tid opholdt sig på Maxen og som efterlod beboerne fortræffelige malerier. Vandrer vi endnu længere, når vi til Rabenhorst, et romantisk klippeparti, som er skyggefuldt bevokset, som danner endepunktet for disse henrivende anlæg, som ejerinden så smagfuldt har anlagt. Bag en hvilebænk får vi øje på en hvid mindetavle: "Dem dänischen Schwan 1855" lyder den sindige indskrift – til minde om digteren Andersen, som ligeledes ofte og gerne blev set som gæst på Maxen, og som i Rabenhorsts skygge ofte overlod sig til de poetiske inspirationer, som denne natur har begunstiget og som dette område, som er så forskønnet af kunsten, så ofte tilbyder .
Den ældre del af slottet fremviser endnu borgrester fra en tidligere meissener-grænsefæstning: I kirken ser vi gammeldags mindesmærker og malerier af Schreivogel. Syd for byen ser vi i det fjerne – i ti minutters gåafstand – en høj med tre træer: Finkenfang. Her blev under general von Fink* den17. november 1769 halvtredstusinde preussere taget til fange af den østrigske general Daun* og dette sted blev derfor et af de foregående århundredes vigtigste i krigshistorien. Et herligt, meget vidtrækkende blik rundt viser den fredelige tilskuer med inderligt velbehag på den omfattende , til dels skovbedækkede kæde af høje, på den brogede bygninger som kigger frem fra det frodige grønne i landsbyerne, på de bølgende kornmarker i lavningerne – denne egn, som hører til de yndigste i det velsignede land Sachsen.
Ihrer Fortsetzung des Märchen Ihres Lebens: i forbindelse med en oversættelse til engelsk af selvbiografien "Mit Livs Eventyr" (1855), som HCA.s amerikanske forlæggere, Hurd & Houghton, ville udgive (v/ Horace E. Scudder* ), skrev HCA på eget iniviativ en fortsættelse, som ajourførte livshistorien fra 1855 op til 1867, med beretningen om æresborgerudnævnelsen i Odense dec. 1867 som en effektfuld afslutning. – Det vides ikke, hvad HCA havde stillet FrS i udsigt med hensyn til en omtale af hans tilknytning til ægteparret Serre i fortsættelsen af MLE, men under alle omstændigheder kom FrS.s oplysning for sent, al den stund HCA afsluttede sit manuskript 29/3 1869. Og man kan desværre ikke påstå, at HCA i MLE-fortsættelsen har bidraget til "Maxen darin zu verewigen".
Ich beklage … Ihre Freunde nicht näher kennen gelernt zu haben: det kan ikke konstateres, hvilke musikvenner HCA har villet introducere hos FrS, som til deres ære – men forgæves – arrangerede "eine musicalische kleine Gesellschaft".
daß Sie nicht im Sommer durch Dresden kämen: HCA ombestemte sig og tog efter festen for ham i anledning af 50 års dagen for hans komme til København (6/9) ud på en længere rejse gennem Tyskland (med stop i Dresden og på Maxen, hvilket blev HCA’s sidste besøg på Maxen), Østrig, Schweiz, Sydfrankrig og Paris, med hjemkomst til København 11/3 1870.
28.06.1869Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22413 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
10.08.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 10. Aug. 1869.
Verehrter Freund!
Immer näher rückt die Zeit wo Sie nach langer Zeit einmal wieder Dresden und Maxen berühren werden – die alten Freunde wiedersehen, und die einstige, [overstreget: alte] 2t Heimath Maxen wieder besuchen wollen! Sie werden hier Alles unverändert finden, aber ihre Freundin, alt geworden, ihr Herz aber, glauben Sie, ist jung und frisch geblieben und immer unverändert in allen Wechsel des Lebens! –
Ich vermuthe Sie kommen Mitte Sptbr. und habe schon Clara* und Ottilie Heinke* zu dieser Zeit nach Maxen eingeladen. ./. Wie Viele aber werden Sie vermissen! [tilføjet i margenen: Mein Mann wird Ihnen nicht mehr die Hand reichen – ] Die ganze Familie von Lüttichau* * , die Allbedyls* * und Fr. von Hann* sind von der Erde geschieden, die gute Frau v. Berge* – und jetzt wieder Geheimrath Carus* ! Mit ihm schließt sich gewissermaßen eine Zeitperiode. Er war ein seltener Mann, und hat sich Unsterblichkeit erworben. Was er mir stets unverändert war, der treuste Freund, was er mir gab, in anregendem geistigem Gespräch, mit der interessantesten Geselligkeit seines Hauses – wissen Sie, und begreifen, wie tief mich sein Verlust ergreift, und unersetzlich ./. ist! – Es ist das Traurigste vom Alt werden, die lieben Zeitgenossen hinsterben zu sehen, sie zu verlieren, und immer einsamer dazustehen!-
Siegwald Dahl* ist mit Gräfin Moltke* in Ragazz – und Letz[t]ere hat mir Hoffnung gemacht, bey ihrer Rückreise mich in Dresden und Maxen aufzusuchen. Wie ist sie immer gleich lieb und gut zu mir! –
Jetzt wohnt seit 3 Wochen ein höchst geistreicher Mann* bey mir, der Redacteur der Zeitschrift, der Globus welcher über alle Welttheile spricht, er hat das beste Werk über Amerika geschrieben, 2 Bände Handels Geographie, ein berühmtes classisches Buch, und besitzt eine überaus reiche Beredtsamkeit!./. So bringt man mir, da ich fast gar nicht mehr aus gehen kann, geistigen belebenden Genuß ins Haus! –
Auch Frau v. Paveloff* erwarte ich welche vom Grafen Toltsoy* [sic] aus dem Russischen, mehrere große Trauerspiele ins Deutsche übersetzt – und jetzt ihre Lebenserinnerungen schreibt. –
Mrs Kerr* , die Übersetzerinn von Rankes* Geschichte der Päpste, hat meine Drÿade nach London entführt, und will sie dort ins Englische übersetzen wahrscheinlich! – Die Eiche ist hoch und schlank, wie ein nordischer Baum geworden, der Lerchenbaum hat den heftigen Schneefällen und Stürmen diesen Winter getro[t]zt – das Schwanennest ist ein stiller Ruhe sitz. – Alles, vor Allen freut sich des Wiedersehens Ihre getreue
Fr Serre
Maxen, den10. aug. 1869.
Ærede ven!
Den tid rykker nærmere, hvor De efter lang tid atter vil berøre Dresden og Maxen – gense de gamle venner – og atter besøge Maxen, som engang var Deres 2. hjemstavn! De vil finde alt her uforandret, men Deres veninde er blevet gammel, men hendes hjerte, må De tro, er forblevet ungt og stadig uforandret i alle livets omskiftelser.
Jeg formoder, De kommer midt i september og har allerede indbudt Clara* og Ottilie Heinke* til den tid til Maxen. Men hvor vil De savne mange – min mand vil ikke mere række Dem hånden – hele familien von Lüttichau* * , Allbedyls* * , og fr. von Hann* er væk fra jorden, den gode fru v. Berge* – og nu gehejmeråd Carus* ! Med ham lukker helt sikkert en tidsperiode. Han var en sjælden mand, og han har erhvervet sig udødelighed. Hvad han altid uforandret var for mig, den mest trofaste ven, hvad han gav mig, i belivende åndelige samtaler, med den mest interessante selskabelighed i hjemmet – det ved De, og forstår, hvor dybt tabet af ham griber mig – og det er uerstatteligt! Det er det sørgeligste ved at blive gammel, at de kære jævnaldrende dør, man mister dem, og man står mere og mere ensom tilbage.
Siegwald Dahl* er med grevinde Moltke* i Ragaz – og sidstnævnte har ladet mig håbe, at hun på hjemrejsen vil opsøge mig i Dresden og Maxen. Hvor er hun altid den samme kærlige, gode over for mig.
I 3 uger har en højst åndrig mand* boet hos mig, redaktøren af tidsskriftet der Globus, det omtaler alle verdensdele, han har skrevet det bedste værk om Amerika, 2 bind om handelsgeografi, en berømt klassisk bog, og besidder et ualmindelig stor veltalenhed. Således bringer man mig, som næsten ikke mere kan gå ud, åndelig belivende nydelse i huset!
Også fru v. Paveloff* venter jeg, hun har oversat flere store sørgespil fra russisk af grev Tolstoy* til tysk – og nu skriver hun på sine erindringer.
Fru Kerr* , oversætteren af Rankes* Pavernes historie, har bortført min Dryade til London, og vil der sandsynligvis oversætte den til engelsk. – Egen er blevet høj og slank, som et nordisk træ, lærketræet har trodset de heftige snebyger og storme i denne vinter – svanereden ligger i stille ro – alt, især alle glæder sig til gensynet,
Deres trofaste
Fr. Serre
BrevID 19039: FrS-brev af 10/8 1869 (Collin XI, 19/268, billedid 5444-47).
und jetzt wieder Geheimrath Carus* : FrS’s nære ven – der også var HCA’s ven – lægen, filosoffen og maleren C. G. Carus* døde 28/7 1869.
Sigwald Dahl* ist mit Gräfin Moltke* in Ragazz: den meget rastløse grevinde Moltke-Huitfeldt var i sin jagt på passende kursteder nået til Bad Ragaz i det østlige Schweiz, som sædvanlig med Siegwald Dahl* som sin tro følgesvend.
ein höchst geistreicher Mann… der Redacterur der Zeitschrift Globus: denne må være Karl Andrée* , jf. BrevID 18609.
Mrs. Kerr* , die Übersetzerin von Rankes* Geschichte der Päpste: hér husker FrS forkert. Mrs. Alexander Kerr* oversatte Leopold von Rankes* værk om den serbiske revolution (1829) og udgav den med titlen "A History of Servia and the Servian Revolution" (1847) Leopold von Ranke* (1795-1886) var tysk historiker. Geschichte der Päpste udgivet af Alexander Patuzzi* 1867-69.
25.08.1869 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre –
(BrevID 22414 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
08.09.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 8. Sptbr. 1869
Verehrter Freund!
Vorüber ist der Tag, der den so gesegnten Knaben nach Kopenhagen führte, um ihn ruhmgekrönt nach 50 Jahren, all die Ovationen hinnehmen zu laßen, die unzählliche Verehrer und Freunde ihn dargebracht – und ich bin begierig davon zu hören. Ich selbst dachte Ihrer und feierte den Tag, durch das Wiedersehen des treuen Freundes Henselt* nach langer Zeit wieder, in Maxen. Da ich gerade den 6ten ihn meinen Wagen schickte, heraus zu holen, legte ich meine Depesche Ihnen zu gratuliren bey, leider ist sie dort vergeßen, zu befördern – und kam ./. Gestern uneröffnet wieder. Daß mir das recht unangenehm können Sie denken, aber Sie zweifeln nicht an meiner Theilnahme, und darum sende ich diesen Brief nach! –
Bald naht die Zeit des lang ersehnten Wiedersehens – und wie schlimm auch die Vergangenheit gewaltet, das treue Herz geht ruhig durch alle Kämpfe – das Meine blieb daßselbe! – Den Tag Ihrer Ankunft werden Sie mir melden rechtzeitig, damit ich Ihnen den Wagen schicken kann, Sie zu holen, da ich selbst nicht die Fahrt machen kann. Die Gegenwart des lieben, innerlich so unverändert gebliebenen Henselt* , ist mir Genuß! Gestern ./. hat er 3 Stunden zum Entzücken gespielt, und in alter Kraft und Feuer! Jeder Ton ist schön bey ihm und er ist und bleibt das Ideal aller Pianisten; Er hat 8 Tage zu seiner [sic] Aufenthalt hier fest gesetzt. Wir kennen ihn seit Novbr l835 also 33 Jahre bereits mit stets gleichen Gesinnungen. Vorigen Monat waren es 50 Jahre, daß ich als noch nicht 18 Jährige junge Frau mit meinem Säugling, in Maxen einzog! Ich ignorirte diesen Tag – da das Haupt fehlte. Ottilie* und Clara Heinke* erwarte ich täglich. – Pastor Fränzel* bereits 82 Jahr alt – ist noch in voller Kraft und Amtsthätigkeit.
Vor einigen Tagen besuchte mich die noch einzig übrig gebliebene Tochter* von Carus* mit ihrer Schwägerin – der Hofräthin* , sie brachten mir ./. das Bild von Frau v. Lüttichau* was Carus* mir ausdrücklich in seinem Testament bestimmt – und ein schönes Öhlbild. Ersteres hing stets über seinen Schreibtisch, es war von Vogelstein* gemalt. Leider verkaufen die Erben das schöne Haus!
Für Heute nochmals einen Herzens Gruß und die wärmsten Wünsche, für eine eben so schöne Zukunft, wie Ihnen die Vergangenheit – so kurz oder lang sie auch Gott gewähren möge
von Ihrer treuergebenen
[ingen underskrift]
Maxen, den 8. sept. 1869
Ærede ven!
Dagen er forbi, hvor den velsignede dreng kom til København, og hvor man har kronet ham efter 50 år, ladet ham tage imod al hyldesten, som de utallige beundrere og venner bragte ham – og jeg er nysgerrig efter at høre derom.
Jeg selv tænkte på Dem og højtideligholdt dagen, ved at gense den tro ven Henselt* i Maxen. Da jeg netop den 6. sendte ham min vogn, for at hente ham herud, vedlagde jeg mit telegram om at gratulere Dem, desværre glemte man at videresende det – og det kom i går uåbnet retur. At det er mig meget ubehageligt, kan De tænke Dem, men De tvivler ikke på min deltagelse, og derfor sender jeg Dem dette brev!
Snart nærmer tiden sig for det længe ventede gensyn – og hvor dårligt end fortiden blev forvaltet, det tro hjerte går roligt gennem alle kampe – mit forblev det samme! – Dagen for Deres ankomst vil De melde mig rettidigt, så jeg kan sende Dem vognen for at hente Dem, da jeg ikke selv kan gøre køreturen. Det er mig en nydelse at have den kære, inderligt så uforandrede Henselt* her! I går spillede han til min henrykkelse 3 timer, med gammel kraft og ild! Hver tone er skøn hos ham og han er og bliver idealet for alle pianister. Han har fastsat sit ophold her til at være 8 dage. Vi har kendt ham siden november 1835, altså allerede 33 år med altid uforandret sindelag. Sidste måned for 50 år siden indtog jeg som 18-årig ung kone med mit spædbarn Maxen. Jeg ignorerede den dag – da overhovedet manglede. Ottilie* og Clara* venter jeg dagligt. – Pastor Fränzel* er allerede 82 år gammel, han er stadig fuld af kraft og embedsdriftighed.
For nogle dage siden besøgte Carus’* eneste tilbageblevne datter* mig sammen med svigerinden, hofrådinden* , de bragte mig det billede af fru v. Lüttichau* , som Carus* udtrykkeligt har bestemt mig i sit testamente – og et smukt oliemaleri. Det første hang altid over hans skrivebord, det var malet af Vogelstein* . Desværre sælger arvingerne det skønne hus.
For i dag endnu en gang en hjertelig hilsen og de varmeste ønsker for en lige så skøn fremtid, som Deres fortid – så kort eller lang som Gud nu vil unde Dem den.
Fra Deres trofaste
[ingen underskrift]
BrevID 19053: FrS-brev af 8/9 1869 (Collin XI, 19/269, billedid 5501-04).
der Tag, der den … Knaben nach Kopenhagen führte: 6. september 1869, 50 års dagen for den fjortenårige HCA.s ankomst til København. Dagen blev fejret med bl.a. festmiddag for ham om aftenen, og kongen udnævnte ham til kommandør af Dannebrog.
meine Depeche: FrS har villet sende HCA en telegrafisk hilsen på 50 års dagen, hvilket man kunne gøre fra Dresden, men ikke fra Maxen.
Vorigen Monat waren es 50 Jahre, daß ich als noch nicht 18 Jährige, junge Frau mit meinem Säugling, in Maxen einzog: Friederike og Anton Serre blev gift 1817, FAS erhvervede godset Maxen i 1819 – formentlig for FrS.s penge – men mærkeligt nok tog hun fejl m.h.t. egen alder og eget barn (i modsætning til adoptivbarnet Carl Serre* ). FrS.s fødselsdag var 28/4 1800, hvilket vil sige at hun i august 1819 har været 19 år gammel. Og ægteparrets eget barn, Johann Friedrich Adolf Serre* , blev først født 18/7 1820 (og døde 25/1 1821), hvorfor han ikke kan have deltaget i ægteparrets "indtog" på Maxen.
Pastor Fränzel* : den mangeårige sognepræst i Maxen.
die noch einzig übrig-gebliebene Tochter von Carus* mit ihrer Schwägerin – der Hofräthin* : CGCs* -datter er Caroline Cäcilie* , se BrevID 19053, svigerinden hed Lina, f. Herbst. Hun* var gift med Carus’* søn, lægen og hofrath Albert Carus* , jf. BrevID 17760.
12.09.1869 Dagbogsuddrag 12.9.1869: Sendt Efterretning om Festen i Kjøbenhavn til Clara Heinke* og Fru Serre.
CH* : (BrevID 25076 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
FS: (BrevID 22415 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
15.09.1869Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22416 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
26.09.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Schloß Maxen am 26. Sptbr[1869]
Theurer, verehrter Freund!
Endlich nach langen Jahren, naht die Stunde, wo wir Sie wiedersehen werden! Mag auch die Zeit, in unser Äußres Furchen gezogen haben, unverändert mit treuen Gesinnungen ist unser Inneres! So seien Sie uns herzl. willkommen! Leider, obgleich ich mich recht erholt habe, darf ich aber die Fahrt nach der Stadt nicht wagen, der ewige Sturm kann ich mir leicht wieder eine Hals-Entzündung zuziehen, ./. welcher ich so oft unterworfen bin, ich ersuche Sie daher mir Zeit und Stunde zu bestimmen, wann Sie ankommen, und wann mein Wagen Sie sofort nach Maxen bringen kann! Clara* und Ottilie Heinke* sind schon seit 10 Tagen hier Sie zu erwarten, müssen aber vor dem 10t Octbr in Berlin zurück sein, weil Clara* unaufschiebbare Geschäfte dort hat! –
Welches Unglück unsere Stadt und unsern armen König* , wieder durch das Abbrennen unsres schönen Theaters betroffen, erfuhren Sie gewiß! Sie finden eine Ruine! Ach, wie Viele, werden Sie vermissen – ./. auch Carus Haus* verödet – bald in fremden Händen!
Nun über Alles mündlich! Fest steht Ihr Lerchenbaum und hat allen Stürmen widerstanden.
Wenn, um 5 Uhr nach Mittag ein Brief auf die Post in Dresden gegeben wird, so erhalten wir ihn den andern Tag Mittags 12 Uhr; kann er nicht mit der Abendpost bis Mügeln, erhalte ich ihn erst den 2t. Tag, bitte das zu berechnen, damit ich noch zur rechten Zeit meine Pferde herein schicken kann! –
Heute Sonnenschein! Er führe Sie in Ihre alte 2t Heimath!
Ihre Fr Serre
Slottet Maxen, den 26. Sep. [1869]
Dyrebare, ærede ven!
Endelig efter mange år nærmer den time sig, hvor vi vil gense Dem! Gid at også den tid, som har trukket furer i vort ydre, må finde vort indre uforandret med tro sindelag! De skal således være hjertelig velkommen!
Desværre, selv om jeg er kommet mig godt, må jeg ikke mere tage turen til byen, den evige storm kan let påføre mig en halsbetændelse igen, som jeg så ofte har lidt af, jeg beder Dem derfor at meddele mig tid og sted, hvor De ankommer, og så kan min vogn straks bringe Dem til Maxen. Clara* og Ottilie Heinke* har allerede ventet på Dem her i 10 dage, men de må være tilbage i Berlin før den 10. oktober, fordi Clara* der har uopsættelige forretninger!
De erfarede sikkert om den ulykke for vor by og vor stakkels konge* , som igen er ramt af, at vort skønne teater er brændt! De vil finde en ruin! Ak, hvor meget vil De savne – også Carus’* hus er tomt, snart på fremmede hænder!
Nu vi vil tale om det hele! Deres lærketræ står fast og har modstået alle storme.
Hvis der kl. 5 om eftermiddagen bliver indleveret et brev på posthuset i Dresden, så modtager vi det næste dag om middagen klokken 12; hvis det ikke kan komme med aftenposten til Mügeln, får jeg det først 2. dag, vær så venlig at tage det i betragtning, således at jeg kan sende mine heste ind i rette tid!
I dag er her solskin! Det vil føre Dem ind i Deres gamle 2. hjemstavn.
Deres Fr. Serre.
BrevID 13734: FrS-brev af 26/9 1869 (Collin XI, 106, billedid 4837-38).
Datering: det mgl. årstal er 1869, hvilket bl.a. fremgår af meddelelsen om teaterbranden i Dresden. - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Der_Brand_des_Hoftheaters_in_Dresden_1869.jpg 21-9-1869
Schloß Maxen: det er bemærkelsesværdigt, at FrS kun denne ene gang betegner Maxen som et "slot".
Clara* und Ottilie Heinke* … müssen vor dem 10t Octbr in Berlin zurück sein: ved HCA.s ankomst til Maxen (3/10) forefandt han de to søstre, af hvilke Ottilie H.* på ham "gjør Indtryk af en ældre, stille, fornuftig Pige" (Dbg. VIII, 267), i modsætning til FrS, som normalt omtaler Ottilie* som "mindre sympatisk". De to søstre blev på Maxen til 7/10.
damit ich noch zur rechten Zeit meine Pferde herein schicken kann: FrS.s omhu ved modtagelsen af sin danske gæst svigtede ikke. Ved sin ankomst til Dresden 2/10 blev HCA modtaget af selskabsdamen Margaret Thomas* , som med beklagelse måtte meddele, at adoptivsønnen Carl Serre* for tvingende forretningers skyld havde måttet disponere over befordringen. HCA tilbragte derfor natten på Hotel Bellevue – med udsigt til den udbrændte teaterbygning – men næste dag kl. 9 kom han med FrS.s vogn til Maxen.
30.09.1869Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre at jeg kom paa Løverdag.
(BrevID 22417 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.10.1869 Dagbogsuddrag Løverdag 2den. […]— Kjørt Klokken ½9 til Jernbanen; kom i Vogn med et Ægtepar og deres løslokkede Datter, de talte engelsk, hun godt Tydsk, jeg roste det og hun svarede at hun var Dansk fra Amerika, hedte troer jeg Berg. Før 12 var jeg i Dresden hvor Frøken Margareth* tog mod mig, at Vognen var kommet for at hente mig, men at Carl Serre* i særdeles vigtigt Anliggende for strax at faae talt med Moderen havde taget den og at først til Aften kom den[,] om jeg vilde tage i Hotel og blive til imorgen. Paa Banegaarden var heller ikke en Droske at finde, »der Haussmann« som Margareth* førte med løb efter Een det varede længe. I Hotel Belvue fik jeg et Værelse til Elben, men ikke godt, det blev senere byttet om til eet af de smukkeste i anden Etage. Theatret staaer som en huul Beenrad ligefor. Davidsen* hører jeg er apoplectisk og kan ikke tale. Gik til Stadt Rom, imorges netop var Fru Fremont* og Frøken Raasløff* afreiste men kom igjen om nogle Dage, fandt strax det af S. omtalte Sted paa Pladsen, tre Herrer gik ind, jeg forbi.
at Carl Serre* i et særdeles vigtigt Anliggende for strax at faae talt med Moderen: den særdeles vigtige samtale har utvivlsomt drejet sig om økonomiske anliggender, event. også om den forventede arv efter FAS’ død.
Hotel Belvue: HCA havde tidligere altid boet på Hotel Stadt Rom, men han har åbenbart været så tilfreds med det nye hotel, at han også under næste besøg i Dresden tog ind på dette hotel. Hotellet lå på venstre Elbbred, i umiddelbar nærhed af "das italieische Dörfchen", den udbrændte teaterbygning, det relativt nyopførte Gemäldegalerie, der Zwinger, Katholische Hofkirche og andre seværdigheder.
Fru Fremont* : en amerikansk generalinde, Jessie Frémont, f. Benton* (1824-1902), g.m. John Charles Fremont* (1813-90), amerikansk general. HCA havde lært familien Fremont* * at kende via general Waldemar Raasløff* , der tidl. havde været dansk gesandt i Washington. Familien Raasløff* * var godt kendt i Dresden, hvor den tidl. havde boet i kortere tid.
