08.09.1869
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 8. Sptbr. 1869
Verehrter Freund!
Vorüber ist der Tag, der den so gesegnten Knaben nach Kopenhagen führte, um ihn ruhmgekrönt nach 50 Jahren, all die Ovationen hinnehmen zu laßen, die unzählliche Verehrer und Freunde ihn dargebracht – und ich bin begierig davon zu hören. Ich selbst dachte Ihrer und feierte den Tag, durch das Wiedersehen des treuen Freundes Henselt* nach langer Zeit wieder, in Maxen. Da ich gerade den 6ten ihn meinen Wagen schickte, heraus zu holen, legte ich meine Depesche Ihnen zu gratuliren bey, leider ist sie dort vergeßen, zu befördern – und kam ./. Gestern uneröffnet wieder. Daß mir das recht unangenehm können Sie denken, aber Sie zweifeln nicht an meiner Theilnahme, und darum sende ich diesen Brief nach! –
Bald naht die Zeit des lang ersehnten Wiedersehens – und wie schlimm auch die Vergangenheit gewaltet, das treue Herz geht ruhig durch alle Kämpfe – das Meine blieb daßselbe! – Den Tag Ihrer Ankunft werden Sie mir melden rechtzeitig, damit ich Ihnen den Wagen schicken kann, Sie zu holen, da ich selbst nicht die Fahrt machen kann. Die Gegenwart des lieben, innerlich so unverändert gebliebenen Henselt* , ist mir Genuß! Gestern ./. hat er 3 Stunden zum Entzücken gespielt, und in alter Kraft und Feuer! Jeder Ton ist schön bey ihm und er ist und bleibt das Ideal aller Pianisten; Er hat 8 Tage zu seiner [sic] Aufenthalt hier fest gesetzt. Wir kennen ihn seit Novbr l835 also 33 Jahre bereits mit stets gleichen Gesinnungen. Vorigen Monat waren es 50 Jahre, daß ich als noch nicht 18 Jährige junge Frau mit meinem Säugling, in Maxen einzog! Ich ignorirte diesen Tag – da das Haupt fehlte. Ottilie* und Clara Heinke* erwarte ich täglich. – Pastor Fränzel* bereits 82 Jahr alt – ist noch in voller Kraft und Amtsthätigkeit.
Vor einigen Tagen besuchte mich die noch einzig übrig gebliebene Tochter* von Carus* mit ihrer Schwägerin – der Hofräthin* , sie brachten mir ./. das Bild von Frau v. Lüttichau* was Carus* mir ausdrücklich in seinem Testament bestimmt – und ein schönes Öhlbild. Ersteres hing stets über seinen Schreibtisch, es war von Vogelstein* gemalt. Leider verkaufen die Erben das schöne Haus!
Für Heute nochmals einen Herzens Gruß und die wärmsten Wünsche, für eine eben so schöne Zukunft, wie Ihnen die Vergangenheit – so kurz oder lang sie auch Gott gewähren möge
von Ihrer treuergebenen
[ingen underskrift]
Maxen, den 8. sept. 1869
Ærede ven!
Dagen er forbi, hvor den velsignede dreng kom til København, og hvor man har kronet ham efter 50 år, ladet ham tage imod al hyldesten, som de utallige beundrere og venner bragte ham – og jeg er nysgerrig efter at høre derom.
Jeg selv tænkte på Dem og højtideligholdt dagen, ved at gense den tro ven Henselt* i Maxen. Da jeg netop den 6. sendte ham min vogn, for at hente ham herud, vedlagde jeg mit telegram om at gratulere Dem, desværre glemte man at videresende det – og det kom i går uåbnet retur. At det er mig meget ubehageligt, kan De tænke Dem, men De tvivler ikke på min deltagelse, og derfor sender jeg Dem dette brev!
Snart nærmer tiden sig for det længe ventede gensyn – og hvor dårligt end fortiden blev forvaltet, det tro hjerte går roligt gennem alle kampe – mit forblev det samme! – Dagen for Deres ankomst vil De melde mig rettidigt, så jeg kan sende Dem vognen for at hente Dem, da jeg ikke selv kan gøre køreturen. Det er mig en nydelse at have den kære, inderligt så uforandrede Henselt* her! I går spillede han til min henrykkelse 3 timer, med gammel kraft og ild! Hver tone er skøn hos ham og han er og bliver idealet for alle pianister. Han har fastsat sit ophold her til at være 8 dage. Vi har kendt ham siden november 1835, altså allerede 33 år med altid uforandret sindelag. Sidste måned for 50 år siden indtog jeg som 18-årig ung kone med mit spædbarn Maxen. Jeg ignorerede den dag – da overhovedet manglede. Ottilie* og Clara* venter jeg dagligt. – Pastor Fränzel* er allerede 82 år gammel, han er stadig fuld af kraft og embedsdriftighed.
For nogle dage siden besøgte Carus’* eneste tilbageblevne datter* mig sammen med svigerinden, hofrådinden* , de bragte mig det billede af fru v. Lüttichau* , som Carus* udtrykkeligt har bestemt mig i sit testamente – og et smukt oliemaleri. Det første hang altid over hans skrivebord, det var malet af Vogelstein* . Desværre sælger arvingerne det skønne hus.
For i dag endnu en gang en hjertelig hilsen og de varmeste ønsker for en lige så skøn fremtid, som Deres fortid – så kort eller lang som Gud nu vil unde Dem den.
Fra Deres trofaste
[ingen underskrift]
BrevID 19053: FrS-brev af 8/9 1869 (Collin XI, 19/269, billedid 5501-04).
der Tag, der den … Knaben nach Kopenhagen führte: 6. september 1869, 50 års dagen for den fjortenårige HCA.s ankomst til København. Dagen blev fejret med bl.a. festmiddag for ham om aftenen, og kongen udnævnte ham til kommandør af Dannebrog.
meine Depeche: FrS har villet sende HCA en telegrafisk hilsen på 50 års dagen, hvilket man kunne gøre fra Dresden, men ikke fra Maxen.
Vorigen Monat waren es 50 Jahre, daß ich als noch nicht 18 Jährige, junge Frau mit meinem Säugling, in Maxen einzog: Friederike og Anton Serre blev gift 1817, FAS erhvervede godset Maxen i 1819 – formentlig for FrS.s penge – men mærkeligt nok tog hun fejl m.h.t. egen alder og eget barn (i modsætning til adoptivbarnet Carl Serre* ). FrS.s fødselsdag var 28/4 1800, hvilket vil sige at hun i august 1819 har været 19 år gammel. Og ægteparrets eget barn, Johann Friedrich Adolf Serre* , blev først født 18/7 1820 (og døde 25/1 1821), hvorfor han ikke kan have deltaget i ægteparrets "indtog" på Maxen.
Pastor Fränzel* : den mangeårige sognepræst i Maxen.
die noch einzig übrig-gebliebene Tochter von Carus* mit ihrer Schwägerin – der Hofräthin* : CGCs* -datter er Caroline Cäcilie* , se BrevID 19053, svigerinden hed Lina, f. Herbst. Hun* var gift med Carus’* søn, lægen og hofrath Albert Carus* , jf. BrevID 17760.
