01.05.1869

Fra: Friederike Serre  Til: Hans Christian Andersen 

Maxen am 1. May 1869.

Lieber, theurer Freund!

Welche große Freude hat mir Ihr lieber Brief bereitet, mit der interessanten Beilage, Ihr Sterioscop und das Ihres Freundes – welcher gerade am Vorabend meines Geburtstages kam, Dank, tausend Dank für freundl. Erinnerung und Gabe! –

Auch mir wurde der Segen von unzähligen lieben Freunden mit Blumen Gaben und Wünsche überschüttet zu werden. Die Jahres Zeit ist günstig. Alles blüht und grünt in der Natur und athmet Wiederbelebung und flößt Hoffnung in die kranke Brust, auch ich hoffe von der Landluft – Besser Befinden! – ./.

Es ist doch schön hier auf meinen Bergen! Die Luft rein und klar – die Aussicht auf die sächsische Schweitz entzückend – Alle heißen mich mit Liebe willkommen, und immer schwerer wird mir der Entschluß mich von diesem lieben Heim zu trennen! -

Gestern schickte ich Ihnen einen Aufsatz in der Europa, der mir annonym zugesendet wurde. Wahr ist Alles was darin von meinem Origin steht – ich denke Sie werden ihn mit Interesse aus alter Freundschaft lesen – vielleicht benutzen Sie Stellen daraus in der Erwähnung Ihrer Fortsetzung des ./. Märchens Ihres Lebens, da Sie mir schrieben Sie beabsichtigten auch Maxen darin zu verewigen. Ich beklage noch sehr Ihre Freunde nicht näher kennen gelernt zu haben, sie machten einen flüchtigen Morgenbesuch, darauf ladete ich den andern Abend eine musicalische kleine Gesellschaft auf sie ein, unsere 1t Künstler dabey – wir warteten – Niemand kam, Niemand sagte ab – ich schickte noch spät in ihr Hôtel, da sagte der Portier, sie wären ausgegangen. Ich fand das nicht ganz freundlich –

Die Nachricht, daß Sie nicht im Sommer durch Dresden kämen, betrübte mich, wie gern hätte ich gewollt ./. daß Sie all die lieben Plätze wieder gesehen, die die Freundschaft pflegte – selbst unter dunklen Wolken an ihrem Himmel! Sie hätten liebe Bekannte, Henselts* * – Goethes* * * bey mir gefunden, und ist man kränklich und klopft das Alter an, dann darf man wenig von der Zukunft mehr erwarten. Gräfin Moltke* schickte mir ebenfalls ein Telegram, sie bleibt stets dieselbe – wenn ich heute kürzer schreibe, als mein Herz es wünscht, so denken Sie es liegen 51 Briefe die am 28st.  kamen zur Beantwortung vor mir, darunter Einer vom Gr. Herz.* v. Weimar! Bald bald hören Sie wieder von Ihrer

Ihnen ewig treu und dankbar ergebenen

Fr Serre

 

Maxen, den 1. maj 1869.

Kære, dyrebare ven!

Sikken stor glæde, Deres kære brev har beredt mig, med det interessante bilag, stereoskopiet af Dem og Deres ven – det ankom netop aftenen før min fødselsdag, tak, tusinde tak for den venlige erindring og gave!

Også jeg blev overdænget med en velsignelse af blomster, gaver og lykønskninger fra venner. Denne årstid er gunstig. Alt blomstrer og grønnes i naturen og ånder genoplivning og indgyder håb i det syge bryst, også jeg håber på bedre befindende ved landluften.

Der er dog skønt her på mine bjerge! Luften ren og klar – udsigten til det sachsiske Schweitz er fortryllende – alle hilser mig med kærlighed velkommen, og stadig sværere bliver beslutningen om at skille mig af med dette kære hjem.

I går sendte jeg Dem en artikel i Europa, som blev tilsendt mig anonymt. Det er sandt deri alt hvad der står om min oprindelse – jeg tænker, De vil læse den med interesse i gammelt venskabs ånd – måske kan De bruge steder deri, når De fortsætter Deres Livs Eventyr, da De skrev, at De havde til hensigt at forevige Maxen deri. Jeg beklager sta­dig meget ikke at have lært Deres venner nærmere at kende, de gjorde et flygtigt morgenbesøg, derpå indbød jeg den anden aften til et lille musikalsk selskab, vore dygtigste kunstnere deltog – vi ventede – ingen kom, ingen meld­te afbud – jeg sendte endnu sent til deres hotel, da sagde portieren, de var gået ud. Det fandt jeg ikke så venligt!

Efterretningen, at De ikke kommer gennem Dresden til sommer bedrøvede mig, hvor gerne havde jeg ønsket, at De igen havde set alle de kære steder, som plejede vort venskab – selv under mørke skyer! De ville have mødt kære bekendte, Henselts* * – Goethes* * * – hos mig, og er man sygelig, og alderen banker på, så kan man kun vente lidt af fremtiden. Grevinde Moltke* sendte mig også et telegram, hun er stadig den samme – og hvis jeg skriver kortere i dag, end mit hjerte ønsker, så tænk Dem, der ligger 51 breve som kom den 28. – og de skal alle besvares af mig, deriblandt et fra storhertugen* af Weimar! Snart hører De igen fra Deres,

Evigt tro og taknemligt hengivne

Fr. Serre

 

BrevID 19008: FrS-brev af 1/5 1869 (Collin XI, 19/267, billedid 5440-43).

Ihr lieber Brief … mit Ihr Sterioskop und das Ihres Freundes: iflg. Dbg. VIII, 201, sendte HCA 24/4 "Brev til Fru Serre til hendes Fødselsdag og i Krydsbaand mit stereoskop Billede og Blochs* ", d.v.s. det billede, Israel B. Melchior* tog af venneparret ude på "Rolighed", jf. Bjørn Ochsner* .

[HCA og Carl Bloch]

einen Aufsatz in der Europa: 1868, bd. 2, s. 1130-34:

 

Europa, Nr. 36, 1868: https://books.google.dk/books?redir_esc=y&hl=da&id=H1ZEAAAAcAAJ&q=Serre+Maxen#v=snippet&q=Serre%20Maxen&f=false ) (link jan. 2019)

Die letzte Enkelin der Gründer von Johanngeorgenstadt. -

[…] Friederike ist die letzte Abkömmlingin der ersten Gründer von Johanngeorgenstadt, dieses in unserer jüngsten Vergangenheit so schwer heimgesuchten Ortes, dessen Unglück in so weiten Kreisen von sich reden machte.
Sie wurde in frühester Jugend die Gattin des jetzt verewigten Majors Friedrich Anton Serre, dessen Verdienste oft in unserer Presse besprochen worden sind. Der Name des Vollenders der Schiller* lotterie, des Schöpfers der Tiedgestiftung, des eifrigen Förderers der Schiller* stiftung lebt in der dankbaren Erinnerung der Edelsten seines Volkes. Alle die unsäglichen Mühen, sowie die bedeuteden pecuniären Einbußen welche die Durchführung dieser großartigen Aufgaben mit sich brachte, wurden von seiner Gattin redlich getheilt. Im Jahre 1819 hatte das junge Paar das früher der Familie von Schönberg gehörige Rittergut Maxen angekauft. In dem großartigen Wirkungskreis, welchen diese umfangreichte Besitzung auch ihr erschloß, mußte die jugendliche Mutter bald genug Ersatz für Verlust ihres einzigen Sohnes suchen, welcher ihr schon im zartesten Alter entrissen wurde. Die reiche Fülle der Güte, welche in der Brust der neuen herrin von Maxen wohnte, wandte sich anderen Bedürftigen zu, da ihr das Schicksal fernere directe Erben versagte. Viele jugendliche talente erhielten Unterstützung zur gedeihlichen Ausbildung von ihr und erlangten bald als Lehrer, bald als Künstler, bald in einem anderen Berufe eine geachtete Stellung in der menschlichen Gesellschaft. Mehrere unter ihnen wurden die Träger berühmter Namen und manche anerkannte wissensahaftlige oder künstlerische Capacität gedenkt noch heute mit tief emfundenem Dankesgefühl der treuen Sorge, welche ihre Wohlthäterin ihren früheren Jahren widmete.
Immer die lebendige Theilnahme an dem Wohle der Bedrängten festhaltend ging das junge Paar von der richtigen Ansicht aus, daß die frische, gesunde Landluft das Wohl der elternlosen Kinder des Volkes viel besser fördern würde als der Aufenthalt in den oft so überfüllten städtischen Waisenhäusern. Sie trafen also mit den Vorstehern der Commune Dresden das Uebereinkommen, der Stadt gegen die sehr geringe jährliche Vergütung von zwölf Thalern vorerst fünfzig arme Kinder abzunehmen, welche mit der Beihülfe der Gutscherrschaft bei achtbaren Familien in Maxen untergebracht wurden. Diese werkthätige Menschenfreundlichkeit wurde so unermüdlich fortgesetzt, daß in diesen "Armencolonien in Maxen" im Laufe der Jahre weit über tausend Kinder versorgt und auferzogen wurden. Die umliegenden Ortschaften Dohna, Glashütte u.a.m. folgten nach und nach dem vortrefflichen Beispiele, und so wurde dieses der Segen der Gegend und einer Menge hülfsbedurftiger kleiner Wesen, welche die Strohflechterei und andere Kunstfertigkeiten erlernten. Auch ist hier der Tagelöhner nicht genöthigt, mit jammervoller Sorge nach dem täglichen Brode für sich und die Seinigen zu schmachten; der fleißige findet jetzt wie früher hinreichende Beschäftigung in den Marmor- und Kalkbrüchen von Maxen, wen Alter oder Krankheit zur Arbeit untüchtig machen, der erlangt die wohlwollende Unterstützung der Gutsherrin, deren offene Hand sich heute so wenig wie sonst den würdigen Bedürftigen verschließt. Die auf machen Stellen sich erhebenden Marmorhalden haben zu der katholischen Kirche in Dresden ihren beitrag geliefert, desgleichen finden wir Bruchstücke aus ihnen auf verschiedenen Friedhöfen. Die in den Kalk- und Marmorbrüchen beschäftigten Bergleute bilden eine Knappschaft und besitzen auch ihr eigenes Musikcorps.
Der früh verstorbene Vater hegte außer dem Eifer für sein großartiges Geschäft ein lebendiges Interesse für wissenschaftlige Beziehungen, wovon eine noch vorhandene, äußerst reichhaltige Bibliothek und mancherlei nachgelassene Manuscripte das unwiderlegliche Zeugniß abgeben. Seine Tochte hatte diese rege Theilnahme an allem Wissenswerthen und Schönen als glückliches Erbtheil empfangen. 1834 verließ die junge Herrschaft von Maxen ihr unter ihrer wohlthätigen Hand sich immer schönter entfaltendes Besitztum, um sich nach Italien zu begeben. Hier nahm sie in vollen Zügen alle die herrlichen Genüsse in sich auf, welche jener vielgepriesene Boden der Seele der wahren Kunstjüngerin darbot. Nach drei Jahren nach Sachsen zurückgekehrt, wurden später noch anderweitige Reisen nach Dänemark, England und Frankreich, sowie mancherlei Tourin in Deutschland unternommen, von denen die Reisenden jedoch stets mit der alten Vorliebe wieder in die Heimath zurïckeilten. Bald genug wurde nicht nur Maxen, sondern auch das vielbesuchte Haus der Majorin Serre in Dresden der Sammelplatz einheimischer und auswärtiger Berühmtheiten auf dem weiten Gebiete der Kunst und Wissenschaft, sowie anderer bedeutender und hochstehender Persönlichkeiten, und es zeigen die in den anmuthigen, künstlerisch geschmückten Räumen des Schlosses verwahrten Gedenkbücher die eigenhändig von ihren Trägern verzeichtnete Namen, so wie sonstige charakteristische Bemerkungen. Von diesen zeitweiligen Gästen führen wir unter vielen Andern nur Einige an: Thorwaldsen* , Karl Gutzkow* , Berthold Auerbach* , Carus* , Julius Hammer* , Gräfin Ida Hahn-Hahn* , Wilhelmine Schröder Devrient* , Frau Niemann-Seebach* , Fanny Tarnow* , Mrs. Karr* , Ira Aldridge* , Emil Devrient* , Alexander Ziegler* , Ludwig Tieck* , Tiedge* ,   Gustav Kühne* , Jakob Matthias Schleiden* , Mädler* , Kohl* , Franz Schubert* , Mary Krebs* , Franz von Schober* und Boanhi, der schwarze Ashantee-Prinz* . Die Mitgleider der Familie* * * unsers großen Goethe* verehrten oft und gern in der gastlichen Serre’schen Häuslichkeit, sowie auch der alles höhere Streben so sehr begünstigende Großherzog* von Weimar diese wiederholt aufsuchte und in langjähriger, brieflicher Verbindung mit ihrer Herrin geblieben ist.
Duftende Blumenpartien und grünende Obstgärten umgeben das Schloß. Durch diese gelangt man in den Park, von welchen äußerst geschmackvolle Anlagen länger als eine Stunde weit und über den Berg führen, auf dem er sich ausbreitet. An anmuthigen Tempet, kühlen Grotten, lauschig umbüschten Hügeln, einladenden Ruhebänken vorüber, wo immer unser Blick mit jedes Mal erneutem Vergnügen auf den lachenden Fluren der Umgegend, auf der wohlerhaltenen Kirche und den Wohnhäusern des Dorfes Maxen, oder auf dem alterthümlichen Schloßbau ruht, gelangen wir an eine kleine Moschee, welche auf einem malerischen Bergvorsprunge liegt. Sie wurde als ein Andenken an die morgenländische Heimath des Javanesen Raden Sahleh* errichtet, eines vortrefflichen Malers welcher lange Zeit auf Maxen weilte und seinen Bewohnern vorzügliche Gemälde hinterließ. Immer weiter wandernd gelangen wir zum Rabenhorst, einer romantischen, von dichten Tannen- und Buchengruppen beschatteten Felsenbastei, dem Endpunkte dieser reizenden, von der Besitzerin so geschmackvoll ausgeführten Anlagen. Hinter einer Ruhebank fällt uns an der Felsenwand eine weiße Gedenktafel in die Augen: "Dem dänischen Schwan 1855" lautet die sinnige Inschrift – zum Gedächtnisse des Dichters Andersen, welcher als Freund der Bewohner Maxens gleichfalls ein häufig und gern gesehener Gast dort war, und welcher auch im Schatten des Rabenhorstes sich oft genug den poetischen Eindrücken überließ, zu welchen dieser von der Natur so begünstigte und durch die Kunst so verschönerte Ort so mannigfache Anregung bietet.
Der ältere Theil des Schlosses weist noch Burgreste einer vormaligen Meißener Grenzfestung auf: in der Kirken sehen wir alterthümliche Denkmäler und Gemälde von Schreivogel. Südlich vom Dorfe gewahren wir auf einem kaum zehn Minuten entferten Hügel drei Bäume, den Finkenfang. Hier wurden unter dem General von Fink* am 17. November 1769 fünfzehntausend Preußen von dem österreichischen General Daun* gefangen genommen und es wurde dadurch dieser Ort einer der wichtigsten in der Kriegsgeschichte des vorigen Jahrhunderts. Eine herrliche, sehr weite Rundsicht bietet sich hier dem jetzt so friedlichen Beschauer; mit innigem Wohlgefallen weilt unser Blick auf den ringsum sich ausbreitenden, theilweise waldgekrönten Hügelketten, auf den bunten Gebäuden der aus üppigen Grün hervorschauenden Dörfer, auf den wogenden Saatfeldern in den Niederungen, auf dieser Gegend, die zu einem der anmuthigsten Erdflecke in dem gesegneten Lande Sachsen gehört.

---

Grundlæggeren af Johanngeorgenstadts sidste barnebarn.

Friederike er den sidste efterkommer af den første grundlægger af jOhanngeorgenstadt, dette sted, som i den nære fortid har været så alvorligt hjemsøgt [af jordskælv og hungersnød], hvis ulykke fik så mange til at tale om byen.

I sin tidlige ungdom blev hun hustru til nu afdøde Friedrich Anton Serre, hvis fortjenster ofte blev omtalt i pressen. Det er ham der gennemførte Schiller* lotteriet, han skabte Tiedgestiftelsen, var mæcen for Schiller* stiftelsen, han lever i folkets taknemlige erindrings-ædelsten. Alle de usigelige anstrenglser og de betydelige peukinære skader, som gennemførelsen af disse storartede opgaver forvoldte, blev redeligt delt af hans hustru. I 1819 havde det unge par købt Maxen, som indtil da havde tilhørt familien Schönberg. I det store virkefelt, som denne omfangsrige besiddelse også indbefattede, måtte den unge moder snart søge erstatning for tabet af hendes eneste søn, som blev revet bort fra hende i den allerspædeste barndom. Den store godhed, som boede i den nye frue på Maxen, blev nu brugt på andre trængende, da skæbnen nægtede hende yderligere direkte arvinger. Mange unge talenter modtog af hende støtte til gunstig uddannelse og opnåede snart som lærer, kunstner eller andre uddannelser, agtede stillinger i samfundet. Flere af dem blev berømtheder og mangen en anerkendt videnskabelig eller kunstnerisk kapacitet tænker stadig med dybfølt taknemlighed på den trofaste omsorg, som deres velgører ydede i deres unge år.
Mens de bevarede den aktive deltagelse i de trængendes vel, gik det unge par med rette ud fra, at den friske landluft ville være meget bedre for folkets forældreløse børn end at opholde sig i de så ofte overfyldte byers børnehjem. De traf den aftale med embedsmændene i Dresdens kommune, at de for den ringe kompensation på tolv Thaler årligt, i første omgang skulle aftage halvtreds fattige børn, som med hjælp fra herskabet på godset blev anbragt hos agtværdige familier i Maxen. Denne initiativrige næstekærlighed blev fortsat så utrætteligt, at der i årenes løb i "fattigkolonierne i Maxen" er langt over tusinde børn blevet sørget for og har fået opdragelse. De nærliggende landsbyer Dohna, Glashütte m.fl. fulgte efterhånden det gode eksempel og dette blev således egnes velsignelse og et stort antal små væsener, som havde hjælp behov, lærte at flette med strå og andre kunstfærdigheder. Her der der heller ikke brug for daglejeren, som jeg jammerlig bekymring må længes efter det daglige brød til sig og sine; den flittige finder nu som tidliger tilstrækkelig beskæftigelse i marmor- og kalkbruddene i Maxen, og den, som alder og sygdom har gjort uarbejdsdygtig, han får understøttelse fra godsfruen, hvis åbne hånd heller ikke i dag lukker sig for den værdigt trængende.
De marmorskrænter, som hæver sig så mange steder, har leveret deres bidrag til den katolske kirke i Dresden, ligeledes finder vi brundstykker derfra på forskellige kirkegårde. De bjergarbejdere, som er beskæftiget i kalk- og marmorbruddene er organiseret i en forening med pension og sygeforsikring og har også deres eget musikkorps.

Den tidligt afdøde fader nærede foruden interessen for sin storartede forretning også en levende interesse for videnskabelige forbindelser, herom vidner det righoldige bibliotek og mange efterladte manuskripter. Hans datter har heldigvis arvet  denne levende interesse for alt, hvad der er værd at vide, samt alt smukt. 1834 forlod det unge herskab Maxen, som under deres ledelse udfoldede sig stadig smukkere, for at begive sig til Italien. Her nød de i fulde drag, hvad det højt besungne område kunne tilbyde den sande kunstelevs sjæl. Efter 3 år vendte de tilbage til Dresden og tog på mange rejser til Danmark [!], England og Frankrig, hvorfra de rejsende dog altid vendte hjem med forkærlighed for hjemegnen.

Snart blev ikke kun Maxen men også majorinde Serres ofte besøgte hus i Dresden mødested for inden- og udenlandske berømtheder på kunstens og videnskaben, samt andre betydende og højtstående personligheders område, og slottets yndige, kunstnerisk udsmykkede med de bevarede mindebøger, som har kunstnernes navnetræk med øvrige karakteristiske bemærkninger vidner herom. Blandt de gæster, som periodevis har opholdst sig der, nævner vi af de mange kun nogle få: Thorwaldsen* , Karl Gutzkow* , Berthold Auerbach* , Carus* , Julius Hammer* , grevinde Ida Hahn-Hahn* , Wilhelmine Schröder Devrient* , fru Niemann-Seebach* , Fanny Tarnow* , Mrs. Karr* , Ira Aldridge* , Emil Devrient* , Alexander Ziegler* , Ludwig Tieck* , Tiedge* , Gustav Kühne* , Jakob Matthias Schleiden* , Mädler* , Kohl* , Franz Schubert* , Mary Krebs* , Franz von Schober* og Boanhi, den sorte Ashantee-Prins* .
Vores store Goethe* -families medlemmer* * * ærede også ofte det gæstfrie Serreske hus med deres besøg, ligesom storhertugen* af Weimar, som begunstiger alt, der stræber højere, også besøgte Serres gentagne gange og stod i langvarig brevkontakt med godsets frue.

Duftende blomsterpartier og grønne frugthaver omgiver slottet. Gennem disse når man ud i parken, hvor nogle yderst smagfulde anlæg fører mere end en time væk og ud over bjergene, hvor godset også strækker sig. Forbi yndige templer, kølige grotter, hyggelige bevoksede hytter, indbydende hvilebænke, hvor vort blik hele tiden med fornyet fornøjelse hviler på de indbydende marker i omegnen, op mod den velholdte kirke og landsbyen Maxens boliger – eller hvis vi ser på den gammeldags slotsbygning, når vi til en lille moské, som ligger på et malerisk bjergfremspring. Den blev bygget af javaneseren  Raden Saleh* til minde om hans østerlandske hjemstavn, han var en fortræffelig maler, som i lang tid opholdt sig på Maxen og som efterlod beboerne fortræffelige malerier. Vandrer vi endnu længere, når vi til Rabenhorst, et romantisk klippeparti, som er skyggefuldt bevokset, som danner endepunktet for disse henrivende anlæg, som ejerinden så smagfuldt har anlagt. Bag en hvilebænk får vi øje på en hvid mindetavle: "Dem dänischen Schwan 1855" lyder den sindige indskrift – til minde om digteren Andersen, som ligeledes ofte og gerne blev set som gæst på Maxen, og som i Rabenhorsts skygge ofte overlod sig til de poetiske inspirationer, som denne natur har begunstiget og som dette område, som er så forskønnet af kunsten, så ofte tilbyder .

Den ældre del af slottet fremviser endnu borgrester fra en tidligere meissener-grænsefæstning: I kirken ser vi gammeldags mindesmærker og malerier af Schreivogel. Syd for byen ser vi i det fjerne – i ti minutters gåafstand – en høj med tre træer: Finkenfang. Her blev under general von Fink* den17. november 1769 halvtredstusinde preussere taget til fange af den østrigske general Daun* og dette sted blev derfor et af de foregående århundredes vigtigste i krigshistorien. Et herligt, meget vidtrækkende blik rundt viser den fredelige tilskuer med inderligt velbehag på den omfattende , til dels skovbedækkede kæde af høje, på den brogede bygninger som kigger frem fra det frodige grønne i landsbyerne, på de bølgende kornmarker i lavningerne – denne egn, som hører til de yndigste i det velsignede land Sachsen.

Ihrer Fortsetzung des Märchen Ihres Lebens: i forbindelse med en oversættelse til engelsk af selvbiografien "Mit Livs Eventyr" (1855), som HCA.s amerikanske forlæggere, Hurd & Houghton, ville udgive (v/ Horace E. Scudder* ), skrev HCA på eget iniviativ en fortsættelse, som ajourførte livshistorien fra 1855 op til 1867, med beretningen om æresborgerudnævnelsen i Odense dec. 1867 som en effektfuld afslutning. – Det vides ikke, hvad HCA havde stillet FrS i udsigt med hensyn til en omtale af hans tilknytning til ægteparret Serre i fortsættelsen af MLE, men under alle omstændigheder kom FrS.s oplysning for sent, al den stund HCA afsluttede sit manuskript 29/3 1869. Og man kan desværre ikke påstå, at HCA i MLE-fortsættelsen har bidraget til "Maxen darin zu verewigen".

Ich beklage … Ihre Freunde nicht näher kennen gelernt zu haben: det kan ikke konstateres, hvilke musik­venner HCA har villet introducere hos FrS, som til deres ære – men forgæves – arrangerede "eine musi­ca­li­sche kleine Gesellschaft".

daß Sie nicht im Sommer durch Dresden kämen: HCA ombestemte sig og tog efter festen for ham i anledning af 50 års dagen for hans komme til København (6/9) ud på en længere rejse gennem Tyskland (med stop i Dresden og på Maxen, hvilket blev HCA’s sidste besøg på Maxen), Østrig, Schweiz, Sydfrankrig og Paris, med hjemkomst til København 11/3 1870.

 

Supplerende oplysninger

Genre/type: Brev.
HCA brevbase BrevID: 19008.