Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
09.03.1868 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22407 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.03.1868
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 16. März [1868]
Theurer, verehrter Freund!
Wie sehr haben Sie mich durch Ihren lieben, ausführlichen Brief erfreut, Es wehte darin wieder, der Hauch alter, lieber Gesinnungen; Sie machten mich mit Ihren Arbeiten bekannt, für welches das Interesse nie erlöschen wird, und erweckten die Sehnsucht eines Wiedersehens, und doch fürchte ich Letz[t]eres. Sie werden mich eine Andere finden, eine alte Frau, die nicht mehr die einstige Elastizität hat – aber geistig an Allem Schönen Theil nimmt, und bis zum Letz[t]en Hauche, immer Neues hören und wissenschaftliches lernen mögte. ./. Leider ist mein Befinden fortwährend nicht gut. Ein chronischer Husten quält mich Tag und Nacht und raubt mir meine Kräfte, dazu hat sich ein Herz übel aus gebildet – was mich bey jeder raschen Bewegung athemlos macht. Sie begreifen, wie ich so alle schönen Pläne für den Sommer tief im Hintergrund stellen muß. Erlaubte es aber mein Gesundheits Zustand, so reisete ich im Maÿ über Weimar, wohin mich der Großherzog* freundlich aufgefordert, nach Schleswig, besuchte dort die Priorin Ulrike* , und ihre Schwester Frau von Göthe* , die bey ihr jetzt lebt – reisete von dort ./. nach Glorup, wohin mich der Graf* alljährlich in alter Freundschaft einladet, ginge nach Copenhagen wohin meine Sehnsucht mich führt – und schaute endlich diese großartige, herrliche Stadt mit seinem Thorwalzen* Musäum, auch möchte ich meine alte Freundin Grafin Yoldi* besuchen, die durch einen unglückseligen Zufall beynahe ihre Augen verloren, und noch beinahe blind ist. Was aber sind des Menschen Pläne und Wünsche? Alles hängt von seinem höchsten Gut, der Gesundheit ab!
Obgleich ich nicht den ganzen Winter ausgehen konnte, so habe ich oft, kleine interessante Abend-Unterhaltungen ./. bey mir. Die Spitzen der Musik fremde Künstler laßen sich bey mir hören,. Professoren lesen Aufsätze vor, die sie in ihren Gesellschaften gehalten, und dies erhebt und zerstreut mich, wenn meine Stimmung trübe ist. Maxen ist mir eine schwere Last, die Verwaltung Alles Übrigen, außer der Öconomie, die verpachtet – und einen tüchtigen Geschäftsführer zwar anvertraut – aber doch meiner 1sten Stimme bedarf, macht mir Sorgen, in jetziger Zeit, wo die Steuern erhöht – größere Procente den Interessen festgestellt – überall Geld Mangel herrscht. Zwar ist mein Haus nie leer von lieben Besuch – aber es ist doch groß und öde – ./. seitdem sein Haupt fehlt. Daher will ich Maxen verkaufen, findet sich Gelegenheit es auch vortheilhaft zu verkaufen! -
Die arme Julie Burrow* starb eines ganz ähnlichen Todes, wie Thorwalzen* . Der Schlag rührte sie im Theater. Leider lebte sie die letzte Zeit in großer Dürftigkeit. –
Sigwald Dahl* hat nun den Aufsatz der dänischen Zeitung in welchem so schön Ihre Biografie geschildert, ins Deutsche, schriftlich übersetzt und das dänische Blatt behalten, ich theilte es Gräfin Hohenthal* mit welche wie immer, mir eine treue und theilnehmende Freundin ist! –
Die Hofräthin Falkenstein* liegt seit Wochen an einer Nerven-Auszehrung ./. krank, unheilbar wie die Ärzte sagen. Carus* hat seine Tochter Marianne* am Nervenfieber im Januar verloren. Sein noch immer thätiger Geist richtet ihn, über diesen großen Verlust auf. Er sieht Abend[s] wieder einige Freunde bey sich, hört Musik und schreibt den 5t Theil seiner Lebens-Erinnerungen.
Wie unaussprechlich erfreut mich der Bericht, Ihrer Geistes und Körperfrische! Gott erhalte Ihnen Beides.
Herr von Beaulieu* hat sich hier angesiedelt, er besucht mich oft wie alle Weimaraner Künstler und hat jetzt sein 8tes oder 9tes Kind bekommen, wir sprechen oft von Ihnen, eben so stehe ich ./. fort und fort im Briefwechsel mit dem Gr. Herz.* von Weimar. Er ist in einer ernsten Stimmung – sein liebes Militair ist ihm genommen wie die Uniform Carl Augusts* und in die preuss. Staaten versetzt, Preussen bewachen ihm, und sind seine Hofgesellschaft – die Abgaben seines Landes und Residenz so groß, daß auf lange Zeit sie kaum zu bestreiten sind, ganz wie in Dresden – und Alles löset sich – jede Selbstständigkeit nach und nach, durch die Noth auf. Wahren Gesinnungen die sich aussprechen, begegnet man selten, doch hat das kürzl. vollbrachte Attentat an dem Kronprinz* durchaus keine politische Tendenz, es ./. geschah, von einem dummen persönlich gekränkten, Menschen.
Sie würden Dresden verändert finden , und sich gern nach Maxen zu treuen Herzen flüchten! Warum erscheint keins Ihrer letzten Werke mehr in deutscher Übersetzung, welcher Verlust für unsere Litteratur! – Wenn Clara* und Ottilie* den Verlust der sehr Alten und kranken Mutter* überwunden, werden sie die Annehmlichkeit der Freiheit empfinden! –
Wie geht das Herz auf bey dem Frühlings Sonnenschein – den Morgengesang der Vögel; brauchte ich nicht die Nähe eines Arztes, fürchtete ich nicht, das kalte Haus, ich zöge bald hinaus! –
[i margenen, p. 1:] Erquicken Sie mich von Zeit zu Zeit mit einem lieben Briefe. Stets und immer dieselbe Fr Serre
[i margenen, p. 5:] So lange ich athme wird meine Seele in Dank und Freundschaft Ihrer denken.
[i margenen, p. 8:] So haben Sie hier ein Bild meines Denkens und Lebens.
Søndag, den 16. Marts [1868]
Dyrebare, ærede ven!
Hvor har De glædet mig med Deres kære, udførlige brev, deri vejrede igen ånden af kært gammelt sindelag; De gør mig bekendt med Deres arbejder, og min interesse vil aldrig slukkes for dem, og De vækker længslen efter et gensyn, og dog frygter jeg for sidstnævnte. De vil finde mig forandret, en gammel kone, som ikke mere har fortidens elasticitet – men åndeligt tager del i alt smukt og til det sidste åndedrag vil jeg gerne høre nyt og videnskabeligt. Desværre er mit velbefindende stadig ikke godt. En kronisk hoste plager mig dag og nat og røver mine kræfter, desuden har der udviklet sig en hjertelidelse, som gør mig åndeløs ved hver hurtig bevægelse. De begriber, hvorledes jeg må sætte alle skønne planer for sommeren i baggrunden. Men hvis min sundhedstilstand tillod det, så rejste jeg i maj over Weimar, hvortil storhertugen* hjerteligt har indbudt mig, til Slesvig, besøgte der priorinden Ulrike* og hendes søster fru v. Goethe* , som lever hos hende – rejste derfra til Glorup, hvortil greven* hvert år i al venskabelighed indbyder mig – tog til København hvortil min længsel fører mig, ville endelig se denne storartede herlige by med densThorvaldsen* -museum og jeg ville også besøge min gamle veninde Yoldi* , som ved et uheldigt tilfælde næsten har mistet synet og nu er næsten blind. Men hvad er menneskets planer og ønsker. Alt afhænger af det største gode, sundheden!
Selv om jeg ikke kunne gå ud hele vinteren, så har jeg ofte små interessante aftenunderholdninger hos mig. De dygtigste fremmede musikalske kunstnere lod sig høre hos mig. Professorer læste artikler op, som de havde præsenteret i deres selskaber, og dette løfter og adspreder mig, når min stemning er tung. Maxen er mig en tung byrde, forvaltningen af alt det øvrige, foruden økonomien, som er forpagtet – og en dygtig forretningsfører er ganske vist betroet det – men dog altid har brug for min beslutning, det bekymrer mig, i denne tid, hvor skatterne forhøjes – større procenter er fastsat til interessenterne – overalt hersker pengemangel. Ganske vist er mit hus aldrig tomt for gode besøg – men det er stort og tomt alligevel, siden overhovedet mangler. Derfor vil jeg sælge Maxen, når lejlighed byder sig, for at sælge det fordelagtigt.
Den stakkels Julie Burrow* døde en lignende død som Thorvaldsen* . Slaget ramte hende i teatret. Desværre levede hun den sidste tid meget usselt.
Sigwald Dahl* har nu oversat den artikel til tysk, som var i den danske avis og som så smukt skildrede Deres biografi, jeg meddelte det til grevinde Hohental* , hun er som altid en tro og deltagende veninde.
Hofrådinde Falkenstein* har i ugevis ligget syg med en svindsot, uhelbredelig siger lægerne. Carus* har i januar mistet sin datter Marianne* på grund af nervebetændelse. Hans stadig aktive ånd retter ham op ved dette store tab. Han ser igen om aftenen nogle venner hos sig, hører musik og skriver på 5. del af sine livserindringer.
Hvor uudsigeligt glæder beretningen mig om Deres ånds og krops friskhed! Gud bevare Dem begge.
Hr. von Beaulieu* er flyttet hertil, han besøger mig ofte ligesom Weimar-kunstnerne og har fået sit 8. eller 9. barn, vi taler om Dem, ligeledes er jeg stadig i brevveksling med storhertugen* af Weimar. Han er i alvorlig stemning – hans kære militær er taget fra ham og erstattet med Carl Augusts* uniformer og flyttet til de preussiske stater, Preussen bevogter ham, og hans hof har måttet afgive så meget land og residens, at det ikke i længden kan bestrides, ligesom i Dresden – og alt løser sig – enhver selvstændighed bliver til nød! Sande holdninger, som udtaler sig, møder man sjældent, men for nylig blev der begået et attentat mod kronprinsen* , det var slet ikke politisk, men blev begået af et dumt, personligt krænket menneske.
De ville finde Dresden meget forandret og helt sikkert flygte til Maxen til tro hjerter! Hvorfor kommer ikke nogen af Deres nyeste værker i tysk oversættelse – hvilket tab for vores litteratur! – Når Clara* og Ottilie* har overvundet tabet af Deres meget gamle og syge moder* , vil de mærke behageligheden ved frihed!
Hvor hjertet opmuntres af forårets solskin – fuglenes morgensang; hvis jeg blot ikke behøvede en læge i nærheden, så ville jeg ikke frygte det kolde hus, jeg flytter snart derud!
[i margenen, p. 1:] Berig mig fra tid til anden med et kært brev. Altid og vedvarende den samme Fr. Serre.
[i margenen, p. 5:] Så længe jeg ånder, vil min sjæl med tak og venskab tænke på Dem.
[i margenen, p. 8:] Således har De nu et billede på mit liv og mine tanker.
BrevID 18887: FrS-brev af 16/3 1868 (Collin XI, 12/167-168, billedid 5019-26).
so reisete ich im May über Weimar … nach Schleswig etc.: en gentagelse af de skitserede rejseplaner i brev 152.
Sigwald Dahl* hat nun den Aufsatz der dänischen Zeitung … schriftlich übersetzt: der er utvivlsomt tale om artiklen i “Illustreret Tidende" 5/1 1868 med titlen "H. C. Andersens Barndomshjem", udg. i anledning af HCA’s udnævnelse til æresborger i Odense 6/12 1867. http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=11953 - http://img.kb.dk/iti/09/pdf/iti_09_0127.pdf
Carus* hat seine Tochter Marianne* … verloren: datteren Marianne Albertine* (1814-68), som HCA havde truffet på Maxen i 1861 (Dbg. V, 110 ) og formentlig også flere gange i Carus’* hjem.
Er … schreibt den 5t Theil seiner Lebens-Erinnerungen: C. G. Carus’* "Lebenserinnerungen und Denkwürdigkeiten" udkom i 5 bd. 1865-68. https://reader.digitale-sammlungen.de/de/fs1/object/display/bsb10062278_00035.html
Herr von Beaulieu* : jf. BrevID 6515.
Wenn Clara* und Ottilie* den Verlust … der Mutter* überwunden: Friederike Heinke, f. Werner* (d. før 13/2 1868), på hvilken dato HCA fik brev herom fra Clara Heinke* , jf. Dbg. VIII, 21. Hun var enke efter politidirektør og universitetskurator i Breslau Ferdinand Heinke* (1782-1857).
28.03.1868
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 28 st. März 1868.
Theurer, verehrter Freund!
Wie könnte ich des Tages nicht eingedenk sein, der meine Gedanken und Wünsche so oft zu Ihnen führte? Möge der Allgütige Sie lange lange noch erhalten in solcher Körper und Geistesfrische, wie Sie den 2 t. April feiern werden! Ihr Herz ist zurückgekehrt zu den alten Freunden, die Sie einst einmal wohl tief gekränkt – Sie trennen wieder Politik von Freundschaft und Alles – Alles im Herzen – ./. ruft freudig – wir haben ihn wieder! – Auch der Großherzog* erwähnte Gestern in seinem Briefe, ich möchte Sie erinnern, daß Sie die Ufer der Ilm nicht ganz vergessen möchten – wenn Sie Deutschland wieder besuchten. – Der Gr. Herzog* nebst Gemahlin* werden Mitte April nach Dresden kommen unser Königspaar* * besuchen. Wo werden Sie diesen 2t. April zubringen? Ich nähte, mit tausend, treuen Gedanken ./. für Sie, eine Schlummerrolle, welche Sie auf Ihren Reisen begleiten soll, ich selbst empfand die Annehmlichkeit, wie es sich im Waggon viel bequemer ein wenig schlafen läßt, wenn man eine solche Rolle unter sein Haupt schieben kann, und an der Schnur trägt sie sich auch leicht! –
Ob wir uns wieder sehen, ob nur als letzter Gewinn, die Erinnerung mir verbleibt, an alle schöne und genuß reiche Stunden, mit welchen Sie oft und wiederholt mein Leben versüßten und in daßelbe die ./. schönsten Blüthen streuten? Ich bin ergeben und wünsche und hoffe nur wenig noch vom Leben. Das Alt werden, ist und bleibt schwer und Entbehren ist dabey unser Loos! –
Ob meine Rolle wohl zur rechten Zeit in Ihren Händen sein wird, ob Sie sie würdigen zu gebrauchen? –
Am Morgen des 2 t. Aprils rufe ich Ihnen einen Gruß im Geiste zu!
Getreu ergebene
Fr Serre
Dresden, den 28. marts 1868.
Dyrebare, ærede ven!
Hvordan kunne jeg ikke tænke på den dag, som så ofte førte mine tanker og ønsker til Dem? Må den algode bevare Dem så længe længe i ånds- og legemsfriskhed, som De vil fejre den 2. april! Deres hjerte er vendt tilbage til de gamle venner, som De engang ganske vist krænkede – De skiller igen politik fra venskab og alt – alt i hjertet råber glad – vi har ham tilbage!
Også storhertugen* nævnte i går i sit brev, at jeg måtte minde Dem om, at De ikke måtte glemme Ilms bredder, hvis De igen besøger Tyskland. – Storhertugen* og fruen* vil midt i april komme til Dresden for at besøge vort kongepar* * . Hvor vil De tilbringe den 2. april? Jeg syede, med tusinde trofaste tanker, en slumrepølle til Dem, som kan ledsage Dem på Deres rejse, jeg selv fandt den behagelig, hvor den i togvognen vil lade én sove en smule, hvis man kan skubbe en sådan rulle under sit hoved – og den lader sig let bære ved snoren!
Om vi atter ses – eller om kun erindringen står tilbage som den sidste fordel – om alt de skønne og nydelsesfulde timer, som De ofte og gentagne gange forsødede mit liv – og spredte smukke blomster deri? Jeg er resigneret og ønsker endnu kun lidt af livet. At blive gammel er og bliver tungt, og det at undvære er derved vort lod!
Om min rulle kommer Dem i hænde i rette tid, og mon De vil bruge den?
Om morgenen den 2. april råber jeg en hilsen til Dem i ånden!
Deres tro hengivne
Fr. Serre
BrevID 18891: FrS-brev af 28/3 1868 (Collin XI, 18/262, billedid 5416-19).
Ihr Herz ist zurückgekehrt zu den alten Freunden: FrS har stadig ikke glemt, at HCA afbrød forbindelsen med hende under 1864-krigen.
die Ufer der Ilm: bredden af floden Ilm, der løber igennem Weimar.
ob meine Rolle wohl zur rechten Zeit in Ihren Händen sein wird: FrS har åbenbart sendt HCA en fødselsdagsgave i en "rulle", men HCA.s dbg. nævner intet om en fødselsdagshilsen og –gave fra FrS, om end han dér omhyggeligt optegner en række gaver fra andre venner i anledning af 2. april. - 17.4.2018: og pøllen findes ikke i HCA-museet.
25.04.1868Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22408 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.07.1868Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22409 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
31.07.1868
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen den 3l. July [18]68.
Theurer, verehrter Freund!
Mit innigem Bedauern habe ich in Ihren letzten Brief gelesen, daß Sie in Ems – durch sich Stoßen, lange an einem schlimmen Fuß gelitten! Gebe der Himmel daß es keine Folgen hat – und Sie völlig von allen Nachwehen befreit werden. Wir hatten jetzt 2 traurige Beispiele. Voriges Jahr, ließ sich Fürst Schönberg von seinem Kammerdiener die Hühner Augen operiren, und der Fuß wurde so bös, der Brand kam dazu, er mußte sich den Fuß abnehmen laßen und starb, jetzt in Teplitz geschah ganz daßelbe unserm Komiker Räder* , er ist vor 8 Tagen begraben worden! –
Sie können denken, wie schmerzlich es mir war, der so herzlichen Einladung von Gr. Moltkes* widerstehen zu müssen, ich sehnte mich nach ihnen, nach dem paradisischen Glorup, das herrliche Copenhagen ./. kennen zu lernen mit allen Schätzen Thorwalzens* – mit Ihnen zusammenzutreffen – Jahre habe ich darauf gewartet – nun aber fühle ich, daß mein Befinden zu unsicher ist, meine Kräfte, zu etwas genirtem, und bewegtem geselligem Verkehr, nicht zureichen, und obgleich ich diesen Sommer mich viel wohler als im Vorigen befinde – so ist es nur der großen Ruhe und der heißen Witterung welcher ich es verdanke. Jede Aufregung hat Folgen und muß ich büßen.
Es ist vorbei! und nicht leicht ist alt werden, zu ertragen, und Kränklichkeit, wenn der Geist noch frisch ist und das Herz warm, und nicht Wünscheleer! – Ich zittere daher Pläne auf 6 Monate voraus ./. zu machen, und kann mich nicht im Voraus freuen! Wie schön wäre es wenn Sie jetzt bey uns wären, wo Clara* und Ottilie Heinke* bis Mitte August noch ihre Gegenwart mir schenken, und jetzt die 3t Schwester Hedwig* ein paar Tage hier ist. Jede hat die Natur mit einem Talent besonders begabt, Clara* , die Liebenswürdigste malt, Ottilie* spielt meisterhaft das Piano und Hed[w]ig* singt mit vortrefflicher Schule und Stimme. Mitte August spätestens erwarte ich Frau v. Göthe* mit beiden Söhnen* * und ihrer Cousine Frau v. Schmerling* – auch Henselt* wird Dresden zu dieser Zeit durch fliegen. Freilich Frau v. Göthes* Kränklichkeit und Umstände, die oft hinderlich ausarten macht Alles dennoch ungewiß. –
Mit dem Gr. Herzog* von Weimar stehe ich fort während in Correspondence ./. er fragt oft nach Ihnen; auch er leidet tief, unter dem Druck der Politik, und ist, wie unser König* , nur noch ein Schattenfürst.
Der Besuch von Louise Mühlbach* mit ihrer schönen Tochter* * , hat mir viel Freude gemacht; ihr neustes Buch, hat den Titel, von Solferino bis Königsgrätz.
An den Burgemeister Hertel* , an dem Hofrath Ziegler* , an den Geheimrath Körner* , und Minister Falkenstein* habe ich treue, thätige, hülfreiche Freunde, die mir auch in meiner Stellung, b[e]y der Verwaltung meines Eigenthums sehr nöthig sind; Leider ist Carl* mit seiner Familie* * * * zu sehr an seine Scholle gebunden, und kann mir wenig sein.
Wann wird man wieder einmal deutsch Eines Ihrer neusten Bücher lesen können.
Ich grüße Sie mit treuem, verehrendem Herzen! -
Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Margaret* die im Novbr 25 Jahre bey mir, grüßt herzlich.
[i margenen, p. 1:] Die Baronesse Stampe* hat mir ein Armband von Thorwalzens* Haaren vermacht.
[i margenen, p. 2:] Der arme Carus* ist nur noch eine Ruine! Leider starb mein und Serres Arzt Fricke* vor Kurzem.
Maxen, den 31. juli [18]68.
Dyrebare, ærede ven!
Med inderlig beklagelse har jeg læst i Deres sidste brev, at De længe har lidt af en dårlig fod, som De stødte i Ems! Himlen give at det ikke har konsekvenser – og at De er fuldstændig over følgerne. Vi havde nu 2 sørgelige eksempler. Forrige år lod fyrst Schönberg sin kammertjener fjerne ligtornene, og foden blev så dårlig, der kom koldbrand til, til sidst måtte han lade foden amputere og døde; nu i Teplitz skete helt det samme for vores komiker Räder* , han blev begravet for 8 dage siden! – De kan tænke Dem, hvor smerteligt det var for mig, at måtte takke nej til den hjertelige indbydelse fra grev Moltke* , jeg længtes efter dem, efter det paradisiske Glorup, det herlige København, at lære alle Thorvaldsens* skatte at kende, at mødes med Dem – i årevis har jeg ventet derpå, men nu føler jeg, at mit velbefindende er for usikkert, mine kræfter ikke rækker til noget belastende og bevægende selskabeligt samvær, og selv om jeg denne sommer føler mig meget bedre end i sidste sommer, så er der kun den store hvile og det varme vejr jeg kan takke for det. Enhver ophidselse har følger, og jeg må bøde.
Det er forbi! Og ikke let at tale at blive gammel, og sygelighed, selv om ånden endnu er frisk og hjertet varmt og ikke tomt for ønsker! – Jeg frygter derfor at lægge planer 6 måneder frem og har ikke mere forventningens glæde! Hvor ville det være dejligt, hvis De var hos os, hvor Clara* og Ottilie Heinke* skænker mig deres nærvær til midten af august, og nu er den 3. søster Hedwig* her i et par dage. Hver af dem er fra naturen udstyret med et særligt talent, Clara* , som er den elskværdigste, maler, Ottilie* spiller mesterligt klaver og Hedwig* synger med fortræffelig skoling og smuk stemme. Senest midt i august venter jeg fru v. Goethe* med begge sønnerne* * og hendes kusine fru v. Schmerling* , også Henselt* vil rejse gennem Dresden til den tid. Ganske vist gør fru v. Goethes* sygelighed alt usikkert på grund af omstændigheder, som ofte stiller sig hindrende i vejen.
Jeg skriver stadig sammen med storhertugen* fra Weimar, han spørger ofte til Dem, også han lider dybt under politikkens tryk, og er ligesom vores konge* , kun en skyggefyrste.
Besøget af Louise Mühlbach* med hendes skønne datter* * har givet mig megen glæde; hendes nyeste bog har titlen: Fra Solferino til Königsgrätz.
I borgmester Hertel* , hofråd Ziegler* , geheimeråd Körner* og minister Falkenstein* har jeg tro, hjælpsomme venner, som også er mig meget nyttige i forvaltningen af min ejendom. Desværre er Carl* med sin familie* * * * alt for bundet til sin jord, og kan kun være lidt for mig.
Hvornår vil man igen en gang kunne læse en af Deres nyeste bøger på tysk.
Jeg hilser Dem med tro, ærende hjerte!
Fr. Serre
[i margenen, p. 4:] Margaret* , som i november har været 25 år hos mig, hilser hjerteligt.
[i margenen, p. 1:] Baronesse Stampe* har lavet et armbånd til mig af Thorvaldsens* hår.
[i margenen, p. 2:] Den stakkels Carus* er nu kun en ruin! Desværre døde Serres og min læge, Fricke* , for kort tid siden.
BrevID 18942: FrS-brev af 31/7 1868 (Collin XI, 18/263, billedid 5420-23).
habe ich in Ihren letzten Brief gelesen: der er sikkert tale om HCA’s brev til FrS af 27/7, i hvilket HCA uden al tvivl har omtalt uheldet i Ems, hvor han 9/6 uagtsomt kom til at støde sit skinneben på en trækuffert i en mørk gang på hotel i Ems. "Uheldet " blev beskrevet i alle detaljer i brev til Dorothea Melchior* af 10/6, jf. BMelchior I, 266. BrevID 13198
Wir hatten jetzt 2 traurige Beispiele: man må sige, at den af FrS refererede skæbne, der overgik 2 af FrS.s bekendte – hvor en lignende hændelse endte med død og begravelse, ikke var den bedste trøst for den nervøse og ømskindede HCA.
Frau v. Schmerling (Schmeling)* : kusinens navn var Bertha von Schmeling, f von Knobloch* (1801-89) . Denne var en nær veninde af OvG.s* moder, Henriette von Pogwisch* (1756-1851) og delte dennes litterære interesser.
Louise Mühlbach* mit ihrer schönen Tochter* * : LM* : havde 2 døtre* * :, men det er uvist, hvilken af dem der ledsagede moderen til Maxen. Titlen på Luise Mühlbachs* nyeste bog var "Von Solferino bis Königsgrätz".
Geheimrath Körner* : formentlig regerings- og geheimeråd Ernst Adolf Körner* , der fungerede som afdelingsleder i det sachsiske indenrigsministerium.
Minister Falkenstein* : hvor utroligt det end lyder, må der være tale om Johann Paul Falkenstein* (1801-82) der 1853-66 var kultusminister, derefter til 1871 førsteminister i den sachsiske regering.
Fricke* : lægen Fricke* kan ikke identificeres.
24.08.1868Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22410 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
31.08.1868
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 31. Aug 1868
Theuerster Freund!
Sie haben mir, ich muß sagen, uns unbeschreibliche Freude, mit Ihrem Briefe gemacht, den ich sogleich meinen Umgebungen mittheilte. Sie müssen wissen, daß seit beinahe 3 Wochen Frau von Goethe* mit beiden Söhnen Legationsrath Wolf* , und Kammerherr Walther* bey mir sind und Cousine Frau von Schmeling* ! Da hat Walther* sofort, das reizende Märchen das Sie eingelegt, vorgelesen – und wir Alle haben uns daran erfreut und Ihrer gedacht, von Ihnen gesprochen!
Glauben Sie ./. es ist eine schmerzliche Entbehrung daß ich nicht wagte, der freundl. Einladung Graf Moltkes* nach Glorup zu folgen! aber ich huste so viel, fühle mich oft so kraftlos und angegriffen, daß ich all den Aufregungen, des Innern und Äußern, Toiletten, Spatzierfahrten, Gesellschaften, unmöglich bey zuwohnen, unternehmen durfte, ich hätte ja meine Umgebungen genirt! Ich bin leider nicht mehr die Alte, oder bin es erst jetzt geworden! Auch Clara* und Ottilie Heinke* waren 5 Wochen hier, Mary Krebs* und die ihrigen, Louise ./. Mühlbach* und Tochter* * , und in dieser Woche erwarte ich Georgine Schubert* welche die Gr. Fürstin von Mecklenburg-Strehlitz* nach London begleitete – mit ihrem Papa* und Bruder* , wo viel musicirt werden wird. Sie kennen wie Walther* zum Musiker geboren und Giorgine* ist ihm nicht gleichgültig. So vergeht die Zeit mit angenehmen Unterbrechungen, und Sie würden gewiß gern hier gewesen sein. Nun gebe Gott, daß Ihr Fuß völlig hergestellt ist! –
Frau von Goethes* Tage fürchte ich sind gezählt, sie wird oft leichenblas und ihr Zustand hat sich doch sehr verschlimmert, gewiß ist sie eine der Bedeuten[d]sten ./. Frauen unsrer Zeit, vor Allem ein edler Character! Ich denke sie wird diesen Winter in Dresden bleiben, sie schwankt noch zwischen hier und Weimar; Beides bringt mir großen Genuß, denn ich würde nach Weimar sie zu besuchen [tilføjet i margen: einige Wochen hinziehen – ] und oft den Gr. Herzog* sehen, der dauernd Güte für mich hat, mit fortgesetzter Correspondence, dabey oft nach Ihnen frägt. Obersthofmeister [sic] von Beaulieu* auch hat sich in Dresden mit seiner jungen Frau* niedergelaßen, und besucht mich zuweilen auch Ihrer gedenkend. Die Familie von Goethe* * * trägt mir Grüße für Sie auf. Die Aussicht vielleicht Gräfin Moltke* auf ihrer Rückreise nach Paris hier zu begrüßen ./. macht mich unaussprechlich glücklich. Wie sehne ich mich die Theure einmal wiederzu sehen, auch Siegwald* vermisse ich sehr, er ist mir wie ein lieber Sohn, ich ersuche Sie Alle, Alle herzlich von mir zu grüßen! –
Möchten doch endlich einmal wieder Neues von Ihnen in Deutsch erscheinen! – Das Journal, die Presse hat Auerbach* für seinen neuen Roman ins Feuilleton, 12,000 fl.[Gulden] bezahlt. Mit großem Interesse lesen wir das Fischermädchen von Björnstierne* , eine echt nordische Geschichte, originell Characteren und Schilderungen der Natur und Sitten. ./.
Bey Strehla ist in 8 Tagen großes Manöver, was der König von Preussen* , als Chef auch über einst unsere Armée, abhält! Eine Actien Gesellschaft, wollte eine Zweig Eisenbahn durch den Müglitz grund nach Teplitz anlegen, von preussischer Seite geschah ein Verbot, aus genommen an den Grenzen, Festungen zu erbauen, mit Sprengwerkzeuge und Materialien, und mit Bundestruppen zu besetzen – natürlich unterbleibt es. Den 16-26 Sptbr versammeln sich hier 1800 bereits angemeldete Naturforscher; der alte Carus* hat die Festrede entworfen, Sie würden ihn zur Ruine verwandelt finden. Doch genug! In alter Freundschaft in Freud und Leid –
Ihre Fr Serre
Maxen, den 31. Aug. 1868
Dyrebareste ven!
Jeg må sige, at De har beredt mig – ja os ubeskrivelig glæde med Deres brev, som jeg omgående meddelte til alle omkring mig. De må vide, at fru von Goethe* , legationsråd Wolf* og kammerherre Walther* og kusinen fru von Schmeling* har været hos mig i næsten 3 uger! Walther* har straks læst det henrivende eventyr, som De havde vedlagt, op for os, og vi alle har glædet os over det og tænkt på Dem, talt om Dem!
Tro mig, det er et smerteligt savn, at jeg ikke turde tage imod grev Moltkes* venlige indbydelse om at komme til Glorup, men jeg hoster så meget, føler mig ofte så kraftløs og angrebet, at jeg umuligt kunne deltage i alle de sindsbevægelser, indre som ydre, omklædninger, spadsereture, selskabelighed, jeg ville jo have været en belastning for mine omgivelser! Også Clara* og Ottilie Heinke* var her i 5 uger, Mary Krebs* og hendes [søskende/familie,] Louise Mühlbach* og datter* * , og i denne uge venter jeg Georgine Schubert* , som ledsagede storhertuginden af Mecklenburg-Strehlitz* til London, med hendes fader* og broder* , hvor der vil blive musiceret meget. De ved, hvorledes Walther* er den fødte musiker og Georgine* er ham ikke ligegyldig. Således går tiden med behagelige afbrydelser, og De ville ganske sikkert gerne have været her. Nu Gud give, at Deres fod helt er kommet sig.
Jeg frygter, at fru von Goethes* dage er talte, hun bliver ofte ligbleg og hendes tilstand har forværret sig voldsomt, hun er bestemt en af de mest betydelige kvinder i vor tid, og frem for alt ædel karakter! Jeg tænker, hun bliver denne vinter i Dresden, hun svinger mellem her og Weimar; begge bringer mig stor nydelse, thi for at besøge hende ville jeg flytte nogle uger til Weimar og ofte se storhertugen* , som stadig er mig venlig stemt med fortsat korrespondance, og deri ofte spørger til Dem. Obersthovmester von Beaulieu* har også slået sig ned i Dresden med sin unge kone* og besøger mig undertiden – og tænker også på Dem. Familien von Goethe* * * beder mig hilse Dem. Udsigten til måske at hilse på grevinde Moltke* her på hendes tilbagerejse til Paris gør mig uudsigeligt lykkelig. Hvor jeg længes efter endnu en gang at se den dyrebare, også Siegwald* savner jeg meget, han er mig som en kær søn, jeg beder Dem, his alle, alle hjerteligt fra mig!
Gid der endelig endnu en gang kom nyt fra Dem på tysk! – Avisen, pressen omtaler, at Auerbach* for sin nye roman har fået 12.000 Gulden – som føljeton. Med stor interesse læser vi Fiskerpigen af Bjørnstjerne* , en ægte nordisk historie, originale karakterer og skildringer af natur og skikke.
Ved Strehla er der om 8 dage stor manøvre, som kongen af Preussen* som chef for også vor tidligere armé, afholder. Et aktieselskab ville anlægge en jernbane gennem Müglitz til Tepliz, men fra preussisk side blev udstedt et forbud, der måtte kun bygges fæstninger ved grænserne med sprængværktøj og materialer, dertil skulle bruges forbundstropper, naturligvis måtte det opgives. Den 16.-26. september samles her 1800 allerede tilmeldte naturforskere, den gamle Carus* har lavet udkast til festtalen, De vil finde ham forvandlet til en ruin. Dog nok derom! I gammelt venskab, i glæde og sorg.
Deres Fr. Serre.
BrevID 19932: FrS-brev af 31/8 1868 (Collin XI, 18/264b, billedid 5424-29).
Sie haben mir …uns …Freude mit Ihrem Briefe gemacht: HCA sendte 24/8 "Brev til Fru Serre med trykt Oversættelse af: Hvem var den Lykkeligste" (Dbg. VIII, 117) . HCA havde 20/8 havde modtaget denne oversættelse i krydsbånd fra Hamborg (Dbg. VIII, 114).
Mary Krebs* : Mary Krebs* (1851-1900), pianistinde, datter af hofkapelmester Carl August Krebs* (1804-80), "die Ihrigen" må være hendes søskende, eller anden familie.
Gr. Fürstin von Mecklenburg-Strehlitz* nach London begleitete: Augusta af Cambridge* (1822-1916), g.m. Friedrich Wilhelm af Mecklenburg-Strehlitz* (1819-1904).
mit ihrem Papa* und Bruder: Georgine Schubert* (1840-78) hvis fader er koncertmester François Schubert* , broderen: Friedrich Franz L. Schubert (1853-1925)* , violinist, senere koncertmester.
die Presse hat Auerbach* für seinen neuen Roman ins Feuiilleton, 12000 bezahlt: der er tale om romanen "Hammer und Amboß", som udkom i Wieneravisen "Die Presse" 1868-69.
das Fischermädchen von Björnstierne* : "Fiskerjenten" af Bjørnstjerne Bjørnson* udkom 1868 på norsk og blev straks oversat til svensk, finsk, engelsk og tysk.
Den 16-26 versammeln sich hier 1800 … Naturforscher: Selskabet "Deutsche Naturforscher und Ärzte" holdt sit årsmøde i Dresden i 1868.
29.12.1868
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 29.st. Dcbr. 1868
Verehrter Freund!
Vergönnen Sie mir noch den alten traulichen lieben Namen! Jahre vergingen seit wir uns nicht sahen, Jahre, wo Sie mir jedes Erinnerungs Zeichen versagten – Jahre, wo die alten Gesinnungen wieder hervortraten – aber mein Herz ist unwandelbar geblieben. Fern blieb mir immer der Fanatismus der Politik – ich überließ ihn den Männern. Jetzt aber, wo unser armes Sachsen zerquetscht – nur noch ein Schein-Königreich ist – wo es aufgelößt wird, von einem Schritt zum Andern aufgehet in ./. in [sic] Preussen, genannt der Nord-Deutsche Bund – jetzt begreife ich die Gesinnungen des Haßes für seine Unterdrücker – tausend Mal habe ich im Stillen mir selbst gezürnt – daß ich Ihnen so bös sein konnte, als Sie alle Gemeinschaft mit mir Deutschen abbrachen! – Genug von Allem diesem Unerquicklichen!
Welche Freude war mir Heute – (die Zusendung, durch den Buchhändler Wiedeman* aus Leipzig) Ihres 1st nach langer Zeit wieder erschienenen deutschen Buches
Die Dryade.
Noch habe ich es nicht gelesen, aber ich konnte keinen Augenblick länger ./. zögern Ihnen dafür warm und herzlich zu danken – ich wollte nicht zögern am Vorabend eines neuen Jahres Ihnen zuzurufen, Gott segne jeden Ihrer Schritte in dem selben, gebe Ihnen ungestörtes Wohlsein – denn ohne Gesundheit des Körpers, helfen uns selbst Ehrenbezeugungen nicht zum Glück. Ich habe mich recht um Ihr Fußübel geängstigt – wir haben hier traurige Fälle, durch solche kleine Fußübel erlebt, hoffentlich sind Sie ganz davon hergestellt! –
Sie haben erfahren, daß Clara* und Ottilie* 6 Wochen im Sommer in Maxen waren 3 Monate bey nahe Frau v. Goethe* mit ihren beiden Söhnen* * und Cousine* ./. Sie sehen, einsam lebe ich nicht – sondern mit interessanten Menschen. Leider hat Walther* ein trauriges Brustübel, bekommt heftige Anfälle von Blut spucken, und obgleich er lange an dieser Krankheit leiden [overstreget: können], wird ist sie doch unheilbar! Denken Sie an dem Schmerz der alten Mutter. Sie leben diesen Winter in Jena wohin Baron Wolf* übersiedelte –
Der Gr. Herzog* von Weimar, hat mir amWeihnachts Abend, die Überraschung und Freude gemacht, ein neues wohlgelungenes Bild, nach Blockhaus eine Photografie, zu schicken, wir correspondiren fleißig und er bleibt stets treu, in seiner Huld! – Auch er steht mit seinem Purpur auf schwankenden Füßen. – ! – ./.
Man spricht viel von unvermeidlichen Krieg! Gott gebe, daß er noch lange fern bleibt – denn er vernichtet auch die Grund Besitzer. Es ist ja nur ein Morden, und Sieg dem, der die besten Gewehre hat – nicht mehr, ein Kampf! –
Es ist eine liebenswürdige, norwegische Familie hier, Burgemeister Jörgensen* aus Christiania wo Mutter und Tochter* und Schwestern musicalisch sind, Freunde Sigwald Dahls* ! – Täglich Concerte! Leider ist mein Befinden so, daß ich im Winter nie mein Zimmer verlaße, weder Gesellschaften noch Theater, noch Concerte besuche, ich leide an einem Halsübel mit ./. chronischem Husten, wo jeder kalte Luftzug mir schadet!–
Doch gewähren mir meine Freunde im Hause, Genüsse. Theils durch Musik, theils durch wissenschaftl. Vorträge. Consul André* , Verfaßer der besten Bücher über Amerika Redacteur des Globus – Professor Schleiden* , Verfasser des Buches – das Leben der Pflanzen – Hofrath Ziegler* der Reisende – besuchen mich, und bestimmen immer Abendstunden zu Mittheilungen aus dem Fache ihres Wissens. So lebe ich fort, und behalte das rege Interesse für das Große und Schöne, trotz meines ./. Altwerdens! Denn Jünger geworden, werden wir uns wohl Beide nicht finden – seit wir uns sahen – obgleich die Männer nie altern! – Ob wir uns aber wiedersehen!!! – mag Gott wissen.
Der arme Carus* ist auch alt geworden, wird 80 Jahre am 2 Januar hat schmerzl. Verluste gehabt, heute vor einem Jahre starb seine Tochter Marianne* , Heute liegt sein treuster Freund, der Geheimrath von Langenen* im Sterben. Die jüngern Freunde suchen ihn seltner auf und er steht vereinsamt – trotz der Höhe seines Wissens und seiner Stellung! – Wie traurig die Vergänglichkeit Alles Irdischen! ./.
Gräfin Hohenthal* , die ich seit 20 Jahren meine Freundin nenne – (Schwester Ihres Königs* ) – war zum sterben krank, an Unterleibstyfus, doch es geht Beßer, sie ist gerettet! – Wie gern hätte ich der Einladung Graf Moltkes* nach Glorup gefolgt, ich fühle aber mich zu leicht angegriffen, unfähig die Toilette und Unterhaltung zu machen oder an Vergnügungen Theil zu nehmen – und hätte darum nur gestört; Es tröstete mich, daß auch Sie nicht zu dieser Zeit dahin kommen konnten! -
Nun freue ich mich auf einen langen, langen Brief von Ihnen wo Sie mir Ihre Sommerpläne mittheilen. Noch einmal! Gott gebe Ihnen ein gesegnetes neues Jahr
Wiederholt, Fr. Serre
[i margenen, p. 5:] Margaret* hat am 1 Novbr ihr 25 j. Jubiläum in meinem Hause gefeiert.
[i margenen, p. 8:] Schreiben Sie mir ob Gräfin Yoldi Coopmans* wieder in Copenhagen ist? –
Dresden, den 29. December 1868
Ærede ven!
Und mig endnu det kære gamle fortrolige navn! År gik, hvor vi ikke så hinanden, år, hvor De nægtede mig ethvert tegn på erindring – år, hvor det gamle sindelag igen trådte frem – men mit hjerte er forblevet uforandret. Altid blev politikkens fanatisme mig fjern – det overlod jeg til mændene. Men nu hvor vort arme Sachsen bliver knust – og kun er et skin-kongerige – hvor det bliver opløst, skridt for skridt går ind i Preussen, kalder sig det nordtyske Forbund – nu begriber jeg sindelaget for hadet mod ens undertrykkere – tusinde gange har jeg i det stille været vred på mig selv – at jeg kunne være så vred på Dem, da De afbrød al forbindelse med mig tysker. – Nok om alt dette ubehagelige.
Hvilken glæde var det for mig i dag, at modtage Deres første i lang tid, udkomne tyske bog: Dryaden (sendt fra boghandler Wiedemann* i Leipzig).
Jeg har endnu ikke læst den, men jeg kunne ikke tøve et øjeblik mere med at takke for den varmt og hjerteligt – jeg ville ikke tøve med at tilråbe Dem aftenen før nytårsaften: Gud velsigne hvert af Deres skridt deri, give Dem et uforstyrret velbefindende – thi uden kroppens sundhed hjælper selv æresbevisninger ikke til at være lykkelig.
Jeg har bekymret mig meget om Deres fodlidelse – vi har her oplevet sørgelige tilfælde på grund af sådanne små fodlidelser, forhåbentlig er De nu kommet Dem helt over det!
De har erfaret, at Clara* og Ottilie* var 6 uger i Maxen, næsten 3 måneder hos fru von Goethe* med begge sønner* * og kusinen* . De ser, jeg lever ikke ensomt, men med interessante mennesker. Desværre har Walter* en grim brystlidelse, får heftige anfald med blodspyt, og selv om han har lidt af denne sygdom i lang tid, er den dog uhelbredelig! Tænk på den gamle moders smerte. De lever i denne vinter i Jena, hvortil baron Wolf* flyttede.
Storhertugen* af Weimar har juleaften givet mig en overraskende glæde ved at give mig et nyt vellykket billede, et fotografi efter Blockhaus, vi korresponderer flittigt og han er stadig tro i sin hengivenhed! – Også han står med sin fyrsteværdighed på vaklende fødder!
Her tales meget om den uundgåelige krig! Gud give at den må blive væk længe endnu – thi den ødelægger også grundejerne. Det er jo kun myrderier – og sejr til den, der har det bedste geværer – ikke længere en kamp!
Der er en elskværdig norsk familie her, borgmester Jørgensen* fra Christiania, hvor mor og datter* og søskende er musikalske, venner af Sigwald Dahl* ! – Daglige koncerter! Desværre er mit velbefindende sådan, at jeg om vinteren aldrig forlader mig værelse, kommer hverken til selskaber eller teater, eller koncerter, jeg lider af et halsonde med kronisk hoste, hvor hver kold luftning skader mig!
Men mine venner sørger for mine nydelser i huset. Dels med musik, dels med videnskabelige foredrag. Konsul André* , forfatter af de bedste bøger om Amerika, redaktør af Globus, professor Schleiden* , som er forfatter til bogen om Planternes Liv – hofråd Ziegler* , den rejsende – besøger mig, og bestemmer altid aftenstunder til meddelelser fra deres videnskabsgren. Således lever jeg videre og beholder den levende interesse for det store og skønne, til trods for at jeg bliver gammel! Thi hvis vi var blevet yngre siden vi sidst så hinanden, ville vi vel ikke finde hinanden – selv om mænd ikke ældes! – Men ses vi igen? – kun Gud ved det!
Den stakkels Carus* er også blevet gammel, 2. januar bliver han 80, har haft smertelige tab, i dag for et år siden døde hans datter Marianne* , i dag ligger hans mest trofaste ven, gehejmeråd von Langenen* for døden. De unge venner opsøger ham sjældnere og han står ensom tilbage til trods for hans høje vidensniveau og hans stilling! Hvor sørgelig er alt jordisk forgængelighed.
Grevinde Hohenthal* , som jeg i 20 år har kaldt min veninde (Deres konges* søster) var dødeligt syg, underlivstyfus, men det går bedre, hun er reddet! – Hvor gerne havde jeg taget imod grev Moltkes* invitation om at komme til Glorup, men jeg føler mig let angrebet, ude af stand til selskabeligt samvær og underholdning – eller at tage del i fornøjelser – og ville derfor kun have bragt forstyrrelse; det trøster mig, at De heller ikke kunne komme til den tid. Nu glæder jeg mig til et langt brev fra Dem, hvor De meddeler mig Deres sommerplaner. Endnu en gang! Gud give Dem et velsignet nytår.
Gentaget, Fr. Serre.
[i margenen, p. 5:] Margaret* har den 1. nov. fejret sit 25 års jubilæum i mit hus.
[i margenen, p. 8:] Skriv til mig, om grevinde Yoldi Coopmans* igen er i København? –
BrevID 18972: FrS-brev af 29/12 1868 (Collin XI, 18/265a+10/149, billedid 4952-55, 5430-33).
die Dryade: eventyret "Dryaden. Et Eventyr fra Udstillingstiden i Paris 1867" udkom 5/12 1868 på dansk og samtidig i tysk oversættelse hos Wiedemann* i Leipzig. - Da: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=978 - Ty: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=19152
Sie leben diesen Winter in Jena: efter det langvarige ophold på Maxen og i Dresden – som FrS.s gæster – installerede Ottilie von Goethe* og sønnerne Walther* og Wolfgang* sig i Jena for vinteren 1868-69, fortrinsvis p.gr.a. stedets milde klima, som skønnedes gavnligt for baron Walthers* svage helbred, jf. Karsten Hein* , Ottilie von Goethe* , s. 639.
nach Blockhaus eine Photografie: muligvis mener FrS hermed et fotografi efter et billede (portræt?) af en i øvrigt ubekendt hr. Blochmann* , som i Dresdner Adreßbuch benævnes "Kupferdruckereibesitzer Heinrich Wilhelm Clemens Blochmann* " (1827-1900) med, atelier i Pfarrgasse.
Burgemeister* Jörgensen aus Christiania wo Mutter und Tochter* und Schwestern musicalisch sind: den musikalske norske borgmesterfamilie kan ikke identificeres.
Consul André: Karl S. Andrée* , jf. BrevID 18609.
Geheimerath von Langenen* : Friedrich Albert von Langenn* (1798-1868), jurist.
Nun freue ich mich auf einen langen, langen Brief von Ihnen: HCA modtog dette brev allerede 1/1 og sendte et nyt brev til FrS 11/1. Om længden på brevet meddeler HCA dog intet i sin dagbog.
Margaret* hat am 1 Novbr. Ihr 25 J. Jubiläum … gefeiert: selskabsdamen Margaret Thomas* er altså kommet til familien Serre 1/11 1833, 11 år før HCA gjorde sin entré i familien.
11.01.1869 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22411 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
