Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
26.03.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 26. Marz 1867.
Theurer, verehrter Freund!
Lange, lange habe ich auf eine Antwort meines letzten Briefes, den ich Ende Januar Ihnen sendete vergebens gewartet, länger zögere ich nun nicht – abermals mich schriftlich Ihnen zu nahen, da in ganz Kurzem Ihr Geburtstag, der 2te April – erscheint – und ich Ihren jetzigen Aufenthalt nicht kennend, nicht einmal weiß, wohin Ihnen ein Telegraf addressiren. Ich fühle ungeachtet Ihres Stillschweigens verwahrten Sie mir dennoch, Ihr freund1ich Andenken – so wie die Gefühle wahrer Freundschaft, nie in meinem Herzen für Sie erkalten – Es bedarf nur einer Veranlaßung – eines Wiedersehens, und Jahre der Trennung liegen spurlos hinter uns. –
Des Frühlings Anfang ist da, nach den letzten 4 eiskalten Wochen mit tiefen Schnee, scheint seit einigen Tagen die Sonne wieder, die Stahre ziehen in ihre Nester und hin und wieder sproßen Schneeglöckchen und Veilchen! – auch für mein böses Halsübel und Husten ist die wärmere Luft heilsam, ich habe viel gelitten diesen Winter und ./. mußte jeder Geselligkeit entsagen; auch einer Einladung der Frau von Göthe* die diesen Winter in Weimar zugebracht und selbst des gütigen Großherzogs* – der fortwährend mit mir correspondirt mußte ich entsagen, es war das Ziel meiner Sehnsucht den ganzen Winter einige Wochen in Weimar zuzubringen.
Doch oft habe ich in meinem Hause interessante Abende, wo theils musiciert wird oder einer von den Herrn Professoren kleine Vorträge halten; so gehe ich geistig vorwärts, selbst in meinen späteren Lebensjahren, und altert auch das Äußere, Gott lob, das Innere ist noch immer jung und empfänglich für Alles Schöne! – Mir sind treue Freunde geblieben, welche mir rathend zur Seite stehen, sobald ich sie bedarf.
Auf unser armes Dresden und dem ganzen Lande – herrscht ein schwerer Druck, Besiegte können unmöglich aufrichtig herzlich gesiegt sein – gegen die Sieger ./. wenn sie so nahe zusammen stehen, wie Preussen und Sachsen, zweierley Militair in unsrer kleinen Residenz. Daher war auch alle Geselligkeit gestört, Beide Elemente störten; Unser armer König* welcher vor Kurzem seine jüngste Tochter* verloren – ist ja eigentl. nur Preuss. Statthalter, steht unter dem pr. Gouverneur weder Post, Telegrafenbureau noch Diplomatie, noch Bestimmung über das Militair ist ihm geblieben – in Kurzem wird es auch mit allen kleinern Fürsten daßelbe sein! Dann wird man erst empfinden, was die kleinern Höfe für Kunst und Wissenschaft gethan, und wie Alles in den Großstaaten verschwimmen wird. Und welche Opfer muß das arme Sachsen bringen! Um die Summe für Preussen zu erschwingen, gibt der Staat – 6 proc. und allen Guts und Häuserbesitzern, wird gekündigt, oder auch ihre procente so hoch heraufgeschraubt natürlich kommen concurse, falliments, pp. pp. ./.
Nachdem der Bau der Schanzen der Stadt 7 Monate lang täglich 10,000 rh. gekostet, stehen sie jetzt verödet zum Zerstören bereit, so manche Waldung wurde durch sie gelichtet! Die Fremden haben sich von Dresden weggewendet – weil sie keine Gesandten mehr hier finden! –
Vorbei – vorbei – sagt Andersen alle Geschichten haben ein Ende!
Ich sah in diesen Tagen öfters Gräfin Hohenthal* , die mir stets eine liebe Freundin geblieben, sie konnte dem Begräbniß ihrer Mutter der Herzogin nicht beywohnen, da sie krank lag – aber ich las die Briefe und es ergriff mich, daß 6 Söhne* * * * * * worunter voran der König* von Danemark, ihren Sarg auf ihren Schultern zu Grabe trugen der König* verletzte sich noch dabey die Hand, daß sie blutete. Nächstens erwartet die Gräfin* ihren Bruder* in Ballenstedt nach seiner Rückkehr von England. ./.
Haben Sie schon gehört welch Unglück die arme Heinkes* Familie* * betroffen? Sie haben den größten Theil ihres Vermögens durch den Banquerot ihres Banquiers verloren! Das Nähere weiß ich noch nicht, doch sollen Alle tief gebeugt sein! – Clara* hat die unglückliche Idee, eine Stiftung gründen zu wollen bestehend [in] ein sogenanntes Heimathshaus für Künstlerinnen, es soll ein Capital dazu aufgetrieben werden, um es erbauen zu können, darinnen, kleine Wohnungen, Atteliers, jede Pensionairin soll 20 rh. Monatl. zahlen und dafür dies Alles selbst den Unterricht frei haben, doch ist Alles nur auf Berlin berechnet[.] Sie haben gewiß auch die Statuten von ihr erhalten, hier findet es durchaus keinen Anklang! – ./.
Ich vermisse sehr Sigwald* Dahl diesen Winter welcher in Christiania bey seiner Schwester* zubringt – Ende April nach Paris reiset und Ende May mit Gräfin Moltke* nach Dresden kommt, Erstere geht dann nach Carlsbad.
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht, die ganz in Copenhagen eingesiedelt ist? – sie schreibt mir nie von Ihne [,] hätten Sie die Güte per Stadtpost diesen Brief ihr zu zu senden? – Wie mag es Graf Moltke* ergehen? wo sind Sie jetzt? Welche Pläne haben Sie für den Sommer? –
Der Zweck dieser Zeilen ist, vor Allem, Ihnen meines Herzens wärmsten Glückwunsch zu Ihrem – nahen Geburtstag den 2t. April – auszusprechen. Gott schenke Ihnen ein glückliches, gesegnetes Jahr, für mich wünsche ich ein frohes Wiedersehen! In Treue und Ergebenheit
Ihre Fr Serre
Dresden, den 26. marts 1867.
Dyrebare, ærede ven!
Længe, længe har jeg ventet på et svar på mit sidste brev, som jeg sendte Dem i slutningen af januar, ventet forgæves, nu venter jeg ikke længere og nærmer mig Dem endnu en gang skriftligt, da det om kort tid er Deres fødselsdag, den 2. april, og jeg kender ikke Deres opholdssted, ikke engang ved, hvorhen jeg skal adressere et telgram. Til trods for Deres tavshed føler jeg dog, at De bevarer mig i venlig erindring, ligesom følelserne af sandt venskab aldrig har fået mit hjerte til at køle for Dem – der skal bare en anledning til, et gensyn, og så er adskillelsens år lagt sporløs bag os.
Foråret er på vej, efter 4 iskolde uger med dyb sne har solen atter skinnet i nogle dage, stærene trækker til rederne og atter bryder vintergækker og violer frem! Også for mit frygtelige halsonde og hosten er den varmere luft helende, jeg har lidt meget denne vinter og jeg måtte frasige mig ethvert selskab; også en indbydelse fra fru v Goethe* om at tilbringe denne vinter i Weimar og endog fra den gode storhertug* , som stadig korresponderer med mig, måtte jeg takke nej til, hele vinteren var det var målet for mine længsler at kunne tilbringe nogle uger i Weimar.
Men ofte har jeg interessante aftener i mit hus, hvor der dels bliver musiceret eller en af de hr. professorer holder en forelæsning, således går jeg åndeligt fremad, selv i mine senere leveår, og selv om det ydre bliver ældre, er det indre Gud ske lov stadig ungt og modtageligt for alt smukt! – Jeg har stadig gode venner, som står mig bi med råd, når jeg behøver det!
Over vort arme Dresden og hele landet ligger et tungt tryk, besejrede kan umuligt oprigtigt føle sig besejret – over for sejrherrerne, når de står så tæt som Preussen og Sachsen, to slags militær i vor lille residens. Derfor var al selskabelighed også ødelagt, begge elementer forstyrrede; vor arme konge* , som kort forinden havde mistet sin yngste datter* – er jo egentlig kun preussisk statholder, står under den preussiske guvernør, må hverken bestemme over post, telegrambureau, diplomatiet eller militæret – om kort tid vil det også være det samme med alle de mindre fyrster. Så vil man først føle, hvad de mindre hoffer har gjort for kunst og videnskab, og hvorledes alt vil flyde ud i de store stater. Og hvilke ofre må det arme Sachsen bringe! For at have råd til summen til Preussen giver staten 6% og alle gods- og husejere bliver sagt op, eller også bliver deres procentsatser sat så højt, at der vil komme konkurser, fallitter osv.
Efter bygningen af skanserne rundt om byen - som dagligt i 7 måneder kostede byen 10.000 rh, står den nu uddød klar til at blive ødelagt, så mange skovstrækninger blev udtyndet på grund af den! De fremmede har vendt sig bort fra Dresden, fordi der ikke mere er gesandter her.
Forbi – forbi – siger Andersen – således har alle historier en ende!
I disse dage har jeg ofte set grevinde Hohental* , som stadig er mig en kær veninde, hun kunne ikke overvære moderen, hertugindens* begravelse, da hun var syg, men jeg læste brevene og det greb mig, at 6 sønner* * * * * * , anført af kongen* af Danmark, måtte bære hendes kiste på skuldrene, kongen* sårede derved sin hånd, så den blødte. Derefter venter grevinden* sin broder* i Ballenstedt efter at han kommer tilbage fra England.
Har De hørt, hvilken ulykke der har ramt den arme Heinkes* familie* * ? Hun har tabt den største del af sin formue ved sin bankiers bankerot! De nærmere omstændigheder kender jeg endnu ikke, men alle skal være dybt knuget! – Clara* har den ulykkelige idé, at hun vil grundlægge en stiftelse bestående af et såkaldt hjem for kvindelige kunstnere, der skal være samlet en kapital, så man kan bygge det, deri skal der være små boliger, ateliers, hver pensionær skal betale 20 rh. om måneden og derfor have frit ophold, endog undervisningen, men alt er kun beregnet til Berlin. De har sikkert også modtaget statutterne fra hende, her finder det slet ikke genklang.
Jeg savner Sigwald Dahl* i vinter, han tilbringer den i Christiania hos sin søster* – i slutningen af april rejser han til Paris og slutningen af maj kommer han til Dresden med grevinde Moltke* , førstnævnte* tager så til Carlsbad. Så De ikke grevinde Yoldi* , som er flyttet til København? Hun skriver aldrig om Dem, vil De sende hende dette brev med bypost? – Hvordan går det grev Moltke* ? Hvor er De nu? Hvilke planer har De for sommeren?
Formålet med disse linier er frem for alt at udtale min varmeste lykønskning til Deres nært forestående fødselsdag den 2. april. Gud skænke Dem et lykkeligt, velsignet år, jeg ønsker mig et glad gensyn! I troskab og hengivenhed
Deres Fr. Serre
BrevID 18791: FrS-brev af 26/3 1867 (Collin XI, 18/256+18/258b, billedid 5384-87, 5397-98).
– Unser armer König* … seine jüngste Tochter* verloren: Johann af Sachsen* har mistet en datter Sophie af Sachsen* (1845-67), g. 1865 m. hertug Karl Theodor af Bayern* (1838-1909).
Gräfin Hohenthal* … konnte dem Begräbnis ihrer Mutter* nicht beywohnen: Louise Caroline* , hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, f. prinsesse af Hessen-Kassel (1789-1867), søster til Frederik* VI’s dronning Marie* og moder til bl.a. kong Christian IX* . De 6 sønner* * * * * * var Christian IX* , hertug Carl* (1813-78) og hertug Frederik* (1814-85), prins Vilhelm* (1816-93), Prins Julius* (1824-1903), Prins Hans* (1825-1911) alle af Slesvig-Holsten-Glücksburg.,
erwartet die Gräfin* ihren Bruder in Ballenstedt: på slottet i Ballenstedt residerede Christian IX’s* og grevinde Hohenthals* søster, hertuginde Frederikke af Anhalt-Bernburg* (1811-1902), f. prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Enke efter den i 1863 afdøde hertug Alexander af Anhalt-Bernburg* (1834-63). Storesøster til Chr. IX* .
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht: HCA besøgte faktisk grevinde Yoldi-Coopmans* , iflg. dagbogen 29/3 1867, (DBG VII, p. 259) men vistnok kun denne ene gang under dennes besøg i Kbh.
25.04.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre.
(BrevID 22402 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Fremgår også af rejseregnskab HCA-museumsnummer V-4-G: 25. april: Brev til Dresden.
20.06.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre.
(BrevID 22403 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
24.06.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 24 st. Juny [18]67
Theurer, verehrter Freund! –
Gestern erhielt ich Ihren lieben Brief aus Copenhagen und schon sitze ich an meinem Schreibtisch, um Ihnen zu gratuliren, zu der Auszeichnung des Etatsrathstitel. Können äußre Ehren gnügen, oder wenigstens das Leben verschönen, so wurden sie Ihnen, im vollen Maaße! Welch reiches Leben liegt hinter Ihnen! und haben Sie gewiß noch vor sich! – Mein ganzes Herz gönnt es Ihnen, Ihren Brief aus Paris habe ich erhalten, hätte ihn gern beantwortet, doch Sie gaben mir keine Addresse, noch bestimmten die Zeit ./. Ihres Aufenthalts dort! – Seitdem ist von Gräfin Moltke* Sigwald Dahl* von Paris zurückgekehrt, und erzählte mündlich so viel Interessantes, daß Einem dort der Kopf ganz schwirren muß! – Meine Kräfte reichen nicht mehr aus zu solchen Unternehmungen und Strapazen der Besichtigung der Weltausstellung.
Ich war 5 Wochen in Ems, was mir leider dies mal mehr geschadet, als genützt – denn mein Herzübel hat sich sehr verschlimmert, die Herzklappen schließen nicht mehr vollständig und machen mir Herzbeklemmungen, hindern die Circulation des Blutes, was sich überall fühlbar macht, ich fühle mich sehr elend, und habe keine Hoffnung daß wir uns noch im Leben wiedersehen! – Gräfin Yoldi* schrieb wie erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen ./. sind, die uns arme Sachsen ja auch Alles, Alles geraubt, jede Selbstständigkeit – und den armen König* nur zum pr. Stadthalter [sic] verwandelt. Keine Gesandten mehr, bleiben besonders von Fremden, die Engländer weg, dazu die fürchterlichen Steuern, um eine Armee herzustellen und preussisch zu uniformiren – die Alle schwer drücken. Die Schanzen um Dresden, kosteten täglich der Stadt 10,000 rh.. zu bauen, Wälder wurden niedergerissen, Villen die in der Linie lagen, zerstört, jetzt stehen sie leer, und bald werden sie wieder abgenommen werden, mit vielen Unkosten. Wenn aber der Haß gegen das Prinzip sich auf einzelne Unschuldige erstreckt – dann nenne ich es Blödsinn. –
Auf meiner Reise nach Ems war ich 6 Tage in Weimar, wo ich Frau v. Göthe* und ihre Söhne* * hauptsächlich besuchen wollte. Täglich besuchte mich im Hôtel der gütige Gr. Herzog* , und kam oft des Abends dahin wo ich eingeladen war, als bey der Gothe* , ./. Maltiz* – Graf Kalkreuths* * , und arrangirte selbst, daß ich eines Abends, die Frau Gr. Herzogin* kennen lernte, und bey ihr einige sehr angenehme Stunden verlebte! Auch dies Land ist arg heimgesucht, muß eine übergroße Menge Militair nach pr. Styl aufstellen – und langsam gehen in Preussen alle kleinere Fürstenthümer auf. Der Gewalt muß das Recht weichen.
Von Ihrem poetischen Arbeiten gelangt nichts mehr zu uns – wahrscheinlich laßen Sie nichts mehr ins Deutsche übersetzen – Alles, Alles entweicht der Zeit, selbst das Beste – Schönste.
Herr von Beaulieu* lebt in Dresden – aber ganz zurück gezogen, Niemand sieht ihn! –
Den 28 st. August ist das 800 jährige Wartburg Fest, wo Lizst* hin kommt und sein Oratorium, die heilige Elisabeth aufführt, es wird ein ungeheures Zuströmen von Künstlern und Menschen dort sein. Im Octbr ist das 25. Ehe Jubiläum des Gr. Herzogs* * . Doch genug für heute, nur noch den treusten Gruß
Ihrer ergebnen Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Die Eiche wächst hoch in die Höhe, das Schwanennest trägt unversehrt seine Tafel und am Lerchenbaum spricht die Tafel: Dem dänischen Dichter, keine Politik rückt daran.
[i margenen, p. 2:] Margaret grüßt* , Meine Kinder* * leben auf ihrem Guthe.
[i margenen, p. 4:] . Die arme Clara* geht noch immer an Krücken. Carus* ist eine Ruine geworden. Dresden würde Ihnen fremd erscheinen.
Maxen, den 24. juni [18]67
Dyrebare, ærede ven! –
I går modtog jeg Deres kære brev fra København og allerede sidder jeg ved mit skrivebord, for at gratulere Dem med udnævnelsen til Etatsråd. Hvis ydre ære var nok, eller i det mindste forskønnede livet, så ville det i rigt mål ske for dem. Hvilket rigt liv ligger bag Dem! Og De har det helt sikkert også foran Dem! – Mit ganske hjerte under Dem det, Deres brev har jeg modtaget fra Paris, havde gerne besvaret det, men De gav mig ingen adresse, men tiden bestemte Deres ophold der! Siden er Sigwald Dahl* vendt tilbage fra Paris, fra grevinde Moltke* , og han fortalte mundtligt så meget interessant, at ens hoved ganske må summe derved! – Mine kræfter rækker ikke mere til sådanne oplevelser og strabadser som besigtigelsen af verdensudstillingen,
Jeg var 5 uger i Ems, hvilket denne gang desværre har skadet mig mere end det har gavnet – thi mit hjerteonde er blevet meget forværret, hjerteklapperne lukker ikke mere som de skal og giver mig hjerte-beklemmelser, hindrer blodets cirkulation, hvilket kan mærkes overalt, jeg føler mig meget elendig og har intet håb om at vi ses igen i dette liv! – Grevinde Yoldi* skrev hvor vred De er på tyskerne, jeg håber De siger, De er vred på Preusserne, som jo har berøvet os arme saksere alt, alt – enhver selvstændighed og har forvandlet den stakkels konge* til kun at være statholder. Ingen gesandter mere, de fremmede, især englænderne bliver væk, dertil kommer de frygtelige skatter for at kunne danne en armé og uniformere den preussisk – som tynger alle voldsomt. Skanserne omkring Dresden koster dagligt byen 10.000 rh at bygge, skove blev fældet, små landsbyer, som lå på vejen, blev ødelagt, og nu står de tomme, og snart bliver de nedrevet med store omkostninger. Men når hadet mod princippet går ud over enkelte uskyldige – så kalder jeg det vanvid. –
På min rejse til Ems var jeg 6 dage i Weimar, hvor jeg hovedsageligt ville besøge fru v. Goethe* og hendes sønner* * . Dagligt besøgte den gode storhertug* mig i hotellet, og kom om aftenen ofte der, hvortil jeg var inviteret, f.eks. hos fru Goethe* , Maltiz* , grev Kalkreuths* * , og arrangerede selv, at jeg en aften lærte storhertuginden* at kende og havde nogle meget behagelige timer hos hende. Også dette land er svært hjemsøgt, må opstille en umådelig stor mængde militær i preussisk stil – og langsomt opgive alle små fyrstedømmer til preusserne. Retten må vige for volden.
Af Deres poetiske arbejder når ikke mere til os – sandsynligvis lader De ikke mere oversætte til tysk – alt, alt undslipper for tiden, selv det bedste, skønneste.
Hr von Beaulieu* lever i Dresden, men helt tilbagetrukket. Ingen ser ham!
Den 28. august er der 800-årig Wartburgfest, hvor Lizst* kommer og opfører sit oratorium, den hellige Elisabeth, der vil være uhyre tilstrømning af kunstnere og mennesker. I oktober har storhertugens* * sølvbryllup. Men nu nok for i dag, kun endnu den mest trofaste hilsen
Deres hengivne Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Egen vokser stadig i højden, svanereden bærer stadig sin tavle og ved lærketræet siger skiltet: Til den danske digter, ingen politik ændrer det.
[i margenen, p. 2:] Margaret* hilser, mine børn* * lever på deres gods.
[i margenen, p. 4:] Den arme Clara* går stadig med krykker. Carus* er blevet en ruin. Dresden vil synes Dem fremmed.
BrevID 18817: FrS-brev af 24/6 1867 (Collin XI, 18/258a, billedid 5392-96).
Gratulieren, zu den Auszeichnung des Etatsrathstitel: 26. maj blev HCA udnævnt til etatsråd, hvilket gav ham rang i 3. rangklasse. HCA opholdt sig på det tidspunkt i Le Locle og fik først i Hamburg, på hjemrejsen, meddelelse om udnævnelsen.
Besichtigung der Weltausstellung: HCA besøgte hele to gange Paris 1867 under verdensudstillingen smst., i april-maj og igen i september måned.
Gräfin Yoldi* schrieb wie Erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen: endnu et vidnesbyrd om FrS.s bitterhed mod preusserne og Preussen, efter at Sachsen havde lidt nederlag i krigen mellem Preussen (og dets allierede) og Østrig (og dets allierede, deriblandt Sachsen).
der gütige Gr.Herzog* … kam oft … dahin wo ich eingeladen war als bey der Goethe* , Maltiz* Graf Kalkreuths* * : d.v.s. hos Ottilie von Goethe* , hos den fhv. russiske gesandt i Weimar Apollonius von Maltitz* og hos grev Stanislaus von Kalckreuth* (1820-94), der var landskabsmaler og tillige direktør for Kunstskolen i Weimar, samt hustruen Clara von K.* .
die Frau Gr.Herzogin* : storhertug Carl Alexanders* gemalinde, storhertuginde Sophie* af Sachsen-Weimar-Eisenach, f. prinsesse af Nederlandene (1824-97).
Herr von Beaulieu* : baron Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay* (1811-89), hvis familie stammede fra Oldenburg. HCA havde lært ham at kende i Weimar og boede ofte som hans gæst i W. under besøg i byen.
das 800 jährige Wartburg Fest: i anledning af 800-året for opførelsen af Wartburg udførtes Franz Lizst’s* oratorium "Die Legende von der Heiligen Elisabeth", med komponisten selv på dirigentpodiet, i festsalen på Wartburg.
26.07.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre i Dresden
(BrevID 22404 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
14.10.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 14. Octbr. 1867. Maxen.
Theurer Freund!
Lange, lange habe ich nichts von Ihnen gehört – wo mögen Sie nur weilen? Vor 8 Tagen hatte ich die Freude Professor Schleiden* (Verfasser des Lebens der Planzen) bey mir zu sehen – welcher mir in meiner Herbst Einsamkeit genußreiche Stunden, durch Vorlesen seines Manuscriptes das Leben, die Simbolik, der Rose, von der frühsten Zeit an vorlas; auch überraschte mich Clara* und Ottilie Heinke* mit ihrem Besuch für einige Tage. Wunderbar hat urplötzlich Clara* ihre Kraft zum Gehen wieder erlangt, und obgleich sie leidend aussieht – tro[t]zdem, daß sie sehr stark geworden – bedarf sie großer Schonung; ihr Geist ist heiter und frisch, ja sie hat selbst in der ./. Gallerie copirt; jetzt ist sie wieder in Berlin. – Wie sehne ich mich einmal wieder von Ihnen etwas zu lesen, es scheint Sie haben nichts ins Deutsche übersetzen lasßen – schicken Sie mir einmal ein Bändchen dänisch, ich habe einen Freund, welcher vortrefflich aus dem Dänischen übersetzt, und es mir gern verdolmetschen würde. Von Sigwald* welcher noch immer in Glorup ist, hörte ich auch nichts von Ihnen, eben so wenig aus den Briefen der Gräfin Yoldi* – welche sich ja ganz in Copenhagen festgesetzt, und Versailles und Paris zu vergessen scheint! – Sie haben gewiß meine liebe Gräfin Hohenthal* begegnet, die diesen Sommer bey ihrem Bruder, dem König* zubrachte. –
Maxen würden ./. Sie zwar einsamer, aber doch unverändert finden – Ihre Eiche wachst empor der Lerchenbaum grünt, und das Schwanennest glänzt in goldner Schrift – Clara* hat alle liebe Plätze aufgesucht und in Erinnerung geschwelgt. Leider erlaubt mir meine Gesundheit selten, auszugehen, nur wenn ich still sitze, mich sehr schone, geht es mir erträglich. Doch meine Freunde ermüden nicht mich aufzusuchen, so war 3 Wochen Walther v. Göthe* , die Kammerherr v. Badbergs* * , Madame Nieman-Seebach* – die Familie Concertmeister Schuberts* * , deren Tochter Giorgine* [sic] sich in den 3 Jahren in Richmond bey der Lind* , als vollendete, anmuthige Sängerin ausgebildet – welche in Weimar so entzückt, daß Dingelstedt* und der Großherzog* ihr die vortheilhaftesten Anerbietung für ein ./. festes Engagement gemacht – was sie leider nicht annehmen konnte; Andere recht interessante Persönlichkeiten suchten mich in Maxen auf – fühlend, wie regen Theil ich noch an Allem Geistigen und Schönen nehme, ungeachtet ich eine alte Frau geworden, und eine fortdauernde herzl. Correspondence, mit dem Großherzog* von Weimar, welcher sich gern mit mir von seinen Interessen, über die Künste unterhält – macht mir große Freude! Hätte ich nur bessere Gesundheit, das Gute mehr genießen zu können, was mir Gott in seiner Gnade gewährt – doch ist warmes Verständniß und Empfinden schon Glück.
Erfreuen auch Sie mich bald, mit einen lieben Briefe, welcher mir sagt – daß Sie mich nicht ganz vergessen und der lieben Stunden gedenken in Maxen die ihre Gegenwart verschönte.
Treulich
immer dieselbe!
Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Von Margaret* herzl. Grüße, von Minna* weiß ich nichts.
Den 14. oktober. 1867. Maxen.
Dyrebare ven!
Længe, længe har jeg intet hørt fra Dem – hvor kan De mon opholde Dem? For 8 dage siden havde jeg den glæde at se professor Schleiden* hos mig (forfatter til Planternes liv) – han har i min efterårsensomhed givet mig nydelsesrige timer ved at læse sit manuskript, Livet, Rosernes symbolik fra hans tidligste tid, også Clara* og Ottilie Heinke* overraskede mig med deres besøg i et par dage. Ganske vidunderligt har Clara* pludselig genvundet kraften til at gå, og skønt hun ser lidende ud, og til trods for at hun er blevet stærk, skal hun skånes, hendes ånd er munter og frisk, hun har jo selv kopieret i galleriet; nu er hun igen i Berlin. – Hvor længes jeg efter igen en gang at læse noget af Dem, jeg har en ven, som oversætter fortræffeligt fra dansk, og han ville gerne oversætte det for mig. Fra Sigwald* , som stadig er i Glorup, hørte jeg heller intet til Dem, ligeså lidt i brevene fra grevinde Yoldi* , som jo har slået sig fast ned i København, og synes at have glemt Versailles og Paris! – De har sikkert mødt min kære grevinde Hohental* , som tilbragte sommeren hos sin broder, kongen* .
Maxen ville De finde mere ensom, men dog uforandret – Deres eg vokser op, lærketræet grønnes, og svanereden stråler i gylden skrift – Clara* har opsøgt alle de kære steder og svælget i minderne. Desværre tillader min sundhed mig sjældent at gå ud, kun når jeg sidder stille og skåner mig meget, går det mig tåleligt. Men mine venner bliver ikke træt af at opsøge mig, således var [mine besøgende] i 3 uger Walther v. Goethe* , kammerherre Badbergs* * , Madame Nieman-Seebach* , familien til koncertmester Schubert* , hvis datter Georgine* har opholdt sig i 3 år i Richmond hos Lind* , og nu er fuldt uddannet, yndig sangerinde – og hun har henrykt Weimar så meget, at Dingelstedt* og storhertugen* har givet hende de mest fordelagtige anbefalinger til et fast engagement – som hun desværre ikke kunne tage imod; andre ret interessante personligheder opsøgte mig i Maxen – idet de kunne mærke, hvor livligt jeg stadig tager del i det åndelige og smukke, til trods for at jeg er blevet en gammel kone, og har en vedvarende hjertelig korrespondance med storhertugen* af Weimar, som gerne underholder mig med sine interesser, om kunstarterne – og det giver mig stor glæde! Hvis blot min sundhed var bedre, så jeg kunne nyde det gode, som Gud i sin nåde indrømmer mig – men varm forståelse og følelse er allerede en lykke.
Glæd mig snart med et kært brev, som fortæller mig, at De ikke ganske har glemt mig og at De mindes de kære timer i Maxen, som Deres nærvær forskønnede.
Trofast
Altid den samme
Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Fra Margaret* hjertelige hilsener, om Minna* ved jeg intet.
BrevID 18851: FrS-brev af 14/10 1867 (Collin XI, 18/258, billedid 5399-5402).
Sie haben gewiss meine liebe Gräfin Hohenthal* begegnet: HCA traf vistnok ikke denne søster til Christian IX* under dennes besøg i Kbh., et besøg der utvivlsomt var foranlediget af grevindens deltagelse i kongeparrets* * sølvbryllup. HCA opholdt sig i Le Locle i Schweiz på kongeparrets* * sølvbryllupsdag (26/5) og vendte først 14 dage senere tilbage til Kbh. og da havde grevinde H.* formentlig allerede forladt Danmark.
Walther von Göthe* : Ottilie von Goethes* ældste søn, der var komponist og i 1859 blev udnævnt til friherre.
die Kammerherr von Badbergs* * : jf. brevene BrevID 8460 og BrevID 8497.
Madame Nieman-Seebach* : operasangerinden og skuespillerinden Marie Seebach* (1834-97), der fra 1859 og indtil skilsmissen nogle få år senere var gift med tenoren Albert Niemann* (1831-1917), der især gjorde sig stærkt gældende i Wagner* -partier.
die Familie Concertmeister Schuberts* : Familien bestod af faderen koncertmester Franz [François] Schubert* , moderen skuespillerinden Maschinka Schneider* (1815-82) og datteren Georgine Schubert* (1840-78), men hendes tilknytning til Jenny Lind* har FrS misforstået. GS* havde gennem sine forældre lært Jenny Lind* at kende og – måske – også i Sachsen – fået nogen undervisning af den store sangerinde, 1857-58 opholdt GS* sig i London og genoptog undervisningen hos Jenny Lind* , men at hun i 3 år skulle have opholdt sig i Richmond i USA og dér modtaget undervisning af JL* , er rent sludder. I 1857 sang GS* i Weimar, hvor storhertug Carl Alexander* og teaterintendanten Franz Dingelstedt* begge, forgæves, forsøgte at fastholde hende i Weimar.
22.10.1867Dagbogsuddrag : Sendt Cabinets Photographi-Portræt til Fru Serre.
31.10.1867 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 20563 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.12.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 27. Dcbr 1867.
Theurer verehrter Freund!
Sie werden mich undankbar schelten noch nicht für die reizende so gelungene Photografie Ihnen gedankt zu haben, damals kreuzten sich unsere Briefe, aber mein Herz ist das Alte, meine Gedanken ziehen so oft zu Ihnen und nehmen Theil an allen den Ovationen, die man Ihnen bringt. So las ich in der Kreuz Zeitung, daß Sie in Odensee zum Ehrenbürger ernannt, und eine lange Beschreibung dieses Festes, Möge Gott all den Segen, den Ruhm, die Freuden ./. auch im neuen Jahre über Sie ausbreiten – und Ihnen geistige und körperliche Kräfte geben Ihren schönen gekrönten Lebenslauf fortzusetzen.
In dem vorigen Kriegsjahre als wir unsere Effecten in Sicherheit zu bringen suchten, ist mir eine Kiste verloren gegangen mit allen Photografien Albums und andern werthvollen Albums und Büchern, ein unersetzlicher Verlust über den ich mich nicht beruhigen kann. Auch von Ihnen sind sie mit verloren gegangen all die lieben Portraits in Photografien, ich würde daher sehr dankbar sein, sendeten Sie mir noch ./. in Visiten Kartenform eine Doublette und sollten Sie in Ihrer reichen Sammlung einige Doubletten interessanter Persönlichkeiten finden und entbehren können, selbst von der königl. Familie* * , welche mir Grafin Hohenthal* schenkte, sind Alle mit bey dem Verlust! –
Sollte Gott meine Gesundheit etwas mehr befestigen – (es ginge nicht in dem jetzigen Zustand – ) so folge ich einer Einladung des Gr. Herzogs* nach Weimar im Frühjahr, von dort einer Einladung nach Schleswig von Frau v. Göthe* und der Priorin Ulrike* ihrer Schwester, und einer alljährl. wiederholten, nach Glorup. Dann hoffe ich das unvergleichliche Copenhagen mit Thorwalzens* Museum noch zu sehen, gibt es von ihm keine Photografie, ./. und – dann – poi mooi!
Hofrath Ziegler* war dies Frühjahr in Spanien, und ist im Begriff eine Reise darüber zu schreiben.
Mit dem Gr. Herzog* bin ich in fortdauernder Correspondence, Herr von Beaulieu* hat sich mit seiner Familie in Dresden etablirt und mich Gestern besucht, er fragte nach Ihnen. In Weimar hat sich viel geändert, die Weimarfarben haben dem schwarz und weiss weichen müßen, das Militair ist unter pr. Fahnen gestedet [gestellt?], und Preussen stehen jetzt dort, über der Post schwebt der pr. Adler, und die Steuern sind kaum mehr zu erschwingen, gerade wie in Sachsen. – Vorbei! – Vorbei! – Alle Geschichten haben ein Ende – leider nicht immer ein Gutes.
Wann wird man wieder von Ihnen etwas Neues lesen können?
Werden wir uns im Leben noch einmal wiedersehen?
[i margenen, p. 4:] Mit Treue dankt Ihnen Ihre Freundin Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Nächsten Sommer will Frau v. Göthe* mit ihren Söhnen* * einige Wochen zu mir kommen.
Dresden, den 27. december 1867.
Dyrebare ærede ven!
De vil skælde mig ud over ikke at have takket Dem for det vellykkede fotografi, dengang krydsede vore breve hinanden, men mit hjerte er det samme gamle, mine tanker drager så ofte til Dem og tager del i alle de ovationer, som man bringer Dem. Således læste jeg i Kreuz Zeitung at De er blevet udnævnt til æresborger i Odense, med en lang beskrivelse af festen, gid Gud også må brede al den velsignelse, berømmelse, glæde ud over det nye år – og give Dem åndelig og legemlig kraft til at fortsætte Deres smukt kronede livsløb.
I de tidligere krigsår, da vi søgte at bringe vores effekter i sikkerhed, har jeg mistet en kiste med alle fotografialbum og andre værdifulde albums og bøger, et uerstatteligt tab, som jeg ikke kan affinde mig med. Også af Dem er alle de kære portrætter på fotografier gået tabt, jeg ville derfor være meget taknemlig, hvis De endnu en gang sender mig dubletter i visitkortstørrelse , og skulle De i Deres rige samling have nogle dubletter af interessante personligheder og hvis De kan undvære dem, især af den kongelige familie* * , som grevinde Hohenthal* havde skænket mig, dem har jeg alle mistet!
Hvis Gud kunne give mig lidt mere sundhed (det ville ikke gå i den nuværende tilstand) så vil jeg til foråret tage imod storhertugens* indbydelse om at komme til Weimar i foråret, og derfra en indbydelse fra fru v. Goethe* om at komme til Slesvig for at besøge hendes søster, priorinden Ulrike* – og den årligt gentagne [indbydelse om at komme] til Glorup. Så håber jeg at se det uforglemmelige København med Thorvaldsens* Museum, er der ingen fotografier af ham – og så – hjem og dø.
Hofråd Ziegler* var i dette forår i Spanien og er i færd med at udarbejde en rejsebeskrivelse derom.
Med storhertugen* er jeg i vedvarende korrespondance, hr von Beaulieu* har etableret sig med sin familie i Dresden og besøgte mig i går, han spurgte efter Dem. I Weimar har meget ændret sig, Weimarfarverne har måttet vige for de sorte og hvide, militæret er under preussiske faner og Preussen står nu der, over posten svæver den preussiske ørn, og skatterne kan næppe svinges højere op, præcis som i Sachsen. Forbi – forbi – alle historier har en ende – desværre ikke altid en god.
Hvornår kan vi læse nyt af Dem.
Vil vi endnu ses i dette liv?
[i margenen, p. 4:] Med troskab takker Deres veninde Fr. Serre Dem.
[i margenen, p. 1:] Næste sommer vil fru v. Göthe* komme til mig nogle uger med sønnerne* * .
BrevID 18867: FrS-brev af 27/12 1867 (Collin XI, 18/260, billedid 5403-07).
damals kreuzten sich unsere Briefe: HCA modtog brev 151 fra FrS 18/10 1867 og sendte hende med et brev af 22/10 et "Cabinets Photographie-Portræt" (jf. Dbg. VII, 360 f. ), for hvilket hun så takker i nærværende brev.
Kreuz Zeitung: "Kreuzzeitung" hed egentlig "Neue Preußische Zeitung", men kaldtes almindeligvis "Kreuzzeitung" på grund af sin titelvignet (et jernkors). Det var et højreorienteret berlinsk dagblad, som udkom i årene 1848-1939.
einer Einladung … nach Weimar im Früjahr …von dort … nach Schleswig… nach Glorup … Copenhagen: den projekterede rejse i foråret 1868 blev ikke til noget, jf. BrevID 18887.
poi mooi: lettere forvansket udgave af sidste led i den italienske talemåde " Vedi Napoli e poi muori" (da . "se Neapel og dø").
06.01.1868Dagbogsuddrag : Sendt i Krydsbaand Exemplarer af illustrerede Tidende til ... Fru Serre i Dresden
(BrevID 22406 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
