24.06.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 24 st. Juny [18]67
Theurer, verehrter Freund! –
Gestern erhielt ich Ihren lieben Brief aus Copenhagen und schon sitze ich an meinem Schreibtisch, um Ihnen zu gratuliren, zu der Auszeichnung des Etatsrathstitel. Können äußre Ehren gnügen, oder wenigstens das Leben verschönen, so wurden sie Ihnen, im vollen Maaße! Welch reiches Leben liegt hinter Ihnen! und haben Sie gewiß noch vor sich! – Mein ganzes Herz gönnt es Ihnen, Ihren Brief aus Paris habe ich erhalten, hätte ihn gern beantwortet, doch Sie gaben mir keine Addresse, noch bestimmten die Zeit ./. Ihres Aufenthalts dort! – Seitdem ist von Gräfin Moltke* Sigwald Dahl* von Paris zurückgekehrt, und erzählte mündlich so viel Interessantes, daß Einem dort der Kopf ganz schwirren muß! – Meine Kräfte reichen nicht mehr aus zu solchen Unternehmungen und Strapazen der Besichtigung der Weltausstellung.
Ich war 5 Wochen in Ems, was mir leider dies mal mehr geschadet, als genützt – denn mein Herzübel hat sich sehr verschlimmert, die Herzklappen schließen nicht mehr vollständig und machen mir Herzbeklemmungen, hindern die Circulation des Blutes, was sich überall fühlbar macht, ich fühle mich sehr elend, und habe keine Hoffnung daß wir uns noch im Leben wiedersehen! – Gräfin Yoldi* schrieb wie erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen ./. sind, die uns arme Sachsen ja auch Alles, Alles geraubt, jede Selbstständigkeit – und den armen König* nur zum pr. Stadthalter [sic] verwandelt. Keine Gesandten mehr, bleiben besonders von Fremden, die Engländer weg, dazu die fürchterlichen Steuern, um eine Armee herzustellen und preussisch zu uniformiren – die Alle schwer drücken. Die Schanzen um Dresden, kosteten täglich der Stadt 10,000 rh.. zu bauen, Wälder wurden niedergerissen, Villen die in der Linie lagen, zerstört, jetzt stehen sie leer, und bald werden sie wieder abgenommen werden, mit vielen Unkosten. Wenn aber der Haß gegen das Prinzip sich auf einzelne Unschuldige erstreckt – dann nenne ich es Blödsinn. –
Auf meiner Reise nach Ems war ich 6 Tage in Weimar, wo ich Frau v. Göthe* und ihre Söhne* * hauptsächlich besuchen wollte. Täglich besuchte mich im Hôtel der gütige Gr. Herzog* , und kam oft des Abends dahin wo ich eingeladen war, als bey der Gothe* , ./. Maltiz* – Graf Kalkreuths* * , und arrangirte selbst, daß ich eines Abends, die Frau Gr. Herzogin* kennen lernte, und bey ihr einige sehr angenehme Stunden verlebte! Auch dies Land ist arg heimgesucht, muß eine übergroße Menge Militair nach pr. Styl aufstellen – und langsam gehen in Preussen alle kleinere Fürstenthümer auf. Der Gewalt muß das Recht weichen.
Von Ihrem poetischen Arbeiten gelangt nichts mehr zu uns – wahrscheinlich laßen Sie nichts mehr ins Deutsche übersetzen – Alles, Alles entweicht der Zeit, selbst das Beste – Schönste.
Herr von Beaulieu* lebt in Dresden – aber ganz zurück gezogen, Niemand sieht ihn! –
Den 28 st. August ist das 800 jährige Wartburg Fest, wo Lizst* hin kommt und sein Oratorium, die heilige Elisabeth aufführt, es wird ein ungeheures Zuströmen von Künstlern und Menschen dort sein. Im Octbr ist das 25. Ehe Jubiläum des Gr. Herzogs* * . Doch genug für heute, nur noch den treusten Gruß
Ihrer ergebnen Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Die Eiche wächst hoch in die Höhe, das Schwanennest trägt unversehrt seine Tafel und am Lerchenbaum spricht die Tafel: Dem dänischen Dichter, keine Politik rückt daran.
[i margenen, p. 2:] Margaret grüßt* , Meine Kinder* * leben auf ihrem Guthe.
[i margenen, p. 4:] . Die arme Clara* geht noch immer an Krücken. Carus* ist eine Ruine geworden. Dresden würde Ihnen fremd erscheinen.
Maxen, den 24. juni [18]67
Dyrebare, ærede ven! –
I går modtog jeg Deres kære brev fra København og allerede sidder jeg ved mit skrivebord, for at gratulere Dem med udnævnelsen til Etatsråd. Hvis ydre ære var nok, eller i det mindste forskønnede livet, så ville det i rigt mål ske for dem. Hvilket rigt liv ligger bag Dem! Og De har det helt sikkert også foran Dem! – Mit ganske hjerte under Dem det, Deres brev har jeg modtaget fra Paris, havde gerne besvaret det, men De gav mig ingen adresse, men tiden bestemte Deres ophold der! Siden er Sigwald Dahl* vendt tilbage fra Paris, fra grevinde Moltke* , og han fortalte mundtligt så meget interessant, at ens hoved ganske må summe derved! – Mine kræfter rækker ikke mere til sådanne oplevelser og strabadser som besigtigelsen af verdensudstillingen,
Jeg var 5 uger i Ems, hvilket denne gang desværre har skadet mig mere end det har gavnet – thi mit hjerteonde er blevet meget forværret, hjerteklapperne lukker ikke mere som de skal og giver mig hjerte-beklemmelser, hindrer blodets cirkulation, hvilket kan mærkes overalt, jeg føler mig meget elendig og har intet håb om at vi ses igen i dette liv! – Grevinde Yoldi* skrev hvor vred De er på tyskerne, jeg håber De siger, De er vred på Preusserne, som jo har berøvet os arme saksere alt, alt – enhver selvstændighed og har forvandlet den stakkels konge* til kun at være statholder. Ingen gesandter mere, de fremmede, især englænderne bliver væk, dertil kommer de frygtelige skatter for at kunne danne en armé og uniformere den preussisk – som tynger alle voldsomt. Skanserne omkring Dresden koster dagligt byen 10.000 rh at bygge, skove blev fældet, små landsbyer, som lå på vejen, blev ødelagt, og nu står de tomme, og snart bliver de nedrevet med store omkostninger. Men når hadet mod princippet går ud over enkelte uskyldige – så kalder jeg det vanvid. –
På min rejse til Ems var jeg 6 dage i Weimar, hvor jeg hovedsageligt ville besøge fru v. Goethe* og hendes sønner* * . Dagligt besøgte den gode storhertug* mig i hotellet, og kom om aftenen ofte der, hvortil jeg var inviteret, f.eks. hos fru Goethe* , Maltiz* , grev Kalkreuths* * , og arrangerede selv, at jeg en aften lærte storhertuginden* at kende og havde nogle meget behagelige timer hos hende. Også dette land er svært hjemsøgt, må opstille en umådelig stor mængde militær i preussisk stil – og langsomt opgive alle små fyrstedømmer til preusserne. Retten må vige for volden.
Af Deres poetiske arbejder når ikke mere til os – sandsynligvis lader De ikke mere oversætte til tysk – alt, alt undslipper for tiden, selv det bedste, skønneste.
Hr von Beaulieu* lever i Dresden, men helt tilbagetrukket. Ingen ser ham!
Den 28. august er der 800-årig Wartburgfest, hvor Lizst* kommer og opfører sit oratorium, den hellige Elisabeth, der vil være uhyre tilstrømning af kunstnere og mennesker. I oktober har storhertugens* * sølvbryllup. Men nu nok for i dag, kun endnu den mest trofaste hilsen
Deres hengivne Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Egen vokser stadig i højden, svanereden bærer stadig sin tavle og ved lærketræet siger skiltet: Til den danske digter, ingen politik ændrer det.
[i margenen, p. 2:] Margaret* hilser, mine børn* * lever på deres gods.
[i margenen, p. 4:] Den arme Clara* går stadig med krykker. Carus* er blevet en ruin. Dresden vil synes Dem fremmed.
BrevID 18817: FrS-brev af 24/6 1867 (Collin XI, 18/258a, billedid 5392-96).
Gratulieren, zu den Auszeichnung des Etatsrathstitel: 26. maj blev HCA udnævnt til etatsråd, hvilket gav ham rang i 3. rangklasse. HCA opholdt sig på det tidspunkt i Le Locle og fik først i Hamburg, på hjemrejsen, meddelelse om udnævnelsen.
Besichtigung der Weltausstellung: HCA besøgte hele to gange Paris 1867 under verdensudstillingen smst., i april-maj og igen i september måned.
Gräfin Yoldi* schrieb wie Erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen: endnu et vidnesbyrd om FrS.s bitterhed mod preusserne og Preussen, efter at Sachsen havde lidt nederlag i krigen mellem Preussen (og dets allierede) og Østrig (og dets allierede, deriblandt Sachsen).
der gütige Gr.Herzog* … kam oft … dahin wo ich eingeladen war als bey der Goethe* , Maltiz* Graf Kalkreuths* * : d.v.s. hos Ottilie von Goethe* , hos den fhv. russiske gesandt i Weimar Apollonius von Maltitz* og hos grev Stanislaus von Kalckreuth* (1820-94), der var landskabsmaler og tillige direktør for Kunstskolen i Weimar, samt hustruen Clara von K.* .
die Frau Gr.Herzogin* : storhertug Carl Alexanders* gemalinde, storhertuginde Sophie* af Sachsen-Weimar-Eisenach, f. prinsesse af Nederlandene (1824-97).
Herr von Beaulieu* : baron Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay* (1811-89), hvis familie stammede fra Oldenburg. HCA havde lært ham at kende i Weimar og boede ofte som hans gæst i W. under besøg i byen.
das 800 jährige Wartburg Fest: i anledning af 800-året for opførelsen af Wartburg udførtes Franz Lizst’s* oratorium "Die Legende von der Heiligen Elisabeth", med komponisten selv på dirigentpodiet, i festsalen på Wartburg.
