27.12.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 27. Dcbr 1867.
Theurer verehrter Freund!
Sie werden mich undankbar schelten noch nicht für die reizende so gelungene Photografie Ihnen gedankt zu haben, damals kreuzten sich unsere Briefe, aber mein Herz ist das Alte, meine Gedanken ziehen so oft zu Ihnen und nehmen Theil an allen den Ovationen, die man Ihnen bringt. So las ich in der Kreuz Zeitung, daß Sie in Odensee zum Ehrenbürger ernannt, und eine lange Beschreibung dieses Festes, Möge Gott all den Segen, den Ruhm, die Freuden ./. auch im neuen Jahre über Sie ausbreiten – und Ihnen geistige und körperliche Kräfte geben Ihren schönen gekrönten Lebenslauf fortzusetzen.
In dem vorigen Kriegsjahre als wir unsere Effecten in Sicherheit zu bringen suchten, ist mir eine Kiste verloren gegangen mit allen Photografien Albums und andern werthvollen Albums und Büchern, ein unersetzlicher Verlust über den ich mich nicht beruhigen kann. Auch von Ihnen sind sie mit verloren gegangen all die lieben Portraits in Photografien, ich würde daher sehr dankbar sein, sendeten Sie mir noch ./. in Visiten Kartenform eine Doublette und sollten Sie in Ihrer reichen Sammlung einige Doubletten interessanter Persönlichkeiten finden und entbehren können, selbst von der königl. Familie* * , welche mir Grafin Hohenthal* schenkte, sind Alle mit bey dem Verlust! –
Sollte Gott meine Gesundheit etwas mehr befestigen – (es ginge nicht in dem jetzigen Zustand – ) so folge ich einer Einladung des Gr. Herzogs* nach Weimar im Frühjahr, von dort einer Einladung nach Schleswig von Frau v. Göthe* und der Priorin Ulrike* ihrer Schwester, und einer alljährl. wiederholten, nach Glorup. Dann hoffe ich das unvergleichliche Copenhagen mit Thorwalzens* Museum noch zu sehen, gibt es von ihm keine Photografie, ./. und – dann – poi mooi!
Hofrath Ziegler* war dies Frühjahr in Spanien, und ist im Begriff eine Reise darüber zu schreiben.
Mit dem Gr. Herzog* bin ich in fortdauernder Correspondence, Herr von Beaulieu* hat sich mit seiner Familie in Dresden etablirt und mich Gestern besucht, er fragte nach Ihnen. In Weimar hat sich viel geändert, die Weimarfarben haben dem schwarz und weiss weichen müßen, das Militair ist unter pr. Fahnen gestedet [gestellt?], und Preussen stehen jetzt dort, über der Post schwebt der pr. Adler, und die Steuern sind kaum mehr zu erschwingen, gerade wie in Sachsen. – Vorbei! – Vorbei! – Alle Geschichten haben ein Ende – leider nicht immer ein Gutes.
Wann wird man wieder von Ihnen etwas Neues lesen können?
Werden wir uns im Leben noch einmal wiedersehen?
[i margenen, p. 4:] Mit Treue dankt Ihnen Ihre Freundin Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Nächsten Sommer will Frau v. Göthe* mit ihren Söhnen* * einige Wochen zu mir kommen.
Dresden, den 27. december 1867.
Dyrebare ærede ven!
De vil skælde mig ud over ikke at have takket Dem for det vellykkede fotografi, dengang krydsede vore breve hinanden, men mit hjerte er det samme gamle, mine tanker drager så ofte til Dem og tager del i alle de ovationer, som man bringer Dem. Således læste jeg i Kreuz Zeitung at De er blevet udnævnt til æresborger i Odense, med en lang beskrivelse af festen, gid Gud også må brede al den velsignelse, berømmelse, glæde ud over det nye år – og give Dem åndelig og legemlig kraft til at fortsætte Deres smukt kronede livsløb.
I de tidligere krigsår, da vi søgte at bringe vores effekter i sikkerhed, har jeg mistet en kiste med alle fotografialbum og andre værdifulde albums og bøger, et uerstatteligt tab, som jeg ikke kan affinde mig med. Også af Dem er alle de kære portrætter på fotografier gået tabt, jeg ville derfor være meget taknemlig, hvis De endnu en gang sender mig dubletter i visitkortstørrelse , og skulle De i Deres rige samling have nogle dubletter af interessante personligheder og hvis De kan undvære dem, især af den kongelige familie* * , som grevinde Hohenthal* havde skænket mig, dem har jeg alle mistet!
Hvis Gud kunne give mig lidt mere sundhed (det ville ikke gå i den nuværende tilstand) så vil jeg til foråret tage imod storhertugens* indbydelse om at komme til Weimar i foråret, og derfra en indbydelse fra fru v. Goethe* om at komme til Slesvig for at besøge hendes søster, priorinden Ulrike* – og den årligt gentagne [indbydelse om at komme] til Glorup. Så håber jeg at se det uforglemmelige København med Thorvaldsens* Museum, er der ingen fotografier af ham – og så – hjem og dø.
Hofråd Ziegler* var i dette forår i Spanien og er i færd med at udarbejde en rejsebeskrivelse derom.
Med storhertugen* er jeg i vedvarende korrespondance, hr von Beaulieu* har etableret sig med sin familie i Dresden og besøgte mig i går, han spurgte efter Dem. I Weimar har meget ændret sig, Weimarfarverne har måttet vige for de sorte og hvide, militæret er under preussiske faner og Preussen står nu der, over posten svæver den preussiske ørn, og skatterne kan næppe svinges højere op, præcis som i Sachsen. Forbi – forbi – alle historier har en ende – desværre ikke altid en god.
Hvornår kan vi læse nyt af Dem.
Vil vi endnu ses i dette liv?
[i margenen, p. 4:] Med troskab takker Deres veninde Fr. Serre Dem.
[i margenen, p. 1:] Næste sommer vil fru v. Göthe* komme til mig nogle uger med sønnerne* * .
BrevID 18867: FrS-brev af 27/12 1867 (Collin XI, 18/260, billedid 5403-07).
damals kreuzten sich unsere Briefe: HCA modtog brev 151 fra FrS 18/10 1867 og sendte hende med et brev af 22/10 et "Cabinets Photographie-Portræt" (jf. Dbg. VII, 360 f. ), for hvilket hun så takker i nærværende brev.
Kreuz Zeitung: "Kreuzzeitung" hed egentlig "Neue Preußische Zeitung", men kaldtes almindeligvis "Kreuzzeitung" på grund af sin titelvignet (et jernkors). Det var et højreorienteret berlinsk dagblad, som udkom i årene 1848-1939.
einer Einladung … nach Weimar im Früjahr …von dort … nach Schleswig… nach Glorup … Copenhagen: den projekterede rejse i foråret 1868 blev ikke til noget, jf. BrevID 18887.
poi mooi: lettere forvansket udgave af sidste led i den italienske talemåde " Vedi Napoli e poi muori" (da . "se Neapel og dø").
