26.03.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 26. Marz 1867.
Theurer, verehrter Freund!
Lange, lange habe ich auf eine Antwort meines letzten Briefes, den ich Ende Januar Ihnen sendete vergebens gewartet, länger zögere ich nun nicht – abermals mich schriftlich Ihnen zu nahen, da in ganz Kurzem Ihr Geburtstag, der 2te April – erscheint – und ich Ihren jetzigen Aufenthalt nicht kennend, nicht einmal weiß, wohin Ihnen ein Telegraf addressiren. Ich fühle ungeachtet Ihres Stillschweigens verwahrten Sie mir dennoch, Ihr freund1ich Andenken – so wie die Gefühle wahrer Freundschaft, nie in meinem Herzen für Sie erkalten – Es bedarf nur einer Veranlaßung – eines Wiedersehens, und Jahre der Trennung liegen spurlos hinter uns. –
Des Frühlings Anfang ist da, nach den letzten 4 eiskalten Wochen mit tiefen Schnee, scheint seit einigen Tagen die Sonne wieder, die Stahre ziehen in ihre Nester und hin und wieder sproßen Schneeglöckchen und Veilchen! – auch für mein böses Halsübel und Husten ist die wärmere Luft heilsam, ich habe viel gelitten diesen Winter und ./. mußte jeder Geselligkeit entsagen; auch einer Einladung der Frau von Göthe* die diesen Winter in Weimar zugebracht und selbst des gütigen Großherzogs* – der fortwährend mit mir correspondirt mußte ich entsagen, es war das Ziel meiner Sehnsucht den ganzen Winter einige Wochen in Weimar zuzubringen.
Doch oft habe ich in meinem Hause interessante Abende, wo theils musiciert wird oder einer von den Herrn Professoren kleine Vorträge halten; so gehe ich geistig vorwärts, selbst in meinen späteren Lebensjahren, und altert auch das Äußere, Gott lob, das Innere ist noch immer jung und empfänglich für Alles Schöne! – Mir sind treue Freunde geblieben, welche mir rathend zur Seite stehen, sobald ich sie bedarf.
Auf unser armes Dresden und dem ganzen Lande – herrscht ein schwerer Druck, Besiegte können unmöglich aufrichtig herzlich gesiegt sein – gegen die Sieger ./. wenn sie so nahe zusammen stehen, wie Preussen und Sachsen, zweierley Militair in unsrer kleinen Residenz. Daher war auch alle Geselligkeit gestört, Beide Elemente störten; Unser armer König* welcher vor Kurzem seine jüngste Tochter* verloren – ist ja eigentl. nur Preuss. Statthalter, steht unter dem pr. Gouverneur weder Post, Telegrafenbureau noch Diplomatie, noch Bestimmung über das Militair ist ihm geblieben – in Kurzem wird es auch mit allen kleinern Fürsten daßelbe sein! Dann wird man erst empfinden, was die kleinern Höfe für Kunst und Wissenschaft gethan, und wie Alles in den Großstaaten verschwimmen wird. Und welche Opfer muß das arme Sachsen bringen! Um die Summe für Preussen zu erschwingen, gibt der Staat – 6 proc. und allen Guts und Häuserbesitzern, wird gekündigt, oder auch ihre procente so hoch heraufgeschraubt natürlich kommen concurse, falliments, pp. pp. ./.
Nachdem der Bau der Schanzen der Stadt 7 Monate lang täglich 10,000 rh. gekostet, stehen sie jetzt verödet zum Zerstören bereit, so manche Waldung wurde durch sie gelichtet! Die Fremden haben sich von Dresden weggewendet – weil sie keine Gesandten mehr hier finden! –
Vorbei – vorbei – sagt Andersen alle Geschichten haben ein Ende!
Ich sah in diesen Tagen öfters Gräfin Hohenthal* , die mir stets eine liebe Freundin geblieben, sie konnte dem Begräbniß ihrer Mutter der Herzogin nicht beywohnen, da sie krank lag – aber ich las die Briefe und es ergriff mich, daß 6 Söhne* * * * * * worunter voran der König* von Danemark, ihren Sarg auf ihren Schultern zu Grabe trugen der König* verletzte sich noch dabey die Hand, daß sie blutete. Nächstens erwartet die Gräfin* ihren Bruder* in Ballenstedt nach seiner Rückkehr von England. ./.
Haben Sie schon gehört welch Unglück die arme Heinkes* Familie* * betroffen? Sie haben den größten Theil ihres Vermögens durch den Banquerot ihres Banquiers verloren! Das Nähere weiß ich noch nicht, doch sollen Alle tief gebeugt sein! – Clara* hat die unglückliche Idee, eine Stiftung gründen zu wollen bestehend [in] ein sogenanntes Heimathshaus für Künstlerinnen, es soll ein Capital dazu aufgetrieben werden, um es erbauen zu können, darinnen, kleine Wohnungen, Atteliers, jede Pensionairin soll 20 rh. Monatl. zahlen und dafür dies Alles selbst den Unterricht frei haben, doch ist Alles nur auf Berlin berechnet[.] Sie haben gewiß auch die Statuten von ihr erhalten, hier findet es durchaus keinen Anklang! – ./.
Ich vermisse sehr Sigwald* Dahl diesen Winter welcher in Christiania bey seiner Schwester* zubringt – Ende April nach Paris reiset und Ende May mit Gräfin Moltke* nach Dresden kommt, Erstere geht dann nach Carlsbad.
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht, die ganz in Copenhagen eingesiedelt ist? – sie schreibt mir nie von Ihne [,] hätten Sie die Güte per Stadtpost diesen Brief ihr zu zu senden? – Wie mag es Graf Moltke* ergehen? wo sind Sie jetzt? Welche Pläne haben Sie für den Sommer? –
Der Zweck dieser Zeilen ist, vor Allem, Ihnen meines Herzens wärmsten Glückwunsch zu Ihrem – nahen Geburtstag den 2t. April – auszusprechen. Gott schenke Ihnen ein glückliches, gesegnetes Jahr, für mich wünsche ich ein frohes Wiedersehen! In Treue und Ergebenheit
Ihre Fr Serre
Dresden, den 26. marts 1867.
Dyrebare, ærede ven!
Længe, længe har jeg ventet på et svar på mit sidste brev, som jeg sendte Dem i slutningen af januar, ventet forgæves, nu venter jeg ikke længere og nærmer mig Dem endnu en gang skriftligt, da det om kort tid er Deres fødselsdag, den 2. april, og jeg kender ikke Deres opholdssted, ikke engang ved, hvorhen jeg skal adressere et telgram. Til trods for Deres tavshed føler jeg dog, at De bevarer mig i venlig erindring, ligesom følelserne af sandt venskab aldrig har fået mit hjerte til at køle for Dem – der skal bare en anledning til, et gensyn, og så er adskillelsens år lagt sporløs bag os.
Foråret er på vej, efter 4 iskolde uger med dyb sne har solen atter skinnet i nogle dage, stærene trækker til rederne og atter bryder vintergækker og violer frem! Også for mit frygtelige halsonde og hosten er den varmere luft helende, jeg har lidt meget denne vinter og jeg måtte frasige mig ethvert selskab; også en indbydelse fra fru v Goethe* om at tilbringe denne vinter i Weimar og endog fra den gode storhertug* , som stadig korresponderer med mig, måtte jeg takke nej til, hele vinteren var det var målet for mine længsler at kunne tilbringe nogle uger i Weimar.
Men ofte har jeg interessante aftener i mit hus, hvor der dels bliver musiceret eller en af de hr. professorer holder en forelæsning, således går jeg åndeligt fremad, selv i mine senere leveår, og selv om det ydre bliver ældre, er det indre Gud ske lov stadig ungt og modtageligt for alt smukt! – Jeg har stadig gode venner, som står mig bi med råd, når jeg behøver det!
Over vort arme Dresden og hele landet ligger et tungt tryk, besejrede kan umuligt oprigtigt føle sig besejret – over for sejrherrerne, når de står så tæt som Preussen og Sachsen, to slags militær i vor lille residens. Derfor var al selskabelighed også ødelagt, begge elementer forstyrrede; vor arme konge* , som kort forinden havde mistet sin yngste datter* – er jo egentlig kun preussisk statholder, står under den preussiske guvernør, må hverken bestemme over post, telegrambureau, diplomatiet eller militæret – om kort tid vil det også være det samme med alle de mindre fyrster. Så vil man først føle, hvad de mindre hoffer har gjort for kunst og videnskab, og hvorledes alt vil flyde ud i de store stater. Og hvilke ofre må det arme Sachsen bringe! For at have råd til summen til Preussen giver staten 6% og alle gods- og husejere bliver sagt op, eller også bliver deres procentsatser sat så højt, at der vil komme konkurser, fallitter osv.
Efter bygningen af skanserne rundt om byen - som dagligt i 7 måneder kostede byen 10.000 rh, står den nu uddød klar til at blive ødelagt, så mange skovstrækninger blev udtyndet på grund af den! De fremmede har vendt sig bort fra Dresden, fordi der ikke mere er gesandter her.
Forbi – forbi – siger Andersen – således har alle historier en ende!
I disse dage har jeg ofte set grevinde Hohental* , som stadig er mig en kær veninde, hun kunne ikke overvære moderen, hertugindens* begravelse, da hun var syg, men jeg læste brevene og det greb mig, at 6 sønner* * * * * * , anført af kongen* af Danmark, måtte bære hendes kiste på skuldrene, kongen* sårede derved sin hånd, så den blødte. Derefter venter grevinden* sin broder* i Ballenstedt efter at han kommer tilbage fra England.
Har De hørt, hvilken ulykke der har ramt den arme Heinkes* familie* * ? Hun har tabt den største del af sin formue ved sin bankiers bankerot! De nærmere omstændigheder kender jeg endnu ikke, men alle skal være dybt knuget! – Clara* har den ulykkelige idé, at hun vil grundlægge en stiftelse bestående af et såkaldt hjem for kvindelige kunstnere, der skal være samlet en kapital, så man kan bygge det, deri skal der være små boliger, ateliers, hver pensionær skal betale 20 rh. om måneden og derfor have frit ophold, endog undervisningen, men alt er kun beregnet til Berlin. De har sikkert også modtaget statutterne fra hende, her finder det slet ikke genklang.
Jeg savner Sigwald Dahl* i vinter, han tilbringer den i Christiania hos sin søster* – i slutningen af april rejser han til Paris og slutningen af maj kommer han til Dresden med grevinde Moltke* , førstnævnte* tager så til Carlsbad. Så De ikke grevinde Yoldi* , som er flyttet til København? Hun skriver aldrig om Dem, vil De sende hende dette brev med bypost? – Hvordan går det grev Moltke* ? Hvor er De nu? Hvilke planer har De for sommeren?
Formålet med disse linier er frem for alt at udtale min varmeste lykønskning til Deres nært forestående fødselsdag den 2. april. Gud skænke Dem et lykkeligt, velsignet år, jeg ønsker mig et glad gensyn! I troskab og hengivenhed
Deres Fr. Serre
BrevID 18791: FrS-brev af 26/3 1867 (Collin XI, 18/256+18/258b, billedid 5384-87, 5397-98).
– Unser armer König* … seine jüngste Tochter* verloren: Johann af Sachsen* har mistet en datter Sophie af Sachsen* (1845-67), g. 1865 m. hertug Karl Theodor af Bayern* (1838-1909).
Gräfin Hohenthal* … konnte dem Begräbnis ihrer Mutter* nicht beywohnen: Louise Caroline* , hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, f. prinsesse af Hessen-Kassel (1789-1867), søster til Frederik* VI’s dronning Marie* og moder til bl.a. kong Christian IX* . De 6 sønner* * * * * * var Christian IX* , hertug Carl* (1813-78) og hertug Frederik* (1814-85), prins Vilhelm* (1816-93), Prins Julius* (1824-1903), Prins Hans* (1825-1911) alle af Slesvig-Holsten-Glücksburg.,
erwartet die Gräfin* ihren Bruder in Ballenstedt: på slottet i Ballenstedt residerede Christian IX’s* og grevinde Hohenthals* søster, hertuginde Frederikke af Anhalt-Bernburg* (1811-1902), f. prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Enke efter den i 1863 afdøde hertug Alexander af Anhalt-Bernburg* (1834-63). Storesøster til Chr. IX* .
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht: HCA besøgte faktisk grevinde Yoldi-Coopmans* , iflg. dagbogen 29/3 1867, (DBG VII, p. 259) men vistnok kun denne ene gang under dennes besøg i Kbh.
