Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
25.08.1866 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre
(BrevID 22401 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.10.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 2. Octbr [18]66
Theuerster verehrter Freund!
Mit wahrer Freude erfüllte mich Ihr herzlicher Brief aus Bordeaux! Ich weiß Sie nun erreichbar, in Briefen weiß Sie wieder geborgen im Vaterland – mit den alten, lieben Gesinnungen! Es wäre mir wohl ein Trost gewesen – wenn Sie über Dresden gereiset wären, und wir hätten uns nach allem Schweren Erlebten wieder gesehen! – Denn Gott weiß, ob es nächstes Jahr möglich ist, ich fühle mich innerlich so krank, daß ich manchmal denke schnell macht ein Herzschlag meinem Leben ein Ende, denn zu meinem Halsübel, hat sich ein Herzleiden gesellt – Stockungen in den Schlägen, und dies nennen die Ärzte meinen größten Feind. Ems hat mir dies Mal mehr geschadet als genützt. Gewiß waren auch die politischen Aufregung[en] vernichtend! ./. Der Einzug der Preussen, die unaufhörliche Einquartirung, alle die dabey verknüpften Sorgen, lasten schwer auf der Seele! Wohin ist es gekommen, daß nur die Macht und die Gewalt gewinnt, daß sie würdige geliebte Fürsten, von ihren Thronen stürzet, Reichssstädte zu Provinzen macht – die Cassen sich aneignet, und Gesetze gibt? Wird auch hier Gottes Gerechtigkeit dem Usurpator züchtigen? wie die Geschichte so oft aufweiset! – Dresden unser armes Dresden, so zufrieden mit seinem König* und Regierung – blühend in Kunst und Wissenschaft – ist eine Festung welches 16 Schanzen umgibt – und dem die pr. Verwaltung im Lande täglich schon seit so langer Zeit 63,000 rh. kostet der Stadt selbst, 10,000 rh.. Was wird aus dem Theater werden, wenn der König* nicht mehr jährl. 100,000 rh. zu-./. schießen kann, keine Gesandten mehr Fremde herbeiziehen? Im glücklichsten Fall wird der König* ein pr Stadthalter [sic] denn er verliert auch jede Gewalt über das Militair! Viele Kaufleute 1ten Ranges machen Banquerot, viele Familien ziehen fort und verkaufen ihre Häuser! – Von Frankfurt sind bereits 800 Familien fortgezogen. Wie wird das Alles enden? – –
Sie begreifen, daß eine traurige Stimmung sich aller Gemüther bemächtigt! – Wie verwundert waren Sie gewiß, Gräfin Yold* i in Copenhagen zu finden, die den ganzen Winter dort verbringen wird! –
Von Glorup erhielt ich Nachricht, die Gräfin* ist mit Sigwald Dahl* nach Paris gereiset, und den 21. Octbr wird er über Lübeck nach Christiania zu seiner Schwester* bis Ostern bleiben. Wie sehr ich Frau von Berge* vermisse können Sie begreifen, leer und öde ist es in Maxen seit mein Mann und sie fehlt, /. alle die kleinen Sorgen der Wirthschaft die sie mir abnahm, liegen jetzt auf meinen schwachen Schultern, wäre ich noch jung und thatkräftig dann wäre es noch anders! – Zwar fehlt es nicht an Besuch, Concertm. Schubert* und Frau* und Tochter* , Kammerherr Badbergs* * waren einige Tage hier, und ich erwarte den Prof. Schleiden* (Verfaßer des Lebens der Pflanzen) er trägt mir oft seine Manuscripte vor. Jetzt hat er das Meer und dessen Leben, illustrirt in 12 Bändchen oder Heften geschrieben. Einige bekannte Herrn der geografischen Gesellschaft – besuchen mich, und tragen oft das Neuste, was in diesem Gebiet erschienen mir vor, so bleibe ich wenigstens durch geistige Anregung nicht zurück da ich im Winter fast niemals des Abends ausgehen darf! Wie sehne ich mich nach einem Wiedersehen, nach so langer Trennung mit Ihnen! – Leben Sie wohl und gedenken freundlich
Ihrer getreuen
Fr Serre ./.
[tilføjelse:]
Ich muß Ihnen doch noch mittheilen, daß ich in Correspondence mit dem Gr. Herzog* von Weimar geblieben, welcher mich einladete nach Weimar, da er mich wiederzusehen und zu sprechen wünschte. Ich war, von Ems kommend 3 Tage dort, wo er mich im Erbprinz besuchte, auf das Schloß einlud, den Thee bey mir trank und überall Ordres gegeben, mir Alles Neue, alle Kunstschätze zu zeichen [zeigen]! –
Das neue Museum, nahe der Eisenbahn ist ein solcher Musterbau, der sich den Besten der alten Zeit einreihen kann; Schon stehen die Mauern, 1868 soll es völlig eingerichtet sein. Was hätte ich Ihnen Alles mündlich zu erzählen. Der Burgermeister* hat meines Mannes Büste in das Schiller* haus aufgestellt, der Gr. Herz.* in seine Bibliothek, was mich freute. Es traf sich zufällig, daß gerade mit mir, Frau v. Göthe* in Weimar anlangte von Wien kommend, nach Schleswig zu ihrer Schwester Ulrike* reisend, die Priorin dort des Johannes Klosters ist – der ./. Gr. Herz.* holte mich im Wagen ab, und wir fuhren zu ihr, und tranken den Thee, oben in Walthers* Zimmern, da wurde viel von Wien politizirt.
Der Gr. Herz.* fragte viel nach Ihnen und er sey verwundert, daß Sie ihm so lange nicht geschrieben noch besucht – das sollte ich Ihnen schreiben! – Wie gönnte ich Ihnen die himmlische Reise, welche reiche Früchte der Litteratur wird sie wieder bringen! Lange, lange habe ich nichts Neues von Ihnen gelesen! – Die arme Clara* , war den Sommer über contract, ich weiß nicht wie es jetzt mit ihr geht – sie ist fanatische Preussin, und da vermeide ich jede Aussprache mit ihr! – Margaret* ist jetzt meine einzige Stüze, Carls* * sind zu sehr auf ihrem Gute und mit sich selbst beschäftigt – als daß er mir, wie ich hoffte beistehen könnte. Aber zu lange habe ich Ihre Zeit in Anspruch genommen, leben Sie wohl, und gedenken freundlich Ihrer treu ergebenen
Fr. Serre
Maxen, den 2. Octbr [18]66
Dyrebareste, ærede ven!
Jeg modtog Deres herlige brev fra Bordeaux med sand glæde! Jeg ved, at De nu kan nås, i breve ved jeg Dem atter tryg i Deres fædreland – med det gamle, kære sindelag! Det ville nok have været mig en trøst, hvis De var rejst over Dresden, og vi havde kunnet se hinanden efter alle de tunge oplevelser! – Thi Gud ved, om det næste år vil være muligt, jeg føler mig så inderligt syg, at at jeg ofte tænker, at hurtigt vil et hjerteslag gøre en ende på mit liv, thi til mit halsonde har også føjet sig en hjertelidelse – ophold i slagene, og dette kalder lægerne min største fjende. Ems har denne gang skadet mig mere end det har gavnet. De politiske ophidselser har helt sikkert også været ødelæggende! Preussernes indtog, den uophørlige indkvartering, og de dertil knyttede bekymringer, tynger tungt på sjælen! Hvordan er det kommet dertil, at kun magten og volden vinder, at de styrter værdige, elskede fyrster fra deres troner, gør rigshovedstæder til provinser – tilegner sig kasserne og udsteder love? Vil Guds retfærdighed også tugte skadevolderen? Som historien så ofte har vist det! Dresden, vort arme Dresden, som var så tilfreds med konge* og regering, blomstrende i kunst og videnskab – er en fæstning omgivet af 16 skanser – og den preussiske forvaltning har allerede i lang tid kostet 63.000 rh, og nu koster det byen selv 10.000 rh. Hvad vil der ske med teatret, når kongen* ikke mere kan give 100.000 rh, gesandter ikke kan tiltrække fremmede? I heldigste fald vil kongen* være en preussisk statholder, for han mister også enhver magt over militæret! Mange købmænd af 1. rang går bankerot, mange familier drager bort og sælger deres huse! 800 familier er allerede flyttet fra Frankfurt. Hvor vil det hele ende? – -
De begriber, at en sørgmodig stemning har grebet alle her. – Hvor forundret De må have været over at finde grevinde Yoldi* i København – hun vil tilbringe hele vinteren der!
Fra Glorup fik jeg besked, at grevinden* er rejst med Sigwald Dahl* til Paris, og den 21. oktober vil han rejse over Lübeck til Christiania, for at være hos søsteren* til påske. Hvor meget jeg savner fru von Berge* , kan De begribe, tomt og øde er der på Maxen siden både hun og min mand er væk, alle de små bekymringer, som hun klarede for mig, ligger nu på mine svage skuldre, var jeg blot ung og handlekraftig, så ville det være anderledes! – Ganske vist mangler her ikke besøg, koncertmester Schubert* , konen* og datteren* , kammerherre Badbergs* * var her nogle dage, og jeg venter prof. Schleiden* (forfatter til Planternes liv) han foredrager sine manuskripter for mig. Nu har han skrevet Havet og dets liv, illustreret i 12 små bind eller hæfter. Nogle bekendte herrer fra det geografiske selskab besøger mig, og præsenterer mig ofte for det nyeste, som er kommet på dette område, og således står jeg idet mindste ikke tilbage, hvad angår åndelig inspiration, da jeg om vinteren næsten aldrig må gå ud om aftenen! Hvor jeg længes efter et gensyn, efter så lang adskillelse fra Dem! – Lev vel og tænk venligt på
Deres tro
Fr. Serre
[tilføjelse:]
Jeg må endnu meddele Dem, at jeg har fortsat brevvekslingen med storhertugen* af Weimar, han indbød mig til Weimar, da han ønskede at gense mig og tale med mig. Jeg var 3 dage der, da jeg kom fra Ems, hvor han besøgte mig på Arveprinsen, indbød mig til slottet, drak te hos mig og overalt gav ordre til, at alt nyt, alle kunstskatte skulle vises for mig.
Det nye museum, tæt ved jernbanen er en sådan mønsterbygning, som kan indlemmes blandt de bedste til alle tider; murene står der allerede, 1868 skal det være fuldstændig indrettet. Alt det jeg kunne fortælle Dem mundtligt. Borgmesteren* har opstillet min mands buste i Schiller* huset, storhertugen* i sit bibliotek, hvilket glædede mig. Det traf sig tilfældigvis således, at fru v. Goethe* nåede til Weimar (idet hun ankom fra Wien, på vej til søsteren Ulrike* i Schleswig, som er priorinde i Johannesklosteret) og samtidig hentede storhertugen* mig i sin vogn, og vi kørte hen til hende, og drak te, i Walters* værelse, der blev snakket meget politik om Wien.
Storhertugen* spurgte meget til Dem og var forundret over, at De så længe ikke har skrevet til ham eller besøgt ham – det skulle jeg skrive til Dem! – Hvor kunne jeg unde Dem den himmelske rejse, hvilke rige frugter af litteratur vil De igen bringe! Længe, længe har jeg ikke læst noget nyt af Dem! – Den arme Clara* var hele sommeren i krampe, jeg ved ikke, hvordan det går med hende nu – hun er fanatisk preusser, og så undgår jeg enhver samtale med hende! – Margaret* er nu min eneste støtte, Carls* * er alt for meget på Deres gods og har travlt med deres, til at han kan bistå mig, sådan som jeg havde håbet på. Men nu har jeg krævet Deres tid alt for længe, lev vel, og tænk venligt på Deres tro hengivne
Fr. Serre
BrevID 18744: FrS-brev af 2/10 1866 (Collin XI, 17/255 a-b, billedid 5378-83).
Ihr herrlicher Brief aus Bordeaux: efter ca. 3 måneders ophold i Portugal påbegyndte HCA hjemrejsen med dampskibet “Navarro" Lissabon-Bordeaux. I sidstnævnte by blev han godt 14 dage og benyttede bl.a. tiden til at afvikle brevgæld. Til FrS sendte han brev 25/8.
Wie verwundert waren Sie gewiss, Gräfin Yoldi* in Copenhagen zu finden: nævnte dame var nu ikke ankommet til Kbh. før HCA.s afrejse til Portugal, men han traf hende ganske rigtigt efter hjemkomsten i Det kgl. Teater og besøgte hende sidenhen på hendes københavnske bopæl (Dbg. VII, 216 og 259). De kendte hinanden fra den tid, hvor hendes mand, Edgard Coopmans* (1782-1853), var dansk gesandt i Dresden (1831 og 1834) og i Bruxelles (1843).
Prof. Schleiden* : i sit værk "Das Meer" har Schleiden* bl.a. skrevet om "Die Entwicklung der Meduse".
Erbprinz: hotel i Weimar.
Der Bürgermeister: borgmesteren i Weimar 1866 hed Wilhelm Christian Friedrich Bock* (1815-88).
nach Schleswig zu ihrer Schwester* reisend: søsteren, Ulrike von Pogwisch* , var allerede som barn blevet indskrevet i det adelige jomfrukloster Sct. Johannes kloster, i 1864 blev hun udnævnt til priorinde smst. og bestred samme post til sin død., jf. BrevID 7891.
Der Gr.Herzog* … sey verwundert, daß Sie ihm so lange nicht geschrieben: korrespondancen mellem HCA og storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar-Eisenach ophørte i 1862 og blev først genoptaget i 1874, da storhertugen* havde erfaret, at HCA var meget syg, jf. "Mein edler, theurer Großherzog* " ved Ivy York Möller-Christensen* og Ernst Möller-Christensen* , 1998.
sie ist fanatische Preußin: Clara Heinkes* sympati for Preussen vanskeliggjorde unægtelig opretholdelsen af et oprigtigt venskab med såvel FrS som HCA, hvis respektive lande havde lidt under Preussens hegemoni.
27.12.1866 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 20551 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
03.01.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 3. Jan. [18]67.
Mein verehrter, theurer Freund!
Lange, lange haben Sie mich dies mal auf einen Brief warten laßen, und ich glaubte Sie deßhalb auf Reisen. Jahre vergingen und wir sahen uns nicht, und ernster und älter geworden an Körper und Geist werden wir uns gegenüber treten. Solche Jahre,wie das Durchlebte altern den Menschen! –
Dresden unser schönes Dresden ist eine Bundesfestung geworden, Königstein von den Preußen besetzt – keine Gesandten mehr werden Fremde herbei ziehen – und unser König* ist preuss. Stadthalter [sic] geworden stehend unter dem pr. Gouvernement, welchem hier die höchste Macht eingeräumt ist! – Die Geselligkeit ist zerstört – wo Preussen eingeladen sind, oder auf den Bällen, kommen keine sächsische Officiere und umgekehrt! - Wie habe ich Ihnen gezürnt, als Sie selbst, alte bewährte Freundschaft aufgaben – aus Patriotismus, wie oft habe ./. ich im Geiste es Ihnen abgebeten, denn auch mein Herz blutet – beim Anblick des theuren Königs* , – das sechszehnte Jahrhundert ist wieder gekommen – weg gefegt werden die gekrönten Häupter von ihren Thronen, und nur die Macht regiert und nimmt sich das Recht! – Daß nach dem Tode Hrn v. Lüttichaus* , Hr. von Könneritz* Theater-Indentant war – vor 4 Wochen plötzl. vom Gehirnschlag getroffen starb – und intermistisch Hofrath Pabst* die Verwaltung hat, hörten Sie wohl. Unser Theater ist unter des Hrn von Könneritz* Regierung zurück gekommen, hat seine Größen verloren, und wird sich hoffentlich nun wieder erholen. Gibt man denn in Copenhagen die Afrikanerin? – Haben Sie schon Gräfin Yoldi-Coopmans* , begegnet? die sich ganz in Copenhagen etablirt und ganz entzückt von dem dortigen ./. Aufenthalt schreibt? Mir scheint ihr eigentliches Terrain ist nur Paris! –
Ich vermisse schmerzlich diesen Winter Sigwald Dahl* der in Christiania bey seiner Schwester* lebt. Gestern war Carus* Geburtstag und wie immer verbrachten wir diesen Abend in interessanter Unterhaltung – mit Musik und Lecture. Er ist ein Greis geworden, auch ihm haben die Verhältniße seines Jahres zu Boden gedrückt.
Frau von Göthe* bringt mit ihrenSöhnen* * den Winter in Weimar zu, was der Gr. Herzog* so sehr wünschte und versammelt jeden Abend einen interessanten Kreis um sich. Sie hat mich dringend eingeladen einige Zeit zu ihr nach Weimar zu kommen der Großherzog* mit welchem ich in fortwährendem Briefwechsel stehe fordert mich auch wahrhaft herzlich dazu auf – wenn es meine ./. Gesundheit erlaubt, welche leider im Winter schlecht bestellt ist, da mich Tag und Nacht der böse Husten quält – denke ich Anfang März – nach dem Carneval auf 14 Tage dahin zu reisen, und werde Alle Aufträge von Ihnen an den lieben Gr. Herzog* der in dieser schweren politischen Zeit stets würdevoll da gestanden hat – bestellen. – Wie freue ich mich nach so langer, langer Zeit einmal wieder ein Buch von Ihnen zu erblicken. Ein Dichter sollte sich durch nichts abhalten laßen, mit dem Publikum zu verkehren – sich demselben nicht entfremden. Die arme Clara* wird wohl die Krankheit ihrer Tante* geerbt haben und contract für die Lebens Zeit bleiben fürchtet der Arzt, sie kann zum Glück dabey arbeiten und trägt mit bewundernswürdiger Ergebung ihr Geschick! –
Die arme Hofräthin Falkenstein* hat ihre Tochter Hedwig* , die so glückl. verheirathet war verloren. [tilføjet i margenen:] auch meiner Clementine* Schwester* früher Hofdame der Prinzessin Auguste* starb vor 4 Wochen am Gehirnschlag.
[i margenen, p. 2:] In Treue mit unvergeßlicher Erinnerung für Alle schönen Stunden, die Sie mir schufen, grüßet Sie Ihre Fr. Serre! -
[i margenen, p. 1:] Ach wie traurig daß ein Blatt nach dem Andern von dem Bäumen unsers Lebens fällt und immer einsamer unser Weg wird. – Gott schütze und erhalte Sie!
[i margenen, p. 3] Lockwitz ist verkauft an einen Russen – Kappherr* genannt.
Dresden, den 3. Jan. [18]67.
Min ærede, tro ven!
Længe, længe har De denne gang ladet mig vente på et brev, og jeg troede derfor De var på rejse. År gik og vi sås ikke, alvorligere og ældre på legeme og sjæl vil vi stå over for hinanden. Sådanne år, hvor det gennemlevede aldrer menneskene.
Dresden, vort skønne Dresden, er blevet til en forbundsfæstning, Königstein er besat af preusserne – ingen gesandter vil mere tiltrække fremmede hertil – og vores konge* er preussisk statholder, står under gouvernementet, som her er tildelt den største magt! Selskabslivet er ødelagt –hvor der til ballerne er indbudt preussere, kommer ingen saksiske officerer – og omvendt! Hvor har jeg været vred på Dem, da De selv opgav et gammelt veletableret venskab – af patriotisme, hvor ofte har jeg i ånden bedt Dem opgive det, thi også mit hjerte bløder – ved at se på den dyrebare konge* – det 16. århundrede er kommet tilbage – de kronede hoveder bliver fejet fra tronerne – og kun magten regerer og tager sig retten! – De hørte vel, at hr. von Könneritz* , der var blevet teaterintendant efter hr. v. Lüttichaus* død – og så døde han efter 4 uger tidligere at være ramt af en hjerneblødning – hofråd Pabst* har forvaltningen midlertidigt. Vores teater er kommet tilbage under hr. von Könneritz’* ledelse, har mistet sine store, og vil forhåbentlig nu komme tilbage. Opføres Afrikanerinden i København? – Har De allerede møde grevinde Yoldi-Copmans?* Hun har ganske etableret sig i København og skriver henrykt om sit ophold der? Mig forekommer det, at hendes egentlige terræn kun kan være Paris. –
Denne vinter savner jeg Sigwald Dahl* , som bor hos sin søster* i Christiania. – I går var det Carus’* fødselsdag, og som altid tilbragte vi aftenen med interessant underholdning – med musik og lekture. Han er blevet gammel, og også han er blevet tynget af forholdene det seneste år.
Fru von Goethe* tilbringer vinteren i Weimar med sønnerne* * , hvilket storhertugen* ønskede, og hun samler hver aften en interessant kreds omkring sig. Hun har indtrængende bedt mig komme og tilbringe nogen tid hos sig i Weimar, storhertugen* , som jeg stadig skriver sammen med, opfordrer mig også hjerteligt dertil – hvis min sundhed tillader det, den er i vinter desværre blevet dårligere, da hosten dag og nat plager mig – tænker jeg i begyndelsen af marts, efter karnevallet at rejse derhen i 14 dage og vil udføre alle ordrer fra Dem til den kære storhertug* som i denne svære politiske tid hele tiden har været værdig. – Hvor glæder jeg mig til, efter så lang, lang tid, endnu en gang at se en bog fra Dem. En digter skal ikke lade sig holde tilbage fra at omgås publikum, ikke gøre sig fremmed for dem. Den arme Clara* har måske arvet tantens* sygdom, og lægen frygter, at kramperne er der for resten af livet, hun kan til alt held alligevel arbejde og bærer med beundringsværdig resignation sin skæbne!
Den arme hofrådinde Falkenstein* har mistet datteren Hedvig* , som var så lykkeligt gift – også min Clementines* søster* , som var tidligere hofdame hos prinsesse Augusta* , døde for 4 uger siden af en hjerneblødning.
[i margenen, p. 2:] I troskab med uforglemmelige minder om de skønne timer, De skabte for mig, hilser Deres Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Åh hvor er det sørgeligt, at det ene blad efter det andet falder fra vore livstræer og gør vores vej stadig mere ensom. – Gud bevare og beskytte Dem.
[i margenen, p. 3:] Lockwitz er blevet solgt til en russer, kaldet Kappherr* .
BrevID 12585: FrS-brev af 3/1 1867 (Collin XI, 18/257, billedid 5388-91).
Unser König* ist preuß. Stadthalter geworden stehend unter dem pr. Gouvernement: jf. BrevID 18733. Pudsigt nok skriver FrS konsekvent "Stadthalter" i stedet for "Statthalter".
Wie habe ich Ihnen gezürnt … wie oft habe ich im Geiste es Ihnen abgebeten: først efter at hendes fædreland Sachsen har lidt nederlag til Preussen, forstår FrS, hvorfor HCA under de to dansk-tyske krige – midlertidigt – afbrød forbindelsen med hende.
Hr. von Könneritz* Theater-Intendant: formentlig den i BrevID 18385 nævnte appellationsråd Otto von Könneritz* .
Hofrath Pabst* : Julius Pabst* (1817-81) havde siden 1855 fungeret som dramaturg ved hofteatret i Dresden, hvilket han fortsatte med efter at han i en kortere periode havde fungeret som chef for teatret.
Gibt man denn in Kopenhagen die Afrikanerin: Giacomo Meyerbeers* opera "L’Africaine" med libretto af Eugène Scribe* . Operaen havde sin førsteopførelse på operaen i Paris 1865, i Kbh. er operaen aldrig blevet opført.
Gestern war Carus* Geburtstag … mit Musik und Lecture: livlægen o.m.a. C. G. Carus* fyldte 88 år. Såvel hans kone, Caroline Carus* , som hans nære veninde, Ida von Lüttichau* , var på det tidspunkt afgået ved døden, hvorfor FrS i nogen grad måtte optræde som værtinde i huset ved festlige lejligheder – som f.eks. denne fødselsdag.
Frau v Göthe* bringt mit ihren Söhnen* * den Winter in Weimar zu: Ottilie von Goethe* havde i de seneste år boet skiftevis i Jena og i Wien, afbrudt af besøg hos søsteren Ulrike von Pogwisch* i Slesvig. I efteråret 1866 søgte hun imidlertid tilbage til Weimar, hvor hun og hendes to sønner* * disponerede over en mindre lejlighed i mansardetagen i Goethes* hus på Frauenplan.
Die arme Clara* wird wohl … contract für die Lebens Zeit bleiben: FrSs spådom kom lykkeligvis ikke til opfyldelse. I 1874 var hun i det mindste i stand til at foretage en rejse til København for s.m. sin søster Ottilie* at besøge den da dødsmærkede HCA.
Die arme Hofräthin Falkenstein* hat ihre Tochter* … verloren: HCA kendte familien udmærket fra sine besøg i Dresden og på Maxen. Det vides ikke, hvem datteren Hedwig* var gift med.
Lockwitz ist verkauft … an einen Russen – Kapherr* genannt: Lockwitz, som nu er et byområde i Dresden, var endnu i 1800-tallets midte en landsby, domineret af godset og slottet Lockwitz. Dette blev 1866 solgt til Hermann Christian Kap-herr* (1801-77), som ikke var russisk af herkomst, men havde virket som bankier i St. Petersborg, og som formentlig dér har tjent pengene til at erhverve det meget store slot m. tilhørende gods. 1868 blev hen af storhertugen af Hessen-Darmstadt ophøjet til friherre. Den ejendommelige stavemåde af efternavnet skyldes familiens ønske om ikke at blive forvekslet med en "Kaper" = kaper el. fribytter.
26.03.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 26. Marz 1867.
Theurer, verehrter Freund!
Lange, lange habe ich auf eine Antwort meines letzten Briefes, den ich Ende Januar Ihnen sendete vergebens gewartet, länger zögere ich nun nicht – abermals mich schriftlich Ihnen zu nahen, da in ganz Kurzem Ihr Geburtstag, der 2te April – erscheint – und ich Ihren jetzigen Aufenthalt nicht kennend, nicht einmal weiß, wohin Ihnen ein Telegraf addressiren. Ich fühle ungeachtet Ihres Stillschweigens verwahrten Sie mir dennoch, Ihr freund1ich Andenken – so wie die Gefühle wahrer Freundschaft, nie in meinem Herzen für Sie erkalten – Es bedarf nur einer Veranlaßung – eines Wiedersehens, und Jahre der Trennung liegen spurlos hinter uns. –
Des Frühlings Anfang ist da, nach den letzten 4 eiskalten Wochen mit tiefen Schnee, scheint seit einigen Tagen die Sonne wieder, die Stahre ziehen in ihre Nester und hin und wieder sproßen Schneeglöckchen und Veilchen! – auch für mein böses Halsübel und Husten ist die wärmere Luft heilsam, ich habe viel gelitten diesen Winter und ./. mußte jeder Geselligkeit entsagen; auch einer Einladung der Frau von Göthe* die diesen Winter in Weimar zugebracht und selbst des gütigen Großherzogs* – der fortwährend mit mir correspondirt mußte ich entsagen, es war das Ziel meiner Sehnsucht den ganzen Winter einige Wochen in Weimar zuzubringen.
Doch oft habe ich in meinem Hause interessante Abende, wo theils musiciert wird oder einer von den Herrn Professoren kleine Vorträge halten; so gehe ich geistig vorwärts, selbst in meinen späteren Lebensjahren, und altert auch das Äußere, Gott lob, das Innere ist noch immer jung und empfänglich für Alles Schöne! – Mir sind treue Freunde geblieben, welche mir rathend zur Seite stehen, sobald ich sie bedarf.
Auf unser armes Dresden und dem ganzen Lande – herrscht ein schwerer Druck, Besiegte können unmöglich aufrichtig herzlich gesiegt sein – gegen die Sieger ./. wenn sie so nahe zusammen stehen, wie Preussen und Sachsen, zweierley Militair in unsrer kleinen Residenz. Daher war auch alle Geselligkeit gestört, Beide Elemente störten; Unser armer König* welcher vor Kurzem seine jüngste Tochter* verloren – ist ja eigentl. nur Preuss. Statthalter, steht unter dem pr. Gouverneur weder Post, Telegrafenbureau noch Diplomatie, noch Bestimmung über das Militair ist ihm geblieben – in Kurzem wird es auch mit allen kleinern Fürsten daßelbe sein! Dann wird man erst empfinden, was die kleinern Höfe für Kunst und Wissenschaft gethan, und wie Alles in den Großstaaten verschwimmen wird. Und welche Opfer muß das arme Sachsen bringen! Um die Summe für Preussen zu erschwingen, gibt der Staat – 6 proc. und allen Guts und Häuserbesitzern, wird gekündigt, oder auch ihre procente so hoch heraufgeschraubt natürlich kommen concurse, falliments, pp. pp. ./.
Nachdem der Bau der Schanzen der Stadt 7 Monate lang täglich 10,000 rh. gekostet, stehen sie jetzt verödet zum Zerstören bereit, so manche Waldung wurde durch sie gelichtet! Die Fremden haben sich von Dresden weggewendet – weil sie keine Gesandten mehr hier finden! –
Vorbei – vorbei – sagt Andersen alle Geschichten haben ein Ende!
Ich sah in diesen Tagen öfters Gräfin Hohenthal* , die mir stets eine liebe Freundin geblieben, sie konnte dem Begräbniß ihrer Mutter der Herzogin nicht beywohnen, da sie krank lag – aber ich las die Briefe und es ergriff mich, daß 6 Söhne* * * * * * worunter voran der König* von Danemark, ihren Sarg auf ihren Schultern zu Grabe trugen der König* verletzte sich noch dabey die Hand, daß sie blutete. Nächstens erwartet die Gräfin* ihren Bruder* in Ballenstedt nach seiner Rückkehr von England. ./.
Haben Sie schon gehört welch Unglück die arme Heinkes* Familie* * betroffen? Sie haben den größten Theil ihres Vermögens durch den Banquerot ihres Banquiers verloren! Das Nähere weiß ich noch nicht, doch sollen Alle tief gebeugt sein! – Clara* hat die unglückliche Idee, eine Stiftung gründen zu wollen bestehend [in] ein sogenanntes Heimathshaus für Künstlerinnen, es soll ein Capital dazu aufgetrieben werden, um es erbauen zu können, darinnen, kleine Wohnungen, Atteliers, jede Pensionairin soll 20 rh. Monatl. zahlen und dafür dies Alles selbst den Unterricht frei haben, doch ist Alles nur auf Berlin berechnet[.] Sie haben gewiß auch die Statuten von ihr erhalten, hier findet es durchaus keinen Anklang! – ./.
Ich vermisse sehr Sigwald* Dahl diesen Winter welcher in Christiania bey seiner Schwester* zubringt – Ende April nach Paris reiset und Ende May mit Gräfin Moltke* nach Dresden kommt, Erstere geht dann nach Carlsbad.
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht, die ganz in Copenhagen eingesiedelt ist? – sie schreibt mir nie von Ihne [,] hätten Sie die Güte per Stadtpost diesen Brief ihr zu zu senden? – Wie mag es Graf Moltke* ergehen? wo sind Sie jetzt? Welche Pläne haben Sie für den Sommer? –
Der Zweck dieser Zeilen ist, vor Allem, Ihnen meines Herzens wärmsten Glückwunsch zu Ihrem – nahen Geburtstag den 2t. April – auszusprechen. Gott schenke Ihnen ein glückliches, gesegnetes Jahr, für mich wünsche ich ein frohes Wiedersehen! In Treue und Ergebenheit
Ihre Fr Serre
Dresden, den 26. marts 1867.
Dyrebare, ærede ven!
Længe, længe har jeg ventet på et svar på mit sidste brev, som jeg sendte Dem i slutningen af januar, ventet forgæves, nu venter jeg ikke længere og nærmer mig Dem endnu en gang skriftligt, da det om kort tid er Deres fødselsdag, den 2. april, og jeg kender ikke Deres opholdssted, ikke engang ved, hvorhen jeg skal adressere et telgram. Til trods for Deres tavshed føler jeg dog, at De bevarer mig i venlig erindring, ligesom følelserne af sandt venskab aldrig har fået mit hjerte til at køle for Dem – der skal bare en anledning til, et gensyn, og så er adskillelsens år lagt sporløs bag os.
Foråret er på vej, efter 4 iskolde uger med dyb sne har solen atter skinnet i nogle dage, stærene trækker til rederne og atter bryder vintergækker og violer frem! Også for mit frygtelige halsonde og hosten er den varmere luft helende, jeg har lidt meget denne vinter og jeg måtte frasige mig ethvert selskab; også en indbydelse fra fru v Goethe* om at tilbringe denne vinter i Weimar og endog fra den gode storhertug* , som stadig korresponderer med mig, måtte jeg takke nej til, hele vinteren var det var målet for mine længsler at kunne tilbringe nogle uger i Weimar.
Men ofte har jeg interessante aftener i mit hus, hvor der dels bliver musiceret eller en af de hr. professorer holder en forelæsning, således går jeg åndeligt fremad, selv i mine senere leveår, og selv om det ydre bliver ældre, er det indre Gud ske lov stadig ungt og modtageligt for alt smukt! – Jeg har stadig gode venner, som står mig bi med råd, når jeg behøver det!
Over vort arme Dresden og hele landet ligger et tungt tryk, besejrede kan umuligt oprigtigt føle sig besejret – over for sejrherrerne, når de står så tæt som Preussen og Sachsen, to slags militær i vor lille residens. Derfor var al selskabelighed også ødelagt, begge elementer forstyrrede; vor arme konge* , som kort forinden havde mistet sin yngste datter* – er jo egentlig kun preussisk statholder, står under den preussiske guvernør, må hverken bestemme over post, telegrambureau, diplomatiet eller militæret – om kort tid vil det også være det samme med alle de mindre fyrster. Så vil man først føle, hvad de mindre hoffer har gjort for kunst og videnskab, og hvorledes alt vil flyde ud i de store stater. Og hvilke ofre må det arme Sachsen bringe! For at have råd til summen til Preussen giver staten 6% og alle gods- og husejere bliver sagt op, eller også bliver deres procentsatser sat så højt, at der vil komme konkurser, fallitter osv.
Efter bygningen af skanserne rundt om byen - som dagligt i 7 måneder kostede byen 10.000 rh, står den nu uddød klar til at blive ødelagt, så mange skovstrækninger blev udtyndet på grund af den! De fremmede har vendt sig bort fra Dresden, fordi der ikke mere er gesandter her.
Forbi – forbi – siger Andersen – således har alle historier en ende!
I disse dage har jeg ofte set grevinde Hohental* , som stadig er mig en kær veninde, hun kunne ikke overvære moderen, hertugindens* begravelse, da hun var syg, men jeg læste brevene og det greb mig, at 6 sønner* * * * * * , anført af kongen* af Danmark, måtte bære hendes kiste på skuldrene, kongen* sårede derved sin hånd, så den blødte. Derefter venter grevinden* sin broder* i Ballenstedt efter at han kommer tilbage fra England.
Har De hørt, hvilken ulykke der har ramt den arme Heinkes* familie* * ? Hun har tabt den største del af sin formue ved sin bankiers bankerot! De nærmere omstændigheder kender jeg endnu ikke, men alle skal være dybt knuget! – Clara* har den ulykkelige idé, at hun vil grundlægge en stiftelse bestående af et såkaldt hjem for kvindelige kunstnere, der skal være samlet en kapital, så man kan bygge det, deri skal der være små boliger, ateliers, hver pensionær skal betale 20 rh. om måneden og derfor have frit ophold, endog undervisningen, men alt er kun beregnet til Berlin. De har sikkert også modtaget statutterne fra hende, her finder det slet ikke genklang.
Jeg savner Sigwald Dahl* i vinter, han tilbringer den i Christiania hos sin søster* – i slutningen af april rejser han til Paris og slutningen af maj kommer han til Dresden med grevinde Moltke* , førstnævnte* tager så til Carlsbad. Så De ikke grevinde Yoldi* , som er flyttet til København? Hun skriver aldrig om Dem, vil De sende hende dette brev med bypost? – Hvordan går det grev Moltke* ? Hvor er De nu? Hvilke planer har De for sommeren?
Formålet med disse linier er frem for alt at udtale min varmeste lykønskning til Deres nært forestående fødselsdag den 2. april. Gud skænke Dem et lykkeligt, velsignet år, jeg ønsker mig et glad gensyn! I troskab og hengivenhed
Deres Fr. Serre
BrevID 18791: FrS-brev af 26/3 1867 (Collin XI, 18/256+18/258b, billedid 5384-87, 5397-98).
– Unser armer König* … seine jüngste Tochter* verloren: Johann af Sachsen* har mistet en datter Sophie af Sachsen* (1845-67), g. 1865 m. hertug Karl Theodor af Bayern* (1838-1909).
Gräfin Hohenthal* … konnte dem Begräbnis ihrer Mutter* nicht beywohnen: Louise Caroline* , hertuginde af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, f. prinsesse af Hessen-Kassel (1789-1867), søster til Frederik* VI’s dronning Marie* og moder til bl.a. kong Christian IX* . De 6 sønner* * * * * * var Christian IX* , hertug Carl* (1813-78) og hertug Frederik* (1814-85), prins Vilhelm* (1816-93), Prins Julius* (1824-1903), Prins Hans* (1825-1911) alle af Slesvig-Holsten-Glücksburg.,
erwartet die Gräfin* ihren Bruder in Ballenstedt: på slottet i Ballenstedt residerede Christian IX’s* og grevinde Hohenthals* søster, hertuginde Frederikke af Anhalt-Bernburg* (1811-1902), f. prinsesse af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Enke efter den i 1863 afdøde hertug Alexander af Anhalt-Bernburg* (1834-63). Storesøster til Chr. IX* .
Sehen Sie denn Gräfin Yoldi* nicht: HCA besøgte faktisk grevinde Yoldi-Coopmans* , iflg. dagbogen 29/3 1867, (DBG VII, p. 259) men vistnok kun denne ene gang under dennes besøg i Kbh.
25.04.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre.
(BrevID 22402 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Fremgår også af rejseregnskab HCA-museumsnummer V-4-G: 25. april: Brev til Dresden.
20.06.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre.
(BrevID 22403 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
24.06.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 24 st. Juny [18]67
Theurer, verehrter Freund! –
Gestern erhielt ich Ihren lieben Brief aus Copenhagen und schon sitze ich an meinem Schreibtisch, um Ihnen zu gratuliren, zu der Auszeichnung des Etatsrathstitel. Können äußre Ehren gnügen, oder wenigstens das Leben verschönen, so wurden sie Ihnen, im vollen Maaße! Welch reiches Leben liegt hinter Ihnen! und haben Sie gewiß noch vor sich! – Mein ganzes Herz gönnt es Ihnen, Ihren Brief aus Paris habe ich erhalten, hätte ihn gern beantwortet, doch Sie gaben mir keine Addresse, noch bestimmten die Zeit ./. Ihres Aufenthalts dort! – Seitdem ist von Gräfin Moltke* Sigwald Dahl* von Paris zurückgekehrt, und erzählte mündlich so viel Interessantes, daß Einem dort der Kopf ganz schwirren muß! – Meine Kräfte reichen nicht mehr aus zu solchen Unternehmungen und Strapazen der Besichtigung der Weltausstellung.
Ich war 5 Wochen in Ems, was mir leider dies mal mehr geschadet, als genützt – denn mein Herzübel hat sich sehr verschlimmert, die Herzklappen schließen nicht mehr vollständig und machen mir Herzbeklemmungen, hindern die Circulation des Blutes, was sich überall fühlbar macht, ich fühle mich sehr elend, und habe keine Hoffnung daß wir uns noch im Leben wiedersehen! – Gräfin Yoldi* schrieb wie erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen ./. sind, die uns arme Sachsen ja auch Alles, Alles geraubt, jede Selbstständigkeit – und den armen König* nur zum pr. Stadthalter [sic] verwandelt. Keine Gesandten mehr, bleiben besonders von Fremden, die Engländer weg, dazu die fürchterlichen Steuern, um eine Armee herzustellen und preussisch zu uniformiren – die Alle schwer drücken. Die Schanzen um Dresden, kosteten täglich der Stadt 10,000 rh.. zu bauen, Wälder wurden niedergerissen, Villen die in der Linie lagen, zerstört, jetzt stehen sie leer, und bald werden sie wieder abgenommen werden, mit vielen Unkosten. Wenn aber der Haß gegen das Prinzip sich auf einzelne Unschuldige erstreckt – dann nenne ich es Blödsinn. –
Auf meiner Reise nach Ems war ich 6 Tage in Weimar, wo ich Frau v. Göthe* und ihre Söhne* * hauptsächlich besuchen wollte. Täglich besuchte mich im Hôtel der gütige Gr. Herzog* , und kam oft des Abends dahin wo ich eingeladen war, als bey der Gothe* , ./. Maltiz* – Graf Kalkreuths* * , und arrangirte selbst, daß ich eines Abends, die Frau Gr. Herzogin* kennen lernte, und bey ihr einige sehr angenehme Stunden verlebte! Auch dies Land ist arg heimgesucht, muß eine übergroße Menge Militair nach pr. Styl aufstellen – und langsam gehen in Preussen alle kleinere Fürstenthümer auf. Der Gewalt muß das Recht weichen.
Von Ihrem poetischen Arbeiten gelangt nichts mehr zu uns – wahrscheinlich laßen Sie nichts mehr ins Deutsche übersetzen – Alles, Alles entweicht der Zeit, selbst das Beste – Schönste.
Herr von Beaulieu* lebt in Dresden – aber ganz zurück gezogen, Niemand sieht ihn! –
Den 28 st. August ist das 800 jährige Wartburg Fest, wo Lizst* hin kommt und sein Oratorium, die heilige Elisabeth aufführt, es wird ein ungeheures Zuströmen von Künstlern und Menschen dort sein. Im Octbr ist das 25. Ehe Jubiläum des Gr. Herzogs* * . Doch genug für heute, nur noch den treusten Gruß
Ihrer ergebnen Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Die Eiche wächst hoch in die Höhe, das Schwanennest trägt unversehrt seine Tafel und am Lerchenbaum spricht die Tafel: Dem dänischen Dichter, keine Politik rückt daran.
[i margenen, p. 2:] Margaret grüßt* , Meine Kinder* * leben auf ihrem Guthe.
[i margenen, p. 4:] . Die arme Clara* geht noch immer an Krücken. Carus* ist eine Ruine geworden. Dresden würde Ihnen fremd erscheinen.
Maxen, den 24. juni [18]67
Dyrebare, ærede ven! –
I går modtog jeg Deres kære brev fra København og allerede sidder jeg ved mit skrivebord, for at gratulere Dem med udnævnelsen til Etatsråd. Hvis ydre ære var nok, eller i det mindste forskønnede livet, så ville det i rigt mål ske for dem. Hvilket rigt liv ligger bag Dem! Og De har det helt sikkert også foran Dem! – Mit ganske hjerte under Dem det, Deres brev har jeg modtaget fra Paris, havde gerne besvaret det, men De gav mig ingen adresse, men tiden bestemte Deres ophold der! Siden er Sigwald Dahl* vendt tilbage fra Paris, fra grevinde Moltke* , og han fortalte mundtligt så meget interessant, at ens hoved ganske må summe derved! – Mine kræfter rækker ikke mere til sådanne oplevelser og strabadser som besigtigelsen af verdensudstillingen,
Jeg var 5 uger i Ems, hvilket denne gang desværre har skadet mig mere end det har gavnet – thi mit hjerteonde er blevet meget forværret, hjerteklapperne lukker ikke mere som de skal og giver mig hjerte-beklemmelser, hindrer blodets cirkulation, hvilket kan mærkes overalt, jeg føler mig meget elendig og har intet håb om at vi ses igen i dette liv! – Grevinde Yoldi* skrev hvor vred De er på tyskerne, jeg håber De siger, De er vred på Preusserne, som jo har berøvet os arme saksere alt, alt – enhver selvstændighed og har forvandlet den stakkels konge* til kun at være statholder. Ingen gesandter mere, de fremmede, især englænderne bliver væk, dertil kommer de frygtelige skatter for at kunne danne en armé og uniformere den preussisk – som tynger alle voldsomt. Skanserne omkring Dresden koster dagligt byen 10.000 rh at bygge, skove blev fældet, små landsbyer, som lå på vejen, blev ødelagt, og nu står de tomme, og snart bliver de nedrevet med store omkostninger. Men når hadet mod princippet går ud over enkelte uskyldige – så kalder jeg det vanvid. –
På min rejse til Ems var jeg 6 dage i Weimar, hvor jeg hovedsageligt ville besøge fru v. Goethe* og hendes sønner* * . Dagligt besøgte den gode storhertug* mig i hotellet, og kom om aftenen ofte der, hvortil jeg var inviteret, f.eks. hos fru Goethe* , Maltiz* , grev Kalkreuths* * , og arrangerede selv, at jeg en aften lærte storhertuginden* at kende og havde nogle meget behagelige timer hos hende. Også dette land er svært hjemsøgt, må opstille en umådelig stor mængde militær i preussisk stil – og langsomt opgive alle små fyrstedømmer til preusserne. Retten må vige for volden.
Af Deres poetiske arbejder når ikke mere til os – sandsynligvis lader De ikke mere oversætte til tysk – alt, alt undslipper for tiden, selv det bedste, skønneste.
Hr von Beaulieu* lever i Dresden, men helt tilbagetrukket. Ingen ser ham!
Den 28. august er der 800-årig Wartburgfest, hvor Lizst* kommer og opfører sit oratorium, den hellige Elisabeth, der vil være uhyre tilstrømning af kunstnere og mennesker. I oktober har storhertugens* * sølvbryllup. Men nu nok for i dag, kun endnu den mest trofaste hilsen
Deres hengivne Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Egen vokser stadig i højden, svanereden bærer stadig sin tavle og ved lærketræet siger skiltet: Til den danske digter, ingen politik ændrer det.
[i margenen, p. 2:] Margaret* hilser, mine børn* * lever på deres gods.
[i margenen, p. 4:] Den arme Clara* går stadig med krykker. Carus* er blevet en ruin. Dresden vil synes Dem fremmed.
BrevID 18817: FrS-brev af 24/6 1867 (Collin XI, 18/258a, billedid 5392-96).
Gratulieren, zu den Auszeichnung des Etatsrathstitel: 26. maj blev HCA udnævnt til etatsråd, hvilket gav ham rang i 3. rangklasse. HCA opholdt sig på det tidspunkt i Le Locle og fik først i Hamburg, på hjemrejsen, meddelelse om udnævnelsen.
Besichtigung der Weltausstellung: HCA besøgte hele to gange Paris 1867 under verdensudstillingen smst., i april-maj og igen i september måned.
Gräfin Yoldi* schrieb wie Erzürnt Sie auf die Deutschen, ich hoffe Sie sagen, auf die Preussen: endnu et vidnesbyrd om FrS.s bitterhed mod preusserne og Preussen, efter at Sachsen havde lidt nederlag i krigen mellem Preussen (og dets allierede) og Østrig (og dets allierede, deriblandt Sachsen).
der gütige Gr.Herzog* … kam oft … dahin wo ich eingeladen war als bey der Goethe* , Maltiz* Graf Kalkreuths* * : d.v.s. hos Ottilie von Goethe* , hos den fhv. russiske gesandt i Weimar Apollonius von Maltitz* og hos grev Stanislaus von Kalckreuth* (1820-94), der var landskabsmaler og tillige direktør for Kunstskolen i Weimar, samt hustruen Clara von K.* .
die Frau Gr.Herzogin* : storhertug Carl Alexanders* gemalinde, storhertuginde Sophie* af Sachsen-Weimar-Eisenach, f. prinsesse af Nederlandene (1824-97).
Herr von Beaulieu* : baron Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay* (1811-89), hvis familie stammede fra Oldenburg. HCA havde lært ham at kende i Weimar og boede ofte som hans gæst i W. under besøg i byen.
das 800 jährige Wartburg Fest: i anledning af 800-året for opførelsen af Wartburg udførtes Franz Lizst’s* oratorium "Die Legende von der Heiligen Elisabeth", med komponisten selv på dirigentpodiet, i festsalen på Wartburg.
26.07.1867 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre i Dresden
(BrevID 22404 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
14.10.1867
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 14. Octbr. 1867. Maxen.
Theurer Freund!
Lange, lange habe ich nichts von Ihnen gehört – wo mögen Sie nur weilen? Vor 8 Tagen hatte ich die Freude Professor Schleiden* (Verfasser des Lebens der Planzen) bey mir zu sehen – welcher mir in meiner Herbst Einsamkeit genußreiche Stunden, durch Vorlesen seines Manuscriptes das Leben, die Simbolik, der Rose, von der frühsten Zeit an vorlas; auch überraschte mich Clara* und Ottilie Heinke* mit ihrem Besuch für einige Tage. Wunderbar hat urplötzlich Clara* ihre Kraft zum Gehen wieder erlangt, und obgleich sie leidend aussieht – tro[t]zdem, daß sie sehr stark geworden – bedarf sie großer Schonung; ihr Geist ist heiter und frisch, ja sie hat selbst in der ./. Gallerie copirt; jetzt ist sie wieder in Berlin. – Wie sehne ich mich einmal wieder von Ihnen etwas zu lesen, es scheint Sie haben nichts ins Deutsche übersetzen lasßen – schicken Sie mir einmal ein Bändchen dänisch, ich habe einen Freund, welcher vortrefflich aus dem Dänischen übersetzt, und es mir gern verdolmetschen würde. Von Sigwald* welcher noch immer in Glorup ist, hörte ich auch nichts von Ihnen, eben so wenig aus den Briefen der Gräfin Yoldi* – welche sich ja ganz in Copenhagen festgesetzt, und Versailles und Paris zu vergessen scheint! – Sie haben gewiß meine liebe Gräfin Hohenthal* begegnet, die diesen Sommer bey ihrem Bruder, dem König* zubrachte. –
Maxen würden ./. Sie zwar einsamer, aber doch unverändert finden – Ihre Eiche wachst empor der Lerchenbaum grünt, und das Schwanennest glänzt in goldner Schrift – Clara* hat alle liebe Plätze aufgesucht und in Erinnerung geschwelgt. Leider erlaubt mir meine Gesundheit selten, auszugehen, nur wenn ich still sitze, mich sehr schone, geht es mir erträglich. Doch meine Freunde ermüden nicht mich aufzusuchen, so war 3 Wochen Walther v. Göthe* , die Kammerherr v. Badbergs* * , Madame Nieman-Seebach* – die Familie Concertmeister Schuberts* * , deren Tochter Giorgine* [sic] sich in den 3 Jahren in Richmond bey der Lind* , als vollendete, anmuthige Sängerin ausgebildet – welche in Weimar so entzückt, daß Dingelstedt* und der Großherzog* ihr die vortheilhaftesten Anerbietung für ein ./. festes Engagement gemacht – was sie leider nicht annehmen konnte; Andere recht interessante Persönlichkeiten suchten mich in Maxen auf – fühlend, wie regen Theil ich noch an Allem Geistigen und Schönen nehme, ungeachtet ich eine alte Frau geworden, und eine fortdauernde herzl. Correspondence, mit dem Großherzog* von Weimar, welcher sich gern mit mir von seinen Interessen, über die Künste unterhält – macht mir große Freude! Hätte ich nur bessere Gesundheit, das Gute mehr genießen zu können, was mir Gott in seiner Gnade gewährt – doch ist warmes Verständniß und Empfinden schon Glück.
Erfreuen auch Sie mich bald, mit einen lieben Briefe, welcher mir sagt – daß Sie mich nicht ganz vergessen und der lieben Stunden gedenken in Maxen die ihre Gegenwart verschönte.
Treulich
immer dieselbe!
Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Von Margaret* herzl. Grüße, von Minna* weiß ich nichts.
Den 14. oktober. 1867. Maxen.
Dyrebare ven!
Længe, længe har jeg intet hørt fra Dem – hvor kan De mon opholde Dem? For 8 dage siden havde jeg den glæde at se professor Schleiden* hos mig (forfatter til Planternes liv) – han har i min efterårsensomhed givet mig nydelsesrige timer ved at læse sit manuskript, Livet, Rosernes symbolik fra hans tidligste tid, også Clara* og Ottilie Heinke* overraskede mig med deres besøg i et par dage. Ganske vidunderligt har Clara* pludselig genvundet kraften til at gå, og skønt hun ser lidende ud, og til trods for at hun er blevet stærk, skal hun skånes, hendes ånd er munter og frisk, hun har jo selv kopieret i galleriet; nu er hun igen i Berlin. – Hvor længes jeg efter igen en gang at læse noget af Dem, jeg har en ven, som oversætter fortræffeligt fra dansk, og han ville gerne oversætte det for mig. Fra Sigwald* , som stadig er i Glorup, hørte jeg heller intet til Dem, ligeså lidt i brevene fra grevinde Yoldi* , som jo har slået sig fast ned i København, og synes at have glemt Versailles og Paris! – De har sikkert mødt min kære grevinde Hohental* , som tilbragte sommeren hos sin broder, kongen* .
Maxen ville De finde mere ensom, men dog uforandret – Deres eg vokser op, lærketræet grønnes, og svanereden stråler i gylden skrift – Clara* har opsøgt alle de kære steder og svælget i minderne. Desværre tillader min sundhed mig sjældent at gå ud, kun når jeg sidder stille og skåner mig meget, går det mig tåleligt. Men mine venner bliver ikke træt af at opsøge mig, således var [mine besøgende] i 3 uger Walther v. Goethe* , kammerherre Badbergs* * , Madame Nieman-Seebach* , familien til koncertmester Schubert* , hvis datter Georgine* har opholdt sig i 3 år i Richmond hos Lind* , og nu er fuldt uddannet, yndig sangerinde – og hun har henrykt Weimar så meget, at Dingelstedt* og storhertugen* har givet hende de mest fordelagtige anbefalinger til et fast engagement – som hun desværre ikke kunne tage imod; andre ret interessante personligheder opsøgte mig i Maxen – idet de kunne mærke, hvor livligt jeg stadig tager del i det åndelige og smukke, til trods for at jeg er blevet en gammel kone, og har en vedvarende hjertelig korrespondance med storhertugen* af Weimar, som gerne underholder mig med sine interesser, om kunstarterne – og det giver mig stor glæde! Hvis blot min sundhed var bedre, så jeg kunne nyde det gode, som Gud i sin nåde indrømmer mig – men varm forståelse og følelse er allerede en lykke.
Glæd mig snart med et kært brev, som fortæller mig, at De ikke ganske har glemt mig og at De mindes de kære timer i Maxen, som Deres nærvær forskønnede.
Trofast
Altid den samme
Fr. Serre
[i margenen, p. 1:] Fra Margaret* hjertelige hilsener, om Minna* ved jeg intet.
BrevID 18851: FrS-brev af 14/10 1867 (Collin XI, 18/258, billedid 5399-5402).
Sie haben gewiss meine liebe Gräfin Hohenthal* begegnet: HCA traf vistnok ikke denne søster til Christian IX* under dennes besøg i Kbh., et besøg der utvivlsomt var foranlediget af grevindens deltagelse i kongeparrets* * sølvbryllup. HCA opholdt sig i Le Locle i Schweiz på kongeparrets* * sølvbryllupsdag (26/5) og vendte først 14 dage senere tilbage til Kbh. og da havde grevinde H.* formentlig allerede forladt Danmark.
Walther von Göthe* : Ottilie von Goethes* ældste søn, der var komponist og i 1859 blev udnævnt til friherre.
die Kammerherr von Badbergs* * : jf. brevene BrevID 8460 og BrevID 8497.
Madame Nieman-Seebach* : operasangerinden og skuespillerinden Marie Seebach* (1834-97), der fra 1859 og indtil skilsmissen nogle få år senere var gift med tenoren Albert Niemann* (1831-1917), der især gjorde sig stærkt gældende i Wagner* -partier.
die Familie Concertmeister Schuberts* : Familien bestod af faderen koncertmester Franz [François] Schubert* , moderen skuespillerinden Maschinka Schneider* (1815-82) og datteren Georgine Schubert* (1840-78), men hendes tilknytning til Jenny Lind* har FrS misforstået. GS* havde gennem sine forældre lært Jenny Lind* at kende og – måske – også i Sachsen – fået nogen undervisning af den store sangerinde, 1857-58 opholdt GS* sig i London og genoptog undervisningen hos Jenny Lind* , men at hun i 3 år skulle have opholdt sig i Richmond i USA og dér modtaget undervisning af JL* , er rent sludder. I 1857 sang GS* i Weimar, hvor storhertug Carl Alexander* og teaterintendanten Franz Dingelstedt* begge, forgæves, forsøgte at fastholde hende i Weimar.
