02.10.1866
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 2. Octbr [18]66
Theuerster verehrter Freund!
Mit wahrer Freude erfüllte mich Ihr herzlicher Brief aus Bordeaux! Ich weiß Sie nun erreichbar, in Briefen weiß Sie wieder geborgen im Vaterland – mit den alten, lieben Gesinnungen! Es wäre mir wohl ein Trost gewesen – wenn Sie über Dresden gereiset wären, und wir hätten uns nach allem Schweren Erlebten wieder gesehen! – Denn Gott weiß, ob es nächstes Jahr möglich ist, ich fühle mich innerlich so krank, daß ich manchmal denke schnell macht ein Herzschlag meinem Leben ein Ende, denn zu meinem Halsübel, hat sich ein Herzleiden gesellt – Stockungen in den Schlägen, und dies nennen die Ärzte meinen größten Feind. Ems hat mir dies Mal mehr geschadet als genützt. Gewiß waren auch die politischen Aufregung[en] vernichtend! ./. Der Einzug der Preussen, die unaufhörliche Einquartirung, alle die dabey verknüpften Sorgen, lasten schwer auf der Seele! Wohin ist es gekommen, daß nur die Macht und die Gewalt gewinnt, daß sie würdige geliebte Fürsten, von ihren Thronen stürzet, Reichssstädte zu Provinzen macht – die Cassen sich aneignet, und Gesetze gibt? Wird auch hier Gottes Gerechtigkeit dem Usurpator züchtigen? wie die Geschichte so oft aufweiset! – Dresden unser armes Dresden, so zufrieden mit seinem König* und Regierung – blühend in Kunst und Wissenschaft – ist eine Festung welches 16 Schanzen umgibt – und dem die pr. Verwaltung im Lande täglich schon seit so langer Zeit 63,000 rh. kostet der Stadt selbst, 10,000 rh.. Was wird aus dem Theater werden, wenn der König* nicht mehr jährl. 100,000 rh. zu-./. schießen kann, keine Gesandten mehr Fremde herbeiziehen? Im glücklichsten Fall wird der König* ein pr Stadthalter [sic] denn er verliert auch jede Gewalt über das Militair! Viele Kaufleute 1ten Ranges machen Banquerot, viele Familien ziehen fort und verkaufen ihre Häuser! – Von Frankfurt sind bereits 800 Familien fortgezogen. Wie wird das Alles enden? – –
Sie begreifen, daß eine traurige Stimmung sich aller Gemüther bemächtigt! – Wie verwundert waren Sie gewiß, Gräfin Yold* i in Copenhagen zu finden, die den ganzen Winter dort verbringen wird! –
Von Glorup erhielt ich Nachricht, die Gräfin* ist mit Sigwald Dahl* nach Paris gereiset, und den 21. Octbr wird er über Lübeck nach Christiania zu seiner Schwester* bis Ostern bleiben. Wie sehr ich Frau von Berge* vermisse können Sie begreifen, leer und öde ist es in Maxen seit mein Mann und sie fehlt, /. alle die kleinen Sorgen der Wirthschaft die sie mir abnahm, liegen jetzt auf meinen schwachen Schultern, wäre ich noch jung und thatkräftig dann wäre es noch anders! – Zwar fehlt es nicht an Besuch, Concertm. Schubert* und Frau* und Tochter* , Kammerherr Badbergs* * waren einige Tage hier, und ich erwarte den Prof. Schleiden* (Verfaßer des Lebens der Pflanzen) er trägt mir oft seine Manuscripte vor. Jetzt hat er das Meer und dessen Leben, illustrirt in 12 Bändchen oder Heften geschrieben. Einige bekannte Herrn der geografischen Gesellschaft – besuchen mich, und tragen oft das Neuste, was in diesem Gebiet erschienen mir vor, so bleibe ich wenigstens durch geistige Anregung nicht zurück da ich im Winter fast niemals des Abends ausgehen darf! Wie sehne ich mich nach einem Wiedersehen, nach so langer Trennung mit Ihnen! – Leben Sie wohl und gedenken freundlich
Ihrer getreuen
Fr Serre ./.
[tilføjelse:]
Ich muß Ihnen doch noch mittheilen, daß ich in Correspondence mit dem Gr. Herzog* von Weimar geblieben, welcher mich einladete nach Weimar, da er mich wiederzusehen und zu sprechen wünschte. Ich war, von Ems kommend 3 Tage dort, wo er mich im Erbprinz besuchte, auf das Schloß einlud, den Thee bey mir trank und überall Ordres gegeben, mir Alles Neue, alle Kunstschätze zu zeichen [zeigen]! –
Das neue Museum, nahe der Eisenbahn ist ein solcher Musterbau, der sich den Besten der alten Zeit einreihen kann; Schon stehen die Mauern, 1868 soll es völlig eingerichtet sein. Was hätte ich Ihnen Alles mündlich zu erzählen. Der Burgermeister* hat meines Mannes Büste in das Schiller* haus aufgestellt, der Gr. Herz.* in seine Bibliothek, was mich freute. Es traf sich zufällig, daß gerade mit mir, Frau v. Göthe* in Weimar anlangte von Wien kommend, nach Schleswig zu ihrer Schwester Ulrike* reisend, die Priorin dort des Johannes Klosters ist – der ./. Gr. Herz.* holte mich im Wagen ab, und wir fuhren zu ihr, und tranken den Thee, oben in Walthers* Zimmern, da wurde viel von Wien politizirt.
Der Gr. Herz.* fragte viel nach Ihnen und er sey verwundert, daß Sie ihm so lange nicht geschrieben noch besucht – das sollte ich Ihnen schreiben! – Wie gönnte ich Ihnen die himmlische Reise, welche reiche Früchte der Litteratur wird sie wieder bringen! Lange, lange habe ich nichts Neues von Ihnen gelesen! – Die arme Clara* , war den Sommer über contract, ich weiß nicht wie es jetzt mit ihr geht – sie ist fanatische Preussin, und da vermeide ich jede Aussprache mit ihr! – Margaret* ist jetzt meine einzige Stüze, Carls* * sind zu sehr auf ihrem Gute und mit sich selbst beschäftigt – als daß er mir, wie ich hoffte beistehen könnte. Aber zu lange habe ich Ihre Zeit in Anspruch genommen, leben Sie wohl, und gedenken freundlich Ihrer treu ergebenen
Fr. Serre
Maxen, den 2. Octbr [18]66
Dyrebareste, ærede ven!
Jeg modtog Deres herlige brev fra Bordeaux med sand glæde! Jeg ved, at De nu kan nås, i breve ved jeg Dem atter tryg i Deres fædreland – med det gamle, kære sindelag! Det ville nok have været mig en trøst, hvis De var rejst over Dresden, og vi havde kunnet se hinanden efter alle de tunge oplevelser! – Thi Gud ved, om det næste år vil være muligt, jeg føler mig så inderligt syg, at at jeg ofte tænker, at hurtigt vil et hjerteslag gøre en ende på mit liv, thi til mit halsonde har også føjet sig en hjertelidelse – ophold i slagene, og dette kalder lægerne min største fjende. Ems har denne gang skadet mig mere end det har gavnet. De politiske ophidselser har helt sikkert også været ødelæggende! Preussernes indtog, den uophørlige indkvartering, og de dertil knyttede bekymringer, tynger tungt på sjælen! Hvordan er det kommet dertil, at kun magten og volden vinder, at de styrter værdige, elskede fyrster fra deres troner, gør rigshovedstæder til provinser – tilegner sig kasserne og udsteder love? Vil Guds retfærdighed også tugte skadevolderen? Som historien så ofte har vist det! Dresden, vort arme Dresden, som var så tilfreds med konge* og regering, blomstrende i kunst og videnskab – er en fæstning omgivet af 16 skanser – og den preussiske forvaltning har allerede i lang tid kostet 63.000 rh, og nu koster det byen selv 10.000 rh. Hvad vil der ske med teatret, når kongen* ikke mere kan give 100.000 rh, gesandter ikke kan tiltrække fremmede? I heldigste fald vil kongen* være en preussisk statholder, for han mister også enhver magt over militæret! Mange købmænd af 1. rang går bankerot, mange familier drager bort og sælger deres huse! 800 familier er allerede flyttet fra Frankfurt. Hvor vil det hele ende? – -
De begriber, at en sørgmodig stemning har grebet alle her. – Hvor forundret De må have været over at finde grevinde Yoldi* i København – hun vil tilbringe hele vinteren der!
Fra Glorup fik jeg besked, at grevinden* er rejst med Sigwald Dahl* til Paris, og den 21. oktober vil han rejse over Lübeck til Christiania, for at være hos søsteren* til påske. Hvor meget jeg savner fru von Berge* , kan De begribe, tomt og øde er der på Maxen siden både hun og min mand er væk, alle de små bekymringer, som hun klarede for mig, ligger nu på mine svage skuldre, var jeg blot ung og handlekraftig, så ville det være anderledes! – Ganske vist mangler her ikke besøg, koncertmester Schubert* , konen* og datteren* , kammerherre Badbergs* * var her nogle dage, og jeg venter prof. Schleiden* (forfatter til Planternes liv) han foredrager sine manuskripter for mig. Nu har han skrevet Havet og dets liv, illustreret i 12 små bind eller hæfter. Nogle bekendte herrer fra det geografiske selskab besøger mig, og præsenterer mig ofte for det nyeste, som er kommet på dette område, og således står jeg idet mindste ikke tilbage, hvad angår åndelig inspiration, da jeg om vinteren næsten aldrig må gå ud om aftenen! Hvor jeg længes efter et gensyn, efter så lang adskillelse fra Dem! – Lev vel og tænk venligt på
Deres tro
Fr. Serre
[tilføjelse:]
Jeg må endnu meddele Dem, at jeg har fortsat brevvekslingen med storhertugen* af Weimar, han indbød mig til Weimar, da han ønskede at gense mig og tale med mig. Jeg var 3 dage der, da jeg kom fra Ems, hvor han besøgte mig på Arveprinsen, indbød mig til slottet, drak te hos mig og overalt gav ordre til, at alt nyt, alle kunstskatte skulle vises for mig.
Det nye museum, tæt ved jernbanen er en sådan mønsterbygning, som kan indlemmes blandt de bedste til alle tider; murene står der allerede, 1868 skal det være fuldstændig indrettet. Alt det jeg kunne fortælle Dem mundtligt. Borgmesteren* har opstillet min mands buste i Schiller* huset, storhertugen* i sit bibliotek, hvilket glædede mig. Det traf sig tilfældigvis således, at fru v. Goethe* nåede til Weimar (idet hun ankom fra Wien, på vej til søsteren Ulrike* i Schleswig, som er priorinde i Johannesklosteret) og samtidig hentede storhertugen* mig i sin vogn, og vi kørte hen til hende, og drak te, i Walters* værelse, der blev snakket meget politik om Wien.
Storhertugen* spurgte meget til Dem og var forundret over, at De så længe ikke har skrevet til ham eller besøgt ham – det skulle jeg skrive til Dem! – Hvor kunne jeg unde Dem den himmelske rejse, hvilke rige frugter af litteratur vil De igen bringe! Længe, længe har jeg ikke læst noget nyt af Dem! – Den arme Clara* var hele sommeren i krampe, jeg ved ikke, hvordan det går med hende nu – hun er fanatisk preusser, og så undgår jeg enhver samtale med hende! – Margaret* er nu min eneste støtte, Carls* * er alt for meget på Deres gods og har travlt med deres, til at han kan bistå mig, sådan som jeg havde håbet på. Men nu har jeg krævet Deres tid alt for længe, lev vel, og tænk venligt på Deres tro hengivne
Fr. Serre
BrevID 18744: FrS-brev af 2/10 1866 (Collin XI, 17/255 a-b, billedid 5378-83).
Ihr herrlicher Brief aus Bordeaux: efter ca. 3 måneders ophold i Portugal påbegyndte HCA hjemrejsen med dampskibet “Navarro" Lissabon-Bordeaux. I sidstnævnte by blev han godt 14 dage og benyttede bl.a. tiden til at afvikle brevgæld. Til FrS sendte han brev 25/8.
Wie verwundert waren Sie gewiss, Gräfin Yoldi* in Copenhagen zu finden: nævnte dame var nu ikke ankommet til Kbh. før HCA.s afrejse til Portugal, men han traf hende ganske rigtigt efter hjemkomsten i Det kgl. Teater og besøgte hende sidenhen på hendes københavnske bopæl (Dbg. VII, 216 og 259). De kendte hinanden fra den tid, hvor hendes mand, Edgard Coopmans* (1782-1853), var dansk gesandt i Dresden (1831 og 1834) og i Bruxelles (1843).
Prof. Schleiden* : i sit værk "Das Meer" har Schleiden* bl.a. skrevet om "Die Entwicklung der Meduse".
Erbprinz: hotel i Weimar.
Der Bürgermeister: borgmesteren i Weimar 1866 hed Wilhelm Christian Friedrich Bock* (1815-88).
nach Schleswig zu ihrer Schwester* reisend: søsteren, Ulrike von Pogwisch* , var allerede som barn blevet indskrevet i det adelige jomfrukloster Sct. Johannes kloster, i 1864 blev hun udnævnt til priorinde smst. og bestred samme post til sin død., jf. BrevID 7891.
Der Gr.Herzog* … sey verwundert, daß Sie ihm so lange nicht geschrieben: korrespondancen mellem HCA og storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar-Eisenach ophørte i 1862 og blev først genoptaget i 1874, da storhertugen* havde erfaret, at HCA var meget syg, jf. "Mein edler, theurer Großherzog* " ved Ivy York Möller-Christensen* og Ernst Möller-Christensen* , 1998.
sie ist fanatische Preußin: Clara Heinkes* sympati for Preussen vanskeliggjorde unægtelig opretholdelsen af et oprigtigt venskab med såvel FrS som HCA, hvis respektive lande havde lidt under Preussens hegemoni.
