Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
18.03.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 18. März [18]60
Theurer, verehrter Freund!
Ihr Geburtstag naht, und meine Gedanken ziehen zu Ihnen! Mögen Sie froh und herrlich – gefeiert und verehrt, den Tag verbringen, und die ganze künftige Lebenszeit!
Gott hat auf Ihre Wege das Füllhorn seiner schönsten Gaben ausgegossen – und Sie gesegnet! – Lange dachte ich nach, mit was könnte nur dem theuren Freund die kleinste Freude ./. machen, da fiel mir ein, ob diese Blätter, die Bendemanns* und Hübners* bedeutendste Arbeit enthalten, Ihnen vielleicht interessant seyen! Auch zeichnete Bendemann* seine Freunde vor seinem Abgang nach Düsseldorf – und hierbey folgen 2 Photografien davon auch Ihre Freunde – Rietschel* und Carus* . Sie werden ihnen wohl ein Plätzchen gönnen. – Ich höre und sehe fast nichts – als was die National-Schiller-Lotterie betrifft, denken Sie ./. 265,000 Loose sind verkauft, und tägl. laufen 20, 30 Briefe mit neuen Bestellungen ein. Serre kam krank von Wien, und lag an geschwollenen Füßen 2 Monate beinahe hart und fest, und noch jetzt, muß er sich schonen und kann nur Stunden lang auftreten. – Vergessen Sie ihr Märchen auch nicht – er bittet darum nicht zu lang – und bald. Wann wird man Ihre deutschen Übersetzungen lesen? Graf Harald* , welcher den 5 April in Copenhagen sein will versprach mir alle Aufträge für Sie zu übernehmen, doch ich traue ihm nicht, und bitte lieber Carl Andersen* darum.! –
Es ist doch viel Glück für ./. die beiden jungen Söhne Moltkens* * der Eine* , Gesandte in Paris, der 2t* Rittmeister in der dänischen Armee. Übrigens ist Elise* immer die liebevolle, schwesterliche Freundin zu mir, und ihre Söhne betrachten mich eben so. Es ist doch etwas Schönes um wahre, treue Freundschaft! – Frau von Göthe* ist fast immer krank, und hüthet das Bette, eben so Ulrike* , und sie werden keinen Winter in Dresden wieder verbringen. Für Sie tragen sie* * mir die herzlichsten Glückwünsche auf. Haben Sie denn dort auch, die Briefe Humbolts* und Varnhagens* heraus gegeben von Ludmilla ./. Assing* , seiner Nichte? Es ist von ihr die abscheulichste Indiscretion, das vertraute Gespräch zweier Freunde zu veröffentlichen. Humbolt* spricht sich häßlich gegen den König v. P.* seinen Wohlthäter aus, aber noch abscheulicher über unsern Gr.Herz.* v. Weimar – und was hat er mit diesem Buche gethan, nachdem es ihm auf das tiefste gekränkt, da er Humbolt* liebte? er hat es seiner Bibliothek geschenkt – und die Stellen die negierend waren – angestrichen und darunter geschrieben – eine Lüge. Ich wollte Ihnen das Buch senden, aber Arnold* meinte, es sey längst in Copenhagen, und Sie gewiß durch ./. die Zeitungen, und Bekannte darauf aufmerksam gemacht! -
Clara Heinke* kommt im May – auch Fr. v. Göth* e hat die Absicht die letzte Hälfte des May in Maxen zuzubringen – wenn warmes Wetter, dann reise ich erst: den 1 Juny nach Ems! Könnten Sie zu gleicher Zeit dort sein. Henselt* ist in den Adelsstand, den erblichen erhoben, und hat den Wladimir Orden, eine Decoration, die nur Standes Personen hohe, erhalten. Er geht auch Anfang Juny nach Ems! doch Ihre Zeit wird sehr in Anspruch ./. genommen sein und ich fürchte mein langer Brief hat das Schicksal wie viele Andere, einige Zeit bey Seite zu liegen! Ich übergebe daher die Feder Frau von Berge* !
[med Fr.v.B.s* skrift:]
Herzliche Grüße hinzufügend mit den aufrichtigsten Wünschen für Ihr Wohl theurer Freund die aus dem Herzen kommen und deshalb den Weg zum Herzen finden mögen empfiehlt sich Ihren Andenken Ihre Alte Freundin
C. v. Berge* .
Auch Minna* s Gruß aus der Ferne sende ich Ihnen. Sie sitzt vereinsamt auf Maxen seitdem ich ein paar Wochen in der Stadt war doch gehe ich in diesen Tagen zurück und dann sprechen wir zusammen von Ihnen in Liebe
v. B.* ./.
[herefter igen Fr.S.:]
Haben Sie gehört, daß in Wien ein Drama von Mosenthal* Düveke gegeben wurde?
[med Margaret Thomas’* skrift:]
Margaret* läßt grüßen um herzlich Glück-wünschen.
[med Fr. Serres skrift:]
Auch meinen Herzens Gruß noch zum Schluß und die Bitte bald mit einem Brief zu erfreuen
Ihre getreue
Fr. Serre
Dresden den 18. Marts [18]60
Dyrebare, ærede ven!
Deres fødselsdag nærmer sig og mine tanker drager til Dem! Gid De tilbringer dagen – og al Deres fremtidige levetid! – med at blive fejret og æret, glad og herligt.
På Deres vej har Gud udstrøet et overflødighedshorn af de skønneste gaver – og velsignet Dem! – Længe tænkte jeg over, hvorledes jeg kunne glæde den dyrebare ven med en lille glæde, da faldt det mig ind, om disse blade, som indeholder Bendemanns* og Hübners* betydeligste arbejder, måske kunne være interessante for Dem! Bendemann* tegnede også sine venner før sin afgang til Düsseldorf, og herved følger 2 fotografier deraf af Deres venner – Rietschel* og Carus* . De vil nok unde dem en lille plads – Jeg hører og ser næsten intet – undtagen hvad angår National-Schiller-lotteriet, tænk Dem 265.000 lodder er solgt, og dagligt indløber 20-30 breve med nye bestillinger. Serre kom syg fra Wien og lå med hævede fødder i næsten 2 måneder, og han må stadig skåne sig og kan kun være oppe få timer. – Glem ikke Deres eventyr – han beder om, at det ikke varer for længe og kommer snart. Hvornår vil man læse Deres tyske oversættelser? Grev Harald* , som vil være i København den 5. april, lovede mig at være budbringer til Dem, men jeg stoler ikke helt på ham, og beder hellere Carl Andersen* derom!
Det er da meget lykke for de to unge Moltke* * -sønner, den ene* , gesandt i Paris, den anden* ritmester i den danske hær. I øvrigt er Elise* stadig den kærlige, søsterlige veninde for mig, og hendes sønner betragter mig også som sådan. Det er dog skønt med sandt, tro venskab! – Fru von Goethe* er næsten hele tiden syg, og passer sengen, ligeså Ulrike [Pogwisch]* , de vil ikke tilbringe endnu en vinter i Dresden. Til Dem bringer de* * de hjerteligste hilsener. Har De også hos Dem Humbolt* og Varnhagens* breve, som er udgivet at Ludmilla Assing* , hans niece? Det er den afskyeligste indiskretion af hende, således at offentliggøre to venners fortolige samtale. Humboldt* udtaler sig hæsligt mod kongen af Preussen* , hans velgører, men endnu mere afskyeligt om vores storhertug* af Weimar – og hvad har han gjort med denne bog, efter at den krænkede ham på det dybeste, da han elskede Humboldt* ? Han har givet den til hans bibliotek – og de steder, som var benægtende – har han overstreget og skrevet derunder – løgn! Jeg ville sende Dem bogen, men Arnold* mente, den var for længst i København, og De er ganske sikkert blevet opmærksom på den via aviserne og bekendte.
Clara Heinke* kommer i maj – også fru von Goethe* har til hensigt at tilbringe den sidste halvdel af maj i Maxen – hvis det er varmt vejr, rejser jeg først til Ems den 1. juni. Kan De være der til samme tid. Henselt* er blevet ophøjet til den arvelige adelstitel og har modtaget Wladimir-ordenen, en dekoration, som kun høje standspersoner får tildelt. Han rejser også til Ems i begyndelsen af juni! Men Deres tid vil være meget udfordret og jeg frygter, at mit lange brev får den skæbne at blive lagt til side med flere andre i nogen tid! Jeg giver derfor pennen til fru von Berge* !
[med Fr.v.B.s* skrift:]
Idet jeg tilføjer hjertelige hilsener med de oprigtigste ønsker for deres velbefindende, dyrebare ven, ønsker, som kommer fra hjertet og derfor vil finde vej til hjertet og håber at være i Deres erindring, Deres gamle veninde,
C. v. Berge* .
Også Minnas* hilsen fra det fjerne sender jeg Dem. Hun sidder ensom på Maxen, eftersom jeg har været nogle uger i byen, men en af disse dage rejser jeg tilbage og så taler vi sammen om Dem, i kærlighed.
v. B. ./.
[herefter igen Fr.S.:]
Har De hørt at et drama Dyveke af Mosenthal* , blev opført i Wien?
[med Margaret Thomas’* skrift:]
Margaret* lader hilse med hjertelige lykønskninger.
[med Fr. Serres skrift:]
Også min hjertelige hilsen til slut og en bøn om snart at glæde mig med et brev.
Deres trofaste
Fr. Serre
BrevID 9680: FrS-brev af 18/3 1860 (Collin XI, 18/226a-b, billedid 5408-15).
diese Blätter … Bendemanns* und Hübners* bedeutendenste Arbeiten: Das Nibelungenlied. Mit Holzschnitten nach Originalzeichnungen von Eduard Bendemann* , Leipzig 1840. – Begge malere var udgået fra Düsseldorfs kunstakademi.
Vergessen Sie ihr Märchen nicht: FrS minder hér HCA om det bidrag til det " Schiller* -Album", som FAS agtede at udgive og som HCA havde lovet at bidrage til.
die beiden jungen Söhnen Moltkens* * der Eine, Gesandte in Paris, der 2te Rittmeister in der dänischen Armée: Léon Moltke-Huitfeldt* tiltrådte i 1860 posten som dansk gesandt i Paris og samtidig gik den yngre søn, Harald M-H* ind i den danske hær som rytterofficer, efter at være trådt ud af den østrigske armé.
die Briefe Humbolts* und Varnhagens* … von Ludmilla Assing* : Ludmilla Assing* (1821-80), tysk forfatterinde, udgiver og tegner. Hendes udgivelse af Alexander von Humboldts* brevveksling med hendes onkel, K. A. Varnhagen von Ense* , vakte ved dens offentliggørelse i 1859 vældig sensation, nærmest skandale, og udgiverinden måtte flygte fra Berlin.
Arnold* : formentlig en efterfølger (måske slægtning) for den meget ansete Dresdner- boghandler og -forlægger J. C. Arnold* (d. 1847). Boghandelen førte Arnolds navn helt til 1890.
Henselt* in den Adelstand … und hat den Wladimir Orden: familien Serres gode ven, pianisten, klaverpædagogen og komponisten A.H.* virkede i mangfoldige år i Sct. Petersborg og hans ophøjelse i adelsstanden – hvilket berettigede ham til et "von" – må ses som czarfamiliens anerkendelse af hans virke. Sct. Wladimir ordenen blev indstiftet i 1782 af kejserinde Katharina II* . Den er blevet genoplivet i 1982, med et andet navn, men med samme motto, og rangerer som nr. 2 blandt de nuværende russiske ordener.
24.03.1860 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22447 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
23.04.1860 Almanak: Brev med Schiller* s Eventyret til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
00.04.1860Slut april 1860: Serres renskrift af eventyret:
Die alten Kirchenglocke
Im deutschen Lande Württemberg, wo die Akazien so lieblich auf der Landstraße blühen und wo Apfel- und Birnbäume im Herbste unter dem Segen der Reife sich beugen, liegt eine kleine Stadt, Marbach. Sie gehört zu den ganz geringen Städtchen, schön aber liegt sie am Neckar- fluß, der [overstr: sich] an Städten, alten Ritterburgen und grünen Weinbergen vorüberstürtzt, um seine Gewässer mit dem stolzen Rhein zu mischen.
Es war spät im Jahre, das Weinlaub hing herab mit rothen Blättern, Regenschauer fielen und der kalte Wind wurde immer stärker; es war nicht die erquicklichste Zeit für die Armen. Die Tage wurden finster, und noch finsterer war es drinnen in den alten kleinen Häusern. Eins von diesen lag da mit dem Giebel zur Straße gewandt, mit niedrigen Fenstern, arm und gering war es anzusehen, und so war auch die Familie, die es bewohnte, aber brav und fleißig; und mit Gottesfurcht in der Schatzkammer des Herzens. Noch ein Kind wollte der Liebe Herrgott ihnen bescheren; die Stunde war da, die Mutter lag in Schmerzen und Noth, da drang zu ihr hinein vom Kirchenthurme ein Glockenklang so tief, so festlich, es war eine feierliche Stunde, und der Glockenklang erfüllte die Betende mit Andacht und Glauben; ihre Gedanken erhoben sich so innig zu Gott, und in derselben Stunde gebar sie ihren Söhnchen und fühlte sich so unendlich froh. Die Glocke im Thurme schien ihre Freude über Stadt und Land hinauszuläuten, und zwei klare Kinderaugen schau[te] sie an, und des Kleinen Haar glänzte als sei es vergoldet. Am finsteren Novembertage wurde das Kind mit Glockenklang in der Welt eingeführt; Mutter und Vater küssten es, und in ihre Bibel schrieben sie: "am elften November 1759 gab Gott uns einen Sohn," und später wurde hinzugefügt, daß er in der Taufe den Namen Johan Christoph Friedrich erhalten habe.
Was wurde aus dem Kleinen, dem armen Kinde von Marbach? Ja, das wußte Niemand damals, nicht einmal die alte Kirchenglocke obgleich sie hoch hing und geklungen und gesungen hatte für den, welcher erst das herrlichste Lied von der Glocke singen sollte.
Und [overstr: der Kleine] das Kind wuchs heran, und um ihn herum wuchs die Welt. Zwar zogen die Eltern nach einer andern Stadt, aber Liebe Freunde blieben in dem kleinen Marbach zurück, und daher kamen auch Mutter und Sohn eines Tages dort zum Besuche. /
Der Knabe war [overstr: nicht] kaum sehs Jahre alt, er wußte aber schon etwas von der Bibel und der frommen Psalmen, er hatte schon manchen Abend von seinem Rohrstühlchen der Vater Gellerts* Fabeln und den Gesang von Messias vorlesen hören; heiße Thränen hatte er und die zwei Jahre ältere Schwester geweint, als sie lesen hörten von dem, der zu unser Aller Heil den Tod am Kreuze erlitt.
Bei dem ersten Besuche in Marbach hatte sich die Stadt nicht besonders geändert; es war ja auch nicht gar lange her, seitdem sie fortgezogen waren; die Häuser standen wie früher mit den spitzen Giebeln, den [overstr: hängenden Mauern]schiefen Mauern und niedrigen Fenstern; auf dem Friedhofe waren neue Gräber hinzugekommen, und dort, fast an der Mauer, stand jetzt unten im Grase die alte Glocke, sie war von ihrer Höhe heruntergefallen, hatte einen Sprung bekommen und konnte nicht mehr läuten; eine neue hatte ihre Stelle eingenommen.
Mutter und Sohn waren auf den Friedhof eingetreten, sie standen vor der alten Glocke, und die Mutter erzählte ihrem Kinde wie die Glocke mehrere hundert Jahre ihr Wert verrichtet hatte, wie sie zur Kindtaufe, zur Hochzeitsfreude und zur Beerdigung geläutet, wie sie von dem Feierjubel und dem Feuerschrecken gesprochen [overstr: hatte, und nie vergaß], ja wie die Glocke ein ganzes Menschenleben ausgesungen hatte, und nie vergaß das Kind, was die Mutter erzählte, das Klang wurde in seiner Brust bereit, daß er es als Mann aussingen mußte. Und die Mutter erzählte ihm, wie diese alte Glocke ihr selbst in der Stunde der Angst, Trost und Freude zugeläutet hatte, und gesungen und geklungen hatte als ihr lieber Söhnchen ihr beschert wurde. Und das Kind betrachtete fast mit Andacht die große, alte Glocke, es beugte sich hinab und küßte sie, wie alt, zersprungen und hingeworfen sie auch da stand zwischen Gras und Nesseln.
Und sie blieb in der Erinnerung des kleinen Knaben, der in Armuth emporschoß, lang und mager, mit rötlichem Haar, sommerflecking im Gesicht, ja, das war er, aber zwei Augen hatte er, klar wie das tiefe Wasser. Wie ging es ihm? Es ging ihm gut, zum Beneiden gut! Er war in höchster Gnade in die Kriegsschule aufgenommen, in der Abtheilung wo geringeren Leute Kinder waren, das war ja aber eine Ehre, ein Glück; er trug Gamaschen, eine steife Halsbinde, und gepuderter Perücke; er bekam Unterricht, und die wurde ihm unter "Marsch!" "Halt!" "Front!" [ovrstr: zugestellt] beigebracht; da konnte schon was herauskommen,/
Die alte Kirchenglocke, verborgen und vergessen, würde wohl einmal in den Schmelzofen gebracht werden, was würde dann herauskommen? Ja, das war nicht möglich zu sagen, und es war eben so unmöglich zu sagen, was einmal aus der Glocke in der jungen Brust herauskommen würde; es war drinnen ein Metall, welches erklang und in die weite Welt hinaushallen müßte, und je enger es hinter den Schulmauern wurde, und je betäubender das »Marsch!« »Halt!« »Front!« erschallte, desto heller klang es in die Brust des [overstr: Jünglings] jungen Mannes, und er sang es dem Kreise der Kameraden, und der Schall ging über das ganze Land hinaus. Dafür aber hatte man ihm aber nicht Schulunterricht, Kleider und Post gegeben; die Nummer hatte er bekommen zu dem Stift, den er vorstellen sollte in dem großen Uhrwerk, wohin wir alle in dem handgreiflichem Nutzen hingehören. – Wie wenig verstehen wir uns selbst! wie sollten dann die Anderen, die Besten sogar, uns immer verstehen können? Durch den Druck aber wird der Edelstein erschaffen; hier war der Druck, mit Ihr Zeit sollte die Welt den Edelstein kennen lernen?
Große Festlichkeit war in der Hauptstadt des Landesherrn, tausend Lampen leuchteten, Racketen funkelten; dieser Glanz wird nur noch erinnert durch den, der damals in Thränen und Schmerzen, unbeachtet, fremden Boden zu erreichen suchte; von dem, der vom Vaterlande, von der Mutter, von allen seinen Lieben fort, oder im Strome der Gewöhnlichkeit vergehen mußte.
Die alte Glocke hatte es gut, sie stand in Schütze an der Kirchenmauer in Marbach, verborgen, vergessen.Der Wind fuhr über sie hin und hätte erzählen können von dem, bei dessen Geburt die Glocke geläutet hatte, erzählen können, wie kalt es ihn angeweht hatte ganz kürzlich als er, von Müdigkeit erschöpft, im Walde des benachbarten Landes zu Boden sank, wie sein ganzer Reichtum und die Hoffnung der Zukunft nur geschriebene Blätter der "Fiasko" waren; der Wind hätte erzählen können von den einzigen Beschützern, die ja alle Künstler waren; und die sich von der Vorlesung der Blätter wegschleifen um sich am Kegelspiel zu ergötzten. Der Wind hätte melden können von dem blassen Flüchtling, der Wochen, Monate lang in der armen Wirthstube lag, wo der Wirth tobte und trank, wo rohe Lustbarkeit herrschte, während er von dem Ideale sang. Schwere Tage, finstere Tage! das Herz muß selbst leiden und prüfen, was es heraussingen soll.
Finstere Tage, kalte Nächte gingen über die alte Glocke hin; sie empfand es aber nicht. Doch die Glocke in der Menschenbrust empfindet die Zeit ihrer Drangsele. Wie ging es dem jungen Manne? Wie ging es der alten Glocke? Nun, die Glocke kam weit weg, weiter als sie sogar von ihrem erhabenen Platze im Thurm hätte gehört werden können. Und der junge Mann, - nun, die Glocke in seiner Brust erschallte weiter weg, als sein Fuß gehen als seine Augen sehen sollten, sie sang und klang und klingt noch über das Weltmeer, und das Erdenrund. Hört nun erst von der Glocke! Die wurde aus Marbach weggebracht, wurde als altes Kupfer verkauft und sollte im bayrischen Lande in den Schmelzofen geworfen werden. Wie und wann kam sie dort hin? Das mag die Glocke selbst erzählen, wenn sie es kann, es ist nicht von größter Wichtigkeit; gewiß aber ist es, daß sie nach der Königsstadt Bayerns kam. Viele Jahre waren verflossen, seitdem sie vom Thurme herabfiel; jeyzt sollte sie eingeschmolzen werden; sollte mit zum Gusse eines großen Ehrendenkmals, einer Gestalt der Größe für das deutsche Volk und Land. Hört nun wie es sich traf; wunderlich und herrlich geht es doch in dieser Welt. Droben In Dänemark, auf einer der grünen Inseln, wo die hohen Buchen wachsen und die vielen Hünengräber stehen, lebte ein ganz armer Knabe, der in holzernen Schuhen ging und seinem Vater, der auf dem Schiffswarftte ging und in Holz schnitzelte, das Essen in einem alten Tuche zubrachte; das arme Kind war der Stolz seines Vaterlandes geworden, er stellte in Marmor Herlichkeiten dar, daß die Welt staunte.und eben ihm ward der ehrenvolle Auftrag im Thone eine Gestalt der Größte und Schönheit zu formen, die in Metall gegossen werden sollte, das Bild desjenigen, dessen Namen der Vater in seine Bibel geschrieben hatte. [overstr: Johann Christoph Friedrich].
Und das Metall floß glühend in die Form, und die alte Glocke – ja, es dachte Niemand an ihre Heimat, an ihr hingestorbenes Läuten – die Glocke floß mit in die Form und bildete Haupt und Brust des Standbildes, das jetzt entschleiert da steht in Stuttgart vor dem alten Schloße, auf dem Platze, wo er, den es vorstellt, im Leben, im Kampf und Streben, von der Außenwelt gedrückt herumging, er, der Knabe aus Marbach, der Karlsschüler, der Flüchtling, Deutschlands großer, unsterblicher Dichter, welcher da sang von dem Befreier der Schweiz und der gottbegeisterten Jungfrau Frankreichs.
Es war ein schöner, sonniger Tag, Fahnen flatterten von den Thürmen und Dächern im königlichen Stuttgart, Kirchenglocken läuteten zum Fest und zur Freude, nur eine Glocke schwieg, sie leuchtete in dem hellen Sonnenschein, leuchtete vom Gesicht und Brust des Kupfers gestalt; es waren gerade hundert Jahre verflossen seit dem Tage, da diese Glocke in Marbachs Thurm der leidenden Mutter Freude und Trost zuläutete, als ihr das Kind geboren wurde, arm im armen Hause, einst der reiche Mann, dessen Schätze die Welt segnet er der Dichter des edlen weiblichen Herzens, der Sängers des Großen und Herrlichen, Johann Christoph Friedrich Schiller* .
H.C. Andersen.
Den gamle Kirkeklokke
I det tydske Land Würtemberg, hvor
Akasietræerne saa deiligt blomstre ved Landeveien og Æble- og Pæretræerne bugne
i Høst ved den modne Velsignelse, ligger en lille By, Marbach; den hører til de
ganske ringe Stæder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig
forbi Byer, gamle Ridderborge og grønne Viinbjerge, for at blande sine Vande
med den stolte Rhinstrøm.
Det var seent paa Aaret, Viinløvet hang med røde Blade, Regnbyger faldt, og den
kolde Blæst tog til; det var ikke den fornøieligste Tid for de Fattige; det
blev mørke Dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, smaa Huse. Et af
disse laae med Gavlen ud mod Gaden, med lave Vinduer, fattigt og ringe at see
til, og det var da ogsaa Familien, som boede der, men brav og flittig; dertil
med Gudsfrygt i Hjertets Skatkammer. Eet Barn til vilde Vorherre snart forunde
dem; det var Timen, Moderen laae i Smerte og Nød, da lød ind til hende fra
Kirketaarnet Klokkeklang, saa dyb, saa festlig, det var en Høitidsstund, og
Klokkens Lyd fyldte den Bedende med Andagt og Tro; Tankerne løftede sig saa
inderligt mod Gud, og i samme Stund fødte hun sin lille Søn og følte sig saa
uendelig glad. Klokken i Taarnet syntes at ringe hendes Glæde ud over By og
Land. To klare Barneøine saae paa hende, og den Lilles Haar skinnede, som om
det var forgyldt; Barnet blev modtaget i Verden med Klokkeklang paa den mørke
Novemberdag; Moder og Fader kyssede det, og i deres Bibel skrev de ind, at
"den tiende November 1759 gav Gud os en Søn," og siden blev tilføiet,
at han i Daaben fik Navnene "Johan Christoph Friedrich".
Hvad blev der af den lille Fyr, den fattige Dreng fra det ringe Marbach? Ja,
det vidste Ingen dengang, selv ikke den gamle Kirkeklokke, ihvor høit den hang
og havde runget og sjunget først for ham, der siden skulde synge den deiligste
Sang om "Klokken".
Og den Lille voxede og Verden voxede for ham; vel flyttede Forældrene til en
anden By, men kjære Venner bleve i det lille Marbach, og derfor kom ogsaa Moder
og Søn der i Besøg en Dag; Drengen var endnu kun sex Aar, men han kjendte
allerede endeel til Bibelen og de fromme Psalmer, han havde alt mangen Aften
fra sin lille Rørstol hørt Fader læse Gellerts*
Fabler og Sangen om Messias; hede Taarer havde han og den toaar ældre Søster
grædt ved Læsningen om ham, der led Korsets Død til Frelse for os Alle.
Ved det første Besøg i Marbach havde Byen ikke stort forandret sig, det var jo
heller ikke saa meget længe siden, de droge bort; Husene stode som før med
spidse Gavle, heldende Mure og lave Vinduer; paa Kirkegaarden vare komme nye
Grave til, og der, lige op til Muren, stod nu nede i Græsset den gamle Klokke,
den var falden ned fra sin Høide, havde faaet en Sprække og kunde ikke ringe
meer, en ny var ogsaa kommen i dens Sted.
Moder og Søn vare traadte ind paa Kirkegaarden, de stode foran den gamle
Klokke, og Moderen fortalte sin lille Dreng, hvorledes den Klokke i flere
hundrede Aar havde gjort Gavn, ringet til Barnedaab, til Bryllupsglæde og
Begravelse; den havde mælet om Festglæde og Ildens Rædsler; ja Klokken sang ud
et heelt Menneskeliv. Og aldrig glemte Barnet hvad Moderen fortalte, det klang
i hans Bryst, til han som Mand maatte synge det ud. Og Moderen fortalte ham,
hvorledes denne gamle Kirkeklokke havde ringet Trøst og Glæde til hende i Angestens
Time, runget og sjunget, da hendes lille Dreng blev givet hende. Og Barnet saae
næsten med Andagt paa den store, gamle Klokke, han bøiede sig ned og kyssede
den, ihvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem Græs og
Nelder.
I Minde blev den hos den lille Dreng, der i Fattigdom skød op; lang og mager,
rødlig af Haar, fregnet i Ansigtet, ja det var han, men to klare Øine, som det
dybe Vand, havde han i Eie. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt,
misundelsesværdigt godt! han var i høieste Naade taget op i den militaire Skole
i Afdelingen, hvor de finere Folks Børn vare, og det var en Hæder, en Lykke;
han gik med Støvletter, stivt Halsbind og puddret Paryk. Lærdommen fik han, og
den kom under "Marsch!" "Holdt!" "Front!" Det
kunde der nok komme Noget ud af.
Den gamle Kirkeklokke, gjemt og glemt, vilde vel engang komme
i Smelteovnen, hvad kom der saa ud af den? Ja det var det umuligt at sige, og
det var heller ikke muligt at sige, hvad der vilde komme af den Klokke inde i
det unge Bryst, der var en Malm derinde, den rungede, den maatte klinge ud i
den vide Verden, og jo snevrere der blev bag Skolens Muur og jo mere døvende
der lød "Marsch!" Holdt! Front!", des stærkere klang det i
Ungersvendens Bryst, og han sang det for Kammeraternes Kreds, og Klangen lød ud
over Landets Grændser; men derfor havde han ikke faaet Skolegang, Klæder og
Føde; Nummeret havde han til den Nagle, han skulde være i det store Uhrværk, vi
Alle skulde høre til i den haandgribelige Nytte. - Hvorlidet forstaae vi os selv,
hvorledes skulde da de Andre, selv de Bedste, altid forstaae os! Men det er ved
Trykket just at Ædelstenen skabes. Trykket var her, mon i Tidens Løb Verden
skulde kjende Ædelstenen?
Der var stor Festlighed i Landsherrens Hovedstad. Tusinde Lamper lyste,
Raketterne straalede; den Glands mindes endnu ved ham, der da i Taarer og
Smerte uændset søgte at naae fremmed Grund; han maatte fra Fædreland, Moder,
alle sine Kjære, eller forgaae i Almindelighedens Strøm.
Den gamle Klokke havde det godt, den stod i Læ ved Marbachs Kirkemuur, gjemt,
glemt! Vinden foer hen over den og kunde have fortalt om ham, ved hvis Fødsel
Klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over ham, nys han
udmattet af Træthed sank ned i Nabolandets Skov, hvor hele hans Rigdom og
Fremtids Haab kun vare skrevne Blade om "Fiesko"; Vinden kunde have
fortalt om de eneste Beskyttere, Konstnere jo Allesammen, der snege sig bort
fra Læsningen deraf og legede ved Keglespillet. Vinden kunde melde om den blege
Flygtning, der levede Uger, Maaneder i det fattige Krohuus, hvor Verten støiede
og drak, hvor der var raa Lystighed, medens han sang om Idealet. Tunge Dage,
mørke Dage! selv maa Hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke Dage, kolde Nætter gik over den gamle Klokke; den fornam det ikke, men
Klokken i Menneskets Bryst fornemmer sin trange Tid. Hvor gik det den unge
Mand? Hvor gik det den gamle Klokke? Ja Klokken kom langveis bort, længere end
den fra sin Høihed i Taarnet havde kunnet høres; den unge Mand, ja Klokken i hans
Bryst lød længere bort end hans Fod skulde vandre og hans Øine see, den rungede
og ringer endnu ud over Verdenshavet, Jorden rundt. Hør nu først om Klokken!
Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt Kobber og skulde i Smelteovnen
inde i det bayerske Land. Hvorledes kom den derhen og naar? Ja, det maa Klokken
selv fortælle, om den kan, det er ikke af stor Vigtighed; men vist er det, den
kom til Bayerns Kongestad; mange Aar vare gaaede siden den faldt fra Taarnet,
nu skulde den smeltes, skulde med i Støbning af et stort Hæders-Monument,
Skikkelsen af en Storhed for det tydske Folk og Land. Hør nu, hvorledes det
traf, underligt og deiligt gaaer det dog til i denne Verden! Oppe i Danmark,
paa en af de grønne Øer, hvor Bøgen groer og hvor der er de mange Kæmpegrave,
var der en ganske fattig Dreng, der havde gaaet i Træskoe, baaret Mad i et
gammelt Klæde til sin Fader, der gik og snittede paa Holmen; det fattige Barn
var blevet sit Lands Stolthed, han huggede i Marmor Herligheder, saa at Verden
undrede sig derover, og ham var det just, der fik det Hædershverv af forme i
Leret en Storheds, Skjønheds Skikkelse, der kunde støbes i Malm, Billedet af
ham, hvis Navn Faderen havde nedskrevet i sin Bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og Malmet flød glødende ind i Formen, den gamle Kirkeklokke - ja, Ingen tænkte
paa dens Hjemstavn og hendøde Klingen, Klokken flød med i Formen og dannede
Hoved og Bryst paa Statuen, som den nu afsløret staaer i Stuttgart foran det
gamle Slot, paa Pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i Kamp og
Stræben, trykket af Verden udenom, han, Drengen fra Marbach, Eleven fra
Carls-Skolen, Flygtningen, Tydsklands store, udødelige Digter, der sang om
Schweiz's Befrier og Frankrigs gudbegeistrede Jomfru.
Det var en deilig Solskinsdag, Faner vaiede fra Taarn og Tage i det kongelige
Stuttgart, Kirkeklokkerne ringede til Fest og Glæde, kun een Klokke taug, den
lyste i det klare Solskin, lyste fra Ansigt og Bryst i Hædersskikkelsen; det
var netop hundrede Aar fra den Dag, Klokken i Marbachs Taarn ringede Glæde og
Trøst til den lidende Moder, der fødte sit Barn, fattig i det fattige Huus,
engang den rige Mand, hvis Skatte Verden velsigner; han, det ædle Qvindehjertes
Digter, det Stores og Herliges Sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller* .
Klassik Stiftung Weimar. Formentlig H.C. Andersens egen oversættelse, som han iflg. almanakken sendte [1860-04-23] Den danske oversættelse er fra DSL udgaven på KB: http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101103141123/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev128.htm
Friedrich Anton Serres håndskrift, og Fru Serre læste op – iflg. BrevID 18186
04.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 4. May 1860. Dresden
Theuerster, verehrter Freund!
Dank, innigen Dank für Ihre liebe Erinnerung an meinen Geburtstag! Wir fuhren für 3 Tage nach Maxen, und es kamen troz der rauhen Witterung einige Freunde heraus, unter anderem Pastor Heyne* – und er brachte einen wahren und warmen Toast auch auf Sie aus. Ihr Märchen wurde nach Tisch vorgelesen, und ich soll Ihnen von meinem Mann den aller innigsten Dank dafür sagen – wir waren entzückt davon, und auch daß es kurz ist, war Serre sehr lieb. Denn er hat von allen Seiten sehr schöne, würdige, schriftstellerische Zusendungen bekommen, und das Album, wie auch das Musicalische, wird sehr interessant werden! –
Auch Geschenke, von Gewerbetreibenden sehr schöne werthvolle, treffen ein, und ./. kürzlich sendeten die Damen aus Wien, 10 Kisten mit 860 Geschenken. Auch unser König* hat ein Gemählde, und Vasen und Dejeuner der Prinzen* * geschickt. Der Großherzog* aber, läßt die Villa vollständig restauriren und elegant meubliren, und hat Serre schreiben lassen, er genehmigte und wünschte seinen Namen als Protector an die Spitze zu stellen.
Leider ist mein Mann fortwährend am Fuße, und dadurch körperlich leidend. Er muß nach Teplitz, so bald es nun geht – und so will er nächste Woche auf 14 Tage, 3 Wochen mit Minna* dahin abreisen. Ich muß daher meine Reise nach Ems aufschieben und erst nach seiner Rückkehr dahin. So trifft es sich herrlich, wenn Sie die letzten 8 Tage des Mays kommen; in der Stadt oder in Maxen, können wir zusammen ./. sein. Vielleicht kann es Clara* einrichten, die mit ihrer Tante* nach Marienbad geht – daß sie zur selben Zeit durch Dresden kommt – auch Frau v. Göthe* bleibt bis Anfang Juny hier. Nur der Gedanke, es ist für eine lange Trennung – wird einen dunklen Schatten auf unser Wiedersehen werfen!
Wie freue ich mich auf Olelukey [Ole Luköie?], aber recht lieb würde mir eine kleine Ansicht von dem abgebrannten Schloß Fredricksborg sein. Die Gr. Moltke* hat mir ihr* und des Grafen* , und beider Söhne* * Bild geschenkt, auch Fr. v. Göthe* hat sich für mich zeichnen lassen!
Wann werden Ihre neuen Märchen deutsch erscheinen, es scheint mir, es dauert dies Mal sehr lange! – Wenn Sie Carl Andersen* doch meinen herzlichsten Dank für seinen freundlichen Gratulationsbrief sagen könnten – ich kann nicht schreiben – ich habe 35 Briefe, von Nah und Fern von ./. meinen Geburtstag her, von Kohl* aus Bremen von Vogelstein* aus München, von Oskar v. Redwitz* – aus Rio Janeiro selbst, habe ich freundliche Erinnerungs Zeichen, eben so von meinen alten Freunden aus Paris und London. Es macht so unaussprechlich glücklich die Überzeugung nicht vergessen zu werden, und das Wohlwollen edler, ausgezeichneter Menschen zu besitzen!
Maxen bleibt noch eine Zeitlang verwaiset – Serre kann nicht aus der Stadt wegen den unendlichen Geschäften der Lotterie. Jetzt sind 360,000 Loose abgesetzt und der Begehr dauert fort. Im Juny ist Ausstellung der Gewinne wozu der König gnädigst das alte Gallerie-Gebäude bestimmt! –
Jetzt erwarte ich wieder den Brief – welcher Ihre Ankunft bestimmt, – bis dahin getreu und in Freundschaft
Ihre Fr.
[i margenen p.4:] Tausend Grüße von Serre
Den 4. May 1860. Dresden
Dyrebareste, ærede ven!
Tak, hertelig tak for Deres kære erindringer til min fødselsdag! Vi tog 3 dage til Maxen, og trods det rå vejr kom nogle venner herud, bl.a. pastor Heyne* – og han bragte en sand og varm skål ud for Dem! Deres eventyr blev læst efter spisningen, og jeg skal fra min mand sige Dem den allerinderligste tak derfor – vi var henrykte over det, og også det, at det er kort, var Serre meget kærkomment. Thi han har fra alle sider fået skønne, værdige, litterære bidrag, og albummet bliver meget interessant, også hvad det musikalske angår!
Også gaver, meget smukke og værdifulde indtræffer fra erhvervsdrivende, og for kort tid sendte damerne fra Wien 10 kasser med 860 gaver. Også vores konge* har sendt et maleri og vaser og prinsernes* * frokost. Men storhertugen* lader villaen fuldstændig restaurerere og møblerer den elegant, og har ladet skrive til Serre, at han tillod og ønskede, at hans navn skulle stå først som protektor.
Desværre lider min mand stadig i benene, og derfor i hele legemet. Han må til Teplitz, så snart det lader sig gøre, og så vil han rejse derhen i 14 dage til 3 uger med Minna* . Jeg må derfor udskyde min rejse til Ems og først tage derhen, når han er vendt tilbage. Således passer det hele så fint, hvis De kommer de sidste 8 dage i maj, i byen eller på Maxen, så kan vi være sammen. Måske kan Clara* , som tager med sin tante* til Marienbad, indrette det sådan, at hun samtidig kommer til Dresden – også fru von Goethe* bliver her til begyndelsen af juni. Kun den tanke, at der derefter kommer en lang adskillelse – vil kaste dunkle skygger over vores gensyn!
Hvor glæder jeg mig til Ole Luköie, men jeg ville gerne have et lille billede af det brændte Frederiksborg slot. Grevinde Moltke* har givet mig billedet af hende* , greven* og begge sønner* * , og fru von Goethe* har også ladet sig tegne til mig.
Hvornår vil Deres nye eventyr udkomme på tysk, det forekommer mig, at det varer meget længe denne gang! – hvis De blot kan sige Carl Andersen* min hjerteligste tak for hans venlige lykønskningsbrev – jeg kan ikke skrive – jeg har 35 breve fra nær og fjern fra min fødselsdag, fra Kohl* i Bremen, von Vogelstein* fra München, Oskar v. Redwiz* – endog fra Rio Janiro har jeg venlige tegn på erindring, ligeledes mine gamle venner fra Paris og London. Det gør så uudsigeligt lykkelig at man ved, at man ikke er glemt, og at man nyder ædle, udmærkede menneskers velvilje!
Maxen forbliver endnu et stykke tid forladt, Serre kan ikke tage fra byen på grund af de uendelige forretninger med Lotteriet. Nu er 360.000 lodder afsat, og efterspørgslen vedvarer. I juni er der udstilling af gevinsterne, hvortil kongen* nådigst har bestemt den gamle galleri-bygning.
Nu venter jeg igen brev, som meddeler Deres ankomst – indtil da, tro og i venskab,
Deres Fr.
[i margenen p. 4:] tusinde hilsener fra Serre.
BrevID 18186: FrS-brev af 4/5 1860 (Collin XI, 15/223, billedid 5246-49).
Pastor Heyne: jf. BrevID 16985.
Ihr Märchen wurde nach Tisch vorgelesen: der er tale om eventyret "Den gamle Kirkeklokke", bestemt for det Schiller* -Album, som på initiativ af FAS udkom i 1861 med titlen Die alte Kirchenglocke og som senere på året udkom på dansk som bidrag til "Folkekalender for Danmark" 1862 (udkom dec. 1861) og igen i 1868 som del af "Nye Eventyr og Historier" (Samlede Skrifter bd. 26). Manuskriptet til eventyret havde HCA sendt til FrS 23/4 1860 som bilag til sit fødselsdagsbrev til hende.
Wie freue ich mich auf Olelukey: det er lidt gådefuldt, hvorfor HCA i 1860 får den idé at sende et eksemplar af sin eventyrkomedie Ole Luköie, http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=565 som havde sin førsteopførelse i 1850, men det er formentlig sket i den hensigt at få den oversat til tysk og opført på teatret i Dresden.
eine kleine Ansicht von dem abgebrannten Schloß Fredricksborg: Frederiksborgs brand 17. december 1859 vakte opsigt videnom, ikke bare i Danmark, men i hele Europa.
das alte Gallerie-Gebäude: den galleribygning, som nu kaldes Johanneum (opkaldt efter kong Johann af Sachsen* (konge 1854-73) og som i perioden 1747-1855 havde indeholdt de saksiske kongers kunstsamlinger – med bl.a. Rafaels* berømte "Madonna del Sisto". Kunstsamlingerne var i 1855 blevet overført til Gottfried Sempers* museumsbygning, som blev indføjet i det ca. 150 år ældre Zwinger-kompleks. Johanneum var i sin tid blevet til ved en ombygning af de kgl. stalde og blev efter 1855 – og endnu en ombygning – anvendt til forskellige formål, hvorfor den uden større vanskeligheder blev stillet til rådighed for udstillingen af gevinsterne i FAS ’ Schiller* National-Lotterie. I dag huser Johanneum Sachsens "Verkehrsmuseum".
05.05.1860 Almanak : Til Fru Serre sendt Brev.
(BrevID 22470 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
12.05.1860 Almanak : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22472 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
17.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 17. May 1860 Dresden
Theuerster, verehrter Freund!
Wüßte ich erst selbst sicher, was mit mir noch geschieht – ob ich nach Ems und wann reisen, ich zögerte nicht mit meiner Antwort. Doch es hängt Alles von Serre ab! Er wollte nach Teplitz reisen, doch sein ganzes Wesen ist zu sehr aufgeregt – man sagt, dann ist es sehr schädlich und so geht er nach Schandau, nur um Tagelang, körperlich und geistig aus zuruhen, auch mich macht diese ewige Unruhe Sorgen und Unannehmlichkeiten mit diesem großem Unternehmen so nervös, daß ich oft Ohnmachten bekomme! – Ich soll und muß auch eine Zeit, andere Luft andere Gegenstände genießen und mich erhohlen. Doch den 9t Juni würden Sie hierher kommen, und erlaubt es Frau v. Göthes* Gesundheit, auch sie – ./. nach Maxen kommen, und Clara Heinke* die den 1st Juny mit ihrer Tante* sich hier etablirt – um auch Sie noch einmal zu sehen? Sind das nicht Fesseln deren man wohl widerstehen kann! – Wäre mein Mann wie bestimmt früher in ein Bad – wäre ich den 18t May nach Ems gegangen! –
Wenn Sie mir von Ihrer Reise aus schreiben, was ich hoffe und sehnlichst wünsche, immer hierher addressiren – sie werden mir nachgeschickt! –
Also kommen Sie, je früher, je beßer, da ich gern den 15. Juny abreisen möchte. Sollte etwas vorfallen, wohin kann ich Ihnen eine telegrafische Depesche schicken? So wird während Ihrer Abwesenheit also, Ihr neues Buch, deutsch erscheinen? Wie begierig bin ich darauf! – ./.
Gestern hat unser Kronprinz* ein werthvolles Gemählde zur Lotterie geschickt – und Frau von Göthe* 150, meist sehr werth – und geschmackvolle Geschenke, theils gesammelt, theils haben sie, die 3 Göthes* * * und Ulrike Pochwisch [Pogwisch]* geschenkt; Welch aufopfernde, herrliche Freundin sie ist kann man nicht aus sagen – und es ist ein Gottes segen solch edlen Menschen nahe stehen zu können.
Gräfin Moltke* ist recht leidend – und beginnt eine neue Cur, welche sie bis Ende July in Dresden feßelt – und verhindert zu Haralds* Hochzeit nach Paris zu gehen! – Ach, ich glaube, die Ärzte haben sie auf dem Gewißen. Ihre größte Freude ist, wenn ich sie besuche und neben ihr sitze, aber mein Leben ist so zerrissen mit den häußlichen Sorgen und Angelegenheiten, unerwünschten Besuchen – die mich ermüden – auch die ./. immer leidende Göthe* nimmt meine Abende in Anspruch – so gelange ich nicht zu Allem was ich möchte, am wenigsten zur Einkehr in mich selbst.
Durch das Buch, Briefe Varnhagens* an eine Freundin – (Amely Bölte* ) was sie heraus gegeben – ist Kühne* recht angegriffen, und häßlich von Varnh.* beurtheilt von ihm, den er als seinen besten Freund glaubte. O über solche indiscretionen, Briefe – die nur gedacht und geschrieben für den Empfänger sind – drucken zu laßen! Wie gefährlich ein berühmter Mann zu sein – wo jedes Wort aufgegriffen wird! –
Leider sind die Lotterie Angelegenheit mit dem Gr. Herz.* von Weimar wieder ungünstig. Eine falsche Rolle spielt dabey Dingelstedt* , ein sehr schlechter Rathgeber, noch gefährlicher und schädlicher für ihn – als Liszt* es war! Doch zum Schluß! Den treusten Herzens Gruß
Ihre Fr.
[i margenen, p. 4:] Bitte bald Nachricht wohin soll ich meine Delegrafen [sic] Dep. schicken müßte ich meinen Reiseplan ändern
[i margenen, p. 1:] Sie schreiben mir wohl bald wieder.
Den 17. Maj 1860 Dresden
Dyrebareste, højstærede ven!
Vidste jeg blot selv, hvad der sker med mig – om og hvornår jeg rejser til Ems, ville jeg ikke tøve med mit svar. Men alt afhænger af Serre! Han ville rejse til Teplitz, men han er alt for oprevet, man siger, at så er det meget skadeligt, og så rejser han til Schandau, for i dagevis at hvile ud legemligt og åndeligt, og jeg har bekymringer over denne evige uro og med dette store foretagende er det mig så ubehageligt, at jeg geråder i afmagt! – Jeg skal og må også for en tid indånde en anden luft, nyde andre genstande og bringe mig på fode igen. Men den 9. juni ville De komme her, og hvis fru v Goethes* sundhed tillod det, ville også hun komme til Maxen, og Clara Heinke* etablerer sig her den 1. juni med sin tante* – for også endnu en gang at se Dem? Er det ikke lænker, som man ikke kan modstå! Hvis min mand tidligere var taget til et bad – ville jeg være taget til Ems den 18. maj! –
Hvis De skriver til mig fra Deres rejse, hvilket jeg håber og længselsfuldt ønsker, altid adressere det hertil – de bliver eftersendt til mig!
Altså kom, jo før, jo bedre, da jeg gerne vil rejse den 15. juni. Hvis der nu sker noget, hvortil kan jeg så sende et telegram? Således udkommer Deres nye bog på tysk, i Deres fravær? Hvor jeg længes efter den!
I går har vores kronprins* foræret et værdifuldt maleri til lotteriet – og fru von Goethe* har skænket 150, for det meste værdifulde og smagfulde gaver, som hun har samlet ind, dels fået hos de 3 Goether* * * og Ulrike Pogwisch* . Hvilken opofrende, herlig veninde hun er, kan man slet ikke udtale sig om – og det er en Guds velsignelse at kunne stå et så ædelt menneske nær.
Grevinde Moltke* er meget lidende, og påbegynder en nu kur, som lænker hende til Dresden til slutningen af juli – og forhindrer hende i at tage til Paris til Haralds* bryllup! – Ak, jeg tror, lægerne har hende på deres samvittighed. Hendes største glæde er, når jeg besøger hende og sidder hos hende, men mit liv er så fragmenteret med de huslige bekymringer og sager, uønskede besøg – som trætter mig – og også den altid lidende Goethe* lægger beslag på mine aftener – således når jeg ikke alt det, jeg gerne ville – og mindst selvfordybelse.
Ved bogen, Varnhagens* breve til en veninde (Amely Bölte* ), som hun har udgivet – er Kühne* meget angrebet, og hæsligt bedømt af Varnh.* , som han troede var hans bedste ven. Åh, om sådanne indiskretioner, at lade breve trykke, som kun var tænkt og skrevet for modtageren! Hvor farligt er det at være en berømt mand – hvor hvert ord bliver brugt! –
Desværre er lotterisagen med storhertugen* af Weimar igen ugunstig. Derved spiller Dingelstedt* en falsk rolle, han er en dårlig rådgiver, og endnu farligere og skadeligere for ham – end Liszt* var!
Men til slut den mest trofaste hjertelige hilsen
Deres Fr.
[i margenen, p. 4:] Giv mig venligst snarest besked om, hvortil jeg skal sende mit telegram, hvis jeg ændrer mine rejseplaner.
[i margenen, p.1:] De skriver vel snart igen til mig.
BrevID 18190: FrS-brev af 17/5 1860 (Collin XI, 15/224, billedid 5250-53).
Teplitz: kursted med thermalbade i det nordvestlige Czekiet (czek. Teplice).
Schandau: kursted (som siden 1920 hedder Bad Schandau) i "det sachsiske Schweiz", nær grænsen til Czekiet.
den 9ten Juni würden Sie hierher kommen: HCA ændrede siden sine rejseplaner, bl.a. p.gr.a. familien Serres ophold i Schandau og Ems, og han kom først til Dresden i oktober måned – som afslutning på en længere rejse til Tyskland og Schweiz. Og det planlagte møde med Ottilie von Goethe* og Clara Heinke* blev der ikke noget af.
unser Kronprinz: kronprins Albert (1828-1902), konge fra 1873.
zu Haralds* Hochzeit nach Paris zu gehen: Harald Moltke-Huitfeldt* blev i 1860 i Paris: g.m. amerikanerinden Annie Hutton* (1836-89), men datoen for brylluppet kendes ikke.
Briefe Varnhagens* an eine Freundin ... Amely Bölte* : forfatterinden Amely Bölte* , jf. BrevID 17859, udgav i 1860 – anonymt – en samling breve, som hun i tidens løb havde modtaget fra forfatteren og diplomaten K. A. Varnhagen von Ense* (1785-1858).
23.05.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden den 23 st. May [1860].
Mein verehrter, theurer Freund!
Mit schwerem Herzen muß ich Ihnen sagen, daß ich leider auf die Freude Sie in Maxen zu sehen, verzichten muß. Mein Mann war sehr angegriffen, von der umfänglichen Arbeit, und ist mit Minna* nach Schandau gegangen um sich zu erhohlen auf 3 Wochen. Carus* besteht darauf ./. daß ich nach Ems muß, weil ich wieder recht elend bin – ich habe mich diesen Winter so viel abgeängstet, wegen der Lotterie Angelegenheit, und nun kommt die Folge der nervöse Zustand – so muß ich nach geben. Nun wollte ich den 15t. Juny fort, da erhalte ich Heute eine telegrafische Depesche vom Gr. Herzog* von Weimar, daß er mich den 29 sten den Tag nach dem Fest, auf der Wartburg zu sehen ./. wünscht – vielleicht hat er auch Manches zu fragen, wegen der Lotterie, kurz ich muß natürlich folgen, und vereinige meine Reise nach Ems damit, schon auf dem halben Wege dorthin.
Ach was es mich schmerzt Sie nicht sehen zu können! Und Clara Heinke* die deßhalb mit ihrer Tante* sich hier vom 1t. Juny an, eingemiethet – und Frau von Göthe* die bis zum 10t. Juny hierbleibt, und 8 Tage und mit Ihnen in Maxen sein wollte!
Es ist ein großes Opfer – vielleicht ./. kann ich versöhnen – und Gutes stiften mit dem Gr. Herz.* da wieder Störungen eingetreten sind.
Können Sie denn nicht nach Ems kommen? und können Claras* Willen ein paar Tage in Dresden sein? Nicht wahr Sie schreiben mir von Ihrer Reise aus, und immer hierher addressirt? –
Nicht Ihre liebe Hand drücken mehr, nicht Lebewohl für Lange Ihnen sagen – mich kostet es Thränen!
So behüthe Sie Gott! Haben Sie keine kleine Photografie für mich wie man sie jetzt macht? –
[i margenen, p. 1:] Wieder und wieder drückt Ihnen die liebe Hand Ihre urtreue Fr.
[i margenen, p. 4:] Ob der Brief noch zur Zeit in Ihre Hände kommt, ich konnte nicht früher wegen diesen Umständen schreiben
Dresden den 23. Maj [1860].
Min ærede, dyrebare ven!
Med tungt hjerte må jeg sige Dem, at jeg desværre må give afkald på den glæde at se Dem i Maxen.
Min mand var meget angrebet af det omfattende arbejde, og han er taget med Minna* til Schandau for at rekreere sig i 3 uger. Carus* holder fast på, at jeg må til Ems, fordi jeg igen er rigtig dålig – jeg har denne vinter gået så meget i stadig angst på grund af lotterisagen, og nu kommer konsekvensen med nervøs tilstand – og så må jeg give efter. Nu ville jeg af sted den 15. juni, så får jeg i dag et telegram fra storhertugen* af Weimar, at han den 29., som er dagen for festen på Wartburg, ønsker at se mig efter festen – måske har han også meget at spørge om angående lotteriet, kort sagt, jeg må blive og forener min rejse til Ems med det, og er således halvvejs derhenne.
Åh, hvor det smerter mig, ikke at kunne se Dem! Og Clara Heinke* , som netop derfor har lejet sig ind her med sin tante* fra den 1. juni – og fru von Goethe* , som bliver her til den 10. juni, for at kunne være sammen med Dem 8 dage i Maxen!
Det er et stort offer – måske kan jeg formilde og udvirke noget godt med storhertugen* , da der igen er indtrådt forstyrrelser.
Kan De da ikke komme til Ems? Og for Claras* skyld være et par dage i Dresden? Ikke sandt, De skriver til mig fra Deres rejse, og altid adresseret hertil?
Ikke mere at skulle trykke Deres kære hånd, ikke at kunne sige levvel for lang tid – det koster mig tårer!
Så må Gud bevare Dem! Har De da ikke et lille fotografi til mig, sådan som man laver dem nu?
[i margenen, p. 1:] Igen og igen trykker den utro Fr. Deres kære hånd.
[i margenen, p. 4:] Hvis brevet kommer tids nok i Deres hånd, skal De vide, at jeg ikke kunne skrive tidligere på grund af ovennævnte omstændigheder.
BrevID 9751: FrS-brev af 23/5 1860 (Collin XI, 11/162, billedid 5001-04).
den 29sten dem Tag nach dem Fest: det er uvist, hvilken fest man afholdt på Wartburg 28/5 1860.
Ems: kursted i Rheinland-Pfalz, beliggende ved floden Lahn. –
Haben Sie keine kleine Photografie: FrS har åbenbart ment visitkortfotografi. Det vides ikke, hvad HCA har svaret – og om han har besvaret forespørgslen – men netop i 1860 fik han de første fotografier af sig selv, leveret som visitkortfotografier.
25.05.1860 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22471 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
