Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
15.12.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 15. Dcbr.[1859]
Theuerster, verehrter Freund!
Lange habe ich keine directe Nachrichten. Heute aber theilte mir ein Brief der lieben Clara Heinke* mit, daß Sie meiner gedächten, wie productiv Sie wieder gewesen, und welche neue Decoration Sie vom König von Baiern* erhalten! Wie herzlich wünsche ich Ihnen zu Allem Glück, und bitte Gott er möge Sie in diesem Wohlergehen behalten!
Wieder kommt das schöne Weihnachtsfest, und ich kann Ihnen nicht Ihren Baum schmücken! Die letzte verunglückte Sendung hat mir den Muth genommen, und mich gelehrt – wie groß die Entfernung und schwierig der Transport. So ziehen meine Gedanken zu Ihnen, und suchen Sie in Ihren von Liebes Hand geschmückten Räumen auf unter all den Blumen und Arbeiten die Ihnen liebe Frauenhände senden werden./.
Ich hätte längst geschrieben, aber eine Art Augen Entzündung verhinderte mich an allen dergl. Beschäftigungen, haben Sie nicht durch den Grafen Moltke* tausend herzliche Grüße und Bestellungen erhalten. Der arme Mann hat viel gelitten hier – und ich bin überzeugt, er hat sich durch das ewige Magnetisiren den Schmerz im Arm zu[ge]zogen. – auch die Gräfin* hat sich so sehr an den Magnetismus gewöhnt – daß sie ihn nicht entbehren mehr kann und sich nervös dann fühlt. Alle Ärzte meinen, die Folgen wären unabsehbar, wenn das Magnetisiren eine Gewohnheit würde! – Jetzt braucht sie eine strengen Augenarzt, der Höllenstein in ihre Augen tröpfelt – und ihr malen, lesen und jede erheiternde Beschäftigung verbietet. – Sie ist glücklich, daß Leon* Gesandte in Paris geworden, und Harald* wahrscheinl. sich dort mit seiner Amerikanerin* ./. verloben wird. Harald* scheint sich sehr in Paris zu amüsieren und wird wohl den Militairdienst verlaßen und sich auch der Diplomatie zu wenden!
Mit Serres Lotterie geht es glänzend 110 000 Loose sind fast nur im Inland und Schlesien abgesetzt, nun hofft er noch auf Süddeutschland und Preussen einen großen Absatz! – Er hat hier und in andren Orten, Damen Bündniße organisirt, aus allen Ständen (hier sind 150 zusammengetreten, um Geschenke zu werben und einzusammeln).
Jetzt will Jeder das Geld haben. Aus Weimar hat der Herzog* schreiben laßen er hoffte auf 2 Dritttheil, das hiesige Comite will vor Allem bevorzugt sein, Briefe um Unterstützungen gehen zu Hunderten ein, aller Art – und doch kann erst zum nächsten Gebt. Schillers* die Sache ins Leben treten, und die Ziehung sein. Welche Last von Geschäften, Ärger, Arbeiten, besonders schriftliche sich mein Mann ./. damit unterzogen, ist nicht aus zu sprechen. Er hat Vertrauen zu mir, und da wir Frauen mit feinern Fühlfäden empfinden – und das Herz uns lehrt, was den Männern der Kopf – so hört er oft auf mich. Jeden Abend sitzen wir so sprechend und denkend, zusammen – ich nehme keine Einladungen an, außer zur Frau v. Göthe* und helfe ihm so viel ich vermag durch eine angenehme Häuslichkeit ihn zerstreuen. Das Schlimmste ist, daß die Schriftsteller unter sich nicht einig – Auerbach* und Gutzkow* haßen sich, Kühne* und Hammer* – und so fort – braucht er den Einen, hat er den Andern verloren! – Genug daran.
Denken Sie meine Clementine* , die wieder einen gesunden Knaben* geboren, hat danach eine Ribbenfell Entzündung bekommen, und ist erst seit einigen Tagen außer Gefahr, welche Angst für mich.
So wird der Weihnacht Abend still vergehen, da Carls* * nicht kommen können.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nun noch die Versicherung der treusten Ergebenheit
Ihrer Fr Serre
[tilføjelse i margenen, p. 1:] Die herzl. Grüsse von Frau v.Göthe* , meinem Mann, und Minna* und Margaret* .
Søndag den 15. Dcbr.[1859]
Dyrebareste, ærede ven!
Længe har jeg ikke fået nogen direkte efterretninger. Men i dag meddelte et brev fra den kære Clara Heinke* , at De tænkte på mig, hvor produktiv De igen har været, og hvilken ny dekoration, De har modtaget fra kongen af Bayern* . Jeg ønsker Dem hjerteligt til lykke med det hele, og beder Gud om, at han må bevare Dem i denne fremgang.
Den skønne julefest kommer igen, og jeg kan ikke smykke Deres træ! Den sidste sending, som gik fejl, har givet mig mod og belært mig, hvor langt borte De er, og hvor vanskelig transporten er. Således drager mine tanker til Dem, og opsøger Dem i de rum, som er smykket af Deres kære, blandt blomster og arbejder, som kærlige kvindehænder sender.
Jeg havde skrevet for længst, hvis ikke en slags øjenbetændelse havde forhindret mig i sådanne beskæftigelser, har De ikke ved grev Moltke* modtaget tusinde hjertelige hilsner og bestillinger. Den arme mand har lidt meget her – jeg er overbevist om, at han ved den evindelige magnetiseren har trukket smerten til armen – også grevinden* har vænnet sig så meget til magnetismen – at hun ikke mere kan undvære den og så føler sig nervøs. Alle læger mener, at følgerne ikke var til at overskue, hvis magnetisering blev sædvane! – Nu har hun brug for en dygtig øjenlæge, som drypper helvedessten i hendes øjne –og forbyder hende at male, læse og enhver opmuntrende beskæftigelse. Hun er lykkelig for, at Leon* er blevet gesandt i Paris og at Harald* sandsynligvis bliver forlovet der med en amerikanerinde* . Harald* synes at more sig meget i Paris og vil nok forlade militæret for også at stræbe mod diplomatiet!
Med Serres lotteri går det strålende, 110 000 lodder er afsat, kun i hjemlandet og Schlesien, nu håber han også på stor afsætning i Sydtyskland og Preussen. – Han har her og andre steder organiseret dame-klubber, fra alle stænder (her trådte 150 sammen, for at hverve gaver og samle ind). Nu vil enhver igen have penge. Fra Weimar har hertugen* ladet meddele, at han håbede på 2 tredjedele, den herværende komité vil blive foretrukket for de andre, breve om understøttelse går i hundredvis ind, i alle retninger – og dog kan sagen først realiseres til Schillers* næste fødselsdag, og udtrækningen ske. Hvilken byrde af forretninger, bekymringer, arbejde, især skriftligt, som min mand der har påtaget sig – det er helt utroligt. Han har tillid til mig, og da vi kvinder fornemmer med finere føletråde – og hjertet dertil lærer os, hvad mændene kun har i hovedet – så hører han ofte på mig. Hver aften sidder vi og taler og tænker sammen – jeg tager ikke mod invitationer, undtagen til fru v. Goethe* og hjælper ham så meget jeg formår ved en behagelig hjemlighed. Det værste er, at forfatterne indbyrdes ikke kan enes – Auerbach* og Gutzkow* hader hinanden, Kühne* og Hammer* – og så videre – bruger han den ene, har han mistet den anden! – Nok derom.
Tænk Dem, min Clementine* , som igen har født ensund dreng* har derefter fået lungehindebetændelse og er først de seneste dage uden for fare – hvilken angst jeg havde. Således vil juleaften gå stille, da Carls* * ikke kan komme.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nu kun forsikring om den mest trofaste hengivenhed.
Deres Fr. Serre.
[tilføjelse i margenen, p. 1:] De hjerteligste hilsener fra fru v. Goethe* , min mand, Minna* og Margaret* .
BrevID 19929: FrS-brev af 15/12 1859 (Collin XI, 8/111, billedid 4855-58).
Decoration … vom König von Baiern* : kong Maximilian (Max) II* af Bayern tildelte i dec. 1859 HCA sin "Maximiliansorden für Wissenschaft und Kunst", som indstiftedes i 1853 og som stadig (efter en inddragelse 1932-80) uddeles. Den betragtes som den højeste bayerske orden, og der må kun være 100 ordensbærere ad gangen.
Leon* Gesandte in Paris: Léon Moltke-Huitfeldt* tiltrådte i beg af 1860 posten som dansk gesandt i Paris, hvilken post han bestred til sin død i 1896.
Harald* … mit seiner Amerikanerin* : Harald Moltke-Huitfeldt* forlovede sig i 1859 med amerikanerinden Annie Hutton* (1836-89) – og giftede sig med hende året efter.
Höllenstein: Helvedessten, sølvnitrat, der virker desinficerende.
Harald* … wird wohl … sich auch der Diplomatie wenden: HM-H* gjorde 1862-69 tjeneste som attaché ved gesandtskabet i Paris.
Clementine* … einen gesunden Knaben* geboren: sønnen Karl Serre* (1859-69).
01.01.1860 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22446 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
06.01.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Dresden] Freitag den 6ten [Januar 1860]
Verehrter Freund!
Ihr lieber herrlicher Brief aus Basnos hat mich mit inniger Freude erfüllt; es geht Ihnen gut, ruhmvoll und glänzend ist Ihr Leben, reich an Erlebtem, Gesehenen, Genossenen, und Geschaffenen für Zeit und Nachwelt! – Gott erhalte es noch lange so. Ihre Reisepläne führen Sie wohl im Sommer über Deutschland, und ich hoffe auf ein Wiedersehen!
Wir lesen jeden Abend die Artikel über Copenhagen, die Entlaßung Berlings* und Exil pp. pp. von dem Scandalstück die Gräfin und ihre Cousine, die Indignation, in Dagbl. die Reclamationen des Pöbels. Es ist doch traurig wenn sich das Oberhaupt eines so patriotischen Volkes, die Achtung verscherzte und ich fühle wie viel Sie dabey leiden mögen. Kommen Sie einmal nach Dresden bitte bringen Sie mir vom abgebrannten Schloß Fred[er]icksborg eine kleine Ansicht mit! –
Wunderbar ruht Gottes Segen auf der Lotterie bereits sind gegen 140,000 Loose verkauft – jetzt gilt es die paßenden Gewinne herbey zu schaffen! – ./. Wie sehr mein Mann beschäftigt dabey ist – wie mein Kopf schwirrt; denn ich höre und sehe von früh bis spät nichts anders – können Sie denken. Auch war ich 14 Tage krank, lag am Weihnacht Abend und die Feiertage zu Bette – und Carus* sagt ich müßte mit dem 1t Sonnenschein in ein Solbad – wohin ist unbestimmt, vielleicht nach Mannheim bey Frankfurt.
Frau v. Göthe* will, daß ich Ihnen, wie von der ganzen Familie, das Herzlichste sage – es sind Urnaturen – und ihre Caracthere Gold! Man erquickt sich an solchen edlen Menschen.
Ich lese Dickens* letztes Buch a tale of two cities! Kennen Sie es? – Wann erscheinen Ihre neuen Sachen in Deutscher Sprache?
Morgen Abend lieset Carus* bey Gr. Moltke* das Märchen über die Psyche vor, wo sie Einige der haute volée dazu eingeladen. Sein Geburtstag 2t Januar verging besser als ich gefürchtet. Concertm. Schubert* , und Krägen* hatten ihm Abends eine Musik arrangirt, und einige seiner alten Freunde hatten sich dazu eingefunden. Er genießt die Musik, und es zerstreute ihm; denn seine Frau* , sein 2t Sohn* , wurden ihm ja dies Jahr entrissen! – Doch mein Mann wünscht dies Blatt, so sende ich nur noch den treusten Herzens Gruß vom ganzen Serreschen Hause.
Ihre treue Fr.
[Dresden], fredag den 6. [Januar 1860]
Ærede ven!
Deres kære herlige brev fra Basnæs har fyldt mig med inderlig glæde; det går Dem godt, De har berømmelse og Deres liv er strålende, rig på oplevelser, hvad De ser, venner og skabt for nuet og eftertiden! – Gid Gud må sikre at det må være sådan længe. Deres rejseplaner fører Dem vel over Tyskland til sommer, og jeg håber på et gensyn!
Vi læser hver aften artiklerne om København, Berlings* løsladelse og eksil mm. Om skandalestykket Grevinden og hendes kusine, indignationen i dagbladet, pøbelens beklagelser. Det er da sørgeligt, hvis overhovedet for så patriotisk et folk sætter agtelsen over styr, og jeg føler, hvor meget De må lide derved. Kom en gang til Dresden og bring et lille billede af det nedbrændte Frederiksborg slot.
Guds velsignelse hviler over lotteriet, der er allerede solgt hen mod 140.000 lodder – nu gælder det om at skaffe passende gevinst dertil. Hvor er min mand beskæftiget med det – og mit hoved svirrer, for jeg hører tidligt og sent intet andet – kan De vel tænke Dem. Jeg var også 14 dage syg – lå juleaften og hellidagene i sengen – og Carus* sagde, jeg skulle med det første solskin til et saltbad – hvorhen er uvist, måske til Mannheim ved Frankfurt.
Fru v. Goethe* ønsker – og hele familien ligeså, at jeg siger Dem det aller venligste – det er urnaturer – og deres karakter er guld! Man opfriskes af så ædle mennesker.
Jeg læser Dickens* seneste bog A tale of two cities! Kender De den? – hvornår udkommer deres nyeste udgivelser på tysk?
I morgen aften læser gr. Moltke* hos Carus* eventyret om Psyken, hvortil hun har indbudt nogle fine folk. Hans fødselsdag den 2. januar gik bedre end jeg havde frygtet. KoncertmesterSchubert* og Krägen* havde arrangeret musik for ham om aftenen, og nogle af hans gamle venner mødte op til det. Han nyder musikken og den underholder ham, thi hans kone* , hans anden søn* blev revet bort fra ham i år. – Men min mand ønsker dette blad, så sender jeg kun den mest trofaste hjertelige hilsen fra hele det serreske hus.
Deres tro Fr.
BrevID 18157: FrS-brev af 6/1 1860 (Collin XI, 12/174, billedid 5044-45).
Ihr lieber herrlicher Brief aus Basnos: HCA tilbragte julen 1859-60 på Basnæs og modtog dér FrS.s brev af 15/12, men han har hverken i almanak eller dagbog noteret noget svarbrev til FrS.
die Entlassung Berlings* und Exil p.p.: efter en regeringskrise ult. 1859, hvor det nationalliberale ministerium Hall* (I) afløstes af ministeriet Rotwitt* -Blixen* , blev opnionen mod kong Frederik VII* og hans morganatiske ægtefælle, grevinde Danner* – og dermed også parrets foretrukne rådgiver, bogtrykker Carl Berling* – så stærk, at sidstnævnte ved årets udgang frasagde sig alle sine stillinger ved hoffet. C.E. Rotwitt* , jurist og politiker. (1812-60). Blixen-Finecke* (1822-73).
Scandalstück die Gräfin und ihre Cousine: Erik Bøgh* (1822-99), forfatter, havde bearbejdet Emmanuel Théolons* skuespil "Grevinden og hendes Søskendebarn"(1837), som opførtes på Casino på det tidspunkt, hvor modstanden mod Berlings* og grevinde Danners* politiske rolle var stærkest.
Frederiksborg Slot: slottet brændte 17. dec. 1859 - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Frederiksborg_Ferdinand_Rickardt_1859_Frederiksborg_Slots_Brand_IMG_5786.jpg (link dec. 2018) - Omtalt af HCA i brev til Mathilde Ørsted* BrevID 9592 : Det var da en stor Sorg for os Alle med det gamle Frederiksborg Slot, at det saaledes skulde gaae op i Flammer. Underligt er det for mig, at jeg sidst saae det i al sin Deilighed, belyst af den nedgaaende Sol, da jeg med Kongen, nu i Foraaret, / seilede paa Søen og læste der "Waldemar Daa" hvor Vinden suser "fare hen! fare hen!" Saa snart og let, kan en saadan klippefast, aarhundrede stærke Kolos omskiftes! Der ligger megen Alvor i en saadan Begivenhed for os Allesammen i det vi bygge paa det Jordiske! Reise Slottet igjen har Landet nu næppe Midler til, en smuk Ruin vil det blive der i Søen ved Skoven,
Solbad: saltbad, bad i stærkt saltholdigt vand.
Frau v. Göthe* … wie von der ganzen Familie: den ofte i korrespondancen nævnte Ottilie von Goethe* samt hendes sønner Walther* og Wolfgang von Goethe* .
Morgen Abend lieset Carus* bey Gr. Moltke* das Märchen über die Psyche: der kan ikke være tale om HCA.s Psychen, som først udkom i 1861. Carus* må have læst af sit eget værk "Psyche: Zur Entwicklungsgeschichte der Seele", som udkom i 1846, genudg. 1851.
06.01.1860
Fra: Fr. Anton Serre Til: Hans Christian Andersen
[5240] [med bogtryk]
Euer Hochwohlgeboren
beehre ich mich in der Anlage das Programm der von mir begonnenen und sich des besten Fortganges erfreuenden allgemeinen deutschen National-Lotterie ganz ergebenst zu überreichen.Für dieses deutsche National-Unternehmen beabsichtige ich die Herausgabe eines Schiller* -Albums, welches neben einer Anzahl noch ungedruckter Handschriften Schillers* , kürzere noch nicht veröffentlichte Beitrage deutscher Dichter und Schriftsteller der Gegenwart enthalten wird, um solchergestalt in möglichster Vollständigkeit diejenigen Freunde dieses Vorhabens zu vereinen, deren Begabung sie zu den eigentlichen geistigen Trägern desselben zu berufen scheint. Die Wahl der poetischen und prosaischen Spenden bleibt selbstverständlich dem eigenen Ermessen des Gebers anheimgestellt und ist durch keinerlei Bezug auf unsern grossen Dichter eingeengt, dessen Verherrlichung die Zeit bereits übernommen hat. Falls hinreichende Beiträge eingehen sollten, so würden die mit Schiller* in näherem Zusammenhang stehenden Mittheilungen, worunter auch anekdotische Aufzeichnungen und Aehnliches zu nehmen, einen besonderen Band bilden.
Indem ich Sie ersuche, mein Unternehmen, das sich der umfassensten Unterstützungen erfreut, durch einen Beitrag aus Ihrer Feder zu fördern, erlaube ich mir zugleich die Bitte, Ihre gütigen Zusendungen gefälligsts (unfrankirt) bis spätestens den ersten Juli 1860 an das hiesige Haupt-Bureau der National-Lotterie mit der Bezeichnung:" Schiller* - und Tiedge* stiftung betreffend" richten, auch mir bald gefälligst eine kleine Notiz darüber, ob ich auf einen Beitrag zu rechnen habe, geben zu wollen, damit ich zu beurtheilen vermöge, ob auf so viel Beiträge zu rechnen sein dürfte, um die beabsichtigten zwei oder nur ein Album herausgeben zu können
In ausgezeichneter Hochachtung habe ich die Ehre zu beharren
Euer Hochwohlgeboren
ganz ergebensten Diener
Der Major Serre auf Maxen
geschäftsführendes Mitglied des Haupt-Vereins für die allgemeine deutsche
National-Lotterie zum Besten der Schiller* - und Tiedge* -Stiftung.
[med Fr. Anton Serres håndskrift:]
Ich hoffe sicher keine Fehlbitte zu thun und mein theurer und vielgeliebter Freund Andersen wird mein Schiller* Album mit aus schmücken helfen. Einige 20 Beiträge habe ich bereits, so auch vom ./. König Ludwig von Baÿern* . Von unserm Könige Johann* habe ich dies auch zu erwarten, wie ich dies auch von allen Königen der Dichtung – natürlich auch von Andersen– hoffe!
Wie freuen wir uns Alle Sie theurer Freund im nächsten Sommer – wills Gott, wieder bei uns zu sehen und auf recht lange um uns für die vorjährige Entbehrung zu entschädigen! Nicht wahr?
Denken Sie Sich wie loyal man in Copenhagen gewesen ist. Es wurde der Verkauf meiner Lotterie Loose in Holstein und Lauenburg genehmigt und Hamburg hat dies noch nicht gethan. Es macht diese Handlungsweise in Copenhagen hier in Deutschland einen sehr guten Eindruck und geht schon durch die Zeitungen diese Nachricht. Anbei lege ich Ihnen noch einen Aufruf an die Frauen für ganz Deutschland und das Verzeichniß der Mitglieder des hiesigen Vereins. Sie werden viel Bekannte darin finden und es macht Ihnen vielleicht eine kleine Unterhaltung daßelbe durchzusehen.
Auf gesundes und frohes Wiedersehen! und erhalten Sie auch im andern Jahre einige Andenken Ihrem treu ergebnen Freunde
Serre
Dresden d. 6tn Januar 1860.
[med bogtryk]
Højstærede
Jeg er beæret over ærbødigst, vedlagt at kunne sende Dem programmet for det tyske nationallotteri, som jeg har igangsat, og som kan glæde sig over den bedste fremgang. For dette tyske national-foretagende påtænker jeg at udgive et Schiller* -Album, som foruden et antal hidtil utrykte håndskrifter af Schiller* skal indeholde korte, hidtil ikke offentliggjorte bidrag af tyske digtere, samt nutidens forfattere, for på den måde mest muligt at kunne forene vennerne af dette foretagende, hvis begavelse er den egentlige, åndelige bærer deraf. Valget af poetiske og prosaiske bidrag forbliver naturligvis donorens helt eget valg og er under ingen omstændigheder begrænset til vor stor digter, som tiden allerede har overtaget forherligelsen af. Såfremt der skulle indgå tilstrækkelige bidrag, så vil de meddelelser, som er nærmest knyttet til Schiller* , hvorunder også hører anekdotiske optegnelser og lignende, danne et særligt bind.
Idet jeg ansøger Dem om at understøtte mit foretagende, som allerede glæder sig over de mest omfattende støtter, med et bidrag fra Deres pen, så tillader jeg mig samtidig at bede Dem at sende det senest den 1. juli 1860 (ufrankeret) til det stedlige hovedkontor for nationallotteriet med betegnelsen "Ang. Schiller* - og Tiedge* stiftelsen", og hvis De også snarest vil være så venlig at sende mig et lille notat, om jeg kan regne med et bidrag, således jeg kan bedømme, om der er så mange bidrag, så de planlagte to eller kun et album kan udgives.
I udmærket højagtelse er jeg Deres højvelbårne tjener,
Major Serre på Maxen,
Forretningsførende medlem for hovedforeningen for det almindelige tyske nationallotterie til gavn for Schiller* - og Tiedge* -Stiftelsen.
[med Fr. Anton Serres håndskrift:]
Jeg håber, at jeg på denne måde ikke beder forgæves, og at vor meget afholdte ven Andersen vil hjælpe mig med at få udsmykket mit Schiller* -album. Jeg har allerede over 20 bidrag, således også fra Kong Ludwig* af Bayern. Fra vores kong Johann* kan jeg også vente bidrag, ligeså fra alle digtningens konge – og naturligvis også fra Andersen – håber jeg!
Vi glæder os alle, dyrebare ven, til at kunne se Dem igen hos os næste sommer, om Gud vil, ganske længe for på den måde at bøde på, at vi måtte undvære Dem det forgangne år, ikke sandt?
Tænk Dem, hvor loyal man har været i København. Salget af mine lotterilodder blev tilladt i Holsten og Lauenburg og Hamburg har endnu ikke givet tilladelse. Den beslutning i København har gjort et stort indtryk i Tyskland og der berettes om det i aviserne. Jeg vedlægger også et opråb til kvinderne i hele Tyskland, samt en fortegnelse over medlemmer i foreningen her. De vil finde mange bekendte deri og De har formentlig en lille underholdning ved at gennemse den.
På et sundt og glædeligt gensyn! Og de vil også næste år modtage en erindring om Deres tro hengivne ven
Serre.
Dresden den. 6. Januar 1860.
BrevID 9605: FAS-brev af 6/1 1860. (Collin XI, 15/221, billedid 5240-41).
Das Programm … der allgemeinen deutschen National-Lotterie: programmet er ikke vedlagt ægteparret S.s breve.
einen Beitrag aus Ihrer Feder: allerede i sommeren 1858, under HCA.s besøg på Maxen havde major S. bedt HCA medvirke til det, som kom til at hedde " Schiller* -Nationallotterie". "Ideer til et stort Lotteri har han; jeg skal virke med, det piner mig en Deel; Eventyr flere Hundred Eksemplarer hvert for 4 Grossen, kommer med Forslag der er mod min Sandhed, ærgerlig! Plaget, piint", skrev HCA i 1858 (Dbg. IV, 320). FAS ændrede dog sine planer, således at HCA.s bidrag blev et eventyr som del af det til National-Lotteriet knyttede album: Den gamle Kirkeklokke http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=5696 - BrevID 25026
König Ludwig von Baÿern* : ejendommeligt nok har FAS henvendt sig til detroniserede kong Ludwig I* (1786-1868, konge 1825-48), og ikke til den regerende kong Max II* (1811-64, konge fra 1848).
Anbei … lege ich Ihnen noch einen Aufruf an die Frauen…das Verzeichniß der Mitglieder des hiesigen Vereins: hverken opråbet til kvinderne eller medlemsfortegnelsen er vedlagt brevet.
17.02.1860 Almanak : Brev til Fru Serre i Dresden
(BrevID 23597 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.03.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 1. März [18]60
Theuerster, verehrter Freund.
Mit unendlichem Interesse habe ich Ihren lieben, letzten Brief gelesen. Ihr Leben ist warlich jetzt ein wahrer Triumphzug. Dazu die Jugend-Frische Fantasie und Schaffenskraft des Geistes! Gott segne und erhalte Ihnen diese göttlichen Gaben. Ich kann mir denken, wie entzückt die Arbeiter beym Anhören Ihrer Märchen gewesen – sie gehen ja, ins Herz des Volkes ein! – Mit Sehnsucht warten wir auf eine deutsche Übersetzung.
Von Clara Heinke* habe ich einen lieben Brief. Die Baronin Finks* wünscht, daß sie schon zu Ostern kommen mögte hierher zu ihr. Ihren lieben Brief habe ich Fr. v. Göthe* lesen laßen, die sich unendl. darüber gefreut und sehr grüßen läßt. Uns geht es nicht gut. Mein Mann hatte sich in Wien, wohin ihn Geschäfte riefen, so sehr ./. angestrengt, daß er mit geschwollnen Beinen zurück kam. 4 Wochen lag er zu Bette und noch jetzt kann er nur Stunden lang auftreten, sie schwellen aus Schwäche gleich wieder. Sein Zimmer war dennoch dabey ein wahres Bureau, sein Bett lag voll Briefe und Schreibereien, und an 2 Schreibern dictirte er. Abends wenn diese fortgingen, schrieb ich dann die wichtigsten Briefe, als, an den Gr.Herzog* v. W. an die Schwester* Schillers* , und so mehr! – las die Aufsätze, zu den Albums, vor – die von Nah und Fern eingingen – und war gehörig damit beschäftigt; –
Übrigens sind bereits 216,000 Loose verkauft – nun, die Sorge für die Gewinne, obgleich so manches Interessante eingeschickt wird, lastet jetzt auf Serres Schultern. Natürlich muß ein Theil der Summe auf Ankäufen verwendet werden!
Auch mit meiner Gesundheit geht es wieder nicht gut. Ich huste Tag und ./. Nacht, bin heiser, und soll sehr krank aussehen. Carus* will, daß ich Mitte May wieder nach Ems gehe, und bei Ende Juny dann zurück bin. Wie trifft dies mit Ihrer Reise? Ich hoffe doch nicht, daß Sie mich dies Jahr ganz aufgeben, und Maxen nicht unberührt laßen werden? Umsonst grünt der Lerchenbaum und breitet seine Zweige aus – umsonst klagen die treuen, langjährigen Freunde, um ein Wiedersehen?
Übrigens las ich jetzt einen Brief aus Rom, ruhig geht der Papst* auf dem Monte pincio spatzieren – Alles beugt sich vor ihm, der Carneval zwar ohne Masken ist lebendig – und selten hört man dort von Politik sprechen! Ich muß Ihnen aber doch einen geistreichen à la Renz-* Anschlagzettel schicken – der hier über all coursirt, er wird Sie amüsieren. Die Biografie der Gräfin Danner* ist hier in einzelnen gedruckten Blättern, für 1 Ng. käuflich! Daß Rosleff* wieder dort ./. Minister geworden (er war ja in Maxen und Wolfhagen) las ich mit Interesse! Daß Liszt* wieder, nach wie vor, mit seiner Fürstin* in Weimar bleibt, weil der Papst* ihr die Heirath nicht bewilligt, ist leider nicht gut. Man nennt ihn, und Dingelstedt* , das böse Prinzip des Gr.H.* ! –
Noch soll ich vorläufig Ihnen herzl. danken, von Seiten meines Mannes für das versprochene Märchen!
Den 15t April ist der Termin wo der Frauen Comité ihre Geschenke abgibt und den 1 Juny beginnt; die Ausstellung davon.
Auch unser König* hat ein herrliches Bild geschenkt.
Nun aber noch die wärmsten Grüße von dem ganzen Maxner Haus!
In Treue und warmer Ergebenheit;
Ihre Fr.
Circus Europa (= den i brevet 1860-03-01 BrevID 18169 nævnte Renz* -plakat)
Europäische Produktion der höheren politischen Akrobatik
Völkerdressur und Prinzipienreiterrei
I Abteilung
1) Große französische Voltige.
Das Hinwegsetzen über die breitesten Verträge und höchsten Rechtsbegriffe.
2) Der dressierte Hengst Socialismus..
vom Herrn Direktor Louis* vorgeführt. Er geht auf dessen Kommando und frißt aus der Hand
3) Die wilde Stute Revolution.
mit Erlaubnis des Herrn Director Louis* 10 Minuten ohne Zaum und Zügel gelassen, geritten vom Signor Garibaldi* vom Circus des Herren Mazzini* .
4) Das komische Viergespann.
Bestehend aus den Gäulen Piemont und Toscana und den allerliebsten Ponis Parma und Modena
5) Die beiden Clowns Palmerston* und Rußel*
werden die Ehre haben in den Zwischenakten das Publikum durch komisches Zeugen, Depechenwerfen sich selbst ins Gesicht schlagen und andere Schwänke zu unterhalten.
II Abteilung
1) Der Indianer, Herr Schleinitz,*
Der weltberühmte Kautschuckmann wird seinen bisber unmöglich gehaltenen Wendungen und Verdrehungen wegen allgemeiner Bewunderung erregen, und zuletzt sich wieder auf die Beine stellen ./.
2) Die Stute Britania.
Dressiert und vorgeführt von Herrn Director Louis* . Sie läßt sich alles gefallen und kniet sogar auf Verlangen vor ihm nieder. Das Ausschlagen hat sie sich beinahe ganz abgewöhnt, höchstens versucht sie es gegen kleine Buben
3) Der deutsche italieniscbe Bundestag
eine sehr komische Scene
4) Die Cavalcade des Herren Gortchakoff*
großes Curiosum.
Der Künstler wird in Begleitung mehrerer hinkender Vergleiche und lahmer Schlußfolgerungen auf dem deutschen Bundesrecht herumreiten und die Runde durch alle Zeitungen machen
5) Die schöne Wienerin Camarilla.
in ihrem unvergleichlichen Rückwärts Voltigire
6) Der berühmte Grotesque Reiter Cavour* .
mit seinen außerordentlichen Sprüngen aus dem Kabinett in das Privatleben und wieder zurück, wobei er in der Luft während der Wendung 50 Millionen Schulden macht.
Zum Schluße
Die Jagd von Fontainebleu
oder wenn der Papst* nicht kommt, müssen wir uns so unterhalten. Große Quadrille im Costume Ludwig des 14ten* .
Den1. Marts [18]60
Dyrebareste, ærede ven.
Med uendelig interesse har jeg læst Deres kære seneste brev. Deres liv er i sandhed nu et sandt triumftog. Dertil kommer den ungdomsfriske fantasi og åndens skaberkraft. Gud velsigne den og lade Dem beholde denne guddommelige gave. Jeg kan tænke mig, hvor henrykt arbejderne har været ved at lytte til Deres eventyr, de går jo lige i hjertet på folket! – Med længsel venter vi på en tysk oversættelse.
Fra Clara Heinke* har jeg fået et kært brev. Baronesse Finks* ønsker, at De allerede kommer her til hende i påsken. Jeg har ladet fru v. Goethe* læse Deres kære brev, og hun har glædet sig uendeligt over det og lader hilse mange gange. Os går det ikke godt. Min mand har i Wien, hvortil forretninger kaldte ham, anstrengt sig så meget, at han kom tilbage med hævede ben. 4 uger lå han i sengen og endnu kan han kun være oppe nogle timer, de hæver af svaghed straks igen. Hans værelse var dog i den tid et sandt kontor, han seng var fuld af breve og skrivelser, og han dikterede til 2 skrivere. Om aftenen, når disse gik, skrev jeg så de vigtigste breve, som f.eks. tilstorhertugen* , til Schillers* søster* , og så fremdeles! – læste indlæggene til albummene højt – de kom fra nær og fjern og var behørigt beskæftiget dermed.
I øvrigt er allerede 216.000 lodder solgt, – men nu tynger bekymringen om gevinsten på Serres skuldre, selv om der er sendt så mange interessant ind. Naturligvis må en del af summen anvendes til anskaffelser.
Heller ikke med min sundhed går det godt. Jeg hoster dag og nat, er hæs, og ser efter sigende meget syg ud. Carus* mener, at jeg igen midt i maj skal tage til Ems, og så er retur ved slutningen af juni. Hvorledes passer det med Deres rejse? Jeg håber da ikke, at De ganske opgiver mig i år og lader Maxen være ubesøgt? Omsonst breder lærketræet sine grene ud – omsonst plager de tro, mangeårige venner om et gensyn?
I øvrigt læste jeg netop et brev fra Rom, paven* går ture på Monte pincio – alle bøjer sig for ham, ganske vist er karnevalet levende uden masker – og sjældent hører man tale om politik der! Jeg må dog sende Dem en åndrig plakat à la Renz* – som tournerer overalt her – den vil more Dem. Grevinde Danners* biografi kan købes her i enkelte trykte blade for 1 Ng! At Raasleff* igen er blevet minister (han var jo i Maxen og i Wolfhagen), læste jeg med interesse. At Liszt* som hidtil bliver med sin fyrstinde* i Weimar, fordi paven* ikke har tilladt deres bryllup, er desværre ikke godt. Man kalder ham og Dingelstedt* for storhertugens* onde prinzip!
Jeg skal også huske at takke Dem hjerteligt fra min mand for løftet om et eventyr! Den 15. april er terminen, hvor kvindekomiteen afleverer sine gaver og den 1. juni begynder udstillingen af dem.
Også vores konge* har sendt et herligt billede.
Men nu de varmeste hilsner fra hele Maxen-huset.
I troskab og varm hengivenhed.
Deres Fr.
Circus Europa (= den i BrevID 18169 nævnte Renz* -plakat)
Europæisk produktion af højere politisk akrobatik
Folkedressur og principrytteri
I afdeling
1) Stor fransk akrobatøvelse på hesteryg.
Sætte sig ud over de bredeste aftaler og højeste retsprincipper.
2) Den dresserede hingst: socialisme.
Fremført af direktør Louis* . Hingsten går på hans kommando og spiser af hånden.
3) Den vilde hoppe: revolution.
Med tilladelse fra direktør Louis* 10 Minutter uden tøjler og tømmer, redet af signor Garibaldi* fra den herre Mazzinis* cirkus.
4) Det komiske firspand.
Bestående af arbejdshestene Piemont og Toscana og de allerkæreste ponyer Parma og Modena
5) De to klovne Palmerston* og Rußel*
Vil have den ære at underholde publikum i mellemakterne med komiske frembringelser, kasten med depescher og andre farcer.
II afdeling
1) Indianeren, Hr Schleinitz* ,
Den verdensberømte gummimand vil på grund af almindelig beundring vise sine vendinger og fordrejninger, som hidtil var anset for umulige, og sluttelig igen stille sig på benene.
2) Hoppen Britania.
Dresseret og fremført af hr direktør Louis* . Hun finder sig i alt og knæler endog på opfordring for ham. Hun har næsten vænnet sig af med at sparke bagud, hun forsøger det højst mod små drenge.
3) Den tysk-italienske forbundsdag
En meget komisk scene
4) Hr Gortchakoffs* kavalkade
Stort kuriosum.
Kunstneren vil under ledsagelse af flere hinkende sammenligninger og haltende konklusioner ride omkring i den tyske forbundsret og tage en runde gennem alle aviser
5) Den skønne wienerinde Camarilla.
I hendes uforlignelige baglæns akrobatøvelse på hesteryg
6) Den berømte, groteske rytter Cavour* .
Med hans usædvanlige spring fra kabinettet til privatlivet og tilbage, hvorved han under vendingen i luften pådrager sig en gæld på 50 millioner.
Til slut
Fontainebleus jagt
Eller hvis paven* ikke kommer, må vi underholde os alligevel. Stor kvadrille i Ludwig den 14* -kostume.
BrevID 18169: FrS-brev af 1/3 1860 (Collin XI, 15/222, billedid 5242-45 og 15/218, billedid 5230-31).
die Arbeiter beym Anhören Ihrer Märchen: HCA læste 16/1 eventyr i Arbejderforeningen* , hvor han "havde en ubegribelig Ro og læste godt og med stort Bifald" (Almanak p. 283), han læste igen smst 8/2., og han har utvivlsomt fortalt herom i det brev, han 17/2 1860 sendte til FrS.
Briefe an den Gr.Herzog* v. W.: storhertug Carl Alexander* af Sachsen-Weimar. –
Pabst* : Pius den 9.* (1792-1878).
an die Schwester Schiller* s: Emilie Schiller* (1804-72), g. 1826 m. friherre Heinrich Adalbert von Gleichen-Rußwurm* (1803-87).
einen …à la Renz*
Anschlagezettel: den vedlagte "plakat" er håndskrevet, men ikke skrevet af FrS.
Die Biografie der Gräfin Danner* : det er uvist, hvilken biografi FrS har set omtalt i tysk presse. Måske er det et af de smædeskrifter, der udkom i perioden omkr. årsskiftet 1859-60, efter Frederiksborgs brand, Berlings* afsked og ministeriet Rotwitts* afgang.
Münchener Punch 8.1.1860: Sepperl. Hast Du’s gelesen aus Copenhagen? Der Kammerherr v. Berling* , Günstling der Gräfin Louise Von Danner* , ist entlassen und nach Afrika abgereist. Mal Nach Afrika? Ab! Von der schönen Louise zu der Wüsten–Sarah, das ist aber ein Abstand!
---Har du læst det fra København. Kammerherre Berling, som er grevinde Luise von Danners yndling, er frigivet og rejst til Afrika. Til Afrika! Fra den skønne Louise til ørken-Sarah – det er jo noget af en afstand.
Rosleff* wieder dort Minister worden … und Wolfhagen: der er tale om Harald Raasløff* (1810-93), der blev minister for Holsten og Lauenborg i det andet ministerium Hall* i 1860 - Wolfhagen – en by i Kassel.
Circus- Europa: som bilag vedlægger FrS en håndskrevet opslagsseddel eller – plakat à la Renz* , d.v.s. i stil med de plakater, hvormed Cirkus Renz reklamerede for dets forestillinger. Cirkus Renz* var grundlagt i 1842 i Berlin af cirkusrytteren Ernst Jakob Renz* (1815-92). Det fik med tiden faste cirkusbygninger i Wien, Berlin, Hamburg, Brüssel og København og havde ved siden af disse også omrejsende cirkus i adskillige europæiske lande. I stedet for cirkusartister optræder hér – satirisk – de forskellige "aktører" i dramaet omkr. Italiens samling, anført af "Direktor Louis* " (= den franske kejser, Louis Napoleon III* (1808-73, kejser 1852-70) og under medvirken af de italienske frihedshelte Guiseppe Garibaldi* (1807-82) og Guiseppe Mazzini* (1805-72), de engelske politikere Lord Palmerston* (1784-1865) og lord John Russell* (1792-1878), den preussiske udenrigsminister Alexander von Schleinitz* (1807-65), den russiske udenrigsminister, fyrst Gortschakow* (1798-1883), den italienske politiker og minister Camillo Cavour* (1810-61) samt pave Pius IX* (1792-1878, pave fra 1846).
18.03.1860
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 18. März [18]60
Theurer, verehrter Freund!
Ihr Geburtstag naht, und meine Gedanken ziehen zu Ihnen! Mögen Sie froh und herrlich – gefeiert und verehrt, den Tag verbringen, und die ganze künftige Lebenszeit!
Gott hat auf Ihre Wege das Füllhorn seiner schönsten Gaben ausgegossen – und Sie gesegnet! – Lange dachte ich nach, mit was könnte nur dem theuren Freund die kleinste Freude ./. machen, da fiel mir ein, ob diese Blätter, die Bendemanns* und Hübners* bedeutendste Arbeit enthalten, Ihnen vielleicht interessant seyen! Auch zeichnete Bendemann* seine Freunde vor seinem Abgang nach Düsseldorf – und hierbey folgen 2 Photografien davon auch Ihre Freunde – Rietschel* und Carus* . Sie werden ihnen wohl ein Plätzchen gönnen. – Ich höre und sehe fast nichts – als was die National-Schiller-Lotterie betrifft, denken Sie ./. 265,000 Loose sind verkauft, und tägl. laufen 20, 30 Briefe mit neuen Bestellungen ein. Serre kam krank von Wien, und lag an geschwollenen Füßen 2 Monate beinahe hart und fest, und noch jetzt, muß er sich schonen und kann nur Stunden lang auftreten. – Vergessen Sie ihr Märchen auch nicht – er bittet darum nicht zu lang – und bald. Wann wird man Ihre deutschen Übersetzungen lesen? Graf Harald* , welcher den 5 April in Copenhagen sein will versprach mir alle Aufträge für Sie zu übernehmen, doch ich traue ihm nicht, und bitte lieber Carl Andersen* darum.! –
Es ist doch viel Glück für ./. die beiden jungen Söhne Moltkens* * der Eine* , Gesandte in Paris, der 2t* Rittmeister in der dänischen Armee. Übrigens ist Elise* immer die liebevolle, schwesterliche Freundin zu mir, und ihre Söhne betrachten mich eben so. Es ist doch etwas Schönes um wahre, treue Freundschaft! – Frau von Göthe* ist fast immer krank, und hüthet das Bette, eben so Ulrike* , und sie werden keinen Winter in Dresden wieder verbringen. Für Sie tragen sie* * mir die herzlichsten Glückwünsche auf. Haben Sie denn dort auch, die Briefe Humbolts* und Varnhagens* heraus gegeben von Ludmilla ./. Assing* , seiner Nichte? Es ist von ihr die abscheulichste Indiscretion, das vertraute Gespräch zweier Freunde zu veröffentlichen. Humbolt* spricht sich häßlich gegen den König v. P.* seinen Wohlthäter aus, aber noch abscheulicher über unsern Gr.Herz.* v. Weimar – und was hat er mit diesem Buche gethan, nachdem es ihm auf das tiefste gekränkt, da er Humbolt* liebte? er hat es seiner Bibliothek geschenkt – und die Stellen die negierend waren – angestrichen und darunter geschrieben – eine Lüge. Ich wollte Ihnen das Buch senden, aber Arnold* meinte, es sey längst in Copenhagen, und Sie gewiß durch ./. die Zeitungen, und Bekannte darauf aufmerksam gemacht! -
Clara Heinke* kommt im May – auch Fr. v. Göth* e hat die Absicht die letzte Hälfte des May in Maxen zuzubringen – wenn warmes Wetter, dann reise ich erst: den 1 Juny nach Ems! Könnten Sie zu gleicher Zeit dort sein. Henselt* ist in den Adelsstand, den erblichen erhoben, und hat den Wladimir Orden, eine Decoration, die nur Standes Personen hohe, erhalten. Er geht auch Anfang Juny nach Ems! doch Ihre Zeit wird sehr in Anspruch ./. genommen sein und ich fürchte mein langer Brief hat das Schicksal wie viele Andere, einige Zeit bey Seite zu liegen! Ich übergebe daher die Feder Frau von Berge* !
[med Fr.v.B.s* skrift:]
Herzliche Grüße hinzufügend mit den aufrichtigsten Wünschen für Ihr Wohl theurer Freund die aus dem Herzen kommen und deshalb den Weg zum Herzen finden mögen empfiehlt sich Ihren Andenken Ihre Alte Freundin
C. v. Berge* .
Auch Minna* s Gruß aus der Ferne sende ich Ihnen. Sie sitzt vereinsamt auf Maxen seitdem ich ein paar Wochen in der Stadt war doch gehe ich in diesen Tagen zurück und dann sprechen wir zusammen von Ihnen in Liebe
v. B.* ./.
[herefter igen Fr.S.:]
Haben Sie gehört, daß in Wien ein Drama von Mosenthal* Düveke gegeben wurde?
[med Margaret Thomas’* skrift:]
Margaret* läßt grüßen um herzlich Glück-wünschen.
[med Fr. Serres skrift:]
Auch meinen Herzens Gruß noch zum Schluß und die Bitte bald mit einem Brief zu erfreuen
Ihre getreue
Fr. Serre
Dresden den 18. Marts [18]60
Dyrebare, ærede ven!
Deres fødselsdag nærmer sig og mine tanker drager til Dem! Gid De tilbringer dagen – og al Deres fremtidige levetid! – med at blive fejret og æret, glad og herligt.
På Deres vej har Gud udstrøet et overflødighedshorn af de skønneste gaver – og velsignet Dem! – Længe tænkte jeg over, hvorledes jeg kunne glæde den dyrebare ven med en lille glæde, da faldt det mig ind, om disse blade, som indeholder Bendemanns* og Hübners* betydeligste arbejder, måske kunne være interessante for Dem! Bendemann* tegnede også sine venner før sin afgang til Düsseldorf, og herved følger 2 fotografier deraf af Deres venner – Rietschel* og Carus* . De vil nok unde dem en lille plads – Jeg hører og ser næsten intet – undtagen hvad angår National-Schiller-lotteriet, tænk Dem 265.000 lodder er solgt, og dagligt indløber 20-30 breve med nye bestillinger. Serre kom syg fra Wien og lå med hævede fødder i næsten 2 måneder, og han må stadig skåne sig og kan kun være oppe få timer. – Glem ikke Deres eventyr – han beder om, at det ikke varer for længe og kommer snart. Hvornår vil man læse Deres tyske oversættelser? Grev Harald* , som vil være i København den 5. april, lovede mig at være budbringer til Dem, men jeg stoler ikke helt på ham, og beder hellere Carl Andersen* derom!
Det er da meget lykke for de to unge Moltke* * -sønner, den ene* , gesandt i Paris, den anden* ritmester i den danske hær. I øvrigt er Elise* stadig den kærlige, søsterlige veninde for mig, og hendes sønner betragter mig også som sådan. Det er dog skønt med sandt, tro venskab! – Fru von Goethe* er næsten hele tiden syg, og passer sengen, ligeså Ulrike [Pogwisch]* , de vil ikke tilbringe endnu en vinter i Dresden. Til Dem bringer de* * de hjerteligste hilsener. Har De også hos Dem Humbolt* og Varnhagens* breve, som er udgivet at Ludmilla Assing* , hans niece? Det er den afskyeligste indiskretion af hende, således at offentliggøre to venners fortolige samtale. Humboldt* udtaler sig hæsligt mod kongen af Preussen* , hans velgører, men endnu mere afskyeligt om vores storhertug* af Weimar – og hvad har han gjort med denne bog, efter at den krænkede ham på det dybeste, da han elskede Humboldt* ? Han har givet den til hans bibliotek – og de steder, som var benægtende – har han overstreget og skrevet derunder – løgn! Jeg ville sende Dem bogen, men Arnold* mente, den var for længst i København, og De er ganske sikkert blevet opmærksom på den via aviserne og bekendte.
Clara Heinke* kommer i maj – også fru von Goethe* har til hensigt at tilbringe den sidste halvdel af maj i Maxen – hvis det er varmt vejr, rejser jeg først til Ems den 1. juni. Kan De være der til samme tid. Henselt* er blevet ophøjet til den arvelige adelstitel og har modtaget Wladimir-ordenen, en dekoration, som kun høje standspersoner får tildelt. Han rejser også til Ems i begyndelsen af juni! Men Deres tid vil være meget udfordret og jeg frygter, at mit lange brev får den skæbne at blive lagt til side med flere andre i nogen tid! Jeg giver derfor pennen til fru von Berge* !
[med Fr.v.B.s* skrift:]
Idet jeg tilføjer hjertelige hilsener med de oprigtigste ønsker for deres velbefindende, dyrebare ven, ønsker, som kommer fra hjertet og derfor vil finde vej til hjertet og håber at være i Deres erindring, Deres gamle veninde,
C. v. Berge* .
Også Minnas* hilsen fra det fjerne sender jeg Dem. Hun sidder ensom på Maxen, eftersom jeg har været nogle uger i byen, men en af disse dage rejser jeg tilbage og så taler vi sammen om Dem, i kærlighed.
v. B. ./.
[herefter igen Fr.S.:]
Har De hørt at et drama Dyveke af Mosenthal* , blev opført i Wien?
[med Margaret Thomas’* skrift:]
Margaret* lader hilse med hjertelige lykønskninger.
[med Fr. Serres skrift:]
Også min hjertelige hilsen til slut og en bøn om snart at glæde mig med et brev.
Deres trofaste
Fr. Serre
BrevID 9680: FrS-brev af 18/3 1860 (Collin XI, 18/226a-b, billedid 5408-15).
diese Blätter … Bendemanns* und Hübners* bedeutendenste Arbeiten: Das Nibelungenlied. Mit Holzschnitten nach Originalzeichnungen von Eduard Bendemann* , Leipzig 1840. – Begge malere var udgået fra Düsseldorfs kunstakademi.
Vergessen Sie ihr Märchen nicht: FrS minder hér HCA om det bidrag til det " Schiller* -Album", som FAS agtede at udgive og som HCA havde lovet at bidrage til.
die beiden jungen Söhnen Moltkens* * der Eine, Gesandte in Paris, der 2te Rittmeister in der dänischen Armée: Léon Moltke-Huitfeldt* tiltrådte i 1860 posten som dansk gesandt i Paris og samtidig gik den yngre søn, Harald M-H* ind i den danske hær som rytterofficer, efter at være trådt ud af den østrigske armé.
die Briefe Humbolts* und Varnhagens* … von Ludmilla Assing* : Ludmilla Assing* (1821-80), tysk forfatterinde, udgiver og tegner. Hendes udgivelse af Alexander von Humboldts* brevveksling med hendes onkel, K. A. Varnhagen von Ense* , vakte ved dens offentliggørelse i 1859 vældig sensation, nærmest skandale, og udgiverinden måtte flygte fra Berlin.
Arnold* : formentlig en efterfølger (måske slægtning) for den meget ansete Dresdner- boghandler og -forlægger J. C. Arnold* (d. 1847). Boghandelen førte Arnolds navn helt til 1890.
Henselt* in den Adelstand … und hat den Wladimir Orden: familien Serres gode ven, pianisten, klaverpædagogen og komponisten A.H.* virkede i mangfoldige år i Sct. Petersborg og hans ophøjelse i adelsstanden – hvilket berettigede ham til et "von" – må ses som czarfamiliens anerkendelse af hans virke. Sct. Wladimir ordenen blev indstiftet i 1782 af kejserinde Katharina II* . Den er blevet genoplivet i 1982, med et andet navn, men med samme motto, og rangerer som nr. 2 blandt de nuværende russiske ordener.
24.03.1860 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22447 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
23.04.1860 Almanak: Brev med Schiller* s Eventyret til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22454 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
00.04.1860Slut april 1860: Serres renskrift af eventyret:
Die alten Kirchenglocke
Im deutschen Lande Württemberg, wo die Akazien so lieblich auf der Landstraße blühen und wo Apfel- und Birnbäume im Herbste unter dem Segen der Reife sich beugen, liegt eine kleine Stadt, Marbach. Sie gehört zu den ganz geringen Städtchen, schön aber liegt sie am Neckar- fluß, der [overstr: sich] an Städten, alten Ritterburgen und grünen Weinbergen vorüberstürtzt, um seine Gewässer mit dem stolzen Rhein zu mischen.
Es war spät im Jahre, das Weinlaub hing herab mit rothen Blättern, Regenschauer fielen und der kalte Wind wurde immer stärker; es war nicht die erquicklichste Zeit für die Armen. Die Tage wurden finster, und noch finsterer war es drinnen in den alten kleinen Häusern. Eins von diesen lag da mit dem Giebel zur Straße gewandt, mit niedrigen Fenstern, arm und gering war es anzusehen, und so war auch die Familie, die es bewohnte, aber brav und fleißig; und mit Gottesfurcht in der Schatzkammer des Herzens. Noch ein Kind wollte der Liebe Herrgott ihnen bescheren; die Stunde war da, die Mutter lag in Schmerzen und Noth, da drang zu ihr hinein vom Kirchenthurme ein Glockenklang so tief, so festlich, es war eine feierliche Stunde, und der Glockenklang erfüllte die Betende mit Andacht und Glauben; ihre Gedanken erhoben sich so innig zu Gott, und in derselben Stunde gebar sie ihren Söhnchen und fühlte sich so unendlich froh. Die Glocke im Thurme schien ihre Freude über Stadt und Land hinauszuläuten, und zwei klare Kinderaugen schau[te] sie an, und des Kleinen Haar glänzte als sei es vergoldet. Am finsteren Novembertage wurde das Kind mit Glockenklang in der Welt eingeführt; Mutter und Vater küssten es, und in ihre Bibel schrieben sie: "am elften November 1759 gab Gott uns einen Sohn," und später wurde hinzugefügt, daß er in der Taufe den Namen Johan Christoph Friedrich erhalten habe.
Was wurde aus dem Kleinen, dem armen Kinde von Marbach? Ja, das wußte Niemand damals, nicht einmal die alte Kirchenglocke obgleich sie hoch hing und geklungen und gesungen hatte für den, welcher erst das herrlichste Lied von der Glocke singen sollte.
Und [overstr: der Kleine] das Kind wuchs heran, und um ihn herum wuchs die Welt. Zwar zogen die Eltern nach einer andern Stadt, aber Liebe Freunde blieben in dem kleinen Marbach zurück, und daher kamen auch Mutter und Sohn eines Tages dort zum Besuche. /
Der Knabe war [overstr: nicht] kaum sehs Jahre alt, er wußte aber schon etwas von der Bibel und der frommen Psalmen, er hatte schon manchen Abend von seinem Rohrstühlchen der Vater Gellerts* Fabeln und den Gesang von Messias vorlesen hören; heiße Thränen hatte er und die zwei Jahre ältere Schwester geweint, als sie lesen hörten von dem, der zu unser Aller Heil den Tod am Kreuze erlitt.
Bei dem ersten Besuche in Marbach hatte sich die Stadt nicht besonders geändert; es war ja auch nicht gar lange her, seitdem sie fortgezogen waren; die Häuser standen wie früher mit den spitzen Giebeln, den [overstr: hängenden Mauern]schiefen Mauern und niedrigen Fenstern; auf dem Friedhofe waren neue Gräber hinzugekommen, und dort, fast an der Mauer, stand jetzt unten im Grase die alte Glocke, sie war von ihrer Höhe heruntergefallen, hatte einen Sprung bekommen und konnte nicht mehr läuten; eine neue hatte ihre Stelle eingenommen.
Mutter und Sohn waren auf den Friedhof eingetreten, sie standen vor der alten Glocke, und die Mutter erzählte ihrem Kinde wie die Glocke mehrere hundert Jahre ihr Wert verrichtet hatte, wie sie zur Kindtaufe, zur Hochzeitsfreude und zur Beerdigung geläutet, wie sie von dem Feierjubel und dem Feuerschrecken gesprochen [overstr: hatte, und nie vergaß], ja wie die Glocke ein ganzes Menschenleben ausgesungen hatte, und nie vergaß das Kind, was die Mutter erzählte, das Klang wurde in seiner Brust bereit, daß er es als Mann aussingen mußte. Und die Mutter erzählte ihm, wie diese alte Glocke ihr selbst in der Stunde der Angst, Trost und Freude zugeläutet hatte, und gesungen und geklungen hatte als ihr lieber Söhnchen ihr beschert wurde. Und das Kind betrachtete fast mit Andacht die große, alte Glocke, es beugte sich hinab und küßte sie, wie alt, zersprungen und hingeworfen sie auch da stand zwischen Gras und Nesseln.
Und sie blieb in der Erinnerung des kleinen Knaben, der in Armuth emporschoß, lang und mager, mit rötlichem Haar, sommerflecking im Gesicht, ja, das war er, aber zwei Augen hatte er, klar wie das tiefe Wasser. Wie ging es ihm? Es ging ihm gut, zum Beneiden gut! Er war in höchster Gnade in die Kriegsschule aufgenommen, in der Abtheilung wo geringeren Leute Kinder waren, das war ja aber eine Ehre, ein Glück; er trug Gamaschen, eine steife Halsbinde, und gepuderter Perücke; er bekam Unterricht, und die wurde ihm unter "Marsch!" "Halt!" "Front!" [ovrstr: zugestellt] beigebracht; da konnte schon was herauskommen,/
Die alte Kirchenglocke, verborgen und vergessen, würde wohl einmal in den Schmelzofen gebracht werden, was würde dann herauskommen? Ja, das war nicht möglich zu sagen, und es war eben so unmöglich zu sagen, was einmal aus der Glocke in der jungen Brust herauskommen würde; es war drinnen ein Metall, welches erklang und in die weite Welt hinaushallen müßte, und je enger es hinter den Schulmauern wurde, und je betäubender das »Marsch!« »Halt!« »Front!« erschallte, desto heller klang es in die Brust des [overstr: Jünglings] jungen Mannes, und er sang es dem Kreise der Kameraden, und der Schall ging über das ganze Land hinaus. Dafür aber hatte man ihm aber nicht Schulunterricht, Kleider und Post gegeben; die Nummer hatte er bekommen zu dem Stift, den er vorstellen sollte in dem großen Uhrwerk, wohin wir alle in dem handgreiflichem Nutzen hingehören. – Wie wenig verstehen wir uns selbst! wie sollten dann die Anderen, die Besten sogar, uns immer verstehen können? Durch den Druck aber wird der Edelstein erschaffen; hier war der Druck, mit Ihr Zeit sollte die Welt den Edelstein kennen lernen?
Große Festlichkeit war in der Hauptstadt des Landesherrn, tausend Lampen leuchteten, Racketen funkelten; dieser Glanz wird nur noch erinnert durch den, der damals in Thränen und Schmerzen, unbeachtet, fremden Boden zu erreichen suchte; von dem, der vom Vaterlande, von der Mutter, von allen seinen Lieben fort, oder im Strome der Gewöhnlichkeit vergehen mußte.
Die alte Glocke hatte es gut, sie stand in Schütze an der Kirchenmauer in Marbach, verborgen, vergessen.Der Wind fuhr über sie hin und hätte erzählen können von dem, bei dessen Geburt die Glocke geläutet hatte, erzählen können, wie kalt es ihn angeweht hatte ganz kürzlich als er, von Müdigkeit erschöpft, im Walde des benachbarten Landes zu Boden sank, wie sein ganzer Reichtum und die Hoffnung der Zukunft nur geschriebene Blätter der "Fiasko" waren; der Wind hätte erzählen können von den einzigen Beschützern, die ja alle Künstler waren; und die sich von der Vorlesung der Blätter wegschleifen um sich am Kegelspiel zu ergötzten. Der Wind hätte melden können von dem blassen Flüchtling, der Wochen, Monate lang in der armen Wirthstube lag, wo der Wirth tobte und trank, wo rohe Lustbarkeit herrschte, während er von dem Ideale sang. Schwere Tage, finstere Tage! das Herz muß selbst leiden und prüfen, was es heraussingen soll.
Finstere Tage, kalte Nächte gingen über die alte Glocke hin; sie empfand es aber nicht. Doch die Glocke in der Menschenbrust empfindet die Zeit ihrer Drangsele. Wie ging es dem jungen Manne? Wie ging es der alten Glocke? Nun, die Glocke kam weit weg, weiter als sie sogar von ihrem erhabenen Platze im Thurm hätte gehört werden können. Und der junge Mann, - nun, die Glocke in seiner Brust erschallte weiter weg, als sein Fuß gehen als seine Augen sehen sollten, sie sang und klang und klingt noch über das Weltmeer, und das Erdenrund. Hört nun erst von der Glocke! Die wurde aus Marbach weggebracht, wurde als altes Kupfer verkauft und sollte im bayrischen Lande in den Schmelzofen geworfen werden. Wie und wann kam sie dort hin? Das mag die Glocke selbst erzählen, wenn sie es kann, es ist nicht von größter Wichtigkeit; gewiß aber ist es, daß sie nach der Königsstadt Bayerns kam. Viele Jahre waren verflossen, seitdem sie vom Thurme herabfiel; jeyzt sollte sie eingeschmolzen werden; sollte mit zum Gusse eines großen Ehrendenkmals, einer Gestalt der Größe für das deutsche Volk und Land. Hört nun wie es sich traf; wunderlich und herrlich geht es doch in dieser Welt. Droben In Dänemark, auf einer der grünen Inseln, wo die hohen Buchen wachsen und die vielen Hünengräber stehen, lebte ein ganz armer Knabe, der in holzernen Schuhen ging und seinem Vater, der auf dem Schiffswarftte ging und in Holz schnitzelte, das Essen in einem alten Tuche zubrachte; das arme Kind war der Stolz seines Vaterlandes geworden, er stellte in Marmor Herlichkeiten dar, daß die Welt staunte.und eben ihm ward der ehrenvolle Auftrag im Thone eine Gestalt der Größte und Schönheit zu formen, die in Metall gegossen werden sollte, das Bild desjenigen, dessen Namen der Vater in seine Bibel geschrieben hatte. [overstr: Johann Christoph Friedrich].
Und das Metall floß glühend in die Form, und die alte Glocke – ja, es dachte Niemand an ihre Heimat, an ihr hingestorbenes Läuten – die Glocke floß mit in die Form und bildete Haupt und Brust des Standbildes, das jetzt entschleiert da steht in Stuttgart vor dem alten Schloße, auf dem Platze, wo er, den es vorstellt, im Leben, im Kampf und Streben, von der Außenwelt gedrückt herumging, er, der Knabe aus Marbach, der Karlsschüler, der Flüchtling, Deutschlands großer, unsterblicher Dichter, welcher da sang von dem Befreier der Schweiz und der gottbegeisterten Jungfrau Frankreichs.
Es war ein schöner, sonniger Tag, Fahnen flatterten von den Thürmen und Dächern im königlichen Stuttgart, Kirchenglocken läuteten zum Fest und zur Freude, nur eine Glocke schwieg, sie leuchtete in dem hellen Sonnenschein, leuchtete vom Gesicht und Brust des Kupfers gestalt; es waren gerade hundert Jahre verflossen seit dem Tage, da diese Glocke in Marbachs Thurm der leidenden Mutter Freude und Trost zuläutete, als ihr das Kind geboren wurde, arm im armen Hause, einst der reiche Mann, dessen Schätze die Welt segnet er der Dichter des edlen weiblichen Herzens, der Sängers des Großen und Herrlichen, Johann Christoph Friedrich Schiller* .
H.C. Andersen.
Den gamle Kirkeklokke
I det tydske Land Würtemberg, hvor
Akasietræerne saa deiligt blomstre ved Landeveien og Æble- og Pæretræerne bugne
i Høst ved den modne Velsignelse, ligger en lille By, Marbach; den hører til de
ganske ringe Stæder, men smukt ligger den ved Neckarfloden, der skynder sig
forbi Byer, gamle Ridderborge og grønne Viinbjerge, for at blande sine Vande
med den stolte Rhinstrøm.
Det var seent paa Aaret, Viinløvet hang med røde Blade, Regnbyger faldt, og den
kolde Blæst tog til; det var ikke den fornøieligste Tid for de Fattige; det
blev mørke Dage, og mørkere endnu var der inde i de gamle, smaa Huse. Et af
disse laae med Gavlen ud mod Gaden, med lave Vinduer, fattigt og ringe at see
til, og det var da ogsaa Familien, som boede der, men brav og flittig; dertil
med Gudsfrygt i Hjertets Skatkammer. Eet Barn til vilde Vorherre snart forunde
dem; det var Timen, Moderen laae i Smerte og Nød, da lød ind til hende fra
Kirketaarnet Klokkeklang, saa dyb, saa festlig, det var en Høitidsstund, og
Klokkens Lyd fyldte den Bedende med Andagt og Tro; Tankerne løftede sig saa
inderligt mod Gud, og i samme Stund fødte hun sin lille Søn og følte sig saa
uendelig glad. Klokken i Taarnet syntes at ringe hendes Glæde ud over By og
Land. To klare Barneøine saae paa hende, og den Lilles Haar skinnede, som om
det var forgyldt; Barnet blev modtaget i Verden med Klokkeklang paa den mørke
Novemberdag; Moder og Fader kyssede det, og i deres Bibel skrev de ind, at
"den tiende November 1759 gav Gud os en Søn," og siden blev tilføiet,
at han i Daaben fik Navnene "Johan Christoph Friedrich".
Hvad blev der af den lille Fyr, den fattige Dreng fra det ringe Marbach? Ja,
det vidste Ingen dengang, selv ikke den gamle Kirkeklokke, ihvor høit den hang
og havde runget og sjunget først for ham, der siden skulde synge den deiligste
Sang om "Klokken".
Og den Lille voxede og Verden voxede for ham; vel flyttede Forældrene til en
anden By, men kjære Venner bleve i det lille Marbach, og derfor kom ogsaa Moder
og Søn der i Besøg en Dag; Drengen var endnu kun sex Aar, men han kjendte
allerede endeel til Bibelen og de fromme Psalmer, han havde alt mangen Aften
fra sin lille Rørstol hørt Fader læse Gellerts*
Fabler og Sangen om Messias; hede Taarer havde han og den toaar ældre Søster
grædt ved Læsningen om ham, der led Korsets Død til Frelse for os Alle.
Ved det første Besøg i Marbach havde Byen ikke stort forandret sig, det var jo
heller ikke saa meget længe siden, de droge bort; Husene stode som før med
spidse Gavle, heldende Mure og lave Vinduer; paa Kirkegaarden vare komme nye
Grave til, og der, lige op til Muren, stod nu nede i Græsset den gamle Klokke,
den var falden ned fra sin Høide, havde faaet en Sprække og kunde ikke ringe
meer, en ny var ogsaa kommen i dens Sted.
Moder og Søn vare traadte ind paa Kirkegaarden, de stode foran den gamle
Klokke, og Moderen fortalte sin lille Dreng, hvorledes den Klokke i flere
hundrede Aar havde gjort Gavn, ringet til Barnedaab, til Bryllupsglæde og
Begravelse; den havde mælet om Festglæde og Ildens Rædsler; ja Klokken sang ud
et heelt Menneskeliv. Og aldrig glemte Barnet hvad Moderen fortalte, det klang
i hans Bryst, til han som Mand maatte synge det ud. Og Moderen fortalte ham,
hvorledes denne gamle Kirkeklokke havde ringet Trøst og Glæde til hende i Angestens
Time, runget og sjunget, da hendes lille Dreng blev givet hende. Og Barnet saae
næsten med Andagt paa den store, gamle Klokke, han bøiede sig ned og kyssede
den, ihvor gammel, sprukken og henkastet den end her stod imellem Græs og
Nelder.
I Minde blev den hos den lille Dreng, der i Fattigdom skød op; lang og mager,
rødlig af Haar, fregnet i Ansigtet, ja det var han, men to klare Øine, som det
dybe Vand, havde han i Eie. Hvorledes gik det ham? Det gik ham godt,
misundelsesværdigt godt! han var i høieste Naade taget op i den militaire Skole
i Afdelingen, hvor de finere Folks Børn vare, og det var en Hæder, en Lykke;
han gik med Støvletter, stivt Halsbind og puddret Paryk. Lærdommen fik han, og
den kom under "Marsch!" "Holdt!" "Front!" Det
kunde der nok komme Noget ud af.
Den gamle Kirkeklokke, gjemt og glemt, vilde vel engang komme
i Smelteovnen, hvad kom der saa ud af den? Ja det var det umuligt at sige, og
det var heller ikke muligt at sige, hvad der vilde komme af den Klokke inde i
det unge Bryst, der var en Malm derinde, den rungede, den maatte klinge ud i
den vide Verden, og jo snevrere der blev bag Skolens Muur og jo mere døvende
der lød "Marsch!" Holdt! Front!", des stærkere klang det i
Ungersvendens Bryst, og han sang det for Kammeraternes Kreds, og Klangen lød ud
over Landets Grændser; men derfor havde han ikke faaet Skolegang, Klæder og
Føde; Nummeret havde han til den Nagle, han skulde være i det store Uhrværk, vi
Alle skulde høre til i den haandgribelige Nytte. - Hvorlidet forstaae vi os selv,
hvorledes skulde da de Andre, selv de Bedste, altid forstaae os! Men det er ved
Trykket just at Ædelstenen skabes. Trykket var her, mon i Tidens Løb Verden
skulde kjende Ædelstenen?
Der var stor Festlighed i Landsherrens Hovedstad. Tusinde Lamper lyste,
Raketterne straalede; den Glands mindes endnu ved ham, der da i Taarer og
Smerte uændset søgte at naae fremmed Grund; han maatte fra Fædreland, Moder,
alle sine Kjære, eller forgaae i Almindelighedens Strøm.
Den gamle Klokke havde det godt, den stod i Læ ved Marbachs Kirkemuur, gjemt,
glemt! Vinden foer hen over den og kunde have fortalt om ham, ved hvis Fødsel
Klokken ringede, fortalt, hvor koldt den havde blæst hen over ham, nys han
udmattet af Træthed sank ned i Nabolandets Skov, hvor hele hans Rigdom og
Fremtids Haab kun vare skrevne Blade om "Fiesko"; Vinden kunde have
fortalt om de eneste Beskyttere, Konstnere jo Allesammen, der snege sig bort
fra Læsningen deraf og legede ved Keglespillet. Vinden kunde melde om den blege
Flygtning, der levede Uger, Maaneder i det fattige Krohuus, hvor Verten støiede
og drak, hvor der var raa Lystighed, medens han sang om Idealet. Tunge Dage,
mørke Dage! selv maa Hjertet lide og prøve hvad det skal synge ud.
Mørke Dage, kolde Nætter gik over den gamle Klokke; den fornam det ikke, men
Klokken i Menneskets Bryst fornemmer sin trange Tid. Hvor gik det den unge
Mand? Hvor gik det den gamle Klokke? Ja Klokken kom langveis bort, længere end
den fra sin Høihed i Taarnet havde kunnet høres; den unge Mand, ja Klokken i hans
Bryst lød længere bort end hans Fod skulde vandre og hans Øine see, den rungede
og ringer endnu ud over Verdenshavet, Jorden rundt. Hør nu først om Klokken!
Den kom fra Marbach, solgt blev den som gammelt Kobber og skulde i Smelteovnen
inde i det bayerske Land. Hvorledes kom den derhen og naar? Ja, det maa Klokken
selv fortælle, om den kan, det er ikke af stor Vigtighed; men vist er det, den
kom til Bayerns Kongestad; mange Aar vare gaaede siden den faldt fra Taarnet,
nu skulde den smeltes, skulde med i Støbning af et stort Hæders-Monument,
Skikkelsen af en Storhed for det tydske Folk og Land. Hør nu, hvorledes det
traf, underligt og deiligt gaaer det dog til i denne Verden! Oppe i Danmark,
paa en af de grønne Øer, hvor Bøgen groer og hvor der er de mange Kæmpegrave,
var der en ganske fattig Dreng, der havde gaaet i Træskoe, baaret Mad i et
gammelt Klæde til sin Fader, der gik og snittede paa Holmen; det fattige Barn
var blevet sit Lands Stolthed, han huggede i Marmor Herligheder, saa at Verden
undrede sig derover, og ham var det just, der fik det Hædershverv af forme i
Leret en Storheds, Skjønheds Skikkelse, der kunde støbes i Malm, Billedet af
ham, hvis Navn Faderen havde nedskrevet i sin Bibel: Johan Christoph Friedrich.
Og Malmet flød glødende ind i Formen, den gamle Kirkeklokke - ja, Ingen tænkte
paa dens Hjemstavn og hendøde Klingen, Klokken flød med i Formen og dannede
Hoved og Bryst paa Statuen, som den nu afsløret staaer i Stuttgart foran det
gamle Slot, paa Pladsen hvor han, den forestiller, gik lyslevende, i Kamp og
Stræben, trykket af Verden udenom, han, Drengen fra Marbach, Eleven fra
Carls-Skolen, Flygtningen, Tydsklands store, udødelige Digter, der sang om
Schweiz's Befrier og Frankrigs gudbegeistrede Jomfru.
Det var en deilig Solskinsdag, Faner vaiede fra Taarn og Tage i det kongelige
Stuttgart, Kirkeklokkerne ringede til Fest og Glæde, kun een Klokke taug, den
lyste i det klare Solskin, lyste fra Ansigt og Bryst i Hædersskikkelsen; det
var netop hundrede Aar fra den Dag, Klokken i Marbachs Taarn ringede Glæde og
Trøst til den lidende Moder, der fødte sit Barn, fattig i det fattige Huus,
engang den rige Mand, hvis Skatte Verden velsigner; han, det ædle Qvindehjertes
Digter, det Stores og Herliges Sanger, Johan Christoph Friedrich Schiller* .
Klassik Stiftung Weimar. Formentlig H.C. Andersens egen oversættelse, som han iflg. almanakken sendte [1860-04-23] Den danske oversættelse er fra DSL udgaven på KB: http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101103141123/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev128.htm
Friedrich Anton Serres håndskrift, og Fru Serre læste op – iflg. BrevID 18186
