Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
29.04.1859 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22467 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
09.05.1859 Almanak : Brev til Fru Serre
(BrevID 22468 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
13.05.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden Freitag 13te May [1859].
Theuerster Freund!
Wohl war es mir traurig, daß unter den 22 Briefen, die man mir am 28st. April, auf meinen Geburtstagstisch gelegt, gerade Ihre lieben Schriftzüge fehlten, und als die lieben Bekannte fragten nun, hat Andersen geschrieben und was hat er [geschrieben], wird er kommen?? ich sagen mußte – nein, aber ich weiß, er denkt an diesen Tag an mich, und hierher! Es sind ja auch nur unwesentliche Zeichen der Freundschaft, und diese wäre [overstreget: mir] nicht die Wahre legte sie darauf allen Werth! –
Ich kränke mich, nur über eine Stelle in Ihrem Briefe, “Sie wollten nicht alle Jahre kommen, man könnte müde davon werden!" Kennen Sie uns wirkl., nach einer so langen Reihe von Jahren noch so wenig? Fühlen Sie denn nicht, daß Ihre Gegenwart uns immer die Festtage schafft auf welche wir uns von Monat zu Monat freuen? ./.
Nun vielleicht führt der Herbst, Sie erfrischt, der neuen Eindrücke voll, noch zu uns! – Ich kann nur freudig einstimmen, daß Sie eine so interessante nordische Reise machen wollen. – Gott wird Sie ja dab[e]y schützen und behüthen! – Neues, Unbekanntes Frisches, wie Frühlingsgrün, werden Sie dann den Leser, in Ihren gewohnten, reizenden Schilderungen vorführen, nur Sie vermögen das derart zu schildern! Man will und kann kaum mehr von Italien, dem Süden von Frankreich – und von England, lesen – von Amerika selbst – immer Wiederhohlungen! Sie allein finden Neues, Reizendes! –
Vielleicht bringt auch einmal eine Brieftaube von dort mir eine Nachricht – und welche Freude dann! ./.
Ich möchte auch so wie Sie dem ewigen Hören und Lesen, der abscheulichen Politik entgehen, der Falschheit, ihr ist ja nichts heilig.
Ich habe entsetzliche Kämpfe mit Eliza Moltke* jetzt gehabt. Harald* steht in Piemont, sie ist in Verzweiflung darüber, will ihm nachreisen, und mit größter Mühe ist es mir gelungen, sie von dem doch ganz unzweckmäßigen Schritt zurück zu halten. Sie liebt mich wahrhaft hat Vertrauen zu mir, kommt oft 2-Mal des Tages, und spät Abend noch vorgefahren, und so kann ich versöhnend und beruhigend wirken, denn sie ist sehr böse, daß der Graf* ihrem Wunsche nicht nach gekommen, und Harald* vorigen Sommer schon als noch nicht an Krieg zu denken war, aus der östreichischen Armee herausgenommen! Wem in der Welt, steht immer der Glücksstern erleuchtet, wer alle, auch die kleinsten Wünsche erfüllt sah – erträgt schwerer eine ernste Prüfung. Haralds* Briefe von dort, sind glückselig, kampflustig, Jugend übermütig, er ist Prem. Lieutn. geworden, und gesund und frisch ./. bey diesen Strapazen! –
Auch der Hofräthin Falkenstein* Sohn, Oskar* steht am Ticcino. Der älteste Sohn, Hugo* , der aus Amerika zurück gekommen, hat sich nach einem Aufruf an Civilisten, zum Militär einzutreten, um bald die fehlenden Officierstellen zu besetzen, gemeldet und ist angenommen worden. Es mag doch nicht in Amerika mit seinem Fortkommen länger gegangen sein! –
Wissen Sie, daß Frau v. Bock (die Schröder Devrient)* hier rettungslos krank liegt, an galloppirenden inneren Krebs? Jetzt ist ihr Mann* herbey gerufen worden! –
Auch ich bin an der Grippe über 3 Wochen sehr krank gewesen, und im Fieber, und noch habe ich Halsentzündung – deßhalb darf ich bey der kalten Witterung nicht nach Maxen jetzt übersiedeln, bis warmer Sonnenschein kommt! – [overstreget: Ihnen] Sie wird wie mir die Gebirgsluft stärken und erquicken und so Gott will, wie früher in Gottes schöner Natur aufathmen! –
Sie wissen daß Clara Heinke* als Gesellschaft zur Baronin Finks* , Freundin der Baronin Stampe* kommt, und so erst, 2 Monate in Dresden ./. bleibt, und die Morgen bis 3 Uhr frei hat – und malen kann, dann nach Sulza, in ein Salinenbad, bei Weimar mit ihr geht – und gefallen sie sich, einen längeren Aufenthalt bey ihr erwarten darf! –
Den Carl Andersen* , der ein so getreuliches Andenken an mich bewahrt, wie ich kaum gedacht, bitte grüßen Sie herzlich – und seinen Brief hätte mir Sigwald* am 28. April richtig in die Hände gelegt! – Sigwald* wird wohl die Gräfin* überall hin begleiten, wo sie zu reisen gedenkt. Auch der Wladimir* hat ihnen viel Ärger gemacht, wie Sie wissen, und ihn auf dem Meere herum schaukeln zu wissen, beunruhigt sie sehr! – Jerichos* * werden sich wohl bey der Gräfin* melden – und durch sie auch, hoffe ich sie kennen zu lernen.
Der Großherz.v.Weimar* hat sich ein aristocratisches Künstler Comité gebildet, das er in seinem engsten Kreis aufgenommen, zum Ärger der übrigen, Ältern, R[…... .] die eine ernstere Richtung verfolgen! –
Schreiben Sie mir ja ob Sie keinen Reise Gesellschafter mitnehmen, was doch sehr nöthig und zweckmäßig dorthin wäre, und wen? -
Liszt* , ist völlig mit Dingelstedt* entzweit, für 2 Jahre auf Urlaub, eben ist er mit der Fürstin* und ihrer Tochter* durch Dresden gegangen! – Dadurch soll das Theater besonders die Oper sehr gelitten haben.
Zur aristocr. Künstler Academie gehört in Weimar, Graf Kalkreuth* , ist mit 1000 rh zugleich Kammerherr, v. Wille* , mit Versprechen auf 1000 rh. Ankauf von Gemählden, Genelli* mit 400 rh. und Attelier und Wohnung. v. Binzer* desgl Graf Harrach* , Baron Schlichter* , alle Künstler, die am Hof geladen werden. Hummel* ist Professor geworden, und halten die Ältern wieder zusammen! –
Frau von Göthe* ist noch in Triest, Ulrike* in Weimar, Wolf* recht elend und kränkl. aus Italien zurück gekehrt! –.
Docktor Kühnens* * sind für 2 Monat nach Brüssel und Paris, Baron Sternberg* geht auch dahin für 1 Jahr! –
Denken Sie mit Frau v. Zöllner* bessert es sich! – ./.
[i margenen, p. 1:] So leben Sie wohl, wir Alle grüßen Sie innig. Behüthe Sie Gott. Fr.
[i margenen, p. 4:] Hammer* hat das feuilleton der Constitu[tio]nelle aufgegeben und kränkelt sehr.
[i margenen, p. 6:] Ich werde gleich auf der Karte Ihre Reise verfolgen! -
Dresden Fredag den 13. Maj [1859].
Dyrebareste ven!
Vel var det sørgeligt for mig, at blandt de 22 breve, som man lagde til mig på mit fødselsdagsbord den 28. april, netop manglede Deres kære skrift – og da de kære bekendte spurgte, nå har Andersen skrevet, og hvad har han skrevet, kommer han? – og måtte jeg sige – nej, men jeg ved, at han tænker på mig i dag og sender tanker hertil! Det er jo også kun et mindre vigtigt tegn på venskabet, og det ville heller ikke for mig være det sande venskab, hvis alt blev lagt deri! –
Jeg ærgrer mig over et sted i Deres brev, " De ville ikke komme hvert år, man kunne blive træt af det." Kender De os virkelig så lidt efter så lang en årrække? Føler De da ikke, at Deres nærvær altid skaber nogle festdage for os, hvortil vi glæder os i månedsvis?
Nu fører efteråret Dem måske til os, De er forfrisket og fuld af nye indtryk! – Jeg kan kun glad bifalde, at De vil foretage en så interessant nordiske rejse – Gud vil jo derved beskytte og bevare Dem! Nyt, ukendt, friskt, som det forårsgrønne vil De derefter beskrive det for læseren, som er vant til Deres henrivende skildringer – og kun De kan skildre det således! Man vil og kan næppe læse mere om Italien, syden, Frankrig og England – endog om Amerika – det er alt sammen gentagelser! De alene finder nyt, henrivende!
Måske bringer også engang en brevdue derfra mig en efterretning – og hvilken glæde vil det så være.
Jeg vil ligesom De undgå at høre om det, vi evindeligt hører og læser om, undgå den afskyelige politik, falskheden, ja intet er dem helligt.
Jeg har nu haft forfærdelige kampe med Eliza Moltke* . Harald* står i Piemont, og hun er fortvivlet derover, vil rejse til ham, og med stort besvær er det lykkedes mig at holde hende tilbage fra dette ganske formålsløse skridt. Hun holder sandelig af mig, har tillid til mig, kommer ofte til mig 2 gange dagligt, og ofte sent aften, og således kan jeg virke forsonende og beroligende, thi hun er meget vred over, at greven* ikke har efterkommet hendes ønske og forrige sommer, da der endnu ikke var tanke på krig, har taget Harald* ud af den østrigske armé. Den i verden, som lykkestjernen altid står og lyser for, og som fik endog de mindste ønsker opfyldt, tåler vanskeligere en alvorlig prøvelse. Haralds* breve derfra er glade, kamplystne, ungdommeligt overmodige, han er blevet premierløjtnant og er sund og rask, til trods for strabadserne.
Også hofrådinde Falkensteins* søn, Oskar* , står ved Ticcino. Den ældste søn, Hugo* , som er kommet tilbage fra Amerika, har efter et opråb til civilister om at træde ind i militæret og betræde de manglende officersstillinger – meldt sig og er blevet antaget. Han kunne tilsyneladende ikke komme videre i Amerika.
Ved De, at fru v. Bock (fru Schröder Devrient)* , her ligger uhelbredeligt syg, med gallopperende kræft? Nu er hendes mand* blevet tilkaldt! –
Også jeg har været meget syg i mere end 3 uger af influenza, og jeg har stadig halsbetændelse, derfor må jeg i dette kolde vejr ikke flytte til Maxen, før der kommer varm solskin! Bjergluften vil styrke og forfriske Dem, og om Gud vil, få Dem til at ånde lettet op igen i Guds skønne natur.
De ved, at Clara Heinke* kommer som selskab for baronesse Finks* , baronesse Stampes* veninde, og således først bliver 2 måneder i Dresden – hun har dagen fri indtil klokken 3, og kan male, derefter tager til Sulza, til et saltbad, med hende, og hvis det behager hende, kan vente et længere ophold hos hende!
Carl Andersen* , som bevarer mig så trofast i erindringen, hvilket jeg næppe havde troet – vil De hilse ham hjerteligt, og hans brev har Sigwald* givet mig i hænderne den 28. april! – Sigwald* vil nok ledsage grevinden* overalt, hvor hun påtænker at rejse. Også Wladimir* har givet dem mange bekymringer, som De ved, da de ved, at han gynger afsted på havet, og det bekymrer hende meget! – Jerichaus* * melder sig vel hos grevinden* – og via hende, håber jeg at lære dem at kende.
Storhertugen* af Weimar har dannet en aristokratisk kunstner-komité, som han har draget ind i sin nærmeste kreds, til stor ærgrelse for de øvrige, ældre, som forfølger en mere seriøs retning.
Skriv nu til mig, om De slet ikke har noget rejseselskab, hvilket dog ville være meget nyttigt og formålstjenligt, – men hvem?
Liszt* har fuldstændig gjort op med Dingelstedt* , har været 2 år på ferie, og er netop rejst med fyrstinden* og hendes datter* gennem Dresden. Det har teatret og især operaen lidt under.
Til det aristokratiske kunstnerakademie i Weimar hører grev Kalkreuth* , og er med 1000 rh samtidig kammerherre, v. Wille* , med løfte om køb af malerier for 1000 rh, Genelli* med 400 rh og atelier og bolig, v. Binzer* ligeså grev Harrach* ,baron Schlichter* , alle kunstnere som bliver indbudt til hoffet. Hummel* er blevet professor og det holder atter de ældre sammen.
Fru von Goethe* er stadig i Triest, Ulrike* i Weimar, Wolf* er ganske elendig og er vendt skrantende tilbage fra Italien. Doktor Kühnes* * er rejst til Brüssel og Paris i to måneder, baron Sternberg* rejser også dertil i et år!
Tænk Dem, det går bedre med fru von Zöllner* !
[i margenen, p. 1:] Lev nu vel, vi alle hilser Dem inderligt. Gud bevare Dem. Fr.
[i margenen, p. 4:] Hammer* har opgivet føljetonen om konstitutionen og skranter meget.
[i margenen, p. 6:] Jeg vil straks følge Deres rejse på landkortet.
BrevID 9334: FrS-brev af 13/5 1859 (Collin XI, 8/101a-b, billedid 4807-16).
Geburtstagtisch… Ihre lieben Schriftzüge fehlten: HCA har åbenbart glemt FrS.s fødselsdag 28/4, men han indhentede forsømmelsen ved – efter at have modtaget nærværende brev 27/4 – at skrive til hende 29/4, jf. Almanak s. 273. –
"Sie wollten nicht alle Jahre kommen…: HCA ville have været til Italien i sommeren 1859, men p.gr.a. udsigterne til krig ændrede han sine planer, tænkte først på en rejse til Norge, men besluttede sig til sidst for en rejse til den del af Jylland, som han ikke før havde besøgt.
Harald* steht in Piemont: Harald Moltke-Huitfeldt* deltog som østrigsk officer i krigen mellem Østrig og kongeriget Sardinien.
Oskar* : Oskar, s. af Constantin F.* Hans årstal kendes ikke.
steht am Ticcino: hermed mener FrS ikke den schweiziske kanton T., men floden Ticino, som fra Schweiz flyder ind i Italien for sluttelig at løbe ud i Po-floden.
Frau v. Bock (die Schröder Devrient* : Den berømte sangerinde døde i januar 1860, i Gotha.
ihr Mann: Wilhelmine Schröder-Devrient* blev i 1850 g.m. den livlandske godsejer Heinrich von Bock* .
Baronin Finks* : må være den baronesse M. C. v. Fink* , som var bosat i Dresden og benævnes som "Rittergutsbesitzerin". Navnet staves også Finck. Måske var hun beslægtet med den general F. A.von Finck* (1718-66), der som en af Frederik (!!) den Stores* generaler led et forsmædeligt nederlag ved Maxen 1759 og efterfølgende blev idømt fæstningsarrest. Han kom siden i dansk tjeneste. Se note til dagbog [1851-08-13]
der Wladimir* … ihn auf dem Meere herum schaukeln zu wissen: sønnen Wladimir Moltke-Huitfeldt blev* i 1850’erne uddannet som svensk søofficer og gjorde tjeneste i den svenske marine, indtil han først i 1860’erne for sin fader bestyrede de af denne erhvervede Graasten og Fiskbæk godser i det nordlige Slesvig. I 1864 deltog han som dansk artilleriofficer i krigen og senere slog han sig ned som godsejer i Skåne.
Jerichos* * : billedhuggeren J. A. Jerichau* og malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann* , jf. note til BrevID 21921. Når FrS udtrykker håbet om at lære ægteparret at kende via grevinde Moltke-Huitfeldt* , bestyrker det formodningen om, at ægteparret J.* * ikke i 1846 benyttede det hér som brev BrevID 21921 trykte anbefalingsbrev.
aristocr. Künstler Academie … in Weimar: FrS omtaler hér endnu en gang den kunstnerkomité, som var udset til at drive den kunstskole, som storhertugen* af Sachsen-Weimar grundlagde i 1860 (omtalt i BrevID 18066). Kredsen er i denne omgang udvidet med malerne August von Wille* (1829-87) og grev Ferdinand von Harrach* (1832-1915). Den tredje, baron Schlichter* , hed rettelig Carl von Schlicht* (1833-1912), var landskabs- og marinemaler. Studerede hos Kalckreuth* i Weimar. Også den til professor udnævnte maler Carl Hummel* (1821-1907), landskabsmaler, tilknyttet malerskolen i Weimar.
08.06.1859 Almanak : Brev til Fru Serre I Dresden.
(BrevID 22469 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
15.06.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen 15t Juny [18]59
Theuerster verehrter Freund!
Glauben Sie wirklich, daß ich die Freundschaft so wenig hoch und heilig halte, als daß ich äußere Formen begehrte oder an bewährten Freunden zweifelte wenn sie schwiegen, da wo ich gern ein liebes Wort aus ihrem Munde gehört? – Nein, fern ist von mir jede kleinliche Empfindlichkeit über so unwesentliche Dinge! Daß ich an meinem Geburtstag an Sie gedacht – wie Alle liebe Bekannte, daß [sic] ist gewiß, und wir haben auch auf Ihr Wohl angestoßen! –
Über das Nichtkommen von Ihnen gräme ich mich noch nicht – ich denke wenn der Herbst naht – da bringt auch alte liebe Gewohnheit ihr Recht – und, Sie bringen es nicht übers Herz – uns vergeblich Sie herbeiwünschen zu müssen ./. und nach Ihrem Lerchenbaum zu sehen! – Jetzt leben Sie gehegt und gepflegt, unter der Aegide der liebenswürdigen Frau von Scavenius, sind wohl aufgehoben und denken, wenn Sie die Grafensteiner Äpfelbäume betrachten, wie groß mögen jetzt in Maxen die Reißer wohl gewachsen sein? Vielleicht blühen sie schon im nächsten Jahre! –
Welch herrlichen Stoff werden Sie dies Jahr bei Ihren Wanderungen einhohlen, dauerte nur die Übersetzung nicht so lange! –
Zu allen großen Ehren und Auszeichnungen, die Ihnen von ./. Seiten Ihres Königs* in neuer Zeit geworden, gratulire ich von Herzen und nehme den wärmsten Antheil. Vor 3 Tagen erhielt ich einen Brief aus der Stadt – und finde als ich ihn öffne – Ihre Schriftzüge und Photografie! Sie können meine Freude sich vorstellen. Sie hängt unten, in der Eßstube über meinem Schreibtisch, und Sie schauen mich wenn ich auf blicke – so herzinnig, mit den guten Augen, daraus an, daß es mir ist, als müßte ich mit Ihnen plaudern! – Behüthe Sie Gott! –
Clara Heinke* scheint sehr glücklich b[e]y der Baronin Finks* ! –
Jetzt ist in meinem Hause, die Hofräthin Falkenstein* , um sich etwas ./. zu zerstreuen, da ihr Sohn Oskar* auf dem östreich. Kampfplatze –
Beide Fr. v. Wolfersdorfs* * , wo Agnes* sehr leidend ist, und Carls* * mit ihren beiden prächtigen Jungen* * , die 3 Wochen bleiben. Margaret* ist wieder b[e]y Gräfin Moltke* , und Eliza* kommt mit ihr Sonnabend heraus. Von ihren verzweiflungsvollen Zustand, der Angst um Harald* kann man sich keinen Begriff machen – immer suchte sie b[e]y mir Trost, und ist außer sich, daß ich endlich nach Maxen mußte. Wie ruhig und ergeben trägt die Falkenstein* daßelbe Geschick, in echt christlichem Sinn! An Glorup ist nicht zu denken, da die Gräfin* sich um nichts, so weit fort entfernen mögte! –
Den Grafen* fand ich sehr gealtert, sehr elend, er hatte hier schwere Tage! –
Das ganze Haus will Ihnen empfohlen sein, ruft mir Grüße zu! – Unveränderlich -
Ih[re] Fr Serre
[i margenen, p. 1:] Da die Herren durch die Stadtpost Ihre Photografie geschickt, weder eine Karte abgegeben, noch ihre Wohnung genannt, so konnte ich natürlich sie leider nicht kennen lernen!
[i margenen p. 2:] Serres Gebt. Feiern wir höchstens mit einem Vogelschießen. –
Maxen, den 15. Juni [18]59
Dyrebareste, ærede ven!
Tror De virkelig at jeg skatter venskabet så lidt, så jeg krævede ydre former eller tvivlede på opnåede venner, når de tav, der hvor jeg gerne ville høre et kærligt ord fra deres mund? – Nej, enhver smålighed ligger mig fjernt i så uvæsentlige sager! At jeg tænkte på Dem til min fødselsdag, ligesom på alle bekendte, det er sikkert, og vi har også skålet på Deres vel!
At De ikke kommer, græmmer jeg mig endnu ikke over – jeg tænker, at når efteråret nærmer sig – da kommer også kære, gamle vaner til deres ret, og De kan ikke få Dem selv til at lade os ønske Dem hertil forgæves, så De kan se Deres lærketræ! – Nu lever De plejet og næret, under den elskværdige fru von Scavenius’* beskyttelse, der bliver gjort meget væsen af Dem og tænker, når De betragter gråsten-æbletræerne, hvor store kan podekvistene vel være i Maxen? Måske blomstrer de allerede næste år!
Hvilket hertligt stof vil De indhente på Deres vandringer i år, hvis blot oversættelsen ikke varede så længe!
Til al stor ære og udmærkelse, som i den seneste tid er blevet vist Dem fra Deres Konges* side, gratulerer jeg hjerteligt og tager varmt del deri. For 3 dage siden modtog jeg et brev fra byen – og da jeg åbner det, finder jeg Deres skrifttræk og fotografi! De kan forestille Dem min glæde. Det hænger nede i spisestuen over mit skrivebord, og De ser på mig,når jeg ser op, så inderligt, med de gode øjne, at det for mig føles, som om jeg måtte tale med Dem! Gud bevare Dem!
Clara Heinke* synes at være meget lykkelig hos baronesse Finks* .
Nu er hofrådinde Falkenstein* i mit hus for at lade sig underholde, da hendes søn Oskar* på den østrigske kampplads.
Begge frøkenerne v. Wolfersdorfs* * , hvor Agnes* er meget lidende og Carls* * med begge deres prægtige drenge* * , som bliver her i 3 uger. Margaret* er igen hos grevinde Moltke* og Eliza* kommer herud med hende lørdag. Om hendes fortvivlende tilstand, angsten for Harald* , kan man ikke gøre sig begreb – hele tiden søgte hun trøst hos mig, og er ude af sig selv over, at jeg endelig måtte til Maxen. Hvor roligt og hengivent bærer fru Falkenstein* den samme skæbne, i ægte kristelig tankegang! Det går slet ikke an at tænke på Glorup, da grevinden* slet ikke ønsker at fjerne sig meget herfra! –
Greven* fandt jeg meget ældet, meget elendig, han havde tunge dage her!
Hele huset hilser Dem, råber hilsner til Dem. Som altid Deres Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Da herrerne har sendt Deres fotografi med byposten, og derfor hverken har vedlagt et kort eller angivet deres bolig, så kunne jeg naturligvis ikke lære [herrerne] at kende.
[i margenen p. 2:] Serres fødselsdag fejrer vi højst med en fugleskydning. –
BrevID 18105: FrS-brev af 15/6 1859 (Collin XI, 15/216, billedid 5222-25).
Allen großen Ehren und Auszeichnungen … vor Seiten Ihres Königs* : det er lidt uklart, hvad FrS hér tænker på. HCA, der siden 1846 var ridder af dannebrog og i 1851 blev udnævnt til titulær professor, fik i 1858 tildelt korset som dannebrogsmand. Endelig – og det er nok den aktuelle æresbevisning fra kongens* side – blev han i maj 1859 indbudt til taffel hos Frederik VII* på Frederiksborg slot, og for den efterfølgende eventyr-oplæsning modtog han fra kongen* en ring.
Ihre Schriftzüge und Photografie: HCA havde skrevet til FrS 8/6, et brev som hun modtog i Dresden 12/6. – Det er uvist, hvilket fotografi, HCA har sendt til hende.
die Herrn durch die Stadtpost Ihre Photografie geschickt: HCA har åbenbart betroet såvel brev som fotografi til et par venner, der passerede Dresden på vej sydpå, men han oplyser intet derom i sin almanak – og hans dagbog for 1859 omhandler kun "Reise til Vesterhavet og Skagen"
02.07.1859 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre
(BrevID 22357 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
20.07.1859 Dagbogsuddrag Sendt Brev til Fru Serre [fra Nørre Vosborg]
(BrevID 22358 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
01.08.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 1. August. [18]59.
Theuerster Freund!
Zuerst soll ich Ihnen von meinem Manne die herzlichsten Grüße und seinen Dank bringen, für Ihren lieben Brief und seine Klagen – daß Sie ihm und uns Allen sehr sehr fehlten! – Wir waren ganz en famille, Carl* , Clementine* mit ihren 2 prächtigen Jungen* * , Pastor Heyne* , die Nachbaren Preußers* * , Sigwald* und noch Einige, kamen ganz ungebeten heraus! Nach 2 Monat Trockenheit und Flehen um Regen, sendete Gott gerade den 28st. ein wohlthätiges Gewitter. Es ist traurig die Kleefelder und Wiesen, wie verbrannt zu finden alle Feldfrüchte verdorben, der Garten wie aus Asche, die Rosen an den Rändern vergelbt – die Blätter ./. von den Bäumen wie im Herbst abgefallen. Das Wasser muß zum Tränken des Viehes gefahren werden.
Ich fahre oft zur Stadt, da Frau v. Göthe* für 2 Monate hergekommen und sich mit der Schriftstellerin Jameson* hier ein Rendezvous gegeben. Letztere geht nach Rom, Frau v. Göthe* nach Wien zum Winter. Wie sehr bedaure ich, daß sie nicht hier bleibt, gern benutze ich jeden Abend jede Stunde mit ihr zu sein, doch Sie wissen es bindet doch die Pflicht mich an mein Haus in Maxen. Sie ist trostlos wenn ich wieder hinaus fahre. Baron Walther* war auch 14 Tage hier. Clara Heinke* hat mir noch nicht von Teplitz geschrieben sie hofft sehr, Sie noch im Herbst ./. in Dresden zu sehen! Ja, wenn Sie einmal einen Winter hier sein könnten wie herrlich. Uns gegenüber sind so gute Wohnungen. – Gutzkow* zieht mit Frau* und Kind auch wieder her und wohnt in der Wohnung von D. Pabst* . Gr. Moltke* denkt Sonnabend nach Glorup zu reisen für 2 Monate, dann den Winter wieder in Dresden zu verleben. Sie hofft Harald* bekommt Urlaub, sie dort auf zu suchen, doch scheint er keine Lust dazu zu haben, und lieber die Mama in Dresden aufzusuchen. Leo* hat eine Minister Resident Stelle in Hamburg bekommen, was die Gr.* sehr glücklich macht! schon wegen der Nähe. – Frau v. Berge* , Minna* , und Margaret* , die wieder nach der Gräfin* Abreise zu mir kommt – grüßen! Troz Trockenheit steht Ihr Lerchenbaum und Eiche grün und lebendig. Mein Carl* kennt die Orte sehr genau, ./. welche Sie jetzt besuchen und war an Vielen derselben dort! – Welche schönen Früchte werden nach dieser Reise reifen, dauerte nur die Übersetzung nicht so lang. – Die Baronesse Stampe* hat mir wiederhohlt geschrieben wir möchten doch nach kommen – doch Serre ist nicht reiselustig. Nach Glorup kommt viel Besuch. Der russische Botschafter Fürst Wolkonsky* mit Frau* und Dienerschaft, aus Paris Bekannte, und ich weiß nicht wer Alles! –
So eben liegt die Karte vor mir und ich suchte mir alle genannten Orte auf Jütland auf – wo Sie jetzt weilen – und fand sie auch! – selbst das Landgut von wo Ihr Brief datirt ist, wenigstens die Stelle, wo es liegen muß. Wir suchen eine Winterwohnung für Gräfin Moltke* hier, wenn sie im Octb rück kehrt von Glorup! Sehen Sie – Sie sollten wirkl. einen Winter hier verbringen.
Getreu und in aller Freundschaft
Ihre Fr.
Den 1. August [18]59.
Dyrebareste ven!
Allerførst skal jeg bringe Dem de hjerteligste hilsner og tak fra min mand, for Deres kære brev – med samt en klage, at han og vi alle manglede Dem meget! Vi var hele familien samlet, Carl* , Clementine* med deres to prægtige drenge* * , pastor Heyne* , Preußers* * naboer, Sigwald* og nogle flere, kom spontant herud! Efter 2 måneders tørke og bøn om regn, sendte Gud netop den 28. et velgørende uvejr. Det er sørgeligt at finde kløvermarkerne og engene som afbrændt og alle markafgrøder fordærvet, haven er som af aske, roserne er som brændt i kanterne – træernes blade falder af som om efteråret. Vandet til kvæget må køres derhen.
Jeg kører ofte til byen, da fru v. Goethe* er kommet for at blive i to måneder og har mødtes her med forfatterinden Jameson* . Sidstnævnte rejser til vinter til Rom, fru v. Goethe* til Wien. Hvor jeg beklager, at hun ikke bliver her, jeg havde gerne benyttet hver aftentime for at kunne være sammen med hende, men således er jeg ikke forpligtet til at blive i mit hus i Maxen. Hun er utrøstelig, når jeg igen rejser. Baron Walther* var også 14 dage her. Clara Heinke* har endnu ikke skrevet til mig fra Teplitz, hun håber meget, at De vil være i Dresden i efteråret! Ja, hvis De engang kunne være her en vinter, hvor ville det være herligt. Over for os er der gode boliger – Gutzkow* flytter med kone* og barn igen og bor nu i dr. Pabsts* bolig. Gr. Moltke* planlægger at rejse lørdag til Glorup og blive der 2 måneder, for derefter atter at tilbringe vinteren i Dresden. Hun håber at Harald* får orlov, og at han vil opsøge hende der, men han synes ikke at have lyst dertil, han vil hellere besøge moderen i Dresden. Leo* har fået en ministerresidenstilling i Hamborg, hvilket gør grevinden* meget lykkelig! især på grund af nærheden. – Fru v. Berge* , Minna* og Margaret* , som kommer tilbage til mig efter grevindens* afrejse – hilser! Trods tørke står Deres lærketræ og egetræ grønt og levende. Min Carl* kender stedet helt nøjagtigt, som De nu besøger og var der ofte! Hvilke skønne frugter vil modnes efter denne rejse – varede oversættelsen blot ikke så længe. – Baronesse Stampe* har igen skrevet til mig, at vi bør komme, men Serre har ikke lyst til at rejse. Der kommer meget besøg på Glorup. Den russiske gesandt fyrst Wolkonsky* med kone* og tjenerstab, bekendte fra Paris, og jeg ved ikke hvor mange! –
Landkortet ligger netop foran mig og jeg søger alle de nævnte steder i Jylland – hvor De nu opholder Dem – og fandt dem også! Selv det gods, hvor Deres brev er sendt fra, eller i hvert fald det sted, hvor det må ligge. Vi søger en vinterbolig til grevinde Moltke* , når hun vender tilbage fra Glorup til oktober! Ser De – De burde virkelig tilbringe en vinter her.
Trofast og med alt venskab
Deres Fr.
BrevID 18115: FrS-brev af 1/8 1859 (Collin XI, 15/217, billedid 5226-29).
Von meinem Manne … seinen Dank für Ihren lieben Brief: undtagelsesvis har HCA skrevet til FAS, denne gang i anledning af fødselsdagen 28/7. Iflg. Almanak, s. 277 skrev HCA 20/7 til FrS, og fødselsdagshilsenen til hendes mand er nok fulgt med dette brev.
Carl* , Clementine* mit ihren 2 prächtigen Jungen<* * : sønnen Carl S.* , svigerdatteren Clementine f.von Cerrini di Monte Varchi* (1823-1901) samt deres sønner Clemens* (1856-1920) og Anton Serre* (1857-1931).
Pastor Heyne* : familien S.s ven, pastor E. A. Heyne* (1800-69), der var sognepræst i Struppen, som ligger smukt i det sachsiske Schweiz, mellem Pirna og fæstningen Königstein.
die Nachbaren Preußers* * : familen Preußer* * ejede 1813-67 slottet og godset Lockwitz tæt på Dresden.
Schriftstellerin Jameson* : Anna Brownwell Jameson, f. Murphy* (1795-1860), irsk-engelsk forfatterinde. Hun rejste meget i Tyskland, var fra 1833 og til sin død en nær veninde af den engelskkyndige Ottilie von Goethe* og blev via denne også veninde med FrS.
Gutzkow* zieht mit Frau und Kind* : Gutzkow* giftede sig i 1849 med en kusine til sin første kone, Berthe Meidinger* . Parret fik 3 døtre. Den første kone, Amalie Klönne* , som han havde 3 sønner med, var født i 1817 og hun døde i 1848.
D. Pabst* : formentlig forfatteren Julius Pabst* (1817-81), der 1855-81 virkede som dramaturg ved Hofteatret i Dresden. D. står for "Doktor".
Leo* , hat eine Minister Resident Stelle in Hamburg bekommen: det lyder lidt mærkeligt, at grev Léon* , medio 1859 får stillingen som dansk ministerresident i Hamborg (plus de øvrige hansestæder), for et halvt år senere at blive forflyttet til gesandtstillingen i Paris Han nåede i hvert fald ikke at tiltræde stillingen i Hamborg. Der skete et regeringsskifte i Danmark, og det var udenrigsministeren i den nye regering, baron C. F. Blixen- Finecke* , der traf beslutningen om at sende LM-H til Paris.
Fürst Wolkonsky* : Alexander W.* , søn af Peter Michailowitsch W.* PMW* levede 1776-1852. sønnen Alexanders* årstal kan ikke fastslås. PMWs* kone hed Sophie* , hun var fyrstinde og døde i 1868.
Landgut: Det omtalte brev BrevID 22358 , som ikke er bevaret, er iflg. dagbogen sendt 20.7. fra Nørre Vosborg.
12.10.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 12. Octbr. [18]59
Theurer, verehrter Freund!
Lange, lange beglückte mich kein Brief von Ihnen, und hätte mir nicht Clara Heinke* Ihren ausführl. Bericht, über Ihre Triumpfreise [sic] mitgetheilt, wo wir dann gemeinschaftl. die Karte zur Hand nahmen, und Ihre tour verfolgten, ich hätte mich beunruhigt, anstatt zu freuen, mit welcher Anerkennung Sie bis zu den äußersten Grenzen, Ihrer heimatl. Erde des Nordens – begrüßt worden waren. Ja, reiche, herrliche Erinnerungen, und das Bewußtsein, so mächtig auf das Volk zu wirken gibt Ihnen abermals diese Reise! Wer sollte aber auch den nordischen Schwan nicht bewundern und lieben? –
Wir haben Sie schmerzlich vermißt – öde und still erschien mir die gewohnte Zeit Ihres Aufenthalts in Maxen und fühlbarer würde es mir noch gewesen sein, wenn nicht gerade zur selbigen Zeit Frau von Göthe* hier war, und mich nach der Stadt gezogen – und ./. nicht zufrieden war, wenn ich einen Abend nicht erschien. Auch die Bekanntschaft der liebenswürdigen Mrs Jamesen [tilføjet i margenen: machte ich bey ihr], einer englischen Schriftstellerin, die voll Herzens Güte war, und 10 Tage in Maxen zubrachte, und nicht aufhörte auszusprechen – wie wohl sie sich dort und in unsrem einfachen Haus und mit mir gefühlt – denn wir blieben beinahe ganz allein. Sie hatte dadurch Muse zur Arbeit was ihr besonders wohlthat! Solch Wohlwollen beglückt unendlich! -
Wieder bin ich dann viel in der Stadt, wohin mich mein Mann gerufen. Es versammelte sich hier der Congreß über den Schiller* Verein. Von den 15 verschiedenen Zweigen waren Abgeordnete hergesandt – die die Statuten pp pp. ordnen und fest stellen sollten. Von Wien Baden, Hamburg, Frankfurt, München, ./. Stuttgart, Leipzig pp. pp. und – Weimar. Der Herzog hatte Dingelstedt* , Graf ! Kalkreuth* und ! Vogt* geschickt! Dingelstedt* mit dem besonderen Auftrage mir mündlich seine Grüße zu bringen, ein Beweis daß er mir nicht zürnt! Es war eine Versammlung Geistreicher Männer, welcher mein Mann, im Saale der Gesellschaft der Harmonie ein Diner gab, bestehend aus 40 Personen. Welche Toaste, Reden, in Prosa und Poesie wurden ausgebracht – in Witz und Laune, Dingelstedt* mit Geist und Energie sprach wunder schön – und ich bewundere ihn so sehr es möglich sein mag, ihn auch fürchten zu müssen. Als er schied, sagte er mir, ich habe in diesen Tagen, Ihres Mannes hochherzigen Gesinnungen, seine Aufopferungs Fähigkeit – seinen Einsichten und Energie, kurz seine großen Eigenschaften kennen gelernt, mit welchen er über Alle hervorragte – ich werde es höhern Orts zu rühmen wissen, eben so seine Bestrebungen – ./. für Weimar zu wirken, leider gingen sie nicht durch – man hat den Gr.Herzog* nicht zum Protector gewollt – was mir leid thut – nun vielleicht bringt die Zeit was die Gegenwart versagt.
Was übrigens die Lotterie anbelangt – so segelt das Schiff jetzt im offnen Meere! – Genehmigungen, zum Verkauf der Loose, fast in den meisten Staaten (noch nicht Russland) Compositionen und Beiträge von den 1ten Dichtern, und mehreren Fürsten, als eigenhändige Gedichte vom König von Baÿern* , Prinzessin Amalie* , Herzog von Coburg* – mancherley Geschenke – (die aber noch reichhaltiger eingehen müßen) geben Serre Hoffnungen zum Glückl. Erfolg seiner unendlichen Mühen! [tilføjet i margenen:] Post und Eisenbahnen sind Serre für diesen Zweck gewährt, und hofft sie für andere Staaten auch zu erhalten.
Es ist ein Bureau auf der Schloßgasse errichtet – wo alle Geschäfte geleitet und abgemacht werden – und bereits während 14 Tagen, sind gegen 13 000 Loose verkauft.
Gebe Gott weiter seinen Segen! – ./
Nun ist auch Sigwalds* Auction von Gemählden und Kupferstichen vorüber; freilich hat sie kaum die Hälfte eingebracht von dem taxirten Werth der Gegenstände, und doch ist sie im Allgemeinen noch gut zu nennen. Moltkes* * haben 14, der besten Originale gekauft – seines Vaters Skizzen und Bilder wird er später einmal ganz apart in Norwegen veräußern. Ich habe, da ich leider nicht große Ausgaben machen kann, nur mir das Basrelief von Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen erstanden, was die Stampe* auf Veranlasßung Thorwalzen* dem alten Dahl* geschickt und es in der Billard einstweilen aufgehängt. Sigwald* welcher von Wiesbaden, wo die Gräfin M.* die Cur braucht, dazu herkam, ist wieder zu ihr hin, um sie Ende Octbr nach Dresden zu begleiten, wo sie ihre große schöne Wohnung beziehen wird -, ./. welche der Graf* für ein Jahr gemiethet. Die Einrichtung wird viel kosten; doch sie hat wieder einen neuen Arzt consultirt, zu welchem sie für den Augenblick unbegrenztes Vertrauen hat – es ist der Hofrath Walther* ! – Glorup sagt sie, hätte wegen seiner feuchten Lage höchst nachtheilig auf ihre Gicht gewirkt, und dies große Schloß mag wohl einsam und erdrückend wirken, wenn so wenig heitere Bewohner es beleben! –
Mein Mann läßt nun Sie ersuchen, an Dickens* zu schreiben, um ihn zu bewegen, in England Propaganda für die Lotterie zu machen, daß die Deutschen dort dafür erwärmt werden, und die Engländer, damit sie Loose kaufen, Geschenke zufließen laßen, ./. und es in öffentlichen Blättern verbreitet werde – Alles wie die beyliegenden Programme das Nähere besagen. Nun bittet Sie mein Mann noch recht sichere Erkundigungen einzuziehen, ob in Dänemark der Verkauf dieser Loose namentlich auch, für die deutschen Provinzen erlaubt werden könnte, und welche Schritte dafür zu thuen sind? – Ob vielleicht vom Könige* selbst ein Geschenk zu erwarten sey, da es ja dem großen Dichter, (nicht den Deutschen im Allgemeinen) gilt.
Was Frau von Göthe* anbelangt – so liegt sie jetzt krank in Berlin, sobald sie sich erhohlt hat, geht sie für den Winter nach Wien.
Clara Heinke* hat mir eine große Freude gemacht, und eine reizende Bleistift Zeichnung, Ihr Märchen ./. der Engel welche das todte Kind hinauf zu den himmlichen Scharen trägt – geschenkt. Sie denkt nächsten Sommer wieder zu kommen zur Baronin Finks* , und mit Ihnen einige Tage – Wochen, in Maxen zu verbringen! –
Bey dem Toasten, bey dem Diner welches mein Mann den Herren gab – kam am Schluß eine Mittheilung vor, die Alle rührte: Professor Förster* aus München erhob sich und sagte, er hätte eine kleine Geschichte mitzutheilen! l8l3, als er ein Knabe von 13 Jahren gewesen vor der Schlacht bey Lützen, hätten sich vor seinen Fenstern in Altenburg die preus. freiwilligen Jäger, unter Glocken Geläute aufgestellt, da hätte der Eine ihn zu sich gewinkt und ihm ein kleines…
[ingen afslutning, ingen underskrift]
Dresden 12. Oktbr. [18]59
Dyrebare, ærede ven!
Længe, længe gjorde et brev fra Dem mig ikke lykkelig, og hvis ikke Clara Heinke* havde meddelt Deres udførlige beretning om Deres triumfrejse, hvor vi da sammen tog landkortet i hånden og fulgte Dem på turen, ville jeg have været urolig, i stedet for at glæde mig over, med hvilken anerkendelse De blev hilst i de yderste egne af Deres nordlige hjemstavn. Ja, rige, herlige minder, og bevidstheden om at virke så meget på folket giver Dem endnu en gang rejsen! Hvem skulle ikke også beundre og elske den nordiske svane?
Vi har smerteligt savnet Dem – øde og stille syntes tiden mig for Deres sædvanlige ophold i Maxen og det ville have været endnu tydeligere, hvis ikke fru von Goethe* var her på netop den tid, hun drog mig til byen, og var ikke tilfreds, hvis jeg ikke kom hos hende en aften. Jeg gjorde hos hende også den elskværdige mrs. Jamesons* bekendtskab, en engelsk forfatterinde, som var så hjertegod og tilbragte 10 dage i Maxen – og uafladeligt udtalte, hvor vel hun følte sig i vores enkle hus sammen med mig – for vi var der næsten alene. Hun havde på den måde ro til at arbejde, hvilket gjorde hende godt. Et sådant velbefindende gør uendeligt godt.
Så er jeg igen tilbage i byen, hvortil min mand har kaldt mig. Her samles Schiller* -foreningens kongres. Fra de15 mest forskellige afdelinger var der sendt delegerede – som skal aftale vedtægterne og sætte dem op. Fra Wien Baden, Hamburg, Frankfurt, München, Stuttgart, Leipzig m.fl. og – Weimar. Hertugen* havde sendt Dingelstedt* , grev ! Kalkreuth* og ! Vogt* ! Dingelstedt* med den særlige besked, mundtligt at sende mig sin hilsen, et bevis på, at han ikke er vred på mig! Det var en forsamling af åndrige mænd, som min mand i Harmonisk selskabs sal gav en middag for 40 personer. Hvilke skåler, taler, i prosa og poesi, som der blev fremført! Med vid og lune, Dingelstedt* talte med ånd og energi vidunderligt, og jeg beundrer ham så meget som det overhovedet er muligt, så jeg også må frygte ham. Da han tog afsked, sagde han, at han i disse dage rigtig havde lært Deres mands ædle sindelag at kende, hans evne til opofrelse – hans indsigt og energi – kort sagt hans storslåede egenskaber, hvormed han overgik alle – jeg vil vide at nævne det på højere sted – ligeså hans bestræbelser for at virke for Weimar – desværre gik de ikke igennem, man ville ikke have storhertugen* til protektor – hvilket gør mig ondt – måske vil vi med tiden få, hvad nutiden forkaster.
Hvad lotteriet i øvrigt angår – så sejler skibet stadig på åbent hav! Tilladelser til salg af lodderne, i næsten alle stater (endnu ikke Rusland), kompositioner og bidrag fra de bedste digtere og flere fyrster, så som egenhændigt digt fra kongen af Bayern* , prinsesse Amalie* , hertugen af Coburg* – mange gaver (som der må komme mange flere af) giver Serre håb om lykkelig udgang på hans arbejde. Post og jernbane er til dette formål stillet til rådighed, og [han] håber at dette også tillades i andre stater.
Der er oprettet et kontor på Schloßgasse – hvorfra alle forretninger ledes og behandles – og på de første 14 dage er der solgt henved 13 000 lodder.
Gud give at det fortsætter med at gå godt!
Nu er også Sigwalds* auktion over malerier og kobberstik ovre; ganske vist har den kun indbragt næppe halvdelen af den takserede værdi af genstandene, men almindeligvis må man sige, at den gik godt. Moltkes* * har købt 14 af de bedste originale – faderens skitser og billeder vil han senere afhænde separat i Norge. Da jeg ikke kan tillade mig store udgifter, har jeg kun undt mig selv Thorvaldsens* basrelief Rebekka ved brønden, som Thorvaldsen* på fru Stampes* opfordring sendte til den gamle Dahl* og hængte op i billardrummet. Sigwald* , som er kommet fra Wiesbaden, hvor grevinde Moltke* tager en kur, er taget tilbage til hende, for at ledsage hende til Dresden i slutningen af oktober, hvor hun vil flytte ind i sin store smukke bolig – den som greven* har lejet for et år. Indretningen skal koste meget, men hun har konsulteret endnu en ny læge, som hun for tiden har ubegrænset tillid til – det er hofråd Walther* ! – Hun siger, at Glorup på grund af sin fugtige beliggenhed har virket meget skadelig på hendes gigt, og dette store slot kan vel virke ensomt og deprimerende, når så få muntre beboere beliver det.
Min mand beder mig spørge, om De vil skrive til Dickens* for at få ham til at reklamere i England for lotteriet, at tyskerne dér gøres varme for sagen og englænderne, så de køber lodder, lader gaver tilflyde, og gør det kendt i offentlige blade. – Alt som beskrevet i det vedlagte program. Nu beder min mand Dem indhente sikre udtalelser om salget af lodder i Danmark, også for de tyske provinser kan tillades, og hvilke skridt der skal tages dertil? Om der måske kan ventes en gave dertil fra kongen* selv, da det jo gælder den store digter (ikke tyskerne generelt).
Hvad fru v Goethe* angår, så ligger hun nu syg i Berlin, og så snart hun er rask, rejser hun til Wien for vinteren.
Clara Heinke* har glædet mig meget, da hun har skænket mig en henrivende blyantstegning til Deres eventyr Engelen, som bærer det døde barn op til de himmelske hærskarer. Hun planlægger at komme til baronesse Finks* næste sommer og tilbringe nogle dage – uger i Maxen.
Ved skålerne, ved middagen, som min mand gav for herrerne, kom til slut en meddelelse, som rørte alle: Professor Förster* fra München rejste sig og sagde at han havde en lille historie at meddele. I 1813, da han var en dreng på 13 år ved Slaget ved Lützen, havde de frivillige jægere under klokkeklang opstillet sig foran hans vinduer i Altenburg, og én havde vinket ham til sig og [givet ham] en lille …..
[ingen afslutning, ingen underskrift]
BrevID 18129: FrS-brev af 12/10 1859 (Collin XI, 15/21+11/163, billedid 5232-35, 5005-08).
Ihre Triumpfreise: den rejse, som FrS kaldte et triumftog, er HCA.s Jyllandsrejse 1859, som blev hans længste indenlandske rejse. Rejsen varede godt 2 måneder og bragte ham til det nordvestlige Jylland (med 14 dages ophold på Nørre Vosborg) og derfra via Aalborg til Vendsyssel (med 10 dage på Børglumkloster), og videre til Hjørring og Frederikshavn, hvorfra turen fortsatte helt op til Skagen. På tilbagerejsen besøgte han igen Frederikshavn og Aalborg. Fra Aalborg fortsatte han til Randers og derfra til Hjermind, Viborg og Silkeborg.
der Congreß über den Schiller* Verein: den såkaldte Schiller* Stiftung blev oprettet i 1855 (50 året for Schillers* død). men afgørende for tilførslen af midler til stiftelsen var den kongres, som kom i stand på FAS’ initiativ i 1859 (100 året for Schillers* fødsel), hvor han også forelagde sine planer om tilvejebringelsen af de midler, der skulle finansiere stiftelsens virksomhed.
der Herzog hatte Dingelstedt* , Graf Kalkreuth* und Vogt* geschickt: de tre repræsentanter for Weimar var digteren, journalisten og dramaturgen Franz Dingelstedt* (1814-84), der fra 1857 havde gjort tjeneste som generalintendant ved Hofteatret i Weimar, grev Stanislaus von Kalckreuth* (1820-94) der var direktør for kunstskolen i Weimar, den sidstnævnte kan være en boghandler ved navn Heinrich Voigt* , som netop i 1859 havde efterfulgt sin fader, Bernhard Friedrich V.* som leder af en anset boghandel i Weimar.
König von Bayern* : kong Maximilian (Max) II* (1811-64), konge fra 1848.
Prinzessin Amalie* : den sachsiske kong Johanns* søster, prinsesse Amalie* (1794-1870), der førte titel af hertuginde af Sachsen. Hun var forfatterinde til adskillige skuespil.
Herzog von Coburg* : hertug Ernst II af Sachsen-Coburg* (1818-93).
Sigwalds* Auction: auktion over faderen J. C. Dahls* efterladte arbejder.
Moltkes* * haben 14 der besten Originale gekauft: ifølge Marie Lødrup Bangs* " Johan Christian Dahl* . 1788-1857. Life and works" (Oslo 1987) befinder der sig i dag 2 J.C. Dahl* -arbejder på Glorup, men ejendommeligt nok er disse ikke erhvervet på den dødsboauktion, som sønnen Siegwald* foranstaltede i 1859. Det ene er erhvervet på dødsboauktionen efter museumsmanden C. J. Thomsen* (1865), det andet er afkøbt JCD* i 1851, jf. den af MLB* udarbejdede "Chronological List of Dahl’s* Works" i bd. II.
Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen: relieffet, hvis rette titel er "Rebecca og Eliesar ved brønden" (1841) blev efter Thorvaldsens* besøg i Dresden og på Maxen i 1841 tilsendt J. C. Dahl* – på baronesse Stampes* foranledning – som en gave. Relieffet tilhører i dag det såkaldte "Neues Museum" i Weimar, forhen "Das Großherzogliche Museum", skænket dertil af FrS kort før hendes død, jf. BrevID 19272.
Hofrath Walther* : formentlig dr. med. Hermann Walther* (1815-71), der var overlæge på Dresdens bysygehus og Diakonisse-anstalt.
an Dickens* zu schreiben: HCA har næppe efterkommet opfordringen. Hans brevveksling med Dickens* var i realiteten ophørt i 1858.
in Dänemark für die deutschen Provinzen: FAS fik faktisk tilladelse til at sælge lodder til Schiller* -lotteriet i Holsten og Lauenburg, som jo var medlemmer af det tyske forbund.
Professor Förster* aus München … eine kleine Geschichte: den nævnte professor Förster* er maleren, kunsthistorikeren og digteren Ernst Förster* (1800-81). Afslutningen på brevet er desværre ikke bevaret, men FrS.s referat af professor Försters* "toast" kan suppleres: EF* var som 13-årig vidne til forberedelserne til slaget ved Lützen 2/5 1813. Den 13-årige fik dengang af en preussisk officer overdraget en lille bog, som drengen – hvis officeren skulle falde i slaget – skulle opbevare. Den pågældende officer var – Friedrich Anton Serre, der som "frivillig jæger" deltog i krigen på preussisk side. Ernst Förster* har siden i ugebladet "Die Gartenlaube" fortalt den samme historie, jf. Lothar Bolze* i "Dokumentation einer Freundschaft. F. u. A. Serre mit H.C. Andersen (2004), p. 150.
15.12.1859
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Sontag den 15. Dcbr.[1859]
Theuerster, verehrter Freund!
Lange habe ich keine directe Nachrichten. Heute aber theilte mir ein Brief der lieben Clara Heinke* mit, daß Sie meiner gedächten, wie productiv Sie wieder gewesen, und welche neue Decoration Sie vom König von Baiern* erhalten! Wie herzlich wünsche ich Ihnen zu Allem Glück, und bitte Gott er möge Sie in diesem Wohlergehen behalten!
Wieder kommt das schöne Weihnachtsfest, und ich kann Ihnen nicht Ihren Baum schmücken! Die letzte verunglückte Sendung hat mir den Muth genommen, und mich gelehrt – wie groß die Entfernung und schwierig der Transport. So ziehen meine Gedanken zu Ihnen, und suchen Sie in Ihren von Liebes Hand geschmückten Räumen auf unter all den Blumen und Arbeiten die Ihnen liebe Frauenhände senden werden./.
Ich hätte längst geschrieben, aber eine Art Augen Entzündung verhinderte mich an allen dergl. Beschäftigungen, haben Sie nicht durch den Grafen Moltke* tausend herzliche Grüße und Bestellungen erhalten. Der arme Mann hat viel gelitten hier – und ich bin überzeugt, er hat sich durch das ewige Magnetisiren den Schmerz im Arm zu[ge]zogen. – auch die Gräfin* hat sich so sehr an den Magnetismus gewöhnt – daß sie ihn nicht entbehren mehr kann und sich nervös dann fühlt. Alle Ärzte meinen, die Folgen wären unabsehbar, wenn das Magnetisiren eine Gewohnheit würde! – Jetzt braucht sie eine strengen Augenarzt, der Höllenstein in ihre Augen tröpfelt – und ihr malen, lesen und jede erheiternde Beschäftigung verbietet. – Sie ist glücklich, daß Leon* Gesandte in Paris geworden, und Harald* wahrscheinl. sich dort mit seiner Amerikanerin* ./. verloben wird. Harald* scheint sich sehr in Paris zu amüsieren und wird wohl den Militairdienst verlaßen und sich auch der Diplomatie zu wenden!
Mit Serres Lotterie geht es glänzend 110 000 Loose sind fast nur im Inland und Schlesien abgesetzt, nun hofft er noch auf Süddeutschland und Preussen einen großen Absatz! – Er hat hier und in andren Orten, Damen Bündniße organisirt, aus allen Ständen (hier sind 150 zusammengetreten, um Geschenke zu werben und einzusammeln).
Jetzt will Jeder das Geld haben. Aus Weimar hat der Herzog* schreiben laßen er hoffte auf 2 Dritttheil, das hiesige Comite will vor Allem bevorzugt sein, Briefe um Unterstützungen gehen zu Hunderten ein, aller Art – und doch kann erst zum nächsten Gebt. Schillers* die Sache ins Leben treten, und die Ziehung sein. Welche Last von Geschäften, Ärger, Arbeiten, besonders schriftliche sich mein Mann ./. damit unterzogen, ist nicht aus zu sprechen. Er hat Vertrauen zu mir, und da wir Frauen mit feinern Fühlfäden empfinden – und das Herz uns lehrt, was den Männern der Kopf – so hört er oft auf mich. Jeden Abend sitzen wir so sprechend und denkend, zusammen – ich nehme keine Einladungen an, außer zur Frau v. Göthe* und helfe ihm so viel ich vermag durch eine angenehme Häuslichkeit ihn zerstreuen. Das Schlimmste ist, daß die Schriftsteller unter sich nicht einig – Auerbach* und Gutzkow* haßen sich, Kühne* und Hammer* – und so fort – braucht er den Einen, hat er den Andern verloren! – Genug daran.
Denken Sie meine Clementine* , die wieder einen gesunden Knaben* geboren, hat danach eine Ribbenfell Entzündung bekommen, und ist erst seit einigen Tagen außer Gefahr, welche Angst für mich.
So wird der Weihnacht Abend still vergehen, da Carls* * nicht kommen können.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nun noch die Versicherung der treusten Ergebenheit
Ihrer Fr Serre
[tilføjelse i margenen, p. 1:] Die herzl. Grüsse von Frau v.Göthe* , meinem Mann, und Minna* und Margaret* .
Søndag den 15. Dcbr.[1859]
Dyrebareste, ærede ven!
Længe har jeg ikke fået nogen direkte efterretninger. Men i dag meddelte et brev fra den kære Clara Heinke* , at De tænkte på mig, hvor produktiv De igen har været, og hvilken ny dekoration, De har modtaget fra kongen af Bayern* . Jeg ønsker Dem hjerteligt til lykke med det hele, og beder Gud om, at han må bevare Dem i denne fremgang.
Den skønne julefest kommer igen, og jeg kan ikke smykke Deres træ! Den sidste sending, som gik fejl, har givet mig mod og belært mig, hvor langt borte De er, og hvor vanskelig transporten er. Således drager mine tanker til Dem, og opsøger Dem i de rum, som er smykket af Deres kære, blandt blomster og arbejder, som kærlige kvindehænder sender.
Jeg havde skrevet for længst, hvis ikke en slags øjenbetændelse havde forhindret mig i sådanne beskæftigelser, har De ikke ved grev Moltke* modtaget tusinde hjertelige hilsner og bestillinger. Den arme mand har lidt meget her – jeg er overbevist om, at han ved den evindelige magnetiseren har trukket smerten til armen – også grevinden* har vænnet sig så meget til magnetismen – at hun ikke mere kan undvære den og så føler sig nervøs. Alle læger mener, at følgerne ikke var til at overskue, hvis magnetisering blev sædvane! – Nu har hun brug for en dygtig øjenlæge, som drypper helvedessten i hendes øjne –og forbyder hende at male, læse og enhver opmuntrende beskæftigelse. Hun er lykkelig for, at Leon* er blevet gesandt i Paris og at Harald* sandsynligvis bliver forlovet der med en amerikanerinde* . Harald* synes at more sig meget i Paris og vil nok forlade militæret for også at stræbe mod diplomatiet!
Med Serres lotteri går det strålende, 110 000 lodder er afsat, kun i hjemlandet og Schlesien, nu håber han også på stor afsætning i Sydtyskland og Preussen. – Han har her og andre steder organiseret dame-klubber, fra alle stænder (her trådte 150 sammen, for at hverve gaver og samle ind). Nu vil enhver igen have penge. Fra Weimar har hertugen* ladet meddele, at han håbede på 2 tredjedele, den herværende komité vil blive foretrukket for de andre, breve om understøttelse går i hundredvis ind, i alle retninger – og dog kan sagen først realiseres til Schillers* næste fødselsdag, og udtrækningen ske. Hvilken byrde af forretninger, bekymringer, arbejde, især skriftligt, som min mand der har påtaget sig – det er helt utroligt. Han har tillid til mig, og da vi kvinder fornemmer med finere føletråde – og hjertet dertil lærer os, hvad mændene kun har i hovedet – så hører han ofte på mig. Hver aften sidder vi og taler og tænker sammen – jeg tager ikke mod invitationer, undtagen til fru v. Goethe* og hjælper ham så meget jeg formår ved en behagelig hjemlighed. Det værste er, at forfatterne indbyrdes ikke kan enes – Auerbach* og Gutzkow* hader hinanden, Kühne* og Hammer* – og så videre – bruger han den ene, har han mistet den anden! – Nok derom.
Tænk Dem, min Clementine* , som igen har født ensund dreng* har derefter fået lungehindebetændelse og er først de seneste dage uden for fare – hvilken angst jeg havde. Således vil juleaften gå stille, da Carls* * ikke kan komme.
[afsluttes i margenen, p. 4:] Nu kun forsikring om den mest trofaste hengivenhed.
Deres Fr. Serre.
[tilføjelse i margenen, p. 1:] De hjerteligste hilsener fra fru v. Goethe* , min mand, Minna* og Margaret* .
BrevID 19929: FrS-brev af 15/12 1859 (Collin XI, 8/111, billedid 4855-58).
Decoration … vom König von Baiern* : kong Maximilian (Max) II* af Bayern tildelte i dec. 1859 HCA sin "Maximiliansorden für Wissenschaft und Kunst", som indstiftedes i 1853 og som stadig (efter en inddragelse 1932-80) uddeles. Den betragtes som den højeste bayerske orden, og der må kun være 100 ordensbærere ad gangen.
Leon* Gesandte in Paris: Léon Moltke-Huitfeldt* tiltrådte i beg af 1860 posten som dansk gesandt i Paris, hvilken post han bestred til sin død i 1896.
Harald* … mit seiner Amerikanerin* : Harald Moltke-Huitfeldt* forlovede sig i 1859 med amerikanerinden Annie Hutton* (1836-89) – og giftede sig med hende året efter.
Höllenstein: Helvedessten, sølvnitrat, der virker desinficerende.
Harald* … wird wohl … sich auch der Diplomatie wenden: HM-H* gjorde 1862-69 tjeneste som attaché ved gesandtskabet i Paris.
Clementine* … einen gesunden Knaben* geboren: sønnen Karl Serre* (1859-69).
