Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
13.08.1851 Dagbogsuddrag Onsdag 13. Meget varmt. Til Morgen er Viggo* hjemme i Kjøbenhavn er Alt gaaet, som det skulde. Spadseret. Her voxer i Fylde Kirssebærtræer, Waldnødtræer og paa Jorden Kongelys og prægtige store Tidsler. – Maxen mangler kun Minareter for at ligne en tyrkisk By; Poplerne og Granerne maa erstatte Cypresser, Egene Bananer, Finkenfang hedder Høiden hvor General Fink* blev taget til Fange; mod Venstre sees mellem de granbegroede mørke Bjergsider, udstrakte dyrkede Bjerge; som et sammensyet Teppe, Marker og Agre, Grønt i alle Nuancer, Korn Marker. – Nærved, ned af Skraaningen Korn og Kjøkkenhaver. Solen brænder hedt. – Maxen er kun to Timers Vandring fra den böhmiske Grændse, paa Fodstier naaer man herfra i 6 Timer til Töplitz forbi Wiesensenstein, Prinds Johans* Sommeropholdsted. Ved Maxen er et Lindetræe, det historiske »Finkenfang« hvor General Fink* i syvaarskrigen blev fanget med 12-15000 Preuser, Begyndelsen til alle Frederik den Stores Ulykkesaar; efter given Lov skal dette Træ holdes bevaret, det vil sige, et nyt plantes istedet naar det forgaaer. Fink* blev efter Krigen kaldet for en Krigsret og døde som dansk »Ober-Befehlshaber«. – (Til Middagstid kom i Dag fra Dresden Fru Bardeleben* , Frøken Herder* fra Weimar og Forfatterinden Fanny Tarnow* ). – I Juni 1841 var Thorwaldsen* en 14 [Dage] i Maxen hos Serres og gjorde her et Basrelief, som ikke findes andet Steds. Amor der røver et Kys fra Psycke og hun tager igjen fra ham een af hans Pile, neden under staaer Albert Thorwaldsen* Maxen 17 Juni 1841. Her er ogsaa en Ganymed der er lidt forandret i sin Stilling fra den sædvanlige. Stor Middag. Spiist for meget; gik ud til Moscheen og siden i Sol Varme med Frøken Herder* op paa Træ-Taarnet ude paa Marken, følt mig ikke vel. Frøknerne Herder* * , Fru Bardeleben* & reiste.
Finkenfang hedder Høiden, hvor General Fink i syvaarskrigen blev fanget med 12-15000 Preuser: under den preussiske syvårskrig 1756-63, mellem Preussen, England og Hannover på den ene side og Østrig, Frankrig, Rusland, Sachsen og Sverige på den anden side, fandt et stort slag sted 1759 i Maxens umiddelbare nærhed. De preussiske tropper, som kommanderedes af generalløjtnant Friedrich August von Finck* (1718-66), blev stort set alle taget til fange, hvorfor generalen efter krigen blev stillet for en krigsret og idømt 2 års fæstningsophold. Efter udsonet straf gik han i dansk tjeneste, blev general i infanteriet og deputeret i generalkrigsdirektoratet, men døde allerede i 1766.
Fru Bardeleben* : Henriette v. B.* (1780-1852), veninde af FrS.
Juni 1841 var Thorwaldsen* : – se BrevID 20948
Frøkenerne Herder* * fra Weimar: Adele Marie von Herder* (1827-?) og Adele Luise von Herder* (1831-1906), børnebørn af forfatteren og præsten J. G. von Herder* (1744-1803). Hans sønFerdinand Gottfried von Herder* (1828-96) var botaniker og far til døtrene. Han var gift med Luise Huber* , som døde 1831 i barselsseng.
Forfatterinden Fanny Tarnow* : Franziska T.* (1779-1862), der anvendte psudonymet Fanny til sine bøger.
14.08.1851 Dagbogsuddrag Torsdag 14. [aug. 1851] Fik Brev fra Viggo* der var kommet til Stettin, spadseret; noget blæser det, men er ellers varmt Solskin. Læst Poesiens Californien og Tro og Videnskab; Fanny Tarnow* meente jeg var det eneste Menneske i Tydskland, der havde een saa reen barnlig Tro paa Gud. – I »Sächsische konstitutionelle Zeitung« № 172 Tirsdag 22 Juli 1851 staaer »I Sverrig« anmældt og blandt andet sagt: »Er versteht (Andersen) die Kunst scherzend zu erzählen und ernst zu scherzen, und befindet sich in einer immerwährenden Rosenlaune, die Welt in dem Duft von Wahrheit und Dichtung, von Wircklichkeit und Mährchentraum zu erblicken.« Imorgen skal vi til Töplitz, det blev imidlertid opgivet, da jeg ikke brød mig derom
Læst Poesiens Californien og Tro og Videnskab: kapitlerne XXX og XX i "I Sverrig". Citat fra anmeldelsen af In Schweden
Was uns Andersen hier bietet, ist eine lose Studienmappe, ein Reisealbum, voll bunter Realitäten, ausgechmückt mit den Duftblüthen und reizend angezogenenen Schlingpflanzen der Phantasie und des poetischen Zufalls. Andersen besitzt eine Naivetät, die nur erst theilweise zur unangenehmen Koketterie und Manier wurde, die aber da, wo sie unbefangen und gesund ist, nicht nur der Jugend, sondern auch dem Alter wohlthuend erscheint, weil sie dasselbe auf Augenblicke verjüngt und die zerstörten Ruinen des Lebens mit dem immer grünen lächelnden Epheu der Versöhnung umrankt. Er versteht die Kunst, scherzend zu erzählen und ernst zu scherzen, und befindet sich in einer immerwährenden Rosenlaune, die Welt in dem Duft von Wahrheit und Dichtung, von Wircklichkeit und Mährchentraum zu erblicken. Sein neuestes Werk: "In Schweden" enthält höchst gelungene, liebenswürdige, Geist und Gemüth ansprechende Einzelnheiten, und wenn man auch darin, wie es das Wesen einer Reisesillhouette mit sich bringt, auf schwächere Stellen stößt, so findet sich doch nirgend eine Spur von dem leider jetzt so häufigen Gemachten und Gequälten moderner Vielschreiberei. Oft aber hat man Gelegenheit, sich an der frischen, elastischen Natur dieses Schriftstellers mehr und ungetrübter zu erfreuen, als bei den meisten seiner früheren Werke, und es ist zu wünschen, daß sich das gebildete Publikum diesen Genuß nicht entgehen läßt.
Hvad Andersen her byder os er en løs studiemappe, et rejsealbum, fuldt af brogede realiteter, udsmykket med duftende blomster og henrivende klædte slyngplanter i fantasien og den poetiske tilfældighed. Andersen besidder en naivitet, som i første omgang til dels blev til ubehageligt koketteri og maner, men der, hvor den er naturlig og sund, synes at være velgørende ikke kun for ungdommen men også for den ældre, fordi den forynger det samme øjeblik og omkranser livets ødelagte ruiner med den altid grønne smilende forsonings efeu. Han forstår at beskrive kunsten muntert og alvorligt og befinder sig i et stedsevarende rosenhumør, at se verden i en duft af sandhed og digtning, af virkelighed og eventyrdrøm. Hans nyeste værk "I Sverrig" fortæller højst vellykkede, elskværdige enkeltheder som tiltaler ånd og gemyt, og når det så oven i købet deri – hvilket er en rejseskildrings væsen – støder på svagere steder, så er der dog ingen spor af det nu så ofte sete makværk og smertelige ståhej. Oftere har man dog nu lejlighed til at glæde sig uforstyrret over den friske elastiske natur hos denne forfatter, end ved hans tidligere værker, og man kan ønske, at det dannede publikum ikke går glip af denne nydelse.
15.08.1851 Dagbogsuddrag Fredag 15. Varmt, spadseret; Frøken Anna* reiser til Berlin, Fru Serre og jeg følge hende til Jernbanen sidste Station før Dresden, hvorfra vi dog tage til Pilnitz; jeg var gnaven, havde Ulyst. Fra Winckler* kom Bud at Fruen* laae syg, Indbydelse til Middag fik vi fra Frau von Lyttichau* . Da vi med Færgen kom over Elben stod Frøken Winckler* der og fulgte os op til Excellensen Lyttichau* , han var særdeles elskværdig, sagde at han havde givet Winkler* Ordre at sende mig hver Aften Billet, jeg sagde jeg ingen havde faaet, (W* vidste ikke min Bopæl og havde tilsidst i Poletiet erfaret den). Fru Lüttichau* var meget lykkelig ved »I Schwerrig«, sagde at den var en Velsignelse i dette Øieblik i Tydskland, hvor den reliøse Stemning var saa mørk. Vi spiiste til Middag der, Lyttichau* vilde gjerne have et Stykke af mig paa Dresdner Theater. – Vi gik op i hans Viinhave og kom først Klokken 6 til Geheimeraad Carus* der i 3 Timer havde ventet os med Kaffe; han var ganske opfyldt af »I Sverrig« og meente at den vilde gjøre stor Virkning i Tydskland. – Fik en stor Blomster-Bouquet sendt fra Frøken Winkler* , kjørte Klokken 7 tilbage til Maxen. (Ved Jernbanen var to tamme Skader, den ene var mishandlet af nogle Børn og ganske som plukket, den sprang som en drukken). – Det var 3 Mile at kjøre, det blev mørkt, Lyn paa Lyn, Hestene vare sky; lidt over ni kom vi hjem. Brev fra Emil Devrient* om Mulatten.
Frøken Anna* : Anna Richardi* (?-?) evt. søster til Minna Richardi* , familie med F.A.Serre.
Frau von Lyttichau* … Excellensen Lyttichau* : ægteparret Ida von Lüttichau, f. von Knobelsdorff* (1798-1856) og Wolf von Lüttichau* (1786-1863), der var generalintendant ved Hofteatret i Dresden.
Winckler* … Fruen* laae syg: Th. W.s* hustru hed Anna Sybilla W., f. Arntz* (1805-80)
Frøken Winkler* : Hendrina Winkler* (1830-1904).
Brev fra Emil Devrient* om Mulatten: endnu et vidnesbyrd om HCA.s anstrengelser for at skaffe sine dramatiske arbejder opført på scenen i Dresden. Se dagbog [1851-08-10]
(BrevID 23791 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
16.08.1851 Dagbogsuddrag Løverdag den 16. Diareh! Varmt. – (Ida Hahn-Hahn* har gjort Alt for at omvende Fru Lüttichau* , der siger at ved Hahn-Hahn* kan hun begribe Bartholomeus Natten. At Hahn* vilde gyse ved at jeg vovede at have Ord af Bibelen i min Mund). Mit Skinnebeen jeg stødte da Viggo* reiste smerter mig. Diareh! – Læst en heel Deel af »I Sverrig«. – Om Aftenen kom til Fods Moltke-Hvidfeldt* med sin Søn Harald* , han behager mig ikke; har hverken Bekjendtskab eller Interesse for Litteratur; han* og Sønnen* snakkede til Midnat i deres Sovkammer, saa at jeg ikke sov.
Ida Hahn-Hahn* … at omvende fru Lüttichau* : IH-H* var gået over til katolicismen og forsøgte åbenbart at få fru v. L.* til at gøre sig følgeskab.
Bartholomeus Natten: betegnelse for den massakre, som de fanatiske katolsk-sindede Pariserborgere foretog natten mellem 24. og 25. august 1572 på de mange huguenotter, som var forsamlet i Paris for at fejre brylluppet mellem Marguerite de Valois* og Henrik af Bourbon* , den senere kong Henrik IV* .
Moltke-Hvidfeldt* med sin Søn Harald* : grev A. G. Moltke-Huitfeldt* (1796-1876), som HCA på daværende tidspunkt kun havde et flygtigt kendskab til (ældste* søn af hans mangeårige vært på Glorup, grev Gebhard M-H* ), som på fodturen fra Dresden til Maxen var ledsaget af sin 13-årige søn Harald M-H* . –
17.08.1851 Dagbogsuddrag Søndag 17. Den Mand gaaer med en bitter Smag i Munden, jeg føler mig uhyggelig hos ham; ikke et Øieblik taler han til mig om Hjemmet. Ærgerlig; ikke tilfreds her i Maxen. – Op ad Dagen kom Moltke* og var indsmigrende fortrolig, beklagede sig over sin Fader* ; jeg vil troe at denne er for stiv; – her kom Baronesse Excüll* og Mand* ; hendes Søster en ung rusisk Dame Emilí Walther* var ganske indtagen og kjæk; fortalte hvorledes hun som 9 Aars Barn havde smuglet sig til at læse mine Eventyr istedetfor sine Lexier. Jeg spiiste for meget til Middag følte mig ikke vel, maatte læse og blev syg; nu kom Indbydelse igjen fra Fru Winkler* og at Emil Devrient* var indbudt og glædede sig til at træffe mig; jeg blev lynende gal, og skjændte, jeg havde jo sagt jeg ikke vilde til Pilnitz; syg, ærgerlig; da jeg kom til Seng blev jeg vækket ved Larm, man gik med Lygte over Gaarden, Fruen kaldte paa sine Hunde & – det var ikke andet end at nu gik de andre til Sengs. –
beklagede sig over sin Fader* ; jeg vil troe at denne er for stiv: det kan formodes, at uoverensstemmelsen mellem far* og søn* skyldes sidstnævntes behov for økonomisk støtte – som førstnævnte åbenbart ikke har villet yde.
Baronesse Excüll* og Mand* … Emilí Walter* : ægteparret Üxküll* * tilhørte den baltiske adel (med svensk oprindelse). Navnet staves også Uexküll. Om HCA har ret i, at søstrene var af russisk oprindelse, får stå hen.
Fruen kaldte paa sine Hunde: FrS havde et større hundehold, hvilket HCA ikke var umiddelbart begejstret for.
18.08.1851 Dagbogsuddrag Mandag 18. Stærk Regn. Læste en Deel; slog mit Vindue itu. Stærk Byge saa det skøllede efter. – Mit Træ blev paa ny understøttet og en Vei forbi det, nedenom, projecteret; jeg følte mig nerveus paa Touren. Gik tidlig til Sengs, efter at have maattet lave Blomstermænd og afskrevet Vers til det halve Huus.
19.08.1851 Dagbogsuddrag Tirsdag 19. Graat. Fruen i Taarer over at en gammel Hund de havde var dødssyg. – Dersom det nu havde været en Pappegøie saa kunde det benyttes komisk, hun græd, vilde ikke afsted tog dog til Byen for at høre en Opera, da der vilde blive talt om den og saa vidste man ikke Besked; Mand og Huusholderske vilde pleie den o s v. – Kl 9 kjørte vi fem i Vognen, min Kuffert bagpaa og i Regn kom vi Klokken halv 12 til Dresden, hvor jeg [i] Stadt Rom igjen kom op i 4 Etage ved Siden af hvor jeg og Viggo* boede. Løb om Billet til Theatret, det var lukket; Vesitkort fra Bendemann* . Om Eftermiddagen hos Fru Serre for at hun kunde faae et Gips-Aftryk af min Haand, Gipseren kom ikke og vi kjørte da til Theatret; saae anden Forestillingen af Operaen »Die letzten Tage von Pompeji« af Pabst* , Musik af Pabst* ; langtrukket, uden Melodie, men særdeles pragtfuldt udstyret; fuldt Huus, skrækkeligt hedt, nær forkommet, men blev rask og gik hjem Brev fra Fru Drewsen* og fra en tydsk Baron von Lütgendorf Leinburg* i Würtzburg. -
Operaen "Die letzten Tage von Pompeji" af Pabst* : operaen hedder rettelig "Die letzten Tage Pompejis", med musik og libretto af Friedrich August Pabst* (1811-85), der var broder til dramaturgen Julius Pabst (1817-81) * ved Hofteatret i Dresden.
Brev fra fru Drewsen* (BrevID 24934 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev).
en tydsk Baron von Lütgendorf Leinburg* : Gottfried Lütgendorff-Leinburg* (1825-93), forfatter og oversætter. (BrevID 17511 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev). HCA besvarede brevet 22/8, (BrevID 22339 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev). Der udviklede sig ikke nogen egentlig korrespondance mellem de to. Ejendommeligt nok fik HCA mange år senere, i juli 1875, da han lå på sit dødsleje hos familien Melchior * * , en fornyet henvendelse fra baronen, en tilsendelse af en oversættelse af Esaias Tegnérs* "Frithiofs saga" med dedikation til HCA, samt et portrætkort, som nu er i H. C. Andersens Hus, mus.nr. XI-102-0017.
HCAs takkefoto med dedikation: BrevID 25041
19.08.1851
Eine Gattin
Die Gattin schmückt das Haus, gleich eine Ranke
Reicht sie dem Mann des Lebens besten Wein,
Durch sie begeistert oft sich sein Gedanke,
Ihr zartes Lächeln wird zur Rose fein;
Sie gleicht dem Engel, den Tobias fand,
Das edle Weib bleibt stets in jedem Kreise
Der beste Schatz in des Besitzers Hand.
#
Ein Weib, das Mutter ist, – aus ihrem Herzen
Strömt einer Quelle, frische, weiche Kraft;
Ihr Kuß vertreibt der Jugend flüchtige Schmerzen
Für eines Reiches Glück sie wirkt und schafft;
Sie zieht Gedanken groß, die Früchte bringen,
Durch die Geschlechter bis zur fernsten Zeit.
Der Mütter und des Weihes Name klingen
Vereint, durch einen Genius geweiht!
#
Vom Ausdruck, eines Mutteraug’s bezwungen,
Man Ehrfurcht ihr und Lieb gerne zollt;
Und Gott, der an die Herzen eingedrungen,
Weiß, dieses Herz ist ein geprüftes Gold.
D‘rum habe dich mein Sang – breit aus die Schwingen!
Schnell’ höher auf, wie volles Saitenspiel
Läßt jedem edlen Weib dies Lied uns bringen,
Und, Gott sei Dank! auf Erden giebt es viel’!
H. C. Andersen
Erinnerung an Maxen 19 August 1851
Hustruen smykker huset som en ranke,
hun rækker manden livets bedste vin,
hun styrker og begejstrer tit hans tanke,
hvert smil af hende blev en rose fin;
hun deler hver en hjertets byrde trolig,
hun er hvad englen for Tobias var,
en ædel hustru blev i hver en bolig
den bedste skat, som husets ejer har.
En hustru som er moder, er et hjerte
der gyder ud sit friske, rige væld,
hun kysser bort den hele ungdoms smerte,
hun virker stille til et riges held;
hun ånder tanker ind, hvis frugter gløde
igennem slægter, mange, mange år,
sødt moders navn i hustruens skal møde,
en genius i dem forenet står!
Et eget udtryk har en moders øje
man føler, man må være hende huld,
Gud som ransager alle hjerter nøje,
ved, dette hjerte blev et prøvet guld.
Thi hæv dig sang! udbred din svanevinge!
svulm højt, som strengens tone og forgå!
Hver ædel hustru dette kvad vi bringe,
og Gud ske tak, på jorden er ej få!
Ny kongelig Samling 2642, mikrofilm 78, 35-36. BFN 442, saml. Skr. XII, 311
20.08.1851 Dagbogsuddrag Onsdag 20. Sendt Brev til Viggo* , med en Skrivelse til Fru Drevsen* og til min Vertinde Madam Anholm* . Gik til Emil Devrient* der var meget opmærksom og elskværdig og vilde gjerne »berige den tydske Scene« med Arbeider af mig! – Gik til Vogelstein* , der forærede mig sit Portræt; (jeg har senere tabt det.) Gik til Dahl* der ikke var hjemme; hos Fru Serre var en Gipser der tog Afstøbning af min Haand. – Kjørte med Fru Serre hen til Grev Moltke-Hvidtfeldt* der har gjort mig Vesit, hun* var meget venlig og elskværdig; viiste mig flere af sine gode Portrætter. Gik til Kohl* , der viiste mig Billeder af tydske Byer der vare ganske danske. – Ved Table d hote havde jeg en Italiener til Naboe, som jeg maatte tale Italiensk med. – Efter Bordet kom en Hr Oppe[n]heimer* der boer i Leipzig og var anden Naboe ved Bordet, hans Kone sværmer for mine Skrifter, jeg maatte endelig see hende. Aflagt Besøg hos Fru Deeken* , Kongen* har faaet min Bog »In Schweden«. – I Theatret Bauernfelds* Bürge[r]lich og romantisch: E. Dewrient* spillede. Da jeg efter Comedien kom hjem Besøg af Hauptmann Zöllner* der talte kun om sin Kones* Værker.
Brev til Viggo: Drevsen* (BrevID 24935 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Skrivelse til Fru Drevsen* :Ingeborg Drewsen* .: (BrevID 24936 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Til min Vertinde Madam Anholm* (BrevID 24937 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
Vogelstein* , der forærede mig sit Portræt: maleren og tegneren Vogel von Vogelstein* , som 10 år tidligere havde tegnet HCA.s portræt, sendte nu et visitkortfoto: HCA XV-8
An Herrn Ritter von Andersen zur freundlichen Erinnerung von seinem Verehrer und treuem Freund C. Vogel v. Vogelstein* Dresden d 20/8 1851 BrevID 23792
Oversættelse:Til hr ridder Andersen til venlig erinding fra hans ærende og tro ven C. Vogel v. Vogelstein* . Dresden den 20.8.1851.
![[text der giver mening for en ikke-seende]](./images/131543a.png)
![[text der giver mening for en ikke-seende]](./images/131544a.png)
Grev Moltke-Hvidtfeld* der har gjort mig Vesit, hun* var meget venlig: skal nok forstås derhen, at greven* har aflagt HCA en visit, som denne har besvaret med en contre-visit, hvor han også traf grevinden* .
I Theatret Bauernfelds* Bürgerlich und romantisch: skuespillet er forfattet af Eduard von Bauernfeld* (1802-90), østrigsk skuespilforfatter.
Hauptmann* , der kun talte om sin Kones* Værker: Hauptmann Zöllner* , død 8.6.1856, ven af Serres. HZ* var gift med Karoline von Zöllner* , som havde skrevet romanerne "Die Adoptivtochter " og "Christian Wohlgemuth".
