Hans Christian Andersen (2. april 1805 - 4. august 1875)
en kort biografisk introduktion.

H.C. Andersen er et barn af to byer, to sociale miljøer, to verdener og to tidsaldre. Både som menneske og som forfatter er han dermed et fænomen i udvikling og forandring, men også et fænomen i dialog med sig selv og i flere sammenhænge også i splid med sig selv. Eksempelvis er hans sociale opstigning - direkte og indirekte motiv for mange af hans eventyr, romaner og skuespil - både en produktiv kilde til søgen efter ny og mere omfattende identitet og en kilde til vedvarende uforløste traumer.

To byer

De to byer, der har præget ham afgørende, er fødebyen Odense og det København, hvor han levede og skrev i langt størstedelen af sit voksne liv.

Som fattigmandsbarn i den lille, men selvbevidste provinshovedstad Odense fik Andersen gennem de første 14 år af sit liv de indtryk og erfaringer, som blev helt afgørende for hans forfatterskab. Selv har han i sin ungdomsselvbiografi, Levnedsbogen (først fundet og udgivet 1926), fremhævet, hvordan livet i Odense havde bevaret gamle folkeskikke og gammel folketro, som var ukendte i København, og som derfor for ham selv som forfatter kunne blive en farverig kilde for fantasien. Men i endnu højere grad er de foruroligende sociale erfaringer fra samfundets bund og hans op gennem barndommen voksende drift mod at sprænge fattigdommens lænker, bryde den sociale arv og realisere sig selv i tidens eneste "frirum", kunstens verden, nok så afgørende.

Af de gamle koner på Odense Hospital (fattiggården) har han desuden fået fortalt folkeeventyr, som senere skulle blive til et afsæt dels for hans genfortællinger af nogle af dem, dels for hans egne moderne, selvopfundne eventyr. Andersen står også i den henseende mellem to verdener: den gamle folkelige, mundtlige fortællekultur og den moderne verdens bogkultur og forfatterrolle.

Afgørende for retningen i H.C. Andersens liv og for hans eventyrlige flugt til København (1819) og deraf følgende sociale og litterære opstigning er det faktum, at Odense som den eneste by uden for hovedstaden havde et teater. Ud over tidlig flugt ind i læsningens verden (faderen, den fattige skomager Hans Andersen, havde bøger, deriblandt, Bibelen, Holbergs komedier og Tusindogénnats eventyr) er det kontakten med teatret (her også med turnerende skuespillere fra Det kgl. Teater i København), der giver Andersens drømme og forhåbninger næring og retning, så han nogle måneder efter sin konfirmation, 4. september 1819, som 14-årig rejser alene ud i verden for at forsøge at gøre sin lykke ved teatret i København. Og selv om dette mislykkes, så bliver han for resten af sit liv tæt forbundet med teatret som forfatter af talrige skuespil og som oversætter og bearbejder af udenlandske stykker. Teatret blev hans skæbne, så derfor kan det siges, at hvis han var blevet født i en hvilken som helst anden dansk provinsby, var hans livsbane aldrig blevet den samme.

Hans første år i København (1819-22), hvor han desperat kæmpede for at komme indenfor ved teatret som balletdanser, skuespiller eller sanger og sluttelig, da intet af dette lykkedes, som skuespilforfatter - også forgæves, men dog med det resultat, at teaterdirektionen besluttede at sende ham i skole, for at der kunne blive noget ordentligt ud af ham - blev lige så afgørende for hans senere liv og forfatterskab som årene i Odense. Her kom han indenfor i de familier - Collin og Wulff - som skulle blive hans åndelige familie. Her lærte han både hovedstadens borgerlige overklasse og dens absolutte underklasse at kende. Og han lærte kampen for overlevelse på et eksistensminimum og bitterheden ved at stå som supplikant til andres godgørenhed.

Med fravalget af Odense og satsningen på kunstens verden havde han kun én mulighed: fremad og opad. Men netop i denne situation lærte han også den lidelse og ydmygelse at kende, som følger af - ligesom den lille havfrue (eventyret er fra 1837) og hans hovedpersoner i romanen O.T. (1836) og skuespillet Mulatten (1840) - at have forladt én verden uden at helt at blive akcepteret i en anden og højere.

Men København kom også - efter skoleårene i Slagelse og Helsingør - til at betyde noget positivt for hans udvikling: Proletarsønnen Andersen tilegnede sig her tidens højborgerlige dannelseskultur i den sene enevældes guldalder, og den i bund og grund følsomme og sentimentale Andersen tilegnede sig det lette ironiske københavnervid, ikke mindst i dets dræbende form, som han kendte det fra familien Collin og kulturelt fra tidens dominerende cirkel omkring dramatikeren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg. Hele Andersens eventyrproduktion er spændt ud mellem disse to poler, hjertet og viddet, følsomheden og ironien, naturen og kulturen. Et spændingsfelt, som allerede hans kraftpræstation af en debutbog, Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1829) er et udtryk for.

Danmark og Europa

Rejsen eller flugten fra Odense til København fortsætter i en livslang pendlen mellem Danmark og det øvrige Europa, hvor især Tyskland blev hans anden hjemmebase og samtidig indgangen til hans internationale litterære berømmelse, men hvor han også, ikke mindst i Italien, følte sig hjemme temperamentsmæssigt og fik væsentlige indtryk af natur, folkeliv og kunst. Andersen havde et dybt tvetydigt forhold til Danmark, som han ikke kunne undvære, men til tider hadede godt og grundigt for dets smålighed. Han var det første store offer for det, man senere har kaldt janteloven, tæt fulgt af Søren Kierkegaard i dennes senere forfatterskabsfase. Modsat Kierkegaard, som aldrig kom længere ud i verden end til Berlin, blev Andersen den mest rejsende danske forfatter i sin tid. I alt var han på 29 udlandsrejser og tilbragte sammenlagt godt og vel 9 år af sit liv uden for Danmarks grænser. Læs om HCAs rejsebøger.

To tidsaldre

Med sin opstigning fra samfundets bund til dets top - han kom gradvis til at være fast gæst på danske og udenlandske herregårde og i konge- og fyrstehuse herhjemme og ude - blev Andersen et paradigme for den sociale mobilitet, som først indførelsen af det formelle borgerlige demokrati i og med Grundloven af 1849 kom til at åbne op for. Andersens liv og forfatterskab har stærke rødder i den sene enevældekultur, men som social outsider, der har måttet tilegne sig tidens dannelsestænkning, blev han mere moderne og fremadrettet i sin forestillingsverden end flertallet af de samtidige danske forfattere. Han havde al grund til at afvise romantikkens dyrkelse af fortiden som "en gylden top, hvorfra vi er sjunkne, men atter skal op" (Adam Oehlenschläger) og i stedet håbe alt af udviklingen og fremtiden. Fra først til sidst i sit forfatterskab satser han på, at udviklingen vil medføre en stigende humanitet og oplysning (se f.eks. kapitlerne VI og IX i rejsebogen Skyggebilleder 1831 og fortællingen "Gudfaders Billedbog" 1868), ligesom han med begejstring tilegner sig tidens revolutioner i samfærdselsmidler (se hans lovsang til jernbanen i kapitlet af samme navn i rejsebogen En Digters Bazar 1842), kommunikation (telegrafen, som han mente ville gøre verden til "een Aandens Stat" - i lighed med, hvad internettet har betydet i vore dage) og industri (se hans artikel "Silkeborg" fra 1853). Sidstnævnte artikel røber dog også - ligesom historierne "Iisjomfruen" fra 1862 og "Dryaden" fra 1868, - at han indimellem også kunne se mere pessimistisk på udviklingen. Dette ikke mindst, fordi han overalt i sit forfatterskab gør sig til talsmand for "naturen" som den store værdimåler, også når det gælder opfattelsen af kunst og litteratur (se eventyr som "Nattergalen" fra 1843 og "Klokken" fra 1845).

Litterært, mentalt og politisk skræver Andersen da hen over to kulturer, to tidsaldre, to samfundssystemer og to litterære perioder (romantik og gryende realisme).

Religiøsitet

Hans religiøsitet, som er en grundtone i hele forfatterskabet, er en udogmatisk kristendom, en hjertets og følelsens religion bundet til den menneskelige natur og naturen omkring os som udgangspunkt for driften mod Gud (se "Den lille Havfrue" fra 1837 og "Det gamle Egetræes sidste Drøm" fra 1858). I sin religiøse holdning var han alt andet end barnligt-naiv (som han i det hele taget ofte er blevet beskyldt for at være). Det ses af f.eks. kapitlet "Tro og Videnskab. Prædiken i Naturen" fra rejsebogen I Sverrig (1851, heri også hans af venskabet med H.C. Ørsted prægede bekendelse til foreningen af naturvidenskab og poesi i kapitlet "Poesiens Californien"), den religiøse debatroman At være eller ikke være (1857) og kapitlet "Cordoba" i rejsebogen I Spanien (1863). Hans tro var dog ingenlunde uanfægtet. Der findes rundt omkring i dagbøger, eventyr og romaner mange udtryk også for bitterhed, skepticisme, eksistentiel angst og tomhedsoplevelse. Det gælder for eksempel romanen Kun en Spillemand (1837), eventyrene "Skyggen" (1847), "Grantræet" (1844), "Tante Tandpine" (1872), "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" (1859) og digtet "Psalme" ("Jeg har en Angst som aldrig før") (1864), der nu optages i salmebogen.

Berømmelse

Andersens litterære berømmelse tog fart fra og med midten af 1830erne, hvor hans romaner vandt udbredelse i Tyskland. Fra 1839 blev det eventyrene, der skabte hans helt exceptionelle ry i Tyskland. Og i midten af 1840rne kom hans store gennembrud i England og Amerika med både eventyr og romaner.

Æresborger

Sin fødeby Odense havde Andersen kun sporadisk hjemsøgt siden ungdomsårene. Men da han i 1867 var blevet etatsråd, ville Odense gerne være med i hyldesten af det berømte bysbarn og gjorde ham derfor til æresborger i december samme år. Med denne begivenhed stopper hans annalistisk anlagte videreførelse af selvbiografien Mit Livs Eventyr (oprindelig udgave 1855, videreførelsen er fra 1869).

Arbejderforeningen

Med til billedet af H.C. Andersen hører det, at han lagde stor vægt på, at han var den første danske forfatter, der "brød isen" og sagde ja til at læse op af sine eventyr i den nystiftede "Arbejderforeningen af 1860". Gennem de sidste 20-25 år af sit liv har han på skift læst op i Studenterforeningen, Arbejderforeningen, i kongehuset, hos sypigerne og på herregårdene. I Arbejderforeningen mødte han et entusiastisk publikum - ofte mellem 500 og 1000 tilhørere - og har i alt læst op dér o. 20 gange. Han blev af samme grund gentagne gange hyldet af Arbejderforeningen, som også - i lighed med Studenterforeningen - dannede æresvagt ved hans bisættelse i Domkirken i København.

Gravsted

Andersen ligger begravet på Assistens kirkegård i København i et gravsted fælles med vennen Edvard Collin og dennes kone Henriette. Da der hen mod 1920 opstod en del offentlig polemik omkring Collinernes behandling af deres "plejesøn" Andersen, lod en efterkommer af familien Edvards og Henriettes gravsten flytte hen til det collinske familiegravsted, så kun Andersens gravsten nu står på graven.

Johan de Mylius.