Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Syn, ansigt, menneske, Gud, indsigt, hybris, nemesis, hovmod, fald, stolthed, ydmyghed, gudsfrygt
Forbudet mod at se det guddommelige eller Gud selv er et spørgsmål om gud- eller ærefrygt. Gud forbyder Moses at se Ham i 2. Mosesbog 33, 18-20, hvor Moses beder: "Lad mig dog se din herlighed!" og Gud svarer:
Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil. Men han sagde: Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.
Det guddommelige er ikke for dødelige. Meningen er den samme som i H.C. Andersens eventyr "Boghveden", hvor den arrogante boghvede advares af mere gudfrygtige vækster om at dukke sig og se bort fra lynet, "thi i Lynet kan man see ind i Guds Himmel, men det Syn kan selv gjøre Menneskene blinde, hvad vilde der da ikke skee med os Jordens Væxter, vovede vi det, vi, som ere langt ringere!". I Andersens fabel om boghveden er forbudet gradbøjet, og det er heller ikke Gud selv, man ser. Boghveden brændes af lynet som straf for sit overmod.
Eksempel :
Deilig havde dens Slægt engang været, dens Vinger store og stærke; da sagde en Aften Skovens mægtige Fugle til den: »Broder! skulle vi imorgen, om Gud vil det, flyve til Floden og drikke?« Og Strudsen svarede: »jeg vil det!« Da det dagedes fløi de afsted, først høit op ad mod Solen, Guds Øie, altid høiere og høiere, Strudsen langt foran alle de Andre; den fløi i Stolthed mod Lyset; den stolede paa sin Kraft og ikke paa Giveren; den sagde ikke: »om Gud vil!« da drog Straffens Engel Sløret bort fra den Flammestraalende, og i dette Nu forbrændte Fuglens Vinger, den sank, elendig, til Jorden. Den og dens Slægt mægter aldrig meer at hæve sig; den flyer i Skræk, stormer om i Kredse i det snevre Rum; en Mindelse er det for os Mennesker, i al vor Tanke, ved hver vor Gjerning at sige: »om Gud vil!«
Og Helga bøiede tankefuld sit Hoved, saae paa den jagende Struds, saae dens Angest, saae dens taabelige Glæde ved Skuet af sin egen store Skygge paa den hvide solbelyste Væg. Og i Sind og Tanke slog Alvoren sin dybe Rod. Et Liv saa rigt, fremad i Lykken, var givet, vundet, – hvad vilde skee, hvad vilde endnu komme –? Det Bedste: »om Gud vil!«
Top