Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Se også Helvede
Nøgleord:
Ond, helvede, overjordisk, underjordisk
Det ondes personifikation. Hebraisk "satan" betyder modstander. På græsk er det gengivet som "diabolos", hvilket på dansk er blevet til "djævel". Oprindeligt var Satan Jahves hjælper eller en af Guds sønner, men i den antikke jødedom blev han udskilt som en selvstændig modstander af Gud, og sådan opfattes han også i Det Nye Testamente.
Nogle af de morsomste steder, H.C. Andersen fremstiller Djævlen, er i starten af eventyret "Sneedronningen" og første kapitel af hans debutbog Fodreise, hvor Satan som et modtræk til Guds renselse af jorden ved syndfloden: "Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden." Planen lykkedes, og forfattere i hele verden hælder vand ud af ørerne, inklusive den debutbog, Andersen indleder med denne "Syndfloden No. 2."; han ville helst lade være med at skrive dene tåbelige og unødvendige bog: "Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: Marche! - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?". Jævnfør digtet "Rime-Djævlen":
ak! alle dage
ser jeg en lille djævel mig ledsage;
han lever i mig, om mig, alle vegne,
dog kan jeg ej hans skikkelse betegne,
skønt vågen og i drømme, hver en time
han gør at jeg må – rime. –
Dette syn på digtningen står i modsætning til den romantiske om poesien som en gnist af det guddommelige.
Eksempel 1:
»Ja, jeg maa nok til at tage ordenlig fat!« tænkte han, og han tog fat; men idet han søgte det Sande, kom Djævelen, som er Løgnens Fader og Løgnen selv, gjerne havde han strax slaaet begge Øinene ud paa Seeren, men det var for grovt; Djævelen gaaer finere til Værks, han lod ham søge det Sande og see paa det og paa det Gode med, men idet han saae, blæste Djævelen ham en Skjæve i Øiet, i begge Øinene, den ene Skjæve efter den anden, det var ikke godt for Synet, selv for det bedste Syn; Djævelen blæste saa Skjæven op, til den blev en Bjælke, og saa var det forbi med de Øine, der stod da Seeren som en blind Mand midt i den vide Verden, og den stolede han ikke paa; han opgav sine gode Tanker om den og om sig selv, og naar man opgiver baade Verden og sig selv, ja, saa er det forbi med En.
Eksempel 2:
det lod til, at denne Broder fik større Held, end de to andre havde det; men det kunde Djævelen ikke lide, og saa kom han strax med Kongerøgelse og Kirkerøgelse og al den Hæderens Røgelse, der findes kan, og som Djævelen forstaaer at destillere; de allerstærkeste Røgelser, som qvæle alle de andre og kunne gjøre selv en Engel tummelumsk, sagtens en stakkels Poet; Fanden veed nok, hvorledes han skal tage de Folk! han tog Poeten med Røgelse, saa at han blev reent henne i det, glemte sin Sendelse, sit Fædrehjem, – Alt, sig selv med; han gik op i Røg og Røgelse.
Eksempel 3:
Men det kunde Djævelen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde Mands Forstand, og saa fandt han paa at hjelpe sig. Han gik til Sumpen, tog Bobler af det raadne Vand, lod syvdobbelt Echo af Løgnens Ord runge hen over dem, for det gjorde kraftigere; han stødte i Pulver betalte Hædersvers og løgnagtige Liigprædikener, saa mange, der var at finde, kogte dem i Taarer, som Misundelsen havde grædt, strøede ovenpaa Sminke, skrabet af en gusten Frøkenkind og skabte heraf et Pigebarn i Skikkelse og Bevægelse, som den blinde, velsignelsesrige Pige, »Inderlighedens milde Engel,« kaldte Menneskene hende, og saa havde Djævelen Spillet gaaende. Verden vidste ikke, hvem af de To der var den Rigtige, og hvor skulde Verden vide set!
»Hold paa Dig selv, hold fast paa Gud,
Skee saa hans Villie, Amen!«
Top