Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Kirke, død

Beskrivelse af dette motiv: Kirkegårde optræder ofte i H.C. Andersens eventyr og historier. Motivet er i regelen ikke specielt bemærkelsesværdigt anvendt; det handler, som man kan forvente, om grave, afdøde, sorg, andagt og tro. Et usædvanligt, skrækromantisk eksempel er dog eventyret "Barnet i Graven", hvor en sørgende moder på kirkegården synker under jorden i sin længsel efter sit afdøde barn.

Eksempel :

Kongegravenes By ved Hroars Væld, det gamle Roeskilde, ligger for os; Kirkens slanke Taarnspiir løfte sig over den lave By og speile sig i Issefjorden; een Grav kun ville vi her søge, betragte den i Perlens Glar; det er ikke den mægtige Uniondronning Margrethes – nei, inde paa Kirkegaarden, hvis hvide Muur vi tæt ved flyve forbi, er Graven, en ringe Steen er lagt hen over den, Orgelets Drot, den danske Romances Fornyer, hviler her; Melodier i vor Sjæl bleve de gamle Sagn, vi fornam hvor: »de klare Bølger rulled,« »der boede en Konge i Leire!« – Roeskilde, Kongegravenes By, i din Perle ville vi see paa den ringe Grav, hvor i Stenen er hugget Lyren og Navnet: Weyse.

Kommentar til dette tekststed: Weyse; komponisten C.E.F Weyse (1774-1842), en ven af Andersen. Se Det Kongelige Biblioteks netsted om H.C. Andersen og musikken.