H.C. Andersen centret

Helhesten er ligesom gravsoen genfærdet af et levende begravet dyr. Ifølge Thieles Danmarks Folkesagn (1843-60), 1968, bd. 2, s. 234, var det før i tiden skik at begrave en levende hest på kirkegården før man begravede et menneske. Denne hest går igen som Helhesten. Den har kun tre ben og at møde den betyder døden.

Der omtales en helhest i Gudfaders Billedbog, men det er, ligesom i "Man siger –"!, blot en af Andersens mange parodier på en anmelder:

(...) det er en Helhest. Han skulde først komme ved Bogens Slutning, men han er løbet forud for at sige, at hverken Indgangen, Inderdelen eller Udgangen duer; han kunde have gjort det bedre, dersom han kunde have gjort det. Helhesten, skal jeg sige Dig, staaer om Dagen tøiret i Avisen, han gaaer paa Spalter, som de kalde det, men om Aftenen slipper han ud og stiller sig udenfor Poetens Dør og vrinsker, at Manden derinde skal døe strax, men han døer dog ikke, er der rigtigt Liv i ham. Helhesten er næsten altid en stakkels Fyr, der ikke kan finde Rede i sig selv, ikke finde Levebrød, og maa have Luft og Føde af at gaae omkring og vrinske. Han synes, er jeg forvisset, slet ikke om Gudfaders Billedbog, men derfor kan den dog nok være det Papir værd, den er skrevet paa.