Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
02.04.1871 Dagbogsuddrag : Fik Telegram fra ... Fru Serre.
(BrevID 22426 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
05.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22427 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag.
(BrevID 22428 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.05.1871
Dato: 1871-05-02
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 2. Maÿ. [18]71 Dresden
Theuerster Freund!
Ihre lieben Zeilen kamen gerade an meinem Geburtstag! Sie waren mir, wie Lerchengesang! – Einige Tage vorher, hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter zugeschickt bekommen. – und Frau von Zobel* las ich was vor – welch reizender Humor welche rührende Momente darin – wie hört man in jedem Wort, die Stimme des theuren Freundes dabeÿ. Die beiden Gedichte sind auch reizend, wie wahr die 4 Zeilen.
Alles schwindet – die Jugend dahin. Auch die Hoffnung; Dein Liebstes wird schwinden. Wie der Wind flattert Alles dahin, Und kein Sieg an Dein Herz läßt sich binden.
Ja, alt werden ist schwer, schwer, wenn man fühlt, daß die Kräfte mehr und mehr schwinden ./. schwer, wenn körperliches Befinden Lieblings Pläne scheitern macht – schwer, wenn man den Freunden mit ergrauten Haar entgegentreten muß – und allerhand Schmerzen und Leiden sich unabwendbar melden, und doch wird das Herz nicht Wünsche leer, wenn auch hoffnungs arm! –
Ich habe den ganzen Winter sehr still gelebt. Die anhaltend große Kälte hatte meinem Halsübel sehr geschadet – ich konnte nicht sprechen, ohne sofort heiser zu werden, und mußte selbst im Hause jede Geselligkeit aufgeben. Die Anwesenheit von Gräfin Moltke* , aber entschädigte mich für Alles. Fast täglich besuchte sie mich, und schüttete ihr angstvolles Herz in meine Seele aus! – Leon* in Paris – Harald* öfter Blut spuckend, quälte sie, daß er immer ./. in die Armee eintreten wollte – macht große Schulden im Spiel und Luxus, und ihre Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern* * in der Nähe auf dem Gute ihrer Ältern* * . Natürlich daher, daß sie keine Gesellschaft besuchen wollte, noch Bekanntschaften machen, noch fremde Gesichter sehen.
Zum wahren Unglück kam am 7ten März, Gräfin Yoldi* . – welche in Versailles geblieben, während die deutschen Fürsten dort ihr Hauptquartier aufgeschlagen – und die preussische Einquartirung selbst verpflegte, als aber wieder 30,000 National Armee dort einrückten, mußte sie fliehen und kam nach Dresden um sich hier zu etabliren, einst weilen. Sie kennen nur, wie verschieden beide Gräfinnen, und wie es mich in Verlegenheit setzt, wenn sie sich bey mir treffen! –
An meinem Geburtstag brachte mir nach Mittag Krägen* eine Musik, ein ./. Clavierspiel mit 8 Hände auf 2 Pianos, von seinen Schülerinnen, dazu hatte ich (zum Kaffee nähmlich) alle Bekannte eingeladen die mir früh gratuliren kamen, es waren gegen 80 Personen hier, und dennoch habe ich 57 Gratulationsbriefe und Telegramms erhalten, 18 Bouquets 4 Blumenkörbchen 4 große Vasen mit Blumen, es duftete wie in einem Treibhaus. Leider finde ich die Draht bouquets eine große Verschwendung, sie dauern ja nur 2 Tage, der kleinste Blumenstock aber treibt nächstes Jahr neue Blüthen.
Carl Riccius* hat eine sehr junge, schöne Frau – leider mehr zum Staat, als fürs Haus. Hauptmann Delitz* war nach Versailles commandirt zur unterirdischen Recognoscirung der Katakomben, er und Constanze Hopfe* und Margaret* tragen mir Grüße auf – Mir blutet das Herz, denke ich an das schöne, arme Paris – wer konnte mit Vertrauen in den Friedens Jubel einstimmen? So Gott will, Mitte May denke ich nach Maxen zu übersiedeln.
[i margenen, p. 1:] Ich gebe die Hoffnung nicht auf, Sie wenigstens im Spätsommer zu sehen in Maxen. Vergebung meine schlechte Schrift..
[i margenen, p. 4:] Dankbar und in Treue grüßt Sie Ihre alte Freundin Fr. S.
Dresden, den 2. maj [18]71
Dyrebareste ven!
Deres kære linier kom netop til min fødselsdag! De var mig som lærkesang! – Nogle dage før havde jeg fra boghandleren fået tilsendt Lykke Peer – og jeg læste noget af det op for fru von Zobel* , hvilken henrivende humor og hvilke rørende momenter deri – det er som man hører hvert ord fra den dyrebare vens stemme derved. Begge digte var også henrivende, hvor sande de 4 linier.
Alt svinder – ungdommen med. Også håbet, dine kære forsvinder, som vinden flagrer alt bort, og ingen sejr lader sig knytte til dit hjerte.
Ja, det er tungt, tungt at blive gammel, når man føler, at kræfterne aftager mere og mere, tungt, når legemligt befindende får yndlingsplaner til at vakle, tungt, når man møder vennerne med grånet hår – og alle slags smerter og lidelser uafvendeligt melder sig, og alligevel bliver hjertet ikke tomt for ønsker, selv om håbet er fattigt!
Jeg har hele vinteren levet meget stille. Den vedvarende voldsomme kulde har skadet mit halsonde meget – jeg kunne ikke tale, uden straks at blive hæs, og måtte endog opgive enhver selskabelighed i huset. Grevinde Moltkes* nærvær skånede mig for alt. Næsten dagligt besøgte hun mig, og rystede sit angstfulde hjerte ud i min sjæl! – Leon* i Paris – Harald* der ofte spytter blod, det bekymrede hende, at han altid vil gå ind i hæren – han har stor gæld på grund af spil og luksus, og hendes svigerdatter, f. Seebach* , var i nærheden med børnene* * på hendes forældres* * gods. Det var derfor naturligt, at hun ikke ville besøge nogen selskaber, eller gøre bekendtskaber eller se fremmede ansigter.
Til stort uheld kom grevinde Yoldi* den 7. marts. – Hun var blevet i Versailles, mens de tyske fyrster havde opstillet deres hovedkvarter der – og selv forplejede den preussiske indkvarteringer, men da 30.000 fra nationalhæren rykkede ind der, måtte hun flygte og kom til Dresden for at etablere sig her, midlertidigt. De ved jo, hvor forskellige begge grevinder er, og hvordan de sætter mig i forlegenhed, når de mødes hos mig!
Til min fødselsdag bragte Krägen* efter middagen mig et stykke musik, et klaverstykke, 8 hændigt på to flygler, fra hans elever, dertil havde jeg inviteret alle bekendte (til kaffe), som kom for at gratulere mig, der var henved 80 personer her, og desuden har jeg modtaget 57 gratulationsbreve og telegrammer, 18 buketter, 4 blomsterkurve, 4 store vaser med blomster, det duftede som i et drivhus. Desværre svinder det meget i rækken af buketter, de varer jo kun 2 dage, men den mindste blomsterstilk frembringer nye blomster næste år.
Carl Riccius* har en meget ung, smuk hustru, hun er desværre mere til stads, end til det huslige. Kaptajn Delitz* var kommanderet til Versailles til underjordisk rekognoscering i katakomberne, han og Constanze Hopfe* og Margaret* beder mig hilse – mit hjerte bløder, når jeg tænker på det skønne, stakkels Paris – hvem kan med fortrøstning istemme fredsjubelen? Om Gud vil, tænker jeg at flytte til Maxen i midten af maj.
[i margenen, p. 1:] Jeg opgiver ikke håbet om i det mindste at se Dem i sensommeren i Maxen. Undskyld min dårlige skrift.
[i margenen, p. 4:] Taknemmeligt og i troskab hilser Deres gamle veninde Fr. S.
BrevID 19240: FrS-brev af 2/5 1871 (Collin XI, 19/277, billedid 5535-38).
Ihre lieben Zeilen: "Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag", skrev HCA i sin dagbog under 25/4 1871 (Dagbogen IX, 61). -
hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter bekommen: HCA har åbenbart ikke selv tilsendt FrS et eksemplar af den tyske oversættelse af "Lykke-Peer". På dansk udkom romanen 11/11 1870. - Da: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=999 - Ty: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20566
Frau von Zobel* : Iflg. Adressbuch Dresden 1871 bor der i samme gade som Fru Serre, Amalienstraße, en kaptajnsenke M. Anna von Zobel* .
Die beiden Gedichte: i romanen havde HCA indlagt 2 digte med begyndelseslinjerne "Alt farer hen som Vinden) og "End ligger Jorden i Sneens Svøb".
die 4 Zeilen: sidste vers i det ovenfor nævnte digt: Alt er Forsvinden – Forsvinden / Ungdom, dit Haab og din Ven / Alt farer hen som Vinden / Og kommer aldrig igjen.
Leon* in Paris: som dansk gesandt i Paris forblev Léon Moltke-Huitfeldt* på sin post under preussernes belejring af Paris og den første del af Pariserkommunen. Han undslap dog i sidste øjeblik, med det sidste tog der gik til Versailles, hvor den nyudråbte franske republik havde midlertidigt regeringssæde.
Harald* öfter Blut spuckend … er immer in die Armee eintreten wollte: Harald Moltke-Huitfeldt* , der havde gjort tjeneste som dragonofficer i den østrigske armé og senere i den danske hær, hvorfra han var blevet afskediget som ritmester à la suite, havde senest været tilknyttet det danske gesandtskab i Paris, med sin ældre broder Léon* som chef. Han stod således uden erhvervsindkomst og var henvist til at leve af tilskud fra forældrene, A. G.* og Eliza M-H.* Han døde i 1878 i en alder af kun 40 år.
Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern: Léon Moltke-Huitfeld* og Maria Seebachs* børn hed Adam Gottlieb Moltke-Huitfeldt* (1864-1944) og Maria Elisabeth Moltke-Huitfeldt* (1865-?)
Hauptmann Delitz* …er und Constanze Hopfe* und Margaret* : Constance Hopfe* kan være en C. F. Hopfe* , som i Dresdner Adreßbuch benævnes som C. F. Hopfe* , "Privatus", bosat i Bautznerstr. 24. Desuden boede der i mange år en "Tapetzierer" Hopfe i Amalienstr., samme gade som FrS. Margaret* er FrS.s mangeårige selskabsdame, den engelsk-fødte Margaret Thomas* – og Serres egen bolig lå også i Amaliestraße.
21.08.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22429 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
15.09.1871
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 15. Sptbr. [18]71
Theurer, verehrter Freund!
Obgleich ich nicht weiß, wo Sie sich jetzt aufhalten, und ich direckt diese Zeilen nach Copenhagen senden will, so fühle ich das Bedürfniß Ihnen zu sagen, daß ich mit alter Freundschaft und Treue Ihrer denke, und mich unendlich über den Succés gefreut habe, welchen Sie auch in Norwegen, Christiania pp. davon getragen. Wa[h]rlich wenigen Menschen wird das Glück bei ihrem Lebzeiten, so anerkannt, so gekrönt, so hoch gestellt – verehrt – und geliebt zu werden – wie Sie es immer von Neuem erleben. ./. Gott erhalte Ihnen diese Gunst des Himmels, bei dauernder Gesundheit.
Nach einer gefährlichen Herzkrampf Attaque, erhohlte ich mich durch den warmen Sonnenschein, und es ging mir recht erträglich – obgleich meine Athemlosigkeit, und Husten, mich fortwährend an allen Unternehmungen die die kleinste Anstrengung kostet, hindert.
Im März kam Gräfin Yoldi* , die so lange das deutsche Hauptquartier in Versailles war, dort ihr Haus bewohnte, und verließ Versailles mit den deutschen Fürsten, als ihr Aufenthalt dort gefährlich ./. wurde, sie wohnte in Stadt Frankfurt und ist seit dem 7t July in Maxen. Anfang Octbr geht sie nach Brüssel wo sich ihre Enkelin verheirathet und von dort wieder nach Versailles. Gräfin Moltke* ist in Ragazz und Morgen reiset Siegwald Dahl* zu ihr für unbestimmte Zeit.
Auch Henselt* war eine Zeit lang in Maxen – und ist zurück nach Petersburg. Man ist mit dem Aufbau des neuen Theaters beschäftigt – und stößt auf neue Hinderniße fortwährend, es kann 5-6 Jahre dauern. –
Es wird ein Anders von einer Actien Gesellschaft in Neustadt erbaut –
Ich habe dem Gr. Herz.* von Weimar ./. eine große Freude bereitet. Ich war im Besitz eines großen Basrelief von Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen, habe es ihm geschenkt, und es hat einen herrlichen Platz in seinem neuen Museum gefunden. Jetzt macht die Ausstellung von allen Werken Holbeins* hier, die nah und fern eingeschickt, viel Aufsehen, aus Darmstadt ist seine Madonna ganz wie die Unsre, gekommen und alle Künstler sind einig, daß diese das Original und Unsere nur eine gute Copie, wobei die Gallerie ½ Million verliert. Heinkes* * sind in Schlesien! Kommen Sie nicht einmal einen Winter nach Dresden, im Novbr. denke ich dahin zu ziehen
[i margenen, p. 1:] Eine Wohlthat ist mir jetzt Carls* Gegenwart in Maxen, sie haben sich des verstorbenen Doktor Rieles* Haus gekauft, Gersdorf verkauft und leben ganz hier.
[i margenen, p. 4:] Nun noch den treusten Herzens Gruß.
Ihrer Freundin Fr. Serre
Maxen, den 15. Sptbr. [18]71
Dyrebare, ærede ven!
Selv om jeg ikke ved, hvor De nu opholder Dem, og jeg vil sende disse linier direkte til København, så føler jeg trang til at sige Dem, at jeg tænker med gammelt venskab og troskab på Dem, og at jeg har glædet mig uendeligt over den succes, som De også har nydt i Norge og Kristiania. Kun få mennesker vil i sandhed opleve at være så anerkendt, så kronet, sat så højt, æret og elsket – som De endnu en gang oplever det. Gud bevare Dem denne himlens gunst, med vedvarende sundhed.
Efter et farligt hjertekrampeanfald kom jeg mig i det varme solskin og det gik mig ganske tåleligt, selv om åndløsheden og hosten hindrer mig i alle aktiviteter, som koster den mindste anstrengelse.
I marts kom grevinde Yoldi* , som så længe det tyske hovedkvarter var i Versailles, beboede sit hus der, og forlod Versailles med de tyske fyrster, da hendes ophold der blev farligt, hun boede i Stadt Frankfurt og har været i Maxen siden den 7. juli. I begyndelsen af oktober rejser hun til Brüssel, hvor hendes barnebarn har giftet sig og derfra igen til Versailles. Grevinde Moltke* er i Ragaz og i morgen rejser Siegwald Dahl* til hende på ubestemt tid.
Også Henselt* var en tid lang i Maxen og er taget tilbage til Petersborg. Man er beskæftiget med opbygningen af det nye teater – og støder vedvarende på nye forhindringer, det kan vare 5-6 år. – Der bliver bygget et andet i den nye bydel af et aktieselskab.
Jeg har beredt storhertugen* af Weimar en stor glæde. Jeg havde et stort basrelief af Thorvaldsen* , Rebekka ved brønden, jeg har foræret ham det, og han har fundet en herlig plads i sit nye museum. Nu gør udstillingen med alle Holbeins* værker, som er hentet hertil fra nær og fjern, stor opsigt, fra Darmstadt er hans Madonna ligesom vores kommet hertil, og alle kunstnere er enige om, at denne er originalen og vores er en god kopi, hvorved galleriet mister ½ million. Heinkes* * er i Schlesien. Kommer De ikke engang en vinter til Dresden, i november tænker jeg mig at flytte derind.
[i margenen, p. 1:] Carls* tilstedeværelse i Maxen er mig nu en velgerning, de har købt den døde doktor Rieles* hus, har solgt Gersdorf og lever nu hele tiden her.
[i margenen, p. 4:] Endnu kun den mest trofaste hjertelige hilsen.
Deres veninde Fr. Serre
BrevID 19272: FrS-brev af 15/9 1871 (Collin XI, 19/278, billedid 5539-42).
den Succés … auch in Norwegen: FrS må i det brev, som HCA sendte hende fra Oslo (Kristiania) 21/8 1871, have læst om hans vellykkede besøg i den norske hovedstad 4-25/8 1871, det første og eneste besøg i Norge.
Gräfin Moltke* ist i Ragazz: Bad Ragaz i kantonen St. Gallen i Schweiz.
Auch Henselt* war eine Zeit lang in Maxen: når FrS skriver "auch", må formodes, at også Eliza Moltke-Huitfeldt* har været på besøg på Maxen, inden sin afrejse til Ragaz.
dem Aufbau des neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Ich war im Besitz eines großen Basrelief von Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen: det drejer sig om relieffet "Rebecca og Eliesar ved brønden", som Thorvaldsen* udarbejdede under sit ophold på Maxen i 1841 og som B.Th.* da skænkede sin gamle ven J. C. Dahl* . Efter dennes død købte FrS det af Dahls dødsbo* , jf. BrevID 18129:. Nu – i 1871 – skænkede FrS det til det "Großherzogliche Museum" i Weimar, jf. BrevID 19081.
die Ausstellung von allen Werken Holbeins* : i sommeren 1871 afholdtes på Dresdens "Gemäldegalerie" en udstilling af den tyske maler Hans Holbeins* (1497-1543) værker, og i forbindelse med denne en "Holbein Tagung", hvor en kreds af fremtrædende tyske kunsthistorikere skulle afgøre, hvilket af de to Holbein* tillagte Madonna-billeder der var malet af Hans Holbein* og hvilket der var en kopi. Resultatet blev, at Darmstadts madonna blev kåret som ægte, mens Dresdens blev bedømt som en kopi. Det vakte selvsagt skuffelse i Dresden, hvor man i årtier havde udstillet Holbeins* Madonna-billede i samme sal som "Madonna del Sisto", som et tysk modstykke til Rafaels* italienske Madonna-billede. Dresdens kopi, som anses for udført af den nederlandske portrætmaler Bartholomäus Sarburgh* (ca. 1590-ca. 1637), beror stadig i Dresden, mens det originale Holbein* -maleri efter en omskiftelig tilværelse, sidst tilhørende den hessiske "Hausstiftung" (d.v.s. efterkommerne af det i 1918 detronerede hessiske fyrstehus) i 2010 blev solgt til kunstsamleren Reinhold Würth* og er nu udstillet i det af ham oprettede museum Kunsthalle Würth i Schwäbisch Hall, Württemberg. - http://www.kunst.wuerth.com/de/kh/startseite/startseite.php (link dec. 2019)
Doktor Riele* : kan ikke identificeres.
03.10.1871 : Dagbogsuddrag : Skrev Brev til Fru Serre
(BrevID 22430 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
04.01.1872
Friederike Serre til Elisabeth Jerichau Baumann*
Dresden am 4 jan. 1872
Verehrte Frau!
Sehr überrrasche mich Ihr inhaltsreicher Brief aus Rom. Erlauben Sie mir zuerst, eine Antwort auf die Geschäftsangelegenheit! – Sie fragen mich nach dem Aufenthaltsorte von Frau von Goethe* . Sie bringt mit ihren beiden Söhnen* * , diesen Winter in Weimar zu, und wohnt in ihrem eignen Hause. Da ich sie* und die Söhne* * genau kenne, weiss ich wie höchst unangenehm, ihr ein fremdes Einmischen, in ihre Geschäftsangelegenheiten ist, und in ihre Privat Interessen. Darum ersuche ich Sie, ihr selbst* , oder ihrem Sohn, dem Legationrath Baron Wolf von Goethe* nach Weimar zu schreiben, Lützow* hat das ihrer Geschäfte über sich – und wird Ihnen die sicherste Auskunft und Antwort geben – da Frau von Goethe* bettlägig und unfähig ist, selbst zu schreiben. Ich weiß nur, dass oft davon gesprochen wurde, die Leiche Almas* nach Weimar in die Familiengruft zu transportieren. Ihre Discretion sei anvertraut, daß leider die Familie nicht über große Mittel zu verfügen hat, doch bin ich überzeugt, weil der Großherzog* von Weimar der für sie eine große Pietät hat, gewiß einschreiben, hätte er eine Ahnung von dieser Angelegenheit! Daß es längst unter meine Wünsche gehörte, die persönliche Bekanntschaft mit solchen gefeierten Ehrpersonen, die eine so große Bühne in der Kunst erreichten – zu machen – vor allem die Freunde, meines lieben verehrten Andersen kennen zu lernen, begreifen Sie. Nicht vergebenes kann man 3 Jahre in Rom leben, ohne von den Sinn für das Schöne u. Erhabene durchflutet zu wandern. Dazu kommt das Sagen daß nur aus unserem Land so Viele interessante Persönlichkeiten in jedem Fache, nahe leben – u man sollte nicht die Bekanntschaft eines solchen Künstlerpaares wünschen? Nächste Woche reiset ein junger Musiker, Herr Hölti [fejl for Hägg* ], aus Gothenburg, von Andersen empfohlen, nach Rom, er hat das Stipendium der Jenny Lind* erhalten – u wird Sie gewiß aufsuchen! Leider bin ich immer elend, von einem Heiserkeit und Kehlkopf Krankheit, verlaße vom Novb. Bis May nie meinem Zimmer u. bin unfähig zu Reisen. Alle Schönheiten Dänemarks bleiben mir daher verschloßen.
Angelegentlich empfielt sich Ihnen Frau Serre aus Maxen.
Dresden den 4. Januar 1872
Deres indholdsrige brev fra Rom overraskede mig meget. Tillad mig først at svare på forretningsanliggendet! – De spørger mig, hvor fru von Goethe* opholder sig. Hun tilbringer denne vinter i Weimar sammen med begge sønner* * og bor i deres eget hus. Da jeg kender hende* og begge sønnerne* * , ved jeg, hvor højst ubehageligt en fremmed indblanding i hendes forretningsanliggender er, og i hendes private sager. Derfor beder jeg Dem, selv at skrive til hende eller til hendes søn, legationsråd Baron Wolf von Goethe* i Weimar, Lützow* sørger for deres forretninger – og vil kunne give Dem det sikreste svar – da fru von Goethe* ligger i sengen og ikke er i stand til selv at skrive. Jeg ved kun, at der ofte blev talt om at føre Almas* lig til familiegravstedet i Weimar. Deres diskretion er strengt påkrævet, da familien desværre ikke råder over store midler, men jeg er overbevist om, at storhertugen* af Weimar, som nærer stor hengivenhed for hende, ville give et bidrag, hvis han havde en anelse om denne sag! At det i lang tid har været mit ønske at gøre bekendtskab med så fejrede personligheder, som har bevæget sig på kunstens store scene – frem for alt de venner, som også er min ærede ven H.C. Andersens – begriber De. Man kan ikke upåvirket have gennemvandret Rom i 3 år, uden at være gennemstrømmet af sansen for det skønne og ophøjede. Dertil kommer, at man siger, at kun fra vort land er der så mange interessante personligheder i hvert fag, der lever tæt sammen – og så skulle man ikke ønske at gøre bekendtskab med et sådant kunstnerægtepar? Næste uge rejser en ung musiker, hr. Hägg* fra Götenborg, som er anbefalet af Andersen – til Rom, han har modtaget Jenny Linds* stipendium – og vil ganske bestemt opsøge Dem. Desværre er jeg stadig syg, er hæs og har en sygdom i strubehovedet, jeg forlader fra november til maj ikke mit værelse og er ude af stand til at rejse. Alle Danmarks skønheder forbliver derfor lukkede for mig.
Jeg benytter lejligheden til at anbefale mig.
Fru Serre fra Maxen.
BrevID 25107: FrS-brev af 4/1 1872. NKS 4464 II, 5, 4o
Se yderlige sidste note til BrevID 14650.
Lützow* : Enkemanden efter Therese von Lützow* , Heinrich v.L.* (som tog tilbage til Tyskland i 1852 efter TvLs død) KAN have taget sig af OvGs* sager.
Hölti* : Fru Serre mener komponisten Hägg* , som også omtales i de flg. breve BrevID 14650 og BrevID 19306
09.01.1872
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 9. Jan. 1872.
Theurer, unvergeßlicher Freund!
Wenn auch die Brieftauben lange ihren Flug verzögern und einhalten so fliegen doch die Gedanken treulich hin und her, und kein Zweifel der Vergessenheit erfüllt das Herz! Immer rege und warm, bleibt der Antheil und freudig wird jedes Liebes Zeichen begrüßt. So erhielt ich Ihr dänisches Zeitungsblatt – mit dem Märchen der Seeschlange. Schon lange vorher hatte die Familie von Rahslöff* * mir davon gesprochen und gerühmt wie reizend und geistvoll es sei. Auch danke ich Ihnen für die Bekanntschaft des jungen Künstlers Herrn Hägg,* ./. er brachte freilich sehr verspätet Ihren Brief, denn er kam erst vor 14 Tagen und wird nächsten Sonnabend wieder abreisen, aber er hat hier eine sehr schöne Sonate mit Cello componirt, sie bei Rahslöffs* * gespielt, und wird sie Freitag in einer gewählten Gesellschaft bey mir wiederholen! Wie viel erzählte er mir von Ihnen! Also wieder einer der höchsten Orden schmückt Ihre Brust. Eine Anerkennung ist und bleibt immer etwas Erfreuliches! Ich hörte Sie würden nächsten Sommer in den lieben Tyrol eine Zeit lang zubringen wo die Luft so erquickend so verjüngend ist, und man mit jodeln möchte bei dem Gesang des ./. heitern Volkes und auf den hohen Bergen den lieben Gott näher zu sein glaubt, o hätte ich Gesundheit – hätte ich Kräfte noch reisen zu können, wäre mir die Außenwelt nicht ganz verschloßen, so habe ich nur Stunden, nur Tage, von gutem Befinden und nur wenn ich sie mir mit der höchsten Ruhe erkaufe. Schwer, schwer ist das Altwerden, zu fühlen wie die Körperkräfte schwinden – wie die Augen den Dienst versagen – und doch der Geist und das Herz, wie in einer jungen Hülle noch schlägt.
Denken Sie neulich erhielt ich aus Rom einen Brief von Frau Jerichau* , sie wendet sich in einer Angelegenheit an mich, die mich in Verlegenheit ./. setzt, nehmlich die Familie Goethe* * * hat vor 30 Jahren, ein Monument der verstorbenen Tochter Alma* bestellt eine schlafende Figur in Lebensgröße Portrait, alle Mahnungen Jerichaus* das Monument abzuholen, ja zu bezahlen, blieben unerwiedert, so soll ich Vermittlerin sein. Da ich nun Frau v. Goethe krank* weiß, und die gedrückten traurigen Geld Verhältniße kenne so weiß ich welche Sorge es ihnen geben muß – und bat Frau Jerichau* sich an dem Sohn, Wolf* , dem Legationsrath direkt zu wenden.
Wenn ich selten schreibe, so liegt es daran, daß ich an Entzündlichkeit der Augen leide, sobald ich schreibe, füllen sie sich mit Thränen und schmerzen!
Ich schließe daher, Margaret* grüßt –
und bleibe in Treue und alter Freundschaft
Ihre Fr Serre
Dresden, den 9. jan. 1872.
Dyrebare, uforglemmelige ven!
Selv om også brevduerne tøver med – og helt holder op med deres flugt, så flyver tankerne trofast hid og did, og ingen glemsomhedens tvivl fylder hjertet. Altid levende og varm forbliver deltagelsen og glad bliver hvert hengivnhedstegn hilset. Således modtog jeg Deres danske avis – med eventyret Søslangen. Længe før havde familien Raasløff* * talt derom og rost hvor henrivende og åndfuldt det var. Jeg takker Dem også for den unge kunstner hr. Häggs* bekendtskab, han bragte ganske vist noget forsinket Deres brev, thi han kom først for 14 dage siden og vil rejse igen næste lørdag, men han har komponeret en meget smuk sonate her med cello, spillet den hos Raasløfs* * og vil gentage den her hos mig i et udvalgt selskab! Hvor han fortæller mig meget om Dem! Altså smykker en høj orden igen Deres bryst. En anerkendelse vil altid være noget glædeligt! Jeg hørte, De vil tilbringe en tid lang i det kære Tyrol næste sommer, hvor luften er så opkvikkende og foryngende, og man ville jodle ved det muntre folks sang på de høje bjerge, som man tror sig nærmere Gud, åh, havde jeg sundhed, havde jeg endnu kræfter til at kunne rejse, hvis den ydre verden ikke var lukket helt for mig, så har jeg kun timer, kun dage med godt befindende og det kun, når jeg tilkøber mig den yderste ro. Tungt, tungt er det at blive gammel, at føle hvordan legemets kræfter svinder, hvordan øjnene ikke kan udføre opgaven – og dog slår hjertet og ånden regerer endnu som i et ungt hylster.
Tænk Dem, for nylig modtog jeg fra Rom et brev fra fru Jerichau* , hun henvender sig til mig i en sag, som sætter mig i forlegenhed, familien Goethe* * * har nemlig for 30 år siden bestilt et monument for den døde datter Alma* – en sovende figur i legemsstort portræt, alle Jerichaus* rykkere om at afhente monumentet, ja at betale det, forbliver ubesvaret, således skal jeg være budbringer. Da jeg nu ved, at fru v. Goethe* er syg, og da jeg kender de trykkede, sørgelige pengeforhold, så ved jeg, hvilken bekymring det vil give dem, og bad fru Jerichau* henvende sig direkte til sønnen, Wolf* , legationsråden.
Når jeg skriver sjældent, så skyldes det, at jeg lider af betændelse i øjnene , så snart jeg skriver, fyldes mine øjne med tårer og gør ondt!
Jeg slutter derfor, Margaret* hilser
Og forbliver med trofasthed og gammelt venskab
Deres Fr. Serre
BrevID 14650: FrS-brev af 9/1 1872 (Collin XI, 19/280, billedid 5547-50).
Ihr dänisches Zeitungsblatt – mit dem Märchen der Seeschlange: "Den store Søslange. Et Nutids-Eventyr af H. C. Andersen", blev trykt i "Illustreret Tidende", 13. bd. nr. 638, 17/12 1871. - http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1011
die Familie Rahslöff* * : hermed menes ægteparret general Waldemar R.* (1815-83) og Marie Raasløff f. Smith* (1815-91). Efter WRs* afgang som krigsminister i 1870 havde parret for en tid bosat sig i Dresden, hvortil HCA 19/12 1871 havde sendt et eksemplar af "Søslangen". - (BrevID 25117 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev). - Ejendommeligt nok har HCA ikke i sin dbg. noteret afsendelsen af det eksemplar, som var bestemt for FrS.
die Bekanntschaft des jungen Künstler Herrn Hägg* : den unge svenske komponist J. A. Hägg* (1850-1928), som HCA lærte at kende sidst på året 1870. Hägg* var kommet til Kbh. for at studere hos den ældre komponist Niels W. Gade* (1817-90), han blev en nær ven af familien Melchior* * , som behandlede ham som "en søn af huset" – i lighed med den ældre HCA. I okt. 1871 rejste Hägg* videre på sin studie- og dannelsesrejse, finansieret af et uddannelseslegat, oprettet af Jenny Lind* . Undervejs gjorde han ophold i Leipzig og Dresden. I sidstnævne by opsøgte han FrS, formentlig udstyret med et introduktionsbrev fra HCA.
einer der höchsten Orden schmückt Ihre Brust: HCA var i okt. 1871 blevet udnævnt til kommandør af den norske Sankt Olafs orden. "Den er ikke blot om Halsen men der fulgte med til Brystet en Stjerne, det er den første jeg har faaet", noterede HCA i sin dbg. (Dbg. IX, 150) -
Sie würden in den lieben Tirol eine Zeit lang zubringen: hermed hentyder FrS til HCA.s planer om en længere udenlandsrejse i sommeren 1872, med William Bloch* , den unge jurist og senere sceneinstruktør, som rejseledsager. På denne rejse besøgtes Dresden, hvor HCA havde sin sidste sammenkomst med FrS. Fra Dresden gik rejsen videre til Prag, Wien og Innsbruck, derfra videre til "endestationenen" Venedig, hvorfra de igen passerede Tyrol på hjemrejsen, dog uden at tilbringe "en længere tid" i Tyrol, hverken på hen – eller hjemrejsen.
einen Brief von Frau Jerichau* … ein Monument über der verstorbenen Tochter Alma* : Ottilie von Goethes* 3. barn, datteren Alma von Goethe* (1827-44), døde i Wien og blev begravet på kirkegården i Währing, den såkaldte Währinger Ortsfriedhof, i nærheden af Beethovens* og Schuberts* grave. Hurtigt herefter bestilte moderen hos den danske billedhugger J. A. Jerichau* et monument til opstilling på graven. Færdiggørelsen af denne skulptur trak ud i det uendelige, hvorefter man besluttede at overføre såvel gravens indhold som Jerichaus* monument til Weimar. At Jerichau endnu i 1872 ikke havde fået sin restbetaling, beror på Ottilie von Goethes* evige pengetrang. Dertil kommer, at OvG* døde 26/10 1872, efter langvarig sygdom., jf. Karsten Heins* " Ottilie von Goethe* ", p. 643 ff. Man kan undre sig over, at Jerichaus* hustru, malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann* , ville benytte den aldrende og dødssyge FrS til at øve pression på OvG* – som i øvrigt selv var syg og døde samme år.
12.01.1872 Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22431 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
