02.05.1871
Dato: 1871-05-02
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 2. Maÿ. [18]71 Dresden
Theuerster Freund!
Ihre lieben Zeilen kamen gerade an meinem Geburtstag! Sie waren mir, wie Lerchengesang! – Einige Tage vorher, hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter zugeschickt bekommen. – und Frau von Zobel* las ich was vor – welch reizender Humor welche rührende Momente darin – wie hört man in jedem Wort, die Stimme des theuren Freundes dabeÿ. Die beiden Gedichte sind auch reizend, wie wahr die 4 Zeilen.
Alles schwindet – die Jugend dahin. Auch die Hoffnung; Dein Liebstes wird schwinden. Wie der Wind flattert Alles dahin, Und kein Sieg an Dein Herz läßt sich binden.
Ja, alt werden ist schwer, schwer, wenn man fühlt, daß die Kräfte mehr und mehr schwinden ./. schwer, wenn körperliches Befinden Lieblings Pläne scheitern macht – schwer, wenn man den Freunden mit ergrauten Haar entgegentreten muß – und allerhand Schmerzen und Leiden sich unabwendbar melden, und doch wird das Herz nicht Wünsche leer, wenn auch hoffnungs arm! –
Ich habe den ganzen Winter sehr still gelebt. Die anhaltend große Kälte hatte meinem Halsübel sehr geschadet – ich konnte nicht sprechen, ohne sofort heiser zu werden, und mußte selbst im Hause jede Geselligkeit aufgeben. Die Anwesenheit von Gräfin Moltke* , aber entschädigte mich für Alles. Fast täglich besuchte sie mich, und schüttete ihr angstvolles Herz in meine Seele aus! – Leon* in Paris – Harald* öfter Blut spuckend, quälte sie, daß er immer ./. in die Armee eintreten wollte – macht große Schulden im Spiel und Luxus, und ihre Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern* * in der Nähe auf dem Gute ihrer Ältern* * . Natürlich daher, daß sie keine Gesellschaft besuchen wollte, noch Bekanntschaften machen, noch fremde Gesichter sehen.
Zum wahren Unglück kam am 7ten März, Gräfin Yoldi* . – welche in Versailles geblieben, während die deutschen Fürsten dort ihr Hauptquartier aufgeschlagen – und die preussische Einquartirung selbst verpflegte, als aber wieder 30,000 National Armee dort einrückten, mußte sie fliehen und kam nach Dresden um sich hier zu etabliren, einst weilen. Sie kennen nur, wie verschieden beide Gräfinnen, und wie es mich in Verlegenheit setzt, wenn sie sich bey mir treffen! –
An meinem Geburtstag brachte mir nach Mittag Krägen* eine Musik, ein ./. Clavierspiel mit 8 Hände auf 2 Pianos, von seinen Schülerinnen, dazu hatte ich (zum Kaffee nähmlich) alle Bekannte eingeladen die mir früh gratuliren kamen, es waren gegen 80 Personen hier, und dennoch habe ich 57 Gratulationsbriefe und Telegramms erhalten, 18 Bouquets 4 Blumenkörbchen 4 große Vasen mit Blumen, es duftete wie in einem Treibhaus. Leider finde ich die Draht bouquets eine große Verschwendung, sie dauern ja nur 2 Tage, der kleinste Blumenstock aber treibt nächstes Jahr neue Blüthen.
Carl Riccius* hat eine sehr junge, schöne Frau – leider mehr zum Staat, als fürs Haus. Hauptmann Delitz* war nach Versailles commandirt zur unterirdischen Recognoscirung der Katakomben, er und Constanze Hopfe* und Margaret* tragen mir Grüße auf – Mir blutet das Herz, denke ich an das schöne, arme Paris – wer konnte mit Vertrauen in den Friedens Jubel einstimmen? So Gott will, Mitte May denke ich nach Maxen zu übersiedeln.
[i margenen, p. 1:] Ich gebe die Hoffnung nicht auf, Sie wenigstens im Spätsommer zu sehen in Maxen. Vergebung meine schlechte Schrift..
[i margenen, p. 4:] Dankbar und in Treue grüßt Sie Ihre alte Freundin Fr. S.
Dresden, den 2. maj [18]71
Dyrebareste ven!
Deres kære linier kom netop til min fødselsdag! De var mig som lærkesang! – Nogle dage før havde jeg fra boghandleren fået tilsendt Lykke Peer – og jeg læste noget af det op for fru von Zobel* , hvilken henrivende humor og hvilke rørende momenter deri – det er som man hører hvert ord fra den dyrebare vens stemme derved. Begge digte var også henrivende, hvor sande de 4 linier.
Alt svinder – ungdommen med. Også håbet, dine kære forsvinder, som vinden flagrer alt bort, og ingen sejr lader sig knytte til dit hjerte.
Ja, det er tungt, tungt at blive gammel, når man føler, at kræfterne aftager mere og mere, tungt, når legemligt befindende får yndlingsplaner til at vakle, tungt, når man møder vennerne med grånet hår – og alle slags smerter og lidelser uafvendeligt melder sig, og alligevel bliver hjertet ikke tomt for ønsker, selv om håbet er fattigt!
Jeg har hele vinteren levet meget stille. Den vedvarende voldsomme kulde har skadet mit halsonde meget – jeg kunne ikke tale, uden straks at blive hæs, og måtte endog opgive enhver selskabelighed i huset. Grevinde Moltkes* nærvær skånede mig for alt. Næsten dagligt besøgte hun mig, og rystede sit angstfulde hjerte ud i min sjæl! – Leon* i Paris – Harald* der ofte spytter blod, det bekymrede hende, at han altid vil gå ind i hæren – han har stor gæld på grund af spil og luksus, og hendes svigerdatter, f. Seebach* , var i nærheden med børnene* * på hendes forældres* * gods. Det var derfor naturligt, at hun ikke ville besøge nogen selskaber, eller gøre bekendtskaber eller se fremmede ansigter.
Til stort uheld kom grevinde Yoldi* den 7. marts. – Hun var blevet i Versailles, mens de tyske fyrster havde opstillet deres hovedkvarter der – og selv forplejede den preussiske indkvarteringer, men da 30.000 fra nationalhæren rykkede ind der, måtte hun flygte og kom til Dresden for at etablere sig her, midlertidigt. De ved jo, hvor forskellige begge grevinder er, og hvordan de sætter mig i forlegenhed, når de mødes hos mig!
Til min fødselsdag bragte Krägen* efter middagen mig et stykke musik, et klaverstykke, 8 hændigt på to flygler, fra hans elever, dertil havde jeg inviteret alle bekendte (til kaffe), som kom for at gratulere mig, der var henved 80 personer her, og desuden har jeg modtaget 57 gratulationsbreve og telegrammer, 18 buketter, 4 blomsterkurve, 4 store vaser med blomster, det duftede som i et drivhus. Desværre svinder det meget i rækken af buketter, de varer jo kun 2 dage, men den mindste blomsterstilk frembringer nye blomster næste år.
Carl Riccius* har en meget ung, smuk hustru, hun er desværre mere til stads, end til det huslige. Kaptajn Delitz* var kommanderet til Versailles til underjordisk rekognoscering i katakomberne, han og Constanze Hopfe* og Margaret* beder mig hilse – mit hjerte bløder, når jeg tænker på det skønne, stakkels Paris – hvem kan med fortrøstning istemme fredsjubelen? Om Gud vil, tænker jeg at flytte til Maxen i midten af maj.
[i margenen, p. 1:] Jeg opgiver ikke håbet om i det mindste at se Dem i sensommeren i Maxen. Undskyld min dårlige skrift.
[i margenen, p. 4:] Taknemmeligt og i troskab hilser Deres gamle veninde Fr. S.
BrevID 19240: FrS-brev af 2/5 1871 (Collin XI, 19/277, billedid 5535-38).
Ihre lieben Zeilen: "Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag", skrev HCA i sin dagbog under 25/4 1871 (Dagbogen IX, 61). -
hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter bekommen: HCA har åbenbart ikke selv tilsendt FrS et eksemplar af den tyske oversættelse af "Lykke-Peer". På dansk udkom romanen 11/11 1870. - Da: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=999 - Ty: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20566
Frau von Zobel* : Iflg. Adressbuch Dresden 1871 bor der i samme gade som Fru Serre, Amalienstraße, en kaptajnsenke M. Anna von Zobel* .
Die beiden Gedichte: i romanen havde HCA indlagt 2 digte med begyndelseslinjerne "Alt farer hen som Vinden) og "End ligger Jorden i Sneens Svøb".
die 4 Zeilen: sidste vers i det ovenfor nævnte digt: Alt er Forsvinden – Forsvinden / Ungdom, dit Haab og din Ven / Alt farer hen som Vinden / Og kommer aldrig igjen.
Leon* in Paris: som dansk gesandt i Paris forblev Léon Moltke-Huitfeldt* på sin post under preussernes belejring af Paris og den første del af Pariserkommunen. Han undslap dog i sidste øjeblik, med det sidste tog der gik til Versailles, hvor den nyudråbte franske republik havde midlertidigt regeringssæde.
Harald* öfter Blut spuckend … er immer in die Armee eintreten wollte: Harald Moltke-Huitfeldt* , der havde gjort tjeneste som dragonofficer i den østrigske armé og senere i den danske hær, hvorfra han var blevet afskediget som ritmester à la suite, havde senest været tilknyttet det danske gesandtskab i Paris, med sin ældre broder Léon* som chef. Han stod således uden erhvervsindkomst og var henvist til at leve af tilskud fra forældrene, A. G.* og Eliza M-H.* Han døde i 1878 i en alder af kun 40 år.
Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern: Léon Moltke-Huitfeld* og Maria Seebachs* børn hed Adam Gottlieb Moltke-Huitfeldt* (1864-1944) og Maria Elisabeth Moltke-Huitfeldt* (1865-?)
Hauptmann Delitz* …er und Constanze Hopfe* und Margaret* : Constance Hopfe* kan være en C. F. Hopfe* , som i Dresdner Adreßbuch benævnes som C. F. Hopfe* , "Privatus", bosat i Bautznerstr. 24. Desuden boede der i mange år en "Tapetzierer" Hopfe i Amalienstr., samme gade som FrS. Margaret* er FrS.s mangeårige selskabsdame, den engelsk-fødte Margaret Thomas* – og Serres egen bolig lå også i Amaliestraße.
