09.01.1872
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden 9. Jan. 1872.
Theurer, unvergeßlicher Freund!
Wenn auch die Brieftauben lange ihren Flug verzögern und einhalten so fliegen doch die Gedanken treulich hin und her, und kein Zweifel der Vergessenheit erfüllt das Herz! Immer rege und warm, bleibt der Antheil und freudig wird jedes Liebes Zeichen begrüßt. So erhielt ich Ihr dänisches Zeitungsblatt – mit dem Märchen der Seeschlange. Schon lange vorher hatte die Familie von Rahslöff* * mir davon gesprochen und gerühmt wie reizend und geistvoll es sei. Auch danke ich Ihnen für die Bekanntschaft des jungen Künstlers Herrn Hägg,* ./. er brachte freilich sehr verspätet Ihren Brief, denn er kam erst vor 14 Tagen und wird nächsten Sonnabend wieder abreisen, aber er hat hier eine sehr schöne Sonate mit Cello componirt, sie bei Rahslöffs* * gespielt, und wird sie Freitag in einer gewählten Gesellschaft bey mir wiederholen! Wie viel erzählte er mir von Ihnen! Also wieder einer der höchsten Orden schmückt Ihre Brust. Eine Anerkennung ist und bleibt immer etwas Erfreuliches! Ich hörte Sie würden nächsten Sommer in den lieben Tyrol eine Zeit lang zubringen wo die Luft so erquickend so verjüngend ist, und man mit jodeln möchte bei dem Gesang des ./. heitern Volkes und auf den hohen Bergen den lieben Gott näher zu sein glaubt, o hätte ich Gesundheit – hätte ich Kräfte noch reisen zu können, wäre mir die Außenwelt nicht ganz verschloßen, so habe ich nur Stunden, nur Tage, von gutem Befinden und nur wenn ich sie mir mit der höchsten Ruhe erkaufe. Schwer, schwer ist das Altwerden, zu fühlen wie die Körperkräfte schwinden – wie die Augen den Dienst versagen – und doch der Geist und das Herz, wie in einer jungen Hülle noch schlägt.
Denken Sie neulich erhielt ich aus Rom einen Brief von Frau Jerichau* , sie wendet sich in einer Angelegenheit an mich, die mich in Verlegenheit ./. setzt, nehmlich die Familie Goethe* * * hat vor 30 Jahren, ein Monument der verstorbenen Tochter Alma* bestellt eine schlafende Figur in Lebensgröße Portrait, alle Mahnungen Jerichaus* das Monument abzuholen, ja zu bezahlen, blieben unerwiedert, so soll ich Vermittlerin sein. Da ich nun Frau v. Goethe krank* weiß, und die gedrückten traurigen Geld Verhältniße kenne so weiß ich welche Sorge es ihnen geben muß – und bat Frau Jerichau* sich an dem Sohn, Wolf* , dem Legationsrath direkt zu wenden.
Wenn ich selten schreibe, so liegt es daran, daß ich an Entzündlichkeit der Augen leide, sobald ich schreibe, füllen sie sich mit Thränen und schmerzen!
Ich schließe daher, Margaret* grüßt –
und bleibe in Treue und alter Freundschaft
Ihre Fr Serre
Dresden, den 9. jan. 1872.
Dyrebare, uforglemmelige ven!
Selv om også brevduerne tøver med – og helt holder op med deres flugt, så flyver tankerne trofast hid og did, og ingen glemsomhedens tvivl fylder hjertet. Altid levende og varm forbliver deltagelsen og glad bliver hvert hengivnhedstegn hilset. Således modtog jeg Deres danske avis – med eventyret Søslangen. Længe før havde familien Raasløff* * talt derom og rost hvor henrivende og åndfuldt det var. Jeg takker Dem også for den unge kunstner hr. Häggs* bekendtskab, han bragte ganske vist noget forsinket Deres brev, thi han kom først for 14 dage siden og vil rejse igen næste lørdag, men han har komponeret en meget smuk sonate her med cello, spillet den hos Raasløfs* * og vil gentage den her hos mig i et udvalgt selskab! Hvor han fortæller mig meget om Dem! Altså smykker en høj orden igen Deres bryst. En anerkendelse vil altid være noget glædeligt! Jeg hørte, De vil tilbringe en tid lang i det kære Tyrol næste sommer, hvor luften er så opkvikkende og foryngende, og man ville jodle ved det muntre folks sang på de høje bjerge, som man tror sig nærmere Gud, åh, havde jeg sundhed, havde jeg endnu kræfter til at kunne rejse, hvis den ydre verden ikke var lukket helt for mig, så har jeg kun timer, kun dage med godt befindende og det kun, når jeg tilkøber mig den yderste ro. Tungt, tungt er det at blive gammel, at føle hvordan legemets kræfter svinder, hvordan øjnene ikke kan udføre opgaven – og dog slår hjertet og ånden regerer endnu som i et ungt hylster.
Tænk Dem, for nylig modtog jeg fra Rom et brev fra fru Jerichau* , hun henvender sig til mig i en sag, som sætter mig i forlegenhed, familien Goethe* * * har nemlig for 30 år siden bestilt et monument for den døde datter Alma* – en sovende figur i legemsstort portræt, alle Jerichaus* rykkere om at afhente monumentet, ja at betale det, forbliver ubesvaret, således skal jeg være budbringer. Da jeg nu ved, at fru v. Goethe* er syg, og da jeg kender de trykkede, sørgelige pengeforhold, så ved jeg, hvilken bekymring det vil give dem, og bad fru Jerichau* henvende sig direkte til sønnen, Wolf* , legationsråden.
Når jeg skriver sjældent, så skyldes det, at jeg lider af betændelse i øjnene , så snart jeg skriver, fyldes mine øjne med tårer og gør ondt!
Jeg slutter derfor, Margaret* hilser
Og forbliver med trofasthed og gammelt venskab
Deres Fr. Serre
BrevID 14650: FrS-brev af 9/1 1872 (Collin XI, 19/280, billedid 5547-50).
Ihr dänisches Zeitungsblatt – mit dem Märchen der Seeschlange: "Den store Søslange. Et Nutids-Eventyr af H. C. Andersen", blev trykt i "Illustreret Tidende", 13. bd. nr. 638, 17/12 1871. - http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=1011
die Familie Rahslöff* * : hermed menes ægteparret general Waldemar R.* (1815-83) og Marie Raasløff f. Smith* (1815-91). Efter WRs* afgang som krigsminister i 1870 havde parret for en tid bosat sig i Dresden, hvortil HCA 19/12 1871 havde sendt et eksemplar af "Søslangen". - (BrevID 25117 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev). - Ejendommeligt nok har HCA ikke i sin dbg. noteret afsendelsen af det eksemplar, som var bestemt for FrS.
die Bekanntschaft des jungen Künstler Herrn Hägg* : den unge svenske komponist J. A. Hägg* (1850-1928), som HCA lærte at kende sidst på året 1870. Hägg* var kommet til Kbh. for at studere hos den ældre komponist Niels W. Gade* (1817-90), han blev en nær ven af familien Melchior* * , som behandlede ham som "en søn af huset" – i lighed med den ældre HCA. I okt. 1871 rejste Hägg* videre på sin studie- og dannelsesrejse, finansieret af et uddannelseslegat, oprettet af Jenny Lind* . Undervejs gjorde han ophold i Leipzig og Dresden. I sidstnævne by opsøgte han FrS, formentlig udstyret med et introduktionsbrev fra HCA.
einer der höchsten Orden schmückt Ihre Brust: HCA var i okt. 1871 blevet udnævnt til kommandør af den norske Sankt Olafs orden. "Den er ikke blot om Halsen men der fulgte med til Brystet en Stjerne, det er den første jeg har faaet", noterede HCA i sin dbg. (Dbg. IX, 150) -
Sie würden in den lieben Tirol eine Zeit lang zubringen: hermed hentyder FrS til HCA.s planer om en længere udenlandsrejse i sommeren 1872, med William Bloch* , den unge jurist og senere sceneinstruktør, som rejseledsager. På denne rejse besøgtes Dresden, hvor HCA havde sin sidste sammenkomst med FrS. Fra Dresden gik rejsen videre til Prag, Wien og Innsbruck, derfra videre til "endestationenen" Venedig, hvorfra de igen passerede Tyrol på hjemrejsen, dog uden at tilbringe "en længere tid" i Tyrol, hverken på hen – eller hjemrejsen.
einen Brief von Frau Jerichau* … ein Monument über der verstorbenen Tochter Alma* : Ottilie von Goethes* 3. barn, datteren Alma von Goethe* (1827-44), døde i Wien og blev begravet på kirkegården i Währing, den såkaldte Währinger Ortsfriedhof, i nærheden af Beethovens* og Schuberts* grave. Hurtigt herefter bestilte moderen hos den danske billedhugger J. A. Jerichau* et monument til opstilling på graven. Færdiggørelsen af denne skulptur trak ud i det uendelige, hvorefter man besluttede at overføre såvel gravens indhold som Jerichaus* monument til Weimar. At Jerichau endnu i 1872 ikke havde fået sin restbetaling, beror på Ottilie von Goethes* evige pengetrang. Dertil kommer, at OvG* døde 26/10 1872, efter langvarig sygdom., jf. Karsten Heins* " Ottilie von Goethe* ", p. 643 ff. Man kan undre sig over, at Jerichaus* hustru, malerinden Elisabeth Jerichau-Baumann* , ville benytte den aldrende og dødssyge FrS til at øve pression på OvG* – som i øvrigt selv var syg og døde samme år.
