Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
21.06.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen [udat.]
Theurer Freund!
Innigen, herzlichen Dank, für Ihren lieben Brief. Der schriftliche Verkehr mit entferndten Lieben, bleibt ja unser einziger Trost, bey langer Trennung. Ich habe Ihrer lebhaft bei dem Tode Dickens* gedacht, doch wohl Allen, die sich durch ihre Werke unsterblich gemacht – und sich hier das schönste Denkmal durch dieselben gesetzt! Gott behüthe Ihre Tage, aber einmal schlägt doch die Stunde des Scheidens, und beneidenswerth Alle, die nicht ./. umsonst gelebt, und deren Ruhm wie der Dickens* und der der [sic] Ihrige, fortleben wird; Sie haben schöne Pläne für den Sommer, zu angenehmen Landleben, mit allem Luxus unter Freunden. Mein einfaches Maxen muß sehr abstechen, aber je älter man wird, je weniger hat man Sinn fürs Äußere.
Wiederum habe ich eine herzliche Einladung nach Glorup erhalten, die Gräfin* ist in Marienbad und will mich Ende July besuchen, aber auch ich muß mit Ihnen ausrufen! “Vorbei! Vorbei["] ./. Obgleich nicht krank, so habe ich abermals eine Entzündung der Schleimhäute bey meiner Übersiedelung, wo so kaltes Wetter Wochenlang war – durch gemacht. Ich bin seitdem so angegriffen, daß ich nicht in die Gärten gehen kann, habe Husten und Stechen in dem Kehlkopf, daß mir das Sprechen oft unmöglich ist, und muß jede Anstrengung und Aufregung vermeiden! Jeder Tag ist mir wie ein Geschenk, wo ich noch lebe – was mir daher Gutes geschehe, geschehe mir bald – Pläne auf ein Jahr hinaus, wage ich nicht mehr zu machen. Es macht uns doppelt ängstlich liebe Freunde so plötzl. sterben ./. zu sehen. So unser guter alter Pastor, Sontag vor 3 Wochen kehrt er von einem Besuche bey seinem Sohn zurück, klagt über Magen Erkältung – schläft aber ruhig bis nach 12 Uhr, erwacht mit kurzem Athemholen, ruft seine Frau und Tochter, segnet sie – und ist in einer ½ St. für ewig eingeschlafen! Ich vermisse ihn schmerzlich, stehe allein ohne Rath und Beistand – denn mein Pflegesohn* kann sein Gut nur auf Tage verlaßen; dazu melden sich täglich 2-3 Pastoren, täglich kommen 2-3 schriftl. Gesuche um die sehr vortheilhafte Pastorstelle ein – ./. und da ich als Patronin, die alleinige Verfügung darüber habe, erhielt ich bis jetzt einige 50 schriftl. Gesuche und wenigstens 20, persönliche Vorstellungen. Eine richtige tadellose Wahl zu treffen, ist aber eine schwere Verantwortung, gegenüber der Gemeinde, und macht mir große Sorge. O wie schwer ist das Alleinstehen! -
Siegwald Dahl* ist mit Graf Einsiedel* in Berlin zum Wettrennen holt dann Gräfin Moltke* von Marienbad ab, und Margaret* hat die Freude, eine Cousine mit ihrer Tochter, die gegenwärtig in Teplitz sind, in Dresden zu haben. Hr. von Beaulieu* hofft baldigst auf neue Vaterfreuden ./. was ich glaube, ihm sehr unangenehm ist, da er nicht mehr jung und beschränkte Revenüen hat. Er hält interessante Vorträge im geografischen Verein, und zeichnet sich durch Geist und Liebenswürdigkeit aus – eben so ist unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kottzebue, ein Gewinn für Dresden. Er hat über die Moldau interessant geschrieben und einige seiner Lustspiele sind mit Glück aufgeführt, dabey ist er populair. An den Wiederaufbau eines neuen Theaters ist noch nicht zu denken, obgleich Prof. Sempers* Plan angenommen, fehlen noch die Mittel, so wird die alte Bretterbude wohl noch eine Zeit lang stehen müssen. Ich wünschte man wählte Beaulieu* ./. anstatt Platen* zum Theater Intendant. Es ziehen sich viel reiche Juden, Russen meist nach Dresden und laßen sich prachtvolle Häuser bauen, und vertheuern Alles hier. – Da Prinz Oldenburg* Henselts* Protector sich eine Villa in der Nähe von Dresden gemiethet, wird auch Henselt* eine längere Zeit hier zubringen, ich erwarte ihn täglich. Gräfin Moltke* will aber erst wenn sie von Marienbad kommt, und nach Glorup geht – Dresden und mich aufsuchen.
Wie die Rosen blühen, man möchte sich einwühlen, in diese himmlichen Blüthen, und in ihrem Duft vergehen. Auch der Hof Diaconus Hase* aus Weimar bewirbt sich um meine Pfarrstelle aber eine Gräfin Kalkreuth* seine Braut scheint mir nicht auf das Dorf zu passen. ./. Herr von Schober* der zum Geburtstag in Weimar ist, schrieb mir Gestern er bäte um Erlaubniß, nächste Woche, bevor er nach Gastein reise[t] in Maxen zubringen zu dürfen. Heute erwarte ich den Oberlieutnant Prensker* mit seinen 10 Zöglingen worunter auch mein ältester Enkel* – sie wollen hier bivoukiren und hier übernachten, und Morgen bis Teplitz marschiren, so fehlt es mir eigentlich an Zerstreuung nicht, hätte ich nur mehr Kräfte dazu! Meine treuen Gedanken eilen zu Ihnen und neue Wünsche entströmen dem alten Herzen voll Freundschaft für Ihr Wohl!
Stets Dieselbe, Fr Serre
Maxen [udat.]
Dyrebare ven!
Inderligt, hjertelig tak for Deres kære brev. Den skriftlige trafik med fjerne kære bliver jo vores eneste trøst, ved lang adskillelse. Jeg tænkte indgående på Dem ved Dickens’* død – men vel også på alle, som gør sig udødelige med deres værker – og som således sætter sig det flotteste mindesmærke derved! Gud beskytte Deres dage, men på et tidspunkt nærmer afskedens time sig. Alle, som ikke har levet forgæves, er misundelsesværdige, Deres berømmelse vil ligesom Dickens’* leve videre; De har skønne planer for sommeren, til behageligt landliv, med al mulig luksus blandt venner. Mit enkle Maxen må afvige meget derfra, men jo ældre man bliver, desto mindre tanke har man for det ydre.
Jeg har igen modtaget en hjertelig indbydelse til Glorup, grevinden* er i Marienbad og vil besøge mig i slutningen af juli, men jeg må udråbe – med Dem: "Forbi! Forbi! – skønt jeg ikke er syg, så har jeg endnu en gang fået betændelse i slimhinderne ved overflytningen hertil, hvor det ugelangt var så koldt vejr. Siden da har jeg været så angrebet, at jeg ikke kan gå i haven, hoster og stikken i strubehovedet, så jeg umuligt kan tale, og må undgå enhver anstrengelse og ophidselse! Hver dag er mig en gave, hvor jeg endnu lever – hvad der derudover sker mig af godt, sker snart – planer for yderligere et år vover jeg ikke mere at gøre. Det gør os dobbelt ængstelige at se kære venner dø så pludseligt. Således vor gode gamle pastor, i søndags for 2 uger siden kom han hjem efter et 3 ugers besøg hos sin søn, klager over maveforkølelse, men sover godt til klokken er over 12, vågner med kort vejrtrækning, kalder på sin kone og datter, velsigner dem – og efter ½ time er han for evigt sovet ind! Jeg savner ham virkelig, står alene uden råd og bistand – for min plejesøn* kan kun forlade sit gods få dage; dertil melder sig dagligt 2-3 pastorer, dagligt kommer 2-3 skriftlige ansøgninger om den meget fordelagtige pastorstilling – og da jeg som beskytterinde alene råder over beslutningen dertil, modtog jeg indtil nu omkring 50 skriftlige ansøgninger og mindst 20 personlige henvendelser. At træffe et uangribeligt valg er dog et tungt ansvar over for menigheden og bekymrer mig meget. Åh, hvor er det svært at stå alene!
Siegwald Dahl* er med grev Einsiedel* i Berlin til væddeløb, henter derefter grevinde Moltke* i Marienbad og Margaret* har den glæde at have en kusine med hendes datter, som er i Teplitz. Hr. von Beaulieu* håber snarest på en ny faderglæde, hvilket jeg tror, er ham meget ubehageligt, da han ikke mere er ung og har begrænsede indtægter. Han holder interessante foredrag i den geografiske forening og udmærker sig ved ånd og elskværdighed – ligeledes er vores nye preussiske gesandt, hr. von Kottzebue, en gevinst for Dresden. Han har skrevet meget interessant om Moldau og nogle af hans lystspil er opført med held, hvorved han er blevet populær. Det er endnu ikke til at tænke på genopbygningen af det nye teater, selv om professor Sempers* plan er blevet antaget, så mangler endnu midlerne – så den gamle bræddebod må blive stående endnu et stykke tid. Jeg ville ønske, at man valgte Beaulieu* til teaterintendant i stedet for Platen* . Mange rige jøder, mest russere, flytter til Dresden og lader pragtfulde huse opføre, og fordyrer dermed alt her. – Da prins Oldenburg* (Henselts* protektor) har lejet sig en villa i nærheden af Dresden, må Henselt* også tilbringe en længere tid her, jeg venter ham dagligt. Grevinde Moltke* vil dog først opsøge Dresden og mig, når hun kommer fra Marienbad på vej til Glorup.
Som roserne blomster ville man gerne begrave sig i dem, i disse himmelske blomster, og drukne i deres duft. Også hofdiakon Hase* fra Weimar ansøger om min præstestilling, men en grevinde Kalkreuth* synes mig ikke at passe til landsbyen. Hr. von Schober* , som er til fødselsdag i Weimar, skrev i går og bad om tilladelse til at tilbringe næste uge i Maxen, før han rejser til Gastein. I dag venter jeg oberstløjtnant Prensker* med hans 10 elever, hvoriblandt også er mit ældste barnebarn* – de vil ligge i bivouak og overnatte her, og i morgen marchere til Teplitz, så jeg mangler egentlig ikke adspredelse, blot kræfterne dertil! Mine tro tanker iler til Dem og nye ønsker strømmer fra det gamle hjerte, fuld af venskab for Deres velbefindende.
Altid den samme, Fr. Serre
BrevID 19933: FrS-brev af 21(?)/6-1870 (Collin XI, 11/155+17/247b, billedid 4974-77, 5348-51).
Datering: brevet kan ikke dateres nøjagtigt. HCA sendte brev fra Basnæs 19/6, som FrS tidligst kan have modtaget 2 dage senere, og HCA fik nærværende brev på Holsteinborg 28/6.
bei dem Tode Dickens* : Charles Dickens* (1812-70) døde 9/6 1870.
Sie haben schöne Pläne für den Sommer: HCA tilbragte forsommeren på Basnæs og Holsteinborg og den egentlige sommer hos familien Henriques* * på "Petershøi", syd for Klampenborg (9-19/7) samt hos familien Melchior* * i den ombyggede og stærkt udvidede sommerbolig "Rolighed", ligeledes ved stranden, men tættere på København (19/7-19/9).
da ich als Patronin die alleinige Verfügung darüber habe: som besidder af Maxen, der var et såkaldt "Rittergut", havde FrS som kirkepatron kaldsretten til sognekirken i landsbyen Maxen. I betragtning af, at Maxen havde haft den samme sognepræst siden 1818, d.v.s. før FAS købte Maxen, er det ikke underligt, at FrS stod famlende overfor sin varetagelse af kaldsretten til embedet. Se omtale af Serres som kirkepatroner i avisartikel 1863-05-14
unser neuer pr. Gesandte, Hr. von Kotzebue* : Wilhelm von Kotzebue* (1813-87), der var søn af den mere kendte skuespilforfatter, August von Kotzebue* (1761-1819) tilhørte den tysk-baltiske adel. Han blev diplomat (først som russisk gesandt i Karlsruhe, siden som preussisk do. i Dresden 1869-79), men virkede også som skønlitterær forfatter, udgav især værker med emner fra Moldau/Rumænien, hvor hans hustru havde et gods. Han omtales som "Tacitus Rumäniens".
Wiederaufbau eines neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Prinz Oldenburg* Henselts* Protector: prins Peter Georgievitch af Oldenburg* (1818-81), en nær ven af A. von Henselt* og selv en begavet komponist. En gren af den tyske hertugfamilie i Oldenburg blev knyttet til den russiske zarfamilie og var det helt op til revolutionen 1917.
Hof Diaconus Hase* … eine Gräfin Kalkreuth* : Karl Alfred Hase* (sen. von H.) (1842-1918), gift med grevinde Clara von Kalckreuth, * (1851-1903), d.a. Stanislaus von Kalckreuth * . FrS havde utvivlsomt ret i, at dette ægtepar ikke egnede sig til at være præstefolk i Maxen.
Oberlieutnant Prensker* … mein ältester Enkel: barnebarnet er Clemens Serre (1856-1920), men overløjtnant Prensker* kan ikke identificeres. – Iflg. Adressbuch Dresden 1870 er der en Generalmajor Adolph Curt v. Prenzel* , iflg. Königl. Sächsischer Hof-Civil-und Militär-Staat (1799-1889)
30.09.1870 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22425 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
19.10.1870
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen der 19. Octbr 1870.
Theuerster Freund!
Wie freudig begrüßte ich Ihre lieben Zeilen, nach so langem Schweigen. Ruhig rollt das Rad der Zeit, in Ihrem und meinem Leben weiter, während draussen die Kriegsstürme toben, und das Herz bey jeder Nachricht erbebt – – Trauermäntel unzählige befreundete Gestalten einhüllen, die stumm zum Himmel blickend – und unfähig sind – der von Gott bestimmten Ergebniße der Weltgeschichte Einhalt zu thuen! -
Das schöne glänzende Paris, ./. welche Zerwürfniße dort, welche Verzweiflung, die die unsinnigsten vandalistischen Thaten und Zerstörungen begehen laßen! – Genug – wer litte nicht in solchen Zeiten! – Gräfin Moltke* ist in Dresden angekommen und sofort nach Unwürde zu Graf Seebachs* * , Nachricht und Auskunft über ihre Kinder* * zu erlangen; dann wird sie einige Zeit nach Maxen kommen, denn ich muß bis Mitte Novbr. hier bleiben, da erst den 7ten die Ordination meines neuen Pastors erfolgt. Ich habe den Bitten und Gesuchen meiner Gemeinde ./. nachgegeben, und ihren, mir vorgeschlagenen Seelsorger designirt, obgleich ich längst eine mich mehr ansprechende Wahl getroffen. Gebe Gott, daß er seine heiligen Pflichten treu und redlich erfüllt. – Von Clara Heinke* hörte ich seit lange nichts – wir hatten fortdauernd, das gräulichste kalte Regenwetter, was zu einem Aufenthalt hier, für eine so zarte Natur wie die Claras* , nicht paßt; und leicht eine Erkältung ihr altes Übel zurückgebracht hätte. Außer das [sic] Henselt* , 6 Wochen in Maxen war, hatte ich keinen Hausbesuch. – Margaret hatte die Freude ihre englischen Verwandte hier zu haben die aber ./. schnell zurück reiseten als der Krieg ausbrach! Wo mag nur Gräfin Yoldi* jetzt sein? Wie wird sie ihren Helden* [tilføjet i margenen: auf Wilhelmshöhe], ihr Haus in Versailles beklagen! –
Hr. von Beaulieu* hat das 11te Kind bekommen, und dieser Segen ist ihm etwas zu viel, er war kürzlich in Maxen! – – Daß die gute kleine Hofräthin Carus* sich aus Eifersucht (leider mit Grund) aus dem Fenster 2 Et. hoch gestürzt – und wunderbarer Weise, alle ihre zerbrochenen Glieder wieder hergestellt worden, schrieb ich Ihnen wohl schon! – Eben wandelt die königl. Familie* * in meinem Park herum, sie wohnen in Wesenstein, noch in wahrer Trauer um Prinz. Amalie* , der edlen Schriftstellerin
[i margenen, p. 1:] Leben Sie wohl, unter den Flügeln der Poesie, und gedenken Ihrer getreuen Freundin
Fr. Serre
Maxen, den 19. oktober 1870.
Dyrebareste ven!
Hvor glad hilste jeg Deres kære linier, efter så lang tavshed. Roligt ruller tidens hjul videre, i Deres og mit liv, medens krigsstormene raser derude og hjertet bæver ved hver efterretning – indhyller utallige venneskikkelser i sørgekapper, medens de stumt kigger mod himlen og er ude af stand til at give mening til de af Gud bestemte hændelser i verdenshistorien.
Det skønne strålende Paris – hvilken splid, hvilken fortvivlelse der, som lader de mest vanvittige gerninger ske, med vandalisme og ødelæggelser! – Nok derom – hvor meget lider jeg ikke i sådanne tider! Grevinde Moltke* er ankommet til Dresden, og er straks efter taget til grev Seebachs* * på Unwürde, for at få efterretning og oplysninger om sine børn* * ; så vil hun komme til Maxen et stykke tid, for jeg må blive her til midten af november, da ordinationen af min nye pastor først følger den 7. Jeg har fulgt min menigheds bønner og anmodninger og udpeget dem min foreslåede sjælesørger, selv om jeg for længst havde truffet et valg, der var mig mere tiltalende. Gud give, at han tro og redeligt vil udføre sine pligter. – Fra Clara Heinke* har jeg længe intet hørt – vi havde det mest voldsomme, kolde og vedvarende regnvejr, og det passer ikke til et ophold her, for en så sart natur som Claras* ; og en forkølelse ville let have bragt hendes gamle lidelse tilbage. Foruden at Henselt* var 6 uger i Maxen havde jeg ingen besøgende. – Margaret* havde den glæde at have besøg af sine engelske slægtninge, men de vendte hurtigt hjem, da krigen brød ud! Hvor kan grevinde Yoldi* mon nu være? Hvor må hun beklage sin helt* på Wilhelmshöhe – og sit hus i Versailles!
Hr. von Beaulieu* har fået sit 11. barn, og denne velsignelse er ham for meget, han var for kort tid siden her i Maxen! – At den gode lille hofrådinde Carus* har styrtet sig ud af et vindue på 2. sal på grund af jalousi (desværre med god grund) – og på forunderlig vis er blevet rask efter at have brækket alle sine lemmer, skrev jeg vel allerede til Dem!
Den kongelige familie* * vandrer netop nu omkring i min park, de bor i Wesenstein, stadig i sorg over prinsesse Amalie* , den ædle forfatterinde.
[i margenen, p. 1:] Lev vel, under poesiens vinger og tænk på Deres tro veninde
Fr. Serre
BrevID 19207: FrS-brev af 19/10 1870 (Collin XI, 19/276, billedid 5531-34).
Ihre lieben Zeilen: HCA.s brev af 30/9 1870, jf. Dbg. VIII, 416.-
Das schöne glänzende Paris: FrS har nok tænkt tilbage på sine besøg i Paris, sidst det i 1855, hvor hun var vidne til festlighederne i anledning af den engelske dronning Victorias* statsbesøg hos Napoleon III* – og ikke mindst sammenlignet det med de voldsomme optøjer i forbindelse med Pariserkommunen (18.3.1870-28.5.1871). Pariserkommunen var det revolutionære folkestyre, som blev oprettet i Paris i protest mod den nationale regering i slutningen af Den fransk-preussiske krig.
nach Unwürde zu Graf Seebachs* … Auskunft über ihre Kinder zu erlangen: datteren af grev Albin Seebach* til Unwürde (1811-84), Maria Seebach* (1843-1902), var i 1863 blevet gift med grevinde Eliza Moltke-Huitfelds* søn, Léon M-H.* , der var dansk gesandt i Paris. Den unge grevinde* må under belejringen af Paris og sen. Pariserkommunen have søgt tilflugt hos familien* * på Unwürde i Sachsen.
ihren Helden auf Wilhelmshöhe … beklagen: grevinde Yoldis* "helt" har åbenbart været den franske kejser Napoleon III* , som efter det franske nederlag ved Sédan 2/9 1870 overgav sig til de preussiske styrker og blev interneret på slottet Wilhelmshöhe uden for Kassel.
die gute kleine Hofräthin Carus* : C. G. Carus’* svigerdatter, g.m. sønnen Albert Gustav Carus* (1817-91).
die königl. Familie … wohnen in Wesenstein: det sachsiske kongepar, dronning Amalie* (1801-77) og kong Johann* (1801-73) foretrak åbenbart slottet Weesenstein i nærheden af Maxen som sommerresidens, frem for den normalt benyttede sommerresidens i Pillnitz.
in wahrer Trauer um Prinz. Amalie* , der edlen Schriftstellerin: den sachsiske konges ugifte søster, prinsesse Amalie* (1794-1870), var aktiv som komponist og dramatisk forfatter.
Hofräthin Carus* : Lina Carus, f. Herbst* , g. 1848 med Albert Gustav Carus* . Hun døde 1905.
02.04.1871 Dagbogsuddrag : Fik Telegram fra ... Fru Serre.
(BrevID 22426 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
05.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Dresden.
(BrevID 22427 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
25.04.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag.
(BrevID 22428 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
02.05.1871
Dato: 1871-05-02
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Am 2. Maÿ. [18]71 Dresden
Theuerster Freund!
Ihre lieben Zeilen kamen gerade an meinem Geburtstag! Sie waren mir, wie Lerchengesang! – Einige Tage vorher, hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter zugeschickt bekommen. – und Frau von Zobel* las ich was vor – welch reizender Humor welche rührende Momente darin – wie hört man in jedem Wort, die Stimme des theuren Freundes dabeÿ. Die beiden Gedichte sind auch reizend, wie wahr die 4 Zeilen.
Alles schwindet – die Jugend dahin. Auch die Hoffnung; Dein Liebstes wird schwinden. Wie der Wind flattert Alles dahin, Und kein Sieg an Dein Herz läßt sich binden.
Ja, alt werden ist schwer, schwer, wenn man fühlt, daß die Kräfte mehr und mehr schwinden ./. schwer, wenn körperliches Befinden Lieblings Pläne scheitern macht – schwer, wenn man den Freunden mit ergrauten Haar entgegentreten muß – und allerhand Schmerzen und Leiden sich unabwendbar melden, und doch wird das Herz nicht Wünsche leer, wenn auch hoffnungs arm! –
Ich habe den ganzen Winter sehr still gelebt. Die anhaltend große Kälte hatte meinem Halsübel sehr geschadet – ich konnte nicht sprechen, ohne sofort heiser zu werden, und mußte selbst im Hause jede Geselligkeit aufgeben. Die Anwesenheit von Gräfin Moltke* , aber entschädigte mich für Alles. Fast täglich besuchte sie mich, und schüttete ihr angstvolles Herz in meine Seele aus! – Leon* in Paris – Harald* öfter Blut spuckend, quälte sie, daß er immer ./. in die Armee eintreten wollte – macht große Schulden im Spiel und Luxus, und ihre Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern* * in der Nähe auf dem Gute ihrer Ältern* * . Natürlich daher, daß sie keine Gesellschaft besuchen wollte, noch Bekanntschaften machen, noch fremde Gesichter sehen.
Zum wahren Unglück kam am 7ten März, Gräfin Yoldi* . – welche in Versailles geblieben, während die deutschen Fürsten dort ihr Hauptquartier aufgeschlagen – und die preussische Einquartirung selbst verpflegte, als aber wieder 30,000 National Armee dort einrückten, mußte sie fliehen und kam nach Dresden um sich hier zu etabliren, einst weilen. Sie kennen nur, wie verschieden beide Gräfinnen, und wie es mich in Verlegenheit setzt, wenn sie sich bey mir treffen! –
An meinem Geburtstag brachte mir nach Mittag Krägen* eine Musik, ein ./. Clavierspiel mit 8 Hände auf 2 Pianos, von seinen Schülerinnen, dazu hatte ich (zum Kaffee nähmlich) alle Bekannte eingeladen die mir früh gratuliren kamen, es waren gegen 80 Personen hier, und dennoch habe ich 57 Gratulationsbriefe und Telegramms erhalten, 18 Bouquets 4 Blumenkörbchen 4 große Vasen mit Blumen, es duftete wie in einem Treibhaus. Leider finde ich die Draht bouquets eine große Verschwendung, sie dauern ja nur 2 Tage, der kleinste Blumenstock aber treibt nächstes Jahr neue Blüthen.
Carl Riccius* hat eine sehr junge, schöne Frau – leider mehr zum Staat, als fürs Haus. Hauptmann Delitz* war nach Versailles commandirt zur unterirdischen Recognoscirung der Katakomben, er und Constanze Hopfe* und Margaret* tragen mir Grüße auf – Mir blutet das Herz, denke ich an das schöne, arme Paris – wer konnte mit Vertrauen in den Friedens Jubel einstimmen? So Gott will, Mitte May denke ich nach Maxen zu übersiedeln.
[i margenen, p. 1:] Ich gebe die Hoffnung nicht auf, Sie wenigstens im Spätsommer zu sehen in Maxen. Vergebung meine schlechte Schrift..
[i margenen, p. 4:] Dankbar und in Treue grüßt Sie Ihre alte Freundin Fr. S.
Dresden, den 2. maj [18]71
Dyrebareste ven!
Deres kære linier kom netop til min fødselsdag! De var mig som lærkesang! – Nogle dage før havde jeg fra boghandleren fået tilsendt Lykke Peer – og jeg læste noget af det op for fru von Zobel* , hvilken henrivende humor og hvilke rørende momenter deri – det er som man hører hvert ord fra den dyrebare vens stemme derved. Begge digte var også henrivende, hvor sande de 4 linier.
Alt svinder – ungdommen med. Også håbet, dine kære forsvinder, som vinden flagrer alt bort, og ingen sejr lader sig knytte til dit hjerte.
Ja, det er tungt, tungt at blive gammel, når man føler, at kræfterne aftager mere og mere, tungt, når legemligt befindende får yndlingsplaner til at vakle, tungt, når man møder vennerne med grånet hår – og alle slags smerter og lidelser uafvendeligt melder sig, og alligevel bliver hjertet ikke tomt for ønsker, selv om håbet er fattigt!
Jeg har hele vinteren levet meget stille. Den vedvarende voldsomme kulde har skadet mit halsonde meget – jeg kunne ikke tale, uden straks at blive hæs, og måtte endog opgive enhver selskabelighed i huset. Grevinde Moltkes* nærvær skånede mig for alt. Næsten dagligt besøgte hun mig, og rystede sit angstfulde hjerte ud i min sjæl! – Leon* i Paris – Harald* der ofte spytter blod, det bekymrede hende, at han altid vil gå ind i hæren – han har stor gæld på grund af spil og luksus, og hendes svigerdatter, f. Seebach* , var i nærheden med børnene* * på hendes forældres* * gods. Det var derfor naturligt, at hun ikke ville besøge nogen selskaber, eller gøre bekendtskaber eller se fremmede ansigter.
Til stort uheld kom grevinde Yoldi* den 7. marts. – Hun var blevet i Versailles, mens de tyske fyrster havde opstillet deres hovedkvarter der – og selv forplejede den preussiske indkvarteringer, men da 30.000 fra nationalhæren rykkede ind der, måtte hun flygte og kom til Dresden for at etablere sig her, midlertidigt. De ved jo, hvor forskellige begge grevinder er, og hvordan de sætter mig i forlegenhed, når de mødes hos mig!
Til min fødselsdag bragte Krägen* efter middagen mig et stykke musik, et klaverstykke, 8 hændigt på to flygler, fra hans elever, dertil havde jeg inviteret alle bekendte (til kaffe), som kom for at gratulere mig, der var henved 80 personer her, og desuden har jeg modtaget 57 gratulationsbreve og telegrammer, 18 buketter, 4 blomsterkurve, 4 store vaser med blomster, det duftede som i et drivhus. Desværre svinder det meget i rækken af buketter, de varer jo kun 2 dage, men den mindste blomsterstilk frembringer nye blomster næste år.
Carl Riccius* har en meget ung, smuk hustru, hun er desværre mere til stads, end til det huslige. Kaptajn Delitz* var kommanderet til Versailles til underjordisk rekognoscering i katakomberne, han og Constanze Hopfe* og Margaret* beder mig hilse – mit hjerte bløder, når jeg tænker på det skønne, stakkels Paris – hvem kan med fortrøstning istemme fredsjubelen? Om Gud vil, tænker jeg at flytte til Maxen i midten af maj.
[i margenen, p. 1:] Jeg opgiver ikke håbet om i det mindste at se Dem i sensommeren i Maxen. Undskyld min dårlige skrift.
[i margenen, p. 4:] Taknemmeligt og i troskab hilser Deres gamle veninde Fr. S.
BrevID 19240: FrS-brev af 2/5 1871 (Collin XI, 19/277, billedid 5535-38).
Ihre lieben Zeilen: "Sendt Brev til Fru Serre i Anledning af hendes Fødselsdag", skrev HCA i sin dagbog under 25/4 1871 (Dagbogen IX, 61). -
hatte ich vom Buchhändler Glücks Peter bekommen: HCA har åbenbart ikke selv tilsendt FrS et eksemplar af den tyske oversættelse af "Lykke-Peer". På dansk udkom romanen 11/11 1870. - Da: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=999 - Ty: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=20566
Frau von Zobel* : Iflg. Adressbuch Dresden 1871 bor der i samme gade som Fru Serre, Amalienstraße, en kaptajnsenke M. Anna von Zobel* .
Die beiden Gedichte: i romanen havde HCA indlagt 2 digte med begyndelseslinjerne "Alt farer hen som Vinden) og "End ligger Jorden i Sneens Svøb".
die 4 Zeilen: sidste vers i det ovenfor nævnte digt: Alt er Forsvinden – Forsvinden / Ungdom, dit Haab og din Ven / Alt farer hen som Vinden / Og kommer aldrig igjen.
Leon* in Paris: som dansk gesandt i Paris forblev Léon Moltke-Huitfeldt* på sin post under preussernes belejring af Paris og den første del af Pariserkommunen. Han undslap dog i sidste øjeblik, med det sidste tog der gik til Versailles, hvor den nyudråbte franske republik havde midlertidigt regeringssæde.
Harald* öfter Blut spuckend … er immer in die Armee eintreten wollte: Harald Moltke-Huitfeldt* , der havde gjort tjeneste som dragonofficer i den østrigske armé og senere i den danske hær, hvorfra han var blevet afskediget som ritmester à la suite, havde senest været tilknyttet det danske gesandtskab i Paris, med sin ældre broder Léon* som chef. Han stod således uden erhvervsindkomst og var henvist til at leve af tilskud fra forældrene, A. G.* og Eliza M-H.* Han døde i 1878 i en alder af kun 40 år.
Schwiegertochter geb. Seebach* war mit den Kindern: Léon Moltke-Huitfeld* og Maria Seebachs* børn hed Adam Gottlieb Moltke-Huitfeldt* (1864-1944) og Maria Elisabeth Moltke-Huitfeldt* (1865-?)
Hauptmann Delitz* …er und Constanze Hopfe* und Margaret* : Constance Hopfe* kan være en C. F. Hopfe* , som i Dresdner Adreßbuch benævnes som C. F. Hopfe* , "Privatus", bosat i Bautznerstr. 24. Desuden boede der i mange år en "Tapetzierer" Hopfe i Amalienstr., samme gade som FrS. Margaret* er FrS.s mangeårige selskabsdame, den engelsk-fødte Margaret Thomas* – og Serres egen bolig lå også i Amaliestraße.
21.08.1871 Dagbogsuddrag : Sendt Brev til Fru Serre.
(BrevID 22429 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
15.09.1871
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 15. Sptbr. [18]71
Theurer, verehrter Freund!
Obgleich ich nicht weiß, wo Sie sich jetzt aufhalten, und ich direckt diese Zeilen nach Copenhagen senden will, so fühle ich das Bedürfniß Ihnen zu sagen, daß ich mit alter Freundschaft und Treue Ihrer denke, und mich unendlich über den Succés gefreut habe, welchen Sie auch in Norwegen, Christiania pp. davon getragen. Wa[h]rlich wenigen Menschen wird das Glück bei ihrem Lebzeiten, so anerkannt, so gekrönt, so hoch gestellt – verehrt – und geliebt zu werden – wie Sie es immer von Neuem erleben. ./. Gott erhalte Ihnen diese Gunst des Himmels, bei dauernder Gesundheit.
Nach einer gefährlichen Herzkrampf Attaque, erhohlte ich mich durch den warmen Sonnenschein, und es ging mir recht erträglich – obgleich meine Athemlosigkeit, und Husten, mich fortwährend an allen Unternehmungen die die kleinste Anstrengung kostet, hindert.
Im März kam Gräfin Yoldi* , die so lange das deutsche Hauptquartier in Versailles war, dort ihr Haus bewohnte, und verließ Versailles mit den deutschen Fürsten, als ihr Aufenthalt dort gefährlich ./. wurde, sie wohnte in Stadt Frankfurt und ist seit dem 7t July in Maxen. Anfang Octbr geht sie nach Brüssel wo sich ihre Enkelin verheirathet und von dort wieder nach Versailles. Gräfin Moltke* ist in Ragazz und Morgen reiset Siegwald Dahl* zu ihr für unbestimmte Zeit.
Auch Henselt* war eine Zeit lang in Maxen – und ist zurück nach Petersburg. Man ist mit dem Aufbau des neuen Theaters beschäftigt – und stößt auf neue Hinderniße fortwährend, es kann 5-6 Jahre dauern. –
Es wird ein Anders von einer Actien Gesellschaft in Neustadt erbaut –
Ich habe dem Gr. Herz.* von Weimar ./. eine große Freude bereitet. Ich war im Besitz eines großen Basrelief von Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen, habe es ihm geschenkt, und es hat einen herrlichen Platz in seinem neuen Museum gefunden. Jetzt macht die Ausstellung von allen Werken Holbeins* hier, die nah und fern eingeschickt, viel Aufsehen, aus Darmstadt ist seine Madonna ganz wie die Unsre, gekommen und alle Künstler sind einig, daß diese das Original und Unsere nur eine gute Copie, wobei die Gallerie ½ Million verliert. Heinkes* * sind in Schlesien! Kommen Sie nicht einmal einen Winter nach Dresden, im Novbr. denke ich dahin zu ziehen
[i margenen, p. 1:] Eine Wohlthat ist mir jetzt Carls* Gegenwart in Maxen, sie haben sich des verstorbenen Doktor Rieles* Haus gekauft, Gersdorf verkauft und leben ganz hier.
[i margenen, p. 4:] Nun noch den treusten Herzens Gruß.
Ihrer Freundin Fr. Serre
Maxen, den 15. Sptbr. [18]71
Dyrebare, ærede ven!
Selv om jeg ikke ved, hvor De nu opholder Dem, og jeg vil sende disse linier direkte til København, så føler jeg trang til at sige Dem, at jeg tænker med gammelt venskab og troskab på Dem, og at jeg har glædet mig uendeligt over den succes, som De også har nydt i Norge og Kristiania. Kun få mennesker vil i sandhed opleve at være så anerkendt, så kronet, sat så højt, æret og elsket – som De endnu en gang oplever det. Gud bevare Dem denne himlens gunst, med vedvarende sundhed.
Efter et farligt hjertekrampeanfald kom jeg mig i det varme solskin og det gik mig ganske tåleligt, selv om åndløsheden og hosten hindrer mig i alle aktiviteter, som koster den mindste anstrengelse.
I marts kom grevinde Yoldi* , som så længe det tyske hovedkvarter var i Versailles, beboede sit hus der, og forlod Versailles med de tyske fyrster, da hendes ophold der blev farligt, hun boede i Stadt Frankfurt og har været i Maxen siden den 7. juli. I begyndelsen af oktober rejser hun til Brüssel, hvor hendes barnebarn har giftet sig og derfra igen til Versailles. Grevinde Moltke* er i Ragaz og i morgen rejser Siegwald Dahl* til hende på ubestemt tid.
Også Henselt* var en tid lang i Maxen og er taget tilbage til Petersborg. Man er beskæftiget med opbygningen af det nye teater – og støder vedvarende på nye forhindringer, det kan vare 5-6 år. – Der bliver bygget et andet i den nye bydel af et aktieselskab.
Jeg har beredt storhertugen* af Weimar en stor glæde. Jeg havde et stort basrelief af Thorvaldsen* , Rebekka ved brønden, jeg har foræret ham det, og han har fundet en herlig plads i sit nye museum. Nu gør udstillingen med alle Holbeins* værker, som er hentet hertil fra nær og fjern, stor opsigt, fra Darmstadt er hans Madonna ligesom vores kommet hertil, og alle kunstnere er enige om, at denne er originalen og vores er en god kopi, hvorved galleriet mister ½ million. Heinkes* * er i Schlesien. Kommer De ikke engang en vinter til Dresden, i november tænker jeg mig at flytte derind.
[i margenen, p. 1:] Carls* tilstedeværelse i Maxen er mig nu en velgerning, de har købt den døde doktor Rieles* hus, har solgt Gersdorf og lever nu hele tiden her.
[i margenen, p. 4:] Endnu kun den mest trofaste hjertelige hilsen.
Deres veninde Fr. Serre
BrevID 19272: FrS-brev af 15/9 1871 (Collin XI, 19/278, billedid 5539-42).
den Succés … auch in Norwegen: FrS må i det brev, som HCA sendte hende fra Oslo (Kristiania) 21/8 1871, have læst om hans vellykkede besøg i den norske hovedstad 4-25/8 1871, det første og eneste besøg i Norge.
Gräfin Moltke* ist i Ragazz: Bad Ragaz i kantonen St. Gallen i Schweiz.
Auch Henselt* war eine Zeit lang in Maxen: når FrS skriver "auch", må formodes, at også Eliza Moltke-Huitfeldt* har været på besøg på Maxen, inden sin afrejse til Ragaz.
dem Aufbau des neuen Theaters: jf. BrevID 13945.
Ich war im Besitz eines großen Basrelief von Thorwalzen* , Rebecca am Brunnen: det drejer sig om relieffet "Rebecca og Eliesar ved brønden", som Thorvaldsen* udarbejdede under sit ophold på Maxen i 1841 og som B.Th.* da skænkede sin gamle ven J. C. Dahl* . Efter dennes død købte FrS det af Dahls dødsbo* , jf. BrevID 18129:. Nu – i 1871 – skænkede FrS det til det "Großherzogliche Museum" i Weimar, jf. BrevID 19081.
die Ausstellung von allen Werken Holbeins* : i sommeren 1871 afholdtes på Dresdens "Gemäldegalerie" en udstilling af den tyske maler Hans Holbeins* (1497-1543) værker, og i forbindelse med denne en "Holbein Tagung", hvor en kreds af fremtrædende tyske kunsthistorikere skulle afgøre, hvilket af de to Holbein* tillagte Madonna-billeder der var malet af Hans Holbein* og hvilket der var en kopi. Resultatet blev, at Darmstadts madonna blev kåret som ægte, mens Dresdens blev bedømt som en kopi. Det vakte selvsagt skuffelse i Dresden, hvor man i årtier havde udstillet Holbeins* Madonna-billede i samme sal som "Madonna del Sisto", som et tysk modstykke til Rafaels* italienske Madonna-billede. Dresdens kopi, som anses for udført af den nederlandske portrætmaler Bartholomäus Sarburgh* (ca. 1590-ca. 1637), beror stadig i Dresden, mens det originale Holbein* -maleri efter en omskiftelig tilværelse, sidst tilhørende den hessiske "Hausstiftung" (d.v.s. efterkommerne af det i 1918 detronerede hessiske fyrstehus) i 2010 blev solgt til kunstsamleren Reinhold Würth* og er nu udstillet i det af ham oprettede museum Kunsthalle Würth i Schwäbisch Hall, Württemberg. - http://www.kunst.wuerth.com/de/kh/startseite/startseite.php (link dec. 2019)
Doktor Riele* : kan ikke identificeres.
03.10.1871 : Dagbogsuddrag : Skrev Brev til Fru Serre
(BrevID 22430 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
