Læs i brevvekslingen mellem H.C. Andersen og familien Serre
28.01.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
[Dresden] Am 28. Januar [18]63.
Theurer, verehrter Freund!
Mit wahrer, innerer Befriedigung empfing ich Ihren lieben Brief aus Biarritz! Es war mir so beruhigend Sie jenseit der Grenze Spaniens wohl behalten und glücklich zu wissen, und wieder auf der Straße des Eisenbahn Verkehrs – denn ich habe mich eigentlich recht gesorgt, wie Sie die Strapazen der so ermüdenden – wenn auch einzig interessanten Reise, eine Quelle unerschöp[f]licher Erinnerungen – wieder ertragen können! Gott lob, er hat Sie beschützt, und bald ist uns nun, ein frohes Wiedersehen in Aussicht! – Was werden wir zu hören zu lesen bekommen! Ihr poetisches ./. Gemüth, Ihr reicher Geist, Ihre Begeisterung für Alles Herrliche, faßt ja so wunderbar schön auf – und weiß es eben so wieder zu geben!
Jetzt sind Sie in der großen Weltstadt! wo ein ewiger Festtag waltet, im Lichtglanz spät und früh. Alles strahlt – wo Alles sich um uns dreht und wogt. Doch nicht nur der äußere Glanz schmückt Paris, es gibt so unvergleiche [sic] Kunst schätze und Herrlichkeiten, auch für die Höheres Empfindenden, daß man wie berauscht umherwandelt! – Wie wird das Stille Ausruhen Ihnen Bedürfniß werden, das Einkehren in sich selbst – wie werden Sie sich sonnen dann, in dem theuren Vaterlande!./.
Clara* hat bewunderns würdig Ihr Gedicht übersetzt – sie ist doch auch begabt und die enthousiastische Freundschaft für Sie, thut das Übrige! –
Wie hofft sie auf ein nahes Wiedersehen in Dresden! Frau von Berge* ist gern bereit ihre bescheidnen Räume Ihnen anzubieten – und sie [Sie] sind dann uns immer nah und erreich bar! Ich hoffe Sie kommen!
Serre welcher zwar stets seine Stube hüthet, aber doch ohne Gefahr leidend ist – vergönnt mir kleine Freuden der Geselligkeit und ich habe schon öfter Abends Gesellschaft bey mir gesehen, wo musicirt oder gelesen wurde. Nur die liebe Gräfin* fehlt mir schmerzl. auch Frau v. Göthe* , doch ist Sigwalds* Hiersein, ein kleiner Ersatz! – ./.
Ich treibe englisch mit einem alten engl. Freund, der diesen Winter hier zubringt. Carus* ist nach dem Tode eines Professors in Jena, zum President der Leopoldinischen Stiftung für Wissenschaftl. Zwecke; als Kaiser Leopold* diese Stiftung errichtete, gab er dem Präsident den Rang eines Pfalz grafen, eigentl. ist diese Stiftung nur ideel, aber die Fürsten steuern dazu um den Ankauf wissenschaft. Bücher zu befördern, der Präsident hat auch einen Adjuntus, und berühmte Professoren zur Seite. Carus* ist glückl. darüber! –
Ich bitte, sagen Sie der lieben Gräfin* ich sey entzückt über ihren Brief, aber ich bäte sie, mir ja die versprochene kleine Photografie vom Grafen Leon* mit zu schicken. Clara* hat die beneidenswerthe kleine Photografie von Ihnen, am Bett, des kranken Kindes – den Engel. Gibt es noch Eine davon! – Welche Sterioskopen, Ihre Reise Erinnerungen werden Sie sich mitbringen, ich freue mich schon sie durch meine Gläser zu schauen, wenn Sie kommen! An Hrn. Collin* einen herzl. Gruß. Bald hofft von Ihnen zu hören
Ihre Fr !
[i margenen, p. 2:] Sie werden doch Gräfin Yoldi* dort sehen, schön als Spanierin, sie ist zuweilen bey der Moltke* .
[Dresden] den 28. Januar [18]63.
Dyrebare, ærede ven!
Med sand, indre tilfredsstillelse modtog jeg Deres kære brev fra Biarritz! Det var mig så beroligende at vide Dem velbeholden og lykkelig på den anden side af Spaniens grænse, og igen på jernbanetrafikkens vej, thi jeg har egentlig bekymret mig ret meget, hvorledes De atter kunne tåle strabadserne for denne trættende – om end også enestående interessante rejse, en kilde til uudtømmelige minder! Gud ske lov, Han har beskyttet Dem, og snart er der et glædeligt gensyn i udsigt! – Hvad vil vi få at høre og læse! Deres poetiske gemyt, Deres rige ånd, Deres begejstring for alt herligt opfatter jo alt så vidunderligt og véd netop at gengive det!
Nu er De i den store verdensby, hvor der altid er en festdag, i stråleglans tidlig og silde. Alt stråler – hvor alt drejer og bølger sig om os. Men ikke kun den ydre glans smykker Paris, der er så uforglemmelige kunstskatte og herligheder, også for den, der kan føle det højere, så man vandrer om som beruset. – Hvor vil den stille udhvilen være Dem et behov, det at vende Dem ind i Dem selv – hvor vil De så kunne sole Dem, i det dyrebare fædreland!
Clara* har beundringsværdigt oversat Deres digt – hun er da også begavet, og det entusiastiske venskab mod Dem, giver resten!
Hun håber sådan på snart at gense Dem i Dresden. Fru von Berge* er gerne parat til at tilbyde Dem sine beskedne værelser – og De er os på den måde hele tiden nær og opnåelig! Jeg håber, De kommer!
Serre, som ganske vist hele tiden passer stuen, men dog er lidende uden fare – under mig små glæder ved samværet og jeg har allerede ofte haft aftener med selskab hos mig, hvor der er blevet musiceret eller læst. Kun den kære grevinde* mangler jeg smerteligt, også fru v. Goethe* , men Sigwalds* ophold er dog en lille erstatning! –
Jeg øver engelsk med en gammel engelsk ven, som tilbringer vinteren her. Carus* er efter en professor i Jenas død, blevet udnævnt til præsident for den leopoldinske stiftelse for videnskabelige formål; da kejser Leopold* oprettede denne stiftelse, gav han præsidenten rang af en Pfalz-greve, egentlig er stiftelsen ideel, men fyrsterne styrer på den måde, at indkøb af videnskabelige bøger fremmes, præsidenten har også en medhjælper og berømte professorer ved sin side. Carus* er lykkelig derover!
Jeg beder Dem, sig den kære grevinde* , jeg er henrykt over hendes brev, men jeg bad hende om endelig at sende mig det lovede lille fotografi af grev Leon* . Clara* har det misundelsesværdige lille fotografi af Dem ved sengen, det syge barn, englen. Er der endnu et deraf! Hvilke stereoskopier, Deres rejseminder vil De medbringe, jeg glæder mig allerede til at kigge gennem mine briller, når De kommer. Til hr Collin* en hjertelig hilsen. Jeg håber snart at høre fra Dem.
Deres Fr.
[i margenen, p. 2:] De vil se grevinde Yoldi* der, skøn som spanierinde, hun er undertiden hos fru Moltke* .
BrevID 18460: FrS-brev af 28/1 1863 (Collin XI, 16/241, billedid 5323-26).
Ihren lieben Brief aus Biarritz: på hjemvejen fra Spanien tilbragte HCA og Jonas Collin* juledagene i Bayonne. Her fik HCA lyst til at gøre en afstikker til Biarritz, hvor han og Jonas opholdt sig et par dage. 28/12 1862 sendte han derfra brev til FrS i Dresden. - HCA og Jonas* fotograferet i Bordeaux 9.1.1863
![[HCA og Jonas Collin d.y.]](./images/HCA-X-A-7-2.jpg)
Jetzt sind Sie in der großen Weltstadt: fra Bordeaux gik rejsen – med ophold i Poitiers, Tours, Blois og Orleans – til Paris, hvortil HCA og hans rejsefælle ankom 21/1. De blev i Paris til 20/3.
Clara [Heinke* : hat bewunderns würdig Ihr Gedicht übersetzt: formodentlig har det drejet sig om et af HCA.s mange digte fra opholdet i Spanien, uvist hvilket.
Carus* … President der Leopoldinischen Stiftung: C. G. Carus* tiltrådte i 1862 embedet som præsident for det ældste europæiske naturvidenskabelig-medicinske lærde selskab/akademi, som blev grundlagt i 1652 og fik sit nuværende navn efter kejser Leopold I* (1640-1705) i 1677. I daglig tale kaldes det "Die Leopoldina". CGC* var den 13. præsident og beholdt værdigheden til sin død. I dag hedder akademiet "Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina", med hovedsæde i Halle (Saale) i Sachsen-Anhalt.
die kleine Photografie von Ihnen, am Bett, des kranken Kindes: fotografi i visitkortstørrelse af Elisabeth Jerichau-Baumanns* maleri "H. C. Andersen læser eventyret "Engelen" for kunstnerindens børn"
bitte sagen Sie der lieben Gräfin* : FrS er gået ud fra, at HCA under sit ophold i Paris ville opsøge den dér boende grevinde Eliza Moltke-Huitfeldt* , hvilket han også gjorde umiddelbart efter sin ankomst til den franske hovedstad. I en middag hos hende 29/1 deltog grev Léon M-H* , broderen Harald M-H* med dennes amerikanskfødte grevinde Annie* (som HCA havde til bords), baron A. C. Holsten-Charisius* til Langesø samt den franske forfatter J. M. Dargaud* (1800-66) og dennes hustru* . Dargaud* havde i 1861 – som A. G. Moltke-Huitfeldts* gæst – besøgt Danmark og havde efterfølgende udsendt bogen "Voyage en Danemark", som han under selskabet lovede at tilsende HCA. Denne kom ham dog i forkøbet og fik overdraget bogen plus forf.s bog om Jane Grey under et besøg hos ægteparret Dargaud 25/2* * , jf. Dbg. V, 365. - Bogen: http://andersen.sdu.dk/forskning/bib/bibpost.html?BibID=18516
Ihre Reise Erinnerungen … durch meine Gläser zu schauen: der er tale om stereoskop-fotografier, som FrS glædede sig til at se via sit læseapparat.
Sie werden doch Gräfin Yoldi* dort sehen: der er tale om den spanskfødte grevinde Josepha Yoldi Coopmans* . HCA opsøgte dog ikke nævnte grevinde. Mødte hende år senere i det kgl. Teater og fik brev fra hende: BrevID 18793
31.01.1863Almanakken : Brev til Fru Serre
(BrevID 22473 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
17.02.1863Almanakken: Brev til Fru Serre
(BrevID 22389 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
06.03.1863Almanakken : Brev til Fru Serre
(BrevID 22474 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
08.03.1863 https://press.digitale-sammlungen.de/view/bsb10487185_01127_u001/31?cq=friederike%20Serre Familiennachhrichten. Nach längeren Leiden entschlief
gestern Abend gegen 10 Uhr an einem Herzschlag sanft und schmerzlos mein
inniggeliebter Gatte Der K. Pr. Major
a.D. Fr. A. Serre auf Maxen, Ritter des Königl.,
Sächs., Albrecht-Ordens, im 74. Lebensjahr. Tief betrübt und
gebeugt zeige ich solches hierdurch an mit der Bitte um stille Theilnahme. Dresden, den 4. März
1863. Friederike verw. Serre, Zugleich im Namen der übrigen
Hinterlassenen. Familieefterretninger Efter længere tids sygdom sov min
inderligt elskede mand, kongelig preussisk major a.D. Fr. A. Serre, ridder af
den kongelige sachsiske Albrecht-orden i aftes ca. kl. 10 stille og smertefrit ind
i sit 74. leveår på grund af et hjerteslag. Dybt bedrøvet og nedbøjet meddeler
jeg det herved med en bøn om stille deltagelse. Dresden den 4. marts 1863 Friederike Serre, enke, på vegne
af de øvrige efterladte.
22.03.1863Dagbogsuddrag : Brev til Fru Serre –
(BrevID 22390 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev)
27.03.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Dresden am 27. März 1863.
Theurer, verehrter Freund!
Der 2t April naht, und meine Gedanken ziehen zu Ihnen – suchen Sie in Basnaes auf – und reichen Ihnen das liebste Vermächtniß, was mir geblieben – meines dahin geschiedenen Mannes sehr ähnliches Bild! Ich weiß, Sie werden es ehren, es wird Ihnen lieb sein – !
Möge Gottes Segen auch in dem neuen Jahre auf Ihrem lieben Haupte ruhen! – Anders hoffte ich den Tag zu verleben, Ihren Geburtstag in meinem Hause zu feiern, und hatte allerhand schöne Pläne. Doch ernst, und traurig vergehen die Tage, und ich bin froh – daß Sie dort unter lieben Freunden, gefeiert und verehrt – denselben heiter und glänzend verbringen werden – ; ich werde ./. Ihrer denken. Auch der Schluß Ihrer herrlichen Reise mußte ein froher sein! Sie fühlen wie entferndt ich von jedem Egoismus bin, Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte, aber ich wünsche, daß Sie sich mit mir freuen sollen – nicht weinen nicht klagen! – Wie einsam und öde erscheinen mir meine Räume! Ich war ja fast nie von meinem Manne, in den langen Lebensjahren, auf längere Zeit getrennt; ich erlaubte mir ohne ihn selbst keine gewünschte Vergnügungsreise, und wie bedurfte er mich die letzten Jahre, bei seinen Arbeiten – bey seiner Kränklichkeit! –
Ist aber die Anerkennung, der Dank von Tausenden, die es b[e]y seinem Tode bewiesen ein Trost – so wurde er mir in reichem Maaße! – Nur die Weimarsche Stiftung schwieg, schickte keinen Abgeordneten b[e]y ./. seinem Begräbniß, und der Groß. Herz.* befohl durch einen Telegram 24 Stunden zu spät seine Vertretung bey seiner Beerdigung! – Was hilft mir sein theilnehmender Brief, worinnen er sagt, ich sollte ihm immer für einen mir nahestehenden Freund ansehen, nach allen den Kränkungen? Jetzt hat der dortige Verwaltung[z]weig es mit unsrer Regierung zu thuen! – Gutzkow* verwaltet also für ein Jahr Dingelstedts* Posten, als Intendant ohne seinen Rang – der dafür wegen einem Augenübel Weimar verläßt. Hans Bülow* kommt an Liszts* Stelle dahin! –
Ich schlafe jetzt in dem rote Cabinet, neben meiner Wohnstube auf der Straße heraus! Über meinem Bette hängt das schöne Bild meines verstorbenen Kindes – und darüber habe ich Ihren Engel von Kaulbach* placirt – welcher das [overstreget: kranke] todte Kind emporträgt! Sie fühlen die Bedeutung! -
Sehr verwickelte Geschäftsangelegenheiten ./. nehmen meine ganze Zeit in Anspruch! – Ich habe noch nicht, als Universal Erbin das Testament angetreten – kann nichts beurtheilen, bis ich alle Verhältniße kennen geklärt – ob ich Maxen, das Geliebte,wenn auch Theure, nicht früher oder später verkaufen muß. Sie begreifen, wie das Alles schwer auf meiner Seele lastet, bis sich Alles gelichtet haben wird. Carl* ist eine große Stütze, ich könnte ohne ihn jetzt nicht bestehen. Ich habe die Kinder* * vor einigen Tagen zu mir rufen laßen, um mir die Leere auszufüllen und einige Erheiterung zu haben, werden sie einige Wochen bei mir Alle wohnen und auch nach den Feiertagen – mit mir nach Maxen ziehen. – Clara Heinke* ist zu beklagen daß sie und ihre Familie* * Sie nicht hier gesehen, ich beneide sie um Ihre pariser Photografie und diese, mit dem kranken Kind– doch nein – ich gönne ihr diese Freude! Ich schickte Ihnen einen (nach Paris) Brief vor 4 Wochen durch Gräfin Yoldi* [tilføjet i margenen: sie schickte mir ihn Gestern zurück, da er Sie nicht gefunden, deßhalb erhielten Sie von mir so lange keine Nachricht].
[i margenen, p.3:] Leben Sie wohl – leben Sie froh, und gedenken in Theilnahme
Ihrer getreuen Fr. Serre
[i margenen, p.1:] Empfehlen Sie mich der liebenswürdigen Frau v. Scavenius* und Tochter* angelegentlichst
[i margenen p.2:] Ein recht langer, ausführl. Brief von Ihnen wird mir Erquickung sein. Alle meine Umgebungen wollen Ihnen empfohlen sein.
Dresden, den 27. marts 1863.
Dyrebare, ærede ven!
Den 2. april nærmer sig, og mine tanker drager til Dem – opsøger Dem på Basnæs – og rækker Dem den kæreste arv, som er blevet tilbage – af min bortrevne mand et meget lignende portræt! Jeg ved, at De vil ære det, det vil være Dem kært – !
Må Guds velsignelse også i det nye leveår hvile over Deres kære hoved! – Ellers håber jeg at opleve den dag, hvor jeg kan fejre Deres fødselsdag i mit hus, og ville have alskens skønne planer! Men alvorligt og sørgmodigt går dagene, og jeg er glad, at De bliver fejret og æret der blandt kære venner – og vil tilbringe dagen muntert og strålende – jeg vil tænke på Dem! Også slutningen på Deres herlige rejse må have været glad! De føler, hvor fjernt enhver egoisme ligger mig, De ved, hvilken glæde Deres åsyn havde givet mig, men jeg ønsker, at De skal glæde Dem med mig, ikke græde, ikke klage! – Hvor ensomt og øde synes mine rum mig! Jeg var jo næsten aldrig væk fra min mand, i alle de leveår; jeg tillod mig ingen ønsket fornøjelsesrejse uden ham, og han behøvede mig så meget de sidste år, ved alt arbejdet – og ved hans sygdom.
Men anerkendelsen, takken fra de tusinder, som beviste en trøst ved hans død – blev mig rigt til del. – Kun Weimar-stiftelsen tav, sendte ingen delegeret til hans begravelse, og storhertugen* befalede ved et telegram, 24 timer for sent sin præsentation ved hans begravelse! Hvad hjælper hans deltagende brev mig, hvor han siger, han altid vil anse mig for en nærtstående ven, efter alle de krænkelser? Nu har forvaltningsfilialen der ansvar for vores regering!
Gutzkow* forvalter altså for et år Dingelstedts* post, som intendant, uden at have hans rang, som til gengæld forlader Weimar på grund af en øjenlidelse. Hans Bülow* kommer i Liszts* sted dertil!
Jeg sover nu i det røde kabinet, ved siden af min dagligstue ud mod gaden! Over min seng hænger det skønne billede af mit døde barn – og derover har jeg placeret Deres Engel af Kaulbach* , som bærer det syge døde barn op. De føler betydningen!
Meget indviklede forretningsanliggender kræver al min tid! Jeg har endnu ikke tiltrådt testamentet som universalarving – jeg kan ikke bedømme det, før jeg har afklaret alle forhold, om jeg ikke før eller siden må sælge det elskede, men også dyre Maxen. De begriber, hvorledes det hele hviler tungt på min sjæl, indtil der er kastet lys over det hele . Carl* er en stor støtte, jeg kunne ikke klare det uden ham. Jeg har for nogle dage siden ladet børnene* * kalde hertil, for at fylde tomheden og få en smule opmuntring, de vil alle bo nogle uger hos mig og også efter helligdagene flytte med mig til Maxen. – Clara Heinke* lader beklage, at hun og hendes familie* * ikke har set Dem her, jeg misunder hende hendes Pariser-fotografi og det med det syge barn – og dog – jeg under hende denne glæde! Jeg sendte Dem for 4 uger siden et brev til Paris med grevinde Yoldi* – hun sendte det retur til mig i går, da brevet ikke fandt Dem, derfor har De så længe ikke hørt fra mig.
[i margenen, p. 3:] Lev vel, lev glad, og tænk med deltagelse på
Deres tro Fr. Serre.
[i margenen, p. 1:] Hils ved lejlighed den elskværdige fru v. Scavenius* og datteren* .
[i margenen p. 2:] Et rigtig langt, udførligt brev fra Dem vil være mig en opmuntring. Alle mine omgivelser hilser Dem.
BrevID 10962: FrS-brev af 27/3 1863 (Collin XI, 16/242, billedid 5327-28, 5891-92).
meines dahin geschiedenen Mannes Bild: FAS døde 3/3 1863. Sigwald Dahl* underettede straks pr. brev HCA om dødsfaldet, jf. Dbg. V, 370. FrS sendte med sit brev et vellignende portræt af FAS, formentlig det sidste fotografi, taget af FrS.
Sie wissen – welche Freude mir Ihr Anblick gewährt hätte: det havde været HCAs hensigt at afslutte den lange rejse med et besøg hos Serres i Dresden, men han ændrede sin plan – formentlig p.gr.a FAS’ død – og rejste med Jonas Collin* direkte hjem til Danmark.
die Anerkennung, der Dank von Tausenden … bey seinem Tode: FAS blev begravet i sine svigerforældres gravsted på Trinitatis kirkegården i Dresden, ledsaget af en talstærk skare. FrS har uvivlsomt også fået mange kondolencebreve fra sin og den afdøde mads store venneskare.
Hans Bülow* : dirigenten og pianisten Hans Bülow* (1830-94), der var svigersøn af Franz Listz* , idet han i perioden 1857-67 var gift med datteren Cosima L.* (som siden ægtede Richard Wagner* ).
das schöne Bild von meinem verstorbenen Kindes: ægteparret Serre fik i 1820 en søn, som i dåben fik navnene Johann Friedrich Adolph* , men som døde allerede i 1821. I hans sted adopterede de drengen Carl Levin (f. 1820), som fik navnene Carl Friedrich Wilhelm Serre* (1820-90).
Ihren Engel von Kaulbach* : litografi efter tegning af Wilhelm von Kaulbach* , med motiv fra HCA.s "Engelen", jf. BrevID 23587.
Frau v. Scavenius* und Tochter:. Datteren: Lucie S.* (1844-1920).
22.04.1863Dagbogsuddrag : Sendt Brev og Photographi Kort til Fru Serre
(BrevID 22391 Vi har desværre ingen tekstudgave af dette brev).
14.05.1863 Maxen, am 10.
Mai 1863 Unser verehten
Kirchenpatronin, der verwittw. Frau Majorin Friederike Serre auf Maxen sagen
wir hiermit öffentlig unseren verbindlichen Dank für das sehr werthvolle
Geschenck, welches dieselbe der hiesigen Kirche übergeben hat zu einem immerwährenden
Andenken an sie und aan ihren, am 3. März d. J. in Dresden verstorbenen Herrn
Gemahl, welcher fast 44 Jahre hindurch Kirchen- und Schulpatron von Maxen
gewesen war. – Dieses Geschenk besteht in einem sehr prachtvollen, großen,
silbernen, auf einem dergleichen hohen Fuße ruhenden Hostienteller und einem
großen, silbernen, inwendig stark vergoldeten Abendmahlskelche, welche
Geschenke heute in unserer Kirche unter großer Theilnahme der hiesigen
Kirchengemeinde von dem hier unterzeichneten Pfarrer feierlich geweihet, und
sodann durch ihren erstmaligen Gebrauch bei einer sehr starken Communion
eingeweihet wurden. Möge der
allgütige Gott der edlen Geberin ein langes und ruhiges Leben unter uns in
ihrem schönen Maxen verleihen, damit wir noch oft Gelgenheit haben mögen, Ihr
unsere aufrichtige Liebe und Dankbarkeit zu erkennen zu geben. Der Pastor Jubilarius Fränzel* .
Der Kirchenvorsteher Sachsen, für sich und im Namen der sämmtlichen hiesigen
Kirchengemeindevertreter Maxen, den 10 maj 1863 Vores ærede kirkepatron, enkefru
majorinde Friederike Serre på Maxen, siger vi hermed offentligt vores mest
forpligtende tak for den værdifulde gave, som hun har givet denne kirke til et
vedvarende minde om hende og hendes den 3. marts i Dresden afdøde hr. gemal,
som i næsten 44 år har været kirke- og skolepatron på Maxen. – Denne gave
består i en meget pragtfuld, stor hostie-tallerken, af sølv på en høj fod samt
en stor sølvkalk, som indvendigt er kraftigt forgyldt, disse gaver er i dag
under stor deltagelse højtideligt indviet af undertegnede præst, og således
blev dens første ibrugtagen indviet ved en meget stærk kommunion. Må den algode Gud skænke den ædle
giver et langt og roligt liv blandt os på hendes skønne Maxen, så vi endnu ofte
må have muligheden af at give hende udtryk for vores oprigtige kærlighed og
taknemlighed. Pastor jubilarius Fränzel* , Kirkeforstander i Sachsen, på egne vegne og
på vegne af samtlige kirkemenighedsrepræsentanter.
27.05.1863
Fra: Friederike Serre Til: Hans Christian Andersen
Maxen am 27. May [18]63.
Theurer, verehrter Freund!
Wenn ich lange nicht schrieb, wenn ich undankbar für Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag schien – so richten Sie nicht streng – zürnen mir nicht. Sie kennen mein treues Herz, mit seinen unwandelbaren Gesinnungen; Sie wissen auch welche schwere Lasten jetzt auf meinen Schultern ruhen, und welche geistige Kraft, ich zusammennehmen muß, um verständig und würdig, das neu begonnene Leben mit seinem ernsten Bruch durch zu führen. Ich wohne seit 3 Wochen wieder in Maxen wo ich seit 1½ Jahr keine Nacht zubrachte – wie viel gibt es da zu ordnen – zurecht zu legen – in ein gutes Gleis zu bringen. Sie begreifen, daß das Versenken, und die schwere Arbeit, welche die Lotterie erforderte, meinen Mann von Maxen abziehen mußte – welche Mißbräuche haben sich eingeschlichen, Betrügereien aller Art – Verluste! Ich könnte nicht allein durch kommen – aber Carl* welcher sich in jeder Art achtungswerth beweiset, kenntnißreich, in dem ökonomischen Fache, ihm habe ich unter meiner ./. Authorität, eine Vollmacht ausgestellt, zur Administration, von Maxen. So will ich es ein Jahr versuchen – gibt Gott Gedeihen und Segen – so trenne ich mich nicht von den geliebten Maxen, wo tausend liebe Erinnerungen, die schönsten meines Lebens, daran hängen, und der Schmerz um dessen Verlust, nicht die Sorge und die Lust aufwiegen die ich freilich die 1te Zeit darum trage.
Ich bleibe darum ruhig hier, Carl* wohnt noch 1-2 Monate mit seiner lieben Frau* und Kindern* * * bey mir – um mir, beÿm Abschluß der Jahres Berechnung zu helfen, so fühle ich mich nicht einsam obgleich mich so oft, nach meines Mannes Rath und Antlitz verlangt! – Hofrath Ziegler* der mit Serre zugleich den Tyfus hatte, und elend und krank blieb – da er an glänzlicher [gänzlicher] Schlaflosigkeit litt – war 14 Tage hier, und hat sich wunderbar auf meinen Bergen – durch meine einfache Kost und Häuslichkeit erhohlt. Er reiset Morgen nach Thüringen, später in die Pyräneen.
Wie würde mich diesen Sommer ein Besuch für einige Wochen von Ihnen erfreuen! Da mein Pflegesohn* hier – und immer Jemand von Serres ./. treuen Freunden, so würden Sie männlichen Umgang auch nicht entbehren, und wie gönnte ich der armen Clara* dieses Glück! Denke[n] Sie, sie bekam vor einiger Zeit wieder einen Anfall von gänzl. Contract Sein! Da liegt sie denn wochenlang fast regungslos – es soll ein Erbübel sein! Nun ist sie so weit hergestellt daß sie auf dem Stuhle sitzen kann, und will wenn sie wieder gehen kann, bey mir eine Milchcur versuchen! Wie wünschte ich auch ihr – Ihre Nähe!
Noch habe ich Ihnen nicht gedankt, für die Photografie die mir eigentl. weniger genügt, wie einige der Frühern. – Gewiß sind Sie sehr fleißig und erfreuen die Welt bald wieder mit den Früchten Ihrer Reise! –
Denken Sie, der Apfelbaum, welcher alle Pfropfreißer emporträgt, viele Ellen hoch – hat zwar nicht geblüht – aber ein junges Bäumchen, von diesem wieder gepfropft – trägt die ersten Früchte dieses Jahr! – Die Eiche ist ein hoher Baum geworden – der Strauch (von dem Reis der Japonica) ist umfangreich und stand in voller Blüthe – nur der Epheu aus der Schweitz , kam nicht fort! – Ja, überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mich mit Ihrem Hiersein – jetzt ./. habe ich wieder die Kraft, und den Sinn, Geistiges und Poetisches zu genießen!
Sigwald Dahl* ist wieder nach Paris und schreibt mir, die Gräfin* würde bald nach Glorup reisen, mit ihm, und Mitte July würden sich alle Moltkens* * * * * in Dresden zusammenfinden, weil auf Gra[f] v. Seebachs* Gute, bey Bautzen, die Hochzeit Leôns* mit Fräulein von Seebach* Statt finden sollte!
Ein neues Unglück hat die armen Hofräthin Falkenstein* betroffen. Ihr Sohn Oskar* , in östreichischen Diensten hat sich beim Pistolenschießen – erschossen; bey Venedig stand er in Garnison. Ob mit Absicht – ob aus Unvorsichtigkeit, oder unglückl. Zufall – darüber schwebt ein Dunkel. Sie ist eine sehr geprüfte Kreuzträgerin! –
Gestern kam Davison* und seine Frau* heraus gefahren, sehr liebenswürdig – und fragte viel nach Ihnen. Er hat vorigen Winter, ungeheure Geschäfte in Petersburg gemacht. Emil Devrient* spielt den Sigismund im Leben ein Traum in Dresden, und hat von den meisten fremden Bühnen bereits Abschied genommen! – Ich sehne mich nach Nachricht von Ihnen und grüße in alter, treuer Ergebenheit und Verehrung.
Fr. Serre
Maxen, den 27. Maj [18]63.
Dyrebare, ærede ven!
Når jeg længe ikke lod høre fra mig og jeg syntes utaknemlig for Deres venlige hilsen på min fødselsdag – så vær ikke streng, bliv ikke vred på mig. De kender mit trofaste hjerte, med dets uforandrede sindelag, De ved også, hvilke svære byrder der nu hviler på mine skuldre, og hvilken åndelig kraft jeg må samle for at gennemføre det nye liv efter det alvorlige brud. I 3 uger har jeg nu boet på Maxen, hvor jeg i 1½ år ikke har tilbragt en eneste nat – hvor er der meget at ordne der – at tilrettelægge – for at bringe det tilbage på rette spor. De begriber, at fordybelsen, og det tunge arbejde, som lotteriet krævede, måtte trække min mand bort fra Maxen – hvilke misbrug det har haft som konsekvens. Bedrag af alle slags, tab! Jeg kunne ikke klare det alene – men Carl* , som i enhver henseende beviser sin styrke, har stort kendskab til økonomi, han er under min autoritet, og jeg har udstedt en fuldmagt til ham, til administration af Maxen. Således vil jeg forsøge et år – Gud give trivsel og velsignelse – så skiller jeg mig ikke af med det elskede Maxen, hvortil tusinde elskede minder er knyttet, de kæreste i mit liv – og smerten ved tabet vil ikke opveje sorgen og glæden derved, som jeg ganske vist bar på i den første tid.
Jeg bliver derfor roligt her, Carl* bor endnu 1-2 måneder med sin kære hustru* og børnene* * * hos mig – er omkring mig, ved afslutningen af årsregnskabet, så føler jeg mig ikke ensom, selv om jeg ofte længes efter min mands råd og åsyn! – Hofråd Ziegler* , som samtidig med Serre havde tyfus, og forblev syg og elendig, da han led af total søvnløshed, er kommet sig helt i mine bjerge – takket være min enkle kost og hjemlighed. Han rejser i morgen til Thüringen, senere til Pyrenæerne.
Hvor ville et besøg af Dem i nogle uger i denne sommer glæde os! Da min plejesøn* er her – og hele tiden nogle af Serres trofaste venner, så vil De heller ikke mangle mandlig omgang, og hvor ville jeg unde den stakkels Clara* denne lykke! Tænk Dem – hun fik for nogen tid siden igen et anfald af totale kramper! Der ligger hun i ugevis næsten urørlig – det skal være et arveligt onde! Nu er hun helbredt så vidt, at hun kan sidde på en stol, og når hun igen kan gå, vil hun forsøge en mælkekur hos mig. Hvor meget ønskede jeg også for hende – at De var i nærheden!
Jeg har endnu ikke takket Dem for det fotografi, som egentlig tilfredsstiller mig mindre end nogle af de tidligere. – De er ganske sikkert meget flittig og vil snart glæde verden med frugterne af Deres rejse!
Tænk Dem, æbletræet, som blev båret frem af alle podekvistene, er nu flere alen højt – har ganske vist ikke blomstret – men et ungt lille træ, som fik podekviste derfra – bærer dette år de første frugter! Egen er blevet et højt træ – busken (fra Japonica-kvisten) – er fyldig og stod i fuld blomst, kun efeuen fra Schweiz kom ikke. – Ja, tænk nu over det, og kom, og glæd mig med Deres nærvær – nu har jeg jo igen kraften og humøret til at nyde åndeligt og poetisk!
Sigwald Dahl* er igen rejst til Paris og skriver, at grevinden* snart vil rejse til Glorup sammen med ham, og i midten af juli vil alle Moltkes* * * * * finde sammen i Dresden, fordi Leons* bryllup med frøken Seebach* skal finde sted på grev Seebachs* gods ved Bautzen.
En ny ulykke har ramt fru hofråd Falkenstein* . Hendes søn Oskar* , som var i østrigsk tjeneste, har skudt sig selv ved pistolskydning; han stod i en garnison ved Venedig. Om det var med vilje – eller på grund af uforsigtighed – eller et ulykkeligt tilfælde – det svæver i det uvisse. Hun er en hårdt prøvet bærer af korset!
I går kom Davison* og hans kone* kørende hertil, meget elskværdigt – og spurgte meget til Dem. Forrige vinter har han gjort uhyrlige forretninger i Petersburg. Emil Devrient* spiller Sigismund i Livet en drøm i Dresden og har allerede taget afsked fra de fleste fremmede scener! – Jeg længes efter nyt fra Dem og hilser i gammel, tro hengivenhed og ærbødighed.
Fr. Serre
BrevID 18486: FrS-brev af 27/5 1863 (Collin XI, 16/243, billedid 5329-30, 5671-72).
Ihre freundl. Erinnerung an meinem Geburtstag: HCA sendte 22/4 "Brev og Photografi Kort til Fru Serre", umiddelbart efter sin ankomst til Christinelund, hvor han besøgte Jonna Drewsen* (1827-1920), g. 1850 med stamherren til Nysø, baron Henrik Stampe* (1821-92).
Epheu aus der Schweiz: her som nævnt i brev BrevID 10581 erfarer vi, at HCA foruden med en lærk og et egetræ også har bidraget til væksterne omkr. Maxen med en efeuranke fra Schweiz, for i BrevID 10406 er allerede omtalt en efeu.
Japonica: kamelia.
überlegen Sie, und kommen, und erfreuen mit Ihrem Hiersein: HCA kom bl.a. på grund af 1864-krigen m.m. ikke til Maxen før i 1869.
die Hochzeit Leôns mit Fräulein Seebach* : efter det i sidste øjeblik aflyste bryllup med Wanda Zahrtmann* , jf . BrevID 9818, drog Léon Moltke-Huitfeldt* som ungkarl til Paris for i 1860 at overtage posten som dansk gesandt dér. I Paris forlovede han sig med datteren af den sachsiske gesandt i Paris, grev Albin Leo Seebach* , grevinde Maria Seebach* (1843-1902), og giftede sig med hende i 1863. Albin Seebach* var gift med Marie Nesselrode-Ereshofen* (1820-88).
im Leben ein Traum: rollen som den polske kongesøn Sigismund i versdramaet "Das Leben ist ein Traum"(da. "Livet er en drøm’") af den spanske dramatiker Calderon* (1600-81).
